Blog

Figure 17
Pigen Tsubasa har for nyligt mistet sin mor og er flyttet med sin far ud på landet, hvor han følger sin gamle drøm om at blive bager. Desværre viser det sig at livet væk fra byen ikke er helt så fredeligt som man skulle tro, da Ten aftesubasa n ser et UFO lignende fly styrte ned i det fjerne. Hun forlader gården og går ud for at undersøge det nærmere og ender midt i en kamp mellem flyets pilot og et monster der er slubbet løs fra det. Til sin kamp bruger piloten en avanceret kunstig organisme, der binder sig med han krop igennem den beholder den er opbevaret i, men selv med det boost som den forening giver, er han ikke i stand til at besejre det undslupne væsen. Efter at piloten er slået bevidstløs går monsteret efter Tsubasa, der flygter ind i det nedstyrtede rumskib. Herinde kommer hun ved et uheld til at ødelægge en beholder med endnu et af de kunstige organismer, som binder sig direkte med hende. Kombineret bliver de en langt stærkere person og er i stand til at besejre væsenet, men efter kampen deler de sig, meget til Tsubasa’s overraskelse, i to, hvoraf den ene er en identisk version af hende selv.
Figure 17 kunne meget nemt lyde som endnu en serie om magiske, transformerende piger og sukkersøde kampsekvenser involverende diverse lyserøde våben, men serien vælger at tage en helt anden retning og stil. Mere end noget andet, så handler den om Tsubasa og hendes nye tvillingesøster Hikaru og deres vendskab. Tsubasa er en stille, forsigtig og indelukket pige, imens Hikaru, selv om hun deler Tsubasa’s minder, er udadvendt, aktiv og fuld af gåpåmod, men alligevel er der et stærkt venskabeligt bånd mellem dem, som virkeligt er seriens kerne.
Hver episode af Figure 17 varer forbavsende nok hele 45 minutter, hvilket er meget usædvanligt for noget der har været en tv-serie i Japan. Også hvordan episoderne er sat sammen adskiller sig væsentligt fra normen, da de oftest består af 35-40 minutter der handler om pigerne, og resten fokusere så på deres kombinerede kampform og deres forsøg på at stoppe alle de væsener som det nødlandede skib slap løs. Skiftet mellem seriens to sektioner er ofte meget markant, da episoderne for det meste løber stille og roligt, omhandlende de to pigers normale liv og de helt normale problemer de har der. Derefter skifter det til de ret flotte og action mættede kampscener, der er lige så vigtige for serien som alt andet og til trods for det ret drastiske skift i handlingen, så er det en yderst vellykket kombination.
I det daglige liv er Tsubasa som nævnt en indelukket pige og her er hendes nye søster en stor hjælp med at få hende til at åbne sig, imens Tsubasa’s følelser og liv er en meget intens oplevelse for Hikaru, der inderst inde stadig er et kunstigt væsen med Tsubasa’s minder. Det er også meget dominerende i deres kampform, hvor det er Hikaru der har styrken og evnerne, men det er Tsubasa’s følelser der motiverer hende og det er det forhold mellem de to piger der er med til at gøre Figure 17 til en så smuk serie.
Men der er andre ting der gør serien værd at fremhæve. Musikken der følger handlingen er perfekt afbalanceret, med stille og rolige temaer det meste af tiden, med spring over i mere intense stykker under kampene, samt åbnings- og afslutningsstykker der er værd at høre igen i alle 13 afsnit.
Dertil kommer at animationen er dejlig glidende og de utallige baggrunde der er brugt er alle lavet i smukke detaljer der virkelig fremhæver de naturomgivelser som serien foregår i. Om det så er snedækkede gårde eller pigernes favorit sø i skoven, så er der lagt vægt på at vise det så smukt som muligt.
Figure 17 er en serie af forbavsende høj kvalitet og har man ikke noget imod en blanding af meget drama og lidt action, så er historien om Tsubasa og Hikaru både smuk og spændende, på en måde man sjældent ser det i serier, og jeg kan anbefale den til enhver der gerne vil se hvad Japansk animation kan tilbyde af godbidder.
Genre: Magical Girl / drama
Alder: 7+
Studie: Genco / OLM
Amerikansk licens: Media Blasters
8. maj 2004
Dual – Double Trouble Adventure
Drengen Kazuki har det problem at han har visioner. Sommetider ser han store robotter kæmpe igennem byens gader, men ingen andre kan se dette og han har med tiden affundet sig med det. Lige indtil han en dag bliver slynget over i den alternative verden som hans visioner stammer fra. Her kæmper en styrke af japanske mechaer mod fjendtlige robotter, hvor hvert slag er planlagt og aftalt i forvejen og hver tab eller sejr flytter grænser.
Da Kazuki dumper ind er en af de japanske mechaer netop faldet i kamp, men han får den op og køre igen, hvilket vender et sikkert tab til sejr. Da han ikke umiddelbart kan finde nogen vej tilbage til sin egen realitet, så bliver han optaget i mecha divisionen. Dog er der den lille detalje at det normalt kun er piger der kan styre robotterne, så han bliver også udstyret med en ”modificeret” dragt, så ingen fatter mistanke til hans sande køn.
Dual har en let blanding af humor, action og romantik. Den er ganske underholdende, om end det dog virker som om den aldrig helt kommer nogle vegne. Selv om den kombinere adskillige populære genrer i en, så er der ikke det store fornyelse i serien. Faktisk så virker en del elementer i den som lidt af en parodi på den meget populære Neon Genesis Evangelion, men igen uden helt at nå til et punkt hvor det bliver andet end lettere underholdende.
