Vi befinder os i 20’ernes Japan, hvor den unge præstelærling Nakahito bliver udfordret af sine venner til at gå ind i et hus. Det skulle ifølge rygterne være hjemsøgt af en gal videnskabsmand og han horrible forsøg på unge piger. Mere eller mindre mod sin vilje bliver Nakahito nødt til at udforske husets kælder, hvor han falder over kroppen af en ung pige og ved et uheld kommer til at kysse hende.
Kysset vækker hende, men hun er ikke nogen helt normal pige, men en kamprobot ved navn Kurumi, bygget til at forsvare menneskeheden.
Kysset har gjort Kurumi mere end bare loyal over for hendes nye ”herre”, så derfor er hun og Nakahito uadskillelige fra det øjeblik, lidt af en blandet velsignelse for ham, da Kurumi er bygget med et ulovligt prototype af et hjerte, skabt af ustabile elementer der kan være en stor trussel hvis hun ikke ”modner” rigtigt. Men en attraktiv, mysteriøs og usædvanlig pige kommer sjældent alene og efterhånden slutter hendes to søstre sig til gruppen, i kamp mod militæret og en fjendtlig styrke af kvindelige androider.
Steel Angel Kurumi er næsten så typisk for sin slags som den kan være. Den har tre piger, en lettere ynkelig helt og masser af fanservice. Pigerne kommer i hver deres version af tjenestepigeuniformer samt har forskellige proportioner, så der er lagt op til at tilfredsstille et stort udvalg af mandlige feticher. Kurumi og hendes søstre kæmper også i utallige kampe, ofte involverende ødelagt tøj og imellem kampene er der lidt famlende udvikling af forholdet mellem Kurumi og Nakahito.
Serien er ikke dårlig, men bare ikke noget der adskiller sig fra utallige andre action serier med en dreng og adskillige piger. Den har sine gode øjeblikke og perioder hvor den bliver lidt triviel. Der er handling og udvikling i handlingen, men udover et par underlige drejninger i historien, så kører det bare i rundkreds indtil slutningen.
Tegnestilen er lige så ordinær som serien, med lidt brug af tidlig computeranimation, især synlig i den ganske søde åbningssekvens. Grafisk er serien ret stabil, selvom man til tider godt kan se at der er sparet på detaljer. Derimod er animationen ganske flydende, noget der gør kampsekvenserne ganske pæne at se på.
Har man lyst til en sød harems serie med en god del action og fanservice, så er Steel Angel Kurumi ganske god. Den kan ses uden at man skal tænke for meget og den har en behagelig slutning. Men serien er ikke noget man vil huske for længe bagefter, selv om Kurumi er ganske nuttet.
Genre: Komedie / fanservice
Alder: 15+
Studie: M.O.E
Amerikansk licens: ADV Films
Kommentarer