Den 17. februar løb J-Popcon 2023 af stablen. J-Popcon er Danmarks største arrangement for fans af japansk populærkultur, og alt muligt andet rundt omkring det. Så hvad er det egentlig for en slags folk der bliver samlet hos J-Popcon?
Det mest oplagte kan være at sige det er fans af japansk anime og manga, det er jo det som hele arrangementet springer ud af. Når man ser på billeder derfra, så kan man ikke undgå at lægge mærke til hvor mange der trækker i cosplay-kostumer. Men man skal faktisk ikke se så meget længere for også at få øje på dem der elsker spil af alskens slags fra Japan, Kina og Korea, dem som er kæmpefans af idolgrupper fra Fjernøsten, dem som ønsker at fortælle alle og enhver om den traditionelle kultur fra landene i området, og hundredvis af andre interesser.
Selvom der først blev slået op for dørene fredag kl. 16, så var det muligt at komme til DGI Byen allerede fra tidligere på dagen og hente eller købe sin billet. Det ligger lige klods op ad Københavns Hovedbanegård, så det er enormt let at komme til med toget. Til gengæld kan det være ret dyrt at parkere, hvis man kommer i bil. Der var indrettet et stort køområde i foyeren, men jeg mindes ikke at jeg på noget tidspunkt så det blive fyldt ud, tjek-ind og billetsalg virker til at have fungeret meget glat i år. Desværre samlede køen sig til gengæld foran garderoben, hvor der næsten konstant var ventetid for at komme til.
Garderoben lå også i år i Øksnehallen, sammen med madboderne og den store scene. I forhold til at det er februar, koldt og blæsende, er det ikke altid det mest praktiske at måtte gå udenfor for at komme af med eller hente sin jakke, taske, med mere, men bortset fra den store storm fredag aften så slap vi i det mindste for regn og sne.
Madboderne i år kunne blandt andet tilbyde japansk karry, vegansk, eller med kød som tilvalg, taiwanske bao-brød med fyld, koreanske hotteok-pandekager og bibimbap, boble-te (boba) i et utal af kombinationer, og meget mere. Der var god plads til at finde et sted at sidde, og en behagelig atmosfære, selvom der ofte kunne være en del ventetid efter at have bestille sin mad, før den var klar. Ud over de muligheder er der naturligvis også masser af andre steder at finde mad i området omkring Hovedbanegården, og jeg så også flere gange nogen der sad med pizzabakker med mere.
Åbne områder
Det er efterhånden mange år siden J-Popcon flyttede fra Valby til DGI Byen, men det betyder ikke at der ikke er plads til fornyelser i hvordan pladsen bliver brugt. Der var i år meget mere fokus på Artist Alley, som nu ligger helt centralt, næsten lige efter indgangen, i den hal hvor Game Room tidligere har ligget. Artist Alley er stedet hvor tegnere, smykkeskabere, og andre hobby-kreative kan få et stadebord og sælge sine egne kreationer. Der var helt fyldt på alle pladser, og altid stuvende fuldt af besøgende, ude efter at opdage en ny kunstner, og finde nye ting at dekorere sine tasker, telefoner, og værelser med.
Game Room var til gengæld flyttet to etager op, til hvor der de seneste år har været brætspil, i et udmærket åbent område, med flere mindre lokaler omkring til mere specialiserede spil. Personligt var jeg særligt glad for at nogen dedikerede fans havde fået to originale, japanske arkademaskiner med for to af de særlige musikspil man kun finder i spilarkaderne, Sound Voltex og Jubeat. Selvom det var arkademaskiner der normalt ville kræve betaling per spil, var de begge sat op til at kunne spille gratis, og der var mange forbi for at prøve dem.
På første sal, samme niveau som adgangen til Artist Alley, var der igen i år placeret et stort manga-læsehjørne, samt karaokerum. Begge dele fremragende steder at tage hen hvis man vil trække sig lidt tilbage. I manga-læsehjørnet var der stillet både lænestole, lave borde, og almindelige borde og stole op, som blev godt udnyttet til ikke bare at læse i de mange bøger i reolerne ved siden af, men også bare slappe af med sin telefon, eller for eksempel spille kortspil med nye og gamle bekendtskaber.
Der var mulighed for at bestille et privat karaoke-rum, hvor man kan hygge sig i en mindre gruppe, selvom de hurtigt blev fuldt booket. Der var naturligvis også den åbne karaoke, hvor alle kan komme og gå, og få en sang på ventelisten hvis man også har lyst til at synge selv. Desværre var den åbne karaoke lukket om fredagen, da den svenske gruppe som drev den, ikke kunne krydse Øresund på grund af stormen Otto. Her blev der sunget fra klokken 12 middag om lørdagen til 2 om natten, og igen fra 12 søndag indtil con’en lukkede. Mooncat Karaoke, som værterne for det hedder, har ikke bare japanske sange fra anime, men også fra adskillige kendte film og musicals, japanske og koreanske idoler, Vocaloid-sange, og mere.
