Måned: maj 2004

Bubblegum Crisis
Engang i den nærmeste fremtid har vi udviklet androider, såkaldte Boomers, der ligner mennesker fuldstændig, indtil de afslører deres maskinform. Disse robotter skaber megen ravage når de går amok, og politiet, AD Police, magter ikke at stoppe dem.
På grund af dette er der en lille gruppe kvinder, der tager sagen i egne hænder og danner gruppen Knight Sabers, som bekæmper Boomerne i nogle meget stærke og avancerede hard suits.
Bubblegum Crisis er af de fleste regnet for en klassiker inden for anime og med rette. Det var en af de første, der blev udgivet i Vesten og blev rimeligt udbredt uden at være vist på TV, og den er samtidig et af de bedste eksempler inden for en genre, cyber-punk, en genre der netop var meget populær generelt (dog ikke så meget i anime) omkring det tidspunkt, den udkom på, hvilket kan være med til at forklare dens popularitet.
Dermed ikke sagt at det ikke er en god serie, for det er det, om end den på visse punkter begynder at vise sin alder.
Grafisk set kan man godt se OVAens alder, men det er mest på grund af designet, detaljegraden fejler ikke noget.
Characterdesignet er tydeligt fra 80erne men stadig klart og tiltalende. Baggrundene er oftest ret mørke, men det er en del af stilen. Det gør dog ikke, at holdet bag den sprang over, hvor gærdet var lavest, detaljerne er mange, omend de ikke er på højde med mange af de nyeste serier. Til gengæld er der masser af små gimmicks som f.eks. personernes navne på neonskilte på højhuse, man flyver forbi, og den slags. Desværre virker farverne dog meget falmede men det skyldes tildels at man ikke brugte en så kraftig farvepalette dengang som man ofte gør i dag.
Lyden i Bubblegum Crisis er et kapitel for sig, primært på grund af musikken. I modsætning til de fleste andre serier har hvert afsnit en ny intro-sang, der er arrangeret henover handlingen i afsnittet og ikke kun en fast sekvens. Da en af personerne i serien er sangerinde, er der også en del sang derigennem.
Musikken bliver anvendt på en god måde og passer til de scener, hvori den er brugt, og den bliver aldrig irriterende eller unødvendig, den er en del af helheden.
Historien er til dels Bubblegum Crisis svage punkt. På den ene side er den fængende, og man kommer hurtigt til at holde med og af personerne, men på den anden side er den til tider en anelse tynd og utroværdig. Hvordan kunne så avancerede hard suits, at selv mega-firmaet Genom ikke kan hamle op med dem, blive bygget uden at nogen opdagede det? Men det er jo til gengæld altid underholdende at se en lille gruppe modsætte sig en overmagt.
Personerne er godt beskrevne og har alle nogle lidt dybere personligheder med både styrker og svagheder, og samspillet mellem dem virker godt og troværdigt.
Det er tydeligt, hvorfor Bubblegum Crisis er blevet en klassiker. Dens gode punkter opvejer klart de dårlige, og tilbage står en glimrende serie, som forståeligt nok er blevet en af pioner-serierne inden for anime i Vesten.
Så hvis man kan leve med en snert 80 stil og musik og nogle svagheder i plottet indimellem, er den helt klart et must-see.
Genre: Sci-fi / drama, 8 afsnit
Alder: 12+
Studie: Artmic / Youmex / AIC, 1987
EU Licens: MVM, animeigo
8. maj 2004
Masamune Shirow
Når man snakker om kæmper indenfor manga, så kan man ikke komme udenom Masamune Shirow og hans værker, som de sidste 20 år har påvirket manga, anime og filmkulturen i både Japan og resten af verden. Selvom han mest er kendt for sin Ghost in the Shell, så har han lavet mange andre serier, og siden han lige netop i år er ret aktuel, så vil vi kigge lidt på ham og hans kreationer.
Shirow startede sin karriere allerede da han studerede på universitetet, med at lave mangaen Black Magic M-66, som blev udgivet i det lille blad Atlas.
Her blev han opdaget af forlaget Seishinsha, som var meget imponeret over hans stil, og igennem dem udgav han sin næste serie, Appleseed. Den blev udgivet i albumformat, hvilket er ret sjældent for en manga at starte med. Normalt bliver serier ofte udgivet i mindre stykker i større magasiner, men med Appleseed valgte forlaget at tage en chance og udgive den i bind. Mangaen blev en stor succes og gjorde næsten omgående Shirow til et kendt navn.
Modsat mange mangaer fra den tid, så havde Shirows stil liv og en dybde som var sjælden. Hans meget dynamiske og aktive tegnemåde gjorde billederne meget levende, og hver side indeholdt en overflod af detaljer. Det var ikke kun i tegningerne, men også i form af Shirows utallige kommentarer og tekniske detaljer, noget der gjorde hans mangaer enestående da Appleseed udkom. Hans måde at tegne futuristiske maskiner, robotter og kampdragter på var forfriskende realistisk og anderledes, og når man samtidigt kunne læse lidt detaljer om hvordan de interne dele virkede, så fik hans design et nærmest realistisk skær, hvor man har svært ved at adskille det han opdigter fra ting der virkelig fandtes.
Han fortsatte derefter med at lave Dominion og Orion, der sammen med de resterende Appleseed album var med til at give ham en fast plads på de japanske bestseller lister. Men selv om Appleseed betragtes som hans bedste værk, så var det dog serien Ghost in the Shell der for alvor gjorde ham populær.
Serien udkom i 1990, men det der var med til at gøre den og Shirow verdensberømt, var at den blev filmatiseret i 1995, i en smuk version der stadig i dag betragtes som en af de animefilm man bør se. Efter at filmen havde gået kloden rundt fulgte mangaen efter, og den er udgivet på utallige sprog nu, inklusiv dansk.
Efter GitS lavede Shirow den mindre samling af historier kaldet Exon Depot, samt en serie til et mindre magasin, med titlen Neuro Hard. Derefter valgte han at satse mere på den kunstneriske side og lavede de følgende år adskillige Artbooks og billedsamlinger, blandt andet den meget populære Intron Depot serie.
Det var først i 2000 at han igen tegnede en serie. Det blev til ”Ghost in the Shell 2: Man-Machine Interface”, en fortsættelse af hans originale Ghost in the Shell, dog meget præget af Shirows stilskift.
Ghost in the Shell var dog langt fra den første af hans serier der blev animeret. Faktisk er næsten alt han har lavet blevet omdannet til anime, og der er endda tilføjet nogle film, hvor han har stået for designet. Mange af disse blev dog desværre lavet med et ret lille budget og det kan ses. Især Appleseed animationen og den nyere Gundress film ligger i kvaliteten langt under Shirows mangastil, noget der skuffede mange.
