AnimeGuiden

Måned: september 2004

  • Disgaea – Hour of Darkness

    Dæmon-prinsen Laharl vågner efter 2 års søvn til at hans far, lederen af Underverdenen, er død. Hans ”trofaste” vasal Etna er der dog for at hjælpe ham med at generobre dæmonernes respekt og konge-magten. Så sammen med Etna og en flok prinnier, udøde pingviner, begiver han sig ud for at gøre dette.

    Undervejs møder han mange farverige personer: den indbildske Vyers, den griske svine-dæmon Hog-Meister og engelen Flonne, der er på hemmelig mission, og flere til.

    Disgaea er et strategi-rollespil, en genre der ikke er udgivet specielt meget af i Europe men som er ret populær i Japan. Strategi-rollespil fokuserer på kamp-delen fra rollespils-genren, der er udvidet kraftigt i forhold til den klassiske ”Final Fantasy” stil med elementer fra rene strategi-spil. Således er der et kort, eller nærmere spilleplade idet den er tydeligt felt-opdelt, hvorpå man flytter sine karakterer / ”brikker” rundt. Hver person har så en rækkevidde med hvor langt de kan rykke, og det samme gælder angreb, de kan angribe et forskelligt antal felter fra hvor de står.

    Derudover er der skills og items, ligesom i almindelige rollespil, og dette er da ikke det eneste sammenligningspunkt, idet personerne for experience og stiger levels etc. Det er dog ikke kun personerne der har levels, men også items, der stiger i level ved at man går ”ind i dem” og vinder kampe. Disse ”item worlds” er tilfældigt genereret hver gang, hvilket gør det en smule mindre trivielt at ”level’e” op, idet karaktererne også får exp for kamp der så man slår to fluer med et smæk. Udover har items en grad af sjældenhed, så det at få de bedste items taget lang, lang tid.

    Alt i alt er der dog intet virkeligt nyt i systemet, tingene har lidt andre navne og opbygning, men det er som andre spil i genren. Dog er der endnu flere ting man kan øge levels på i Disgaea end normen er, selv for denne spiltype, så spillet vil være et paradis for stat-elskere (I er derude, indrøm det bare).

    Grafisk vil mange nok rynke på næsen, idet spillet er 2d og ikke har det mest detaljerede billeder, det ligner nærmest et PlayStation 1 spil. Men den simple 2d-grafik er alligevel utroligt charmerende, og den er alt i alt en af de vigtigste grunde til at spillet er blevet så stort et kult-hit.

    Karakterernes design er ret farverigt, sødt og nuttet, hvilket gør det, at de er dæmoner lidt komisk. Alle hovedpersonerne ligner børn, og deres opførsel passer indimellem dermed. I det hele taget afslører personernes udseende med det samme deres væremåde.

    Alle monstrene er også sjove at se på: fra de udøde pingviner, prinnierne, over cat-girls, nekomataer, til nuttede gargoyler og drager.

    Samlet giver dette spillet et meget sødt udseende, men det undgår de værste pastelfarver og bliver dermed ikke for meget.

    Lyden er acceptabel, men det er ikke noget man husker efter spillet stoppet. Musikken gør sit arbejde i baggrunden og ryger ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade andet indtryk end passende baggrundsstøj.

    Talen i den europæiske udgave er engelsk, men den er til at holde ud og passer nogenlunde til personerne. Etnas stemme er dog noget ældre end hendes udseende, og Flonnes stemme er overdrevet høj og pusse-nusset. Andre, som Laharl og Vyerl, er dog okay, og sammen med et rimeligt forsøg på skuespil gør det at de hjælper en med at leve med i historien.

    Historien er simpel og for det meste let at forudsige, men der er nogle twists undervejs, der gør den interessant og ikke bare noget der skal overstås. Sammen med de tiltalende personer gør dette at man sagtens kan blive draget med i spillet af den grund også.

    Alt i alt er Disgaea et glimrende spil og noget af det bedre som strategi rpg genren kan tilbyde. Det har da også som tidligere nævnt fået en pæn popularitet i visse kredse, bl.a. blandt anime-fans, og er helt klart anbefalelsesværdigt hvis man vil prøve noget der er en smule anderledes.

    Platform: PlayStation 2
    Genre: Strategi RPG
    Alder: Alle
    Lavet af: Nippon Ichi Software
    Udgivet i EU af: Koei

  • Love Hina manga (dansk)

    Love Hina manga (dansk)

    Keitaru er en ret elendig student og for at gøre tingene værre, så vil han optages på Japans fineste universitet, Tokyo University (Todai). Efter at han har fejlet to år i træk bliver hans familie dog træt af ham og smider ham på gaden. Fortvivlet besøger han sin bedstemor Hinas hotel, men efter at være rendt ind i adskillige af stedets beboere, så går det op for ham at stedet nu er et kollegium for piger.

