I den nære fremtid med cyborgs, kunstig intelligens og lignende hightech, findes der Sektion 9, som er en semi-hemmelig statsorganisation der tager sig af cyber relaterede kriminalitet. Det kan være alt fra en militær mecha der er gået amok, til at stoppe computer vira. Sektion 9’s mest dominerende agent er Kusanagi, som er næsten fuldstændig mekanisk, selv om det næsten ikke kan ses på hendes krop. Hun er hurtigere, stærkere og mere robust end noget menneske, samt i stand til at koble sig direkte til maskiner og Internettet.
Hun samarbejder med resten af Sektion 9’s specialiserede agenter. Deres rækker rummer alt lige fra snipers til computereksperter. Til tider hjælpes hun også af sektionens lille gruppe af tachikomaer, relativt intelligente edderkop lignende mechaer på størrelse med små heste, men ret multi-funktionelle.
Kusanagis hverdag er en blanding af aktiv kamp, observation og infiltrering. Nærmest en mellemting mellem en hemmelig agent og det amerikanske SWAT. Derfor skal hun og hendes team være forberedt på alt fra computernørder til intense kampe mod de nyeste hightech våben og maskiner.
TV serien SAC er en ny version af Masamune Shirows nu klassiske manga, første gang animeret i 1995. Den nye serie er dog uafhængig af filmen og indeholder kun få elementer fra historien i den og den originale manga. Derimod handler serien om de mange individuelle opgaver som Sektion 9 tager sig af. Derfor er SAC meget episodisk, uden nogen opbyggende handling, men dog en svag tråd der forbinder visse episoder.
Noget der er tydeligt i serien er at Shirow selv har været med til at lave den og fastlægge stilen. Hans sans for detaljer og ”logisk” brug af teknologi er meget tydelig. Til tider muligvis for meget, når der bliver brugt adskillige minutter på at forklare noget før handlingen fortsætter. Men det er lige så meget med til at opbygge en detaljeret verden, noget der er vigtigt for Shirows stil.
Der er ingen tvivl om at SAC er smukt og dygtigt lavet. For en TV serie er der lagt meget vægt på detaljer, og selvom man kan se at der er brugt computeranimation til mange ting, så er det forholdsvis godt blandet ind i den håndtegnede stil. Actionscenerne er ligeledes flotte og ret flydende, ofte med megen hastighed og gode vinkler.
Dertil kommer der at adskillige af seriens åbningssekvenser er helt computeranimerede. Selv om de ikke passer så godt med selve serien så er de dog ganske flotte.
Så kommer vi til seriens lydside, som komponist geniet Yoko Kanno har stået for, og hun har igen lavet et soundtrack der er lige så attraktivt som serien selv, med gode sange leveret af kunstnere hun har brugt før, som Shantia Snyder der leverer en flot åbningssang på russisk, og Tim Jensen med Lithium Flower som afslutningen.
Er man bare lidt Ghost in the Shell eller Masamune Shirow fan, så bør man kigge nærmere på SAC. Er man dog ingen af delene, men gerne vil se en action anime med mange og flotte detaljer, så kan serien nok være et bekendtskab værd. Den er ikke helt i action genren, da der ofte bliver brugt tid på forklaringer og opbygning af baggrunden, som muligvis vil kede de mest hardcore actiontilbedere, men det er en del af den stil der gør at SAC hæver sig over mainstream TV serier.
Genre: Sci-fi / cyber-punk / action
Alder: 15+
Studie: Production I.G
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
Kommentarer