Først i 2002 blev der igen animeret fra Shirows verdener til et ordentligt budget. Det samme firma som stod bag Ghost in the Shell filmen blev sat til at lave en tv-serie version der fik betegnelsen ”Stand-Alone Complex”. Serien blev en stor succes, og her i 2004 startede anden sæson af den i Japansk TV.
Men 2004 er i det hele taget et Shirow år. I begyndelsen af marts havde den anden Ghost in the Shell film premiere i Japan, lavet af det samme firma som den først film og tv-serien. Den første uge var Ghost in the Shell: Innocence en af de fem mest indbringende film i de Japanske biografer.
I april vil den næste Shirow anime komme til de japanske lærreder, nemlig en ny version af Appleseed, lavet i ren computergrafik. Begge film forventes at blive udgivet her i vesten inden for et års tid.
I dag kan man se Masamune Shirows stil afspejlet i mange andre tegneres billeder, selv om de færreste har adopteret hans detaljerede fortællerstil, og det er ikke kun i Japan. Også mange amerikanske tegnere er blevet inspireret af ham og hans maskiner. På mange måder er især de tidligere af hans serier lige netop det man betragter som klassisk action manga, med fartstriber, underligt og til tider kaotisk opsatte sider og masser af intens kamp. Selv om Shirow ikke var den første til at tegne sådan, så var det dog hans ret imponerende værker der var med til at vise hvordan det skulle gøres og det har gjort ham til en af de rigeste tegnere i verden, selv om han dog selv foretrækker at leve et anonymt liv væk fra offentligheden, imens han dæknavn nu er kendt over hele kloden.
8. maj 2004
Magical girls
Der er kun få genrer der er så typisk som den med piger, der via mere eller mindre magiske veje opnår evner udover det normale. Lige siden den første serie i de tidligste af år af anime har disse ”Mahou shoujo” været en fast tilbagevendende del af hvert års TV serier og utallige af dem er også nået berømmelse udenfor Japans grænser.
Disse magiske pige serier er ofte lette at genkende på nogle få, gentagede elementer. Det mest gennemgående er ”henshin” sekvensen, eller på dansk, transformationen. Magiske piger har evnen til at forvandle sig fra deres normale form til en stærkere, magisk person, der nu har specielle kræfter til at overvinde deres modstandere med.
Disse transformationer er oftest et tilbagevendende element i hver episode, hvor man ser pigen forvandle sig, stykke for stykke og afslutte med at udtale hendes ”signatur” linje. Udover disse magiske evner så er hun oftest også udstyret med et lille arsenal af nuttede og lyserøde objekter, samt et næsten obligatorisk kæledyr, der er ved hendes side som en vejleder.
Mahou shoujo genren er meget fokuseret i retning af piger og det er langt fra sjældent, at heltinden er en lille pige der ikke alene får nye evner når hun forvandler sig, men i mange serier bliver til en voksen person, der kan klare alle de problemer som en lille pige ikke kan.
Genren har den store fordel at den er mere eller mindre designet til at indtjene bedre på salg af legetøj og lignende ting end på TV fremvisning. Derfor er alle magiske piger udstyret med et udvalg af objekter der appellerer til publikummet og samtidigt er lette at lave rigtige legetøjs version af.
Den mest kendte af sådanne serier er nok Bishoujo Senshi Sailor Moon, som handler om skolepigen Usagi, der får kræfter til at forvandle sig til Sailor Moon og i den form bekæmper hun kriminalitet og ondskab. Serien har været vist i mange lande udenfor Japan, har fået sig en enorm global fanbase og er med tiden blevet til 5 TV sæsoner, adskillige film, samt en Live Action TV serie.
Så netop Sailor Moon er et godt eksempel på genren, for selv om serien er fra 1992, næsten 30 år efter den første af sin art, så er konceptet for begge serier næsten identisk. Dens udgivelse har dog været gunstig, for da Sailor Moon startede var anime kanalerne spækket med action serier og Sailor Moon tilbød et klassisk koncept, lavet med en dybere vægt lagt på personerne og deres forhold, noget der reddede fra bare at blive endnu en serie der blev set og glemt.
Men der er sket meget indenfor anime de sidste 11 år og som mange andre genrer, så var Mahou shoujo genren nødt til at ændre sig. Derfor er mange serier indefor genren som er lavet de sidste 10 år, langt mere fokuseret på personerne frem for den uendelige kamp mod ondskab. Især i starten af 90’erne skete der en meget tiltrængt opblomstring i genren der igennem det næste årti førte til skabelsen af mange serier der var med til at gøre magiske piger meget populære igen.
Desværre er det en ret overset anime gruppe her i vesten og mange af i Japan, ret populære serier kan kun fremskaffes som fansubs eller ofte ret dårligt tekstede Hong Kong kopier. Det er desværre en skam, for selv om Sailor Moon er en god serie, så er der adskillige af samme kaliber eller bedre som kun får kender til.
Personligt foretrækker jeg serier som Hime-chan no Ribbon, Nurse Angel Ririka, Miracle Girls og Full Moon o Sagashite, som dog kan være svære at fremskaffe hvis man ikke lige ved hvorfra. Heldigvis er adskillige gode Magical Girl serier udgivet her i vesten. Blandt dem kan Fancy Stage Lala og Card Captor Sakura nævnes som gode eksempler på nyere serier indenfor genren, og de er anbefalelsesværdige serier hvis man vil stifte bekendtskab til med magiske piger eller gerne vil have noget anime der kan ses sammen med de mindre.
Men som nævnt, så har denne genre, ligesom mange andre, ændret sig med tiden. Derfor er der også nyere serier der bruger elementer derfra, men samtidigt går nye veje. Angelic Layer, Figure 17 og Arjuna er serier der på hver sin måde give en pige nye kræfter og en alternativt form at bruge dem igennem, men adskiller sig fra de normale transformerende piger på en eller anden måde. Arjuna er ligefrem en øko-thriller der minder meget lidt om den nuttethed der ellers præger mahou shoujo genren.
Har man intet imod at opleve den søde side af anime, så er der et stort antal af serier der ligger i denne genre, men er man hardcore action fan eller foretrækker splatter serier, så er det her nok genren man skal gå udenom.
8. maj 2004
Card Captor Sakura manga
Sakura Kinomoto er en pige på 10 år, som kommer til at åbne en magisk bog, hvori der skulle være nogle magiske kort. Disse er dog væk, og hun bliver af bogens vogter, det plysdyrs-agtige væsen Kero-chan, pålagt at indfange disse magiske kort.
