Japansk DVD
Binchou-tan (tan = forvansket form af chan) er en lille pige, der bor alene langt ude i bjergene. Binchoutan er en type kul, og hun går da også rundt med et stykke kul bundet oven på hovedet.
Hun lever et simpelt liv, og på trods af at hun ingen forældre har og bor alene er hun tilfreds med livet.
Binchou-tan er en simpel serie, der ikke har nogen særlig handling, og som er utroligt sød, men uden at det kammer over i ren lyserød nuttethed. Binchou-tan er meget sød at se på, og er da også oprindeligt lavet som maskot for et firma, men det er ikke sådan at serien virker påklistret, kun lavet for at sælge merchandise, langt fra.
Der sker intet i afsnittet, man følger blot en dag i hendes simple liv, og den nærmest stillestående handling vil nok skræmme mange væk. Det har dog også en næsten meditativ karakter, og kan nærmest sammenlignes med Yokohama Shopping Log (Yokohama Kaidashi Kikou), der har en lille men trofast fanskare.
Billederne af naturen er utroligt flotte, og man kan godt forstå at Binchou-tan nyder at leve langt oppe i bjergene. Der er dog nogle steder, hvor den moderne 3d-animation viser sig fra en mindre pæn side, men alt i alt har afsnittet en tiltalende, men afdæmpet, grafisk side.
Alt i alt er Binchou-tan ikke noget jeg vil anbefale til alle, langt fra endda, men for dem der godt kan lide stille, afslappende historier er den et must.
Kommentarer