Så er der kommet en dato og et tema for næste års J-popcon: den 20 til 22 februar 2015, stadig i DGI byen i København.
Her er den officielle udmelding:
Den 20. til 22. februar 2015 afholdes J-Popcon igen i DGI-byen og København. J-Popcon 2015 hylder japansk popkultur til glæde for alle.
J-Popcons publikum rammes af historiens vingesus, når fortidens japan blandes med nutid og fremtidens Neo Tokyo, til én stor samlet weekend af spændende event-oplevelser. Temaet til J-Popcon 2015 er Edo-perioden og dækker japansk historie fra år 1603 til 1867.
Digitale katana sværd kløver spil-samuraier, mens piger i skinnende silke-kimonoer glimter om kap med imponerende cosplay kostumer, baseret på de bedste manga-tegneserier og de vildeste anime-serier.
Edo-perioden blandes simpelthen med alt det du kender fra J-Popcon i forvejen. Japanske spil, film, events, foredrag, internationale gæster, de bedste forhandlere, det største cosplayshow, konkurrencer, musik, karaoke, Maid Café, Artist Alley, kampsport og kendama – bare for at nævne noget af indholdet.
Fra nu af tilføjer vi løbende indhold til det omfattende event-program, så hold øje med nyheder og opdateringer her på websiden og J-Popcons officielle Facebook side.
Historien om J-Popcon 2015 begynder nu. Glæd dig!
Spøjst at de lægger den i februar nu hvor de ellers tidligere udtalte at slutningen af marts var bedre fordi der var varmere (og brugte det som arguement for at det var bedre end november, men februar er ofte koldere).
Jeg kan dog godt lide at de har temaer for connen (omend jeg ikke har hørt nogen tale om det for den sidste, så det kunne nok være mere gennemført), og et så komplekst historisk tema kan ret let drukne i moderne pop-kultur, men jeg er spænt på at se/høre hvordan det bliver.
Hvor mange af jer ved allerede at I tager afsted?
Kommentarer