At sige at 2003 var et godt år for anime er en underdrivelse af proportioner. Aldrig er så mange titler blevet udgivet i vesten, og aldrig før har så mange nye serier været lavet til japansk tv.
Det menes at anime stod for omkring 60% af budgettet for alle japanske TV-produktioner sidste år, og mange serier opnåede højere ratings end andre programmer der blev vist. Ligesom Chobits og Azumanga gjorde i 2001 og 2002, så var serier som Last Exile og Stellvia blandt nogle af de største publikumsmagneter i Japansk TV.
Her i artiklen vil jeg tage et kig på hvad der blev vist i Japan sidste år, og som allerede er på vej til DVD hylderne, og hvad vi kan forvente dukker op senere på året.
Det er nok passende at starte med serierne Last Exile, Gunparade March og TV-versionen af Ninja Scroll. Disse er blandt nogle af de hurtigste serier til at udkomme i Vesten. Hvor man før i tiden skulle regne med at vente mindst et år, så var disse tre ude på under 8 måneder fra den første episode blev vist i Japan. Dette skyldes meget at salget af serierne til udlandet nu er noget som ofte bliver medregnet i visse seriers produktion og nogle gange, som med Ninja Scroll, så er den ligefrem medproduceret af et Amerikansk firma.
Blandt årets nye serier er der også en del efterfølgere til serier som allerede er ude eller på vej. Ai Yori Aoshi, Full Metal Panic, Paradise Hunters og Happy Lesson har alle fået en ny sæson, imens Please Teacher og Read or Die har fået nye TV serier der dog ikke helt følger originalerne.
Men i de næste måneder kommer vi til at se en stribe af nye titler som allerede er i de sidste stadier af forberedelse til vestlig udgivelse. Blandt andet Gungrave, baseret på actionspillet af samme navn og nok et sikkert hit blandt fans af Hellsing og Trigun. TEXNOLYZE er en mere speciel serie, med mange af de navne der stod bag serier som Lain og Niea_7. I den lidt mere humoristiske ende kommer Wandaba Style og Narue no Sekai (Narue’s World). Til dem der vil have action krydret med en del nøgenhed er kampserien Ikkitousen under licens, og er man ude efter en dybere og mere handlingsmættet serie bør man se frem til Wolf’s Rain. Fans af D.N.Angel mangaen kan glæde sig, for den animerede version er også ved at blive bearbejdet til vestlig udgivelse.
Men det var bare de titler som er garanteret til at nå os i det kommende halvår. Der er mange andre animeserier, der stadig bliver forhandlet om. Blandt andet Stellvia of the Universe, som ved siden af Last Exile fik mange fans i første halvdel af året med sin blanding af humor og computergenerede rumscener, hvilket vil minde mange om den meget populære Vandread.
Rumiko Takahashi, nok mest kendt for Ranma og Inuyasha, fik hele to serier animeret i 2003. Den første er Rumiko Theater, en samling af enkelte fortællinger og her til efteråret kom der en TV-version af hendes Mermaid’s Forest. Disse vil nok blive opkøbt af Viz, som normalt udgiver alle Takahashis produkter. Ligeledes har hendes Inuyasha serie fået sin 3. film, som der dog nok går lidt tid før vi ser noget til.
Vampyrer har altid været godt i en anime, og sidste år havde hele 2 serier med dem. Den første er Hitsuji no Uta (Lamenent of the Lamb) som spiller på det mere psykologiske, imens Tsukihime (Moonprincess) holder sig til en mere actionpræget stil.
Selvom det vestlige publikum heller ikke kan få nok af mecha, så har den genre været lidt død. Men serien Godannar ruller disse måneder hen over de japanske skærme og den er en forfriskende humoristisk parodi på sig selv og genren generelt.
Ligeledes sælger alt med ninjaer og samurier jo godt, så vi kan nok også forvente at oktoberserien Peacemaker Kurogane udkommer her. Den foregår belejligt nok i samme historiske æra som Kenshin animeen og fans af den serie vil nok kunne lide Peacemaker. Og når vi nu er i det mere actionprægede, så kan man ikke komme udenom Full Metal Alchemist, som netop har alt hvad man kan ønske sig i en typisk action anime.
Ovre i thriller genren er der så Gunslinger Girl, som handler om en organisation der bruger unge piger som snigmordere, efter at have mekanisk forstærket deres kroppe. Fans af Noir vil nok nikke genkendende til seriens stil, både i handling og på den grafiske side.
Udover hvad der blev nævnt her, var der i alt over 100 animetitler der blev vist i Japansk tv i 2003. Mange af disse vil nok udkomme i vesten, men hvert år er der en del som ikke gør og der er desværre mange titler der er populære blandt fans udenfor Japan som endnu ikke er opkøbt af amerikanske firmaer. Men heldigvis bliver det tal mindre og mindre hvert år, efterhånden som anime bliver mere og mere mainstream.