AnimeGuiden

Måned: januar 2004

  • Catgirls

    En af de mere underlige karaktertyper, man kan støde på i anime, er nok den overflod der er af piger med kattehaler og ører. Der er ikke altid en mening eller fornuftig grund til at de er med i serier eller film, men mange animefans har et blødt punkt for netop denne krydsning mellem dyr og menneske. Lidt i retning af amerikanernes forkærlighed for at have Gatling mini-guns med i deres action film.

    Selv har jeg længe været bidt af en gal catgirl lige siden jeg første gang så serien All-Purpose Cultural Catgirl Nuku-Nuku. Ikke fordi det er en udpræget god serie, men som så ofte med anime, det første man ser har en tendens til at give et vedvarende indtryk. Senere har jeg set en del flere catgirls og jeg har stadig billeder og plakater liggende med nogle af mine favoritter, som Ferm fra Ruin Explorers, Merle fra Escaflowne, Natsuki fra Hyperpolice og et sødt lille væsen ved navn Fancia.

    Men hvordan genkender man en catgirl?

    Oftest vil det være ret let, da de for det meste har katteører og hale. De har også en tendens til at blive tegnet med spidse sidetænder og nogle gange med pudsige handsker og sutskolignende poter. Catgirls er en anime stereotype af den mere dominerende slags. Det vil sige at de bliver brugt til hurtigt at introducere en bestemt type karakter til historien. Catgirls har en tendens til at være indbegrebet af kattekillingers mere charmerende træk, som kælne, nysgerrige, behændige, ikke for kvikke, naive og ekstremt loyale. Derfor er catgirls ofte også tegnet som børn. Men samtidigt så har de også arvet lidt eksotiske egenskaber fra kattens rovdyr side, som vildskab, gode sanser og en tendens til miste besindelsen når de bliver rigtig gale.

    Et andet træk der er dominerende blandt catgirls, men dog har spredt sig til andre typer, er tendensen til at tilføje en lyd som “nya” til slutningen af alle sætninger, noget der første gang blev populært i serien Di Gi Charat og har været en del af anime og manga siden. Ligeledes er det ret ofte at catgirls bruger ordet “nyan” eller lignende, som er det japanske lyd-ord for hvad katte siger.

    Selvfølgelig er det ikke sådan alle catgirls er, men det er de træk man oftest forbinder med dem. Der er mange undtagelser, men så bruger manga/anime’en enten tid på at etablere hendes personlighed eller i visse tilfælde, venter med at afsløre at hun er en catgirl indtil at hun er etableret.

    Til tider kan man også støde på karakterer der ikke er catgirls, men hvor de samme træk bliver brugt til hurtigt at give en karakter den katte-artige personlighed. Det bliver så ofte gjort ved at give kattelignede træk, som en tendens til spidse sidetænder eller pote lignende måde at knytte hænderne på.

    Selv om catgirls nok oftest er med for det mandlige publikums skyld, så er de ret populære som cosplay, og hvert år kan man se utallige billeder fra amerikanske og japanske konventioner hvor fans har klædt sig ud som deres favoritkarakterer, og der mangler sjældent catgirls.

    Hvad det egentlig er som fans kan lide ved dette katteartige image kan der nok skrives en større doktorafhandling om, men catgirls vil sikkert blive ved med at dukke op i anime og manga i lang tid endnu, uanset om de passer ind i handlingen eller ej.

  • Anime i 2003

    At sige at 2003 var et godt år for anime er en underdrivelse af proportioner. Aldrig er så mange titler blevet udgivet i vesten, og aldrig før har så mange nye serier været lavet til japansk tv.

    Det menes at anime stod for omkring 60% af budgettet for alle japanske TV-produktioner sidste år, og mange serier opnåede højere ratings end andre programmer der blev vist. Ligesom Chobits og Azumanga gjorde i 2001 og 2002, så var serier som Last Exile og Stellvia blandt nogle af de største publikumsmagneter i Japansk TV.

