Blog

Stereotyper i anime: Maids
Dette er første del af en serie af artikler, der var planlagt til at fortsætte i løbet af de næste numre af AnimeGuiden, da bladet er stoppet er der ikke kommet flere (indtil videre). Her kommer en gennemgang af nogle af de mest udbredte og let genkendelige karakterskabeloner. Pigerne først, man er vel høflig.
Man lægger hurtigt mærke til at der er mange karakter-typer, der går igen i mange animeer. Dette er i allerhøjeste grad tilfældet, kunsten at opbygge personer over en skabelon er blevet perfektioneret inden for anime og manga. Man let kan lave en ret kort liste over persontyper som vil dække stort set alt materiale ret godt.
Det er ikke altid at en person falder fuldstændigt rent ind under en kategori men har elementer af flere forskellige typer i sin personlighed, men oftest falder de alligevel i en typisk hovedgruppe.
Der findes selvfølgelig også helt originale personer, men markedet er så specialiseret, at de nemt genkendelige persontyper er dominerende. De mest udbredte stereotyper har nemlig kvaliteter der lige netop er det der sælger i forskellige målgrupper.
Vi begynder med en let genkendelig karaktertype, nemlig maids (tjenestepiger).
Maids – eller stuepige/tjenestepige som de danske ord for dem er.
Hovedkendetegnet for en maid er at hun er der for sin herre, igennem tykt og tyndt, i krig og (mangel på) fred. Hun lever for at hjælpe og behage sin herre omend hendes tilstedeværelse ofte kan skabe lige så meget kaos som hun selv gør orden.
Flæseuniformen er i hvert fald noget, der får mange mænds hjerter til at slå højere. Dette gælder også for personer i anime, så alene dette stykke tøj
er nærmest garant for erotik og kærlige følelser – efter skolepige er maid nok den mest udbredte fetich i Japan.
Ét er i hvert fald garanteret: der er masser af fanservice i maid-serier – ofte er stuepigens rolle så prominent at man kan tale om nærmest en hel undergenre.
Af kendte stuepiger kan nævnes en del, omend mange af dem også har andre karaktertræk udover de rent underdanige. Og der er da også piger med de underdanige træk, der er typiske for maids uden at være udstyret med forklæde og skørter, men da dem i fuld mundering er nemmest at genkende vil de følgende eksempler begrænse sig til dem.

Kurumi (Steel Angel Kurumi) og Mahoro Ando (Mahoromatic) er begge maids, idet de lever for deres herre og vil gøre alt for at han har det godt. Begge ender med at have et nært følelsesmæssigt forhold til deres herre, men spørgsmålet er om disse vil holde… Desuden er begge androider og besidder store kampevner der viser sig at være praktiske.
Se anmeldelse af Steel Angel Kurumi i blad 6 og Mahoromatic i blad 5 eller her på siden.

Nanako (Amazing Nurse Nanako) er trods seriens titel en rendyrket maid. Hun er dog en meget klodset en af slagsen, noget der dog også har en del fans, idet klodsede piger ofte anses som søde.
Se anmeldelse af “Amazing Nurse Nanako” i blad 6 og her på siden.
Begge “Hanaukyo Maid Team” animeer og den manga de er lavet over, vrimler med maids. Over 95% af de medvirkende i serierne er tjenestepiger, hvilket gør dem til de mest rendyrkede serier om temaet. Der er et hav af forskellige personligheder repræsenteret, men fælles for dem alle er ønsket om at tjene deres herre bedst muligt.
Se anmeldelse af “Hanaukyo Maid Team: La Verite” i blad 8 og her på siden.
Pigerne fra “He is My Master”, en anime fra april 2005 om en ung mand der bor alene i et hus med nogle unge tjenestepiger, der samtidig er hans klassekammerater. Maid-genren lever i bedste velgående i dag.
5. april 2006
Baby Birth
Hizuru er en skolepige, der går til kunstskøjteløb og har potentiale, men hun gider ikke gøre noget særligt ved det. Den attitude præger hendes liv, hun gør ikke noget ud af noget, hvorfor skulle hun?
Hendes bedste veninde, Ichigo, kommunikerer udelukkende ved at skrive på sin mobiltelefon og taler aldrig. Hun tjener som det komiske islæt i serien.
En dag møder Hizuru den unge stjerne-komponist Takuya, der fra starten ikke bryder sig om hendes væremåde. Hun har det dog på samme måde, idet hun synes at han er arrogant. De skal dog arbejde sammen om et skøjteprogram, men der er mere end man umiddelbart ser bag deres møde. Dunkle kræfter er på spil, og det er nødvendigt at genoprette balancen mellem lys og mørke. Dette kan kun gøres af Hizuru, men hendes kraft virker først når den er blevet vækket af Takuya musik…
Som det måske fremgår af beskrivelsen er Baby Birth en lidt usammenhængende manga. De enkelte delelementer er udmærkede, men der mangler et eller andet for at det fungerer godt sammen.