Hendes bedste veninde, Tomoyo Daidoji, synes, at denne opgave er så vigtig og spændende, at hun altid er med og videofilmer Sakuras heltegerninger. Hun syr også ny kostumer til Sakura før hvert forsøg på at fange et kort, noget Sakura ikke altid er lige begejstret for.
Sakura bor sammen med sin far og forhadte storebror, hendes mor døde da hun var lille. Hendes storebror driller og irriterer hende altid, hvilket generer Sakura grænseløst, især når hans bedste ven, Yukito, er i nærheden, idet Sakura er hemmeligt forelsket i ham.

Card Captor Sakura er Clamps bud på en manga til unge piger. Som de sagde i et interview, bliver deres nuværende læsere jo ikke yngre, så det gælder om at få ny unge til, især, da færre og færre læser manga, jo ældre de bliver.
Det, at Card Captor Sakura er rettet mod et lidt yngre publikum end det Clamp oftest skriver til, betyder dog ikke, at den er af dårligere kvalitet; tværtimod er det en af de bedste inden for sin genre – Magical Girls.
Historien er simpel, kan måske endda virke lidt banal for nogle, og samtidig meget episodisk, der er ikke ret mange cliff-hangers og andre direkte forbindelser mellem de enkelte kapitler. Den er dog alligevel tydeligt fremadskridende, idet Sakura får flere kort, og personernes indbyrdes forhold og personligheder udvikler sig hele tiden. Dette bevirker, at historien på trods af sine mangler, er medrivende og interessant.
Handlingen er sød, og hvad man kan kalde ”piget”, mangaens målgruppe af piger på 8-12 år er tydelig. Dette vil gøre, at nogen vil afsky mangaen, ikke mindst action-fans, der forventer at al manga er hæsblæsende vold, men at andre, der kan lide søde og simple historier med et romantisk islæt, vil elske den.
Tegnemæssigt er Card Captor Sakura flot – som altid for Clamp fristes man til at sige.
Tegningerne er meget lyse og ret spinkle, der er ikke brugt mange gråtoner, og næsten rent hvide sider med spinkle men tydelige streger dominerer.
Med til at øge det lyse og lette og give den det tydelige shoujo-manga præg er de blomstermønstre, der er brugt overalt. De er utroligt smukke og detaljerede og understreger fint en stemning som f.eks. Sakuras glæde og kærlighed i de pågældende situationer.
Der er masser af små detaljer i tegningerne. Der er gjort meget ud af tøjet, både hverdagstøjet og Tomoyas fantasifulde kostumer til Sakura. Personernes tøj er pænt og godt designet, alle personerne forstår at klæde sig pænt på ser det ud til. Sakuras kostumer når hun skal fange kort er noget helt for sig selv. De er alle meget specielle og flotte og variationen mellem dem er stort, ikke to af dem ser ens ud.
Udover disse ting er der også mange andre små detaljer i tegningerne. Et eksempel er det lille vingesymbol, som blev genbrugt overalt i Clamps senere manga Angelic Layer; det bliver brugt som logo på utroligt mange forskellige ting i mangaen og det bliver hurtigt en ting man sidder og kigger efter.
Card Captor Sakura er ikke en manga for alle, men enhver der kan lide shoujo eller vil se hvad det er bør tjekke den ud. Det samme gælder folk generelt der savner mere rolige, søde og romantiske serier. Action- og vold-fans bør derimod som allerede tidligere nævnt gå i en lang bue uden om serien.
Genre: shoujo, Magical Girl
Manga af: Clamp
Udgives i US af: TokyoPop
Udgives i Frankrig af: Pika Edition
Udgives i Tyskland af: Egmont
8. maj 2004
Mao-chan
Jorden er truet af en invaderende magt, der sender monster efter monster ned til jorden for at stjæle Japans nationale skatte, især bygninger. Men her taler vi ikke om ulækre insekter, kæmpe robotter eller ildspyende reptiler, men noget så uovervindeligt som tøjdyr og bamser, nuttede så ingen kan få sig selv til at genere dem.
For at stoppe dem beslutter det japanske forsvar sig for at bekæmpe ild med ild og samler en lille gruppe af piger, der med deres egen ‘nuttethed’ er i stand til at modstå væsenerne og forsvare Japan, samtidigt med at de trækker folks opmærksomhed væk fra de invaderende trusler.
Serien handler hovedsageligt om tre små piger der med en kombination af underlig teknik og venskab prøver at redde verden. Ikke altid med lige stort held, men det er OK, for selv når de taber er det i orden, da det ikke alene er umuligt at blive gale på dem, men græder de, så græder Japan med dem.
Mao-chan har samtidig en humor bag nuttetheden der hæver den over at være bare en børneserie og kan man lide den slags, så kan man nok ikke undgå at holde af serien, da den har øjeblikke hvor man ikke ved om man skal græde eller grine.
Mao-chan er en serie for børn. Men samtidigt hører den til de få japanske pletskud der også er værd at se for de ældre der godt kan lide klassisk sød anime. For selvom der ikke er tvivl om at serien er lavet for de mindre, men alligevel har den elementer der gør den interessant for de lidt ældre, både humoren i serien og så de øjeblikke hvor den virkelig bliver så sød at man enten må elske den eller gå i sukker shock.
Har man set serien LOVA Hina, så vil man nok kunne genkende en del af tegnestilen og ikke mindst personerne i serien, for den er lavet af de samme folk som stod bag den serie. I en episode kommer pigerne ligefrem på besøg på Love Hina’s Hinata Sou, på et tidspunkt efter seriens afslutning. Et meget hyggeligt indslag for LOVA Hina fans, selvom Mao-Chan ellers er af en helt anden stil.
For at kunne lide serien skal man nok være en fan af sød anime, da det er Mao-Chans store styrke og er så gennemsyret af det at den nok hører til blandt de bedste af sin slags, i selskab med serier som Card Captor Sakura og Sugar. Har man yngre børn man gerne vil se lidt anime med, eller han man lyst til noget at den slags anime der bringer solen frem på en grå dag, så er den perfekt.
Genre: Comedy / Sci-Fi
Alder: Alle
Amerikansk licens: Geneon
8. maj 2004
Mahoromatic
Jorden har været under angreb af aliens, men organisationen Vesper har forsvaret os, uden at offentligheden har bemærket det. Til det formål havde de androider (menneskelignende robotter). En af disse, Mahoro Ando, får lov at trække sig tilbage efter tro tjeneste, og hun vælger til alles overraskelse at blive tjenestepige.
Suguru er en ung dreng, der bor alene og har hårdt brug for hjælp til at klare husholdningen, så derfor søger han en hushjælp.
På vej i bussen møder han Mahoro, og han håber, at han vil få en tjenestepige som hende. Bussen bliver kapret, men Mahoro stopper forbryderne, forklarer hun er en androide til Sugurus store mistro, og forsvinder.
