Mireille er en ung kvinde, der bor i Paris, med et noget usædvanligt job, nemlig lejemorder. En dag får hun en e-mail der vender op og ned på hendes liv.

Den er fra en ung pige i Japan, Kirika, der lider af hukommelsestab men gerne vil tale med Mireille. Mireille siger ja på grund af en indskydelse og drager af sted. Det første der sker, da hun møder Kirika, er at de bliver angrebet og det viser sig at Kirika er mindst lige så godt til faget som Mireille.

De to kvinder indleder et samarbejde hvor de langsomt afdækker Kirikas fortid, der lader til at have spor til Mireilles, alt imens de får en del forskellige opgaver. Det hele peger på en ældgammel, hemmelig organisation ved navn Soldats, men ingen kender noget til dem…

Animationsmæssigt er Noir absolut i den bedre ende af skalaen og man kan absolut se at det er et nyt show. Baggrundene er mange steder næsten fotorealistiske og serien kan praktisk taget bruges som rejseguide til at vise forskellige områder af verden. Character-designet er også udmærket og opnår noget der er meget sjældent for animé, at give personerne en nationalitet. Det er tydeligt at Mireille er af vestlig race mens Kirika ser ret japansk/asiatisk ud. Action-scenerne er også flydende og frameraten er generelt god. Dog er det tydeligt ved de fleste af de flotte landskabstegninger at “kameraet” panorerer over hen over en statisk tegning og at det ikke er animeret som sådan. Ikke at det gør det store men man lægger mærke til det ved den ellers meget flydende animation.

Lyden i Noir er også fremragende, især musikken er noget helt for sig selv. Den rummer både korsang og heftige techno-beats men det hele passer utroligt godt ind i seriens stil og er godt lavet. Der er dog ikke tale om virkelige ørehængere idet det mere er stemningsmusik, men absolut noget af det bedre af slagsen.

Noir er en ret ny animé (2001) og da kildematerialet derfor var noget nær perfekt er både billedet og lyden på skiven også blevet virkeligt godt. Der er ingen nævneværdig blødende farveområder eller regnbuer. Både det engelske og japanske spor er i 5.1, hvilket er en sjældenhed. Japanske lydspor er meget sjældent i 5.1 men det er lavet i det fra starten af men blev ikke engang brugt på de japanske dvd’er. De japanske seyiuu (voiceactors) er, som man kan forvente, gode og stemmer passer godt til personerne. For en gang skyld er de engelske stemmer også udmærkede, ADV har denne gang leveret ganske udmærket arbejde.

Menuerne er godt indrettede og nemme at finde rundt i. Baggrundsbilledet for menuen er i stil med introen og når den loader ser man en mand blive skudt men det hele holdt i meget stiliseret stil uden detaljer, meget passende til serien. I baggrunden er der lidt animation og skiftet til undermenuer er også fulgt af lidt animation uden at det dog går ud over hastigheden, det er hurtigt og nemt at komme fra menu til menu.

Noir har stil, ingen tvivl om det. Men under den blankpolerede overfalde er der masser af indhold. Man kunne frygte at serien givet dens natur ville ende i et rent action-orgie med blod der flød over skærmen men ikke et gram indhold men det er heldigvis langt fra tilfældet. En stor del af tiden i Noir bruges ikke på målenes afgang fra denne verden men med research om dem og især om Soldats, der altid er at ane som dem der trækker i trådene. De utroligt flotte landskaber giver serien meget af dens stil og charme, den føles mange gange som en slags guide der rejser rundt omkring i verden hvor man ser ny, anderledes steder, helt klart et forfriskende pust i forhold til animés normalt bundethed i Japan og Tokyo i særdeleshed.

Serien rører også nogle lidt dybere emner som man kan se allerede fra de første par afsnit på denne skive. Det at slå folk ihjel er ikke bare et job som alle andre og dette afspejles i personernes psyker, bekymringer og væremåder.

Alt i alt er Noir absolut anbefalelsesværdig og er blandt de bedste titler udgivet i Vesten tilbage i 2003.

Noir vol. 1 – Shades of Darkness

Genre: Action, thriller
Alder: 13+
Studie: Bee Train/Victor Entertainment, 2001
Amerikansk Licens: ADV

Kategoriseret i:

Tagged i:

, ,