Tegnemæssigt er Baby Birth mangaen absolut ikke dårlig. Stregen er forholdsvis fin, og der er en god detaljegrad i billederne. Der er også brugt mange gråtoner, men der er brugt med omtanke og giver billederne en grad af realisme. Selve tegnestilen er lidt en blanding af hvad man forbinder med shoujo- og shounen-stil. Øjnene er forholdsvis store og meget detaljerede, noget der er fremtrædende i shoujo, men samtidig har billederne noget af den dynamik, som man oftest ser i shounen. Samlet er det en tiltrækkende grafisk side, og tegningerne er en af de vigtigste kvaliteter ved mangaen, da historien er lidt tynd, så den har også noget at råde bod for.
Dette klarer den dog udmærket, så samlet er Baby Birth en middelmådig manga, der dog har en pæn overflade som plaster på såret.

Genre: Magical girl
Alder: 7+
Målgruppe: Teenagere
Forfatter: Sukihito Tomita
Tegnet af: Haruhiko Mikimoto
Udgiver i Japan: Kodansha
Udgiver i USA: TokyoPop
Udgiver i Tyskland: Planet Manga
3. april 2006
Yotsuba&!
Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.
Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.

Efter at have læst og set Azumanga Daioh, så har jeg ofte spekuleret på, om der mon nogensinde ville komme noget i den samme vidunderlige form for humor. Svaret på dette var, ikke overraskende, den næste manga fra samme person.
Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.
Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.
Har man læst/set Azumanga Daioh, så vil man kunne genkende mange træk fra pigerne der i Yotsuba&!
Men modsat Azumanga, så er denne manga ikke enkelte striber, men hele kapitler der omhandler Yotsuba og de personer der bliver introduceret løbende. Humoren i serien er utrolig sød, med Yotsuba der går gennem verden og løser problemer som kun et barn kan gøre det. Men taget til samme ekstremer som med pigerne i Azumanga, og selv imens jeg skriver den her anmeldelse er det svært ikke at få sig et lille grin over de ting jeg husker, især Yotsubas reaktioner og ansigts udtryk.
Tegnestilen er af langt bedre kvalitet end forgængeren, hvor personer og omgivelser er tegnet langt mere realistisk og detaljeret. Lige med undtagelse af Yotsuba selv, som netop ved at være ret simpelt tegnet fremhæver karakterens natur og især hendes ansigt er nærmest et perfekt vindue til hvad hun føler og oplever.
Kan man lide sød humor, eller er man Azumanga fan, så bør man kigge på Yotsuba&!, for den er i samme sjældne klasse, og det er længe siden at jeg har moret mig så meget over en manga, eller været så opslugt at tiden bare fløj af sted. Den serie vil uden tvivl blive en af de mere gennemlæste i min samling.
Original titel: Yotsobato
Genrer: Komedie, slice of life
Alder: Alle
Målgruppe: Alle
Lavet af: Kiyohiko Azuma
Udgiver i Japan: Media Works
Udgiver i USA: ADV manga
2. april 2006
Samurai Champloo
i befinder os i begyndelsen af Edo perioden. Det er en tid hvor vestlige påvirkninger begynder at blande sig med det traditionelle Japan, og den gamle kultur med samuraier og kriger-hære er ved at uddø.
Pigen Fuu arbejder i en lille beværtning, men et slagsmål mellem to herreløse samuraier efterlader den i ruiner. Hun beslutter sig derfor for at drage ud på en vandring, og efter at have hjulpet de to vandaler fra beværtningen til at flygte, så når hun frem til at det er mest passende at de drager med hende.
De to samuraier er den stilige Jin, med hans kølige væremåde, beherskede kampstil og stilfærdige personlighed, som er i stærk kontrast til Mugen.
Han er direkte modsat, nemlig uopdragen, grov, og kæmper med en blanding af akrobatik og rå kraft.
Det eneste der konstant forhindre dem i at nedslagte hinanden er Fuu og hendes mission med at finde en samurai der lugter af solsikker.
Sammen begiver de sig på en vandring igennem et Japan der vrimler med korrupte magthavere, stridslystne sværdkæmpere, gale profeter og utallige andre farer, som den lille gruppe må overvinde.
Samurai Champloo har et tvist der adskiller den fra alle andre samurai film og serier. For midt i hele det her historiske Japan her forfatterne valgt at tilføje en dosis hip-hop til mange episoder, med personer og handlinger der kunne komme fra 70ernes eller 80ernes mørke Harlem.
Men underligt nok, så virker det her i serien. Om det så er popstjerner, graffiti gangs eller baseball kampe, så er det blended ind i serien med så stor perfektion at man til tider kan blive helt i tvivl om den slags muligvis ikke stammede fra det gamle Japan.