    Han er lige ved at blive smidt på porten der da hans tante Haruko, som bor lige neden for hotellet, kommer forbi og fortæller at Keitaru går på Tokyo universitetet. Da Todai er målet for alle der vil have en god uddannelse, så bliver pigerne hurtigt enige om at have ham boende kan være en fordel, så Keitaru får lov til at blive der.

    Love Hina er en, for japanerne, ret typisk humor/romantik forviklingshistorie, rettet mod de lidt ældre. Det er dog første gang vi ser den slags på dansk, da den er helt anderledes end hvad der tidligere har været udgivet herhjemme indenfor manga. Den har ikke ret meget action som så og i opbygning ligner den mere en sæbe opera, da der egentlig ikke er nogen alt for gennemgående handling. Dog er Love Hina langt fra at være jordbundet. Pigerne på Hinata Inn er ikke normale og ting som flyvende skildpadder, hjemmebyggede mecha’er og et utal af underlige personer forekommer konstant.

    Selv om serien er tegnet i en ret typisk manga stil, så er Ken Akamatsus stadig noget for sig selv. Han har en ganske fin streg, med lidt af en amatørartigt stil. Men det er en stil man meget hurtigt vender sig til, fordi den er dejlig simpel og let at forstå. Hans mangaer er dog mest rettet mod drenge, selv om Love Hina har mange piger blandt sine fans.

    Dette skyldes nok, at meget modsat vestlig tradition, så er den mandlige helt lidt af et ynkeligt, men elskværdig skravl, imens han er omgivet af stærke og handlekraftige piger. Seriens heltinde, Naru er ligefrem et helt kraftcenter og står ikke tilbage fra at uddele øretæver når Keitaru regelmæssigt kommer til at se hende mere eller mindre afklædt.

    Netop nøgenheden i serien er nok også noget nyt der bliver introduceret til de danske bladhylder. Der er ikke nogen direkte nøgenhed i serien, men det er ofte ikke meget der dækker væsentlige dele. Så man kan nok sige at Love Hina er et godt eksempel på brug af meget fanservice, hvilket nok er grunden til at mange drenge læser serien, på trods af at den mangler mange elementer, der ellers er en del af typiske drenge mangaer.

    Den danske version af Love Hina ser efter første volume ret lovende ud. Kvaliteten af trykningen er langt bedre end de forrige serier, da den ikke ligner noget der er genoptrykt 2-3 gange tidligere. Den er trykt i den japanske læseretning, noget som Carlsen heldigvis har gjort til en vane. Modsat tidligere serier er de japanske ”lyd-ord” inkluderet, med danske oversættelser ved siden af, noget der også giver indtryk af at være tættere på originalen.

    Oversættelsen virker også ganske passende, med personernes individuelle træk bevaret, noget der nok er vigtigere i Love Hina end nogen andre manga’er der har været oversat til dansk, siden handlingen bygger meget på dette.

    Love Hina er værd at læse. Den er sjov, til tider alvorlig og selv om handlingen virker lidt vag, så betyder det at man rigtigt kan slappe af når man læser den. Selv syntes jeg at dette indtil videre er den bedste danske manga. Det er nok fordi jeg ikke er den store action fan og har savnet noget i netop denne stil. Men selv om man er hardcore DragonBall fan, så er Love Hina en let måde at få udvidet sin horisont på, og hvem ved, måske man kan lide den stil.

    Note: På nær første billede, det af coveret, er billederne ikke taget fra den danske udgave.

    Genre: Komedie, fanservice
    Manga af: Ken Akamatsu
    Udgives i Danmark af: Carlsen

  • Chihiro og Heksene

    Af og til har man brug for at flygte lidt. Ikke i den fysiske ”book-en-enkeltbillet-til-Nepal” forstand, men bare at smutte i seng med en god bog, smide en skive i dvd-afspilleren eller lignende. Det er vel i grunden derfor så mange af os holder af historier. Ikke som en virkelighedsflugt, men bare en virkelighedspause, hvor vi kan lægge tilværelsen fra os et øjeblik og pleje fantasien lidt. Det er velsagtens også det, der har givet anledning til så mange historier om parallelle verdener, rejser gennem tid, rum og det der er vildere. Chihiro og Heksene er netop én af den slags film.

