AnimeGuiden

Blog

  • Witch Hunter Robin

    I en nær fremtid, en verden der på næsten alle måder ligner vores egen, arbejder en hemmelig global organisation med at beskytte menneskeheden mod en ældgammel trussel indefra. Organisationen STN holder styr på alle der har genetiske anlæg for at bruge “kræften,” også kendt som hekseri. De fleste af disse folk er normale borgere der ikke engang kender deres potentiale, men en gang imellem bliver disse evner aktive og er en trussel for andre. Der rykker STN så ud for at opspore og bekæmpe de folk der misbruger de evner.

    Pigen Robin er lige ankommet til den Japanske afdeling af organisation, efter at have tilbragt det meste af sit liv i et kloster. Hun er selv i stand til at skabe og manipulere ild og med det, modvirke andre “hekses” brug af kraft, dog er hendes evne til at fokusere langt fra så god som den burde være, noget der dog kompenseres for med briller.

    Robin bliver en del af den lille Japanske afdeling, der i forvejen er en broget blanding af næsten normale personer, med lidt potentiale i retning af hekseri, men som hovedsageligt bruger god, gammeldags detektivarbejde til at opspore dem der misbruger “kraften” og neutraliserer dem ved hjælp af en væske kaldet “Oboe”, som organisationens medarbejdere bærer om halsen for at modstå hekseri og som også er ladet i de kugler de bruger til at stoppe hekse.

    Witch Hunter robin er nok et af de bedre forsøg på at lave en action/horror anime. Det er meget svært at lave uhyggelig tegnefilm og WHR når heller aldrig et stadie hvor man egentlig er bange, men derimod skaber den en solid dyster stemning der er gennemgående i hele serien. Der er også meget lidt af den traditionelle animestil over serien, hvilket gør at den skiller sig meget ud fra andre serier og samtidigt får et mere moderne præg og hele handlingen er derfor mere intens, fordi man ikke forventer en ”happy ending” eller at alting ordner sig for det bedste.

    Hvor WHR hurtigt kunne være gået hen og blevet endnu en serie der fokuserer på blod, vold og kæmpestore våben, som normalt er en del af dystre actionserier, så går den derimod i en helt anden retning. Den fokuserer meget på personerne i serien og viser at det er mere deres egne menneskelige evner og dygtighed der hjælper dem, frem for udstyr eller superkræfter. Netop at serien tager sig tid til at beskæftige sig med personerne er et absolut plus, især det underlige forhold mellem den dystre og sammenbidte Amon og så Robin, som aldrig har været vant til at omgås andre end de præster og nonner der boede på klosteret.

    Grafisk er Witch Hunter Robin en flot blanding af håndtegninger og ofte ret synligt computerdesignede baggrunde, men den kantede og mørke stil passer perfekt til serien, som nok ikke ville have været det samme med en normal tegnet baggrund. I det hele taget er der gjort megen umagen med at gøre mange detaljer i serien nedtonede, dunkle og til tider ret farveløse, uden dog at ødelægge indtrykket. Ligeledes er musikken der er valgt til WHR ret stemningsfuld og passer til det grafiske design.

    Serien kan virke langsom og lidt sløv i starten, men får mere og mere fart på, ofte uden at man helt lægger mærke til det, indtil noget større pludselig dukker op og man opdager hvordan det har ledt op til det igennem de forrige episoder. Witch Hunter Robin skal ikke ses for action, eller horror, men for den dystre stemning som er ret vellykket og kan man lide en serie der har sådan en stemning og giver mulighed for at tænke over handlingen, så er Witch Hunter Robin et godt tilbud på en god serie som man kan hygge sig med en mørk aften.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: Bandai Visual / Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Puni Puni Poemy

    Poemi drømmer om at blive en Voice Actor, en af de personer der lægger stemme til blandt andet anime. Men imens hun er i skole bliver hendes familie dræbt at et rumvæsen, men ved hjælp af en død fisk får Poemi muligheden for at få hævn, straffe ondskab og muligvis redde verden.

    Efter hendes forældres død flytter hun ind hos en veninde, der lever sammen med et helt sæt søstre, der i bedste Power Ranger stil kan forvandle sig til klodens beskyttere. Desværre er deres evner mildest talt ubrugelige, og det er derfor op til Poemi og hendes magiske form at banke de rumvæsener og kæmpemechaer der truer byen.

    PPP er en meget svær serie at beskrive med ord. Den har kun to episoder, men der foregår nok i dem til at den kan måle sig med en middelstor serie. Grundlæggende er den en parodi på magiske pige genren, og den gør grin med serier som Card Captor Sakura, Sailor Moon og Power Rangers, ofte på det groveste, for der bliver ikke holdt igen nogen steder.

    Midt i vanviddets centrum er Poemi selv, og hendes mest dominerende træk er lange, hurtige monologer der får en til at tabe pusten bare man lytter til dem. Samtidigt bliver man distraheret af en handling der ofte virker som når man sidder i et tog og alting bare farer forbi.

    Serien vrimler med humoristiske godbidder, og har man set serien Excel Saga vil man nikke genkendende til mange ting, men det er dog ikke et krav for at kunne nyde PPP. De mange gags og referencer er ofte totalt overgearet og underlige, men lige så tit overraskende.

    Man skal nok kunne lide en god parodi for at få alt morskaben ud af serien og ikke være blandt de folk der let bliver stødt, for PPP har meget få hæmninger. Lige fra ”Alien 1” og ”Alien 2” der bruger underlige kugler der hænger fra deres skridt som våben, til et helt orgie af fanservice i episode to, hvor alle mulige feticher bliver fremvist i fuld styrke.