Teamet der har lavet Samurai Champloo har før gjort sig bemærket med serien Cowboy Bebop, og ligesom den, så indeholder SC en solid blanding af spænende personer, et godt mix af kamp og handling, der udfolder sig i en meget kulturelt rig verden.
Især samspillet mellem den mørke Jin og den kaotiske Mugen, med solstrålen Fuu i midten til at holde dem afbalanceret, virker fantastisk godt. Man støder også på mange andre interessante personer og karakterer, som man ofte føler at man gerne ville have set lidt mere af end man får lov til.
Serien er forholdsvis episodisk, næsten helt frem til slutningen, men det gør ikke det store. For med sin blanding af pudsige bipersoner, intense kampe og de episoder hvor skaberne går helt amok med et moderne tema, så har man egentlig ikke tid til at kede sig.
Det er også netop de underlige indfald der præger afsnittene, der er med til at man ikke bliver trætte af deres rejse igennem Japan.
Man kan nok heller ikke lade være tænke over de mere bizarre ting der sker hist og her, som om Van Gogh var inspireret af japansk tegnestil, eller om USA virkelig spillede Baseball om rettighederne til handel i Japan.
Men til trods for de humoristiske indslag, så er SC også en mørk serie. Hverken Jin eller Mugen er ”gode”, og især Mugen har meget lidt respekt for andre end sig selv. Men sammen med Fuu lærer de dog begge at kontrollere deres dræbermani, og det er ofte også Fuu der må lære at man ikke altid kan løse problemer med et smil og en hjælpende hånd.
På grafik siden er SC også ret imponerende, om det så er de flotte og action fyldte kampe, ting i bylivet eller de japanske landskaber i baggrunden, så er der kælet for detaljer, ofte med den samme skævhed som kendetegner resten af serien.
Kampsekvenserne er hurtige, med mange virkemidler. Meget ofte er omgivelserne brugt til at lave effekter, som i starten hvor Jin og Mugen kæmper i den brændende beværtning, eller senere hvor man ser klinger trække spor efter sig igennem regndråber.
Hvem kan man egentlig anbefale at se Samurai Champloo? Næsten alle, vil jeg mene. Dens blanding af action, personer og humor sætter den langt udenfor den typiske samurai genre, selv om den har bevaret næsten alt hvad der gør dem gode. Den er ikke nær så seriøs, men netop en af seriens stærke sider er at man sjældent er i tvivl om hvornår den er alvorlig. Det gør den helt klart en oplevelse værd og samtidigt kan man tage et kig på hvordan store dele af Japan var for et par århundrede siden.
Så længe man dog ikke tager det hele for historisk korrekt.
Genrer: Action, historisk
Alder: 15+
Studie: Manglobe Inc.
Instruktør: Shinichiro Watanabe
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
Dansk udgiver: Studio anime
29. marts 2006
Mezzo
I en fremtid lige om hjørnet er teenage pigen Mikura, sammen med den nogenlunde jævnaldrende Harada og den ældre Kurokawa, en del af et team der løser diverse problemer.
Det er for det meste opgaver der er tilpasset gruppens talent for ikke at stille for mange spørgsmål og få tingene gjort, selv om det begynder at brænde på. Især Mikura evner som action-helt er ret praktiske med de opgaver de får, imens de to mandfolk ofte virker mere som hendes support.
Under deres første opgave redder Mikura pigen Asami, som derefter prøver at komme med i gruppen, især fordi hun beundrer Mikuras åbne og frembrusende personlighed, som er helt modsat hendes egen, ret sky, natur.
Teamets opgaver er lige så varierede som de er underlige, og involverer både spøgelser og rumvæsener. Men lige meget hvad, så er deres fremgangs måde ofte den samme. Nemlig at undersøge problemet og når det så går galt, skyde sig frem til en løsning.
Mezzo DSA er action så det brager, med ganske interessante personligheder og en del komiske indslag, der dog ikke går ud over de mere alvorlige sektioner af hver episode.
Dog mangler serien lidt en gennemgående handling og i starten virker det meget som en masse enkelte afsnit der ikke har ret meget med hinanden at gøre, selv om man skulle tro at ting som at rende ind i et rumvæsen og spøgelser, ville sætte sit præg på deres tilværelsen.
Men seriens fokus er også mere action end handling og der lægges ret stærk ud lige fra starten, hvor Mikura skyder, hopper og sparker sig igennem en flok af maskerede badguys, bliver blæst ud af et vindue, falder adskillige etager ned, men klarer at lande uskadt og redder endda en pige på vejen.
Serien er dog ikke væg til væg action hele tiden, der kommer også indblik i p ersonerne og hvem de er, samt den fortløbende historie om den ukendte snigmorder der hver episode prøver at dræbe Mikura, dog med så lidt held at hun knapt nok lægger mærke til det.