Kender man Evengelion og godt kunne tænke sig at se hvordan den ville være uden den dystre stemning, så er Dual tæt på at være perfekt. Den har action fyldte mecha kampe, adskillige kønne piger (der alle på deres egen måde er ude efter hovedpersonen) og så er der adskillige komiske og romantiske lysglimt i serien. Et stort minus er dog at baggrundshistorien til tider bliver unødig kompleks og forvirrende, især da diverse alternative versioner af forskellige personer blander sig med hinanden og man kan være lidt i tvivl om hvem der er hvad.
Dual er ikke noget mesterværk eller en serie der vil blive husket ret længe efter man har set den, men vil man gerne have noget mecha action i den mere afslappede ende af skalaen, hvor man for det meste kan slå tænkemusklen fra, så er serien nok en udmærket investering. Den indeholder ingen store psykologiske dramaer, grafisk er den middelmådig og personerne er ret stereotypiske, så det er ikke lige den anime man skal se for at få sine horisonter udvidet, men noget man sætter på en dag hvor man kommer træt hjem fra skole eller arbejde og gerne vil have lidt let underholdning
Genre: Science fiction / space opera
Alder: 7+
Amerikansk licens: Geneon
8. maj 2004
Crest og Banner of the Stars
Menneskeheden er draget ud i rummet og Jorden er for længst glemt af de galaktiske stormagter der dominerer verden. Jijan er søn af guvernøren af Hyde stjerne systemet, men som barn bliver det invaderer Abh Imperiet det, en race der nedstammer fra menneskeheden, men er skabt til at eksistere i rummet.
Jinto’s hjem system bliver en del af deres domæne og som søn af en nobel, bliver han de næste år optrænet til at leve som en Abh. Efter at have afslutter sin uddannelse skal han til Abh imperiets tronverden og turen dertil foregår på en af Imperiets mindre slagskibe. Her lærer han Abh pigen Lafiel at kende, som viser sig at være intet mindre end en prinsesse, der er i gang med af aftjene den værnepligt som alle Abh skal igennem for at blive anerkendt som borgere.
Desværre bryder en krig ud og skibet ender med at blive angrebet af en overlegen styrke, hvilket tvinger Jinto og Lafiel til at undslippe i et mindre transport skib, men de er i fjendtligt territorium og der er en lang og farlig vej tilbage, som giver de to massere af tid til at lære hinanden at kende.
Crest of the Stars og Banner of the Stars er ret ny science fiction anime serie, der dog på mange måder kan betragtes som et klassisk rum drama. Hvor de fleste sci-fi serier fokusere på action og umulige, men imponerende teknologi, så vælger denne saga at satse på rent drama og forbavsende realistiske slag i rummet. Crest serien omhandler mest Jinto og Lafiels oplevelser på deres vej hjem, men giver samtidigt et indblik i den ret fascinerende opbygget Abh kultur, som er vigtigt for fortsættelsen, Banner serien. Med den baggrund og seriestil man får fra Crest er det nemmere at nyde Banner seriens handling, der mere eller mindre et en lang kampagne, hvor man følger slaget i rummet fra Lafiel og Jinto’s vinkel, inde i et af de mindre kampskibe, og samtidigt ser man slagets strategiske udvikling fra de store skibes kommandobro.
Serien udemærker sig både i det lidt underlige forhold mellem Jinto og især Lafiel, der modsat sit spinkle og delikate udseende, er styret af en stærk og dominerende vilje, der gør det let at forestille sig hende som en kommende dronning. Hun er indbegrebet af hele Abh filosofien, hvor det at lede andre er noget man skal gøre sig fortjent til, også som prinsesse. Derfor er den mere jordbundne Jinto et godt match, for selv om Lafiel aldrig ikke vil indrømme det, så bliver han en ven hun stoler på og altid kan vende sig til. For ham betyder hendes status og rang intet, selv om hun dog er nødt til at give ham adskillige hårde lektioner i det ansvar der følger med at være hendes ven.
Ikke alle vil kunne lide de meget strategiske kamp sekvenser i serierne, men det er netop dem der er med til at hive den op på en nærmest episk skala. I stedet for de sædvanlige to hære der zapper løs på hinanden, så oplever man hvordan flåderne udnytter langt mere realistisk teknologi, som miner, målsøgende missiler og nærmest ubåds lignende navigation. Samtidigt ser man Abh flådens ledere planlægge og udføre de forskellige slag, præsis som man kunne forestille sig det foregik på et hangar skib nu om dage. Alt sammen noget der lidt giver en den fornemmelse at sådan kunne slag i rummet foregå.
Crest og Banner of the Stars er hvad man bedst kan definere med udtrykket ”Space Opera”, for den blander personlige dramaer med gigantiske rumslag, uden at forfalde til at fokusere på en enkelt helt, der redder verden. Serierne har en stil der gør den enestående og derfor er den et af de anime guldkorn, der skiller sig mærkbart ud fra resten og er med til at definere den spændevidde som anime har.
Genre: Science fiction / space opera
Alder: 7+
Studie: Sunrise
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
8. maj 2004
Battle Angel Alita manga
I en fjern fremtid er hele jorden reduceret til ørken, med få, spredte klynger af civilisation. En sådanne er byen hvor manga’en starter, som ligger lige under et gigantisk svævede konstruktion, hvor de sande efterkommere af menneskeheden bor, imens alle andre lever i byen nedenunder, et sted der hovedsageligt byder på fattigdom, kriminalitet og død.
Hugo er en læge der har specialiseret sig i at behandle cyborgs, som er mennesker med kunstige kropsdele, ofte til et punkt hvor der er meget lidt af deres originale krop tilbage.
På en tur til den dynge af affald der kommer ned fra byen ovenover, finder han resterne af en cyborg pige, hvor det mest vitale, hendes hjerne, stadig er intakt. Han genopbygger hendes krop, men hun er ikke i stand til at huske noget fra før han vækkede hende, så Hugo giver hende navnet Alita og mere eller mindre adoptere hende.
Dog viser Alita sig at være mere end bare en gennemsnitlig cyborg, for i hendes hjerne gemmer sig kendskab til kampkunster udviklet for netop personer som hende. Dette viser sig da hun en nat render ind i Hugo, under hans side beskæftigelse, nemlig dusørjæger og kun Alita’s instinktive brug af hendes evner redder hende fra at blive dræbt af en langt større modstander.
For at skaffe penge til en ven, beslutter Alita sig for også at blive dusørjæger og selv om Hugo ikke er glad for den udvikling, så udstyrer han dog Alita med en ny og langt stærkere krop, som står sig langt bedre mod de teknologiske monstre hun kommer i kamp med. Men det viser sig at selv med hendes evner, så kan hun stadig kun se på at hendes ven dør og det får Alita til at bryde med Hugo og drage ud i verden for at finde sig selv.
Det bliver starten på et langt eventyr i en verden der er stagneret i sit eget forfald, hvor mennesker er mindre værd end de dele de består af og alting kontrolleres oppefra med utallige usynlige tråde. Dette ender Alita med at blive en del af det, på trods af hendes desperate forsøg på at undslippe.
Battle Angel Alita er i grund og bund fortællingen om hende og den mange forandringer hun gennemgår på sin lange vandring igennem resterne af den menneskelige civilisation. Igennem de mange bind forvandler hun sig fra en lille pige med naive ønsker. Først til en kold dræber maskine og senere til en solitær vandrerer, men det er langt fra alt hvad hun gennemgår og netop de forskellig stadier hun oplever giver en stærk fornemmelse af udviking igennem serien.
Men samtidigt med at man oplever Alita’s vandring, så stifter man også bekendtskab med de samfund der findes på den hærgede klode og man lærer, stykke for stykke, hvad der førte til det. Serien er ofte ret kynisk i sin natur og lægger stor vægt på menneskers dårlige sider og egenskaber, for at vende det hele rundt igen og vise noget endnu værre bag facaderne.
Battle Angel Alita er manga som man forventer det, med meget action, blod og lange kamp sekvenser. Men der er stadig tid til at fortælle om Alita og de mange skabner hun støder ind i. Selv om det ofte er ret deprimerende møder og der er ikke ret mange lykkelige afslutninger i serien, hvilket mere end noget andet gør at man virkelige føler for Alita, imens hun gennemgår hendes mange stadier. Adskillige af disse give hende med rette tilnavnet ”Dødens Engel” da hun med tiden opnår så meget ”berømmelse” at byen i skyerne ligefrem laver en hel hær af kopier for at bevare freden.
Indenfor cyberpunk og science-fiction genrene er Battle Angel Alita en af de bedre serier man kan sætte sig og læse. Den har til tiden en tendens til orgier af vold, men på den anden side er det med til at fremhæve den brutale verden Alita befinder sig i og gør at seriens få lyspunkter træder mere frem.
Genre: Science fiction / cyberpunk
Manga af: Yukito Kishiro
Udgives i USA af: Viz
Udgives i Tyskland af: Carlsen Comics
8. maj 2004
Witch Hunter Robin
I en nær fremtid, en verden der på næsten alle måder ligner vores egen, arbejder en hemmelig global organisation med at beskytte menneskeheden mod en ældgammel trussel indefra. Organisationen STN holder styr på alle der har genetiske anlæg for at bruge “kræften,” også kendt som hekseri. De fleste af disse folk er normale borgere der ikke engang kender deres potentiale, men en gang imellem bliver disse evner aktive og er en trussel for andre. Der rykker STN så ud for at opspore og bekæmpe de folk der misbruger de evner.
Pigen Robin er lige ankommet til den Japanske afdeling af organisation, efter at have tilbragt det meste af sit liv i et kloster. Hun er selv i stand til at skabe og manipulere ild og med det, modvirke andre “hekses” brug af kraft, dog er hendes evne til at fokusere langt fra så god som den burde være, noget der dog kompenseres for med briller.
Robin bliver en del af den lille Japanske afdeling, der i forvejen er en broget blanding af næsten normale personer, med lidt potentiale i retning af hekseri, men som hovedsageligt bruger god, gammeldags detektivarbejde til at opspore dem der misbruger “kraften” og neutraliserer dem ved hjælp af en væske kaldet “Oboe”, som organisationens medarbejdere bærer om halsen for at modstå hekseri og som også er ladet i de kugler de bruger til at stoppe hekse.
Witch Hunter robin er nok et af de bedre forsøg på at lave en action/horror anime. Det er meget svært at lave uhyggelig tegnefilm og WHR når heller aldrig et stadie hvor man egentlig er bange, men derimod skaber den en solid dyster stemning der er gennemgående i hele serien. Der er også meget lidt af den traditionelle animestil over serien, hvilket gør at den skiller sig meget ud fra andre serier og samtidigt får et mere moderne præg og hele handlingen er derfor mere intens, fordi man ikke forventer en ”happy ending” eller at alting ordner sig for det bedste.
Hvor WHR hurtigt kunne være gået hen og blevet endnu en serie der fokuserer på blod, vold og kæmpestore våben, som normalt er en del af dystre actionserier, så går den derimod i en helt anden retning. Den fokuserer meget på personerne i serien og viser at det er mere deres egne menneskelige evner og dygtighed der hjælper dem, frem for udstyr eller superkræfter. Netop at serien tager sig tid til at beskæftige sig med personerne er et absolut plus, især det underlige forhold mellem den dystre og sammenbidte Amon og så Robin, som aldrig har været vant til at omgås andre end de præster og nonner der boede på klosteret.
Grafisk er Witch Hunter Robin en flot blanding af håndtegninger og ofte ret synligt computerdesignede baggrunde, men den kantede og mørke stil passer perfekt til serien, som nok ikke ville have været det samme med en normal tegnet baggrund. I det hele taget er der gjort megen umagen med at gøre mange detaljer i serien nedtonede, dunkle og til tider ret farveløse, uden dog at ødelægge indtrykket. Ligeledes er musikken der er valgt til WHR ret stemningsfuld og passer til det grafiske design.
Serien kan virke langsom og lidt sløv i starten, men får mere og mere fart på, ofte uden at man helt lægger mærke til det, indtil noget større pludselig dukker op og man opdager hvordan det har ledt op til det igennem de forrige episoder. Witch Hunter Robin skal ikke ses for action, eller horror, men for den dystre stemning som er ret vellykket og kan man lide en serie der har sådan en stemning og giver mulighed for at tænke over handlingen, så er Witch Hunter Robin et godt tilbud på en god serie som man kan hygge sig med en mørk aften.
Genre: Fantasy / drama
Alder: 13+
Studie: Bandai Visual / Sunrise
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
8. maj 2004
Puni Puni Poemy
Poemi drømmer om at blive en Voice Actor, en af de personer der lægger stemme til blandt andet anime. Men imens hun er i skole bliver hendes familie dræbt at et rumvæsen, men ved hjælp af en død fisk får Poemi muligheden for at få hævn, straffe ondskab og muligvis redde verden.
Efter hendes forældres død flytter hun ind hos en veninde, der lever sammen med et helt sæt søstre, der i bedste Power Ranger stil kan forvandle sig til klodens beskyttere. Desværre er deres evner mildest talt ubrugelige, og det er derfor op til Poemi og hendes magiske form at banke de rumvæsener og kæmpemechaer der truer byen.
PPP er en meget svær serie at beskrive med ord. Den har kun to episoder, men der foregår nok i dem til at den kan måle sig med en middelstor serie. Grundlæggende er den en parodi på magiske pige genren, og den gør grin med serier som Card Captor Sakura, Sailor Moon og Power Rangers, ofte på det groveste, for der bliver ikke holdt igen nogen steder.
Midt i vanviddets centrum er Poemi selv, og hendes mest dominerende træk er lange, hurtige monologer der får en til at tabe pusten bare man lytter til dem. Samtidigt bliver man distraheret af en handling der ofte virker som når man sidder i et tog og alting bare farer forbi.
Serien vrimler med humoristiske godbidder, og har man set serien Excel Saga vil man nikke genkendende til mange ting, men det er dog ikke et krav for at kunne nyde PPP. De mange gags og referencer er ofte totalt overgearet og underlige, men lige så tit overraskende.
Man skal nok kunne lide en god parodi for at få alt morskaben ud af serien og ikke være blandt de folk der let bliver stødt, for PPP har meget få hæmninger. Lige fra ”Alien 1” og ”Alien 2” der bruger underlige kugler der hænger fra deres skridt som våben, til et helt orgie af fanservice i episode to, hvor alle mulige feticher bliver fremvist i fuld styrke.
Puni Puni Poemi er ikke pornografisk, men den fortjener sin 17+ notits på coveret, for det er absolut ikke en serie for børn. For selv om den nok kan ses af mange under 17, så er det nok ikke lige den bedste serie at introducere sine mindre søskende, eller forældre for.
Selv var jeg meget i tvivl om hvorvidt netop denne serie ville nå det vestlige marked, men ADV har haft tre år til at arbejde med den og har heldigvis beholdt det hele, selv om det næsten skubbede serien hen på de frygtede ADULT hylder.
Puni Puni Poemy har allerede længe været en klassiker til diverse anime træf, og kan man lide god, wacky humor, så bør man investere i den her DVD, om ikke for andet end at skræmme alle ens venner der ikke har set anime før.
Genre: Komedie
Alder: 17+
Studie: J.C.STAFF, JVC
Amerikansk licens: ADV Films
13. april 2004
Kodomo no Omocha
En ting der ikke kan siges for ofte er at anime skal ses med et åbent sind og man skal altid være parat til at visse film eller serier har et eller andet der bare ikke kan beskrives, eller hvor det er næsten umuligt at få de elementer med i en anmeldelse. Kodocha er en sådanne og den en af de serier der var med til at ændre min opfattelse af hvad anime egentlig var.
Kodocha handler om pigen Sana, der bedst kan beskrives som en yderst hyperaktiv, selvom den beskrivelse er mild i forhold til hendes næsten hysteriske overforbrug af energi. Sana er med i et tv-show ved navn ”kodomo no Omocha”, hvor hun er forestillingens stjerne, både på grund af hendes umådelige energi og så hendes meget positive indstilling til alting.
Desværre er hendes dagligdag ikke helt så harmonisk som hun kunne ønske. Faktisk så har hun store problemer med en dreng, Hajime, som går i hendes normale klasse, som er lederen af de lokale bøller. Dog lykkedes det Sana at stoppe hans karriere som overbølle. Desværre går det op for hende at uden en gruppe af rygklappere, så er Hajime en ret ensom person og da Sana ikke kan komme i nærheden af personlige problemer uden at prøve at løse dem, så kaster hun sig nu over Hajime, en opmærksomhed han ikke ligefrem er interesseret i.
Kodocha er en rigtig shoujo anime, lavet med piger som det oplagte publikum, men den er dog en af de meget populære af slagsen og nåede at få 101 episoder. En oplagt grund til at serien er så elsket er uden tvivl Sana og så seriens ret specielle kaotiske stil, der ofte får en til at tænke ”Hvad var lige det?” For eksempel, så har Sana’s mor et egern boende på hoved og kører rundt indendørs i en lille elektrisk bil. Her er det så at det med åbent sind kommer ind i billedet, for med mindre man kan se humoren og forstå seriens skift mellem skør komedie og alvorlig drama, så kan den være meget svær at følge med i.
Især det første indtryk af serien er meget blandet. Allerede i episode et vælter det med underlige og ofte ret japanske jokes. Sana virker til tider som en Energizer bunny på speed og tegnestilen minder til ofte om farvelagte skitser. Men vender man sig til seriens alternative stil, så er den fyldt med god humor og hjertevarmen historier. Især de ret store forskelle mellem Sana’s humør, hvor hun kan skifte fra ”hyper-mode” til seriøs på et øjeblik og så tilbage igen hjælper virkelig med til at hamre stemningen ind.
Det største problem med Kodacha er at kun halvdelen er udgivet på engelsk, hvilket er en stor skam. Men serien er lidt gammel og lavet i en periode hvor dens stil og udformning ikke var rigtig for det amerikanske marked. Dog er en anden serie af samme forfatter, Marmalade Boy, begyndt at udkomme, ligeledes er manga versionen af Kodocha også udgivet på engelsk, som jeg dog personligt syntes mangler den hyperaktive stemning (og Sana’s “sange”) der gjorde animeversionen til noget specielt for mig.
Genre: Comedy / Drama
Alder: 7+
Studie: Pony Canyon
Amerikansk licens: Funimation
8. april 2004
Yui Horie
Det kan ofte være svært at sætte navne på de folk der lægger stemmer til kendte anime karakterer, men Yui Horie er en de voice actors der har fulgt med den nye bølge af anime serier og er, takket være adskillige populære roller, blevet et ganske populær idol de sidste år.
Selv om hun har haft mange biroller, så var hendes første populære karakter fra en serie der er forholdsvis ukendt her, nemlig Multi fra To Heart. Den karakter er meget populær i japan, men siden To Heart først for nylig er blevet opkøbt af en amerikansk firma, så er det kun folk i fansub kredse der har haft fornøjelsen af den.
Derimod er hendes næste store rolle meget kendt. Til trods for Yuis ret spinkle udseende, så har hun evnen til at variere sin stemme meget, noget der var ret nødvendigt da hun blev hovedpersonen Naru i Love Hina. Serien blev et stort hit, og hendes karakter var en af de mest populære anime piger i 2000-2001.
Hendes næste store rolle var som Tohru Honda, den kvindelige hovedperson i serien Fruits Basket. Hendes karakter der er næsten så modsat af Naru som den kan være, og de færreste ville nok lægge mærke til at det er den samme person der er stemme bag dem begge.
Men Fruits Basket blev også et stort hit, selv om den nok aldrig bliver så populær som Love Hina. Men to sådanne roller åbner døre og frøken Horie har ikke manglet roller de sidste par år, selv om de fleste har været mere i den nuttede end, og mange af serierne er så nye at de stadig ikke har nået de vestlige DVD hylder.
Hvad der dog er med til at skille Yui Horie ud blandt utallige voice actors er at hun også kan synge. Det er altid en fordel indenfor anime at have lidt musikalske talenter, men hendes strækker sig ud over det og hun har lagt stemme til en del anime åbnings og afslutnings temaer allerede.
Det har givet hende nok popularitet til at hun også har udgivet et album og adskillige enkelte CDer.
Selv om Yui har en populær stemme og en ret stor fan gruppe, så er hun dog forholdsvis ny i faget og det kan mærkes på hendes roller. Hun passer bedste til de mere nuttede og romantisk/søde anime serier og det er ikke så tit hendes roller bevæger sig udenfor de rammer, hvilket nok er lidt syndt.
Derimod er hun god til lige netop den slags, noget hun har demonstreret i serier der også er ganske populære, som Kanon, Ultra Maniac og Bottle Fairy. Så der er nok ingen tvivl om at man kommer til at høre mere fra hende, ikke mindst i den nye version af To Heart der kommer i år, hvor hun igen lægger stemme til Multi.
9. marts 2004
Soul Taker
Kyosuke Date starter serien med at blive dræbt, da hans mor borer en kniv igennem hans hjerne. Men i stedet for bare at dø, så gennemgår hans krop en forvandling og han bliver til et næsten uovervindeligt monster. Men hans moder dør selv, dræbt af en gruppe ukendte mænd. I hans monsterform er de dog ikke nogen udfordring for Kyosuke. Det er derimod deres leder, som Kyosuke får hjælp til at besejre, fra manden Richard Vincent og pigen Komugi.
Det efterlader Kyosuke dybt forvirret og pludselig involveret i en kamp mellem adskillige organisationer, den mest dominerende værende ”Hospitalet”, som åbenbart er roden til alle problemerne. Men Hospitalet er egentlig ude efter Kyosukes søster. Hun har levet i skjul, efter at have skabt adskillige kopier af sig selv, til at tiltrække hendes forfølgere.
Kyosuke begynder derfor også at opspore disse alternative versioner af hende, og bliver dybere og dybere involveret i en verden af genetiske monstre, hemmelige organisationer og rænkespil der skal skrælles igennem, lag for lag.
Soul Hunter kunne let være blevet endnu en monster serie, med supervæsener der banker løs på hinanden som højdepunktet i hver episode. Men hvor serien adskiller sig fra alt andet er i sin stil. På mange måder er alting lavet i abstrakt leg med farver og linier, der til tider gør serien til et dystert kunstværk, noget der passer fantastisk godt med stemningen og handlingen.
Kyosuke prøver at løse det mysterium der omgiver ham, men bliver hele tiden stoppet eller sløvet ned af at modstanderne er et skridt længere fremme, og hver eneste sejr afløses af et dybere lag af intriger og komplikationer. Det gør at serien konstant er i bevægelse og den giver mest mening når man kigger tilbage på handlingen, hvilket vil sige at det er en serier der ses bedst med tænke pauser ind imellem.
Men det er også en monsterserie, og der er nok kampe i den. Kyosuke er ofte oppe mod andre monstre og væsener der virker som noget fra et dårligt syretrip. Lige fra zombie sygepassere til genetisk modificerede monstre som ham selv. Selv om kampene er ekstreme, blodige og ret voldelige, så holder de seriens stil og passer ind i handlingen, snare end bare at blive brugt til at styre serien.
Så Soul Taker er actionfyldt og har en dyb handling, men det er stadig det grafiske der tager stikkene hjem. Om det så er kampene eller dramaet, så er serien tegnet og farvelagt så den til tider virker helt abstrakt og drømmeartig, med underlige vinkler. Farvelægningen er mere tilpasset stemningen end realisme, og scenerne har ofte en total mangel på respekt for billedopbygning.
Men man kan ikke have dyb anime uden passende personligheder og dem er der mange af i Soul Taker. Selv om serien har en hovedperson, så er det dog lige så meget bipersonerne man lægger mærke til, for de har alle en vigtig del af handlingen i sig. Lige fra hver fragment af søsteren, til seriens skurke bliver de alle uddybet. Man ser lige så meget hvad der motiverer dem og hver enkelt person står frem og bliver mere end bare et flygtigt møde. Især seriens komiske modpunkt, pigen Komugi-chan har en fremstående rolle. Hendes karakter har senere givet liv til et Soul Taker spin-off der er blevet mere populær end originalen.
Soul Taker er nok en af de mere oversete serier. Den er ikke ret kendt, selv om den på mange måder nok ville være noget for de folk der kan lide både Neon Genesis Evangelion og Serial Experiments Lain. Men nok netop de elementer gør nok at serien kan være tung kost, noget man ikke normalt forbinder med anime eller horror serier, så mange der leder efter dybere anime vil nok undgå den, imens den tiltrækker en del splatter anime fans, som har svært ved at forstå handlingen.
Skal jeg give et bud på en nyere anime der tilbyder action og noget at tænke over, så kan jeg anbefale Soul Taker. Selv er jeg ikke meget for monster/horror genren, men jeg er glad for at jeg gav den en chance, især fordi den er en serie der vinder på at blive set flere gange.
9. marts 2004
Catgirls
En af de mere underlige karaktertyper, man kan støde på i anime, er nok den overflod der er af piger med kattehaler og ører. Der er ikke altid en mening eller fornuftig grund til at de er med i serier eller film, men mange animefans har et blødt punkt for netop denne krydsning mellem dyr og menneske. Lidt i retning af amerikanernes forkærlighed for at have Gatling mini-guns med i deres action film.
Selv har jeg længe været bidt af en gal catgirl lige siden jeg første gang så serien All-Purpose Cultural Catgirl Nuku-Nuku. Ikke fordi det er en udpræget god serie, men som så ofte med anime, det første man ser har en tendens til at give et vedvarende indtryk. Senere har jeg set en del flere catgirls og jeg har stadig billeder og plakater liggende med nogle af mine favoritter, som Ferm fra Ruin Explorers, Merle fra Escaflowne, Natsuki fra Hyperpolice og et sødt lille væsen ved navn Fancia.
Men hvordan genkender man en catgirl?
Oftest vil det være ret let, da de for det meste har katteører og hale. De har også en tendens til at blive tegnet med spidse sidetænder og nogle gange med pudsige handsker og sutskolignende poter. Catgirls er en anime stereotype af den mere dominerende slags. Det vil sige at de bliver brugt til hurtigt at introducere en bestemt type karakter til historien. Catgirls har en tendens til at være indbegrebet af kattekillingers mere charmerende træk, som kælne, nysgerrige, behændige, ikke for kvikke, naive og ekstremt loyale. Derfor er catgirls ofte også tegnet som børn. Men samtidigt så har de også arvet lidt eksotiske egenskaber fra kattens rovdyr side, som vildskab, gode sanser og en tendens til miste besindelsen når de bliver rigtig gale.
Et andet træk der er dominerende blandt catgirls, men dog har spredt sig til andre typer, er tendensen til at tilføje en lyd som “nya” til slutningen af alle sætninger, noget der første gang blev populært i serien Di Gi Charat og har været en del af anime og manga siden. Ligeledes er det ret ofte at catgirls bruger ordet “nyan” eller lignende, som er det japanske lyd-ord for hvad katte siger.
Selvfølgelig er det ikke sådan alle catgirls er, men det er de træk man oftest forbinder med dem. Der er mange undtagelser, men så bruger manga/anime’en enten tid på at etablere hendes personlighed eller i visse tilfælde, venter med at afsløre at hun er en catgirl indtil at hun er etableret.
Til tider kan man også støde på karakterer der ikke er catgirls, men hvor de samme træk bliver brugt til hurtigt at give en karakter den katte-artige personlighed. Det bliver så ofte gjort ved at give kattelignede træk, som en tendens til spidse sidetænder eller pote lignende måde at knytte hænderne på.
Selv om catgirls nok oftest er med for det mandlige publikums skyld, så er de ret populære som cosplay, og hvert år kan man se utallige billeder fra amerikanske og japanske konventioner hvor fans har klædt sig ud som deres favoritkarakterer, og der mangler sjældent catgirls.
Hvad det egentlig er som fans kan lide ved dette katteartige image kan der nok skrives en større doktorafhandling om, men catgirls vil sikkert blive ved med at dukke op i anime og manga i lang tid endnu, uanset om de passer ind i handlingen eller ej.
11. januar 2004
Anime i 2003
At sige at 2003 var et godt år for anime er en underdrivelse af proportioner. Aldrig er så mange titler blevet udgivet i vesten, og aldrig før har så mange nye serier været lavet til japansk tv.
Det menes at anime stod for omkring 60% af budgettet for alle japanske TV-produktioner sidste år, og mange serier opnåede højere ratings end andre programmer der blev vist. Ligesom Chobits og Azumanga gjorde i 2001 og 2002, så var serier som Last Exile og Stellvia blandt nogle af de største publikumsmagneter i Japansk TV.
Her i artiklen vil jeg tage et kig på hvad der blev vist i Japan sidste år, og som allerede er på vej til DVD hylderne, og hvad vi kan forvente dukker op senere på året.
Det er nok passende at starte med serierne Last Exile, Gunparade March og TV-versionen af Ninja Scroll. Disse er blandt nogle af de hurtigste serier til at udkomme i Vesten. Hvor man før i tiden skulle regne med at vente mindst et år, så var disse tre ude på under 8 måneder fra den første episode blev vist i Japan. Dette skyldes meget at salget af serierne til udlandet nu er noget som ofte bliver medregnet i visse seriers produktion og nogle gange, som med Ninja Scroll, så er den ligefrem medproduceret af et Amerikansk firma.
Blandt årets nye serier er der også en del efterfølgere til serier som allerede er ude eller på vej. Ai Yori Aoshi, Full Metal Panic, Paradise Hunters og Happy Lesson har alle fået en ny sæson, imens Please Teacher og Read or Die har fået nye TV serier der dog ikke helt følger originalerne.
Men i de næste måneder kommer vi til at se en stribe af nye titler som allerede er i de sidste stadier af forberedelse til vestlig udgivelse. Blandt andet Gungrave, baseret på actionspillet af samme navn og nok et sikkert hit blandt fans af Hellsing og Trigun. TEXNOLYZE er en mere speciel serie, med mange af de navne der stod bag serier som Lain og Niea_7. I den lidt mere humoristiske ende kommer Wandaba Style og Narue no Sekai (Narue’s World). Til dem der vil have action krydret med en del nøgenhed er kampserien Ikkitousen under licens, og er man ude efter en dybere og mere handlingsmættet serie bør man se frem til Wolf’s Rain. Fans af D.N.Angel mangaen kan glæde sig, for den animerede version er også ved at blive bearbejdet til vestlig udgivelse.
Men det var bare de titler som er garanteret til at nå os i det kommende halvår. Der er mange andre animeserier, der stadig bliver forhandlet om. Blandt andet Stellvia of the Universe, som ved siden af Last Exile fik mange fans i første halvdel af året med sin blanding af humor og computergenerede rumscener, hvilket vil minde mange om den meget populære Vandread.
Rumiko Takahashi, nok mest kendt for Ranma og Inuyasha, fik hele to serier animeret i 2003. Den første er Rumiko Theater, en samling af enkelte fortællinger og her til efteråret kom der en TV-version af hendes Mermaid’s Forest. Disse vil nok blive opkøbt af Viz, som normalt udgiver alle Takahashis produkter. Ligeledes har hendes Inuyasha serie fået sin 3. film, som der dog nok går lidt tid før vi ser noget til.
Vampyrer har altid været godt i en anime, og sidste år havde hele 2 serier med dem. Den første er Hitsuji no Uta (Lamenent of the Lamb) som spiller på det mere psykologiske, imens Tsukihime (Moonprincess) holder sig til en mere actionpræget stil.