På tredje sal lå Maid Café, som jeg desværre ikke fandt tid til at besøge i år. De gange jeg var deroppe, så den dog ud til at være meget populær, og der var kø til at få et bord. Om aftenen tonede de konceptet lidt ned, og ændrede til mere normal café.
En anden mulighed for at koble ud og slappe af var i 18+ Lounge, ved siden af foyeren. Der kunne man blandt andet låne forskellige spil til at hygge sig med, få en drink, eller bare læse lidt manga der var for voksen-orienteret til at stå i det almindelige manga-bibliotek.
Når alt det er sagt, så er det ikke til at komme uden om at et arrangement af denne type også betyder at der er rigtig mange mennesker samlet. Der ganske vist er indrettet så man også kan komme rundt med kørestol og andre hjælpemidler, og toiletterne er mærket til alle køn, men der er stort set ikke noget sted hvor man ikke er omgivet af andre, og man kommer næsten uvægerligt til at støde ind i andre. Derfor har J-Popcon også et sikkerhedshold der lover at kunne komme hurtigt og hjælpe, hvis man kommer til skade eller bliver dårligt tilpas, uanset hvordan eller hvorfor.
Foredrag og events
Men der er naturligvis mere end bare åbne områder til et konvent, der er også foredrag, opvisninger, konkurrencer, og workshops. De blev holdt i flere forskellige lokaler og sale rundt omkring, både små og store. Jeg deltog desværre ikke selv til særlig mange af disse præsentationer og events, og kan derfor heller ikke fortælle så meget om dem, men emnerne var blandt andet: Tegning, tegneserier, og illustrationer, cosplay både som kostumefremstilling og optræden, spil både som spiller og som skaber, streaming og vtubing, baggrundsviden om industrien og oversættelser, og meget mere. Man kan stadig læse hele programmet på J-Popcons hjemmeside for at få en smag på hvad der skete. Selv syntes jeg at foredraget med den kendte oversætter Mette Holm var ganske spændende.
Dem som har været i DGI Byen før, kan måske huske nogen mørke trapper når man vil ned fra første sal for at komme til forhandlersalen, Forsamlingshuset, og Eventkælderen (salen der tidligere år husede Artist Alley) – disse trapper og gange er nu blevet malet hvide, og det føles meget mere behageligt at gå igennem. I år var der dog ikke adgang til forhandlersalen direkte ude fra, man var nødt til at gå igennem bygningen, hvilket ofte skabte lidt prop.
Forhandlersalen var placeret samme sted som de sidste mange gange, men som noget nyt var der i år lagt tæppe på gulvet. Det var behageligere at gå på, og hjalp også gevaldigt på lydbilledet i salen. Forhandlerne var i høj grad gamle kendinge. Naturligvis var der mange steder at købe anime og manga i fysisk form, og massevis af figurer, statuer og legetøj af ikke bare alle de populære anime og spil, men også fra meget mere niche serier og franchises. Der var også mulighed for at finde traditionelle japanske klæder, tøj og accessories fra forskellige subkulturer, asiatiske madvarer og snacks, retro-spil og -spillemaskiner, plastikmodeller, og meget andet.
Og så meget mere…
I området Community Corner mellem de store sale var der også flere foreninger, skoler og andet, der viste sig selv frem. Her kunne man blandt andet høre om redesign af dukker, japansk bueskydning, bonsai som hobby, mulighederne for at rejse til Japan i et år for at arbejde og lære, og meget andet.
Og til sidste, ja så var der naturligvis også de store shows på den store scene. Åbningsshowet om fredagen blev varmet op af gruppen Fusion, der gav et danseshow til et udvalg af K-Pop sange, og afslutningsshowet om søndagen blev indledt af en optræden af gruppen CODE9. Der var også cosplay-opvisninger alle tre dage: Fredag var der Cosplay Catwalk, hvor deltagerne viste deres kostumer frem. Lørdag blev afholdt Danish Cosplay Championship med kvalifikationer til internationale konkurrencer. Søndag blev afholdt J-Popcons Cosplay Show, med mange præmier for både skuespil og kostume-kreation, samt publikums favorit.
Alt i alt en storstilet weekend, med masser af muligheder for at dyrke sin hobby, opdage masser af andre interesser, og møde gamle og nye venner.
Kommentarer