Animationen i Mezzo er ret flot, selv om Mikura, der bevæger sig rundt i sin dragt, nok har en tendens til at stjæle en stor del af opmærksomheden.
Kvaliteten falder god lidt efter episode et, selv om store dele af serien er blevet gen-animeret efter at den blev vist på japansk TV. Hvilket nok var et smart træk, da den version led meget af at studiet havde en deadline.
Noget der dog ikke behøvede at blive remastered var lydsiden, som er ret god. Især start sangen og den tilhørende åbningssekvens er absolut værd at se på, da den er ganske underholdende i sig selv.
Ligeledes er stemmer og lydeffekter ret gode, med Kurokawas stemme, der nok er mere interessant end god.
Hvis man mener at navnene og personerne i serien lyder bekendte, så er det ikke så underligt, for Mezzo DSA er baseret på den to episoders OVA der hedder Mezzo Forte og handlingen er taget derfra, dog uden noget af den pornografi som originalen har. Mezzo Forte er en mindre kendt serie af samme skaber som Kite, nemlig Yasuomi Umetsu og selv om han ikke direkte har været involveret i skabelsen af TV serien, så holder den sig til hans karakter designs og det er endda lykkedes at få mange af de detaljer med som præger hans mini-serier. Som at man et sted lige kan få øje på to mænd og en skolepige der går på fortovet, en scene fra Kite, set i et andet perspektiv.
Så action, mere action, fanservice og glimt af humor er nøgleord for serien, og kan man lide dens slags og ikke forventer et stort og omfattende plot, så kan Mezzo DSA anbefales og er værd at se mere end en gang for at få det hele med.
Original titel: Mezzo Danger Service Agency
Genrer: Action, drama, sci-fi
Alder: 15+
Studie: ARMS
Instruktør: Yasuomi Umetsu
Amerikansk licens: ADV Films
24. marts 2006
Hanaukyo Maid Team – La Verite
Taro har arvet fra sin onkels “forretning”, men det er ikke bare en lille sjat penge, lidt gamle møbler eller forfalden butik ligesom normale folk. Næ, han har arvet et helt imperium, med et kæmpe palads, flere penge end han kan nå at bruge og ikke mindst, en hær at tjenestepiger der kun lever for at opfylde hans ønsker.
For de fleste lyder det sikkert som paradis, men for Taro bliver det hurtigt for meget. Med så mange piger der bare vil opvarte ham, så bliver det hurtigt et problem, da han ikke bryder sig om at skuffe dem.
Men heldigvis, i et kaos af piger, så er der Mariel, som er tjenestepigen over alle tjenestepiger og for Taro er den eneste oase i hans travle dag.
Hanaukyo Maids Team – La Verite er en ny version af en serie der blev lavet for år tilbage og er baseret på samme manga som sin forgænger, men hvor den første løb af sporet, så holder den nye version sig langt tættere til originalen.
La Verite er næsten udelukkende fanservice, med fokus på enhver der lider af et tjenestepige fetish. Men den når da at få nogle søde historier om de forskellige piger med ind i handlingen og hvor første omgang af serien egentlig aldrig rigtigt nåede forbi humoren, så har den nye version en langt dybere handling, der dog først går i gang i seriens sidste 3-4 episoder.
Tegnestilen brugt i serien er ikke for detaljeret, men det passer godt til den, hvor der er lagt mere vægt på at der er lys og klare farver. Dog er der episoder hvor der er gjort umage med kvaliteten, især i til sidst, hvor der er leget meget med bevægelser og alternative måder at tegne belysning på.
Serien skal ikke taget ret alvorlig, men skal ses som humor og handlingen er i den lette ende af skalaen, med vægt lagt på små solskins historier og forholdet mellem Taro og de forskellige piger.
Men har man lyst til morskab hvor man ikke skal tænke for meget, så er Hanaukyo Maid Team – La Verite ret vellykket da den tilbyder en del gode grin uden at stille de store krav til hjerneaktivitet. Perfekt til at at slappe af med efter en stressende dag.
Original titel: Hanaukuyo Maid Tai La Verite
Genre: Komedie, fanservice
Alder: 15+
Studie: Doumo
Instruktør: Takuya Nonaka
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
20. marts 2006
Now and Then, Here and There
Shu er en helt almindelig dreng med et helt normalt liv. Han går til kendo, men han er ikke specielt god til det.
Efter at have tabt en kamp, går Shu igennem byen og kommer til en fabrik. På en af skorstene sidder en pige. Han kravler op for at snakke med hende. Dog er hun meget tavs og Shu får ikke meget andet ud af hende, end hendes navn, Lala-Ru.
Pludselig er det som om tiden stopper og en kuppel af lys fremkommer og pludselig står Shu og Lala-Ru over for en dame, der hedder Abelia, og nogle mærkelige robotter, der ligner slanger.
