Blog

I “Lies of Astaroth” spiller en helt der rejser rundt og kæmper mod monstre. Hurtigt møder man Madisy, en udstødt budbringer for en af guderne. Sammen med hende fortsætter man sin rejse og får hurtigt en mission.

Man kæmper mod fjenderne i kortspil kamps og vinder guld og kort samt åbner op for næsten trin i den rent lineære historie.
Man kan dog få flere stjerner jo flere krav op opfylder når man gennemfører et område, og når hvert over-område er helt i top får man et ekstra hemmeligt sted. Der er også små mini-dungeons, der reelt bare er mini-kort hvor man kæmper mod modstandere og samler ekstra mange-kort undervejs indtil man har “tømt” dungeonen. Typisk er der en af dem per kort-område.
Dette er dog lettere sagt en gjort, for der er flere faktorer der kræves, alt fra de rigtige elementer til levels. Både dig selv og dine kort (og selvfølgelig modstanderne) har nemlig levels og kan dermed gøres bedre. Dine kort er yderligere delt i fem grader sjældenhed, men de højere grader er også dyrere at have i decket og langsommere om at komme i spil, så det balanceres en smule.

Udover kampagnen kan man kæmpe mod andre spillere, både alene og i guilds, og der er en rangliste man kan kæmpe sig op ad.

Som sagt kan ens kort stige i levels, og hurtigt går størstedelen af ens tid i spillet på at samle guld og kort til at forbedre andre korts level med. Denne grund er spillets største problem, for det bliver hurtigt en repetitiv kamp for en sjælden gang at komme ét skridt videre i kampagnen.
Kortene har også evner og for hvert femte level (start, 5, 10 og 15 med en ekstra evolution). Den øverste evne kan man udvikle yderligere, men det koster både kort og guld, mange kort og guld på de højeste levels, at udvikle sine kort.
Disse evener essentielle for et vindende deck, og på højere levels er man nødt til at finde evner der modvirker modstanderens kort og indrette sin strategi efter dem. Dette giver spillet mere strategi end man umiddelbart ville forvente, dette aspekt er noget dybere heri end i mange andre spil i genren.

Grafisk er spillet udmærket og typisk for genren med et funktionelt interface, der dog aldrig forklares i dybden, så man skal selv regne det ud, og med flotte manga tegninger på kortene. Disse er alle af høj kvalitet og vil tiltale mange – det var dem jeg selv faldt for da jeg hentede spillet, men det at se min kort blive bedre der holder mig.

Samlet er “Lies of Astaroth” et glimrende eksempel på den i Japan ekstremt populære genre mobil-samlekortspil. Du skal dog være tålmodig og elske at se ting stige i level selvom det tager lang tid og megen grind.