Blog

I landet Iolph holder alle mennesker op med at ældes, når de når midten af teenage-årene, til gengæld kan de leve i hundredevis af år. Det vigtigste i deres liv er vævningen af stoffet Hibiol, der har livet fortælling vævet i sig.
En indbygger, Maquia, føler sig ensom på trods af, at hun bor i et fredeligt og idyllisk land. Men en dag invaderer Mesarte-hæren Iolph, på jagt efter indbyggernes udødelige blod. Maquia bliver revet væk og undslipper krigens kaos og ødelæggelse, men uden sit hjem og sit folk strejfer hun om på må og få. Ved resterne af en af banditter raseret karavane møder hun Erial, et lille spædbarn, som har mistet sine forældre, og bliver hans nye mor og beskytter. Historien følger det forhold, der udvikler sig imellem de to, efterhånden som Erial vokser op, og Maquia ikke gør.

Maquia er den første film af den populære anime serie instruktør Mari Okada (Anohana: The Flower We Saw That Day 2011 og The Anthem of the Heart 2015), og den bærer ånden fra hendes tidligere værker i den måde den er trist og følelsesladet men alligevel fejrer livet og det at det går videre trods smerte og tab.
Ligesom hendes tidligere serier trykker den næsten ubønhørligt vedvarende på følelserne, men alligevel føler man ikke at filmen kammer over i melodramatik, det er trist fordi personerne oplever smerte og tab men de lever videre og netop det, der får seeren til at føle med dem er alle de små glade stunder man ser, hvilket netop gør det trist når disse nødvendigvis ændrer sig med tiden og bliver til minder.

Og det at ting bliver til minder er vævet ind i filmens temaer om moderskab og tab, der for Maquia ender med at være det samme. Allerede fra starten fortæller landsbyens ældste at hun ikke må føle kærlighed, da det vil medføre sorg da hun ældes så meget langsommere end andre, så da hun finder Erial ved seeren allerede at det vil ende sådan. Filmens styrke er dog netop at den ikke kun viser sorgen men netop glæden der kom forud, at tab både mildnes og føles gennem den glæde ved delte oplevelser og liv der kom forud.
Hvad temaet om moderskab angår er det sværere at sige noget entydigt om, da det store fokus på at mødre ikke græder – hvilket Maquia gør jævnligt – kan virke noget gammeldags set med vores danske øjne, men på den anden side fanger filmen essensen af at moderskab ikke kun er hvem der har født barnet, men også taget sig af det. Dette tydeliggøres også i de andre moder-børn forhold i filmen, der også er forskellige men viser kærlighed på hver deres måde.

Filmen er smukt lavet af P.A. Works, der har leveret en samlet utrolig smuk billedside med en især flot udnyttelse af lys. Indimellem er der CG der er lidt tvivlsom, men man glemmer det hurtigt da filmens univers er fængende og når man er suget ind i det kan man leve med småfejl der så rigeligt opvejes af resten af de flotte, utroligt detaljerede baggrunde. En ting som især er værd at bemærke er vævningen, der jo er et centralt tema i filmen, det ser virkelig godt ud med de næsten filigran tynde tråde der bevæges og samles ligesom personerne i filmens liv.
Personernes character designs er meget blødt, hvilket virker lidt anderledes uden at være unikt, og til at begynde med kræver det lidt tilvænning, men det er med til at give filmen et eget præg uden at gøre den virkelig unik – lidt ligesom Ghiblis blødt tegnede personer der er unikke og alligevel en smule generiske.

Musikken er filmen er lige så smuk som personerne, omend den ligesom dem ikke er noget virkeligt unikt. Den er dog glimrende og giver en passende og yderst velvalgt audio kulisse til historien, den kunne ikke udtrykke historien meget bedre, Kenji Kawaii (Ghost in the Shell anime filmens musik) viser tydeligt hvor erfaren en soundtrack komponist han er.
Stemmerne i filmen er ligeledes yderst velvalgte og kompetente, i hvert fald på det orignale japansk som jeg har set den på. Maquia (Manaka Iwami) virker usikker og skrøbelig men alligevel men en omsorgsfuld styrke der øges efterhånden som filmen skrider frem, medens hendes veninde Leilia (Ai Kayano) virker stærk men viser sig at blive mere skrøbelig indtil filmens slutning. Dette rammer stemmerne glimrende med en nerve der gør man tror man hører personen. Knægten Erial (Miyu Irino) virker også troværdig som først lille barn, gennem teenageårene til mere voksen end Maquia ser ud, en imponerende rejse for hans stemme – det kunne en del anden anime lære meget af (jeg ser på dig Dragon Ball med den evigt barnligt lydende Goku).

Samlet er Maquia blandt de bedste anime film, ikke kun i år men generelt. Nogle vil nok mene at den er for sentimental, hvilket er helt fair, formlen som filmen følger er ikke for alle, men dem der kan lide historier med følelser yderst på tøjet bør skrive den øverst på deres liste.

Filmen vil blive vist i udvalgte danske biografer til engelske screenings sidst i november 2018. Se mere i indlægget linket herunder.