    Mød Chihiro, en ti-årig pige, hvis forældre har besluttet sig for at flytte et godt stykke væk fra hvor de boede før, til hendes store misfornøjelse. Bedst som hun ligger på bagsædet og plejer sin surmulen med omhu, beslutter hendes far at skyde genvej til deres nye hus gennem skoven (og så skal det jo gå galt).

    Jeg skal ikke kede læseren med en lang genfortælling, men humlen af det hele er at de under mystiske omstændigheder havner i en anden verden, propfyldt med gespenster, talende frøer, hoppende hoveder uden kroppe og alt hvad man ellers kan forestille sig. Naturligvis havner Chihiros forældre i en slem knibe (de bliver forvandlet til grise) og det er nu hendes opgave at finde en måde at redde dem på, mens hun selv sørger for ikke at lave et stort postyr undervejs, hvilket selvfølgelig er umuligt.

    Chihiro og Heksene, som filmen hedder på dansk (hhv. Spirited Away og Sen To Chihiro no Kamikakushi på engelsk og japansk), er produceret af Studio Ghibli og er det nyeste skud på stammen fra animationstryllekunstneren Hayao Miyazaki og hans stab, der tidligere har stået bag mesterstykker som Princess Mononoke og My Neighbour Totoro, hvoraf Chihiro og Heksene dog er den eneste der har haft dansk biografpremiere.

    Chihiro er en forholdsvis typisk Miyazaki-film på en lang række punkter. Der er selvfølgelig tegnestilen, animationen og så videre, men først og fremmest er det en familiefilm. Jeg vil her anmode læseren om at holde op med at hvæse og komme tilbage til skærmen, da der for en gangs skyld er tale om en reel familiefilm og ikke bare endnu et kvalmende forsøg på at komme til forældrenes tegnebog gennem deres børn. Chihiro kan ses og nydes af mere eller mindre alle aldersgrupper, selv om det selvfølgelig vil være forskellige kriterier der bliver lagt vægt på.

    Teknisk er Chihiro og Heksene en fryd for øjet. Filmen er produceret i 2001 og det kan ses, ikke mindst i den høje slutkvalitet. Der er nogen brug af CG i filmen, men som oftest bliver den avancerede teknologi kun brugt til at lette andre ting i produktionsprocessen, da Ghibli stadig lægger stor vægt på håndtegnet, -animeret og –farvelagt materiale. Og for pokker da, hvor er det flot. Fabelagtige baggrunde, detaljerede figurer og lækker, glat animation. Sådan skal det være.

    Der er bestemt heller ikke slækket i lydafdelingen. Som det ofte er tilfældet med Ghibli-film er det Joe Hiashi der har komponeret musikken og han har gjort et ganske fint stykke arbejde. Nu er det selvfølgelig en smagssag, men jeg synes så afgjort at musikken passer godt ind i det miljø Chihiro befinder sig i. Den japanske stemmeføring ligger bestemt også i den højere ende af skalaen. Jeg kan desværre ikke udtale mig om den danske tale, idet min anmeldelse primært er baseret på den amerikanske DVD-udgivelse, men da det er Disney, som står for udgivelsen, er det næppe helt skidt.

    I det store og hele har vi her at gøre med et ganske fornøjeligt stykke animationsfilm, der er skabt af et hold af talentfulde mennesker som elsker at fortælle historier. Børnene vil more sig over sodfolket, krybe sammen i stolen når Yubaba farer i flint og heppe på Chihiro når hun flygter fra det ansigtsløse monster. Voksne vil måske i højere grad fortabe sig i de tekniske detaljer, det flotte sceneri eller den overordnede helhed hvormed historien bliver fortalt. En ting er under alle omstændigheder sikker: De vil ikke komme til at kede sig.

    Chihiro og Heksene er ikke en dyb, filosofisk historie. Den indeholder ikke svaret på livets gåder og du bliver næppe et nyt menneske af at se den. Det er til gengæld et sødt, flot fortalt eventyr, der giver dig et to timers pusterum fra virkeligheden, som du efterfølgende kan rejse dig fra og ærligt sige ”det var en god film”. Den er så afgjort et syn værd.

    Genre: Familiefilm
    Alder: 13+
    Studie    : Studio Ghibli
    Amerikansk licens: Buena Vista
    Udgivet i Danmark

  • Ghost in the Shell: Stand Alone Complex

    I den nære fremtid med cyborgs, kunstig intelligens og lignende hightech, findes der Sektion 9, som er en semi-hemmelig statsorganisation der tager sig af cyber relaterede kriminalitet. Det kan være alt fra en militær mecha der er gået amok, til at stoppe computer vira. Sektion 9’s mest dominerende agent er Kusanagi, som er næsten fuldstændig mekanisk, selv om det næsten ikke kan ses på hendes krop. Hun er hurtigere, stærkere og mere robust end noget menneske, samt i stand til at koble sig direkte til maskiner og Internettet.