    Her i artiklen vil jeg tage et kig på hvad der blev vist i Japan sidste år, og som allerede er på vej til DVD hylderne, og hvad vi kan forvente dukker op senere på året.

    Det er nok passende at starte med serierne Last Exile, Gunparade March og TV-versionen af Ninja Scroll. Disse er blandt nogle af de hurtigste serier til at udkomme i Vesten. Hvor man før i tiden skulle regne med at vente mindst et år, så var disse tre ude på under 8 måneder fra den første episode blev vist i Japan. Dette skyldes meget at salget af serierne til udlandet nu er noget som ofte bliver medregnet i visse seriers produktion og nogle gange, som med Ninja Scroll, så er den ligefrem medproduceret af et Amerikansk firma.

    Blandt årets nye serier er der også en del efterfølgere til serier som allerede er ude eller på vej. Ai Yori Aoshi, Full Metal Panic, Paradise Hunters og Happy Lesson har alle fået en ny sæson, imens Please Teacher og Read or Die har fået nye TV serier der dog ikke helt følger originalerne.

    Men i de næste måneder kommer vi til at se en stribe af nye titler som allerede er i de sidste stadier af forberedelse til vestlig udgivelse. Blandt andet Gungrave, baseret på actionspillet af samme navn og nok et sikkert hit blandt fans af Hellsing og Trigun. TEXNOLYZE er en mere speciel serie, med mange af de navne der stod bag serier som Lain og Niea_7. I den lidt mere humoristiske ende kommer Wandaba Style og Narue no Sekai (Narue’s World). Til dem der vil have action krydret med en del nøgenhed er kampserien Ikkitousen under licens, og er man ude efter en dybere og mere handlingsmættet serie bør man se frem til Wolf’s Rain. Fans af D.N.Angel mangaen kan glæde sig, for den animerede version er også ved at blive bearbejdet til vestlig udgivelse.

    Men det var bare de titler som er garanteret til at nå os i det kommende halvår. Der er mange andre animeserier, der stadig bliver forhandlet om. Blandt andet Stellvia of the Universe, som ved siden af Last Exile fik mange fans i første halvdel af året med sin blanding af humor og computergenerede rumscener, hvilket vil minde mange om den meget populære Vandread.

    Rumiko Takahashi, nok mest kendt for Ranma og Inuyasha, fik hele to serier animeret i 2003. Den første er Rumiko Theater, en samling af enkelte fortællinger og her til efteråret kom der en TV-version af hendes Mermaid’s Forest. Disse vil nok blive opkøbt af Viz, som normalt udgiver alle Takahashis produkter. Ligeledes har hendes Inuyasha serie fået sin 3. film, som der dog nok går lidt tid før vi ser noget til.

    Vampyrer har altid været godt i en anime, og sidste år havde hele 2 serier med dem. Den første er Hitsuji no Uta (Lamenent of the Lamb) som spiller på det mere psykologiske, imens Tsukihime (Moonprincess) holder sig til en mere actionpræget stil.

    Selvom det vestlige publikum heller ikke kan få nok af mecha, så har den genre været lidt død. Men serien Godannar ruller disse måneder hen over de japanske skærme og den er en forfriskende humoristisk parodi på sig selv og genren generelt.

    Ligeledes sælger alt med ninjaer og samurier jo godt, så vi kan nok også forvente at oktoberserien Peacemaker Kurogane udkommer her. Den foregår belejligt nok i samme historiske æra som Kenshin animeen og fans af den serie vil nok kunne lide Peacemaker. Og når vi nu er i det mere actionprægede, så kan man ikke komme udenom Full Metal Alchemist, som netop har alt hvad man kan ønske sig i en typisk action anime.

    Ovre i thriller genren er der så Gunslinger Girl, som handler om en organisation der bruger unge piger som snigmordere, efter at have mekanisk forstærket deres kroppe. Fans af Noir vil nok nikke genkendende til seriens stil, både i handling og på den grafiske side.

