Så er der kommet en dato for J-popcon og info om temaet for næste års største begivenhed i det danske anime miljø. Connen finder sted næste gang den 18-20 marts 2016 og vil have Pokémon tema.
Jeg synes det er fedt at de har fået et tema op at stå inden for en franchise som alle kender og elsker, men det kan også bekymre mig lidt om det kommer til at gå ud over mangfoldigheden. Det vil i hvert fald være lidt grotesk at se f.eks. Guts fra Berserk rende rundt blandt nuttede kræ.
Jeg håber dog at de får temaet lige så gennemført som de beskriver i deres tekst, for et af kritik-punkterne jeg har hørt fra en del om de sidste års arrangmenter var at det da var fint de skrev der var et tema, men man mærkede det ikke og det føltes halvhjertet.
Den officielle pressemeddelelse
-Popcon indtager DGI-byen i ægte Pokémon-stil d. 18-20. marts 2016!
Til næste år er det 20 års jubilæet for ”ポケットモンスター赤・緑Poketto Monsutā Aka Midori”, også kendt som Pokémon Rød og Grøn!De to spil udkom i Japan i 1996 og markerede starten på en af Japans største eksportsuccesser, der i dag tæller mere end 11 spillefilm, 12 TV-serie sæsoner, et stadigt voksende Trading Card Game, og over 25 videospil.
J-Popcon elsker Pokémon, og vi elsker det Pokémon har betydet for udbredelsen af japansk populærkultur i vesten, fra anime og manga til cosplay og spilkultur, så kom og vær med når vi fejrer jubilæet med manér!
Som altid kan du opleve alt det der gør J-Popcon til en fantastisk oplevelse: cosplay, paneler, internationale gæster, workshops, konkurrencer, musik, karaoke, spil og meget mere.
Men vi kan allerede nu løfte sløret for et par af de ting du kan opleve, når vi i år sætter fokus på nostalgien i Pokémon Generation I!
Kan du finde alle 151 Pokémon gemt rundt omkring på J-Popcon, som vil blive forvandlet til sit helt eget univers med højt græs og vandområder? Tør du besøge vores spøgelsesgrotte til ære for Lavender Town? Kan du slå alle 8 Gym Leaders og samle de eftertragtede emblemer? Har du altid gået med en lille Pokémon trainer i maven og drømt om at blive Pokémon champion i turneringen? Har du en lyst til at designe/tegne nye Pokémon i vores Artist Alley?
– så er det til J-Popcon 2016 at du kan få lov til at udleve din drøm!
Pokémon temaet til J-Popcon 2016 afholdes i samarbejde med Bergsala og Nintendo.
Kommentarer