    Hun samarbejder med resten af Sektion 9’s specialiserede agenter. Deres rækker rummer alt lige fra snipers til computereksperter. Til tider hjælpes hun også af sektionens lille gruppe af tachikomaer, relativt intelligente edderkop lignende mechaer på størrelse med små heste, men ret multi-funktionelle.

    Kusanagis hverdag er en blanding af aktiv kamp, observation og infiltrering. Nærmest en mellemting mellem en hemmelig agent og det amerikanske SWAT. Derfor skal hun og hendes team være forberedt på alt fra computernørder til intense kampe mod de nyeste hightech våben og maskiner.

    TV serien SAC er en ny version af Masamune Shirows nu klassiske manga, første gang animeret i 1995. Den nye serie er dog uafhængig af filmen og indeholder kun få elementer fra historien i den og den originale manga. Derimod handler serien om de mange individuelle opgaver som Sektion 9 tager sig af. Derfor er SAC meget episodisk, uden nogen opbyggende handling, men dog en svag tråd der forbinder visse episoder.

    Noget der er tydeligt i serien er at Shirow selv har været med til at lave den og fastlægge stilen. Hans sans for detaljer og ”logisk” brug af teknologi er meget tydelig. Til tider muligvis for meget, når der bliver brugt adskillige minutter på at forklare noget før handlingen fortsætter. Men det er lige så meget med til at opbygge en detaljeret verden, noget der er vigtigt for Shirows stil.

    Der er ingen tvivl om at SAC er smukt og dygtigt lavet. For en TV serie er der lagt meget vægt på detaljer, og selvom man kan se at der er brugt computeranimation til mange ting, så er det forholdsvis godt blandet ind i den håndtegnede stil. Actionscenerne er ligeledes flotte og ret flydende, ofte med megen hastighed og gode vinkler.

    Dertil kommer der at adskillige af seriens åbningssekvenser er helt computeranimerede. Selv om de ikke passer så godt med selve serien så er de dog ganske flotte.

    Så kommer vi til seriens lydside, som komponist geniet Yoko Kanno har stået for, og hun har igen lavet et soundtrack der er lige så attraktivt som serien selv, med gode sange leveret af kunstnere hun har brugt før, som Shantia Snyder der leverer en flot åbningssang på russisk, og Tim Jensen med Lithium Flower som afslutningen.

    Er man bare lidt Ghost in the Shell eller Masamune Shirow fan, så bør man kigge nærmere på SAC. Er man dog ingen af delene, men gerne vil se en action anime med mange og flotte detaljer, så kan serien nok være et bekendtskab værd. Den er ikke helt i action genren, da der ofte bliver brugt tid på forklaringer og opbygning af baggrunden, som muligvis vil kede de mest hardcore actiontilbedere, men det er en del af den stil der gør at SAC hæver sig over mainstream TV serier.

    Genre: Sci-fi / cyber-punk / action
    Alder: 15+
    Studie: Production I.G
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Kaleido Star

    Pigen Sora rejser fra Japan til Californien i USA for at få lov til det hun altid har drømt om, nemlig at optræde på scenen i det berømte Kaleido Star cirkus. Men det er ikke ligefrem noget normalt cirkus, men en blanding af akrobatik, ballet og skuespil og kun de bedste bliver accepteret.

    Efter lidt problemer i starten lykkedes det dog Sora at blive optaget som elev. Selv om hun allerede fra hun var helt lille har trænet atletik og trampolin spring, så er der stadig meget hun skal lære, men med hjælp fra nye venner, hårdt arbejde og original tænkning, så laver hun hurtige fremskridt.

    Kaleido Star kunne godt lyde som endnu en sports anime, men det bliver den egentlig aldrig. For selv om der bliver lagt vægt på Sora’s træning og de mange atletiske forestillinger, så handler serien mest om kærlighed til at optræde, frem for at vinde eller blive nummer et. Man får ofte det indtryk at hun egentlig ikke er så fantastisk god, men snarere så stædig og målrettet, at det lykkedes hende at lære det der skal til, ofte efter hård træning og en del fejl.

    Modsat sports serier, så er der heller ikke nogen egentlig rival. Sora får gode venner og meget hjælp, selv om hun ofte må lære ting på de mest besværlige måder. Selvfølgelig har Kaleido Star allerede en dygtig ledende primadonna, men hvor de fleste serier ville have valgt at gøre hende og Sora til rivaler, så bliver hun nærmest et idol for Sora.