    Puni Puni Poemi er ikke pornografisk, men den fortjener sin 17+ notits på coveret, for det er absolut ikke en serie for børn. For selv om den nok kan ses af mange under 17, så er det nok ikke lige den bedste serie at introducere sine mindre søskende, eller forældre for.

    Selv var jeg meget i tvivl om hvorvidt netop denne serie ville nå det vestlige marked, men ADV har haft tre år til at arbejde med den og har heldigvis beholdt det hele, selv om det næsten skubbede serien hen på de frygtede ADULT hylder.
    Puni Puni Poemy har allerede længe været en klassiker til diverse anime træf, og kan man lide god, wacky humor, så bør man investere i den her DVD, om ikke for andet end at skræmme alle ens venner der ikke har set anime før.

    Genre: Komedie
    Alder: 17+
    Studie: J.C.STAFF, JVC
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Kodomo no Omocha

    En ting der ikke kan siges for ofte er at anime skal ses med et åbent sind og man skal altid være parat til at visse film eller serier har et eller andet der bare ikke kan beskrives, eller hvor det er næsten umuligt at få de elementer med i en anmeldelse. Kodocha er en sådanne og den en af de serier der var med til at ændre min opfattelse af hvad anime egentlig var.

    Kodocha handler om pigen Sana, der bedst kan beskrives som en yderst hyperaktiv, selvom den beskrivelse er mild i forhold til hendes næsten hysteriske overforbrug af energi. Sana er med i et tv-show ved navn ”kodomo no Omocha”, hvor hun er forestillingens stjerne, både på grund af hendes umådelige energi og så hendes meget positive indstilling til alting.

    Desværre er hendes dagligdag ikke helt så harmonisk som hun kunne ønske. Faktisk så har hun store problemer med en dreng, Hajime, som går i hendes normale klasse, som er lederen af de lokale bøller. Dog lykkedes det Sana at stoppe hans karriere som overbølle. Desværre går det op for hende at uden en gruppe af rygklappere, så er Hajime en ret ensom person og da Sana ikke kan komme i nærheden af personlige problemer uden at prøve at løse dem, så kaster hun sig nu over Hajime, en opmærksomhed han ikke ligefrem er interesseret i.

    Kodocha er en rigtig shoujo anime, lavet med piger som det oplagte publikum, men den er dog en af de meget populære af slagsen og nåede at få 101 episoder. En oplagt grund til at serien er så elsket er uden tvivl Sana og så seriens ret specielle kaotiske stil, der ofte får en til at tænke ”Hvad var lige det?” For eksempel, så har Sana’s mor et egern boende på hoved og kører rundt indendørs i en lille elektrisk bil. Her er det så at det med åbent sind kommer ind i billedet, for med mindre man kan se humoren og forstå seriens skift mellem skør komedie og alvorlig drama, så kan den være meget svær at følge med i.

    Især det første indtryk af serien er meget blandet. Allerede i episode et vælter det med underlige og ofte ret japanske jokes. Sana virker til tider som en Energizer bunny på speed og tegnestilen minder til ofte om farvelagte skitser. Men vender man sig til seriens alternative stil, så er den fyldt med god humor og hjertevarmen historier. Især de ret store forskelle mellem Sana’s humør, hvor hun kan skifte fra ”hyper-mode” til seriøs på et øjeblik og så tilbage igen hjælper virkelig med til at hamre stemningen ind.

    Det største problem med Kodacha er at kun halvdelen er udgivet på engelsk, hvilket er en stor skam. Men serien er lidt gammel og lavet i en periode hvor dens stil og udformning ikke var rigtig for det amerikanske marked. Dog er en anden serie af samme forfatter, Marmalade Boy, begyndt at udkomme, ligeledes er manga versionen af Kodocha også udgivet på engelsk, som jeg dog personligt syntes mangler den hyperaktive stemning (og Sana’s “sange”) der gjorde animeversionen til noget specielt for mig.

    Genre: Comedy / Drama
    Alder: 7+
    Studie: Pony Canyon
    Amerikansk licens: Funimation

  • Yui Horie

    Det kan ofte være svært at sætte navne på de folk der lægger stemmer til kendte anime karakterer, men Yui Horie er en de voice actors der har fulgt med den nye bølge af anime serier og er, takket være adskillige populære roller, blevet et ganske populær idol de sidste år.

    Selv om hun har haft mange biroller, så var hendes første populære karakter fra en serie der er forholdsvis ukendt her, nemlig Multi fra To Heart. Den karakter er meget populær i japan, men siden To Heart først for nylig er blevet opkøbt af en amerikansk firma, så er det kun folk i fansub kredse der har haft fornøjelsen af den.

    Derimod er hendes næste store rolle meget kendt. Til trods for Yuis ret spinkle udseende, så har hun evnen til at variere sin stemme meget, noget der var ret nødvendigt da hun blev hovedpersonen Naru i Love Hina. Serien blev et stort hit, og hendes karakter var en af de mest populære anime piger i 2000-2001.

    Hendes næste store rolle var som Tohru Honda, den kvindelige hovedperson i serien Fruits Basket. Hendes karakter der er næsten så modsat af Naru som den kan være, og de færreste ville nok lægge mærke til at det er den samme person der er stemme bag dem begge.

    Men Fruits Basket blev også et stort hit, selv om den nok aldrig bliver så populær som Love Hina. Men to sådanne roller åbner døre og frøken Horie har ikke manglet roller de sidste par år, selv om de fleste har været mere i den nuttede end, og mange af serierne er så nye at de stadig ikke har nået de vestlige DVD hylder.