Suguru viser sig faktisk at have hyret Mahoro, og hun bliver ansat på prøve. Der er bare det lille problem, at hun er imod pornografi, og Suguru har en gigantisk samling af sådanne blade…
Sugurus klasse bliver først meget oprørt over, at han har fået en ung tjenestepige, men pigerne i klassen bliver hurtigt veninder med Mahoro. Hans klasselærer og Mahoro ender dog i noget nær åben krig, idet klasselærereren vil være den eneste, der har hans opmærksomhed, og hun forsøger at forføre ham med sin kæmpe bryster, noget der irriterer Mahoro grænseløst, idet hun i forhold til er ret flad.
Men er truslen fra rumvæsnerne helt væk?
Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så er Mahoromatic en ecchi (små-pervers) komedie. Humoren er meget seksuelt baseret, der er mange scener med bryster, nøgenhed og henvisninger til pornografisk materiale. Der er dog intet eksplicit i serien, kun udetaljeret men godt nok fuld frontal nøgenhed. Det hele får et lidt selvironisk tone idet Mahoros valgsprog er ”Echi wa ikenai to omoimasu” – perverse ting er forkerte/noget skidt. Denne afsky for porno, noget der optager Suguru meget ligesom mange rigtige unge mænd, er en af hjørnestenene i Mahoros væremåde og drivkraften bag flere afsnit af serien. Det ironiske kommer ved, at vi indimellem ser Mahoro nøgen, både ”ubevidst” ved scener i et badehus, men også som når hun går i bad med Suguru og ikke kan se noget upassende i det, hun jo bare sit job og sørger for, at han bliver vasket ordentligt.
Dette får det måske til at lyde som tæt på pornografi selv, men selvom serien da er noget af det lidt mere ekstreme, så er den langt fra rigtig hentai, den pirrer lidt indimellem, men ikke mere, og oftest er det underbygget af handlingen.
Som allerede antydet i beskrivelsen af Mahoro ovenfor, er der mange farverige personer i serien. Suguru er en typisk teenagedreng, der interesserer sig for afklædte piger. På trods af, at han er seriens hovedperson, er han på nær sin kærlighed for og gigantiske samling af porno en af de mest normale i serien.
Mahoro selv er udover sin ekstreme afsky for porno en normal tjenestepige, men hendes fortid som kampandroide spøger.
Klasselærerinden er meget opsat på at forføre de unge drenge og at have deres fulde opmærksomhed. Til dette formål udnytter hun sine store attributter, noget der især har påvirker Suguru, der havde en forkærlighed for sådanne indtil Mahoro kom.
Sugurus klassekammerater er heller ikke alle helt normale men dog ikke så ekstreme. Drengene minder om Suguru og støtter ham i kampen for at beholde pornobladene mens pigerne er på Mahoros side. De har dog alle deres små særheder, som pigen der bryder ud i glædesråb når hun får god mad.
Grafisk set er serien udmærket, og man ser tydelige, at den er af nyere dato. Farverne er klare og tydelige, hvilket er med til at give serien et meget levende udseende, og sammen med en flydende animation og en god detaljegrad giver det serien et tiltrækkende udseende. Personernes design er er pænt og tiltalende, det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få personerne gjort tiltalende. Dette er dog ikke en ros der skal tilfalde serien selv, idet personerne er nærmest 100% identiske med dem i andre værker af den ansvarlige karakterdesigner, Ditama Bow.
Serien følger mangaen, der er tegnet af Bow, meget tæt designmæssig, og heri ligger det negative. Bow kan nemlig stort set kun tegne nogle få karaktertyper, så dem i Mahoromatic ligner dem i hans tidligere hentai-mangaer, noget der indirekte får Mahoros modstand mod porno til at være endnu mere komisk.
Lyden i serien er også udmærket. Musikken er ikke noget virkeligt specielt, men der er nogle gode numre imellem, f.eks. slutsangene, der er mamboer sunget af pigerne fra serien.
De japanske stemmelæggere gør et rigtigt godt stykke arbejde i at give personerne karakter. Mahoros ”ecchi wa ikenai to omoimasu” er ikke noget, man let glemmer, og generelt ville serien slet ikke være det samme uden de gode stemmer.
Alt i alt er Mahoromatic en glimrende ecchi-komedie, der formår at underholde på flere områder. De er faktisk en dybere historie bag det sjove, og den er med til at give personernes lidt stereotype opførsel en baggrund og forklaring. Denne anmeldelse er sprunget let over disse ting for ikke at ødelægge noget for folk, men historien er der og fylder mindst lige så meget som fanservicen.
Desværre lider serien i manges øjne af en elendig slutning, noget der ofte er tilfældet med serier fra Gainax, men turen på vej dertil er umagen vær.
Fans af sådanne komedier vil ikke gå galt i byen, og folk, der kan lide tjenestepiger behøver ikke engang overveje det, de har allerede titlen eller skriver den på indkøbslisten i dette øjeblik.
Genre: Komedie
Alder: 15+
Studie: Gainax
Amerikansk licens: Geneon
8. maj 2004
Magical Shopping Arcade Abenobashi
To børn, Sasshi og Arumi, lever i et forfaldent forretningskvarter der trues af nedrivning. Men der er en legende om at så længe det magiske pentagram som kvarteret er bygget efter stadig eksistere, så vil det blive bevaret. Desværre bliver en af de statuer som udgør en del af pentagrammet ødelagt og som et resultat af dette ender de to børn på en længere rejse mellem alternative versioner af kvarteret.
De besøger den ene underlige virkelighed efter den anden, imens de leder efter noget der kan redde deres kvarterer, noget der kommer til at involvere en troldmand og et gammelt kærlighedsdrama. Det viser sig også at være langt fra nemt, da de virkeligheder de besøger er ret ekstreme og ofte uden den store fornuft, udover at det altid er de samme personer de støder på, i nye ”roller”.
Abenobashi er lavet af studiet Gainax, som har specialiseret sig i underlige serier og stiltyper. Serien her er derfor lige noget i deres sædvanlige stil, eller mangel på samme. Abenobashi er mere end noget andet en række af enkelte parodier, ofte lavet i en stil der er normal for den genre der er episodens offer. Om det så er rollepspil i pixel format med genoplivninger, martial arts kampe i Fist of the North Star og Dragonball stil eller kærlighedsdramaer som man kan finde det i utallige japanske dating spil, så bliver hver episode af serien fokuseret omkring en genre og trækker det ud i det humoristiske.
Det der nok er med til at gøre det mere underholdende er at børnene ved hvad der er galt og prøver, til tider, at klare hver alternativ verden efter dens ”regler”. Dog har de hver deres indstilling til tingene, hvor pigen Arumi er den mere fornuftige og helst vil hjem, imens drengen Sasshi er mere eller mindre med på legen. Kombineret prøver de at finde den røde tråd der forbinder alle de underlige realiteter med deres egen og løse den indviklede gåde som magien rundt om deres kvarter viser sig at være.
Abenobashi skal ses med en del tolerance, for den vil til tider, især i starten, give meget lidt mening. For det meste minder den om en gang blandede afsnit med fælles personer. Serien er ikke så genial sindssyg som Gainax tidligere top hit FLCL. Den er en stribe af parodier på kendte anime genrer, med en historie vævet ind for at holde handlingen kørende. Til tider kan det blive lidt for meget umotiveret galskab, men på den anden side indeholder serien adskillige guldkorn.
Har man ikke set så meget forskelligt anime, så skal man nok vente med at se Abenobashi, da mange af seriens jokes er baseret på andre film og serier, ligesom at handlingen ofte er hurtig og kan virke total blottet for dybere mening. Men har man derimod kendskab til diverse anime og ikke kræver at det man ser giver for meget mening, så er serien ganske underholdende.
Personligt vil jeg ikke mene at Abenobashi er en af de serier der vil skrive anime historie eller blive husket for længe, da den blegner lidt i forhold til FLCL, som den nok altid vil blive målt mod. Men har man set FLCL og gerne vil se lidt mere af Gainax’s utraditionelle serier, så burde man tage et kig på Abenobashi.
Genre: Weirdness
Alder: 7+
Studie: Gainax
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
8. maj 2004
Kino’s Journey – The Beautiful World
Kino er en ung pige der rejser fra det ene land til det andet. I selskab med motorcyklen Hermes er hun ude for at udforske byer, og de tilbringer aldrig mere end tre dage på samme sted. Sammen med de to oplever publikum den ene lille historie efter den anden, oftest med en by og dens specielle kultur som midpunktet.
Man kunne forestille sig at den slags små-episoder bliver lidt trivielle i længden, men serien har sin egen stil at fortælle historierne med. Der bliver tit blandet mange elementer ind i hver historie, der tilføjer dem et trist eller dystert skær. For ofte handler fortællingerne om de lidt dystre og til tider skræmmende aspekter af civilisation, og et citat fra serier er meget rammende for stilen, ”Netop at verden ikke er smuk giver den sin skønhed”. For Kino’s Journey viser hvor skrøbelig menneskelig storhed er, og selv om serien på ingen måde prøver at være moralsk, så har den en del filosofisk tankestof i hver episode.
Man får hurtigt et indtryk af at det ikke er vores verden som historierne foregår i, selv om det måske kunne være engang i fremtiden. Byerne og deres befolkninger lever nærmest som i begyndelsen af industrialderen, men visse steder er der mere avanceret teknologi, der dog stadig ligner noget fra den tidsalder, som computere med grammofonlignende stemmesystemer eller mekaniske robotter.
På tegnesiden er Kino’s Journey lidt gammeldags i stilen, men det passer godt til atmosfæren og den industrielle version af verden som Kino rejser rundt i. Den bløde stil er godt brugt til at fremhæve landskaber, men samtidigt er der mange detaljer i byerne og selv om det er meget inspireret af Europa, så er der altid noget der gør stederne lidt anderledes og ukendte.
Kino’s Journey er ikke en børneserie, selv om det første indtryk kunne give den tanke. Serien minder mest af alt om en rejsedokumentar film, hvor man oplever tingene sammen med Kino, snarere end at tage del i handlingen. For selv om hun ofte drager ind i hvad der sker, så handler hver episode om det sted hun opholder sig og dets særheder.
Det er den type anime, hvor man bør stoppe og så tænke lidt over hvad der er sket, for serien er en blanding af historier, eventyr og skæbne-fortællinger som hver har deres pointe eller filosofi.
Vil man se en anime, der har et indtryk der varer længere end til afslutningssangen og giver grobund for omtanke, så kan jeg anbefale af man kigger nærmere på Kino og hendes rejser.
Genre: Sci-fi
Alder: 13+
Studie: Genco
Amerikansk licens: ADV Films
8. maj 2004
Kiddy Grade
GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.
To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opføre sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent, og hun har valgsproget ”Piger skal være elegante” (Onna no ko wa ereganto ni)
De bliver sat sammen med Armbrust, en kontakt til underverdenen som altid har planer kørende nag ryggen. Eclair er irriteret på ham fra starten og vil ikke have noget med ham at gøre, mens Lumiere komme udmærket ud af det med ham. Begge mistror ham dog, og med god grund, han kender deres baggrund, noget de ikke selv gør mere, og han kender og deltager I GOTTs leders skjulte planer for dem.
Kiddy Grade er lavet af Gonzo, et ret nyt men fremadstormende animationshus (Blue Submarine No. 6, Vandread, Last Exile) der nyder stor popularitet. De udgav et promotion klip for Kiddy Grade næsten et år, inden serien kom på tv, hvilket skabte meget store forventninger til serien, idet klippet lovede en dynamisk, mørk og action-fyldt serie med en del fanservice.
Mange blev skuffede, da den startede, idet det virkede som om den mørke undertone var væk I første del af serie. Senere fik serien dog et mere kompliceret og ildevarslende plot og tone, men da havde dele af fankulturen allerede afskrevet den.
Et andet kritikpunkt var, at serien virkede usammenhængende, og umiddelbart virkede løsningerne på problemerne i de første afsnit meget hurtige og letkøbte. Jeg var enig i dette første gang jeg så serien, men ved senere gennemsyn viste det sig, at dette ikke var tilfældet, og at historien var meget mere sammenhængende og grundigt opbygget, end det umiddelbare indtryk var.
Men på trods af denne kritik og misfornøjethed over serien fik den en stor fanskare og popularitet, især i Japan hvor Eclair og Lumiere var i NewTypes (det største blad om anime) top 10 over kvindelige personers popularitet i mange måneder.
Kvaliteten af serien fejler ikke noget, på alle punkter er serien blandt det bedste, der er lavet. Man kan se, at Gonzo kan deres kram, og deres ry er fortjent.
Animationen er glimrende. Alle bevægelser, det værende mennesker, rumskibe eller mechaers, er flydende og troværdigt udført, og på intet tidspunkt hakker animationen, noget der burde være – og i mange tilfælde heldigvis også er ved at være det – en selvfølge i animation lavet efter år 2000. Baggrundene er også utroligt flotte og detaljerede. Der er god variation i dem, og man får virkelig fornemmelsen af forskellige planeter, forskellene mellem små landsbyer, livlige metropoler og mørke rumstationer.
