AnimeGuiden

Måned: marts 2006

  • Samurai Champloo

    i befinder os i begyndelsen af Edo perioden. Det er en tid hvor vestlige påvirkninger begynder at blande sig med det traditionelle Japan, og den gamle kultur med samuraier og kriger-hære er ved at uddø.
    Pigen Fuu arbejder i en lille beværtning, men et slagsmål mellem to herreløse samuraier efterlader den i ruiner. Hun beslutter sig derfor for at drage ud på en vandring, og efter at have hjulpet de to vandaler fra beværtningen til at flygte, så når hun frem til at det er mest passende at de drager med hende.

    De to samuraier er den stilige Jin, med hans kølige væremåde, beherskede kampstil og stilfærdige personlighed, som er i stærk kontrast til Mugen.
    Han er direkte modsat, nemlig uopdragen, grov, og kæmper med en blanding af akrobatik og rå kraft.
    Det eneste der konstant forhindre dem i at nedslagte hinanden er Fuu og hendes mission med at finde en samurai der lugter af solsikker.

    Sammen begiver de sig på en vandring igennem et Japan der vrimler med korrupte magthavere, stridslystne sværdkæmpere, gale profeter og utallige andre farer, som den lille gruppe må overvinde.

    Samurai Champloo har et tvist der adskiller den fra alle andre samurai film og serier. For midt i hele det her historiske Japan her forfatterne valgt at tilføje en dosis hip-hop til mange episoder, med personer og handlinger der kunne komme fra 70ernes eller 80ernes mørke Harlem.
    Men underligt nok, så virker det her i serien. Om det så er popstjerner, graffiti gangs eller baseball kampe, så er det blended ind i serien med så stor perfektion at man til tider kan blive helt i tvivl om den slags muligvis ikke stammede fra det gamle Japan.
    Teamet der har lavet Samurai Champloo har før gjort sig bemærket med serien Cowboy Bebop, og ligesom den, så indeholder SC en solid blanding af spænende personer, et godt mix af kamp og handling, der udfolder sig i en meget kulturelt rig verden.
    Især samspillet mellem den mørke Jin og den kaotiske Mugen, med solstrålen Fuu i midten til at holde dem afbalanceret, virker fantastisk godt. Man støder også på mange andre interessante personer og karakterer, som man ofte føler at man gerne ville have set lidt mere af end man får lov til.

    Serien er forholdsvis episodisk, næsten helt frem til slutningen, men det gør ikke det store. For med sin blanding af pudsige bipersoner, intense kampe og de episoder hvor skaberne går helt amok med et moderne tema, så har man egentlig ikke tid til at kede sig.
    Det er også netop de underlige indfald der præger afsnittene, der er med til at man ikke bliver trætte af deres rejse igennem Japan.
    Man kan nok heller ikke lade være tænke over de mere bizarre ting der sker hist og her, som om Van Gogh var inspireret af japansk tegnestil, eller om USA virkelig spillede Baseball om rettighederne til handel i Japan.

    Men til trods for de humoristiske indslag, så er SC også en mørk serie. Hverken Jin eller Mugen er ”gode”, og især Mugen har meget lidt respekt for andre end sig selv. Men sammen med Fuu lærer de dog begge at kontrollere deres dræbermani, og det er ofte også Fuu der må lære at man ikke altid kan løse problemer med et smil og en hjælpende hånd.

    På grafik siden er SC også ret imponerende, om det så er de flotte og action fyldte kampe, ting i bylivet eller de japanske landskaber i baggrunden, så er der kælet for detaljer, ofte med den samme skævhed som kendetegner resten af serien.
    Kampsekvenserne er hurtige, med mange virkemidler. Meget ofte er omgivelserne brugt til at lave effekter, som i starten hvor Jin og Mugen kæmper i den brændende beværtning, eller senere hvor man ser klinger trække spor efter sig igennem regndråber.

    Hvem kan man egentlig anbefale at se Samurai Champloo? Næsten alle, vil jeg mene. Dens blanding af action, personer og humor sætter den langt udenfor den typiske samurai genre, selv om den har bevaret næsten alt hvad der gør dem gode. Den er ikke nær så seriøs, men netop en af seriens stærke sider er at man sjældent er i tvivl om hvornår den er alvorlig. Det gør den helt klart en oplevelse værd og samtidigt kan man tage et kig på hvordan store dele af Japan var for et par århundrede siden.
    Så længe man dog ikke tager det hele for historisk korrekt.

    Genrer: Action, historisk
    Alder: 15+
    Studie: Manglobe Inc.
    Instruktør: Shinichiro Watanabe
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment
    Dansk udgiver: Studio anime

  • Mezzo

    I en fremtid lige om hjørnet er teenage pigen Mikura, sammen med den nogenlunde jævnaldrende Harada og den ældre Kurokawa, en del af et team der løser diverse problemer.