Efter at Abelia har sikret sig at Lala-Ru er blevet fanget fremkommer kuplen af lys igen. Shu, Lala-Ru og kidnapperne bliver transporteret til skibet Hellywood.
Hellywood bliver regeret af den skruppelløse Kong Hamdo, som skal bruge de særlige kræfter Lala-Ru besidder samt det smykke hun skal bruge for at slippe sine kræfter løs.
Shu prøver at flygte med Lala-Ru, men det bliver stoppet af skibets besætning, der skræmmende nok, består af både voksne og børn.
Shu når kun og flygte et lille stykke tid inden også han bliver taget til fange og han ved slet ikke hvad han har rodet sig selv ud i…
Now And Then, Here And There starter på en sådan måde at man ikke kan forudsige hvad der sker i resten af serien. Dreng-møder-pige-som-så-skal reddes. Typisk plot eller start ville en del nok sige, men efter første afsnit opdager man hurtigt at sådan er denne serie slet ikke. Now And Then, Here And There er langt mere det. I løbet af andet afsnit bliver langsomt, men sikkert trukket ind i det mørke og meget skræmmende univers.
Kong Hamdo skyr ingen midler for at opnå det han vil have – Lala-Ru, smykket og dets kræfter – hvilket Lala-Ru og Shu kommer til at mærke meget til. Efterhånden som serien kommer fremad oplever man masser af ting som er meget dystre og som derfor kan virke foruroligende på nogen. Now And Then, Here And There er ikke noget man ser når man skal hygge sig med noget komisk, hvilket den her anime er alt andet end.
Now And Then, Here And There er rigtig spændende og jeg hungrede hele tiden efter at se et afsnit mere. Det er meget svært at slippe den serie, navnlig fordi den er så spændende, men også pga. de temaer den berører f.eks. angående moral i krig og lign.
Lyden i Now And There, Here And There er for det meste noget jeg synes meget godt om, navnlig på musikken – og kong Hamdo lyder meget grum, hvilket han skal være.
Musikken passer rigtig godt til, dog er der, som altid, enkelte numre man ikke helt bryder sig om. Det japanske lydspor er af meget god kvalitet synes jeg selv og det gør personerne meget realistiske synes jeg.
Animationen er for det meste god efter min mening. Dog vejer selve animationen ikke så højt op på min vægtskål, som det nok ville gøre hos andre, men jeg kan ikke klage i dette tilfælde. En god ting er at landskabene i serien varierer en del og derved sætter animatorerne på en prøve og det er også lykkedes meget godt.
Original titel: Ima, Soko ni Iru Boku
Genrer: Action, drama, scfi-fi
Alder: 15+
Studie: AIC
Instruktør: Akitraro Daichi
Amerikansk licens: ADV Films
18. marts 2006
Armitage III
I fremtiden har mennesket koloniseret Mars, men man har brugt en masse menneskelignende robotter for at få det spæde samfund til at fungere. Der er dog en udbredt mishag overfor disse, idet mange mener at de over-tager menneskers jobs og generelt ikke er mere end maskiner.
Politimanden Ross Sylibus flytter til Mars efter at hans partner på Jorden er blevet dræbt, men allerede i rumhavnen bliver han indblandet i en sag, En enormt populær country-sangerinde, der var med samme skib som han, findes myrdet.
Det viser sig at sangerinden i virkeligheden var en robot, der dog havde levet hele sit liv som menneske, og alle omkring hende troede da også at hun var et sådant. Ross og hans nye partner Naomi Armitage får overdraget sagen, der viser sig at lede til en mystisk serie af tredjegenerations robotter…
Lad mig starte denne anmeldelse med at afklare en ting: dette er ikke den tredje serie i en række, titlen giver mere mening når man har set serien.
Armitage var en af de titler, der blev udgivet inden årtusindskiftet som fik kultstatus, og det på trods af at den de første mange år kun kunne købes i Vesten i en sammenklippet filmudgave, der kun havde engelsk tale.
Oprindeligt var det en 4-afsnit OVA fra starten af 90erne (1994), der så blev lavet til en 90 minutters film. Der er dog ikke fjernet noget af virkelig
betydning for historien fra film-udgaven, og den engelske dub er også ret tro mod den oprindelige, så denne anmeldelse gælder begge.
Grafisk set kan man godt se at titlen er fra midten af 90erne på stregen, men detaljegraden og farverne er gode – det er tydeligt at det er en OVA, og selv i dag holder animationen.
Lyden er også udmærket, med mekanisk-lydende synthesizer baggrundsmusik der fanger den teknologiske stemning på Mars glimrende.
Som sagt var filmudgaven med engelske stemmer, og noget så specielt som japanske undertekster – der findes ikke noget japansk spor til den, men der er brugt mere eller mindre kendte rigtige skuespillere til den, og resultatet er faktisk ganske godt, især taget i betragtning at det er en halvgammel dub fra en tid hvor niveauet var noget lavere end i dag.