Character-designet i Kiddy Grade er et kapitel for sig, alle personernes udseende er gennemført ned til mindste detalje og passer perfekt med deres personlighed. Det er tydeligt, hvorfor Eclair og Lumiere har opnået så stor popularitet.
Eclair er lidt tomboy-agtig, idet hun er meget direkte, ikke handler specielt velovervejet og på grund af hendes rent fysiske kampevner. Hendes meget livlige og glade personlighed, der dog aftager noget efterhånden som hun udsættes for moralske dilemmaer, sammen med hendes barnlighed på trods af hendes kropsformer, har skabt en karakter, der både virker sød men samtidig utrolig sexet, skønt hun ikke er spor bevidst om det. Dette afspejles i hendes krop, der er utroligt velskabt med store bryster, smal talje og lange ben, og hendes meget afslørende tøj. Den stramme kjole med den store korsudskæring, der både viser bryster og maven frem, understreger sammen med en del panty-shots på grund af kjolens ekstremt korte længde, at Eclair er ment som en person med en meget tydelig sex-appeal.
Lumiere er personlighedsmæssigt Eclairs modsætning. Hun er forsigtig, tænker altid tingene igennem og lever efter sit valgsprog om, at piger skal være elegante, så hun forsøger konstant at få Eclair til at opføre sig mere passende for en ung pige. Hun er altså langt mere moden end Eclair psykisk, men hendes krop er lige modsat, hun ligner en 10-årig. Hendes tøj har dog samme grad af fanservice som Eclairs, da det er en stram mørkeblå bodysuit, der meget tydeligt viser alle detaljer af hendes krop. Flæser ved benene, en krave og en sløjfe understreger hendes ønske om at være elegant.
De andre personers tøj er lige så veldesignet, hver har sin tydelige stil, og det passer også til hver deres væremåde, om end vi ikke ser nær så meget til deres personligheder, det er Eclair og Lumiere, der er showets stjerner på trods af det store persongalleri.
Historien i Kiddy Grade virker til at begynde med lidt tynd, men efterhånden afslører den en pæn dybde, og ved senere gennemsyn viser starten sig også at have en tydelig tråd til den senere kompleksitet.
Et af de store problemer, historien lider under i starten, er, at løsningerne på de problemer, der opstår, er for lette. Eclair og Lumieres overmenneskelige evner viser sig pludselig som værende stærkere end forventet eller de bliver reddet af deres rumskib. Dette forsvinder i midten af serien, men kommer lidt med igen til sidst om end det virker mere naturligt på det tidspunkt idet man da har fået en bedre forståelse for baggrunden, der tillader, at det sker.
Serien er meget action-fyldt, der sker hele tiden noget, og der er altid flere deciderede kampsekvenser i hvert afsnit. Det betyder dog ikke, at der ikke er en stille stund indimellem, hvor vi ser en mere afslappet og dagligdags side af personerne, men det er hele tiden en kontrast til resten af deres hurtige liv.
Så på trods af seriens mangler, er den alt i alt et meget fængende og engagerende bekendtskab. På trods af de umiddelbare stereotyper ender man let med at holde af personerne og dermed virkeligt se frem til, hvad der sker for dem.
Kiddy Grade er ikke en serie der revolutionerer genren, men den er en god evolution – nogen vil i opbygningen med to ret forskellige piger med store kræfter i en sci-fi setting drage en parallel til 80er serien Dirty Pair – og et solidt stykke underholdning. Absolut anbefalelsesværdig.
Genre: Science fiction / action
Alder: 13+
Studie: Gonzo
Amerikansk licens: Funimation
8. maj 2004
Fansubs – Anime fra Fans til Fans
Fansub er en forkortelse af linien “subtitled by fans” og hentyder til anime der er blevet oversat og undertekstet af folk der gør det for fornøjelsens skyld og uden at tjene penge på det.
Hvor eller hvornår denne hobby startede er der nok ingen der rigtigt ved, men nogle af de ældste fansubs jeg har haft fornøjelsen af at støde på er fra 1985 og lavet af en anime klub fra en amerikansk skole. De var kopier der havde passerer igennem utallige fans, overført utallige gange mellem bånd og var langt fra i god kvalitet.
Sådan var det ofte i starten. Fans mødes på konventioner og bånd blev byttet eller man sendte bånd med posten til de få grupper der selv lavede kopier og efter nogle måneder fik man sine bånd retur med de fansubs de lavede.
I løbet af 90’erne blev der flere og flere af disse grupper og mange serier nåede på den måde frem til de vestlige fans og var på den måde med til at øge interessen for anime, især i USA. Selvom disse fansubs teknisk set er et brud på diverse copyrightlove og aftaler, så syntes de Japanske firmaer ikke at det udgjorde noget større problem, så længe det kun var de film og serier som endnu ikke var opkøbt til udgivelse i vesten.
På den måde opstod de få moralske regler som adskiller fansubs fra alt andet kopiering og skabte en ret enestående niche for dem. Der er tre regler som betragtes for god morale blandt fansubgrupperne at følge.
Fansubs distribueres uden fortjeneste og ikke til en højere pris end de omkostninger der er involveret.
Indholdet af den fansubbede anime må ikke ændres.
Og sidst, men vigtigst, når et engelsk sproget firma køber udgivelsesrettighederne, så skal fansubbing og distribution stoppes.
Man skal altid huske at formålet med fansubbing er at bringe anime til folk der ellers ikke har nogen mulighed for at forstå dem, så derfor er der ofte ingen grund til at fortsætte fansubbing efter at serierne er opkøbt.
Op gennem 90’erne begyndte mere og mere anime at blive opkøbt, især i USA, og der opstod nye firmaer der levede af at sælge anime med undertekster eller dubbed på engelsk, så fansubbere begyndte at kaste sig over mere alternative serier der have ringe chance for at passe ind og opbygge små fansamfund, som ofte har haft held med at motivere firmaerne til at tage chancer med de serier, netop fordi der nu var et potentielt marked.
Omkring 1998 begyndte fansubsamfundet at ændre sig. Internettet var for alvor begyndt at brede sig ud mellem jævne mennesker og allerede fra starten var det med til at hjælpe fansubgrupperne, ved at give muligheden for at sende deres distributioner mellem hinanden. Det varede derfor heller ikke længe før fansubs begyndte at rejse via nettet, digitaliseret af dengang ret dyrt computer hardware. Selv om kvaliteten af optagelserne var lav og ofte taget fra bånd der i forvejen var kopieret adskillige gange, så udvidede det hurtigt kredsen af anime fans og i 1999 var de første grupper af Internet fansubbers opstået, hvor den færdige version aldrig kom på bånd, men blev sendt fra fan til fan via nettet og kvaliteten blev hurtigt bedre end det der blev optaget fra bånd.