    Det er med til at give serien en langt behageligere handling, hvor venskab og samarbejde for at lave en god forestilling betyder mere end den enkeltes ego, en god fortolkning af det man opfatter som cirkus livets sjæl.

    Og netop også de forestillinger er en vigtig del af serien. For Kaleido Star cirkuset laver ikke normale trampolin opvisninger. De fremviser eventyr, romantiske historier og dramaer, på samme måde som en ballet, men ved hjælp af trampoliner og akrobatik.

    Her ville andre serier nok kunne finde på at genbruge meget materiale, men i Kaleido Star er bliver forestillinger hele tiden fornyet og ændret, så man ikke sidder og ser på noget man har set næsten magen til i de forrige episoder.

    Dertil kommer man også følger meget med i Sora’s private liv, som egentlig er ret normalt, udover at hun lige prøver på at blive stjerne. Der er hånd træning, forestillingerne, arbejde der skal laves bag scenen: Så fritid er nogle få timer hist og her, som Sora og hendes venner ofte bruger på at træne privat til diverse specielle numre og øvelser. Dog blive der tid til lidt morskab og en del nærmere kig på personerne i serien.

    Den japanske lydside til serien er flot. God musik til åbning og afslutnings sekvenserne og dejlig baggrunds musik. Sora’s voice actor virker meget overbevisende og det er hun også nøde til, for hun har den rolle der bærer serien.

    Den grafiske stil i serien er lige så flot. Især er der lagt vægt på at lave forestillingerne så godt som et TV budget kan klare, og netop fordi mange af scenerne kræver meget animation er det imponerende hvor flydende det er lavet.

    Action siden i serien er næste ikke-eksisterende og der er ingen større dramaer, rumvæsener, kæmperobotter eller udslettelser af byer med. Kaleido Star er en hyggelig og ganske fængende serie om en pige der gerne vil optræde, fordi hun kan lide det og for at glæde folk. Serien er ikke banebrydende på nogen måde eller udpræget dybsindig, men derimod god at slappe af til, og til tider kan den give en den dejlige varme følelse der lige hiver en tåre frem i øjenkrogen.

    Genre: Sport / komedie / drama
    Alder: 7+
    Studie: Studio Gonzo
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Steel Angel Kurumi

    Vi befinder os i 20’ernes Japan, hvor den unge præstelærling Nakahito bliver udfordret af sine venner til at gå ind i et hus. Det skulle ifølge rygterne være hjemsøgt af en gal videnskabsmand og han horrible forsøg på unge piger. Mere eller mindre mod sin vilje bliver Nakahito nødt til at udforske husets kælder, hvor han falder over kroppen af en ung pige og ved et uheld kommer til at kysse hende.

    Kysset vækker hende, men hun er ikke nogen helt normal pige, men en kamprobot ved navn Kurumi, bygget til at forsvare menneskeheden.

    Kysset har gjort Kurumi mere end bare loyal over for hendes nye ”herre”, så derfor er hun og Nakahito uadskillelige fra det øjeblik, lidt af en blandet velsignelse for ham, da Kurumi er bygget med et ulovligt prototype af et hjerte, skabt af ustabile elementer der kan være en stor trussel hvis hun ikke ”modner” rigtigt. Men en attraktiv, mysteriøs og usædvanlig pige kommer sjældent alene og efterhånden slutter hendes to søstre sig til gruppen, i kamp mod militæret og en fjendtlig styrke af kvindelige androider.

    Steel Angel Kurumi er næsten så typisk for sin slags som den kan være. Den har tre piger, en lettere ynkelig helt og masser af fanservice. Pigerne kommer i hver deres version af tjenestepigeuniformer samt har forskellige proportioner, så der er lagt op til at tilfredsstille et stort udvalg af mandlige feticher. Kurumi og hendes søstre kæmper også i utallige kampe, ofte involverende ødelagt tøj og imellem kampene er der lidt famlende udvikling af forholdet mellem Kurumi og Nakahito.

    Serien er ikke dårlig, men bare ikke noget der adskiller sig fra utallige andre action serier med en dreng og adskillige piger. Den har sine gode øjeblikke og perioder hvor den bliver lidt triviel. Der er handling og udvikling i handlingen, men udover et par underlige drejninger i historien, så kører det bare i rundkreds indtil slutningen.

    Tegnestilen er lige så ordinær som serien, med lidt brug af tidlig computeranimation, især synlig i den ganske søde åbningssekvens. Grafisk er serien ret stabil, selvom man til tider godt kan se at der er sparet på detaljer. Derimod er animationen ganske flydende, noget der gør kampsekvenserne ganske pæne at se på.

    Har man lyst til en sød harems serie med en god del action og fanservice, så er Steel Angel Kurumi ganske god. Den kan ses uden at man skal tænke for meget og den har en behagelig slutning. Men serien er ikke noget man vil huske for længe bagefter, selv om Kurumi er ganske nuttet.

    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 15+
    Studie: M.O.E
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Nadia

    Jean er en ung knægt i Frankrig i slutningen af 1800-tallet, der elsker at opfinde ting. Under Verdensudstillingen 1889, hvor Eiffeltårnet også blev indviet, deltager han med en flyvemaskine. Der møder han pigen Nadia og bliver straks betaget af hende. Hun bliver dog forfulgt af nogle underlige folk, og Jean hjælper hende med at slippe væk.
    Nadia er ikke specielt glad for Jeans interesse i sig, og er mistroisk over for alle hans opfindelser, der da også ofte går i stykker. Hun accepterer dog modvilligt hans hjælp, idet det er den eneste måde, hun kan undgå at bliver fanget på.
    De styrter ned over havet i Jeans flyvemaskine, men kaptajn Nemo og ubåden Nautilus samler dem op, og de finder et tilflugtssted og venner der.
    Det viser sig at Nadia har en forbindelse til Nautilus, og at den og hendes forfølgere har noget at gøre med det forsvundne rige Atlantis. Men hvilken?

    Nadia var Studio Gainax første tv-serie, men det gør ikke at den er dårligere end deres senere serier.
    På trods af seriens alder er dens tekniske kvalitet ganske udmærket, den grafiske overflade er pæn og levende, og lydsiden formår at skabe en passende stemning.

    Baggrundene er varierede og formår at skabe et godt billede af at være vidt forskellige steder på kloden, og deres detaljerigdom er med til at øge troværdigheden i scenerne, og dermed give stemningen et nøk opad.
    Personernes design er pænt og tydeligt, en detalje er at man kan genkende en del træk fra dem i designs brugt i senere Gainax serier, især NGE.

    Musikken er tilpas pompøs til at man virkelig føler det er et eventyr man er ude på, det hele på nær opening og ending sangene er arrangementer i ”klassisk” stil. Igen en stil de bruger senere, om end med en lidt anderledes orkestrering. Det værende sagt er musikken dog ikke noget man husker, den er der og gør sit arbejde forbilledligt, men den er ikke noget banebrydende. Det er ikke musikken man husker Nadia for, men historien.

    Historien i Nadia er, som allerede understreget flere gange, et stort eventyr. Og som sådanne er, når de er bedst, er den meget medrivende. Den generelle spænding ved at følge Nadia og Jeans flugt og rejse gennem en mystisk verden, der ligner vores men er en smule anderledes, meget som i Jules Vernes bøger, som serien er bygget meget over, sammen med flere plotdrejninger undervejs, gør, at man let er fanget og er spændt på hvad det næste der sker er.

    Man gør serien en bjørnetjeneste ved at sammenligne den rent med NGE og bedømme den ud fra det, noget der er svært og som mange vil gøre, derfor jeg har nævnt det heri. Men som det også burde fremstå tydeligt er historien markant anderledes og har en helt anden stemning. Man bør se Nadia som en god eventyr-serie, på det område er det noget af det bedste anime kan tilbyde, ikke som NGE-light, for så bliver man skuffet.

    Alt i alt er Nadia en glimrende serie, og en af de bedste eventyrer-historier lavet efter min mening. Kraftigt anbefalet.

    Anden titel: The Secret of Blue Water
    Original titel: Fushigi na Umi no Nadia
    Genre: Eventyr / historisk / sci-fi
    Alder: Alle
    Studie: Studio Gainax
    Amerikansk licens : ADV Films

  • R.O.D The TV

    For nogle år siden blev den originale R.O.D OVA serie udgivet, og med dens spionstil blev den et ganske stort hit. Så der er derfor ikke så underligt at den bliver efterfulgt af en TV serie.

    Den foregår nogle år efter at sidste serie sluttede, og starter med at fokusere på forfatterinden Nenene og tre søstre som bliver hyret til at være hendes bodyguards.

    Disse tre piger er alle ”Paper Masters”, med evnen til at manipulere papir til at skabe bevægelige figurer, våben eller skjold der stopper selv kugler. De tre har i Kina startet et lille detektiv firma, men sammen med Nenene drager de til Japan og bliver her involveret i en større sag, hvor en organisation prøver at få kontrol over alt viden på kloden.

