Kyosuke Date starter serien med at blive dræbt, da hans mor borer en kniv igennem hans hjerne. Men i stedet for bare at dø, så gennemgår hans krop en forvandling og han bliver til et næsten uovervindeligt monster. Men hans moder dør selv, dræbt af en gruppe ukendte mænd. I hans monsterform er de dog ikke nogen udfordring for Kyosuke. Det er derimod deres leder, som Kyosuke får hjælp til at besejre, fra manden Richard Vincent og pigen Komugi.
Det efterlader Kyosuke dybt forvirret og pludselig involveret i en kamp mellem adskillige organisationer, den mest dominerende værende ”Hospitalet”, som åbenbart er roden til alle problemerne. Men Hospitalet er egentlig ude efter Kyosukes søster. Hun har levet i skjul, efter at have skabt adskillige kopier af sig selv, til at tiltrække hendes forfølgere.
Kyosuke begynder derfor også at opspore disse alternative versioner af hende, og bliver dybere og dybere involveret i en verden af genetiske monstre, hemmelige organisationer og rænkespil der skal skrælles igennem, lag for lag.
Soul Hunter kunne let være blevet endnu en monster serie, med supervæsener der banker løs på hinanden som højdepunktet i hver episode. Men hvor serien adskiller sig fra alt andet er i sin stil. På mange måder er alting lavet i abstrakt leg med farver og linier, der til tider gør serien til et dystert kunstværk, noget der passer fantastisk godt med stemningen og handlingen.
Kyosuke prøver at løse det mysterium der omgiver ham, men bliver hele tiden stoppet eller sløvet ned af at modstanderne er et skridt længere fremme, og hver eneste sejr afløses af et dybere lag af intriger og komplikationer. Det gør at serien konstant er i bevægelse og den giver mest mening når man kigger tilbage på handlingen, hvilket vil sige at det er en serier der ses bedst med tænke pauser ind imellem.
Men det er også en monsterserie, og der er nok kampe i den. Kyosuke er ofte oppe mod andre monstre og væsener der virker som noget fra et dårligt syretrip. Lige fra zombie sygepassere til genetisk modificerede monstre som ham selv. Selv om kampene er ekstreme, blodige og ret voldelige, så holder de seriens stil og passer ind i handlingen, snare end bare at blive brugt til at styre serien.
Så Soul Taker er actionfyldt og har en dyb handling, men det er stadig det grafiske der tager stikkene hjem. Om det så er kampene eller dramaet, så er serien tegnet og farvelagt så den til tider virker helt abstrakt og drømmeartig, med underlige vinkler. Farvelægningen er mere tilpasset stemningen end realisme, og scenerne har ofte en total mangel på respekt for billedopbygning.
Men man kan ikke have dyb anime uden passende personligheder og dem er der mange af i Soul Taker. Selv om serien har en hovedperson, så er det dog lige så meget bipersonerne man lægger mærke til, for de har alle en vigtig del af handlingen i sig. Lige fra hver fragment af søsteren, til seriens skurke bliver de alle uddybet. Man ser lige så meget hvad der motiverer dem og hver enkelt person står frem og bliver mere end bare et flygtigt møde. Især seriens komiske modpunkt, pigen Komugi-chan har en fremstående rolle. Hendes karakter har senere givet liv til et Soul Taker spin-off der er blevet mere populær end originalen.
Soul Taker er nok en af de mere oversete serier. Den er ikke ret kendt, selv om den på mange måder nok ville være noget for de folk der kan lide både Neon Genesis Evangelion og Serial Experiments Lain. Men nok netop de elementer gør nok at serien kan være tung kost, noget man ikke normalt forbinder med anime eller horror serier, så mange der leder efter dybere anime vil nok undgå den, imens den tiltrækker en del splatter anime fans, som har svært ved at forstå handlingen.
Skal jeg give et bud på en nyere anime der tilbyder action og noget at tænke over, så kan jeg anbefale Soul Taker. Selv er jeg ikke meget for monster/horror genren, men jeg er glad for at jeg gav den en chance, især fordi den er en serie der vinder på at blive set flere gange.
