Her er første udgave af en billedliste over efterårets serier. De begynder typisk i september og kører så over oktober og november også, nogle december men den måned er der så mange special-programmer på japansk tv at faste serier ofte holder pause.
Jeg har ikke lavet denne opsamling og tager på ingen måde credit eller ansvar for den.
My-HiME OST2 indeholder mere af baggrundsmusikken fra serien, og som altid for Yuki Kajiura meget stemningsskabende. Man føler dog indimellem at man har hørt dele af det før, som med det meste af hendes musik skinner hende stil tydeligt igennem, omend ikke så markant og dominerende som i andre værker.
Stemningen i numrene på albummet er primært i den dystre ende eller adrenalin pumpende kampmusik, men er da også lige kommet noget af baggrundsmusikken fra når Mikoto ter sig underligt med.
01 Himeboshi -omou kokoro- er et stille, melodiøst nummer med en smuk sang-side der øger den melankolske stemning. Den bruges da også til mere sørgende scener i serien.
02. Mayoi to, tomadoi to yureru omoi er en frisk optagt på strengeinstrumenter.
03. Asa, tsukanoma no yasuragi piano og violin danner et stille mellemspil
04. Hajimari -yami e no shotai- begynder med en lidt mørk strenge optagt til det nummer med højt tempo der bruges under action-scener i serien
05. Maiyume!! er et nummer med højt tempo der får adrenalinen til at pumpe og en til at føle at der skal kæmpes for en sag. Dens brug af panfløjte sammen med det karakteristiske Kajiura piano-tema giver den et lidt luftigt præg og lader nummeret skille sig ud.
06. Omoi, sorewa shojo no kirameki indledes med klart syntetisk harpespil som får selskab af elektrisk og guitar hvilket giver nummeret råhed og energi.
07. Kokuyo no kimi -amai yuwaku indledes med et piano-tema der får selskab lette trommer inden en violin tager over og giver sangen et higende præg.
08. Taisetsuna hito er et mellemspil med piano og violin.
09. Daremo inai hokago er et smukt piano-stykke.
10. Kako e no Requiem er et stykke på bratsch og violin hvilket giver det en rolig og eftertænksom stemning.
11. Himeboshi -instrumental ver.- er en smuk ballade men det nærmest æteriske forsvinder uden sangen (udgaven med sang findes på OST 1).
12. Tokiiro no mai -instrumental ver.- igen et stykke der oprindeligt havde sang, og her mistes meget og man lægger primært mærke til tempoet og den forvredne synth-guitar. Det ændrer dog ikke på at melodien er smuk, men den går fra at være memorabel til blot at virke som typisk baggrund til en action-sekvens.
13. It’s only the fairy tale -instrumental ver.- Alyssas sang er næsten endnu mere spinkel uden sangen, men klokkespil og piccicado violin bibeholder melodien og det lette præg.
14. Nonbirina hirusagari holdes let, lys og frisk af en melodistemme på tværfløjte. Man kan ikke lade være med at få lyst til at starte på en ny, frisk dag når man hører nummeret.
15. Irasshaimase! Famiresu e! er også en let og munter sang med fløjte.
16. Shikkobu wa odoruyo er også et fløjtestykke men mere pompøst og storladent end sprudlende med energi.
17. Minogasanaizo! er et stykke med en mere elektronisk klang og en lidt mystisk stemning, der er skjulte ting på spil.
18. Matamata onaka hetta! er en hyperaktiv, glad humørspreder der med sin komiske melodi ikke kan lade være med at få smilet frem. Sangen passer perfekt til de mere komiske islæt i serien.
19. Soushitsu klokkespil har melodistemmen i dette nummer hvilket giver det et let men stadig slagkraftigt præg og en let drømmende tone.
20. Himeboshi -Hitori- en gentagelse af Himeboshi temaet på andre instrumenter med lidt faldende stjerner til sidst.
21. Nemuranai yamino shito er en dyster kamp-melodi men rå guitar riffs, der gør sangen mere rocket end resten af cden. Det giver en råhed der skiller den ud omend de allestedsnærværende klokkespil og violiner også er med her.
22. Shiromuku no hime e er et kort, hurtigt nummer der får pulsen op at køre får en til at føle at nu sker der noget, man skal skynde sig.
23. Natsuki sennyu starter med nogle lidt spøjse, elektroniske lyde som får selskab af et klokkespil, der er undelige ting på færde.
