Blog

Den japanske mafia

Yakuzaen er en fælles betegnelse for medlemmer af de traditionelle japanske forbrydersyndikater, de gamle højborge for organiseret kriminalitet derovre.

Kært barn har mange navne, mindre kære endnu flere, og det sidste passer i højeste grad på yakuzaen. En lige så udbredt, neutral betegnelse er gokudou, men medierne kalder dem bourokudan (voldelige grupper) efter ønske fra politiet. Selv ser de sig som ninkyou dantai, “ridderlige organisationer”.

Yakuzaen er berømt for at have meget strikse regler for medlemmerne og hvordan de må opføre sig, hvilket passer godt med at den også skulle være ekstremt grundigt og fast organiseret.

Til politiets store frustration fylder den meget i de japanske medier, der har en blanding af afsky over at de er kriminelle men også er smittet af organisationernes egne romantiske syn på tingenes tilstand. Det er dog ikke kun i Japan de opererer, deres indflydelse strækker sig langt ud over landets grænser, omend de selvfølgelig primært har asien som marked (og kæmper om dette med bl.a. den kinesiske og koreanske mafia).

I 2009 skønnes der at der var 80.900 deciderede medlemmer af yakuzaen, hvilket gør den til en ret stor organisation i det japanske samfund på linje med de største firmaer og svarer til omkring 1/3 af den samlede politistyrke i landet – og det er kun én gren af organiseret kriminalitet.

Yakuzaens rødder

Det er svært at sætte en enkelt oprindelse på yakuzaen som helhed, men begrebet stammer fra to organisationer der opstod i midt-Edo perioden (1603-1868) – tekiya, dem der solgte ulovlige, stjålne eller dårlige varer og bakuto, dem der havde med gambling at gøre.

Tekiya (kræmmere) var en af de laveste sociale klasser i Edo, men de begyndte at lave deres egne organisationer og overtog efterhånden visse administrative opgaver omkring handel som at fordele handelspladser og beskytte de handlende.
Under shinto festivaler åbnede kræmmerne boder og hyrede medlemmer fra organisationen til at beskytte deres stande, leje for standpladserne og løn til vagterne gik så til gruppen.
Edo styret anerkendte eventuelt disse organisationer og gav lederne (oyabun) familienavne og ret til at bære et kort sværd, wakizashi. Dette var en meget høj anderkendelse, da det ellers kun var royale eller samuraier der bar sværd (og disse var da også stadig de eneste der måtte bære lange sværd, katana).

Bakuto havde en meget lavere status end de handlende da gambling var ulovligt, men da der samtidig er rigtigt mange penge deri florerede det der mange små gambling steder i forladte templer og helligdomme i byernes udkanter.
Hvad der bidrag til det blakkede ryd var at de fleste af folkene bag disse steder også var lånehajer, folk kunne straks låne penge til at betale deres spillegæld. For at beskytte sig selv havde disse bakuto for det meste også deres eget sikkerhedspersonale.
Både stederne og de bakuto der drev dem blev anset med foragt, det negative billede af yakuzaen stammer herfra og den har aldrig kunnet slippe hverken gambling eller dette ry. Navnet yakuza kommer da også herfra, idet ya-ku-za (8-9-3) er en tabende hånd i Oicho-Kabu, en form for blackjack der var populær på datidens spillesteder.

På grund af den økonomiske situation og dominansen af medlemmer fra klassen af handlende blev de voksende yakuza grupper befolket af afvigere og kriminelle, der skabte deres egne yakuza grupper for at afpresse handlende på lokale markeder ved at sælge falske eller dårlige varer.

Yakuzaens rødder kan stadig ses i dagens indvielsesceremonier, der stadig bruger tekiya eller bakuto ritualer. Den moderne yakuza har godt nok spredt sig, men nogle grupper identificerer sig stadig med en af de to oprindelige grupper, og en moderne gruppe hvis primært indtægtskilde er illegal gambling kan f.eks. stadig finde på at kalde sig selv for bakuto.

Yakuzaens organisering

Da yakuzaen opstod overtog de den traditionelle japansk hiearkiske struktur oyabun-kobun, hvor kobun (plejebarn) sværger troskab mod oyabun (plejeforælder). Yakuza grupper ledes således af en oyabun eller kumichou (familens hovede) der giver ordre til sine underordnede, kobun.