    Udover hvad der blev nævnt her, var der i alt over 100 animetitler der blev vist i Japansk tv i 2003. Mange af disse vil nok udkomme i vesten, men hvert år er der en del som ikke gør og der er desværre mange titler der er populære blandt fans udenfor Japan som endnu ikke er opkøbt af amerikanske firmaer. Men heldigvis bliver det tal mindre og mindre hvert år, efterhånden som anime bliver mere og mere mainstream.

  • Dansk D.N.Angel manga

    Daisuki er en næsten normal dreng der lige er fyldt 14 år. Han har de typiske problemer for drenge i den alder, især med hensyn til kærlighedslivet, hvor han lige har fået afslag fra sin drømmepige, Risa. Desværre for Daisuke så løber der en forbandelse i hans familie der gør at alle mandlige medlemmer, fra de bliver 14, regelmæssigt forvandles til mestertyven Dark. Forbandelsen kan dog midlertidigt brydes hvis han udfører et dristigt kup, men kun indtil næste gang, da forvandlingen til Dark udløses af romantiske følelser.

    Så indtil Daisuke får styr på sit kærlighedsliv, bliver han ved med at skifte til Dark og stjæler diverse værdifulde objekter, ofte lige for snuden af det lokale politi. Sagen bliver ikke meget bedre af at Dark har sin egen personlighed og er mere tiltrukket af Risa’s søster, Riku.

    D.N.Angel er en behagelig blanding af action og forviklinger, på en måde der er langt mere kendetegnende for manga end hvad der tidligere har været udgivet på dansk. Både i tegne- og fortællestil hører serien til det der er populært blandt de mere modne læsere og i forhold til serier som Dragonball så er serien langt mere kompleks og henvender sig til et lidt ældre publikum.

    Tegnestilen i D.N.Angel er næsten så klassisk manga-agtig som man kan få det. Pigerne har store øjne. Dark er høj, slank og sorthåret, Daisuke har hår der stritter ud i alle retninger og der bliver brugt en masse typisk manga symbolik. Kombineret med at bogen er trykt i japansk stil og skal læses bagfra, højre til venstre, kan det muligvis gøre den lidt forvirrende for dem der ikke har den store erfaring med manga, men det er noget man hurtigt kan vænne sig til.

    Selvom de tyverier som Dark laver udgør action sektionen af serien, så er den oftest sat lidt i skyggen af resten af handlingen og de forviklinger som hovedpersonerne render ind i. Selvom D.N.Angel ikke helt er en shoujo manga (et udtryk brugt om manga rettet mod piger) så har den en del elementer der minder om dem. I Japan er shoujo en ret dominerende genre, så man kan håbe på at D.N.Angels stil giver forlagene interesse i at udgive andet end actionserier.

    Kvalitetsmæssigt er D.N.Angel ganske god, med en del ekstra materiale og med den originale læseretning, noget manga fans ofte sætter pris på. Blandt ekstramaterialet er der yderligere små historier og forfatternes personlige kommentarer. Dog virker mange af siderne mørke i det i forhold til tidligere versioner af serien i andre lande, især de større billeder i starten af hvert kapitel har mistet en del detaljer. Det er nok på grund af at de, som ved andre dansk manga’er, er kopier af kopier, hvilket altid vil reducere kvaliteten.

    Noget der dog virker lidt malplaceret, især i den første bogs ekstra historie, er den udbredte brug af bandeord, noget som ikke bliver brugt ret tit i Japan. Derfor virker det lidt underligt i den dansk version at nogle af pigerne bander som havnearbejdere, men et sted er der et billede der i originalen var censureret. Her kan man så kan undre sig over hvad Carlsen mente var så slemt at sige i forhold til hvad der eller bliver brugt, hvis man ikke lige ved at der ikke var bandeord i originalen. Det kan skyldes at serien er oversat fra et andet lands version, hvor især amerikanerne godt kan lide at krydre sprogbruget.

    Alt i alt, med mindre man foretrækker den relativt simple stil i Dragonball, så er D.N.Angel nok noget af det bedste manga man kan købe på dansk og den giver et godt indblik i hvad manga kan tilbyde. Selvom serien ikke er en af mine favoritter, så er den værd at læse. Den er for nylig også blevet lavet til en anime serie, som med lidt held dukker op på de vestlige DVD hylder næste år

    Genre: Shoujo, magical girl
    Manga af:     Yukiru Sugisaki
    Udgives i Danmark af:     Egmont

  • Pikmin

    Idéer er en sjov størrelse. En god idé kan komme til dig på de mærkeligste steder og tidspunkter, ofte når du mindst venter det. Præcis hvordan ideer opstår kan være svært at sige, men det er ikke ualmindeligt at de begynder med en sær, lille strøtanke. Denne anmeldelse vil herunder dække, hvad der blev resultatet af at en spøjs mand en dag slappede af med noget havearbejde, pludselig kiggede ned i et af sine bede og tænkte: “Kunne det ikke være enormt sjovt, hvis der løb små farvede væsner rundt mellem planterne?”

    Du er Captain Olimar fra planeten Hocatate, rumrejsende og anset interstellar fragtmand af videnskabeligt forskningsmateriale. Da du i lang tid har arbejdet hårdt, har du besluttet at tage dig en velfortjent ferie i det ydre rum i dit elskede rumfartøj, Delfinen (The Dolphin). Rejsen går desværre langt fra glat. Knap er du fløjet ud fra hjemstavnen, før en vildfaren asteroide rammer dit fartøj. Hårdt skadet styrer dit rumskib mod den nærmeste planet, for at blive spredt over et godt stykke af planetens overflade.
    Da du kommer til dig selv efter den hårde nødlanding, finder du til din store bekymring ud af at dit fartøj desværre nok kan betegnes som værende noget nær totalskadet, og du vil ikke kunne lette. Hvad værre er, luften på planeten er giftig for dig, og din egen rumdragt har kun strøm til tredive dage. Dybt nedslået giver du dig til at undersøge overfladen for spor af dine rumskibsdele. Inden længe støder du på et underligt kæmpeløg, som, da du rører det, smider et frø, der snart spirer og ved oprykning viser sig at være et underligt lille væsen, der er mere end ivrig efter at hjælpe dig på din mission. Dit eventyr kan begynde.

    Lad det være sagt med det samme: Pikmin er unikt, underholdende og nøjagtigt lige så spøjst som ideen der startede det, både i kraft af historie og gameplay såvel som de forskellige genre-elementer. Selv en hårdkogt gamer vil nok have vanskeligheder ved at arkivere Pikmin under én bestemt genre, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Selvom en stor del af spillet er baseret på Real Time Strategy-elementer, vil fans af denne genre nok ikke kalde det et sandt strategispil, selvom de ville kunne nikke genkendende til meget. Ligeledes vil fans af andre genrer også kunne genkende ting.

    Pikmin starter enkelt. I begyndelsen vandrer man rundt på overfladen af planeten som Captain Olimar, men inden længe finder man et løg, som producerer Pikmins. Det handler så om at få disse Pikmins til at indsamle næring til løget, som derved producerer flere Pikmins, indtil man har en styrke stor nok til at hjælpe en med at finde de manglende skibsdele. Pikmins kan deles op i tre typer: Der er røde, gule og blå Pikmins, som hver har deres specielle særtrin. Røde Pikmins er f.eks. de bedste krigere og er modstandsdygtige overfor flammer, hvor gule Pikmins kan kastes længere/højere og er eksperter i at håndtere bomber. I begyndelsen har man kun røde Pikmins, men man opdager snart at det vil være nødvendigt at udforske andre områder på planeten, for at finde de andre Pikmintyper, hvis man skal gøre sig håb om at finde alle de tredive skibsdele, som er spredt over planeten.