Selvom det vestlige publikum heller ikke kan få nok af mecha, så har den genre været lidt død. Men serien Godannar ruller disse måneder hen over de japanske skærme og den er en forfriskende humoristisk parodi på sig selv og genren generelt.
Ligeledes sælger alt med ninjaer og samurier jo godt, så vi kan nok også forvente at oktoberserien Peacemaker Kurogane udkommer her. Den foregår belejligt nok i samme historiske æra som Kenshin animeen og fans af den serie vil nok kunne lide Peacemaker. Og når vi nu er i det mere actionprægede, så kan man ikke komme udenom Full Metal Alchemist, som netop har alt hvad man kan ønske sig i en typisk action anime.
Ovre i thriller genren er der så Gunslinger Girl, som handler om en organisation der bruger unge piger som snigmordere, efter at have mekanisk forstærket deres kroppe. Fans af Noir vil nok nikke genkendende til seriens stil, både i handling og på den grafiske side.
Udover hvad der blev nævnt her, var der i alt over 100 animetitler der blev vist i Japansk tv i 2003. Mange af disse vil nok udkomme i vesten, men hvert år er der en del som ikke gør og der er desværre mange titler der er populære blandt fans udenfor Japan som endnu ikke er opkøbt af amerikanske firmaer. Men heldigvis bliver det tal mindre og mindre hvert år, efterhånden som anime bliver mere og mere mainstream.
11. januar 2004
Dansk D.N.Angel manga
Daisuki er en næsten normal dreng der lige er fyldt 14 år. Han har de typiske problemer for drenge i den alder, især med hensyn til kærlighedslivet, hvor han lige har fået afslag fra sin drømmepige, Risa. Desværre for Daisuke så løber der en forbandelse i hans familie der gør at alle mandlige medlemmer, fra de bliver 14, regelmæssigt forvandles til mestertyven Dark. Forbandelsen kan dog midlertidigt brydes hvis han udfører et dristigt kup, men kun indtil næste gang, da forvandlingen til Dark udløses af romantiske følelser.
Så indtil Daisuke får styr på sit kærlighedsliv, bliver han ved med at skifte til Dark og stjæler diverse værdifulde objekter, ofte lige for snuden af det lokale politi. Sagen bliver ikke meget bedre af at Dark har sin egen personlighed og er mere tiltrukket af Risa’s søster, Riku.
D.N.Angel er en behagelig blanding af action og forviklinger, på en måde der er langt mere kendetegnende for manga end hvad der tidligere har været udgivet på dansk. Både i tegne- og fortællestil hører serien til det der er populært blandt de mere modne læsere og i forhold til serier som Dragonball så er serien langt mere kompleks og henvender sig til et lidt ældre publikum.
Tegnestilen i D.N.Angel er næsten så klassisk manga-agtig som man kan få det. Pigerne har store øjne. Dark er høj, slank og sorthåret, Daisuke har hår der stritter ud i alle retninger og der bliver brugt en masse typisk manga symbolik. Kombineret med at bogen er trykt i japansk stil og skal læses bagfra, højre til venstre, kan det muligvis gøre den lidt forvirrende for dem der ikke har den store erfaring med manga, men det er noget man hurtigt kan vænne sig til.
Selvom de tyverier som Dark laver udgør action sektionen af serien, så er den oftest sat lidt i skyggen af resten af handlingen og de forviklinger som hovedpersonerne render ind i. Selvom D.N.Angel ikke helt er en shoujo manga (et udtryk brugt om manga rettet mod piger) så har den en del elementer der minder om dem. I Japan er shoujo en ret dominerende genre, så man kan håbe på at D.N.Angels stil giver forlagene interesse i at udgive andet end actionserier.
Kvalitetsmæssigt er D.N.Angel ganske god, med en del ekstra materiale og med den originale læseretning, noget manga fans ofte sætter pris på. Blandt ekstramaterialet er der yderligere små historier og forfatternes personlige kommentarer. Dog virker mange af siderne mørke i det i forhold til tidligere versioner af serien i andre lande, især de større billeder i starten af hvert kapitel har mistet en del detaljer. Det er nok på grund af at de, som ved andre dansk manga’er, er kopier af kopier, hvilket altid vil reducere kvaliteten.
Noget der dog virker lidt malplaceret, især i den første bogs ekstra historie, er den udbredte brug af bandeord, noget som ikke bliver brugt ret tit i Japan. Derfor virker det lidt underligt i den dansk version at nogle af pigerne bander som havnearbejdere, men et sted er der et billede der i originalen var censureret. Her kan man så kan undre sig over hvad Carlsen mente var så slemt at sige i forhold til hvad der eller bliver brugt, hvis man ikke lige ved at der ikke var bandeord i originalen. Det kan skyldes at serien er oversat fra et andet lands version, hvor især amerikanerne godt kan lide at krydre sprogbruget.
Alt i alt, med mindre man foretrækker den relativt simple stil i Dragonball, så er D.N.Angel nok noget af det bedste manga man kan købe på dansk og den giver et godt indblik i hvad manga kan tilbyde. Selvom serien ikke er en af mine favoritter, så er den værd at læse. Den er for nylig også blevet lavet til en anime serie, som med lidt held dukker op på de vestlige DVD hylder næste år
Genre: Shoujo, magical girl
Manga af: Yukiru Sugisaki
Udgives i Danmark af: Egmont
10. januar 2004