DearS

1. januar 2004 0 Af Erik Weber-Lauridsen

Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

*sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

Stammer fra: juli 2004, tv-serie
Genre: Komedie
Alder: 11+
Studie: Genco
Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics