AnimeGuiden

Måned: maj 2004

  • ADV Films

    ADV er i dag (2004, i 2011 er det Funimation) det største firma i USA der opkøber og udgiver anime og på trods af den relativt korte tid som firmaet har eksisteret, så har det, mere end noget andet, været med til at forøge interessen for Japansk animation her i vesten.

    Det blev grundlagt i 1992 af to anime fans, John Ledford og Matt Greenfield, som allerede fra starten valgte at gå nye veje med deres udgivelser. I starten af 90’erne var det meget lidt anime der var nået frem til det engelske publikum, hovedsageligt diverse mecha serier og større hit film som Akira, eller de mere børnevenlige Miyazaki film.

    Her var det så at ADV begyndte at udgive anime i genrer og stile der væsentligt adskilte sig fra normen. De første titler indeholdt blandt andet Devil Hunter Yohko, Golden Boy og Princess Nine, serier der var blevet populære i Japan og som ADV følte burde introduceres til USA. Dog var der ingen af dem der rigtigt slog igennem eller opnåede general popularitet.

    ADV udgav deres første serie i 1994, New Cutey Honey og den blev efterfulgt af adskillige små-serier som der på mange måder adskilte sig fra næsten alt anime der ellers var til finde og flere af de titler har i dag mange engelske fans, netop på grund af dette. Serier som Cat Girl Nuku Nuku, Dragonhalf, Burn-Up W, Gunsmith Cats og Golden Boy er alle gode eksempler på nyere japansk anime, men i forhold til hvad der i de år var fremme i USA, så var de outsider tegnefilm der havde lidt svært ved at finde et fast publikum.

    Men i 1995 opkøbte ADV en af de mest kontroversielle serier der havde været vist i Japansk TV, nemlig Neon Genesis Evangelion, som begyndte at udkomme på engelsk i 1997. Serien havde den store fordel at være indenfor mecha genren, men samtidigt var den også spækket med handling, drama og utallige religiøse referencer. Evangelion var på det tidspunkt en af de dyreste serier opkøbt, i forhold til at den kun har 26 episoder og ADV havde satset en god del af deres ressourcer på at få den i hus.

    Heldigvis for dem blev NGE en meget populær anime titler i USA. Den har ligesom i Japan, stadig en enorm fanbase, og var for alvor med til at vise at tegnefilm ikke kun var Disney og talende dyr i morgen TV. For ADV betød det at de nu havde råd til at fortsætte med at udgive de nyere japanske TV serier og Evangelion blev fulgt op med serier som opnåede ret stor succes, blandt andet Slayers, Nadesico og Gasaraki.

    ADV gik derfor ind i det nye årtusind med ikke bare adskillige populære titler, men havde i mellemtiden udgivet over 50 anime serier som de færreste ville have rørt ved, og deres satsning på området havde nu gjort firmaet til et af de mest anerkendte indenfor anime i vesten. Men efterhånden var andre firmaer også begyndt at udgive mere alternative anime film og serier, så folkene bag ADV valgte at gå endnu et skridt i retning af anime udbredelse og i 1999 startede de med at opkøbe serier som adskiller sig fra mainstream serierne, selv i Japan.

    Det blev til serier som Excel Saga, Her and Her Cat, Steel Angel Kurumi, Najica, Sakura Diaries og Super Gals, der på hver sin måde adskiller sig fra normen, men takket være det ret store salg som ADV nu havde, så var det muligt for dem, stadig at satse på disse outsider serier og håbe på at den popularitet de have i Japan også ville holde i USA.

    Det viste sig også at være helt korrekt. ADV fangede det publikum der var blevet for gamle til amerikanske tegnefilm, samt de store fangrupper der allerede eksisterede for mange af serierne. Det tillod firmaet at tage yderligere skridt i retning af blive det mest dominerende anime firma udenfor Japan. I 2002 begyndte ADV to helt nye projekter, det ene var en amerikansk version af det ret populære japanske anime magasin Newtype, hvor det første nummer udkom i oktober 2002 og fulgte sit søster blads populære stil med flotte billeder, nyheder og artikler om hvad der skete indenfor anime i USA og Japan.

    Med samtidigt med Newtype USA, så gik ADV i gang med et en opgave der for alvor bragte dem foran alle andre anime firmaer i USA, nemlig etableringen af deres eget kabel netværk, noget der stadig arbejdes på og fremtiden vil vise om det er en lige så god satsning som de mange andre eksperimenter ADV har bag sig.

    Men det var ikke det eneste de startede på i 2002. Her i år har ADV ikke alene udvidet med deres egen manga afdeling, men begynder også at udgive de første anime serier som de selv har været med til at betale, med en del flere på vej. Samtidigt bliver flere anime titler end nogensinde opkøbt og udgivet med engelsk tale/tekst, heldigvis ikke kun af ADV, selv om de stadig står bag en stor del af de nyere titler.

    ADV Film valgte at tage mange chancer på vejen, men har forstået at udnytte en stor del af de kvalitets serier der er udgive lavet i Japan de sidste 10 år, og deres fortsatte satsning på titler som de færreste ville røre er et stort plus for de utallige fans disse serier har igennem private fansubs. At ADV har opkøbt så kulturelt forskellige serier som Azumanga Daioh, Puni Puni Poemi og Super Gals viser at de ikke har tænkt sig at stoppe med at udbrede anime, selv om der nok ofte har været debatter om hvorvidt serier som disse overhoved kan oversættes uden at miste noget af den originale kvalitet.

    Men ADV har stadig fuld fart på og har nu bevæget sig fra bare at påvirke den anime der bliver vist i USA, til også at påvirke hvad der vil blive vist i Japan. Ikke mindst ved at være med til at finansiere nye serier, men også ved at satse på deres egne ideer, som det ret omfattende samarbejde med det japanske firma Gainax om at lave en Neon Genesis Evangelion live action film.

    Redigeret af Erik Weber-Lauridsen 2011: Det er lidt trist at gense denne artikel om det engang så store ADV Films. Jeg købte meget fra dem i starten af årtiet men så fladede de ud, og de gik jo konkurs i 2009 så fred være med dem.

  • Kamikaze Kaitou Jeanne

    Marron Kusakabe er umiddelbart en almindelig, glad og åben 16-årig pige der dyrker rytmisk gymnastik, men dette er kun en facade.

    I virkeligheden er hun en reinkarnation af Jeanne d’Arc, og er som denne udvalgt til at fange dæmoner, der ved at skjule sig i smukke billeder får kontrol over folks sjæle. Marron får kraften til at forvandle sig til Jeanne af den lille engel Fynn Fish, der kom til hende og gav hende opgaven uden nærmere forklaring. Hver gang hun renser et billede ser det dog ud som om hun stjæler det idet det forsvinder og bliver erstattet af et nyt med en mere bibelsk motiv, og af denne grund er hun jaget af politiet. Alle dæmonerne forvandles til skakbrikker som Fynn får fat i og som indeholder dæmonernes energi som himlen så kan bruge.

    Hendes bedste veninde siden børnehaven, Miyako Toudaji, er datter af politichefen der står for Jeanne sagen. Hun er endnu mere opsat på at fange Jeanne end sin far, og det er nærmere hende der leder efterforskningen end han. De bor overfor Marron i lejlighedskomplekset og Marron spiser ofte ved dem, så selvom Marrons forældre flyttede fra hende i forbindelse med deres skilsmisse flere år før serien er Marron aldrig fuldstændig alene.

    En dag flytter en ny nabo ind, Chiaki Nagoya, en godt udseende og udfarende ung mand der flirter med alle piger han møder. Miyako falder pladask for ham men Marron bryder sig ikke specielt meget om ham, hun stempler ham som playboy og afviser hans tilnærmelser kraftigt. Dette gør dog ikke at han opgiver hende, tværtimod forsøger han konstant at komme hende nærmere. Men er det reelle følelser eller er det ikke andet end en leg for ham? Og er Marron så ligeglad med ham som hun giver indtryk af? Og hvem er den mystiske Sindbad der dukker op og ligeledes forsøger at stjæle billederne, der for ham forvandler sig til sorte skakbrikker?

    Kamikaze Kaitou Jeanne er en manga af Arina Tanemura som der meget hurtigt – allerede inden mangaen var kommet halvvejs gennem historien – blev lavet en anime over. På trods af dette er de to historier på de fleste punkter ens. mangaen blev bragt i Ribon Magazine, en af de store månedlige shoujo-manga (pige-manga) antologier.

    Tegningerne er flotte og detaljerede men meget typisk shoujo manga stil på godt og ondt. Personerne har store, udtryksfulde øjne, et stilistisk element Tanemura-san behersker og udnytter fint. Det sammen med personernes lange, slanke kroppe, pigernes smalle taljer og markante bryster og drengenes ranglethed understreger shoujo-manga elementerne. Et andet element, der ofte bruges i shoujo-manga, er SD-karrikaturer – Super Deform, mår en person er tegnet ”presset sammen” til nærmest barnestørrelse med enormt store øjne og hoveder og små, nærmest tykke kroppe – og KKJ har mange sådanne scener. De er alle søde og sjove men passer alligevel ind i sammenhængen. Miyakos far, politichefen, er tegnet deform overalt i mangaen, hvilket giver ham en per definition komisk rolle, og på trods af hans job klovner han da også rundt indimellem. Han er dog en sparsomt brugt bifigur og hovedparten af SD-indslagene leveres af Jeanne, Marron og Miyako. En interessant ting er, at i animeen, hvor han har en meget mere fremtrædende og synlig rolle, er han tegnet normalt, men den deforme tegnestil er så heller ikke brugt ret meget i animeen, en ting der ofte gælder anime-adaptioner af manga.

    Historien virker meget typisk for Magical Girl genren (hvor en ung pige pludselig får magiske kræfter og involveres i et eventyr som hjælper hende med at vokse op personlighedsmæssigt), men den har også nogle små overraskelser undervejs. Marrons baggrund er lidt speciel, idet hun bor helt alene og ingen kontakt har overhovedet til sine forældre da de har forladt hende. På trods af at hun er omgivet af venner gør dette at hun ofte føler sig alene, en følelse der er omdrejningspunktet i hendes personlighed og er grundlaget for hendes udvikling i løbet af historien.

    Umiddelbart kan idéerne med engle, dæmoner og Jeanne d’Arcs reinkarnation virke spændende og interessante, især med en vestlig kristen synsvinkel, men det dækker blot over genrens sædvanlige beskrivelse af kampen mellem det gode og det onde. Himlen som en anden verden bliver dog beskrevet i mangaen. Man hører om englenes liv der, men i animeen er denne, i mangaen utroligt vigtigt del af historien, udeladt og resten af historien gjort mere simpel for at dette element ikke vil savnes.

    Umiddelbart er animeen bygget op på samme måde som mangaen, men der er en del punkter undervejs, f.eks. ved det ovenfor nævnte, men der er flere andre forskelle. For at forlænge historien er der tilføjet flere dæmoner, en taktik der ofte bruges for at forlænge manga-adaptioner der involvere kampe, man smider nogle flere modstandere ind uden at ændre på grundhistorien. Dette ændrer netop ikke på historiens forløb, der er det samme i begge medier, men der er ”fyld” afsnit i animeen der ikke bringer der bærende historie videre men blot viser Miyakos fælder for Jeanne og Marrons omsorg for dem omkring sig.

    Der er dog nogle mere barske scener med Jeannes baggrund og dens indflydelse på Marrons dagligliv der er undladt i animeen, noget der nok skyldes at anime ofte tiltaler en smule yngre gruppe end manga. Det andet vigtige element der er udeladt er Fynn og Access (Sindbads hjælper der er en mørk engel) baggrundshistorie, der reelt viser sig at være grundlaget for hele historien i mangaen. Historien hænger sammen uden dette element, men man føler alligevel at der mangler en brik for at puslespillet er helt komplet ved animeens afslutning.

    Tegnestilen i animeen minder meget om mangaens, Tanemura-sans streg egner sig åbenbart godt til at oversætte til den hårdere streg man nødvendigvis må bruge i animation. Andre eksempler på denne gode omsætning af hendes værker er Full Moon wo Sagashite og Time Stranger Kyoku.

    Animationen er udmærket for en tv-serie men ikke noget specielt på nogen måde. Farverne er klare og tydelige og er med til at skabe et levende billede der er lyst og tiltrækkende. Baggrundene er pæne og varierede men igen er der ikke tale om noget bemærkelsesværdigt.
    Alt i alt er animationen kapabel og ganske glimrende, man kan se at serien er lavet i den periode af kvalitetsudvikling der begyndte sidst i 90erne.

    Lyden er heller ikke noget specielt, men stadig til at holde ud at høre på og ikke irriterende på noget tidspunkt. Seiyuuerne (stemmelæggerne) passer godt til rollerne og leverer gode præstationer (her udelukkende tænkt på den japanske udgave) og musikken er også udmærket. Det eneste der er værd at bemærke ved den er dog åbnings- og slutsangene der bliver fremført af gruppen Shazna. Det er glimrende, lette rock numre der sikkert vil tiltale de fleste.

    KKJ er et eksempel på noget af det bedste som Magical Girl genren kan tilbyde efter min mening. Historien er fængende og personerne tiltalende om end det hele er er en smule stereotypt. Den undgår at blive for pusse-nusset, noget især animeer i genren indimellem gør, så på den måde burde den tiltale de fleste om end hardcore action fans vil blive skuffede. Alle andre burde dog blive underholdt på bedste måde af Marron og Jeannes problemer.

    Hvad angår om man skal bruge tid på mangaen eller animeen så har hvert medie sine fordele, sådan som det vil også burde være. mangaen har en mere kompleks og uddybet historie, men får kun den fulde baggrundshistorie der, men til gengæld er animeen lettere at gå til, både på grund af en anelse simplere historie men også kraft af selve mediet med bevægelse, stemmer og musik.

    Begge dele er udkommet i Amerika, hvorfra de fleste ting der kan købes i specialbutikker her i Danmark kommer. mMangaen er dog også udgivet i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, men det er nok svært at få fat på den på anden måde end ved at finde en butik i det pågældende land.

    Kamikaze Kaitou Jeanne animeen blev vist på tysk tv for nogle år siden, før mangaen blev udgivet der faktisk, men på trods af en rimelig popularitet der er den ikke blevet udgivet på video/DVD der endnu. Den er altså ikke til at få fat i udover den japanske udgave, der udelukkende er på originalsproget. De er dog fansubs af serien, og hvis nok folk ser den kan man håbe at firmaerne får øjnene op for serien, både anime og manga, og udgiver dem.

    Genre: shoujo / Magical Girl
    Manga af: Arina Tanemura
    Alder: Alle
    Studie: Toei Animation
    Manga udgives i Tyskland af: Egmont
    Manga og anime udgives i USA af: Viz

  • Renga artbook

    The New Generation of manga ARTISTS Vol. 3 – THE RENGA PORTFOLIO

    Renga artbooken er en samling af farveillustrationer af tegneren Renga. De forestiller stort set alle tynde, spinkle skolepiger i forskellige slags tøj, både seifuku (skoleuniformer) i forskellige designs men også i lette kjoler, bluser og bukser.

    The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio er en del af en serie af artbooks der bliver udgivet af det samme forlag som ”How to draw…” bøgerne, Graphic-Sha. Serien omhandler værker af nye, i vesten ukendte professionelle tegnere fra Japan. Desuden supplerer de fint forlagets tegnebøger som inspirationskilde.

    Bogen er trykt i et format der er en anelse større end A4, lidt mindre end visse andre artbooks, men stadig et godt format til store illustrationer og som giver plads til at man kan nyde deres detaljer.

    Papiret der er brugt er meget tykt og det gør at alle farverne træder godt frem.

    Papiret sammen med en glimrende trykkvalitet gør at bogen giver et fysisk godt indtryk og at den er rigtig lækker at sidde og bladre igennem.

    Tegnemæssigt er bogen også udmærket. Pigerne, som helt klart er temaet for denne bog, er alle tegnet ekstremt spinkle og tynde, nærmest ranglede idet de alle virker ret ”langstrakte.” Deres ansigter er meget udtryksfulde og levende, hvilket skyldes at der er gjort en del ud af øjnene og mundene. Der er også lagt arbejde i håret, pigerne har markante frisurer der passer med deres generelle stil hvilket er en vigtig del af de ting der gør at tegningerne så godt viser at de har en personlighed.

    Den anden ting, der er med til at give personerne en så kraftig personlighed, er tøjet. Flere forskellige stilarter af tøj er repræsenteret; alt fra yukatas (en traditionel japansk beklædning) over skoleuniformer til afslappet fritidstøj som sweatshirts. Alt tøjet, uanset stil, er godt designet og virker som noget man kunne se unge piger gå med i virkeligheden uden at de ville føle sig umoderne eller være flove over det, ikke noget overdrevet fantasi/mandlig ønskedrøm over det.

    Flere af tegningerne har ikke nogen baggrunde men er nærmest portrætter af personerne, men på de billeder der har er de ganske pæne. De er ikke ”hårdt” tegnet men virker meget afrundede, dels på grund af de varme farver der er brugt og dels på grund af de forholdsvis bløde linjer der er brugt. På nogle af billederne er der også brugt noget der minder om vandfarver, noget der også bidrager til det afrundede præg.

    Den streg personerne er tegnet i er hellet ikke en hård, kraftig streg men mere bløde linjer, der mest minder om en blød blyantsstreg. Dette betyder dog ikke at personerne er udflydende, stregerne er bløde men tydelige og farverne følger stregerne så de udgør nogle sammenhængende flader.

    Farvevalget er holdt i klare og kraftige farver, der igen er holdt i mere bløde toner, de er kraftige men uden at der er benyttet deciderede pangfarver. Farvevalget er også meget homogent, alle farverne passer med hinanden og ingen af dem skærer med de andre.

    Alt i alt er The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio en dejlig bog at blade igennem. Kvaliteten er god og tegningerne flotte, så hvis man kan lide at se på billeder af bishoujo (smukke piger) bør man kigge nærmere på bogen.

    Genre: Artbook, bishoujo
    Tegnet af: Renga
    Udgives i US af: Graphic-Sha Publishing

  • S.cry.ed

    Efter at et stort meteor har ramt en ø er der blevet født børn på øen der er vokset op med kræfter ud over det normale. De er i stand til at påkalde sig et ”Alter”, en fysisk form af forskellig art der adlyder dem. Det kan være en kæmpe robot, en mekanisk kriger eller som i tilfældet med vores helt, en kunstig version af hans egen arm, med 3 ”skud” af varierende kraft.

    På grund af alle de personer med Alters der bliver født på øen, er den afskåret fra omverdenen og det er beboerne egentlig ganske tilfredse med. Hvis det da ikke lige var for en organisation HOLY, der ønsker at udnytte disse kræfter og som allerede har en lille hær af Alter brugere. Kasuma er som de fleste på øen ret utilfreds med organisationen, men har samtidigt også en svagelig søster at bekymre sig om, så da han får muligheden for det, slutter han sig til HOLY, i det mindste midlertidigt.

    s.cry.ed er en typiske drenge anime, med superkræfter, to selvretfærdige personer der er på hver sin side af sagens natur og et par søde piger. Hver episode rummer et godt slagsmål eller to, for det meste med omfattende skader på omgivelserne og en masse øretæver der skal deles ud.

    Men selv om det nok lyder som noget man har set mange gange før, så hæver serien sig over gennemsnittet ved at gøre mere ud af personerne og det vinder den på senere. Kasuma er lidt en Han Solo type, der arbejder for penge og sit eget velvære, imens hans rival på organisations side, er den strenge storebror type, så selv om de på mange måder er ens og grundlæggende kæmper for det samme, så er de som ild og vand når de mødes.

    S.cry.ed er anime action når det er bedst, ikke alt for dybe plots, mere end nok slagsmål til at holde de fleste action fans fanget og når stadig at få nogle personlige følelser ind i det hele. På mange måder kan man sige at serien her er hvad forløbere som Dragonball og lignende har udviklet sig til. Den strækker sig ikke over hundrede af episoder, men har til gengæld plads til en udviklende historie og selv om jeg ikke er den store action fan, så fandt jeg stadig S-cry-ed ganske underholdene, omen den til tider forfalder til lidt for mange klicheer.

    Alt i alt er S.cry.ed et god bud på en action serie og værd at stifte bekendtskab med hvis men kan lide den lidt mere typiske drenge anime. Noget nogen måske kunne blive skuffet over er måske at den, som så mange TV serier, afholder sig fra at blive blodig eller rigtig voldelig, men det kan de fleste nok overleve uden.

    Genre: shounen / action
    Alder: 13+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Someday’s Dreamers

    Yume er en ung pige fra landet der tager ind til den pulserende storby for at afslutte sin træning. Men det hun laver er ikke ligefrem det som de fleste unge piger beskæftiger sig med, for Yume er nemlig i stand til at bruge magi og skal til byen for at afslutte sin træning hos en mester.

    Den verden som Yume lever i er ikke helt som vores. Magi er sjældent, men dog stadig en del af verden. Folk med evner indenfor magi bliver optrænet og uddannet til at hjælpe samfundet og udover det, leve et normalt liv. Men da brugen af magi er et stort ansvar, skal alle unge magikere godkendes igennem deres afgørende træning hos mesteren, før de er fuldbyrdede magikere.

    Yume har nedarvet hendes talent fra sin mor og er ret glad for at bruge magi, faktisk håber hun på at kunne løse alle problemer med det, hvilket også er roden til mange af hendes fejl. For som hun hurtigt lærer, så ikke alene har magi sine begrænsninger, men man skal også tage hensyn til hvad man egentlig laver hver gang man slipper kræfterne løs.

    Netop at magi i den verden både er en mægtig mystisk kraft og samtidig et normalt 9-17 job hiver serien ned på jorden, og gør at den mere fokuserer på Yume selv end på magien. Der er ingen onde troldmænd der prøver at overtage verden eller trusler der ødelægger hele byer. Kun en pige og hendes problemer med at afbalancere hendes evner mod hendes ønske om at hjælpe folk.

    Yume bliver derfor udsat for en del prøvelser, hvor hun er nødt til at indse at magi ikke automatisk løser de problemer hun støder ind i, og ofte er de løsninger hun forestiller sig langt fra hvad der er brug for, som hun må indse da hun begynder at hjælpe mesteren med at opfylde folks ønsker, som igen, heller ikke altid er hvad de personer vil have.

    Til trods for det ret uvirkelige ved at være i stand til at bruge magi, så er det ret let at leve sig ind i Yume’s problemer med at have stor magt til rådighed, men samtidigt mangle forståelsen for hvordan hun kan hjælpe folk ordentligt, noget der er en vigtig del af historien og fremhæves meget af at det ofte er ret almindelige problemer hun støder ind i, som folk der vil genopleve deres fortid eller har mistet et kært objekt.

    Somedays Dreamer’s handler på mange måder om at ville gøre det rette, men samtidigt om at mangle evnen og erfaringen til at forstår hvad der er det rigtige, noget som Yume ofte må lære på den hårde måde. Men samtidigt er hun stædig og giver ikke op, så hun lærer gradvist at bruge sine evner med omtanke i stedet for blindt at stole på magien selv.

    Someday’s Dreamers er en ret sød historie, med en del nedture, da Yume tager hver af de nederlag hun lider ret tungt, men serien er også dejlig opløftende og meget god til de der kedelige, grå dage, hvor man godt kan bruge lidt naiv optimisme i sit liv. Den har ikke den store handling, løber mere stille og roligt af sted indtil slutningen, med en ret typisk anime-agtig varm følelse i kølvandet.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: J.C. STAFF
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Hand Maid May

    Kazuya Saotome er en 19-årig studerende der er opsat på at bygge den perfekte robot. Hans gamle, selvudråbte ven og modstander, Kotaro Nanbara, er opsat på at forpurre hans forsøg og overgå ham. Kazuya aner intet om dette og installerer en disc som han har fået af Nanbara hvis skjulte formål er at ødelægge hans pc. Den overtager hans pc men omdirigerer ham til Cyberdynes hjemmeside (ja, Terminator hjemmesiden) hvor den aflægger en ordre og kort efter er han i besiddelse af en lille stuepige-robot der kan sidde i hans hånd. Denne lyserøde, flæsede hjælper er dog langt fra kun til gavn idet både Nanbara og folk fra Cyberdyne, der vil have hende tilbage, er efter hende.

    Derudover er der udlejerens datter, Kasumi, der har et yderst godt forhold til ham og som ikke har til hensigt at lade en androide eller fire komme imellem hende og hendes gamle ven..

    Animationen er god og veludført men ikke noget virkeligt specielt idet den holder en enkel streg hele vejen igennem, så virkelige wow-scener mangler. Baggrundene er godt tegnede og giver serien et realistisk præg. Characterdesignet er forholdsvis enkelt men klart, sødt og godt. Hver person har sit tydelige udseende og garderobe der perfekt passer med deres personlighed.

    Farverne er klare og tydelige, ud fra dele af farvepaletten kunne man forledes til at tro at det var et show til en anden målgruppe men pigernes bouncyness og fanservice niveauet viser tydeligt at det er et show der skal tiltale teenage-drenge.

    Lyden er udmærket, den er ikke noget specielt men gør sit job godt. Ending sangen og især åbeningen er catchy, som de har for vane at være det i nyere fanservice serier, men der er ikke tale om nogle virkelige ørehængere eller specielt fremragende stykker musik.

    Stemmelægningen er god, i hvert fald den japanske. De japanske stemmer passer perfekt til personerne, May lyder lige så sød som hun ser ud. De engelske stemmer er der delte meninger om, jeg selv synes selv at de er irriterende og kan ikke udholde at høre på Saras ude-på-landet-sydststats-accent – et træk som går igen i de fleste ting udgivet i US, Osaka og andre former for japansk dialekt bliver lavet til sydstatsaccent – men andre finder dem udmærket og noget af den bedste dub der er lavet. Så dub-tilhængere vil sikkert kunne lide den, der skal ikke lægges skjul på at dubs generelt ikke er min kop te og dermed får de en hårdere medfart.

    Handlingen er simpel og let forudsigelig men har nogle få twists undervejs. Da det er en komedie er der en masse sjove scener, oftest bygget omkring personernes små ejendommeligheder, som f.eks. Saras altoverskyggende forkærlighed og appetit for nudler.

    Da serien også er bygget op om fanservice undgår man da heller ikke diverse mere eller mindre afklædte scener eller antydninger til den slags. Det hele er dog holdt sobert og man får ikke den tanke at der reelt ligger en hardcore hentai-serie gemt under overfladen som bare ikke får lov at slippe løs.

    Personbeskrivelserne er trods de tydelige stereotyper gode og alle virker tiltalende med deres styrker og svagheder, også nogle der ikke falder ind under de klassiske for persontypen. Personerne udvikler sig også i løbet af serien og forbliver ikke statiske, selv Nanbara ender med at vise at han har en flink side. Man ender let med at holde af alle personerne og bekymre sig om hvad der sker med dem.

    Alt i alt er Hand Maid May en glimrende komedie, især hvis man kan lide fanservice uden at det dog tager overhånd og ødelægger historien. Flere har kaldt den ”den sødeste ecchi-komedie” og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, May-chan og de andre er søde og man kan ikke undgå at holde af dem (jeg kunne i hvert fald ikke). Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Comedy / Romance, 11 afsnit
    Alder: 13+
    Studie: Wonder Farm, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer / Geneon

  • Full Metal Panic

    Som titlen kunne antyde, så er FMP en serie i Mecha genren og på mange måder typisk for en sådanne, selvom den også blander en god del humor ind i serien på sin egen måde.

    I en meget nær fremtid er terrorisme lige så udbredt som nu, men en hemmelig organisation, Mithril, bekæmper den over hele kloden med hjælp fra meget avanceret teknologi. Så da Mithril finder ud af at visse terrorister er ude efter en bestemt pige, så sender de en speciel division af sted for at beskytte hende. Pigen Chidori er muligvis en “whispered,” født med ubevidst kendskab til teknologi af samme type som Mithril bruger, og hun må under ingen omstændigheder falde i forkerte hænder.

    For at kunne beskytte hende bedst er Sousuke udvalgt til at blive hendes hemmelige bodyguard. På grund af hans unge alder, men livslange militærhistorie, antages han for at være perfekt til at blive optaget i Chidori’s skoleklasse og beskytte hende. Det går bare ikke helt som ventet, da Sousuke muligvis passer ind med sin alder, men han har meget svært ved at lade være med at opføre sig som en soldat, til Chidori’s store irritation og hun ender hurtigt med at stemple ham som en pistoltosset militærfreak der åbenbart ikke laver andet end at følge efter hende.

    Men netop som den lettere aggressive Chidori har affundet sig med Sousuke, bliver hele klassen kidnappet og først efter en længere flugtmission, involverende adskillige imponerende kamprobotter, slipper de væk. Men Chidori er stadig i fare for nye overfald og Sousuke bliver derfor en mere permanent del af hendes dagligdag, som derefter er alt andet end normal.

    Serien veksler meget i handlingen, hvor den starter med en lille action smagsprøve i første episode, beskæftiger den sig derefter med Chidori’s skolemiljø, samt hende og Sousuke’s forhold, i adskillige episoder. Derefter slår den ret drastisk over i en actionpræget redningsaktion der også introducerer seriens skurk og de ret imponerende kamprobotter, hvorefter FMP glider tilbage i skolemiljøet i et stykke tid.

    Det giver serien en underlig afveksling mellem humor og action, ret godt opdelt så man ikke er i tvivl om hvor det skiller og ændrer karakter.

    Den forandring i seriens handling og tempo kan nok gøre at visse personer foretrækker en af de 2 stile frem for den anden, men personligt syntes jeg det var rart at hver enkelt episode ikke var en blanding af humor og alvor, det havde nok ødelagt stemningen, hvorimod 3-4 afsnit af hvert efter hinanden giver en mere samlet historie.

    Serien har ikke nogen udpræget flot eller anderledes tegnestil, den er nærmest ret normal, der er dog blevet gjort meget umage med at få den computergenererede grafik til at passe sammen med det håndtegnede og netop det at man ikke lægger mærke til grænsen mellem de to stile gør FMP til en af de mere vellykkede blandinger.

    Ligeledes er baggrundsmusikken i serien meget varieret mellem de to handlingstyper og især i action sektionerne er den meget med til at fremhæve handlingen.

    Full Metal Panic er nok noget for de fleste mecha fans, så længe man husker på at der kommer sektioner hvor humoren er mere dominerende. Chidori og Sousuke’s forhold spiller meget på deres forskellige livsstile og de utallige komplikationer der kommer ud af det, imens der sideløbende kører en historie om global terrorisme, urgammel super teknologi og metalkæmper der brager sammen. Så hvis man mangler lidt mecha action og ikke har noget problem med humor, så kan jeg varmt anbefale Full Metal Panic.

    Genre: Sci-Fi / Mecha, 26 episoder
    Alder    : 13+
    Studie: Gonzo, 2002
    Amerikansk licens: ADV Films
    Udgivet i Danmark

  • Figure 17

    Pigen Tsubasa har for nyligt mistet sin mor og er flyttet med sin far ud på landet, hvor han følger sin gamle drøm om at blive bager. Desværre viser det sig at livet væk fra byen ikke er helt så fredeligt som man skulle tro, da Ten aftesubasa n ser et UFO lignende fly styrte ned i det fjerne. Hun forlader gården og går ud for at undersøge det nærmere og ender midt i en kamp mellem flyets pilot og et monster der er slubbet løs fra det. Til sin kamp bruger piloten en avanceret kunstig organisme, der binder sig med han krop igennem den beholder den er opbevaret i, men selv med det boost som den forening giver, er han ikke i stand til at besejre det undslupne væsen. Efter at piloten er slået bevidstløs går monsteret efter Tsubasa, der flygter ind i det nedstyrtede rumskib. Herinde kommer hun ved et uheld til at ødelægge en beholder med endnu et af de kunstige organismer, som binder sig direkte med hende. Kombineret bliver de en langt stærkere person og er i stand til at besejre væsenet, men efter kampen deler de sig, meget til Tsubasa’s overraskelse, i to, hvoraf den ene er en identisk version af hende selv.

    Figure 17 kunne meget nemt lyde som endnu en serie om magiske, transformerende piger og sukkersøde kampsekvenser involverende diverse lyserøde våben, men serien vælger at tage en helt anden retning og stil. Mere end noget andet, så handler den om Tsubasa og hendes nye tvillingesøster Hikaru og deres vendskab. Tsubasa er en stille, forsigtig og indelukket pige, imens Hikaru, selv om hun deler Tsubasa’s minder, er udadvendt, aktiv og fuld af gåpåmod, men alligevel er der et stærkt venskabeligt bånd mellem dem, som virkeligt er seriens kerne.

    Hver episode af Figure 17 varer forbavsende nok hele 45 minutter, hvilket er meget usædvanligt for noget der har været en tv-serie i Japan. Også hvordan episoderne er sat sammen adskiller sig væsentligt fra normen, da de oftest består af 35-40 minutter der handler om pigerne, og resten fokusere så på deres kombinerede kampform og deres forsøg på at stoppe alle de væsener som det nødlandede skib slap løs. Skiftet mellem seriens to sektioner er ofte meget markant, da episoderne for det meste løber stille og roligt, omhandlende de to pigers normale liv og de helt normale problemer de har der. Derefter skifter det til de ret flotte og action mættede kampscener, der er lige så vigtige for serien som alt andet og til trods for det ret drastiske skift i handlingen, så er det en yderst vellykket kombination.

    I det daglige liv er Tsubasa som nævnt en indelukket pige og her er hendes nye søster en stor hjælp med at få hende til at åbne sig, imens Tsubasa’s følelser og liv er en meget intens oplevelse for Hikaru, der inderst inde stadig er et kunstigt væsen med Tsubasa’s minder. Det er også meget dominerende i deres kampform, hvor det er Hikaru der har styrken og evnerne, men det er Tsubasa’s følelser der motiverer hende og det er det forhold mellem de to piger der er med til at gøre Figure 17 til en så smuk serie.

    Men der er andre ting der gør serien værd at fremhæve. Musikken der følger handlingen er perfekt afbalanceret, med stille og rolige temaer det meste af tiden, med spring over i mere intense stykker under kampene, samt åbnings- og afslutningsstykker der er værd at høre igen i alle 13 afsnit.

    Dertil kommer at animationen er dejlig glidende og de utallige baggrunde der er brugt er alle lavet i smukke detaljer der virkelig fremhæver de naturomgivelser som serien foregår i. Om det så er snedækkede gårde eller pigernes favorit sø i skoven, så er der lagt vægt på at vise det så smukt som muligt.

    Figure 17 er en serie af forbavsende høj kvalitet og har man ikke noget imod en blanding af meget drama og lidt action, så er historien om Tsubasa og Hikaru både smuk og spændende, på en måde man sjældent ser det i serier, og jeg kan anbefale den til enhver der gerne vil se hvad Japansk animation kan tilbyde af godbidder.

    Genre: Magical Girl / drama
    Alder:     7+
    Studie    : Genco / OLM
    Amerikansk licens    : Media Blasters

  • Dual – Double Trouble Adventure

    Drengen Kazuki har det problem at han har visioner. Sommetider ser han store robotter kæmpe igennem byens gader, men ingen andre kan se dette og han har med tiden affundet sig med det. Lige indtil han en dag bliver slynget over i den alternative verden som hans visioner stammer fra. Her kæmper en styrke af japanske mechaer mod fjendtlige robotter, hvor hvert slag er planlagt og aftalt i forvejen og hver tab eller sejr flytter grænser.

    Da Kazuki dumper ind er en af de japanske mechaer netop faldet i kamp, men han får den op og køre igen, hvilket vender et sikkert tab til sejr. Da han ikke umiddelbart kan finde nogen vej tilbage til sin egen realitet, så bliver han optaget i mecha divisionen. Dog er der den lille detalje at det normalt kun er piger der kan styre robotterne, så han bliver også udstyret med en ”modificeret” dragt, så ingen fatter mistanke til hans sande køn.

    Dual har en let blanding af humor, action og romantik. Den er ganske underholdende, om end det dog virker som om den aldrig helt kommer nogle vegne. Selv om den kombinere adskillige populære genrer i en, så er der ikke det store fornyelse i serien. Faktisk så virker en del elementer i den som lidt af en parodi på den meget populære Neon Genesis Evangelion, men igen uden helt at nå til et punkt hvor det bliver andet end lettere underholdende.

    Kender man Evengelion og godt kunne tænke sig at se hvordan den ville være uden den dystre stemning, så er Dual tæt på at være perfekt. Den har action fyldte mecha kampe, adskillige kønne piger (der alle på deres egen måde er ude efter hovedpersonen) og så er der adskillige komiske og romantiske lysglimt i serien. Et stort minus er dog at baggrundshistorien til tider bliver unødig kompleks og forvirrende, især da diverse alternative versioner af forskellige personer blander sig med hinanden og man kan være lidt i tvivl om hvem der er hvad.

    Dual er ikke noget mesterværk eller en serie der vil blive husket ret længe efter man har set den, men vil man gerne have noget mecha action i den mere afslappede ende af skalaen, hvor man for det meste kan slå tænkemusklen fra, så er serien nok en udmærket investering. Den indeholder ingen store psykologiske dramaer, grafisk er den middelmådig og personerne er ret stereotypiske, så det er ikke lige den anime man skal se for at få sine horisonter udvidet, men noget man sætter på en dag hvor man kommer træt hjem fra skole eller arbejde og gerne vil have lidt let underholdning

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Geneon

  • Crest og Banner of the Stars

    Menneskeheden er draget ud i rummet og Jorden er for længst glemt af de galaktiske stormagter der dominerer verden. Jijan er søn af guvernøren af Hyde stjerne systemet, men som barn bliver det invaderer Abh Imperiet det, en race der nedstammer fra menneskeheden, men er skabt til at eksistere i rummet.

    Jinto’s hjem system bliver en del af deres domæne og som søn af en nobel, bliver han de næste år optrænet til at leve som en Abh. Efter at have afslutter sin uddannelse skal han til Abh imperiets tronverden og turen dertil foregår på en af Imperiets mindre slagskibe. Her lærer han Abh pigen Lafiel at kende, som viser sig at være intet mindre end en prinsesse, der er i gang med af aftjene den værnepligt som alle Abh skal igennem for at blive anerkendt som borgere.

    Desværre bryder en krig ud og skibet ender med at blive angrebet af en overlegen styrke, hvilket tvinger Jinto og Lafiel til at undslippe i et mindre transport skib, men de er i fjendtligt territorium og der er en lang og farlig vej tilbage, som giver de to massere af tid til at lære hinanden at kende.

    Crest of the Stars og Banner of the Stars er ret ny science fiction anime serie, der dog på mange måder kan betragtes som et klassisk rum drama. Hvor de fleste sci-fi serier fokusere på action og umulige, men imponerende teknologi, så vælger denne saga at satse på rent drama og forbavsende realistiske slag i rummet. Crest serien omhandler mest Jinto og Lafiels oplevelser på deres vej hjem, men giver samtidigt et indblik i den ret fascinerende opbygget Abh kultur, som er vigtigt for fortsættelsen, Banner serien. Med den baggrund og seriestil man får fra Crest er det nemmere at nyde Banner seriens handling, der mere eller mindre et en lang kampagne, hvor man følger slaget i rummet fra Lafiel og Jinto’s vinkel, inde i et af de mindre kampskibe, og samtidigt ser man slagets strategiske udvikling fra de store skibes kommandobro.

    Serien udemærker sig både i det lidt underlige forhold mellem Jinto og især Lafiel, der modsat sit spinkle og delikate udseende, er styret af en stærk og dominerende vilje, der gør det let at forestille sig hende som en kommende dronning. Hun er indbegrebet af hele Abh filosofien, hvor det at lede andre er noget man skal gøre sig fortjent til, også som prinsesse. Derfor er den mere jordbundne Jinto et godt match, for selv om Lafiel aldrig ikke vil indrømme det, så bliver han en ven hun stoler på og altid kan vende sig til. For ham betyder hendes status og rang intet, selv om hun dog er nødt til at give ham adskillige hårde lektioner i det ansvar der følger med at være hendes ven.

    Ikke alle vil kunne lide de meget strategiske kamp sekvenser i serierne, men det er netop dem der er med til at hive den op på en nærmest episk skala. I stedet for de sædvanlige to hære der zapper løs på hinanden, så oplever man hvordan flåderne udnytter langt mere realistisk teknologi, som miner, målsøgende missiler og nærmest ubåds lignende navigation. Samtidigt ser man Abh flådens ledere planlægge og udføre de forskellige slag, præsis som man kunne forestille sig det foregik på et hangar skib nu om dage. Alt sammen noget der lidt giver en den fornemmelse at sådan kunne slag i rummet foregå.

    Crest og Banner of the Stars er hvad man bedst kan definere med udtrykket ”Space Opera”, for den blander personlige dramaer med gigantiske rumslag, uden at forfalde til at fokusere på en enkelt helt, der redder verden. Serierne har en stil der gør den enestående og derfor er den et af de anime guldkorn, der skiller sig mærkbart ud fra resten og er med til at definere den spændevidde som anime har.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Battle Angel Alita manga

    Battle Angel Alita manga

    I en fjern fremtid er hele jorden reduceret til ørken, med få, spredte klynger af civilisation. En sådanne er byen hvor manga’en starter, som ligger lige under et gigantisk svævede konstruktion, hvor de sande efterkommere af menneskeheden bor, imens alle andre lever i byen nedenunder, et sted der hovedsageligt byder på fattigdom, kriminalitet og død.

    Hugo er en læge der har specialiseret sig i at behandle cyborgs, som er mennesker med kunstige kropsdele, ofte til et punkt hvor der er meget lidt af deres originale krop tilbage.

    På en tur til den dynge af affald der kommer ned fra byen ovenover, finder han resterne af en cyborg pige, hvor det mest vitale, hendes hjerne, stadig er intakt. Han genopbygger hendes krop, men hun er ikke i stand til at huske noget fra før han vækkede hende, så Hugo giver hende navnet Alita og mere eller mindre adoptere hende.

    Dog viser Alita sig at være mere end bare en gennemsnitlig cyborg, for i hendes hjerne gemmer sig kendskab til kampkunster udviklet for netop personer som hende. Dette viser sig da hun en nat render ind i Hugo, under hans side beskæftigelse, nemlig dusørjæger og kun Alita’s instinktive brug af hendes evner redder hende fra at blive dræbt af en langt større modstander.

    For at skaffe penge til en ven, beslutter Alita sig for også at blive dusørjæger og selv om Hugo ikke er glad for den udvikling, så udstyrer han dog Alita med en ny og langt stærkere krop, som står sig langt bedre mod de teknologiske monstre hun kommer i kamp med. Men det viser sig at selv med hendes evner, så kan hun stadig kun se på at hendes ven dør og det får Alita til at bryde med Hugo og drage ud i verden for at finde sig selv.

    Det bliver starten på et langt eventyr i en verden der er stagneret i sit eget forfald, hvor mennesker er mindre værd end de dele de består af og alting kontrolleres oppefra med utallige usynlige tråde. Dette ender Alita med at blive en del af det, på trods af hendes desperate forsøg på at undslippe.

    Battle Angel Alita er i grund og bund fortællingen om hBattle Angel Alitaende og den mange forandringer hun gennemgår på sin lange vandring igennem resterne af den menneskelige civilisation. Igennem de mange bind forvandler hun sig fra en lille pige med naive ønsker. Først til en kold dræber maskine og senere til en solitær vandrerer, men det er langt fra alt hvad hun gennemgår og netop de forskellig stadier hun oplever giver en stærk fornemmelse af udviking igennem serien.

    Men samtidigt med at man oplever Alita’s vandring, så stifter man også bekendtskab med de samfund der findes på den hærgede klode og man lærer, stykke for stykke, hvad der førte til det. Serien er ofte ret kynisk i sin natur og lægger stor vægt på menneskers dårlige sider og egenskaber, for at vende det hele rundt igen og vise noget endnu værre bag facaderne.

    Battle Angel Alita er manga som man forventer det, med meget action, blod og lange kamp sekvenser. Men der er stadig tid til at fortælle om Alita og de mange skabner hun støder ind i. Selv om det ofte er ret deprimerende møder og der er ikke ret mange lykkelige afslutninger i serien, hvilket mere end noget andet gør at man virkelige føler for Alita, imens hun gennemgår hendes mange stadier. Adskillige af disse give hende med rette tilnavnet ”Dødens Engel” da hun med tiden opnår så meget ”berømmelse” at byen i skyerne ligefrem laver en hel hær af kopier for at bevare freden.

    Indenfor cyberpunk og science-fiction genrene er Battle Angel Alita en af de bedre serier man kan sætte sig og læse. Den har til tiden en tendens til orgier af vold, men på den anden side er det med til at fremhæve den brutale verden Alita befinder sig i og gør at seriens få lyspunkter træder mere frem.

    Genre: Science fiction / cyberpunk
    Manga af: Yukito Kishiro
    Udgives i USA af: Viz
    Udgives i Tyskland af: Carlsen Comics

  • Witch Hunter Robin

    I en nær fremtid, en verden der på næsten alle måder ligner vores egen, arbejder en hemmelig global organisation med at beskytte menneskeheden mod en ældgammel trussel indefra. Organisationen STN holder styr på alle der har genetiske anlæg for at bruge “kræften,” også kendt som hekseri. De fleste af disse folk er normale borgere der ikke engang kender deres potentiale, men en gang imellem bliver disse evner aktive og er en trussel for andre. Der rykker STN så ud for at opspore og bekæmpe de folk der misbruger de evner.

    Pigen Robin er lige ankommet til den Japanske afdeling af organisation, efter at have tilbragt det meste af sit liv i et kloster. Hun er selv i stand til at skabe og manipulere ild og med det, modvirke andre “hekses” brug af kraft, dog er hendes evne til at fokusere langt fra så god som den burde være, noget der dog kompenseres for med briller.

    Robin bliver en del af den lille Japanske afdeling, der i forvejen er en broget blanding af næsten normale personer, med lidt potentiale i retning af hekseri, men som hovedsageligt bruger god, gammeldags detektivarbejde til at opspore dem der misbruger “kraften” og neutraliserer dem ved hjælp af en væske kaldet “Oboe”, som organisationens medarbejdere bærer om halsen for at modstå hekseri og som også er ladet i de kugler de bruger til at stoppe hekse.

    Witch Hunter robin er nok et af de bedre forsøg på at lave en action/horror anime. Det er meget svært at lave uhyggelig tegnefilm og WHR når heller aldrig et stadie hvor man egentlig er bange, men derimod skaber den en solid dyster stemning der er gennemgående i hele serien. Der er også meget lidt af den traditionelle animestil over serien, hvilket gør at den skiller sig meget ud fra andre serier og samtidigt får et mere moderne præg og hele handlingen er derfor mere intens, fordi man ikke forventer en ”happy ending” eller at alting ordner sig for det bedste.

    Hvor WHR hurtigt kunne være gået hen og blevet endnu en serie der fokuserer på blod, vold og kæmpestore våben, som normalt er en del af dystre actionserier, så går den derimod i en helt anden retning. Den fokuserer meget på personerne i serien og viser at det er mere deres egne menneskelige evner og dygtighed der hjælper dem, frem for udstyr eller superkræfter. Netop at serien tager sig tid til at beskæftige sig med personerne er et absolut plus, især det underlige forhold mellem den dystre og sammenbidte Amon og så Robin, som aldrig har været vant til at omgås andre end de præster og nonner der boede på klosteret.

    Grafisk er Witch Hunter Robin en flot blanding af håndtegninger og ofte ret synligt computerdesignede baggrunde, men den kantede og mørke stil passer perfekt til serien, som nok ikke ville have været det samme med en normal tegnet baggrund. I det hele taget er der gjort megen umagen med at gøre mange detaljer i serien nedtonede, dunkle og til tider ret farveløse, uden dog at ødelægge indtrykket. Ligeledes er musikken der er valgt til WHR ret stemningsfuld og passer til det grafiske design.

    Serien kan virke langsom og lidt sløv i starten, men får mere og mere fart på, ofte uden at man helt lægger mærke til det, indtil noget større pludselig dukker op og man opdager hvordan det har ledt op til det igennem de forrige episoder. Witch Hunter Robin skal ikke ses for action, eller horror, men for den dystre stemning som er ret vellykket og kan man lide en serie der har sådan en stemning og giver mulighed for at tænke over handlingen, så er Witch Hunter Robin et godt tilbud på en god serie som man kan hygge sig med en mørk aften.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: Bandai Visual / Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment