AnimeGuiden

Måned: august 2004

  • Texhnolyze

    I et gigantisk underjordisk kompleks møder vi Ichise, der overlever ved at bokse. Desværre render han ind i problemer med ”Organ”, en af de to mafia lignende organisationer der regerer den lovløse by som serien udspiller sig i. Mødet med en gruppe af Organ’s folk efterlader Ichise med højre arm og venstre ben skåret af. Men han bliver fundet af den lokale Texhnolyze kirurg, der udstyrer ham med en ny arm og et nyt ben lavet af denne imponerende teknologi.

    Samtidigt med at vi oplever Ichise’s ret desperate tilværelse, så følger vi også historien om den rejsende ved navn Yoshii. Han kommer fra verdenen ovenover og søger efter information om byen og om det mystiske mos ved navn Lux, som gør det muligt at bruge Texhnolyze til at erstatte menneskelige lemmer med kunstige dele.

    Men imens disse to historier bliver fortalt, så oplever man også den magtkamp, der er imellem byens to regerende organisationer, og på de mange niveauer den foregår. Lige fra Ichise der er involveret med volden på gaden, til Yoshii der bliver blandet ind i toppens lidt mere skjulte opgør.

    Texhnolyze er alt andet end en normal anime, og det bliver man klar over allerede ret tidligt i første episode. Alting er lavet i en meget dyster stil, både tegnestilen, handlingen og den ofte ret sparsomme dialog. Man oplever i fulde detaljer denne verdens forfald og vold. Byen er et sted hvor menneskeliv er næsten uden betydning og personlig magt er alting. Der bliver derfor heller ikke holdt igen og serien er også ganske blodig.

    Hvad der især er med til at fremhæve seriens særhed er, at der ofte ikke bliver sagt ret meget. I hele første episode er der næppe mere end 10 replikker. Derimod bliver utroligt meget fortalt visuelt og med meget detaljerede billeder.

    Især Ichise’s del af handlingen er der ikke ret meget tale i, men alligevel formår seriens skabere uden problemer at fortælle en masse om hvem han er.

    Til gengæld, når der er dialog, så bliver der ikke spildt nogen ord og næsten alt der bliver sagt er vigtigt for handlingen.

    Men lige netop serier med alternative måder at fortælle historier er en af skaberens stærke sider. Den drivende kraft bag Texhnolyze er Abe Yoshitoshi, nok mest kendt for Serial Experiments Lain og den nyere serie Haibane Renmai

    Modsat Lain og Haibane er Texhnolyze dog ret voldelig, og handlingen forekommer ofte ret intens, til det punkt hvor man nok ikke skal kigge væk fra skærmen ret længe af gangen. Det er dog heller ikke noget problem, da serien sagtens kan holde ens opmærksomhed fanget.

    Texhnolyze er en sci-fi og action thriller, der ikke kan sammenlignes med ret meget andet, alene på grund af den særprægede måde som historien bliver fortalt på. Især efter at have set første episode er man forvirret, forundret og generelt i den tilstand hvor man siger ”Hvad skete der egentlig de sidste 24 minutter?” Men langsomt, efterhånden som historien bliver fortalt, så lærer man mere og mere og man begynder at se de tråde der binder alting sammen.

    Texhnolyze kan varmt anbefales til alle, der ikke har noget imod en dyster serie der motionerer hjernecellerne, og kunne man lide Lain, så bør man gøre sig selv den tjeneste lige at kigge lidt på Texhnolyze.

    Genre: Drama / action
    Alder: 15+
    Studie: Madhouse
    Amerikansk licens: Geneon

  • Tenchi Muyo GXP

    Seina er nok den mest uheldige dreng på jorden. Ikke en dag passerer forbi uden at han ødelægger ting, kommer til skade eller forårsager mindre naturkatastrofer. Hvilket egentlig er lidt synd, for han er en ret flink ung mand, der aldrig ville skade nogen, selv om han er en omvandrende katastrofe zone. Så derfor er hans familie lykkelige da han under mærkelige omstændigheder ender med at lade sig rekruttere til Galaxy Police, en universal politistyrke.

    Men knapt nok har han forladt jorden, før det viser sig, at han har endnu en evne udover sit enorme uheld. Han tiltrækker åbenbart pirater, så i løbet af ingen tid er næsten hele universets pirat flåde lige i hælene på ham. Men de bliver ledt lige i armene på et gigantisk kampskib, under ledelse af en frygtet admiral fra Jurai folket, som ordner problemet. Efter dette mellemværende begiver Seina sig videre mod GXP’s hovedkvarter, for at begynde sin uddannelse til intergalaktisk politimand, i selskab med adskillige tiltrækkende hunkønsvæsener fra forskellige racer.

    Siger man Tenchi Muyo, så er der omgående mange fans over hele kloden der spidser ører. Så derfor var endnu en Tenchi serie noget der vakte opmærksomhed, og ligesom med Arnold Schwarzeneggers navn på en film plakat. Så var der mange der glædede sig til den, mig inklusiv.

    GXP viste sig at være et såkaldt spin-off, en serie baseret på en anden, men med andre personer eller ny handling. Den har også meget lidt med de originale Tenchi Muyo serier at gøre, udover at den foregår i samme univers og hentyder her og der til kendte personer fra de andre serier. Desværre lever GXP langt fra op til den legende, som forgængerne har skabt. Den prøver for hårdt at efterligne stilen, men har meget lidt nyt at tilføje, og virker mest af alt som en serie lavet efter samme manuskript, med nogle ændringer.

    Hovedpersonen er flink og uheldig, men det er også hele spændevidden for hans personlighed. Det meste af tiden virker det som om han en søvngænger, der knapt nok er klar over hvad der foregår, og han er en af de mindst interessante ting i serien. Dog til trods for at han generelt fremstår ret retarderet, så falder alle kvindelige personer for ham og er villige til at ændre hele deres liv bare for at være ved hans side. Ofte i sådanne harems serier er hovedpersonen lidt vattet, men i det her tilfælde er det lidt som at se Lois Lane kassere Superman, til fordel for en yderst selvudslettende version af Clark Kent og det virker bare ikke i GXP.

    Serien spiller meget på Tenchi Muyo’s fanstatus, så derfor er der også en del referencer til de tidligere serier, hovedsageligt den originale OVA serie. Således støder man på Mihoshi’s moder, Ayeka’s trolovede og så videre. Men en eller anden må have sammenlignet de to serier og nået frem til at der manglede et vigtigt element. Så derfor er der en kvindelig rumpirat ved navn Ryoko med, som dog ikke skal forveksles med den meget populære kvindelige rumpirat Ryoko, som er med i OVAen, for de har intet med hinanden at gøre.

    Lydsiden til serien er forholdsvis normal, selv om man fornemmer en hvis mangel på liv i dubben, især for Seina, hvis dialog næppe kunne være meget mere monoton. Grafisk minder tegnestilen meget om forgængerne, med tydeligt computer genererede rumskibe og mange tegn på et lavt budget, som da alle Seina’s klassekammerater forvandler sig til synkroniserede kloner under løbetræning.

    Med mindre man er så meget Tenchi Muyo fan at man skal have alt der bærer den titel, så bør man undgå GXP. Savner man en sci-fi serie at se, så køb Last Exile eller Kiddy Grade. Ellers ender man hurtigt med en fornemmelse af at have spildt penge, når der er så mange andre serier der er langt bedre. GXP virker mest af alt som et forsøg på at score kassen med en god titel, klassisk stil og et skrabet budget.

    Genre: Komedie / science fiction
    Alder: 13+
    Studie: AIC
    Amerikansk licens: FUNImation

  • Wedding Peach

    Momoko, Yuri og Hinagiku er tre almindelige junior high school piger. De er gode veninder på trods af, at de er ret forskellige og altid konkurrerer indbyrdes. De er ligesom alle andre piger på deres skole vilde med kaptajnen på skolens fodboldhold, Yanagiba. Deres forsøg på at komme ham nærmere bliver dog ofte forpurret af holdets målmand, Yousuke, der forsøger at hjælpe kaptajnen, der også er hans gode ven. Det, at han driller de tre piger, viser at der garanteret vil blomstre et forhold op imellem ham og en af dem.

    Momoko bor alene med sin fader, idet hendes moder er død. En dag prøver hun sin moders brudekjole og drømmer om den dag, hun selv skal giftes. Hun glemmer dog at lægge en ring tilbage, noget der vil få stor betydning for hende.

    Samtidig er den onde Raindevilla fra en anden verden ved at sende tjenere til Jorden for at ødelægge kærligheden. Dette kan kærlighedsgudinden Afrodite selvfølgelig ikke have, og hun kontakter derfor Momoko gennem ringen og forvandler hende til Wedding Peach, krigerinde for kærligheden. Sammen med kærlighedsenglene er det nu hendes job at bekæmpe ondskaben og bevare kærligheden mellem menneskene.

    Wedding Peach er af mange blevet sammenlignet med Sailor Moon, hvilket da også er nærliggende, idet de er fra samme periode, er samme genre og udover det også har visse ligheder. Der er dog også en del forskelle, der gør, at man ikke bare kan afskrive den som en Sailor Moon klon, men at den er en hel serie inden for den fælles genre, Magical Girl

    Wedding Peach følger Sailor Moon i og med, at den ligesom sin forgænger er en sentai*-stil Magical Girl serie, idet der er flere kærlighedsengle udover Momoko.

    Pigerne udfylder de stereotyper, der er typiske for genren, men har alligevel deres egne særpræg. Momoko er den klassiske klodsede, naive heltinde, der elsker alle, men indimellem er usikker. Yuri er tomboyen, hun har en lidt drenget væremåde og er en smule hård over for de andre, men hun er stadig glad for dem, om end hun er lidt lukket og indimellem har svært ved at vise sine følelser. Hinagiku er den kloge, lidt stille og fine pige. Hun er dog ikke indelukket, som denne karaktertype ofte er, men tværtimod åben med sine følelser, selvom hun ikke er så højrøstet som Momoko.

    Disse forskelle gør, at dynamikken personerne imellem ikke altid er så forudsigelig, hvilket understøttes af, at vi får en rimelig uddybet baggrund for de tre piger. Dette giver dem meget mere personlighed, end hvad de skabelonskårne typer, setting og historieopbygning umiddelbart skulle få en til at forvente.

    Animationsmæssigt kan man godt se, at serien er fra midten af 90erne. Serien gør brug af farver, der umiddelbart ser ud til at skulle have været meget levende og stærke, men de virker afblegede og falmede, noget der er typisk for ting fra perioden.

    Man kan tydelige se, at det er en tv-serie og dermed ikke har haft det store budget, idet detaljegraden og den generelle animationskvalitet ikke er specielt fremragende, men det er rimeligt flydende, og umiddelbart tænker man ikke over manglerne.

    Alt i alt taget seriens alder og oprindelse (tv-serie) i betragtning er dens grafiske udtryk udmærket og ikke noget der trækker virkeligt ned.

    Historien er meget typisk for genren, og der er ikke rigtig nogen nyskabelse i den.

    Ondskab truer verden med sine rimeligt harmløse håndlangere, men en ung pige får magiske kræfter til at bekæmpe dem. Først er hun usikker, men undervejs får hun mere selvtillid, blandet ansporet af veninder og en mulig kæreste, og til sidst besejrer hun da også det onde.

    Så kort kan genren beskrives, og så klassisk er Wedding Peach også opbygget. Det er dog ikke så dårligt som det måske kan lyde, idet der er veninde problemer, tvivl om hvem personerne egentlig er forelskede i, og lignende nok til at holde interessen. Man skal dog kunne lide den slags historier eller i det mindste kunne holde til en historie, der er lettere forudsigelig, for ikke at være i stor fare for at opgive undervejs.

    Et element der straks vil falde i øjnene på folk er brudekjolerne. De er et element der vil tiltrække småpiger, men virker lettere komiske på alle andre. De virker lidt påklistret og unødvendige samt ulogiske, men hånden på hjertet, hovedparten af elementerne, der udgør genren, er i sig selv unødvendige og ulogiske, og Wedding Peach er meget tro mod den genre, den hører under.

    Wedding Peach er en udmærket serie, men den er meget bundet til sin genre. Den gør sig interessant med sin personer, men dette er ikke nok til at gøre den til en serie, alle vil kunne lide. Wedding Peach kan mest anbefales til folk, der kan lide genren, eller vil se, hvad den går ud på.

    * sentai, en gruppe helte, oftest med hver sin farve, bekæmper ondskaben. PowerRangers og den slags er eksempler på genren, der også er populær inden for live-action.