    Det er for det meste opgaver der er tilpasset gruppens talent for ikke at stille for mange spørgsmål og få tingene gjort, selv om det begynder at brænde på. Især Mikura evner som action-helt er ret praktiske med de opgaver de får, imens de to mandfolk ofte virker mere som hendes support.
    Under deres første opgave redder Mikura pigen Asami, som derefter prøver at komme med i gruppen, især fordi hun beundrer Mikuras åbne og frembrusende personlighed, som er helt modsat hendes egen, ret sky, natur.

    Teamets opgaver er lige så varierede som de er underlige, og involverer både spøgelser og rumvæsener. Men lige meget hvad, så er deres fremgangs måde ofte den samme. Nemlig at undersøge problemet og når det så går galt, skyde sig frem til en løsning.

    Mezzo DSA er action så det brager, med ganske interessante personligheder og en del komiske indslag, der dog ikke går ud over de mere alvorlige sektioner af hver episode.
    Dog mangler serien lidt en gennemgående handling og i starten virker det meget som en masse enkelte afsnit der ikke har ret meget med hinanden at gøre, selv om man skulle tro at ting som at rende ind i et rumvæsen og spøgelser, ville sætte sit præg på deres tilværelsen.

    Men seriens fokus er også mere action end handling og der lægges ret stærk ud lige fra starten, hvor Mikura skyder, hopper og sparker sig igennem en flok af maskerede badguys, bliver blæst ud af et vindue, falder adskillige etager ned, men klarer at lande uskadt og redder endda en pige på vejen.
    Serien er dog ikke væg til væg action hele tiden, der kommer også indblik i p ersonerne og hvem de er, samt den fortløbende historie om den ukendte snigmorder der hver episode prøver at dræbe Mikura, dog med så lidt held at hun knapt nok lægger mærke til det.

    Animationen i Mezzo er ret flot, selv om Mikura, der bevæger sig rundt i sin dragt, nok har en tendens til at stjæle en stor del af opmærksomheden.
    Kvaliteten falder god lidt efter episode et, selv om store dele af serien er blevet gen-animeret efter at den blev vist på japansk TV. Hvilket nok var et smart træk, da den version led meget af at studiet havde en deadline.

    Noget der dog ikke behøvede at blive remastered var lydsiden, som er ret god. Især start sangen og den tilhørende åbningssekvens er absolut værd at se på, da den er ganske underholdende i sig selv.
    Ligeledes er stemmer og lydeffekter ret gode, med Kurokawas stemme, der nok er mere interessant end god.

    Hvis man mener at navnene og personerne i serien lyder bekendte, så er det ikke så underligt, for Mezzo DSA er baseret på den to episoders OVA der hedder Mezzo Forte og handlingen er taget derfra, dog uden noget af den pornografi som originalen har. Mezzo Forte er en mindre kendt serie af samme skaber som Kite, nemlig Yasuomi Umetsu og selv om han ikke direkte har været involveret i skabelsen af TV serien, så holder den sig til hans karakter designs og det er endda lykkedes at få mange af de detaljer med som præger hans mini-serier. Som at man et sted lige kan få øje på to mænd og en skolepige der går på fortovet, en scene fra Kite, set i et andet perspektiv.

    Så action, mere action, fanservice og glimt af humor er nøgleord for serien, og kan man lide dens slags og ikke forventer et stort og omfattende plot, så kan Mezzo DSA anbefales og er værd at se mere end en gang for at få det hele med.

    Original titel: Mezzo Danger Service Agency
    Genrer: Action, drama, sci-fi
    Alder: 15+
    Studie: ARMS
    Instruktør: Yasuomi Umetsu
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Hanaukyo Maid Team – La Verite

    Taro har arvet fra sin onkels “forretning”, men det er ikke bare en lille sjat penge, lidt gamle møbler eller forfalden butik ligesom normale folk. Næ, han har arvet et helt imperium, med et kæmpe palads, flere penge end han kan nå at bruge og ikke mindst, en hær at tjenestepiger der kun lever for at opfylde hans ønsker.

    For de fleste lyder det sikkert som paradis, men for Taro bliver det hurtigt for meget. Med så mange piger der bare vil opvarte ham, så bliver det hurtigt et problem, da han ikke bryder sig om at skuffe dem.
    Men heldigvis, i et kaos af piger, så er der Mariel, som er tjenestepigen over alle tjenestepiger og for Taro er den eneste oase i hans travle dag.

    Hanaukyo Maids Team – La Verite er en ny version af en serie der blev lavet for år tilbage og er baseret på samme manga som sin forgænger, men hvor den første løb af sporet, så holder den nye version sig langt tættere til originalen.