    Hvad der dog er med til at skille Yui Horie ud blandt utallige voice actors er at hun også kan synge. Det er altid en fordel indenfor anime at have lidt musikalske talenter, men hendes strækker sig ud over det og hun har lagt stemme til en del anime åbnings og afslutnings temaer allerede.

    Det har givet hende nok popularitet til at hun også har udgivet et album og adskillige enkelte CDer.

    Selv om Yui har en populær stemme og en ret stor fan gruppe, så er hun dog forholdsvis ny i faget og det kan mærkes på hendes roller. Hun passer bedste til de mere nuttede og romantisk/søde anime serier og det er ikke så tit hendes roller bevæger sig udenfor de rammer, hvilket nok er lidt syndt.

    Derimod er hun god til lige netop den slags, noget hun har demonstreret i serier der også er ganske populære, som Kanon, Ultra Maniac og Bottle Fairy. Så der er nok ingen tvivl om at man kommer til at høre mere fra hende, ikke mindst i den nye version af To Heart der kommer i år, hvor hun igen lægger stemme til Multi.

  • Soul Taker

    Kyosuke Date starter serien med at blive dræbt, da hans mor borer en kniv igennem hans hjerne. Men i stedet for bare at dø, så gennemgår hans krop en forvandling og han bliver til et næsten uovervindeligt monster. Men hans moder dør selv, dræbt af en gruppe ukendte mænd. I hans monsterform er de dog ikke nogen udfordring for Kyosuke. Det er derimod deres leder, som Kyosuke får hjælp til at besejre, fra manden Richard Vincent og pigen Komugi.

    Det efterlader Kyosuke dybt forvirret og pludselig involveret i en kamp mellem adskillige organisationer, den mest dominerende værende ”Hospitalet”, som åbenbart er roden til alle problemerne. Men Hospitalet er egentlig ude efter Kyosukes søster. Hun har levet i skjul, efter at have skabt adskillige kopier af sig selv, til at tiltrække hendes forfølgere.

    Kyosuke begynder derfor også at opspore disse alternative versioner af hende, og bliver dybere og dybere involveret i en verden af genetiske monstre, hemmelige organisationer og rænkespil der skal skrælles igennem, lag for lag.

    Soul Hunter kunne let være blevet endnu en monster serie, med supervæsener der banker løs på hinanden som højdepunktet i hver episode. Men hvor serien adskiller sig fra alt andet er i sin stil. På mange måder er alting lavet i abstrakt leg med farver og linier, der til tider gør serien til et dystert kunstværk, noget der passer fantastisk godt med stemningen og handlingen.

    Kyosuke prøver at løse det mysterium der omgiver ham, men bliver hele tiden stoppet eller sløvet ned af at modstanderne er et skridt længere fremme, og hver eneste sejr afløses af et dybere lag af intriger og komplikationer. Det gør at serien konstant er i bevægelse og den giver mest mening når man kigger tilbage på handlingen, hvilket vil sige at det er en serier der ses bedst med tænke pauser ind imellem.

    Men det er også en monsterserie, og der er nok kampe i den. Kyosuke er ofte oppe mod andre monstre og væsener der virker som noget fra et dårligt syretrip. Lige fra zombie sygepassere til genetisk modificerede monstre som ham selv. Selv om kampene er ekstreme, blodige og ret voldelige, så holder de seriens stil og passer ind i handlingen, snare end bare at blive brugt til at styre serien.

    Så Soul Taker er actionfyldt og har en dyb handling, men det er stadig det grafiske der tager stikkene hjem. Om det så er kampene eller dramaet, så er serien tegnet og farvelagt så den til tider virker helt abstrakt og drømmeartig, med underlige vinkler. Farvelægningen er mere tilpasset stemningen end realisme, og scenerne har ofte en total mangel på respekt for billedopbygning.

    Men man kan ikke have dyb anime uden passende personligheder og dem er der mange af i Soul Taker. Selv om serien har en hovedperson, så er det dog lige så meget bipersonerne man lægger mærke til, for de har alle en vigtig del af handlingen i sig. Lige fra hver fragment af søsteren, til seriens skurke bliver de alle uddybet. Man ser lige så meget hvad der motiverer dem og hver enkelt person står frem og bliver mere end bare et flygtigt møde. Især seriens komiske modpunkt, pigen Komugi-chan har en fremstående rolle. Hendes karakter har senere givet liv til et Soul Taker spin-off der er blevet mere populær end originalen.

    Soul Taker er nok en af de mere oversete serier. Den er ikke ret kendt, selv om den på mange måder nok ville være noget for de folk der kan lide både Neon Genesis Evangelion og Serial Experiments Lain. Men nok netop de elementer gør nok at serien kan være tung kost, noget man ikke normalt forbinder med anime eller horror serier, så mange der leder efter dybere anime vil nok undgå den, imens den tiltrækker en del splatter anime fans, som har svært ved at forstå handlingen.

    Skal jeg give et bud på en nyere anime der tilbyder action og noget at tænke over, så kan jeg anbefale Soul Taker. Selv er jeg ikke meget for monster/horror genren, men jeg er glad for at jeg gav den en chance, især fordi den er en serie der vinder på at blive set flere gange.

  • Catgirls

    En af de mere underlige karaktertyper, man kan støde på i anime, er nok den overflod der er af piger med kattehaler og ører. Der er ikke altid en mening eller fornuftig grund til at de er med i serier eller film, men mange animefans har et blødt punkt for netop denne krydsning mellem dyr og menneske. Lidt i retning af amerikanernes forkærlighed for at have Gatling mini-guns med i deres action film.

