Pigen Himeno er blevet en del af en rig familie, da hendes far, en forfatter uden de store indtægter, gifter sig for anden gang. Himeno får ikke alene en ny mor, men også to nye søstre, der ikke er for glade for den nye familieforøgelse. Men hun er en pige af den slags der prøver at se det bedste i alt og gøre verden til et bedre sted. Det bliver pludseligt uhyggeligt aktuelt da syv magiske riddere fra en anden verden dukker op og fortæller hende at hun er Pretear, en person der kan redde verden fra en kommende trussel.
Da Himeno er den hun er, så indvilliger hun til at hjælpe, selvom hun er langt fra sikker på sin rolle. Og kun kort tid efter at hun er ”udnævnt” til Pretear bliver hun angrebet af et plante lignende monster der suger livsenergien fra sine omgivelser. Ved hjælp af sine evner som Pretear kan Himeno forene sig med en af ridderne. Det gør hende i stand til at finde monstrenes svage punkt og tilintetgøre dem, da hver ridder giver hende specielle evner og kun hendes kraft er stærk nok til at tilintetgøre de frø der giver uhyrerne deres magt.
Men at være udvalgt til at redde verden er ikke let, især ikke når man allerede har problemer og det bliver ikke meget bedre da Himeno forelsker sig i riddergruppens tavse, alvorlige type, der har sine egen grunde til ikke at være romantisk anlagt. Noget der volder den stakkels pige en del problemer, udover at hun også lige skal nå at redde verden.
De fleste faste animefans kender sikkert serien hvor den mandlige hovedperson er omgivet af attraktive piger. Pretear tilhører den modsatte gruppe, med en pige og en gruppe af drenge. Dette er oftest noget der mest retter sig til det kvindelige publikum, men Pretear har også en god del action og er langt fra så romantisk som man kunne forvente for den blanding af genre som den tilhører.
Serien er ganske underholdende og kan være værd at se, men den når aldrig helt at komme i gang med en ordentlig kærlighedshistorie, men kører meget på diverse stereotyper. Lige fra Himeno, der er den livsglade og hjælpsomme pige der nærmest strutter af energi. Modsat er hendes mandlige modpart høj, mørk, tavs og mysteriøs. Noget der er meget typisk for utallige manga og anime serier man oftest forbinder med studiet CLAMP, som har lavet adskillige af slagsen.
Kan man lide anime som Fushigi Yugi eller de førnævnte CLAMP serier, så kan det være en ide at kigge på Pretear, men den er ikke på nogen måde noget specielt og har man set adskillige shoujo/Magical Girl serier, så har den ikke meget nyt at tilbyde, da handlingen er ret forudsigelig og langt fra en nyskabelse.
Genre: Magical Girl / Romance
Alder: 7+
Amerikansk licens: ADV
Kommentarer