Medlemmer af yakuza-grupper afbryder kontakten til deres familie og flytter deres loyalitet til gruppens leder. De omtaler sig selv om familie medlemmer, fædre og ældre og yngre brødre. Der er nemlig næsten kun mænd i yakuzaen, og de få kvinder der er medlemmer kaldes “nee-san” (ældre søster)

Oyabun-kobun forholdet formaliseres ved en ceremoniel deling af sake fra en enkelt kop. Dette ritual er ikke kun brugt i yakuzaen, det bruges også ofte i traditionelle japanske shinto bryllupper. Hvert medlems forbindelser har således rang efter sakazuki (sake deling).

Dem der har fået sake af oyabun er del af den nære familie og regnes i begreberne ældre og yngre brødre
Hver kobun kan tilbyde sakazuki som oyabun til hans underordnede for at forma en tilknyttet organisation, der igen kan danne lavere organisation. Således har Yamaguchi-gumi, der kontrollerer 2500 firmaer og 500 yakuza grupper, 5 under organisationer

Syndikaterne har en overordnet leder, kumicho, og direkte under ham er saiko komon (senior rådgivere) og so-honbucho (hovedkvarters chef), der hver har deres egne områder og under-ledere
De næste i kommando-rækken er wakagashira, der leder flere bander i et område med hjælp af en fuku-honbucho, der selv er ansvarlig for flere bander
De regionale bander ledes af deres lokale boss, shateigashira.

Yakuzaens baggrund

Yakuza medlemmer kommer fra alle samfundslag og baggrunde. De mest romantiske historier handler om hvordan yakuzaen accepterer sønner der er forladt eller frastødt af deres forældre.

Mange medlemmer begynder i junior high school eller high school som almindelige bøller eller bandemedlemmer.

Måske på grund af dens socio-økonomiske status tiltrækker yakuzen en del medlemmer af burakumin og etnisk koreansk baggrund.

Igennem tiden kom kodekset for jingi (仁義, retfærdighed og pligt) til de traditionelle familie-regler, hvor loyalitet og respekt er en del af livet

Under Anden Verdenskrig led de mere traditionelle tekiya/bakuto organisationer, idet hele samfundet samledes for at styrke krigsindsatsen og samfundet blev strikst styret af millitæret. Efter krigen tilpassede yakuzaen sig dog igen.

Yakuzaens ritualer

Yubitsume, skæring af ens finger, er en slags bod eller undskyldning for en forkert eller mislykket handling. Efter første overtrædelse skærer overtræderen spidsen af sin lillefinger og giver den afskårne del til sin boss. Nogle gange kan en underboss gøre dette i bod til oyabun hvis han vil spare et medlem af sin bande for yderligere gengældelse

Det har rødder i den traditionelle måde at holde et japansk sværd på, hvor de tre nederste fingre holder fast og tommel og pegefinger støtter. At fjerne led begyndende med lillefingeren gående op ad hånden til pegefingeren gør progressivt ens sværd-greb dårligere. Ideen er at en person med dårligt sværd-greb er nødt til at være mere afhængig af gruppen til beskyttelse, hvilket giver færre individuelle handlinger.
I de senere år der der blevet udviklet kunstige fingerspidser for at skjule dette markante kendetegn

Et andet “ritual” og kendetegn ved yakuzaen er tatoveringer. Mange yakuza medlemmer har nemlig tatoveringer over hele kroppen. Disse tatoveringer, irezumi, bliver stadig ofte “hånd-prikket”, hvor blækket sættes ind under huden med ikke elektriske, håndlavede og hånd-holdte værktøjer med nåle af spidset bambus eller stål. På den måde får de både personen til at se barsk og hård ud, idet der for det meste vælges meget mandige symboler på styrke, og er i sig selv et bevis på mod, udholdenhed og øknomisk rigdom, da det er både dyrt og smertefuldt og kan tage år at gøre færdig.
Når yakuza medlemmer spiller oicho-kabu kort tager de ofte deres skjorter af eller åbner dem så de kan fremvise deres tatoveringer. Dette tillader dem at fremvise deres tatoveringer, der ellers skjult offentligt af lange ærmer og høje kraver.

