Når man snakker om kæmper indenfor manga, så kan man ikke komme udenom Masamune Shirow og hans værker, som de sidste 20 år har påvirket manga, anime og filmkulturen i både Japan og resten af verden. Selvom han mest er kendt for sin Ghost in the Shell, så har han lavet mange andre serier, og siden han lige netop i år er ret aktuel, så vil vi kigge lidt på ham og hans kreationer.
Shirow startede sin karriere allerede da han studerede på universitetet, med at lave mangaen Black Magic M-66, som blev udgivet i det lille blad Atlas.
Her blev han opdaget af forlaget Seishinsha, som var meget imponeret over hans stil, og igennem dem udgav han sin næste serie, Appleseed. Den blev udgivet i albumformat, hvilket er ret sjældent for en manga at starte med. Normalt bliver serier ofte udgivet i mindre stykker i større magasiner, men med Appleseed valgte forlaget at tage en chance og udgive den i bind. Mangaen blev en stor succes og gjorde næsten omgående Shirow til et kendt navn.
Modsat mange mangaer fra den tid, så havde Shirows stil liv og en dybde som var sjælden. Hans meget dynamiske og aktive tegnemåde gjorde billederne meget levende, og hver side indeholdt en overflod af detaljer. Det var ikke kun i tegningerne, men også i form af Shirows utallige kommentarer og tekniske detaljer, noget der gjorde hans mangaer enestående da Appleseed udkom. Hans måde at tegne futuristiske maskiner, robotter og kampdragter på var forfriskende realistisk og anderledes, og når man samtidigt kunne læse lidt detaljer om hvordan de interne dele virkede, så fik hans design et nærmest realistisk skær, hvor man har svært ved at adskille det han opdigter fra ting der virkelig fandtes.
Han fortsatte derefter med at lave Dominion og Orion, der sammen med de resterende Appleseed album var med til at give ham en fast plads på de japanske bestseller lister. Men selv om Appleseed betragtes som hans bedste værk, så var det dog serien Ghost in the Shell der for alvor gjorde ham populær.
Serien udkom i 1990, men det der var med til at gøre den og Shirow verdensberømt, var at den blev filmatiseret i 1995, i en smuk version der stadig i dag betragtes som en af de animefilm man bør se. Efter at filmen havde gået kloden rundt fulgte mangaen efter, og den er udgivet på utallige sprog nu, inklusiv dansk.
Efter GitS lavede Shirow den mindre samling af historier kaldet Exon Depot, samt en serie til et mindre magasin, med titlen Neuro Hard. Derefter valgte han at satse mere på den kunstneriske side og lavede de følgende år adskillige Artbooks og billedsamlinger, blandt andet den meget populære Intron Depot serie.
Det var først i 2000 at han igen tegnede en serie. Det blev til ”Ghost in the Shell 2: Man-Machine Interface”, en fortsættelse af hans originale Ghost in the Shell, dog meget præget af Shirows stilskift.
Ghost in the Shell var dog langt fra den første af hans serier der blev animeret. Faktisk er næsten alt han har lavet blevet omdannet til anime, og der er endda tilføjet nogle film, hvor han har stået for designet. Mange af disse blev dog desværre lavet med et ret lille budget og det kan ses. Især Appleseed animationen og den nyere Gundress film ligger i kvaliteten langt under Shirows mangastil, noget der skuffede mange.
Først i 2002 blev der igen animeret fra Shirows verdener til et ordentligt budget. Det samme firma som stod bag Ghost in the Shell filmen blev sat til at lave en tv-serie version der fik betegnelsen ”Stand-Alone Complex”. Serien blev en stor succes, og her i 2004 startede anden sæson af den i Japansk TV.
Men 2004 er i det hele taget et Shirow år. I begyndelsen af marts havde den anden Ghost in the Shell film premiere i Japan, lavet af det samme firma som den først film og tv-serien. Den første uge var Ghost in the Shell: Innocence en af de fem mest indbringende film i de Japanske biografer.
I april vil den næste Shirow anime komme til de japanske lærreder, nemlig en ny version af Appleseed, lavet i ren computergrafik. Begge film forventes at blive udgivet her i vesten inden for et års tid.
I dag kan man se Masamune Shirows stil afspejlet i mange andre tegneres billeder, selv om de færreste har adopteret hans detaljerede fortællerstil, og det er ikke kun i Japan. Også mange amerikanske tegnere er blevet inspireret af ham og hans maskiner. På mange måder er især de tidligere af hans serier lige netop det man betragter som klassisk action manga, med fartstriber, underligt og til tider kaotisk opsatte sider og masser af intens kamp. Selv om Shirow ikke var den første til at tegne sådan, så var det dog hans ret imponerende værker der var med til at vise hvordan det skulle gøres og det har gjort ham til en af de rigeste tegnere i verden, selv om han dog selv foretrækker at leve et anonymt liv væk fra offentligheden, imens han dæknavn nu er kendt over hele kloden.
Kommentarer