24. Haiyoru nazo, nazo er en underlig lidt uharmonisk blanding af klokkespil, bas og andre instrumenter. Det virker ikke så meget som musik men mere melodisk baggrundslyd.
25. Omoi, hakanaku igen et melankolsk tema på piano med klokkespil til.
26. Konran er også et kort nummer med en mystisk snert skabt af trommer og elektrisk guitar.
27. Yami ga hirogaru er et ildevarslende nummer med syntetiske lyde og raslende instrumenter på skæve tidspunkter. Der lægges op til dystre foretagender.
28. Samayoeru yamiyo er endnu et dystert og uroskabende nummer, mere stille og mørkt end nervepirrende dog.
29. Owarinonai Crossroad indledes med en elektronisk bippen, nærmest som et ur, der suppleres med trommer og klokkespil.
30. Shinku ni somaru yoru no yume er et nummer med forvrænget elektrisk guitar, indisk klingende strengeinstrumenter og andre orientalske lyde. Der sker eksotiske ting.
31. Shinwa no hateni -HiME to Kuroyo no kimi begynder lidt mørkt men blødes op med seriens gennemgående violin-tema, der passer glimrende sammen med den forvrængede guitar. Det gennemgående kor-stykke kommer også med undervejs.
32. Omoi hitohira er et stille piano-stykke.
33. Himeboshi -Mashiro- det sidste nummer på cd’en et en piano-reprise af temaet.
Samlet er der nogen variation i numrene, men man kan tydeligt høre sammenhængen, ikke kun fordi de samme temaer er brugt i mange numre men også i valget af instrumenter. Dette er dog at forvente for et soundtrack og ikke et reelt kritikpunkt, nærmere tværtimod idet det viser at serien har en sammenhængende lydside.
Alt i alt er det et ganske udmærket soundtrack, men man skal huske at det er OST2, de mest prominente numre fra serien er at finde på det første. Det er tydeligt at det er komponeret af Yuki Kajirua, så hvis man kan lide hende vil man sikkert synes om det medens andre finder hendes stil repetitiv og kedelig. Uanset hvad er det et habilt udført soundtrack, der dog ikke er noget man vil ende med at lytte til regelmæssigt.
Den 12årige pige, Mitsuki Kouyama, har mistet begge sine forældre og bor derfor hos sin bedstemor. Hun elsker musik overalt på jorden og hendes største drøm er at blive en kendt sanger på grund af et løfte hun engang lavede med den lidt ældre dreng, Eichi Sakura, før han blev adopteret fra deres børnehjem og flyttede til Amerika. De lovede hinanden at de ville finde hinanden igen, og til den til ville Mitsuki være sanger og Eichi astronom. Han fortæller hende at han elsker hende, og uden en chance til at fortælle ham hvad hun føler, rejser han.
Det hele er dog ikke så ligetil for Mitsuki, for hendes bedstemor hader musik mere end noget andet, og hendes drøm om at blive sanger bremses af en kræftknude i hendes hals, og hun kan kun blive rask hvis hun får foretaget en operation. Med denne operation vil hun kunne leve videre, men der er en risiko for at hun mister sin stemme. Derfor afviser hun igen og igen lægernes og bedstemoderens råd om at få gennemført indgrebet.
En dag har Mitsuki meldt sig til en audition, og har skrevet på sine papirer at hun er 16 år gammel. Hun beder sin læge, Wakaouji-sensei, om at komme op med en undskyldning, så hun kan slippe væk hjemmefra og deltage. Men han nægter.
Senere samme dag sidder Mitsuki ved sit skrivebord, og får pludselig besøg af Takuto og Meroko – et par shinigamier, der sammen går under navnet Negi-Ramen, som pludselig kommer dumpende ind gennem væggen. De kommer til at røbe for hende at hun kun har et år tilbage at leve i, og at de når det år er gået skal tage hendes sjæl med. Hun skynder sig at stikke af for at gribe chancen for at blive sanger, og nå sin audition i tide, mens Takuto og Meroko følger efter og forsøger af fange hende.
Da det endelig lykkes dem, beder hun igen og igen om at få lov til at deltage. Takuto lader hende deltage, men Mitsuki ligner slet ikke en på 16, så han giver hende en pille bestående af sit eget blod. Når hun har slugt den, vil hun kunne forvandle sig til en 16årig pige med langt blondt hår hver gang han knipser med fingrene, og så længe hun er forvandlet vil hun være sund og rask.
