Blog

Ponyo på klippen ved havet kommer om 10 dage
Der er kun 10 dage til at Hayao Miyazakis Ponyo på Klippen ved Havet har premiere i de danske biografer, og hvis den holder kvaliteten fra Camera Films andre danske udgaver af Ghibli filmene er der noget at se frem til – ikke blot på grund af at det er en god film men også fordi de plejer at behandle filmene godt med troværdige stemmelæggere og fine oversættelser.
Jeg regner med at lægge mere om filmen op her så snart jeg modtager det, forhåbentlig noget der vil glæde nogle heldige læsere også.
Filmens officielle danske hjemmeside er her, man kan se en trailer for filmen der. Camera Films egen hjemmeside er her.
Deres officielle pressemeddelelse om filmen er herunder.
CAMERA FILM præsenterer:
Ponyo
påklippenvedhavet
EN FILM AF HAYAO MIYAZAKI
Danmarkspremiere den 13. november 2009 i
København: Grand Teatret, Palads, Falkoner Biografen, Kinopalæet
CinemaxX Fisketorvet, Baltoppen Bio 1-2 Århus: Biocity Århus, CinemaxX Århus Odense: Biocity, CinemaxX Rosengårdscentret Ålborg:Biocity, Roskilde: Kino Ro’s Torv, Kolding: Biocenter, Randers: Biocity, Tåstrup: Biocity, Hillerød: Biocity
’Ponyo på klippen ved havet’ er med danske stemmer.
Kort synopsis:
Efter mesterværkerne ’Chihiro og heksene’ og ’Min nabo totoro’ er Hayao Miyazaki klar med en opfølger, der allerede har slået instruktørens egne rekorder på det amerikanske marked, hvor filmen blev udsendt i august. Mest af alt minder ’Ponyo på klippen ved havet’ dog om gennembrudsfilmen ’Min nabo Totoro’, der også var kendetegnet ved en enkel og ukunstlet streg og en historie, hvor man kunne finde formildende omstændigheder ved alle væsner – også de mindre godartede.
’Ponyo på klippen ved havet’ trækker veksler på H.C. Andersens ’Den lille havfrue’, men er alligevel helt sin egen. Filmen handler om en ung dreng, der bliver ven med en mærkeligt udseende guldfisk, som han kalder Ponyo. Ponyos største ønske er at leve blandt menneskene med den fyr, hun holder af. Men havets kræfter – og de antager mange former! – gør deres for at holde hende fra landjorden. Og som om det ikke var nok: Ponyos egensindighed sætter en ældgammel forbandelse fri. Pludselig er hele verden i fare.
Lang Synopsis:
Filmens titelfigur er en lille guldfiskepige, der sammen med sine mange søstre bebor et akvarium i deres fars undervandsakvarium. Da hendes far, troldmanden Fujimoto, tager hende på en tur i sin undervandsbåd, bliver hun så besnæret af verdenen derude, at hun prompte stikker af.
Hun ender med at skylle i land på en strand ved en lille fiskerlandsby, hvor drengen Sosuke redder hende. Sosuke falder pladask for den lille guldfisk, og det er også ham, der navngiver hende, samtidig med at han lover at passe på hende for al tid.
Hendes far er mindre tilfreds, og han hidkalder sine bølgeånder, der bringer den fortabte datter tilbage. Sosukes mor, Lisa, prøver at trøste ham, mens forgæves. Ponyo har det heller ikke nemt. Hendes far kalder hende Brunhilda, men det vil hun ikke acceptere. Hun vil blive et menneske og genforenes med Sosuke. Hvilket umiddelbart tegner til at lykkes – takket være sindrig brug af farens magiske kræfter.
Hendes forvandling slår imidlertid verden ud af balance, og et voldsomt stormvejr trækker op. Ponyo finder tilbage til Sosukes strand ved at løbe hen over bølgetoppene. Da hun ankommer, spenderer hun natten med Lisa og Sosuke, der venter på at stormen tager af, så Lisa kan køre ned til byen og det plejehjem, hvor hun arbejder.
Havgudinden Granmamare, Ponyos mor, ankommer til Fujimotos undervandsbåd, hvor Fujimoto ser, at månen er ude af kredsløb og satellitterne falder fra himlen som stjerneskud. Granmamare forkynder, at Ponyo kan få lov til at leve sit menneskeliv – hvis bare Sosuke kan bestå en prøve. Består han ikke, vil Ponyo blive forvandlet til havskum!
I mellemtiden vågner Sosuke og Ponyo i huset på bakken over havet. Havet har oversvømmet hele terrænet, og Lisa er ikke kommet tilbage fra arbejde endnu. Ved hjælp af Ponyos magiske tricks puster de Sosukes legetøjsbåd op, så de kan begive sig ud i verden og se, hvad som er hændt.