    Selv har jeg længe været bidt af en gal catgirl lige siden jeg første gang så serien All-Purpose Cultural Catgirl Nuku-Nuku. Ikke fordi det er en udpræget god serie, men som så ofte med anime, det første man ser har en tendens til at give et vedvarende indtryk. Senere har jeg set en del flere catgirls og jeg har stadig billeder og plakater liggende med nogle af mine favoritter, som Ferm fra Ruin Explorers, Merle fra Escaflowne, Natsuki fra Hyperpolice og et sødt lille væsen ved navn Fancia.

    Men hvordan genkender man en catgirl?

    Oftest vil det være ret let, da de for det meste har katteører og hale. De har også en tendens til at blive tegnet med spidse sidetænder og nogle gange med pudsige handsker og sutskolignende poter. Catgirls er en anime stereotype af den mere dominerende slags. Det vil sige at de bliver brugt til hurtigt at introducere en bestemt type karakter til historien. Catgirls har en tendens til at være indbegrebet af kattekillingers mere charmerende træk, som kælne, nysgerrige, behændige, ikke for kvikke, naive og ekstremt loyale. Derfor er catgirls ofte også tegnet som børn. Men samtidigt så har de også arvet lidt eksotiske egenskaber fra kattens rovdyr side, som vildskab, gode sanser og en tendens til miste besindelsen når de bliver rigtig gale.

    Et andet træk der er dominerende blandt catgirls, men dog har spredt sig til andre typer, er tendensen til at tilføje en lyd som “nya” til slutningen af alle sætninger, noget der første gang blev populært i serien Di Gi Charat og har været en del af anime og manga siden. Ligeledes er det ret ofte at catgirls bruger ordet “nyan” eller lignende, som er det japanske lyd-ord for hvad katte siger.

    Selvfølgelig er det ikke sådan alle catgirls er, men det er de træk man oftest forbinder med dem. Der er mange undtagelser, men så bruger manga/anime’en enten tid på at etablere hendes personlighed eller i visse tilfælde, venter med at afsløre at hun er en catgirl indtil at hun er etableret.

    Til tider kan man også støde på karakterer der ikke er catgirls, men hvor de samme træk bliver brugt til hurtigt at give en karakter den katte-artige personlighed. Det bliver så ofte gjort ved at give kattelignede træk, som en tendens til spidse sidetænder eller pote lignende måde at knytte hænderne på.

    Selv om catgirls nok oftest er med for det mandlige publikums skyld, så er de ret populære som cosplay, og hvert år kan man se utallige billeder fra amerikanske og japanske konventioner hvor fans har klædt sig ud som deres favoritkarakterer, og der mangler sjældent catgirls.

    Hvad det egentlig er som fans kan lide ved dette katteartige image kan der nok skrives en større doktorafhandling om, men catgirls vil sikkert blive ved med at dukke op i anime og manga i lang tid endnu, uanset om de passer ind i handlingen eller ej.

  • Anime i 2003

    At sige at 2003 var et godt år for anime er en underdrivelse af proportioner. Aldrig er så mange titler blevet udgivet i vesten, og aldrig før har så mange nye serier været lavet til japansk tv.

    Det menes at anime stod for omkring 60% af budgettet for alle japanske TV-produktioner sidste år, og mange serier opnåede højere ratings end andre programmer der blev vist. Ligesom Chobits og Azumanga gjorde i 2001 og 2002, så var serier som Last Exile og Stellvia blandt nogle af de største publikumsmagneter i Japansk TV.

    Her i artiklen vil jeg tage et kig på hvad der blev vist i Japan sidste år, og som allerede er på vej til DVD hylderne, og hvad vi kan forvente dukker op senere på året.

    Det er nok passende at starte med serierne Last Exile, Gunparade March og TV-versionen af Ninja Scroll. Disse er blandt nogle af de hurtigste serier til at udkomme i Vesten. Hvor man før i tiden skulle regne med at vente mindst et år, så var disse tre ude på under 8 måneder fra den første episode blev vist i Japan. Dette skyldes meget at salget af serierne til udlandet nu er noget som ofte bliver medregnet i visse seriers produktion og nogle gange, som med Ninja Scroll, så er den ligefrem medproduceret af et Amerikansk firma.

    Blandt årets nye serier er der også en del efterfølgere til serier som allerede er ude eller på vej. Ai Yori Aoshi, Full Metal Panic, Paradise Hunters og Happy Lesson har alle fået en ny sæson, imens Please Teacher og Read or Die har fået nye TV serier der dog ikke helt følger originalerne.

    Men i de næste måneder kommer vi til at se en stribe af nye titler som allerede er i de sidste stadier af forberedelse til vestlig udgivelse. Blandt andet Gungrave, baseret på actionspillet af samme navn og nok et sikkert hit blandt fans af Hellsing og Trigun. TEXNOLYZE er en mere speciel serie, med mange af de navne der stod bag serier som Lain og Niea_7. I den lidt mere humoristiske ende kommer Wandaba Style og Narue no Sekai (Narue’s World). Til dem der vil have action krydret med en del nøgenhed er kampserien Ikkitousen under licens, og er man ude efter en dybere og mere handlingsmættet serie bør man se frem til Wolf’s Rain. Fans af D.N.Angel mangaen kan glæde sig, for den animerede version er også ved at blive bearbejdet til vestlig udgivelse.

    Men det var bare de titler som er garanteret til at nå os i det kommende halvår. Der er mange andre animeserier, der stadig bliver forhandlet om. Blandt andet Stellvia of the Universe, som ved siden af Last Exile fik mange fans i første halvdel af året med sin blanding af humor og computergenerede rumscener, hvilket vil minde mange om den meget populære Vandread.