    Forventer man at se de samme personer, som var med i den originale serie, så skal man lige vente til senere, for den første halvdel af R.O.D The TV drejer sig mest om de tre søstre og bygger langsomt op til seriens egentlige handling. Derfor er den lidt episodisk og mere humoristisk end den først serie, noget der gør starten meget anderledes. Men den har derimod sin egen charme, da pigerne er en rigtig hjertevarm lille enhed, med hver deres bogfiksering og personlighed.

    Serien er en efterfølger til OVAen, så det anbefales at man har set den først. Dog har TV serien ikke den samme følelse som originalen. Der er lagt mere vægt på humor og varme følelser, for selv når der er nedture, så står de tre søstre sammen og støtter hinanden. Dog følger seriens action del ganske godt med. Der er mange kampe for de tre paper masters, inklusiv skurke med samme evner og en mystisk dreng der konstant kommer i vejen for dem.

    Grafikken i serien bærer præg af både at være en TV serie og så at den er tilpasset til en ny handling. Stilen er blødere og langt fra så flot som den første, noget man nok ikke kan lade være med at sammenligne med, selv om den stadig er ganske flot og flydende animeret. DVD versionen af R.O.D TV er re-animeret. Det vil sige at efter den blev færdig i TV, så har animations studiet brugt tid på at forbedre udvalgt scener. Bedømmelsen af seriens grafiske kvalitet kommer derfor an på denne re-animation, for den version der blev vist i Japansk var meget mærket af at en trykkende deadline i de senere episoder.

    Er man R.O.D fan, så bør man nok investere i serien og så prøve at se den uden at sammenligne den for meget med den første serie. TV versionen er meget anderledes i forhold til OVAen, men senere kommer der de personer med som var med i originalen og man finder ud af hvad der er sket siden den sluttede.

    Har man ikke set R.O.D endnu, så er originalen en dejlig spionagtig lille serie også anmeldt her) og også efterfølgeren er værd at se hvis man kan lide action, hemmelige organisationer og skumle planer for verdensherredømmet.

    Genre: Action / komedie
    Alder: 13+
    Studie: J.C.STAFF
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Saber Marionette R

    Saber Marionette RJunior er sønnen af den lokale konge. Derfor har han tre androider, i form af unge piger, til at beskytte og hjælpe ham. Desværre bliver kongen dræbt og riget overtaget af skurken Starface og Junior bliver nødt til at flygte i selskab med sine androider. Sammen med de tre piger overlever han diverse angreb, blandt andet fra Starface’s egne Kamp Marionetter og Junior begynder på at løse gåden om hvem den mystiske Starface er, for at få kongeriget tilbage.

    SMR er en kort OVA serie der blev lavet før mere kendte Saber Marionette J TV serien, dog er den ikke en forløber, men en helt anden historie. Marionetterne Lime, Cherry og Bloodberry er med i den, som Juniors androider, men med andre kroppe og personligheder. Det er dog stadig de samme der lægger stemme til de tre robotter, så de ”føles” som de samme der er med i TV versionen.

    Tegnestilen er meget anderledes og virker ret blandet. Junior og hans marionetter er nærmest barnlige, især Lime, der ikke ser ud til at være over 10 år i den her version. Derimod er de ”onde” marionetter ret voksent tegnet og involverer en del fanservice, noget der er med til at hive serien op over 10-12 års aldersgruppen.

    Har man set Saber Marionette J TV serien og kan lide den, så burde man købe Saber Marionette R for at få den set og føjet til samlingen. Men den er ikke noget større anime mesterværk, og med kun tre episoder, så virker den for kort og sammenpresset. Men om man har set TV serien eller ej, så kan Saber Marionette J OVAen sagtens ses, da de egentlig har ret lidt med hinanden at gøre, udover at være baseret på de samme androider som hovedpersoner.

    Original titel: ＳＭガールズ セイバーマリオネットＲ
    Fra: 1995
    Genrer: Komedie, science fiction
    Alder: 13+
    Instruktør: Koji Mazunari
    Amerikansk licens: Media Blasters

  • Wolf’s Rain

    En gang i fremtiden har katastrofer ændret klodens udseende og reduceret den menneskelige civilisation til små samfund der lever i fortidens byer. Mellem de normale byboere finder vi nogle særlige ulve, der skifter mellem menneske og ulve form efter behov og mellem dem er der en gammel legende om at de en dag skal blive ledt til paradiset.

    En enkelt enspænder ulv begynder langsomt at samle de få overlevende fra sin race omkring sig, og de drager af sted mod et mål de ikke kender, ledet af deres instinkter og en pige der er mere blomst end menneske. Men deres rejse er fyldt med farer. Både mennesker, dyr og ting der er glemt for længe siden udgør en fare for den lille gruppe, ikke mindst fordi der er andre med stor magt der er ude efter deres blomsterbarn.

