Blog

Dette er en danske oversættelse/genfortælling af et japansk folkeeventyr, jeg håber at I vil nyde denne traditionelle japanske historie.

Der var engang en fattig bambus skærer der en skønne dag skar bambus på en mark da han så et vidunderligt lys. Da han bøjede sig ned for at se nærmere på lyset så han et smukt væsen i hjertet at bambus røret, en pige der kun var 10 cm høj. Bambus skæreren samlede den lille pige op og bar hende hjem til hans kone og sammen tog de sig af hende. Som dagene gik fandt bambus skærerern guld hver gang han vendte tilbage til sin mark for at arbejde og snart var han en rig mand.

Efter kun tre måneder var den lille pige vokset fra sin lille størrelse til en fuldvoksen kvinde, den smukkeste kvinde i hele landet og bambus skæreren besluttede at navngive sin datter ved at holde en stor fest og navngav hende prinsesse Kaguya.

Som nyheden om Kaguyas skønhed spredte sig gennem hele landet kom flere og flere bejlere til bambus skærerens hus for at vinde hendes hjerte. Efter nogen tid var alle på nær fem bejlere taget hjem og disse fem, af ædelt ophav, spurgte bambus skæreren om at give en af dem datterens hånd. Hertil svarede bambus skæreren at da prinsesse Kaguya ikke var hans rigtige datter var hun ikke forpligtet til at føje sig efter hans ønsker.

Selv efter de fem mænd var taget hjem blev de ved med at spørge bambus skæreren om datterens hånd. Dette blev bambus skæreren hurtigt træt af og han gik til sin datter og sagde at det kun ville være sømmeligt for hende at gifte sig med en af de ædle mænd. Hertil svarede datteren at hun ikke var så smuk, at hun turde gifte sig med et utestet hjerte. Så det blev besluttet at kalde de fem ædelsmænd tilbage og give dem hver en meget svær opgave med det løfte, at hvem end der løste sin opgave ville blive gift med prinsesse Kaguya.

Den første ædelsmand, prins Ishizukuri, blev bedt om at rejse til Indien og derfra medbringe den tiggeskål som Buddha havde brugt. Den anden ædelsmand, prins Kuramochi, skulle rejse til bjerget Horai hvor der stod et træ med røder af sølv, en stamme af guld og der bar frugter af ren hvid jade. Fra dette træ skulle han bringe en gren tilbage til Kaguya. Den tredje ædelsmand, Sadaijin Dainagon, skulle fremstille en jakke lavet af pelsen fra den brandsikre rotte. Den fjerde ædelsmand, Chiunagon, blev bedt om at komme tilbage med en regnbuefarvet juvel der var gemt i en drages hoved. Den femte og sidste af de ædelige mænd, Herren Iso, blev bedt om at finde en muslingeskal som kun svaler kan bære over havet. Så rejste ædelsmændende ud i verden og i løbet af syv år forsøgte alle enten at snyde eller stjæle eller blot opgav at fuldføre deres opgave og Kaguya afviste dem alle.

Snart nåede rygterne om Kaguyas skønhed også mikadoen der sendte en hofdame for at møde hende og aflægge rapport om Kaguya til ham men prinsesse Kaguya nægtede at mødes med hofdamen. Mikadoen sendte derfor bud efter bambus skæreren og hans datter med et løfte om en ædelig titel til bambus skæreren. Bambus skæreren talte derpå med sin datter, der fortalte ham, at hvis hun blev tvunget at gå ind i mikadoens hus ville hun dø således at prisen for ædelstitlen ville være datterens liv.

Bambus skæreren, der ikke ønskede sin datter død, rejste derfor alene til mikadoens palace og fortalte dér om datterns beslutning. Dette vækker for alvor mikadoens interesse i Prinsesse Kaguya og han lod en kongelig jagt arrangere i nærheden af bambus skærerens hjem, således at han kunne tage på besøg hos bambus skærerens familie.

Da mikadoen trådte ind i bambus skærerens hus så han et vidunderligt lys stråle fra Kaguya men i det øjeblik han så hendes ansigt forsvandt hun. Det gik op for mikadoen at Kaguya ikke var en dødelig og han bad hende ydmygt om at komme tilbage og hun føjede sig.

Mikadoen erklærede så straks sin kærlighed til Kaguya, men hun fortalte så at hun ikke kunne forlade bambus skærerens hus og mikadoen måtte forlade huset med meget bedrøvet sind.

I den syvne måned i det tredje år efter det kongelige besøg så Kaguya op på månen med et bedrøvet og smertefuldt blik og fortale så faderen at synet af månen lod hende reflektere over verdens tungsind. Den følgende måned fortalte prinsesse Kaguya til en af hendes damer at hun ikke var en dødelig men at hun var født i et palas i månekongedømmet og at hun snart måtte vende tilbage dertil. Da bambus skæreren fandt ud af at datteren snart skulle forlade han blev han meget ked af det og sendte bud om dette til mikadoen der strakt sendte et helt kompani mænd for at forhindre hendes afrejse.

Ved den næste fuldmåne steg en stor sky ned fra månen og på den sky red en stor hær af månefolk i smukke vogne. Mikadoens soldater forsøgte af al kraft at forhindre månefolkene at lande men hver og en pil ramte forbi og snart beordrede månefolkets leder bambus skæreren til at han skulle hente prinsesse Kaguya. Ordrens kraft åbnede alle låste døre og prinsesse Kaguya trådte frem for dem.

Månefolkets leder fortalte da Kaguya at det var tid til at tage af sted og Kaguya føjede sig men gav bambus skæreren en skriftrulle hvori der stod at hun var ked af at have forvoldt ham smerte og at hvis hun havde været et menneske ville hun aldrig have forvoldt ham denne smerte. Som tak for al den kærlighed hendes far havde givet hende efterlod hun hendes silke frakke som et minde så han altid ville kunne se på den i måneskinnet og huske hende.

Månefolket bragte derpå en stor kiste frem i hvilken der befandt sig en himmelsk kåbe af fjer og en lille flaske med livs eliksir. Kaguya drak en smule af eliksiren og månefolket forsøgte at give hende kåben på, men Kaguya stoppede dem. Hun sagde at der stadig var en sidste ting hun var nødt til at gøre og hun gik straks i gang med at skrive en besked til mikadoen. Hun gav både beskeden og resten af eliksiren til lederen af mikadoens tropper.

Så snart Kaguya puttede fjerkåbe på skulderne glemte hun alt om de dødeliges verden og vendte tilbage til månen med månefolket.

I beskeden til mikadoen stod der, at medens han ønskede at være sammen med hende måtte dette ikke ske, og at Kaguya gerne ville have været hans men at det var hende forbudt hvilket smertede hende meget og at hun var ked af det.

Efter at mikadoen havde læst beskeden blev hans hjerte tung af sorg og han beordrede sin komandant at tage beskeden og resten af elexiren til toppen af det højeste bjerg i Suruga og brænde dem. Den loyale komandant fulgte mikadoens ordre, klatrede til toppen af det højeste bjerg og brændte begge dele. Siden den dag kunne menneskerne se røgen stige op fra bjerget og blande sig med skyerne i himlen. Bjerget kaldes idag Fuji-bjerget, den aldrig døende.

Oversat af Britta Manuela Weber-Lauridsen, billeder fundet af Erik Weber-Lauridsen.

Kilde
Billede
Billede
Billede