    Rumiko Takahashi, nok mest kendt for Ranma og Inuyasha, fik hele to serier animeret i 2003. Den første er Rumiko Theater, en samling af enkelte fortællinger og her til efteråret kom der en TV-version af hendes Mermaid’s Forest. Disse vil nok blive opkøbt af Viz, som normalt udgiver alle Takahashis produkter. Ligeledes har hendes Inuyasha serie fået sin 3. film, som der dog nok går lidt tid før vi ser noget til.

    Vampyrer har altid været godt i en anime, og sidste år havde hele 2 serier med dem. Den første er Hitsuji no Uta (Lamenent of the Lamb) som spiller på det mere psykologiske, imens Tsukihime (Moonprincess) holder sig til en mere actionpræget stil.

    Selvom det vestlige publikum heller ikke kan få nok af mecha, så har den genre været lidt død. Men serien Godannar ruller disse måneder hen over de japanske skærme og den er en forfriskende humoristisk parodi på sig selv og genren generelt.

    Ligeledes sælger alt med ninjaer og samurier jo godt, så vi kan nok også forvente at oktoberserien Peacemaker Kurogane udkommer her. Den foregår belejligt nok i samme historiske æra som Kenshin animeen og fans af den serie vil nok kunne lide Peacemaker. Og når vi nu er i det mere actionprægede, så kan man ikke komme udenom Full Metal Alchemist, som netop har alt hvad man kan ønske sig i en typisk action anime.

    Ovre i thriller genren er der så Gunslinger Girl, som handler om en organisation der bruger unge piger som snigmordere, efter at have mekanisk forstærket deres kroppe. Fans af Noir vil nok nikke genkendende til seriens stil, både i handling og på den grafiske side.

    Udover hvad der blev nævnt her, var der i alt over 100 animetitler der blev vist i Japansk tv i 2003. Mange af disse vil nok udkomme i vesten, men hvert år er der en del som ikke gør og der er desværre mange titler der er populære blandt fans udenfor Japan som endnu ikke er opkøbt af amerikanske firmaer. Men heldigvis bliver det tal mindre og mindre hvert år, efterhånden som anime bliver mere og mere mainstream.

  • Dansk D.N.Angel manga

    Daisuki er en næsten normal dreng der lige er fyldt 14 år. Han har de typiske problemer for drenge i den alder, især med hensyn til kærlighedslivet, hvor han lige har fået afslag fra sin drømmepige, Risa. Desværre for Daisuke så løber der en forbandelse i hans familie der gør at alle mandlige medlemmer, fra de bliver 14, regelmæssigt forvandles til mestertyven Dark. Forbandelsen kan dog midlertidigt brydes hvis han udfører et dristigt kup, men kun indtil næste gang, da forvandlingen til Dark udløses af romantiske følelser.

    Så indtil Daisuke får styr på sit kærlighedsliv, bliver han ved med at skifte til Dark og stjæler diverse værdifulde objekter, ofte lige for snuden af det lokale politi. Sagen bliver ikke meget bedre af at Dark har sin egen personlighed og er mere tiltrukket af Risa’s søster, Riku.

    D.N.Angel er en behagelig blanding af action og forviklinger, på en måde der er langt mere kendetegnende for manga end hvad der tidligere har været udgivet på dansk. Både i tegne- og fortællestil hører serien til det der er populært blandt de mere modne læsere og i forhold til serier som Dragonball så er serien langt mere kompleks og henvender sig til et lidt ældre publikum.

    Tegnestilen i D.N.Angel er næsten så klassisk manga-agtig som man kan få det. Pigerne har store øjne. Dark er høj, slank og sorthåret, Daisuke har hår der stritter ud i alle retninger og der bliver brugt en masse typisk manga symbolik. Kombineret med at bogen er trykt i japansk stil og skal læses bagfra, højre til venstre, kan det muligvis gøre den lidt forvirrende for dem der ikke har den store erfaring med manga, men det er noget man hurtigt kan vænne sig til.

    Selvom de tyverier som Dark laver udgør action sektionen af serien, så er den oftest sat lidt i skyggen af resten af handlingen og de forviklinger som hovedpersonerne render ind i. Selvom D.N.Angel ikke helt er en shoujo manga (et udtryk brugt om manga rettet mod piger) så har den en del elementer der minder om dem. I Japan er shoujo en ret dominerende genre, så man kan håbe på at D.N.Angels stil giver forlagene interesse i at udgive andet end actionserier.

    Kvalitetsmæssigt er D.N.Angel ganske god, med en del ekstra materiale og med den originale læseretning, noget manga fans ofte sætter pris på. Blandt ekstramaterialet er der yderligere små historier og forfatternes personlige kommentarer. Dog virker mange af siderne mørke i det i forhold til tidligere versioner af serien i andre lande, især de større billeder i starten af hvert kapitel har mistet en del detaljer. Det er nok på grund af at de, som ved andre dansk manga’er, er kopier af kopier, hvilket altid vil reducere kvaliteten.

    Noget der dog virker lidt malplaceret, især i den første bogs ekstra historie, er den udbredte brug af bandeord, noget som ikke bliver brugt ret tit i Japan. Derfor virker det lidt underligt i den dansk version at nogle af pigerne bander som havnearbejdere, men et sted er der et billede der i originalen var censureret. Her kan man så kan undre sig over hvad Carlsen mente var så slemt at sige i forhold til hvad der eller bliver brugt, hvis man ikke lige ved at der ikke var bandeord i originalen. Det kan skyldes at serien er oversat fra et andet lands version, hvor især amerikanerne godt kan lide at krydre sprogbruget.

    Alt i alt, med mindre man foretrækker den relativt simple stil i Dragonball, så er D.N.Angel nok noget af det bedste manga man kan købe på dansk og den giver et godt indblik i hvad manga kan tilbyde. Selvom serien ikke er en af mine favoritter, så er den værd at læse. Den er for nylig også blevet lavet til en anime serie, som med lidt held dukker op på de vestlige DVD hylder næste år

    Genre: Shoujo, magical girl
    Manga af:     Yukiru Sugisaki
    Udgives i Danmark af:     Egmont

  • Pikmin

    Idéer er en sjov størrelse. En god idé kan komme til dig på de mærkeligste steder og tidspunkter, ofte når du mindst venter det. Præcis hvordan ideer opstår kan være svært at sige, men det er ikke ualmindeligt at de begynder med en sær, lille strøtanke. Denne anmeldelse vil herunder dække, hvad der blev resultatet af at en spøjs mand en dag slappede af med noget havearbejde, pludselig kiggede ned i et af sine bede og tænkte: “Kunne det ikke være enormt sjovt, hvis der løb små farvede væsner rundt mellem planterne?”

    Du er Captain Olimar fra planeten Hocatate, rumrejsende og anset interstellar fragtmand af videnskabeligt forskningsmateriale. Da du i lang tid har arbejdet hårdt, har du besluttet at tage dig en velfortjent ferie i det ydre rum i dit elskede rumfartøj, Delfinen (The Dolphin). Rejsen går desværre langt fra glat. Knap er du fløjet ud fra hjemstavnen, før en vildfaren asteroide rammer dit fartøj. Hårdt skadet styrer dit rumskib mod den nærmeste planet, for at blive spredt over et godt stykke af planetens overflade.
    Da du kommer til dig selv efter den hårde nødlanding, finder du til din store bekymring ud af at dit fartøj desværre nok kan betegnes som værende noget nær totalskadet, og du vil ikke kunne lette. Hvad værre er, luften på planeten er giftig for dig, og din egen rumdragt har kun strøm til tredive dage. Dybt nedslået giver du dig til at undersøge overfladen for spor af dine rumskibsdele. Inden længe støder du på et underligt kæmpeløg, som, da du rører det, smider et frø, der snart spirer og ved oprykning viser sig at være et underligt lille væsen, der er mere end ivrig efter at hjælpe dig på din mission. Dit eventyr kan begynde.

    Lad det være sagt med det samme: Pikmin er unikt, underholdende og nøjagtigt lige så spøjst som ideen der startede det, både i kraft af historie og gameplay såvel som de forskellige genre-elementer. Selv en hårdkogt gamer vil nok have vanskeligheder ved at arkivere Pikmin under én bestemt genre, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Selvom en stor del af spillet er baseret på Real Time Strategy-elementer, vil fans af denne genre nok ikke kalde det et sandt strategispil, selvom de ville kunne nikke genkendende til meget. Ligeledes vil fans af andre genrer også kunne genkende ting.

    Pikmin starter enkelt. I begyndelsen vandrer man rundt på overfladen af planeten som Captain Olimar, men inden længe finder man et løg, som producerer Pikmins. Det handler så om at få disse Pikmins til at indsamle næring til løget, som derved producerer flere Pikmins, indtil man har en styrke stor nok til at hjælpe en med at finde de manglende skibsdele. Pikmins kan deles op i tre typer: Der er røde, gule og blå Pikmins, som hver har deres specielle særtrin. Røde Pikmins er f.eks. de bedste krigere og er modstandsdygtige overfor flammer, hvor gule Pikmins kan kastes længere/højere og er eksperter i at håndtere bomber. I begyndelsen har man kun røde Pikmins, men man opdager snart at det vil være nødvendigt at udforske andre områder på planeten, for at finde de andre Pikmintyper, hvis man skal gøre sig håb om at finde alle de tredive skibsdele, som er spredt over planeten.

    Ligesom i strategispil handler det om at indsamle ressourcer (i form af faldne fjender eller Pikmin-tabletter), og producere en masse units, som man skal organisere og få til at samarbejde efter bedste evne. Modsat strategispil er man som feltherre dog meget nær på sine enheder, idet man vandrer rundt på overfladen sammen med dem. Dette bevirker at man kun kan styre én gruppe ad gangen og at man desuden skal huske at holde sig lidt på afstand, når man sender sin hær i kamp mod planetens rovdyr. Captain Olimar er nemlig præcis lige så sårbar som ethvert andet levende væsen på hans størrelse, og får han for mange skrammer, så er det Game Over, og man må starte den pågældende bane forfra. Captain Olimars placering i spillet gør også at kampene bliver en del mere hektiske og nærheds-prægede, når man pisker rundt mellem sine enheder (op til 100 på én gang!) og fløjter ordrer, mens man forsøger at undgå selv at tage skade.

    Kontrolmæssigt fungerer spillet fint. Kameraet giver sjældent problemer, da det altid er placeret, så det kigger skråt ned på Olimar. Man har mulighed for at zoome ind og ud, samt roterer kameraet på de to grå skulderknapper. Desuden kan vinklen på kameraet justeres på Z-knappen. Placeringen af knapper falder nogenlunde naturligt, selvom visse kontrolelementer lige skal prøves et par gange, før man har styr på det.