    Genre: Magical Girl
    Alder: Alle
    Studie: NAS, KSS
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Yukikaze

    Vi er i en nær fremtid, og for lidt over 30 år siden blev jorden angrebet af væsener der kom ud af en inter-dimensional portal på sydpolen. Men det lykkedes diverse militærenheder at slå dem tilbage og endda etablere en base på den anden side af portalen. Tilbage i nutiden har de fleste mennesker mere eller mindre glemt at der foregår en krig. Hvor der før i tiden blev sendt de bedste af de bedste til at deltage i krigen, så er det nu de mindst populære eller ligefrem kriminelle soldater der bliver sendt til den anden verden, kaldet ”Fairy”.

    I denne korte serie følger vi to piloter, der i teknisk avancerede fly kæmper imod en talmæssigt overlegen modstander, til trods for at den ene egentlig kun er der som observatør. Man ser både de ret imponerende kampe i luften og oplever mellem dem også den dystre og depressive stemning der er på deres base. Det bliver ikke bedre da der pludselig begynder at dukke kopier af deres egne fly op på himlen, som på mystisk vis forsvinder nå de bliver skudt ned.

    Yukikaze er lavet af Gonzo og de har gjort sig meget umage med det grafiske. Kampene i luften er lavet med meget smuk computeranimation og især flyene er der kælet for. Men også i den normale håndtegning er serien pæn og flydende. Desværre, som så ofte, så passer de to stile ikke så godt sammen, men det er til at overse. Især er der leget meget med dystre farver i de to episoder og det er meget med til at fremme det at krig ikke er noget at grine af, og man fornemmer ofte at det virker som en håbløs kamp, glemt af de folk som der bliver forsvaret.

    Serien kan dog være lidt svær at følge med i. Den er lavet så episode et bygger op og efterlader én lettere forvirret, for så at samle trådene i episode to. Det lykkedes til dels, men man får fornemmelsen af at der nok godt kunne have været presset en episode mere ind.

    Er man ude efter en kort serie med masser af flot action i luften og ikke har noget imod at der samtidigt foregår en handling på flere planer, så er Yukikaze et ret godt bud på god underholdning.

    Genre: Drama / action / sci-fi
    Alder: 15+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Bandai

  • Comic Party

    I Japan er det en udbredt hobby at tegne manga på amatør niveau (også kaldet doujinshi), og hvert år er der adskillige kongresser hvor de forskellige tegnere og grupper mødes. Comic Party handler om drengen Kazuki som lidt modvilligt bliver trukket ind i hobbyen af sine venner. Sammen med ham oplever man hvordan hele processen foregår, fra at tegne de første streger, til at stå i de store haller og sælge hæfterne til doujinshi fans.

    Comic Party giver nok ikke det mest realistiske syn på hvordan det foregår, men man får et grundlæggende indtryk, imens serien blander det med en god del humor og lidt romantik. Blandt andet ser man også andre af de ting som fans foretager sig, som besøg på en cosplay* restaurant og et kig ind bag kulisserne på konventioner.

    Selv om serien overdriver mange ting, så kan den anbefales til de vestlige fans, der aldrig selv har oplevet hvor meget japanere går op i deres hobbyer, for det meste af det der sker i serien er taget fra det virkelige liv i doujinshi samfundene i Japan. Der er små grupper der bruger måneder på at lave tegneserier, hvorefter de mødes til kongresser og sælger dem i mindre oplag, ofte med det håb at hvad de har lavet bliver populært.

    Serien har dog en handling som ikke kun drejer sig om at lave doujinshi, men der er for mange personer med hver deres særheder, og desværre er der ikke plads afsat til mere end lige den mest grundlæggende handling. Dette skyldes nok at serien er baseret på et spil, og man forsøger at få alle seriens personer med, og det gør at serien kommer til at virke lidt overfladisk og uden nogen egentlig handling der forbinder de fleste af personerne.

    Hverken på lydsiden eller med hensyn til der grafiske er Comic Party noget specielt. Især tegnestilen er så typisk anime artig som den kan være, hvor der ikke blive taget chancer med noget og man føler næsten at man har set alle personerne før.

    Kunne man godt tænke sig at lære lidt om fan miljøet i Japan, så er Comic Party en behagelig måde at stifte kendskab med det, så længe man ikke tager den alt for alvorlig. Leder man derimod efter ordentlig handling, drama, humor eller romantik, så kan serien dog være lidt af en tynd kop te.

    * Costume Play, en beskrivelse mest brugt om fans der klæder sig ud som personer fra film, serier, spil og så videre.

    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: KSS
    Amerikansk licens