    Ligesom i strategispil handler det om at indsamle ressourcer (i form af faldne fjender eller Pikmin-tabletter), og producere en masse units, som man skal organisere og få til at samarbejde efter bedste evne. Modsat strategispil er man som feltherre dog meget nær på sine enheder, idet man vandrer rundt på overfladen sammen med dem. Dette bevirker at man kun kan styre én gruppe ad gangen og at man desuden skal huske at holde sig lidt på afstand, når man sender sin hær i kamp mod planetens rovdyr. Captain Olimar er nemlig præcis lige så sårbar som ethvert andet levende væsen på hans størrelse, og får han for mange skrammer, så er det Game Over, og man må starte den pågældende bane forfra. Captain Olimars placering i spillet gør også at kampene bliver en del mere hektiske og nærheds-prægede, når man pisker rundt mellem sine enheder (op til 100 på én gang!) og fløjter ordrer, mens man forsøger at undgå selv at tage skade.

    Kontrolmæssigt fungerer spillet fint. Kameraet giver sjældent problemer, da det altid er placeret, så det kigger skråt ned på Olimar. Man har mulighed for at zoome ind og ud, samt roterer kameraet på de to grå skulderknapper. Desuden kan vinklen på kameraet justeres på Z-knappen. Placeringen af knapper falder nogenlunde naturligt, selvom visse kontrolelementer lige skal prøves et par gange, før man har styr på det.

    I hvert område findes der en “landingsbase”, som typisk er et lille, afgrænset område af banen, hvor man har fred til at dyrke Pikmins og hvor Captain Olimar kan genoplade sin rumdragts beskyttelse fra sit skib, hvilket let kan blive nødvendigt i nogle af de senere områder. Hvert område har så et bestemt antal skibsdele, som man skal forsøge at få flest muligt af hjem til basen, inden solnedgang. Det er desuden vigtigt at sørge for at have alle Pikmins lagret i løgene eller i følgeskab med sig selv, når natten falder på, da de ellers vil blive spist af rovdyr i ly af mørket.
    Tiden er nok den største hage ved Pikmin. Du har tredive dag til at finde alle skibsdelene, før din dragt holder op med at virke og stakkels Captain Olimar lider kvælnings-døden. En dag varer ca. 15 minutter i virkeligheden og spillet kan derfor virke en anelse stressende af og til. Tidsbegrænsningen er sandsynligvis lagt på med henblik på at øge sværhedsgraden, men det kan virke generende at man ikke altid har tid til at køre igennem i sit eget tempo og lægge mærke til de små detaljer.

    Grafisk set er Pikmin udmærket. Grafikken er flot, selvom den langt fra presser maskinen. Hele spillet er bygget op i en noget nuttet og rund stil, som går fint i et med spillets tema. Teksturerne er ligeledes flotte (en stor del af dem er baseret på Shigeru Miyamotos egen have), selvom de godt kunne have været af højere opløsning.

    Holdbarhedsmæssigt er Pikmin dog ikke blandt de bedste. Hovedspillet er beklageligt kort, hvis man drøner igennem det, hvilket specielt hardcore RTS-spillere sikkert vil være i stand til. En Challenge Mode, hvor man skal udføre specifikke opgaver på de forskellige områder redder dog noget hjem, men det er ærgerligt at sådan et fornøjeligt spil ikke er længere.

    Pikmin er en beretning om hvordan en spøjs strøtanke kan blive til et særdeles underholdende spil og et prima eksempel på nytænkning, som har manglet lidt i spilbranchen i den seneste tid. Desværre har det også sine fejl og mangler, men de mange gode ting det også indeholder er nok til at redde det en god karakter alligevel. Selvom man ikke har lyst til at eje det, skylder man i det mindste sig selv at prøve det.

  • DearS

    Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

    Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

    En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

    Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

    Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

    Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

    Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

    Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

    Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

    *sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

    Stammer fra: juli 2004, tv-serie
    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: Genco
    Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics