Kazuya Saotome er en 19-årig studerende der er opsat på at bygge den perfekte robot. Hans gamle, selvudråbte ven og modstander, Kotaro Nanbara, er opsat på at forpurre hans forsøg og overgå ham. Kazuya aner intet om dette og installerer en disc som han har fået af Nanbara hvis skjulte formål er at ødelægge hans pc. Den overtager hans pc men omdirigerer ham til Cyberdynes hjemmeside (ja, Terminator hjemmesiden) hvor den aflægger en ordre og kort efter er han i besiddelse af en lille stuepige-robot der kan sidde i hans hånd. Denne lyserøde, flæsede hjælper er dog langt fra kun til gavn idet både Nanbara og folk fra Cyberdyne, der vil have hende tilbage, er efter hende.
Derudover er der udlejerens datter, Kasumi, der har et yderst godt forhold til ham og som ikke har til hensigt at lade en androide eller fire komme imellem hende og hendes gamle ven..
Animationen er god og veludført men ikke noget virkeligt specielt idet den holder en enkel streg hele vejen igennem, så virkelige wow-scener mangler. Baggrundene er godt tegnede og giver serien et realistisk præg. Characterdesignet er forholdsvis enkelt men klart, sødt og godt. Hver person har sit tydelige udseende og garderobe der perfekt passer med deres personlighed.
Farverne er klare og tydelige, ud fra dele af farvepaletten kunne man forledes til at tro at det var et show til en anden målgruppe men pigernes bouncyness og fanservice niveauet viser tydeligt at det er et show der skal tiltale teenage-drenge.
Lyden er udmærket, den er ikke noget specielt men gør sit job godt. Ending sangen og især åbeningen er catchy, som de har for vane at være det i nyere fanservice serier, men der er ikke tale om nogle virkelige ørehængere eller specielt fremragende stykker musik.
Stemmelægningen er god, i hvert fald den japanske. De japanske stemmer passer perfekt til personerne, May lyder lige så sød som hun ser ud. De engelske stemmer er der delte meninger om, jeg selv synes selv at de er irriterende og kan ikke udholde at høre på Saras ude-på-landet-sydststats-accent – et træk som går igen i de fleste ting udgivet i US, Osaka og andre former for japansk dialekt bliver lavet til sydstatsaccent – men andre finder dem udmærket og noget af den bedste dub der er lavet. Så dub-tilhængere vil sikkert kunne lide den, der skal ikke lægges skjul på at dubs generelt ikke er min kop te og dermed får de en hårdere medfart.
Handlingen er simpel og let forudsigelig men har nogle få twists undervejs. Da det er en komedie er der en masse sjove scener, oftest bygget omkring personernes små ejendommeligheder, som f.eks. Saras altoverskyggende forkærlighed og appetit for nudler.
Da serien også er bygget op om fanservice undgår man da heller ikke diverse mere eller mindre afklædte scener eller antydninger til den slags. Det hele er dog holdt sobert og man får ikke den tanke at der reelt ligger en hardcore hentai-serie gemt under overfladen som bare ikke får lov at slippe løs.
Personbeskrivelserne er trods de tydelige stereotyper gode og alle virker tiltalende med deres styrker og svagheder, også nogle der ikke falder ind under de klassiske for persontypen. Personerne udvikler sig også i løbet af serien og forbliver ikke statiske, selv Nanbara ender med at vise at han har en flink side. Man ender let med at holde af alle personerne og bekymre sig om hvad der sker med dem.
Alt i alt er Hand Maid May en glimrende komedie, især hvis man kan lide fanservice uden at det dog tager overhånd og ødelægger historien. Flere har kaldt den ”den sødeste ecchi-komedie” og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, May-chan og de andre er søde og man kan ikke undgå at holde af dem (jeg kunne i hvert fald ikke). Absolut anbefalelsesværdig.
Genre: Comedy / Romance, 11 afsnit
Alder: 13+
Studie: Wonder Farm, 2000
Amerikansk licens: Pioneer / Geneon
Kommentarer