Legend of Legaia

30. december 2002 0 Af Erik Weber-Lauridsen

Gud skabte verden og menneskene og for at hjælpe menneskene skabte han Seru’erne, der er levende krystaller der er i stand til at give en menneskelig bærer overmenneskelige kræfter. Verden levede lykkeligt og i fred indtil the Mist, en underlig tåge, en dag dukkede op. The Mist gjorde at Seru begyndte at angribe mennesker og de mennesker, der bar Seru, blev til monstre.
Siden har verden levet i frygt men lever i håbet om at nogen en dag vil drive the Mist væk. Dette bliver drengen Vahns opgave. Han drager rundt i Legaia (navnet på verdenen) og vækker såkaldte Genesis træer, træer der er i stand til at drive the Mist væk fra det område de vokser i, til live. Han får hjælp og nogle venner og nogle Ra-Seru, intelligente Seru der ikke bliver ændret af the Mist. Sammen drager de rundt i verden for at udrydde the Mist…

Legend of Legaia er, som navnet måske antyder, et typisk eksempel på rollespil til PlayStation (der er en del andre, der hedder noget lignende f.eks. Legend of Kartia). På alle punkter er det da også ret gennemsnitligt og falder i med mængden: grafikken er pæn, men det er nok de færreste der vil blive imponerede over den; historien er udmærket men meget, for nu at sige det pænt, klassisk; det generelle gameplay er heller ikke noget specielt, det der er unikt og gør spillet lidt anderledes end andre japanske rpg er kampsystemet: i stedet for bare at vælge at angribe eller en type angreb skal man angive en joypad-kombination for forskellige dele af kroppen, lidt ligesom i kampsportsspil. Hvis man har angivet en bestemt kombination laver man et art angeb der gør ekstra skade Kampene foregår dog ikke i real-tid men turbaseret, så man angiver angrebene for hver personer i en liste, går videre til den næste hvor det gentager sig, så sker angrebene og monstrene har deres tur osv.

Ellers er gameplayet meget neutralt og nærmest identisk med det i andre af denne type spil: man rykker sit party rundt på et kort, hvor man ret ofte bliver overfaldet af tilfældige monstre, eller på pre-renderede locations à la Final Fantasy-serien. Man finder objekter og våben der hjælper en i kampene, møder folk og snakker med dem, etc. Tilfældighedskampene kommer ret ofte, måske for ofte vil nogen mene (men så slipper man for at rende så langt for “level’e” op), men kampene tager ikke overhånd og man får ikke følelsen af kamp er det eneste formål i spillet.

Gameplayet er altså ikke godt eller dårligt: spillet er nemt at håndtere, man lægger nærmest ikke mærke til styringen hvis man har spillet et spil af samme type før, man spiller bare. På den anden side er styringen i allerhøjeste grad ikke innovativ, men igen: man føler sig hurtigt hjemme, og hvis man har spillet et spil i samme genre lægger man ikke mærke til at det er et nyt spil hvad styring angår. Det, der gør at man spiller spillet er det innovative og anderledes kampsystem og historien, der er ret kliché men alligevel ikke dårligere end gennemsnittet af fantasy-historier. Nogle vil nok synes at spillet er for let, i hvert fald vil folk der har spillet et eller to rpg ikke støde på ret svære problemer, men det kan også være godt: et spil der er nemt og hurtigt og gå til men som også har noget af charmen fra sværere og mere komplicerede rollespil.

Alt i alt er Legend of Legaia et udmærket spil, men ikke nogen milepæl, det eneste anderledes og nye er kampsystemet. Men hvis du kan lide japanske rollespil (og hvem kan ikke det?) og mangler lidt underholdning, så kan det klart anbefales.