Historien er ikke vildt original, man kan trække paralleller til mange tidligere titler og film, bl.a. virker serien på nogle områder inspireret af den amerikanske film Blade Runner. Det overordnede tema er da også de ofte brugte problemer mellem robotter og mennesker, og om hvordan vi skal behandle dem, som jævnbyrdige eller slaver.
Personbeskrivelserne virker noget stereotype i starten, men bliver langsomt bedre jo mere man hører om personerne. Ross er betjenten der har mistet livsmodet, Armitage den aggressive pige i stramt tøj, men efterhånden som man ser mere til deres bevæggrunde kan man ikke undgå at leve sig ind i historien om det spirende forhold mellem de to hovedpersoner, og hvor umuligt det er i det marsianske samfund.
En meget usædvanlig detalje er at Ross er sort, hvilket man ikke ser ofte i anime, og endda som andet end komisk islæt. Så det er et utraditionelt forhold på flere punkter, menneske og maskine – hvilket er set ofte i anime, men mellem sort og hvid kan tælles på meget få fingre.
Teknisk set er det en rimelig velstøbt sci-fi verden, om end der er nogle områder hvor den ikke helt holder vand rent faktuelt. Det samme gælder desværre historien som helhed, indimellem sker der ting der ikke er forklaret ordentligt, såsom at personerne pludselig har adgang til store våben og den slags.
Alt i alt er det tydeligt hvorfor Armitage III fik kultstatus: den indeholder alt hvad en god science fiction historie skal, krydret med et lidt specielt parforhold og en altid god problemstilling.
Genre: Sci-fi / cyber-punk
Alder: 15+
Studie: AIC
Instruktør: Hiroyuki Ochi
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
28. februar 2006
Hellsing
Anime serien Hellsing handler om en organisation ved navn Hellsing, som opsporer vampyrer og slår dem ihjel. Hellsing organisationen er i besiddelse af en vampyr ved navn Alucard, som er mange århundreder gammel og kan fremmane sort magi, som han bruger i den gode sags tjeneste. Hellsing organisationen har udstyret ham med et menneskeskabt våben, en pistol lavet af et nedsmeltet sølvkors til at slå vampyrer ihjel med.
På en af de første missioner i Hellsing møder Alucard en kvindelig politisammarit ved navn Seras Victoria. Alucard skyder hende igennem hendes ene lunge, for at slå en vampyr ihjel og gør hende til en vampyr for at rede hendes liv.
Efter missionen bringer Alucard hende til Hellsing organisationen, som tager sig af hende og lærer hende at håndtere tunge våbenskyts. Den kvindelige politisammarit bliver optaget i organisationens mennesketropper og hjælper dem i deres mission, nemlig at slå alle verdens vampyrer ihjel. Og så går den vilde jagt efter de blodtørstige vampyrer.
Hele serien udspiller sig i London på forskellige kendte steder, så som Tower of London, hvor den største kampsekvens i serien bliver udkæmpet.
Hele serien igennem bliver Hellsing organisationen stillet over for nyere og sværere udfordringer. Især da Seras og Alucard møder en præst, som kan regenere sig selv.
Præsten har samme mission; at slå alle vampyrer i verden ihjel, inklusiv Hellsing organitionens vampyrer. Det lykkedes ikke første gang for præsten, da han bliver stoppet af Hellsing organisationens øverste overhoved (Integral Wingates Hellsing) og sendt tilbage til Vertikanet i Italien.
Seriens verden minder meget om vores, den eneste forskel er blot, at seriens verden er spækket med overnaturlige væsner og sort magi.
Hellsing serien er inddelt på fire DVDer, hvor der på hver DVD er tre afsnit, som hver varer 20 minutter. Dog er der på den sidste DVD fire afsnit.
Hvis man godt kan lide at se anime voldsfilm, er Hellsing lige den serie, man skal vælge. Der er fuld tryk på fra start til slut!
Genrer: Gyser, action
Alder: 15+
Studie: Gonzo
Instruktører: Umanosuke Iida / Yasunori Urata
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
Også udgivet i Danmark
27. februar 2006
Popotan
I en stor villa, der ligger på toppen af en bakke uden for byen, bor der tre søstre.
Den ældste, Ai, bruger briller, er storbarmet og bekymrer sig ikke om nøgenhed. Hun er meget rolig og blid og nærmest indbegrebet af kvindelig omsorg.
Mai er den midterste søster. Hun er temperamentsfuld, sporty og fladbrystet, i hvert fald sammenlignet med hendes storesøster.
Mii er den yngste søster, men helt klart den mest aktive af dem. Hendes opførsel er hyperaktiv det meste af tiden, hvilket både gør hende kær og irriterende på samme tid. Hun leger ofte at hun har magiske kræfter og kan forvandle sig til en Magical Girl (se artikel i blad 3), hvilket kan skabe problemer. Hun elsker desuden bløde ting, hvilket hendes søstres bryster ofte får at mærke.