Denne fokus på tatoveringer har gjort at kunsten i Japan nærmest er synonymt med kriminalitet, og således har flere byer forbud mod offentligt at fremvise tatoveringer på f.eks. strande og i Osaka kan man ikke få et job hos byen hvis man har en tatovering

Hvad laver yakuzaen

Gambling er alment forbudt i Japan, omend heste- og motor-væddeløb er tilladt ligesom pachinko er også undtaget. Folk er dog stadig interesserede i hurtige måder at blive rig på, uanset om det er ulovligt, så yakuzaen driver kasinoer og støtter mange mahjong spille steder, der under bordet tillader folk at satse penge. Det er også ulovligt at gamble på internettet derovre, men sådanne services rettet primært mod japanere drives også af mere lyssky firmaer, der finansieres af indenlandske investeringsselskaber med rødder i bakuto yakuza-grupperne.

Japanerne har både et mere åben og meget lukket og anstrengt forhold til sex, de ved det er der og sælger men det er ikke noget man taler om og dyrker offentligt (derfor det er en ret stor fetish derovre også). Det at der er penge i det i det skjulte gør at yakuzaen sidder tungt på de fleste aspekter af pornoindustrien derovre.

Love hotels er et af de milde eksempler på japanernes underlige – men samtidig meget praktiske forhold til sex. Værelser, oftest med et specielt tema, som man lejer på timebasis for at kunne være sammen med en anden uden at det er i en ekstremt lille lejlighed eller familiens hus med de tynde vægge. Det giver sig selv at branchen ikke er socialt anset, og det er selvfølgelig ikke gratis at indrette og drive disse tema-hoteller, og penge til at investere i mindre populære brancher der giver stort afkast.

Soaplands er steder hvor kvinder går i bad med mænd men ikke mere (officielt). Prostitution foregår nemlig officielt ikke i Japan, men politiet finder jævnligt bordeller eller lignende der oftest skjuler sig under mere acceptable navne, omend alle reelt ved hvad soaplands er. Disse tolereres dog (af politiet) så længe de betaler penge for “helbreds kontroller”
Hvem der skaffer pengene til at drive disse står hen i det uvisse – udover at de personer også betaler politiet…

De penge yakuzaen tjener på illegale måder blandes med ærligt tjente penge gennem lovlige firmaer og styrker deres indflydelse som firma-sammenslutninger. På den måde er yakuzaen en reel konkurrent og del af zaibatsu kulturen omkring kæmpe-firmaer der betaler og støtter deres ansatte i et væld af forskellige erhvervsområder og køber og ejer hele bydele.
Yakuza syndikater

Selvom antal medlemmer af yakuzaen faldt efter en anti-bande lov primært rettet mod yakuzaen i 1992 regner man med at der er mere end 103.000 aktive yakuza medlemmer i dag. Selvom der er mange forskellige yakuza grupper former de muligvis den største organiserede gruppe kriminelle i verden.

Yamaguchi-gumi

Yamaguchi-gumi familien/klanen blev grundlagt i 1915 og har den dag i dag hovedkvarter i Kobe. Det er den største yakuza-familie med skønnet 50% af alle yakuza-medlemmer tilknyttet på en eller anden måde. Der er således mere end 55.000 medlemmer fordelt på 850 klaner.På trods af politiets ihærdige indsats i mere end et årti fortsætter de med at vokse, hvilket til dels kan tilskrives den nuværende Oyabun er Shinobu Tsukasa, også kendt som Kenichi Shinoda. Han kører nemlig en ekspansions-politik og er således begyndt at operere i Tokyo, hvilket de ikke tidligere gjorde. Familien har også operationer i Asien og USA, og i store dele er asien er Yamaguchi-gumi nærmest blevet synonymt med organiseret kriminalitet.

Sumiyoshi-kai
Sumiyoshi-kai er den næst største familie med 20.000 medlemmer fordelt på 277 klaner. De kaldes for en konføderation af mindre familier, da den overordnede struktur er mere løs, og selvom Shigeo Nishiguchi er oyabun er ledelsen fordelt på flere personer.

Imagawa-kai
Imagawa-kai er nummer tre med 15.000 medlemmer fordelt på 313 klaner. Familien hører til i Tokyo-Yokohama området og er således “under angreb” af yamaguchi-gumi. Dette er dog ikke ødelæggende for dem, da de er en af de første yakuza familier der udvidede uden for Japans grænser. Deres oyabun hedder Yoshio Tsunoda.

Yakuzaens fremtid

Trods politiet ihærdige indsats eksisterer yakuzaen i bedste velgående i dag, og givet japans økonomiske stagnation og nedtur i mange brancher er det let at forestille sig, at der ikke er mangel på ny familie-medlemmer.