Da det bliver Mitsukis tur til at synge til auditionen, overvælder hun samtlige dommere med sin fantastiske sangstemme, og vinder. Herfra må Mitsuki leve et dobbeltliv. Den ene halvdel som den normale skolepige der kæmper med sine egne problemer og i dette tilfælde en sygdom, og den anden halvdel som den populære sanger, Full Moon.
Som serien skrider frem knytter de to shinigamier stærke bånd til Mitsuki og de gør alt hvad der står i deres magt for at hjælpe hende med at nå sit mål. Men Takuto bliver mere og mere forelsket i hende, og Meroko bliver mere og mere jaloux fordi hun selv gerne vil have Takuto, men samtidig er blevet rigtig gode venner med Mitsuki. Det bliver sværere og sværere for dem begge at skulle tænke på at tage hendes sjæl.
Kort tid efter Mitsukis første audition skilles mangaens og animeens plot lidt efter lidt mere og mere ad. Der sker mange af de samme ting både i mangaen og animeen, men de udvikler sig ret forskelligt som serien skrider frem.
Animeen er på 52 afsnit, men den føles ikke lang og tung at komme igennem. Arina Tanemuras tegnestil der som sædvanlig er i top gør, at det er en fornøjelse at se hvert eneste afsnit, og personlighederne hos de forskellige karakterer i serien er alle sammen til at holde ud og nogenlunde nede på jorden, så man sagtens kan forholde sig til dem. Baggrundene er gode og realistiske uden at være noget, der er specielt fremtrædende. Sangene i serien spiller en meget stor rolle, og også selvom man hører de samme sange mange gange i løbet af de 52 afsnit serien strækker sig over, er de klart noget af det bedste ved serien, og især Myco, der lægger stemme til Mitsuki, og synger samtlige af hendes sange som Full Moon, gør det virkelig godt.
Historien er god, og selvom serien er i magical girl kategorien er den bestemt ikke en af de typiske idet Mitsuki hverken får superkræfter, “kamp-outfit” eller “stridsfæller” der har det som hende selv.
Hvis man lide mahou shoujo serier men er lidt træt af alle superkræfterne, bare vil se en flot og romantisk serie eller kan lide andre af Arina Tanemuras serier så er Full Moon wo Sagashite helt klart en serie der skal ses.
Genre: Shoujo, magical girl, romance, drama
Alder: 13+
Studie: Studio Deen
Amerikansk licens: VIZ Media
Da Yuichi’s forældre må flytte hele tiden pga. deres arbejde og endda også bliver sendt til udlandet, flytter han op til sin tante Akiko i en lille by nord på, hvor også hans kusine Nayuki bor. For mere end 7 år siden tilbragte han altid sine ferier der, men så mistede de kontakten. Nayuki er dog meget begejstret for nu at skulle gå i samme klasse som sin fætter, og glæder sig til at genoptage det venskab de havde. Dog er hun ærgerlig over at Yuichi næsten intet kan huske fra sin barndom.
Lidt efter lidt møder Yuichi fire piger på hans alder, som alle ser ud til at have en forbindelse til hans fortid, men ingen af dem hjælper ham bevidst på vej til at huske noget. Ved alle møderne med de forskellige piger begynder han i sin underbevidsthed at se scener fra hans barndom, men er ikke sikker på om det er drømme eller virkelighed.
En af pigerne, Makoto, overnatter også nogle gange hos Yuichis tante. Hun har heller ingen hukommelse, men kan ikke lade være med at lave narrestreger hele tiden. Dette får Yuichi til at glemme en vigtig skolebog han havde lånt af Nayuki en dag, så han må gå tilbage på skolen. På gangen møder han en af eleverne, Mai, som løber rundt på skolen med et sværd og kæmper mod en usynlig dæmon og kalder sig selv for skolens beskytter…
På en helt anden måde møder han pigen Shiori, der på grund af sygdom ikke har kunnet gå i skole i nogen tid. Men hun går ofte rundt i skolegården og ser ud til at vente på en, som aldrig dukker op.