Popotan er baseret på et pornografisk pc-spil af samme navn, men de hårde scener er fjernet, og tilbage bliver en masse bar hud men intet virkeligt ”alvorligt”. Historien er også ændret, men personerne og stederne er de samme.
I det hele tager er personerne det centrale i serien, det er dem der driver historien fremad og ikke omvendt. Der sker en udvikling i løbet af serien for dem alle, men det hele foregår i et roligt tempo.
Grafisk er det tydeligt at serien er meget ny, den blev vist på japansk tv i sommeren 2003. Serien har en meget levende farve-palette, noget der er med til at give den et let og gladt udtryk.
Farverne er også en central del af de tiltalende karakterdesigns, der er taget uændrede fra spillet.
Lyden i Popotan er også af en god kvalitet. Musikken er udmærket, men samlet langt fra et mesterværk. Åbningssangen er lavet af gruppen Under17, og er, som deres sange har for vane, meget catchy. Under17 har også lavet sangene til spillet, og sangerinden, Haruko Momoi, lægger også stemme til Mii i begge udgaver.
Alt i alt er Popotan en glimrende men lidt spøjs serie. Det er en historie om nogle piger med en udsædvanlig livsmåde og hvordan de udvikler deres opfattelse af livet på grund af den, men samtidig er der rigtig megen bar hud, så serien er kun for ældre (drenge primært).
Derigennem fanger den godt nok ”charmen” fra spillet og gør den trods alt en tand mere afdæmpet, men spørgsmålet er om serien reelt ikke havde været mindst lige så charmende uden huden, uden nøgenheden ville handlingen fint kunne passe alle aldre.
Genre: fanservice, drama
Alder: 15+
Studie: Petit Ferret, Shaft
Instruktør: Shinichiro Kimura
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
25. februar 2006
Berserk
Historien foregår I Middelalderen, hvor vi følger den 17 årige Gatsu. Gatsu er en ensom sværdkriger, som rejser rundt og tjener sin føde ved at sælge sin arbejdskraft som lejesoldat, hvilket han gør ret godt.
Han render en dag ind i en gruppe lejesoldater, som kalder sig for Band Off The Hawks, og han bliver en medlem af dem. Lederen, som hedder Griffith, har meget store ambitioner om en dag at blive konge over sit eget rige, og han skyr ingen muligheder for at komme tættere på dette mål. Griffith lejer sin gruppe ud i en krig i håb om, at han vil kunne skabe et godt ry og måske få nogle titler, der ville gøre han kommer tættere på hans mål. På trods af stor succes på slagmarken og trods en opgradering til general kommer Griffith dog ikke tæt nok på sit mål som konge.
Griffith får imidlertid en anden mulighed for at blive konge. Griffith fik som ung en medaljon som mest af alt ligner et æg, dette æg kaldet Behilit ( Egg off the king) har den historie at bæreren af dette æg en dag vil blive konge. Dette vil dog få katastrofale følger for ’The Hawks’…
Berserk starter lidt atypisk med det sidste afsnit, og derefter ser vi det hele som flashback, og det er ganske udmærket lavet, for det stiller en masse spørgsmål fra starten af, som gør, at man vil have hele historien. Og historien er rigtig god, og jo længere man kommer ind i serien jo mere ”bundet” bliver man også.
Historierne mellem de 3 personer vi følger er også rigtig gode, for de udvikler sig gennem hele serien. Den karismatiske Griffith, som stjæler en stor del af billedet i denne serie, kan man kalde for helt/anti-helt, og forholdet mellem hovedpersonen Gatsu og Caska kan man kalde for had/kærlighed. De har alle en baggrundshistorie, som bliver afsløret gennem serien, og som tydeligvis har sat sit præg på dem.
Der er meget vold og blod i serien, og specielt slutningen er meget voldelig og barsk, og det er det, som giver den høje aldersbegrænsning.
Et af de store minuser er at serien ikke er færdig, grunden til det er måske fordi at serien havde et lavt budget at arbejde med, og det satte altså sit præg på slutningen. Man sidder derfor med en stor lyst til at finde ud af hvad der sker efterfølgende, men desværre er der ikke kommet en efterfølger til serien. Om det er på grund af den meget dramatiske ”afslutning” på serien der gør at der ikke er lavet en efterfølger eller om det er fordi man ikke vil lave en efterfølger vides ikke.
Et andet minus ved serien er, at det lave budget også har sat sit præg på selve animationen, det er så at sige ikke den flotteste anime der er tegnet, og der bliver også brugt mange stillbilleder, hvor man forsøger at skabe en stemning eller at fange en stemning ved at lade ”kameraet” bevæge sig over det samme billede. Helt sikkert en teknik, som de gør rigtigt godt, men også er et tegn på et lavt budget når det bruges så meget som i denne serie.