    Wolf’s Rain er en spændende historie fortalt med nogle meget anderledes personer. Ofte er man i tvivl om de virkelig er ulve, mennesker, begge dele eller bare bliver opfattet sådan, for de skifter mellem deres to former som om der ikke er nogen forskel. Dog er man ikke i tvivl om at de bare søger efter et sted at komme hjem til, i en verden der ikke længere har plads til dem.

    Serien er meget action præget, men giver sig god tid til at fortælle sin historie og give karaktererne i serien selvstændige personligheder. Dertil kommer at man bliver vist rundt i en verden der er præget af at have set bedre tider. Gigantiske fly sejler hen over pre-industrielle byer, og enkelte har stadig bevaret fortidens teknologi, imens andre lever i næsten middelalderlige ruiner.

    Grafisk set er serien ikke noget gennembrud, men den er flot og der er gjort en del ud af både detaljer i landskabet og animationen af forgrunden, som er med til at gøre serien behagelig at følge med i. Dertil kommer en ganske flot lydside, hvor især musikken passer perfekt til seriens stemning, og den japanske dub hjælper meget med at fremhæve personerne.

    Wolf’s Rain er en god blanding af action og drama, hvor man hurtigt får en fornemmelse af at handlingen har et mål og serien tager ikke ret mange omveje for at komme derhen. Desværre opstod der problemer med at få den færdig da den først skulle vises i TV, så der kommer adskillige ”recap” episode i træk, som på DVD nok vil virke ret overflødige og kan virke ret irriterende. Men heldigvis har DVD den fordel at man ikke behøver at vente en uge på næste episode og bare kan skippe hen over disse opsamlinger.

    Wolf’s Rain kan anbefales til enhver der gerne vil have action der også tilbyder mulighed for at træne de små grå, og det er seriens styrke. Når man først har tilpasset sig de underlige ulve/menneske forvandlinger, så lægger man hurtigt mærke til hvor smidigt de er lavet for at passe ind med personernes ulve-agtige opførsel.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 15+
    Studie: Bones
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Detatoko Princess

    I det lille kongerige Sorcerland lever prinsessen Lapis en stille og rolig tilværelse. Ligesom alle i den kongelige familie, så har hun medfødte magiske kræfter. I hendes tilfælde er det evnen til at ophæve magi, en egentlig ret farlig ting i en magisk verden. Men Lapis er en god pige og hun elsker at hjælpe andre. Desværre tænker hun ikke altid lige over konsekvenserne af hvordan hun hjælper folk, så hun har en tendens til at være omgivet af uheld. Efter et sådanne, involverende en flyvende ø, der ikke længere flyver, beslutter dronningen at Lapis trænger til luftforandring. Men noget går galt og Lapis ender i den anden ende af kontinentet.

    Der skal mere til at slå hende ud, og hun er så heldig ikke at være alene, men sammen med adskillige venner, inklusiv hendes gamle læremester, en lille alf og så hendes bodyguard, der godt nok er en elendig kriger, men kompensere for det ved at være udødelig.

    Den lille gruppe begiver sig så hjemad, men mange farer venter forude. For ikke bare er troldkvinden Topaz ude efter at tilføje Lapis til sin samling at smukke piger, men de støder også på utallige uretfærdigheder. Som Lapis er så nødt til at ordne på sin egen mindre eftertænksomme måde.

    Detatoko Princess er ren humor og de fleste vandpytter er dybere end handlingen. Men serien gør opmærksom på det lige fra starten og man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om at den bare skal ses som en parodi på fantasy genren. Lige fra starten hvor Lapis introducere serien direkte til ”kameraet”, imens hendes læremester går rundt og prøver at se hvad hun taler til, er man klar over at det er humoren der er lagt vægt på.

    Så er man ude efter lidt humor i den lette ende, så er denne lille 3 episoders serie perfekt. Man ligger nok ikke flad af grin hele tiden, men Detatoko Princess er gennemført humoristisk og hvis man kunne lide andre fantasy serier med humor, så som Slayers, så kan man nok ikke gå helt galt med den her.

    Selve serien er ikke ligefrem en af de nyere. Jeg så den selv for første gang som fansub for 5 år siden, og fandt den ganske uimodståelig og åbnings musikken har siden også været en af mine favoritter. Nu er den så endelig ude på DVD, og har man lyst til lidt halv-plat humor hvor der absolut ikke er noget der skal tænkes over, så er Detatoko Princess en perfekt serie til en grå eftermiddag.

    Genre: Komedie
    Alder: 13+
    Amerikansk licens: ADV Films