    La Verite er næsten udelukkende fanservice, med fokus på enhver der lider af et tjenestepige fetish. Men den når da at få nogle søde historier om de forskellige piger med ind i handlingen og hvor første omgang af serien egentlig aldrig rigtigt nåede forbi humoren, så har den nye version en langt dybere handling, der dog først går i gang i seriens sidste 3-4 episoder.

    Tegnestilen brugt i serien er ikke for detaljeret, men det passer godt til den, hvor der er lagt mere vægt på at der er lys og klare farver. Dog er der episoder hvor der er gjort umage med kvaliteten, især i til sidst, hvor der er leget meget med bevægelser og alternative måder at tegne belysning på.

    Serien skal ikke taget ret alvorlig, men skal ses som humor og handlingen er i den lette ende af skalaen, med vægt lagt på små solskins historier og forholdet mellem Taro og de forskellige piger.
    Men har man lyst til morskab hvor man ikke skal tænke for meget, så er Hanaukyo Maid Team – La Verite ret vellykket da den tilbyder en del gode grin uden at stille de store krav til hjerneaktivitet. Perfekt til at at slappe af med efter en stressende dag.

    Original titel: Hanaukuyo Maid Tai La Verite
    Genre: Komedie, fanservice
    Alder: 15+
    Studie: Doumo
    Instruktør: Takuya Nonaka
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Now and Then, Here and There

    Shu er en helt almindelig dreng med et helt normalt liv. Han går til kendo, men han er ikke specielt god til det.
    Efter at have tabt en kamp, går Shu igennem byen og kommer til en fabrik. På en af skorstene sidder en pige. Han kravler op for at snakke med hende. Dog er hun meget tavs og Shu får ikke meget andet ud af hende, end hendes navn, Lala-Ru.
    Pludselig er det som om tiden stopper og en kuppel af lys fremkommer og pludselig står Shu og Lala-Ru over for en dame, der hedder Abelia, og nogle mærkelige robotter, der ligner slanger.
    Efter at Abelia har sikret sig at Lala-Ru er blevet fanget fremkommer kuplen af lys igen. Shu, Lala-Ru og kidnapperne bliver transporteret til skibet Hellywood.
    Hellywood bliver regeret af den skruppelløse Kong Hamdo, som skal bruge de særlige kræfter Lala-Ru besidder samt det smykke hun skal bruge for at slippe sine kræfter løs.
    Shu prøver at flygte med Lala-Ru, men det bliver stoppet af skibets besætning, der skræmmende nok, består af både voksne og børn.
    Shu når kun og flygte et lille stykke tid inden også han bliver taget til fange og han ved slet ikke hvad han har rodet sig selv ud i…

    Now And Then, Here And There starter på en sådan måde at man ikke kan forudsige hvad der sker i resten af serien. Dreng-møder-pige-som-så-skal reddes. Typisk plot eller start ville en del nok sige, men efter første afsnit opdager man hurtigt at sådan er denne serie slet ikke. Now And Then, Here And There er langt mere det. I løbet af andet afsnit bliver langsomt, men sikkert trukket ind i det mørke og meget skræmmende univers.
    Kong Hamdo skyr ingen midler for at opnå det han vil have – Lala-Ru, smykket og dets kræfter – hvilket Lala-Ru og Shu kommer til at mærke meget til. Efterhånden som serien kommer fremad oplever man masser af ting som er meget dystre og som derfor kan virke foruroligende på nogen. Now And Then, Here And There er ikke noget man ser når man skal hygge sig med noget komisk, hvilket den her anime er alt andet end.
    Now And Then, Here And There er rigtig spændende og jeg hungrede hele tiden efter at se et afsnit mere. Det er meget svært at slippe den serie, navnlig fordi den er så spændende, men også pga. de temaer den berører f.eks. angående moral i krig og lign.

    Lyden i Now And There, Here And There er for det meste noget jeg synes meget godt om, navnlig på musikken – og kong Hamdo lyder meget grum, hvilket han skal være.
    Musikken passer rigtig godt til, dog er der, som altid, enkelte numre man ikke helt bryder sig om. Det japanske lydspor er af meget god kvalitet synes jeg selv og det gør personerne meget realistiske synes jeg.

    Animationen er for det meste god efter min mening. Dog vejer selve animationen ikke så højt op på min vægtskål, som det nok ville gøre hos andre, men jeg kan ikke klage i dette tilfælde. En god ting er at landskabene i serien varierer en del og derved sætter animatorerne på en prøve og det er også lykkedes meget godt.

    Original titel: Ima, Soko ni Iru Boku
    Genrer: Action, drama, scfi-fi
    Alder: 15+
    Studie: AIC
    Instruktør: Akitraro Daichi
    Amerikansk licens: ADV Films