    I hvert område findes der en “landingsbase”, som typisk er et lille, afgrænset område af banen, hvor man har fred til at dyrke Pikmins og hvor Captain Olimar kan genoplade sin rumdragts beskyttelse fra sit skib, hvilket let kan blive nødvendigt i nogle af de senere områder. Hvert område har så et bestemt antal skibsdele, som man skal forsøge at få flest muligt af hjem til basen, inden solnedgang. Det er desuden vigtigt at sørge for at have alle Pikmins lagret i løgene eller i følgeskab med sig selv, når natten falder på, da de ellers vil blive spist af rovdyr i ly af mørket.
    Tiden er nok den største hage ved Pikmin. Du har tredive dag til at finde alle skibsdelene, før din dragt holder op med at virke og stakkels Captain Olimar lider kvælnings-døden. En dag varer ca. 15 minutter i virkeligheden og spillet kan derfor virke en anelse stressende af og til. Tidsbegrænsningen er sandsynligvis lagt på med henblik på at øge sværhedsgraden, men det kan virke generende at man ikke altid har tid til at køre igennem i sit eget tempo og lægge mærke til de små detaljer.

    Grafisk set er Pikmin udmærket. Grafikken er flot, selvom den langt fra presser maskinen. Hele spillet er bygget op i en noget nuttet og rund stil, som går fint i et med spillets tema. Teksturerne er ligeledes flotte (en stor del af dem er baseret på Shigeru Miyamotos egen have), selvom de godt kunne have været af højere opløsning.

    Holdbarhedsmæssigt er Pikmin dog ikke blandt de bedste. Hovedspillet er beklageligt kort, hvis man drøner igennem det, hvilket specielt hardcore RTS-spillere sikkert vil være i stand til. En Challenge Mode, hvor man skal udføre specifikke opgaver på de forskellige områder redder dog noget hjem, men det er ærgerligt at sådan et fornøjeligt spil ikke er længere.

    Pikmin er en beretning om hvordan en spøjs strøtanke kan blive til et særdeles underholdende spil og et prima eksempel på nytænkning, som har manglet lidt i spilbranchen i den seneste tid. Desværre har det også sine fejl og mangler, men de mange gode ting det også indeholder er nok til at redde det en god karakter alligevel. Selvom man ikke har lyst til at eje det, skylder man i det mindste sig selv at prøve det.

  • DearS

    Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

    Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

    En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

    Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

    Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

    Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

    Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

    Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

    Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

    *sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

    Stammer fra: juli 2004, tv-serie
    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: Genco
    Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics

  • Online Fan-Manga Serier

    MegaTokyo

    Der er dukket utallige online manga’er op på nettet de seneste år og forbavsende mange af disse er ikke lavet af japanere, men af fans af den typiske manga tegnestil. Mange af disse varierer i stilen, lige fra simple nybegyndere med få striber til serier der har løbet i årevis.

    Online manga er langt mere udbredt i vesten end det er i Japan, måske på grund at den mere traditionelle fan-manga kultur i Japan, der i årtier har lavet deres værker i bladformat og udbredt dem på forskellige konventioner, der afholdes ofte i Japan. Her i vesten har det med at lave det i blade aldrig rigtigt været populært, nok på grund af den stadig ret spredte placering af fans. Men Internettet har vist sig at være perfekt, fordi man kan nå et stort publikum og i stedet for at udgive et enkelt blad en gang imellem, så kan man for næsten ingen penge have sig et website der kan opdateres side for side efterhånden som man får tegnet sin manga.

    Mange serier er derfor startet ret beskedent og har med tiden tilegnet sig et fast publikum der regelmæssigt besøger de hjemmesider hvor serien udfolder sig. Ofte er der også andre ting på websiderne, såsom gallerier af større og pænere enkeltbilleder eller en slags gæstebog hvor folk kan skrive hvad de mener om manga’en.

    En af de mest populære af sådanne manga’er er nok Megatokyo. Den handler om to amerikanere der efter et uheldigt besøg på en computerspilskonvention, mere eller mindre frivilligt drager til Tokyo og er nødt til at overleve i det kaotiske og fremmede Japan. Serien er i god mangastil proppet med unaturlige ting, men samtidigt en parodi på mange af de genrer der findes, krydret med lidt amerikansk humor og/eller sarkasme, der giver Megatokyo sin helt egen stil. Serien er langt fra så godt tegnet som man forventer når man køber en manga, men historien er afgjort værd at læse og savner ikke gode grin.
    Megatokyo er endda blevet så populær at den har opnået at blive udgivet i normal manga trade paper back format, hvilket den nok er den første af sin slags til at blive. Hele Megatokyo kan læses på www.megatokyo.com.

    Men der er mange andre serier der er værd at tage et kig på. Nogle er meget inspireret af japan og holder sig til den klassiske mangastil, mens andre går nye veje, blander nyt ind i det eller forsøger at skabe en personlig stil der stadig ligner den type tegneserier de har set komme fra Japan. En populær serie der går sine egne veje er Exploitation Now, som nu efterfølger Megatokyo med at udkomme i papirsformat. Selv om tegnestilen er inspireret af manga, så er handlingen langt fra noget man ville forvente, med en solid dosis amerikansk humor i sig.
    Exploitation Now kan findes på www.exploitationnow.com.

    Selv her i Danmark har vi kunstnere der viser deres egne mangaserier online, såsom Stereotype Devil and Angel der kan findes på gwennafran.tegnebordet.dk/stda/, som også er en serie der fokusere på det mere humoristiske eller Val & Laren, der har en langt mere seriøs handling på www.kagami.cjb.net. Også på http://www.crystaldragon.cjb.net/ finder man en manga tegnet af en dansker, dog ikke med så mange sider endnu.

