Måned: juli 2003

Nanako arbejder som stuepige/sygeplejerske hos doktor Ogami, en genial/gal videnskabsmand der kun får de mest specielle patienter.
Hendes virke på klinikken går ud på at lave mad – det vil sige kremere fisk – og hjælpe ham med hans patienter/eksperimenter – hvilket vil sige blive generet af dem og især doktoren selv.

I første afsnit kommer et nyt eksperiment fra militæret og kirken, et væsen ved navn Green som Nanako selvfølgelig skal hjælpe med at undersøge, efter at hun har fundet doktoren altså.
Afsnit to er de på tur til vildmarken for at træne Nananko, som dog efter et skænderi med doktoren løber væk og farer vild i ødemarken…

Billedet er meget skarpt og farverne klare, ingen regnbuer eller pixellering. Animationen er også god, hvilket nærmest også er at forvente for ret nyt show (1999) og serien ser generelt godt ud, ikke kun indimellem men holder en god kvalitet hele vejen igennem, hvilket til dels nok kan tilskrives at det er en OVA. Serien er lavet på computer og har nogle panoreringer, hvor dette meget tydeligt fremgår. Disse sammen med det tydelige lagvise opdeling som computerne har skabt vil sikkert kunne irritere visse folk men det er ikke noget som andre end purister vil bemærke.
Opening’en varierer fra afsnit til afsnit og er meget dyster og har noget tilsvarende musik, noget anderledes end seriens meget lette stil, der dog har dystre undertoner hele vejen igennem så den er ikke helt malplaceret. Slutningen begynder med den sædvanlige stak collagebilleder hvorefter der kommer en 3d CG-sekvens med Nanako der bliver jagtet af en robot, anderledes og sødt men endnu et sted puristerne vil rynke på næsen.
En sjov ting er menuerne: de er pænt sat op og nemme at finde rundt i, menupunkter på en linje nederst og et billede af Nanako ovenover. De er imidlertid animerede sådan at Nanakos bryster hopper indimellem, selv menuerne afspejler pointen med serien.

De to lydspor (japansk og engelsk) er klare og tydelige og har begge en god udnyttelse af kanalerne om end der ikke er de vilde surround-effekter.
Musikken er acceptabel men ikke noget specielt, ikke noget man får lyst til at købe som cd senere. Som førnævnt passer introsangen ikke helt ind i stemningen i resten af serien idet den er meget storslået og dystert og leder tankerne hen på et heroisk sci-fi drama men da serien hele tiden har nogle undertoner af at der er et eller andet i vejen passer det alligevel ind på et eller andet plan.
Lydeffekterne er gode og ofte brugt, især er boing lydende når Nanako tumler af sted meget velvalgte og øger slapstick atmosfæren.
Stemmerne er gode og for en gangs skyld er selv de amerikanske stemmer ok, den amerikanske Nanako nærmer sig faktisk den japanske flere steder .

Af extras er der en pæn stak: de trailers der blev vist på japansk tv for de 4 første afsnit, en musikvideo med highlights af afsnittene på skiven og 25 siders character-design skitser. Alt i alt en rigtig fin samling extras.

Coverets billede af Nanako i tjenestepigetøj er pænt og attraktivt, det skal nok få folk til at købe dvd’en. På bagsiden er det et stort billede af Nanako i en meget stram bikini der ikke overlader ret meget til fantasien, nogle små billeder fra afsnittene på skiven og en kort introduktion ”skrevet” af dr. Kyoji der, som alt hvad han siger i serien, ikke holder helt stik men giver et udmærket billede af hvad man kan forvente af skiven.

Hvis det ikke er gået op for folk endnu så handler serien ikke om meget andet end at se mest muligt af Nanako i undertøj men dog samtidig have en smule plot som undskyldning.
Historien er dog helt klart AMNs svage punkt, selvom man griner ad og føler med Nanako når hun bliver generet – sexchikane er en del af Nanakos daglige pligter lader det nærmest til. Plottet virker dog alt for ofte som en undskyldning for at komme til at vise Nanako i undertøj eller på andre måder halv- eller hel-nøgen, da det er en Pioneer serie mangler den obligatoriske badescene f.eks. ikke, hvilket er synd idet personerne er gode og en ordentlig handling ville ikke skade. Men den tjener sit formål, idet serien er ment som en ren fanservice serie, og den underliggende mørke, røde tråd med kirken og militærets rolle formår at gøre at man ikke mister interessen helt så hurtigt og faktisk følger lidt med i handlingen og ikke kun venter på næste gang man ser lidt mere af Nanako.
En sjov ting er at serien er meget opbygget omkring Nanako, det er hende der er det centrale omdrejningspunkt, men vi hører ikke noget særligt om hende eller hendes baggrund, al hendes personlighed vises i den måde hun reagerer på omgivelserne på.

Alt i alt en acceptabel serie som man dog ikke skal forvente det store af, allerede coveret afslører at det drejer sig om fanservice, allerede der er stilen lagt: en komedie med masser af hud, henvisninger til sex og en sød hovedperson.