Til slut vil jeg sige at trods det at Berserk serien mangler en afslutning og at den ikke er superflot tegnet, så vil jeg alligevel anbefale denne serie, da historien i den er i en klasse for sig, de mange plots gør det hele mere interessant, og specielt er personerne meget dybe og interessante. Serien er en typisk ”drenge “anime”, og hvis man skulle blive hooked på serien og gerne vil vide hvad der sker bagefter, kan man begynde at læse mangaenn for den foresætter nemlig selv efter hvor animeserien slutter.
Genrer: Action / Adventure / Fantasy
Alder: 18 +
Studie: Oriental Light and Magic / VAP 1997
Amerikansk licens: Medie Blasters
12. juni 2005
Neon Genesis Evangelion
Shinji Ikari kommer, efter at have boet hos sin lærer i flere år, tilbage til Tokyo 3. Hans far, Gendo Ikari, som er leder af organisationen Nerv, har kaldt ham hertil fordi han har brug for hans hjælp. Shinji opdager, kort efter at han ankommer til byen, at Tokyo 3 er under angreb af en såkaldt Engel. Han bliver dernæst hentet af en af sin fars underodnede, Misato Katsuragi, der har til opgave at føre ham til Nerv hovedkvarteret, som er lokaliseret lige under byen.
Nerv forsøger at udslette englene og redde menneskeheden fra en enorm katasrofe, som den dog har været udsat for en gang før. Til dette formål har Nerv deres biomekaniske kæmper til rådighed – Evangelionenerne – idet almindelige våben ingen effekt har på Englene.
Da Shinji nærmest får smidt denne opgave, nemlig at styre Evangelion 01, i hovedet, udtrykker han gerne sin modvilje til at at være pilot. Men da han ser at pigen Rei Ayanami, som er kommet meget slemt til skade, skal gøre det i stedet for ham, gør han det dog alligevel. Og derved bliver Shinji rodet ud i noget han gang på gang finder ubehageligt…
Historien og universet i Neon Genesis Evangelion er meget fangende, og jeg så den første gang næsten uden pauser, det ene afsnit efter det andet.
Personerne er meget realistiske, selv om nogen måske ville sige at Shinji piver for meget. Men både personerne og deres rigtig gode stemmer var også med til at fange min opmærksomhed, og øge det gode indtryk af serien.
Evangelion er nok den mest kontroversielle og provokerende anime til dato. Dette har dog også gjort den til en af de mest elskede animeer.
Foruden de psykologiske aspekter er der også en hel bunke religiøse referencer. Dog ærgrede det mig dog, da jeg opdagede, fra en pålidelig kilde, at de kun var der for at få menneskene bag serien, til at virke kloge. Dog synes jeg langt fra at dette faktum gør serien mindre god. Det vigtigste aspekt vil jeg nok sige ligger i psykologien, hvilken jeg finder ret interessant.
Kvaliteten af selve animationen er okay, når man tænker på at serien alligevel har nogle år på bagen. Desværre bliver den i sidste ende af serien dog meget præget af et mindre og mindre budget og det kan i særdeleshed ses i de to sidste episoder, hvor masser af tilfældige og stillestående billeder bliver brugt. Jeg synes ikke personligt at det har ødelagt min oplevelse af serien, men det er individuelt hvad man synes om dette.
Lyden i Evangelion er for det meste meget fin. En pæn del god musik og til tider musik, der var knap så godt, men det kann jo ikke altid være noget, der falder i ens smag. Især noget af det klassiske musik synes jeg passer perfekt til serien.
En anden side af lyden er hvad personerne siger, og hvor godt dette er. Mht. det japanske lydspor vil jeg sige at det er meget godt lavet. Det engelske lydspor er dog af lidt dårligere kvalitet, men heller ikke dette har gjort oplevelsen værre, men det kunne stadig have været bedre.
Neon Genesis Evangelion er en anime som jeg selv sætter højt på min liste over bedste animeer. Netop fordi den fortæller meget om de psykologiske aspekter og hvordan man kan relatere disse til sig selv og andre. Med en meget interessant historie og endnu en mere interessant “under-historie”, gør det den til en anime, der i særdeleshed gør en værd at se mere end én gang. Dog kan det godt forstås at mange mennesker finder den mærkelig og uforståelig – især når man ser den for første gang.
Neon Genesis Evangelion er, alt i alt, en rigtig god anime, hvis man leder efter en god historie og noget at tænke over bagefter.
Original titel: Shin Seiki Evangelion
Genrer: Action, drama, mecha, scfi-fi
Alder: 15+
Studie: Gainax
Instruktør: Anno Hideaki
Amerikansk licens: ADV Films
Dansk udgiver: Pan Vision
26. maj 2005