Teknisk set var disse digisubs ikke så godt oversat eller tekstede som båndversionerne, lavet af folk med mange års erfaring, men ofte var processen hurtigere og især at fremskaffe råmateriale blev lettere. De næste par år udviklede digisubbing sig eksplosivt. Store chat kanaler opstod rundt omkring, hvor digisubgrupperne holdt til og snakkede med de folk der kunne lide serierne. På den måde blev det der før var spredte grupper af fans nu samlet til samfund der kunne snakke med hinanden om det de holdt af.
I Japan har digitalt TV været udbredt i et stykke tid, det betød at animeserier kunne optages direkte fra kabelnetværket i ret god kvalitet og via internettet sendes til digisubberne. Så hvor fansubbing for bare 5 år siden ville have taget måneder efter at en japanske TV anime blev færdig, så kunne det nu gøres på under en uge fra den dag det blev vist i TV. Antallet af grupper der lavede digisubs steg også ret hurtig, nogle med bedre resultater end andre og mange af dem med store grupper af trofaste fans.
I dag kan man ofte se digisubbede versioner af de populære Japanske serier i omløb få dage efter at de har været vist, imens de mindre populære langsomt dukker op efterhånden, indtil serierne er færdige eller opkøbte af et selskab. Det har gjort at animesamfundene på Internettet er vokset støt og ligeledes vokser den liste af titler der bliver udgivet af firmaer her i vesten. Om de to ting har meget at gøre med hinanden er uvist, men det virker som om at fansub-samfundet har indflydelse på hvad der bliver udgivet, et nyere eksempel værende serien Hikaru no Go, som handler om en dreng der spiller det klassiske japanske brætspil Go. Serien hører til dem som man nok ikke kunne forestille sig de amerikanske firmaer satse på, men digisubben havde en overvældende succes blandt fans og det Amerikanske Go Forbund indgik i år en aftale med firmaet Viz om at opkøbe serien.
Men er fansubs nu også godt, nobelt og udelukkende til alles fordel ?
Desværre nej. Især i de senere år er der opstået en del problemer, netop indenfor digisubbing. Takket være hurtigt Internet, generelt bedre kendskab til japansk og ikke mindst den præstige der følger med at fansubbe anime, så er der også kommet folk og grupper der ikke længere gør det fordi de holder af serierne, men fordi de holder af den status det giver at udgive dem. Og som med alle andre ting, så er det bedst at komme først med de populære serier. Det har givet mange dårlige eksempler på at digisub udgivelser der er lavet med sjuskede, ukorrekte eller med direkte fejlagtige oversættelser. Samtidigt med det, så bliver mange af de samme serier subbed af forskellige grupper, imens mindre populære serier kan blive helt overset.
Ligeledes er der desværre fansubgrupper der også sætter denne status over de basale regler for fansubs og fortsætter med at distribuere nye episoder efter at serierne er opkøbt, noget der ofte bliver kaldet “shadowsubs”. Heldigvis er sådanne ikke accepteret mange af de steder hvor fansubs distribueres og byttes.
Som nævnt tidligere så bliver mere og mere anime opkøbt her i vesten og mange af de amerikanske firmaer er også begyndt at købe eller sponsorere anime fra de japansk studier. Det betyder at størstedelen af det anime der bliver lavet nu om dage vil blive udgivet med engelsk tekst/tale og mange steder snakker man allerede om at fansubbing nok ikke længere er nødvendig og efterhånden nærmer sig bare at være en mere besværlig form for piratkopiering, hvor det bliver sværere og sværere at adskille hvad der er moralsk rigtigt at fansubbe og hvad der egentlig er spild af tid og kun hjælper dem er ikke har tænkt sig at købe det færdige produkt. Men det er en debat der nok vil vare mange år endnu og afhænger meget af hvorvidt den popularitet som anime har i vesten fortsætter med at stige.
Hvis man gerne vil lære mere om fansubs og anime samfundene på nettet, kan man kigge forbi den dansk anime IRC chat kanal, som har adressen #anime-dk på irc.enterthegame.com.
Den er konstant befolket af animefans og især kanalens administratorer kan altid hjælpe med at dirigere dig udenom hvad man bør holde sig fra. Bare husk at det er et sted for animefans at snakke, så introducer dig selv når du ankommer og hvis du er i tvivl, så er det oftest bedste at spørge før man dummer sig.
8. maj 2004
Anime Udtryk
Der er nok ingen tvivl om at originalsproget for anime er Japansk, selvom fans altid har været delt op i dem der foretrak den originale tale og så dem der foretrækker at de er dubbet i et sprog de forstår. Her i artiklen kigger jeg på nogle af de mange udtryk der har sneget sig ind i den vestlige fan kultur og på nogle af de ting der er svære eller umulige at oversætte uden at de mister deres originale betydninger.
Det første man nok vil støde på er de japanske titler som man tilføjer til navne. Siden man i Japan fokusere meget på status, så er der en del tilføjelser, meget afhængig af hvem der taler til hvem, da det betragtes som meget personligt at bruge en persons fornavn alene.
Den grundlæggende titel er “-san,” som mest af alt svarer til vores Hr., men bruges til alle voksne. Selv personer man har kendt i længere tid tiltales med -san hvis man ikke ligefrem er gode venner.
“-chan” er nok en man vil støde meget på i anime og den sværeste at oversætte. Det tilføjes til piger og børns fornavne, indtil de bliver voksne, og selv der kan forældre, søskende og venner stadig finde på at bruge det. Ofte vil veninder eller familie bruge mindre versioner af navnet sammen med -chan, så Aiko bliver til Ai-chan. Tilføjelsen er også brugt til kæledyr eller ting som bamser og dukker.
“-kun” vil man nok også støde på med tiden. Den tilføjelse bliver hovedsageligt brugt på drengenavne, men kan også bruges mellem folk der arbejder i samme firma, ofte en overordnet til en laverestående medarbejder.
“-sama” er ikke så meget brugt i Japan mere, men forekommer tit i anime eller japanske film. Det er en tiltale der bruges til en der er højerestående eller som man betragter som bedre end en selv.
En anden ting i den japanske kultur der kan forvirre os vestlige personer er brugen af “onee” og “onii”, henholdsvis søster og bror. Japanerne har ikke ord for storebror, storesøster, lillebror og lillesøster. I stedet bliver statusnavne ofte brugt til at vise om personen er ældre og derfor vigtigere. Så ens storesøster vil derfor ofte tiltales “onee-san,” men det er ikke en regel og kommer an på forholdet mellem søskende. Især i anime vil man oftest støde på at yngre søskende tiltaler de ældre på den måde, snarere end omvendt.