    Så sidder man selv med lysten til at tegne sin helt egen manga, så er Internettet en god måde at få folk til at læse den, hvis man ellers tør vise sine egne værker frem og ikke er bange for at få kritik af totalt ukendte personer.
    Og har man ikke tegnet en hel mangaserie endnu, så kan man på nettet også finde mange gallerier hvor man helt gratis kan vise sine billeder frem, såsom www.elfwood.com eller den danske version, www.tegnebordet.dk

  • Amazing Nurse Nanako

    Nanako arbejder som stuepige/sygeplejerske hos doktor Ogami, en genial/gal videnskabsmand der kun får de mest specielle patienter.
    Hendes virke på klinikken går ud på at lave mad – det vil sige kremere fisk – og hjælpe ham med hans patienter/eksperimenter – hvilket vil sige blive generet af dem og især doktoren selv.

    I første afsnit kommer et nyt eksperiment fra militæret og kirken, et væsen ved navn Green som Nanako selvfølgelig skal hjælpe med at undersøge, efter at hun har fundet doktoren altså.
    Afsnit to er de på tur til vildmarken for at træne Nananko, som dog efter et skænderi med doktoren løber væk og farer vild i ødemarken…

    Billedet er meget skarpt og farverne klare, ingen regnbuer eller pixellering. Animationen er også god, hvilket nærmest også er at forvente for ret nyt show (1999) og serien ser generelt godt ud, ikke kun indimellem men holder en god kvalitet hele vejen igennem, hvilket til dels nok kan tilskrives at det er en OVA. Serien er lavet på computer og har nogle panoreringer, hvor dette meget tydeligt fremgår. Disse sammen med det tydelige lagvise opdeling som computerne har skabt vil sikkert kunne irritere visse folk men det er ikke noget som andre end purister vil bemærke.
    Opening’en varierer fra afsnit til afsnit og er meget dyster og har noget tilsvarende musik, noget anderledes end seriens meget lette stil, der dog har dystre undertoner hele vejen igennem så den er ikke helt malplaceret. Slutningen begynder med den sædvanlige stak collagebilleder hvorefter der kommer en 3d CG-sekvens med Nanako der bliver jagtet af en robot, anderledes og sødt men endnu et sted puristerne vil rynke på næsen.
    En sjov ting er menuerne: de er pænt sat op og nemme at finde rundt i, menupunkter på en linje nederst og et billede af Nanako ovenover. De er imidlertid animerede sådan at Nanakos bryster hopper indimellem, selv menuerne afspejler pointen med serien.

    De to lydspor (japansk og engelsk) er klare og tydelige og har begge en god udnyttelse af kanalerne om end der ikke er de vilde surround-effekter.
    Musikken er acceptabel men ikke noget specielt, ikke noget man får lyst til at købe som cd senere. Som førnævnt passer introsangen ikke helt ind i stemningen i resten af serien idet den er meget storslået og dystert og leder tankerne hen på et heroisk sci-fi drama men da serien hele tiden har nogle undertoner af at der er et eller andet i vejen passer det alligevel ind på et eller andet plan.
    Lydeffekterne er gode og ofte brugt, især er boing lydende når Nanako tumler af sted meget velvalgte og øger slapstick atmosfæren.
    Stemmerne er gode og for en gangs skyld er selv de amerikanske stemmer ok, den amerikanske Nanako nærmer sig faktisk den japanske flere steder .

    Af extras er der en pæn stak: de trailers der blev vist på japansk tv for de 4 første afsnit, en musikvideo med highlights af afsnittene på skiven og 25 siders character-design skitser. Alt i alt en rigtig fin samling extras.

    Coverets billede af Nanako i tjenestepigetøj er pænt og attraktivt, det skal nok få folk til at købe dvd’en. På bagsiden er det et stort billede af Nanako i en meget stram bikini der ikke overlader ret meget til fantasien, nogle små billeder fra afsnittene på skiven og en kort introduktion ”skrevet” af dr. Kyoji der, som alt hvad han siger i serien, ikke holder helt stik men giver et udmærket billede af hvad man kan forvente af skiven.

    Hvis det ikke er gået op for folk endnu så handler serien ikke om meget andet end at se mest muligt af Nanako i undertøj men dog samtidig have en smule plot som undskyldning.
    Historien er dog helt klart AMNs svage punkt, selvom man griner ad og føler med Nanako når hun bliver generet – sexchikane er en del af Nanakos daglige pligter lader det nærmest til. Plottet virker dog alt for ofte som en undskyldning for at komme til at vise Nanako i undertøj eller på andre måder halv- eller hel-nøgen, da det er en Pioneer serie mangler den obligatoriske badescene f.eks. ikke, hvilket er synd idet personerne er gode og en ordentlig handling ville ikke skade. Men den tjener sit formål, idet serien er ment som en ren fanservice serie, og den underliggende mørke, røde tråd med kirken og militærets rolle formår at gøre at man ikke mister interessen helt så hurtigt og faktisk følger lidt med i handlingen og ikke kun venter på næste gang man ser lidt mere af Nanako.
    En sjov ting er at serien er meget opbygget omkring Nanako, det er hende der er det centrale omdrejningspunkt, men vi hører ikke noget særligt om hende eller hendes baggrund, al hendes personlighed vises i den måde hun reagerer på omgivelserne på.

    Alt i alt en acceptabel serie som man dog ikke skal forvente det store af, allerede coveret afslører at det drejer sig om fanservice, allerede der er stilen lagt: en komedie med masser af hud, henvisninger til sex og en sød hovedperson.