De ender med at finde Lisas bil, men efter en tur gennem en mørk tunnel mister Ponyo sin menneskelige form. Fujimoto dukker op og fører dem til plejehjemmet, hvor de genforenes med Lisa og Granmamare, som sammen har redet trådene ud: De spørger Sosuke, om han kan elske Ponyo uanset, om hun er fisk eller menneske. Han svarer, at han elsker alle Ponyo’er.
Hayao Miyazaki
Japans svar på Walt Disney er uddannet cand. polit. fra Gakushuin Universitetet i Tokyo, men har siden 1963 arbejdet som animator på en lang række klassiske japanske tegnefilm (først for det store Toei-selskab), ligesom han har arbejdet med kortfilm, tv-serier og manga-tegneserier.
Han spillefilmsdebuterede i 1979 med ”The Castle of Cagliostro” efterfulgt af markante titler som miljø- og fredsfablen ”Nausicaä of the Valley of the Winds” (1984), eventyret om den flyvende ø ”Laputa: Castle in the Sky” (1986) og “Min Nabo Totoro” (1988). På det ellers konkurrencefyldte japanske animationsmarked havde Miyazaki så stor succes, at han sammen med sin instruktørkollega og mentor Isao Takahata i 1985 kunne etablere filmstudiet Ghibli.
Efter yderligere et par film lavede Miyazaki ”Princess Mononoke” (1997), som i Japan blev den største kommercielle filmsucces nogensinde. Filmen fik premiere i USA, hvilket banede vejen for yderligere international eksponering med Oscarvinderen ”Chihiro og heksene” (2001) og opfølgeren ”Det Levende Slot” (2004). Begge film blev distribueret i Danmark af Camera Film, der ligeledes har distribueret ”Kiki – de lille heks” (1989), ”Min nabo Totoro” (1988) og ’Porco Rosso’ (1992). Også miljø- og fredsfablen ”Nausicaä of the Valley of the Winds” og ”Laputa: Castle in the Sky” er på vej til de danske biografer, ligesom ”Whisper of the Heart”, der er skrevet af Miyazaki og instrueret af instruktørens alt for tidligt afdøde protégé, Yoshifumi Kondo.
Credits:
Titel: Ponyo på klippen ved havet
Originaltitel Gake no ue no Ponyo
Længde: 100 min.
Premiere: 13. november 2009
Danske stemmer:
Ponyo Klara Kraft
Sosuke Jacob Garde
Sosukes mor Cecilie Stenspil
Sosukes far Søren Vejby
Ponyos far Lars Simonsen
Gran Manmare Sofie Gråbøl
De modne kvinder Susse Wold
Lisbet Dahl
Lilly Weiding
Ghita Nørby
Annie Birgit Garde
Desuden medvirker Lars Mikkelsen
Anette Støvlebæk
Susanne Breuning
Clara Oxholm
Liva Smidt
Niels Anders Thorn
Thomas Mørk
Frida Marie Reynberg
Oversættelse Mette Holm
DK cast og instruktion Chresten Speggers
Teknik/Mix Camp-David 2009
Executive producers: Koji Hoshino producer
Manuskript og instruktion: Hayao Miyazaki
Producer: Toshio Suzuki
Censur: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.
Web: www.ponyo.dkwww.camerafilm.dk
3. november 2009
Shinshi Doumei Cross (The Gentlemens Alliance Cross)
Det nu 15årige adoptivbarn, Haine Otomiya, føler ikke rigtig at hun passer ind nogen steder.
Da hun kun var få år gammel blev hun givet bort af sin far, Kazuhito Kamiya, til Otomiya-familien mod et lån på 50.000 yen, da hendes fars firma havde brug for penge, og Otomiya-familien ikke havde en arving til deres. Dette knuste Haine, og da hendes enlige adoptivfar fandt sig en kone med en dreng, blev han familiens arving, og hun var igen ikke nødvendig.
Haine blev en del af en bande, men ændrede sig drastisk da hun mødte den rige dreng, Shizumasa Toguu, der havde tegnet hendes favorit børnebog. Han bad hende om at leve sit liv på den måde hun havde lyst til, og dette førte til at hun forelskede sig i ham, og gjorde alt hvad hun kunne for at blive en god datter for Otomiya-familien. Deriblandt kæmpede hun hårdt for at komme ind på den meget fornemme privatskole, Imperial Academy. Her er alle elever tildelt en rang – guld, sølv eller bronze – der afhænger af ens egen dygtighed, og mest af alt ens families rigdom.
Haine finder ud af da hun kommer på Imperial Academy, at Shizumasa Toguu er “præsident” på skolen, lederen af skolens elevråd, og også en elev af rangen guld, hvilket gør at alle ser meget op til ham, og at Haine – en bronze elev – må nøjes med at kaste lange blikke efter ham på afstand.
Men efter en masse omstændigheder bliver Haine, på trods af sin rang, medlem af elevrådet. Hun har nu mulighed for endelig at komme i kontakt med Shizumasa igen, men kan ikke forstå hvorfor han er så kold overfor hende og mener at han ikke kender hende.
Det er nærmest som om han er en helt anden person?

En ting der som altid er typisk for Arina Tanemuras serier, er, at vi her ikke alene har at gøre med en god historie og god tegnestil, men også en mangaka der kan finde ud af at lade sine karakterer gennemgå en udvikling på et personligt plan. Derudover kan Arina i modsætning til andre kvindelige mangakaer (f.eks. Rumiko Takahashi, skaberen af Ranma½), finde ud af at give slip på sine serier på det helt rigtige tidspunkt. Ikke lade dem slutte for hurtigt, men heller ikke trække dem i langdrag, så vi ender med at falde i søvn efter de første 30 bind er udgivet. Dette gør sig også gældende i Shinshi Doumei Cross, der er på 11 bind. Ikke alle bindene er ude på engelsk endnu, men den forventes færdigudgivet i slutningen af 2009 eller starten af 2010. Alle bind er dog ude på tysk for dem der køber syd for grænsen.
Kan man lide Arina Tanemuras tidligere værker, er denne lidt nyere manga hun har lavet (udgivet i det japanske blad Ribon fra september 2004 til juni 2008) et must at læse!
Arinas tegnestil fortsætter i det samme sikre spor som i hendes andre serier, men i Shinshi Doumei Cross virker det som om at hendes stil lige har fået et finpudsende, detaljerende pift. Hendes baggrunde virker flottere end sædvanligt, og især de kvindelige karakterer i serien kommer til at fremstå en tand mere feminine. Dette gælder specielt for karakteren “Ushio”, Haines bedste veninde.
Alt i alt en meget flot manga med mange uventede twists i historien og en sød humor der gør den til meget underholdende læsning.
Genre: Comedy, Drama, Romance, School Life, Shoujo, Slice of Life
Alder: 7+
Lavet af: Arina Tanemura
Udgivet i Japan af: Shueisha
Udgivet i USA af: VIZ Media
Udgivet i Tyskland af: TokyoPop DE
Udgivet i Frankrig af: Kana
15. september 2009
Artikel om manglen på mandlige figurer
Tomopop har en god diskussions artikel om hvorfor der findes så få figurer af mandlige anime-personer. Og de har jo ret, det er nærmest som om at 99 ud af 100 figurer der udgives er af piger (overdrivelse fremmer forståelsen), men hvorfor?
Link
6. august 2009
Liste over efterårets serier 2009
Her er første udgave af en billedliste over efterårets serier. De begynder typisk i september og kører så over oktober og november også, nogle december men den måned er der så mange special-programmer på japansk tv at faste serier ofte holder pause.
Jeg har ikke lavet denne opsamling og tager på ingen måde credit eller ansvar for den.
1. august 2009
Hatsune Mike live koncert
Animelo Summer Live 2009 Re:bridge koncerten annoncerede i fredags at hun vil optræde “live” den 22 august eftefulgt af Gackt den 23 august.
Hatsunes udsende blev skabt af tegneren Kei og hendes stemme stammer fra Yamaha synthesizer programmet Vocaloid 2 ud fra stemmelæggeren Saki Fujitas stemme.
Animelo Summer er en årlig serie af koncerter med anime-sange der har kørt siden 2005. Arrangørerne har ikke sagt hvordan de vil lade Hatsune optræde live.
Tak til AnimeNewsNetwork for info.
31. juli 2009
Dead or Alive 4
Doatec koncernen fortsætter med at eksperimentere med deres klon af shinobuen Kasumi, og derfor angriber ninjaerne firmaets bygning for at få stoppet projektet.
Det ville være synd at sige at der er noget nyt under solen, for det er den næsten samme tynde historie om Doatec der kloner Kasumi, kontrollen er den samme som i de tidligere X-Box spil med minimale forskelle pga controller og det eneste virkelig forbedrede er grafikken. Ligesom det var med alle spillene siden DOA2 egentlig, men det virker så hvorfor ændre det?
Historiens tyndhed når dog nærmest nye højder (eller måske nærmere dybder). Denne gang er der ikke engang en rigtig forfilm med introduktion men kun en smule under kampene og så nogle flotte afslutningsvideoer. De er i det mindste rigtig flot lavet og giver en fin bid historie, men det er for lidt og for sent efter min smag.