Men for at gøre det lidt mere forvirrende, så kan et barn tiltale hvilken som helst ung person sådan. Så hvis et barn skal spørge en ung mand om vej, så kan tiltalen være “onii-san.” Den ret løse brug af disse ord, især i anime, kan forvirre og gøre det svært at se hvornår nogen er ægte søskende og hvornår det bare bliver brugt som tiltale.
En anden ting som bliver brugt i anime som kan være svært at oversætte er underlige lydord brugt for enden af linier. Det meste kendte af disse er “-nyo”, Di Gi Charat’s kendingslyd, som afslutter alle linier hun siger. Ordet betyder intet, men i visse animeserier bruges det ofte, ligesom en del andre ord af samme art. Den eneste undtagelse er “desu” som er et meget fleksibelt ord der oftest bruges til at hentyde til en selv og til tider bliver det meget misbrugt i anime.
Ordspil er også noget der ofte er problematisk at oversætte til engelsk. Næsten alle Japanske ord har flere betydninger, alt efter hvordan det er brugt. For eksempel så betyder “kami” både gud og hår. Det betyder at der er mange oplagte ordspil som er svære eller umulige at oversætte. For at gøre det sværere, så har japanske fornavne også betydninger og vil især i mere barnlige anime og manga være forbundet med indehaverens personlighed.
Og så for at slutte af, en lille stribe af ord man kan støde ind i når man omgås animefans.
En “otaku” er noget animefans ofte kalder sig selv, og dets japanske betydning er en fan der er mere end bare en normal tilhænger af noget, nærmest som vores fodbold roligans kunne kaldes fodbold otaku, fordi de ikke bare tager til en fodboldkamp hist og her, men deltager mere aktivt og dedikeret i deres hobby.
“konnichi wa” betyder goddag, ligesom “sayonara” betyder farvel. Er man lidt mere hip, så kan man hilse med “oisu” eller bare “oi” og bruge “ja-ne” til at sige farvel.
“kawaii” er et ord man nok ikke kan undgå at høre i forbindelse med anime. Det betyder nuttet eller sød og er meget brugt af de fans der lytter til de japanske versioner.
“shoujo” – “shounen” betyder pige og dreng. De to ord bliver ofte brugt til at beskrive visse typer anime. shoujo anime er for det meste romantik og drama, imens shounen er action og ofte lettere nøgenhed.
Som man muligvis har forstået ud fra artiklen her, så er der undertoner i anime der kan være meget svære at oversætte, men som man med tiden lærer at genkende og vender sig til. For Japan har sin egen og ret dybe kultur som er afspejlet i deres anime og manga. Om det så er med undertekster eller med nye stemmer, så kan der gå detaljer tabt hvis man ikke lægger mærke til dem eller man slet ikke forstår brugen af dem. Dog vil jeg ikke råde folk til at basere deres kulturelle forståelse af Japan på hvad de har set i anime og manga, siden disse ting er oftest stærk overdrevne.
8. maj 2004
Anime bootlegs
Bootlegs er navnet på kopier af film, serier, musik og så videre, der bliver trykt og udgivet uden tilladelse fra dem der har rettighederne. Eller som i tilfælde med DVD’er, nogle gange i formater som ikke var inkluderet i salgsaftalerne.
Sådanne produkter kommer oftest fra Taiwan eller Hong Kong, og anime har altid været offer for bootlegs, især fra Hong Kong, hvor den britiske tilstedeværelse i byen har gjort at alt fik lagt engelske undertekster på. Noget som netop DVD’er er ideale til, derfor omtales bootleg anime ofte som HK DVD’er.
Ser man bare omslaget på en hylde eller en webside, så er bootlegs ofte ret svære at adskille fra ægte DVD’er, dog er der adskillige ting de ofte kan genkendes på:
* Region 3 eller regionsfri.
* 8 eller flere afsnit per disk.
* Koster halvdelen eller mindre end normale DVD’er.
* Har undertekster i kinesisk eller andet asiatisk land.
Hvis man har adgang til Internettet så kan man også checke følgende ting hos andre forhandlere (ingen af de butikker nævnt på AnimeGuiden’s linkside fører bootlegs):
* Antallet af episoder per disk.
* Hvordan forsiden på en original ser ud.
* Om den overhoved er udkommet endnu i vestlig version.
Man kan så spørge sig selv om hvad der er så slemt ved bootlegs, især fordi prisen er et meget godt argument for at købe dem. Bootlegs koster for det meste lidt under halvdelen af en normal DVD, men med serier kan det ofte komme ned på en tredjedel, hvilket jo er en pæn besparelse.
Problemet med bootlegs er dog oftest at de er ulovligt fremstillet, eller fremstillet til at kunne sælges i lande som firmaet ikke har licens til at sælge i, hovedsageligt engelsksprogede. At der er billige bootlegs i omløb, kan føre til tab for de vestlige selskaber, hvilket igen så betyder at flere niche serier og film ikke bliver udgivet fordi salget er for småt.
Et andet problem med bootlegs er at kvaliteten ofte varierer meget. Presser man op til 8-12 episoder ned på hver disk så sker der ofte forringelse i video billedet, samtidig med at bootlegs kan være optaget fra digital TV i stedet for en original DVD. Ligeledes kan oversættelser og undertekster variere fra samme kvalitet som de vestlige firmaer, og ned til et niveau hvor man knapt nok kan forstå hvad der står og der er utallige fejl i oversættelsen.
Jeg har selv købt adskillige sæt igennem tiden, hovedsageligt serier der ikke var udsigter til at få en vestlig version af. Nogen var ok at se, men adskillige var så dårligt oversat at det virkede forstyrrende på handlingen. Der er ingen tvivl om at bootlegs altid vil være billigere end dem vi køber normalt, men man kan brænde fingrene når man investerer i dem. Så skal man have tingene lidt billigere, så kan man vente lidt længere og købe Australske versioner, som er næsten lige så lette at skaffe og de garanterer normal kvalitet, samt er lovlige.
Når folk stolt fortæller om deres DVD samling og hvor meget det har kostet, så er det mere end en gang at jeg har kunne fortælle dem at hvad de har ikke er originaler. Selv om personerne oftest er tilfredse med at de har dem, så er det lidt et skår i glæden at det man har bare er velproducerede piratkopier.
Så hvis man vil undgå bootlegs, bør man nok lige checke hvordan originalerne er før man handler på auktioner eller med butikker hvor alle priserne ligger langt under det normale. Disse kopier vælter nemlig ind på markedet, ofte længe før de rigtige versioner og på deres udseende er der meget lidt der adskiller dem fra et rigtigt produkt, helt ned til firmanavne og hvor de er blevet trykt.
8. maj 2004