Chihiro og Heksene

23. september 2004 0 Af Torsten Sigvertsen

Af og til har man brug for at flygte lidt. Ikke i den fysiske ”book-en-enkeltbillet-til-Nepal” forstand, men bare at smutte i seng med en god bog, smide en skive i dvd-afspilleren eller lignende. Det er vel i grunden derfor så mange af os holder af historier. Ikke som en virkelighedsflugt, men bare en virkelighedspause, hvor vi kan lægge tilværelsen fra os et øjeblik og pleje fantasien lidt. Det er velsagtens også det, der har givet anledning til så mange historier om parallelle verdener, rejser gennem tid, rum og det der er vildere. Chihiro og Heksene er netop én af den slags film.

Mød Chihiro, en ti-årig pige, hvis forældre har besluttet sig for at flytte et godt stykke væk fra hvor de boede før, til hendes store misfornøjelse. Bedst som hun ligger på bagsædet og plejer sin surmulen med omhu, beslutter hendes far at skyde genvej til deres nye hus gennem skoven (og så skal det jo gå galt).

Jeg skal ikke kede læseren med en lang genfortælling, men humlen af det hele er at de under mystiske omstændigheder havner i en anden verden, propfyldt med gespenster, talende frøer, hoppende hoveder uden kroppe og alt hvad man ellers kan forestille sig. Naturligvis havner Chihiros forældre i en slem knibe (de bliver forvandlet til grise) og det er nu hendes opgave at finde en måde at redde dem på, mens hun selv sørger for ikke at lave et stort postyr undervejs, hvilket selvfølgelig er umuligt.

Chihiro og Heksene, som filmen hedder på dansk (hhv. Spirited Away og Sen To Chihiro no Kamikakushi på engelsk og japansk), er produceret af Studio Ghibli og er det nyeste skud på stammen fra animationstryllekunstneren Hayao Miyazaki og hans stab, der tidligere har stået bag mesterstykker som Princess Mononoke og My Neighbour Totoro, hvoraf Chihiro og Heksene dog er den eneste der har haft dansk biografpremiere.

Chihiro er en forholdsvis typisk Miyazaki-film på en lang række punkter. Der er selvfølgelig tegnestilen, animationen og så videre, men først og fremmest er det en familiefilm. Jeg vil her anmode læseren om at holde op med at hvæse og komme tilbage til skærmen, da der for en gangs skyld er tale om en reel familiefilm og ikke bare endnu et kvalmende forsøg på at komme til forældrenes tegnebog gennem deres børn. Chihiro kan ses og nydes af mere eller mindre alle aldersgrupper, selv om det selvfølgelig vil være forskellige kriterier der bliver lagt vægt på.

Teknisk er Chihiro og Heksene en fryd for øjet. Filmen er produceret i 2001 og det kan ses, ikke mindst i den høje slutkvalitet. Der er nogen brug af CG i filmen, men som oftest bliver den avancerede teknologi kun brugt til at lette andre ting i produktionsprocessen, da Ghibli stadig lægger stor vægt på håndtegnet, -animeret og –farvelagt materiale. Og for pokker da, hvor er det flot. Fabelagtige baggrunde, detaljerede figurer og lækker, glat animation. Sådan skal det være.

Der er bestemt heller ikke slækket i lydafdelingen. Som det ofte er tilfældet med Ghibli-film er det Joe Hiashi der har komponeret musikken og han har gjort et ganske fint stykke arbejde. Nu er det selvfølgelig en smagssag, men jeg synes så afgjort at musikken passer godt ind i det miljø Chihiro befinder sig i. Den japanske stemmeføring ligger bestemt også i den højere ende af skalaen. Jeg kan desværre ikke udtale mig om den danske tale, idet min anmeldelse primært er baseret på den amerikanske DVD-udgivelse, men da det er Disney, som står for udgivelsen, er det næppe helt skidt.

I det store og hele har vi her at gøre med et ganske fornøjeligt stykke animationsfilm, der er skabt af et hold af talentfulde mennesker som elsker at fortælle historier. Børnene vil more sig over sodfolket, krybe sammen i stolen når Yubaba farer i flint og heppe på Chihiro når hun flygter fra det ansigtsløse monster. Voksne vil måske i højere grad fortabe sig i de tekniske detaljer, det flotte sceneri eller den overordnede helhed hvormed historien bliver fortalt. En ting er under alle omstændigheder sikker: De vil ikke komme til at kede sig.

Chihiro og Heksene er ikke en dyb, filosofisk historie. Den indeholder ikke svaret på livets gåder og du bliver næppe et nyt menneske af at se den. Det er til gengæld et sødt, flot fortalt eventyr, der giver dig et to timers pusterum fra virkeligheden, som du efterfølgende kan rejse dig fra og ærligt sige ”det var en god film”. Den er så afgjort et syn værd.

Genre: Familiefilm
Alder: 13+
Studie
: Studio Ghibli
Amerikansk licens: Buena Vista
Udgivet i Danmark