Der er nok ikke nogen der spiller kampspil for historien, og det er da også gameplayet det kommer an på. Som beskrevet ovenfor er der ikke ændret det store i det siden de tidligere X-box spil, så hvis man har spillet dem vil man straks være hjemme. Måske lidt for hjemme dog, idet spillet er lige på og hårdt for de uøvede, der er ikke noget easy mode men kun normal og sværere.
Som tidligere kan mange ting på banerne ødelægges, umiddelbart føles det som lidt flere end i de tidligere spil endda. Kast din modstander ind i et bord med vaser på og de ødelægges ligesom gipsfiguren på væggen, vinduet eller den tynde skillevæg i det japanske hus. En af banerne foregår på en vej i noget der minder om Las Vegas, og der kører biler forbi og rammer spillere der står i vejen indimellem, en anderledes form for interaktiv kulisse.
Der er alle de gamle kendige fra de første DOA-spil plus dem fra DOA3 samt fire nye – en japanske pige der hedder Kokoro, en mexikansk kæmperinde, en blond gut og så en kvindelig Spartan (Master Chief fra Halo).
Grafikken er dog flot, selv et par år efter udgivelse er det stadig blandt de bedste 3d-kampspil og mange af kulisserne er virkelig flotte og man får indimellem lyst til at nyde dem hvilket desværre resulter1er i en tabt kamp.
Personerne har også mange detaljer, f.eks. kan man på de fleste pigers tøj ane brystvorter under de stramme toppe, men det virker lidt unødvendigt og en smule usmageligt. Nogle af kostumerne har også rigtig flotte teksturer med fin dybde, læder, kunststof og den slags ser virkeligt naturligt ud. Det gør til gengæld, at man virkelig lægger mærke til at huden på personerne er flad og ikke har tekstur, især på pigerne der viser meget ben er det virkelig iøjnefaldende og ødelægger indtrykket af en realistisk 3d-verden noget.
Samlet er DOA4 uagtet dets mangler et glimrende kampspil og en fin første udgave i HD, men på trods af at det er et af de bedste kampspil lavet er det stadig blot nyt opkog på gamle knogler. Pigerne ser dog bedre ud end nogensinde før så de fleste tilgiver det nok.
Platform X-Box 360
Udvikler Tecmo
14. maj 2009
My-HiME OST2
My-HiME OST2 indeholder mere af baggrundsmusikken fra serien, og som altid for Yuki Kajiura meget stemningsskabende. Man føler dog indimellem at man har hørt dele af det før, som med det meste af hendes musik skinner hende stil tydeligt igennem, omend ikke så markant og dominerende som i andre værker.
Stemningen i numrene på albummet er primært i den dystre ende eller adrenalin pumpende kampmusik, men er da også lige kommet noget af baggrundsmusikken fra når Mikoto ter sig underligt med.
01 Himeboshi -omou kokoro- er et stille, melodiøst nummer med en smuk sang-side der øger den melankolske stemning. Den bruges da også til mere sørgende scener i serien.
02. Mayoi to, tomadoi to yureru omoi er en frisk optagt på strengeinstrumenter.
03. Asa, tsukanoma no yasuragi piano og violin danner et stille mellemspil
04. Hajimari -yami e no shotai- begynder med en lidt mørk strenge optagt til det nummer med højt tempo der bruges under action-scener i serien
05. Maiyume!! er et nummer med højt tempo der får adrenalinen til at pumpe og en til at føle at der skal kæmpes for en sag. Dens brug af panfløjte sammen med det karakteristiske Kajiura piano-tema giver den et lidt luftigt præg og lader nummeret skille sig ud.
06. Omoi, sorewa shojo no kirameki indledes med klart syntetisk harpespil som får selskab af elektrisk og guitar hvilket giver nummeret råhed og energi.
07. Kokuyo no kimi -amai yuwaku indledes med et piano-tema der får selskab lette trommer inden en violin tager over og giver sangen et higende præg.
08. Taisetsuna hito er et mellemspil med piano og violin.
09. Daremo inai hokago er et smukt piano-stykke.
10. Kako e no Requiem er et stykke på bratsch og violin hvilket giver det en rolig og eftertænksom stemning.
11. Himeboshi -instrumental ver.- er en smuk ballade men det nærmest æteriske forsvinder uden sangen (udgaven med sang findes på OST 1).
12. Tokiiro no mai -instrumental ver.- igen et stykke der oprindeligt havde sang, og her mistes meget og man lægger primært mærke til tempoet og den forvredne synth-guitar. Det ændrer dog ikke på at melodien er smuk, men den går fra at være memorabel til blot at virke som typisk baggrund til en action-sekvens.
13. It’s only the fairy tale -instrumental ver.- Alyssas sang er næsten endnu mere spinkel uden sangen, men klokkespil og piccicado violin bibeholder melodien og det lette præg.
14. Nonbirina hirusagari holdes let, lys og frisk af en melodistemme på tværfløjte. Man kan ikke lade være med at få lyst til at starte på en ny, frisk dag når man hører nummeret.
15. Irasshaimase! Famiresu e! er også en let og munter sang med fløjte.
16. Shikkobu wa odoruyo er også et fløjtestykke men mere pompøst og storladent end sprudlende med energi.
17. Minogasanaizo! er et stykke med en mere elektronisk klang og en lidt mystisk stemning, der er skjulte ting på spil.
18. Matamata onaka hetta! er en hyperaktiv, glad humørspreder der med sin komiske melodi ikke kan lade være med at få smilet frem. Sangen passer perfekt til de mere komiske islæt i serien.
19. Soushitsu klokkespil har melodistemmen i dette nummer hvilket giver det et let men stadig slagkraftigt præg og en let drømmende tone.
20. Himeboshi -Hitori- en gentagelse af Himeboshi temaet på andre instrumenter med lidt faldende stjerner til sidst.
21. Nemuranai yamino shito er en dyster kamp-melodi men rå guitar riffs, der gør sangen mere rocket end resten af cden. Det giver en råhed der skiller den ud omend de allestedsnærværende klokkespil og violiner også er med her.
22. Shiromuku no hime e er et kort, hurtigt nummer der får pulsen op at køre får en til at føle at nu sker der noget, man skal skynde sig.
23. Natsuki sennyu starter med nogle lidt spøjse, elektroniske lyde som får selskab af et klokkespil, der er undelige ting på færde.
24. Haiyoru nazo, nazo er en underlig lidt uharmonisk blanding af klokkespil, bas og andre instrumenter. Det virker ikke så meget som musik men mere melodisk baggrundslyd.
25. Omoi, hakanaku igen et melankolsk tema på piano med klokkespil til.
26. Konran er også et kort nummer med en mystisk snert skabt af trommer og elektrisk guitar.
27. Yami ga hirogaru er et ildevarslende nummer med syntetiske lyde og raslende instrumenter på skæve tidspunkter. Der lægges op til dystre foretagender.
28. Samayoeru yamiyo er endnu et dystert og uroskabende nummer, mere stille og mørkt end nervepirrende dog.
29. Owarinonai Crossroad indledes med en elektronisk bippen, nærmest som et ur, der suppleres med trommer og klokkespil.
30. Shinku ni somaru yoru no yume er et nummer med forvrænget elektrisk guitar, indisk klingende strengeinstrumenter og andre orientalske lyde. Der sker eksotiske ting.
31. Shinwa no hateni -HiME to Kuroyo no kimi begynder lidt mørkt men blødes op med seriens gennemgående violin-tema, der passer glimrende sammen med den forvrængede guitar. Det gennemgående kor-stykke kommer også med undervejs.
32. Omoi hitohira er et stille piano-stykke.
33. Himeboshi -Mashiro- det sidste nummer på cd’en et en piano-reprise af temaet.
Samlet er der nogen variation i numrene, men man kan tydeligt høre sammenhængen, ikke kun fordi de samme temaer er brugt i mange numre men også i valget af instrumenter. Dette er dog at forvente for et soundtrack og ikke et reelt kritikpunkt, nærmere tværtimod idet det viser at serien har en sammenhængende lydside.
Alt i alt er det et ganske udmærket soundtrack, men man skal huske at det er OST2, de mest prominente numre fra serien er at finde på det første. Det er tydeligt at det er komponeret af Yuki Kajirua, så hvis man kan lide hende vil man sikkert synes om det medens andre finder hendes stil repetitiv og kedelig. Uanset hvad er det et habilt udført soundtrack, der dog ikke er noget man vil ende med at lytte til regelmæssigt.

9. marts 2009
L’Arc en Ciel – Heaven’s Drive
Heaven’s Drive singlen blev udgivet i 1999 og er et af de større hits for den kendte japanske rock-gruppe L’Arc en Ciel. De er nok mest kendt blandt anime-fans for at have lavet den første opening til GTO animeen, men de var fra da de udgav deres første album i 1993 almen kendt.
De har flere gange været på toppen af den japanske Orihalcon salgsliste, og i 1998 blev de et af tidens største bands trods diverse problemer.
Gruppen eksisterer den dag i dag og sidste år optrådte de i Paris.
Denne single har dog nogle år på bagen, men den er stadig et glimrende eksempel på japansk rock af bedste klasse.
01 – Heaven’s Drive har det for gruppen klassiske tema om at køre og vil da også egne sig glimrende i en bil under en lang tur. Sangen har en god, lidt rå guitar som grundlag hvilket passer perfekt til Hydes ru lettere ru stemme. Senere i nummeret kommer synth blæsere til og nummeret ender med at være en symfonisk rock-ekstravaganza som man ikke kan undgå at bevæge sig i takt til.
2 metropolis ~android goes to sleep mix~ by yukihiro er et roligt nummer med tendenser mod ambient baggrund med flydende synthesizer. Ikke et typisk rocknummer, men det giver singlen lidt bredde.
Samlet er det en rigtig god single, der dog kan være svær at skaffe i dag. Men hvis man falder over den i en brugt-butik i Tokyo eller anden japansk by findes der absolut værre musik at købe.
11. februar 2009
Yu-Gi-Oh! Trading Card Game
Man skal have været meget uopmærksom inden for anime / manga miljøet, hvis man ikke har hørt om Yu-Gi-Oh! og det tilhørende kortspil. I det hele taget er det svært at undgå Yu-Gi, idet den er et kæmpe hit blandt alle børn og unge i USA, og noget af den er da også blevet vist på dansk tv, og mangaen er ret populær herhjemme.
Den her anmeldelse handler dog ikke om serien men kortspillet, der nærmest er centrum for det hele, idet både mangaen om animeen senere handler om folk der spiller det.
Hver spiller har et deck på mindst 40 kort. Spillet begynder med at man slår sten-saks-papir om hvem der starter, og begge spillere trækker så 5 kort. Der er tre korttyper: monster, spells og traps.
Man har 8000 livspoint – ikke kun 4000 som i serierne, og man vinder normalt ved at reducere modstanderen til 0 point. Den nemmeste måde at gøre dette på er ved at angribe med sine monstre, der dog skal angribe modstanderens monstre først før de kan skade ham.
Til at hjælpe ens monstre har man trap og spell kort.
Traps er som navnet siger fælder som man spiller og så kan aktivere i de efterfølgende ture. De gør alt fra at smadre modstandernes monstre over at dele skade til ham til at give dine egne monstre bonusser. Spells har en effekt så snart de spilles, og det er også typisk noget der gavner en med det samme, såsom at fjerne et af modstanderens monstre, traps eller spells. Der er dog både traps og spells hvis effekter fortsætter indtil de bliver fjernet fra spillet, hvilket indbyder til et væld af strategier.
Der er dog en krølle på både monstre og vedvarende spells og traps: man kan kun have fem monstre og fem spells / traps i spil ad gangen. Dette gør at man skal administrere hvilke kort man spiller grundigt, især da visse kort er afhængige af hinanden.
Som måske antydet ovenfor er spillet både forholdsvis simpelt, men der er samtidig mulighed for at gå i dybden og udtænke mere komplekse strategier. Så på trods af at målgruppen nok primært er 10-14 år kan ældre sagtens få noget ud af spillet.
Grafisk set er spillet en blandet fornøjelse. Mens selve kortene er pænt trykt og de forskellige korttyper tydeligt forskellige kniber det ofte noget med illustrationerne på de enkelte kort. Der er store, brutalt udseende drager, ægyptiske sfinkser og veltegnede figurer i manga-stil i den positive ende, men spillet skæmmes af dårlige 3d-billeder og abstrakte tegninger, der ingen synlig sammenhæng har med kortenes navn eller funktioner.
Et andet kritikpunkt er kortenes pris, der er en smule højere end mange andre samlekort-spil.
Man er nærmest nødt til at købe et færdig-lavet deck for at begynde at spille, og da disse er ret billige (100-120kr for 40-50 kort) og indeholder mange af de mest almindelige og anvendelige kort er de et godt køb. Samtidig er de bygget op så man får en solid spiloplevelse ud af dem, og de burde være gode nok til at klare sig rimeligt med i turneringer endda.
At mange af dem så samtidig er bygget op over de decks, personer fra serien bruger, gør dem kun sjovere for fans; nu kan man endelig efterligne Yugi eller spille sin egen Blue-Eyes White Dragon.
Men snart vil man til at lave sit eget deck og finde sin egen spillestil, og det er her det begynder at blive dyrt. Man får en booster med 9 kort for 35-40kr, og den består af 8 common (normale) kort og et rare (sjældent). Det er som sådan fint nok , men når der er 5 grader af rare (rare, super, ultra, ultimate og secret) begynder det at blive svært at få bestemte kort, og det lugter langt væk af at være en pengemaskine for udgiveren.
Dette er det ultimative problem for Yu-Gi-Oh! kortspillet: det er lavet for at tjene penge på en populær titel, noget mange ser ned på. Det er dog en central del i universet omkring denne titel, og mange, især yngre, vil få et kick ud af at spille nøjagtigt som deres helte på tv/i mangaen. Og da det samtidig er et ganske godt spil kan man tillade sig at overse kommercialismen i det en stund og more sig med kortene. Lad duellen begynde.
Udgivere: Konami, Upper Deck Entertainment
10. juni 2008
Full Moon wo Sagashite
Den 12årige pige, Mitsuki Kouyama, har mistet begge sine forældre og bor derfor hos sin bedstemor. Hun elsker musik overalt på jorden og hendes største drøm er at blive en kendt sanger på grund af et løfte hun engang lavede med den lidt ældre dreng, Eichi Sakura, før han blev adopteret fra deres børnehjem og flyttede til Amerika. De lovede hinanden at de ville finde hinanden igen, og til den til ville Mitsuki være sanger og Eichi astronom. Han fortæller hende at han elsker hende, og uden en chance til at fortælle ham hvad hun føler, rejser han.
Det hele er dog ikke så ligetil for Mitsuki, for hendes bedstemor hader musik mere end noget andet, og hendes drøm om at blive sanger bremses af en kræftknude i hendes hals, og hun kan kun blive rask hvis hun får foretaget en operation. Med denne operation vil hun kunne leve videre, men der er en risiko for at hun mister sin stemme. Derfor afviser hun igen og igen lægernes og bedstemoderens råd om at få gennemført indgrebet.
En dag har Mitsuki meldt sig til en audition, og har skrevet på sine papirer at hun er 16 år gammel. Hun beder sin læge, Wakaouji-sensei, om at komme op med en undskyldning, så hun kan slippe væk hjemmefra og deltage. Men han nægter.
Senere samme dag sidder Mitsuki ved sit skrivebord, og får pludselig besøg af Takuto og Meroko – et par shinigamier, der sammen går under navnet Negi-Ramen, som pludselig kommer dumpende ind gennem væggen. De kommer til at røbe for hende at hun kun har et år tilbage at leve i, og at de når det år er gået skal tage hendes sjæl med. Hun skynder sig at stikke af for at gribe chancen for at blive sanger, og nå sin audition i tide, mens Takuto og Meroko følger efter og forsøger af fange hende.
Da det endelig lykkes dem, beder hun igen og igen om at få lov til at deltage. Takuto lader hende deltage, men Mitsuki ligner slet ikke en på 16, så han giver hende en pille bestående af sit eget blod. Når hun har slugt den, vil hun kunne forvandle sig til en 16årig pige med langt blondt hår hver gang han knipser med fingrene, og så længe hun er forvandlet vil hun være sund og rask.
Da det bliver Mitsukis tur til at synge til auditionen, overvælder hun samtlige dommere med sin fantastiske sangstemme, og vinder. Herfra må Mitsuki leve et dobbeltliv. Den ene halvdel som den normale skolepige der kæmper med sine egne problemer og i dette tilfælde en sygdom, og den anden halvdel som den populære sanger, Full Moon.
Som serien skrider frem knytter de to shinigamier stærke bånd til Mitsuki og de gør alt hvad der står i deres magt for at hjælpe hende med at nå sit mål. Men Takuto bliver mere og mere forelsket i hende, og Meroko bliver mere og mere jaloux fordi hun selv gerne vil have Takuto, men samtidig er blevet rigtig gode venner med Mitsuki. Det bliver sværere og sværere for dem begge at skulle tænke på at tage hendes sjæl.
Kort tid efter Mitsukis første audition skilles mangaens og animeens plot lidt efter lidt mere og mere ad. Der sker mange af de samme ting både i mangaen og animeen, men de udvikler sig ret forskelligt som serien skrider frem.
Animeen er på 52 afsnit, men den føles ikke lang og tung at komme igennem. Arina Tanemuras tegnestil der som sædvanlig er i top gør, at det er en fornøjelse at se hvert eneste afsnit, og personlighederne hos de forskellige karakterer i serien er alle sammen til at holde ud og nogenlunde nede på jorden, så man sagtens kan forholde sig til dem. Baggrundene er gode og realistiske uden at være noget, der er specielt fremtrædende. Sangene i serien spiller en meget stor rolle, og også selvom man hører de samme sange mange gange i løbet af de 52 afsnit serien strækker sig over, er de klart noget af det bedste ved serien, og især Myco, der lægger stemme til Mitsuki, og synger samtlige af hendes sange som Full Moon, gør det virkelig godt.
Historien er god, og selvom serien er i magical girl kategorien er den bestemt ikke en af de typiske idet Mitsuki hverken får superkræfter, “kamp-outfit” eller “stridsfæller” der har det som hende selv.
Hvis man lide mahou shoujo serier men er lidt træt af alle superkræfterne, bare vil se en flot og romantisk serie eller kan lide andre af Arina Tanemuras serier så er Full Moon wo Sagashite helt klart en serie der skal ses.
Genre: Shoujo, magical girl, romance, drama
Alder: 13+
Studie: Studio Deen
Amerikansk licens: VIZ Media
4. oktober 2007
Vampire Game bind 3
Fægteturneringen i La Naan fortsætter, og det samme gør intrigerne. Ishtars livvagter arbejder på at finde af hvem prins Seriz rigtige mor er. Under et besøg hos den skøge, som prinsen plejer at gå til, får de dog en overraskelse.
De to andre prinser har dog også hemmeligheder, og især den stille Laphji er langt fra som han ser ud til.
Samtidig er vampyrerne, der trækker i trådene bag turneringen, ved at sikre sig at alt gå efter deres planer og intet stopper dem. Og selv hvis det er en af seriens hovedpersoner der gør det må han vige eller dø…
Vampire Game bind tre fortsætter med højtryk på de royale intriger og endnu flere kampe. Disse er i dette bind et skidt fremad for mangaen, idet de alle er tempofyldte og flydende, en klar forbedring i forhold til de mere stive scener i de tidligere bind.
Historien er fyldt til bristepunktet med intriger, og disse gør at det er svært at lægge mangaen fra sig når man først er kommet i gang, man skal lige vide hvordan den nyeste plot-drejning passer ind i helheden.
Vampire Game begyndte uden at være noget særligt, men nu vi er kommet lidt ind i serien har den fundet sin plads, og jeg håber at den bliver ved med at være så fængende fremover
Genre: komedie, fantasy, romance
Alder: 13+
Målgruppe: Teenagere
Lavet af: Judal
Udgiver i Japan: Wing Comics
Udgiver i USA: TokyoPop
Udgiver i Danmark: Mangismo
19. juli 2007
Kanon (2001)
Da Yuichi’s forældre må flytte hele tiden pga. deres arbejde og endda også bliver sendt til udlandet, flytter han op til sin tante Akiko i en lille by nord på, hvor også hans kusine Nayuki bor. For mere end 7 år siden tilbragte han altid sine ferier der, men så mistede de kontakten. Nayuki er dog meget begejstret for nu at skulle gå i samme klasse som sin fætter, og glæder sig til at genoptage det venskab de havde. Dog er hun ærgerlig over at Yuichi næsten intet kan huske fra sin barndom.
Lidt efter lidt møder Yuichi fire piger på hans alder, som alle ser ud til at have en forbindelse til hans fortid, men ingen af dem hjælper ham bevidst på vej til at huske noget. Ved alle møderne med de forskellige piger begynder han i sin underbevidsthed at se scener fra hans barndom, men er ikke sikker på om det er drømme eller virkelighed.
En af pigerne, Makoto, overnatter også nogle gange hos Yuichis tante. Hun har heller ingen hukommelse, men kan ikke lade være med at lave narrestreger hele tiden. Dette får Yuichi til at glemme en vigtig skolebog han havde lånt af Nayuki en dag, så han må gå tilbage på skolen. På gangen møder han en af eleverne, Mai, som løber rundt på skolen med et sværd og kæmper mod en usynlig dæmon og kalder sig selv for skolens beskytter…
På en helt anden måde møder han pigen Shiori, der på grund af sygdom ikke har kunnet gå i skole i nogen tid. Men hun går ofte rundt i skolegården og ser ud til at vente på en, som aldrig dukker op.
Den sidste pige han møder er Ayu, som ikke kan leve uden taiyaki (en fiskeformet pandekage med sødt azu bønne fyld) – hun glemmer bare altid at hun ikke kan betale for dem, og på hendes flugt fra en gal taiyaki sælger, støder hun ind i Yuichi, og trækker ham med. De to møder hinanden flere gange under de samme forhold. Også hun ser ud til at ha forbindelse til Yuichis barndom…
Ved første øjekast virker Kanon som en sædvanlig sød pige-anime, men hen ad vejen kommer der dybde i de forskellige personer, og man opdager hemmeligheder omkring dem. Historien indeholder også triste, dramatiske og overnaturlige elementer, som gør det hele lidt gådefuldt.
Hele mysteriet bliver symbolsk opklaret da foråret kommer, og sneen som gemte alt under sig smelter. Slutningen kommer uventet, og er lidt chokerende.
Kanon er baseret på et dating spil til pc, der først kom i en hentai-udgav og senere i en mere stuevenlig version, der også kom til Dreamcast konsollen – men der er en del forskelle mellem de to udgaver.
Animationens kvalitet, soundtracket og frem for alt historien alene får en til at beholde Kanon i tankerne.
Original titel: Kanon TV
Udgivelses år: 2001
Længde: 13 afsnit á ca. 30 min
Produktion: Toei Animation
Character design: Yoichi Onishi / Visual Arts (Kei)
18. juni 2007