Den sidste pige han møder er Ayu, som ikke kan leve uden taiyaki (en fiskeformet pandekage med sødt azu bønne fyld) – hun glemmer bare altid at hun ikke kan betale for dem, og på hendes flugt fra en gal taiyaki sælger, støder hun ind i Yuichi, og trækker ham med. De to møder hinanden flere gange under de samme forhold. Også hun ser ud til at ha forbindelse til Yuichis barndom…
Ved første øjekast virker Kanon som en sædvanlig sød pige-anime, men hen ad vejen kommer der dybde i de forskellige personer, og man opdager hemmeligheder omkring dem. Historien indeholder også triste, dramatiske og overnaturlige elementer, som gør det hele lidt gådefuldt.
Hele mysteriet bliver symbolsk opklaret da foråret kommer, og sneen som gemte alt under sig smelter. Slutningen kommer uventet, og er lidt chokerende.
Kanon er baseret på et dating spil til pc, der først kom i en hentai-udgav og senere i en mere stuevenlig version, der også kom til Dreamcast konsollen – men der er en del forskelle mellem de to udgaver.
Animationens kvalitet, soundtracket og frem for alt historien alene får en til at beholde Kanon i tankerne.
Original titel: Kanon TV
Udgivelses år: 2001
Længde: 13 afsnit á ca. 30 min
Produktion: Toei Animation
Character design: Yoichi Onishi / Visual Arts (Kei)
Fire små alfer drager til menneskenes verden for at forstå den, så de kan blive til rigtige piger. De ankommer i deres små farvede flasker og flytter ind hos deres Sensei (lærer), hvor de igennem ham og den lille pige inde ved siden af, prøver at forstå alle de ting som de støder på.
Men det er ikke helt ligetil at få verden til at give mening, især ikke når alle ens informationer kommer fra en børnehavepige, samt diverse blade og bøger. Så næsten alting som de små alfer støder på bliver behandlet med en blanding af total uvidenhed og general misinformation. Hvilket fører til en del forviklinger og underlige situation, før de endelig får tingene til at falde på plads.
Bottle Fairies er nok noget af det mest nuttede der er udkommet i længe. De fire små piger har hver deres mere eller mindre nuttede personlighed, om de så er energiske, alvorlige eller bare totalt fraværende. Men samlet takler de alle hverdages problemer fra ret alternative vinkler og med evigt godt humør. Serien indeholder en del japansk kultur og nogle af de ting der sker i den kan være lidt svære at følge med i, men har man ikke noget imod den slags eller er inde i det, så er det bare ekstra morskab.
Men seriens store styrke er rendyrket nuttedhed, med humor som opbakning. Der er ikke den store handling, så godt som intet action, og slet ingen fanservice. Men serien er derimod nærmest tegneserieverdenens svar på sollys, for selv om der intet sker, så kan man næsten ikke undgå at blive i godt humør når man ser den.
Kunne man lide serier som Sugar, A Tiny Snow Fairy eller Azumanga, så kan Bottle Fairies ramme plet, for den sød på et niveau hvor det næsten kan give hjerneskader og perfekt som en serie at se når man har haft en lang, hård dag og trænger til noget opkvikkende.
Genre: Komedie, slice of life
Alder: Alle
Studie: Xebec
Amerikansk licens: Geneon
Keiichi er en motorsports fikseret studerende, der aldrig rigtigt har haft det store held med piger. En aften hvor han sidder i sit kollegium værelse kommer der en underlig klædt, men ganske attraktiv, pige ud af spejlet. Hun introducerer sig som gudinden Belldandy og fortæller Keiichi at hun vil give ham et ønske. Siden han er lettere overrasket over hendes opdukken, og regner med at det er en spøg, så ønsker han at Belldandy skal blive hos ham altid. Og med et sus af guddommelig energi bliver hans ønske opfyldt og skæbnes store tandhjul begynder rette sig ind efter det.
Således ender vores unge hovedperson med en smuk gudinde ved sin side, men allerede med det samme opstår der problemer. Så som at man ikke må have piger på besøg i kollegiet. Men ønskets kraft lader dem ikke blive separeret så let og få minutter senere er Keeichi smidt ud af derfra.
Det lykkedes dog ham og Belldandy at søge husly i et tempel og ender med at få det helt for dem selv da den lokale munk drager væk. Men der er mange andre problemer forude, blandt andet at introducere Belldandy til universitetet og selv om de starter med at være alene i templet, så bliver der hurtigt lavet om på det da først Urd, Belldandy ene søster flytter ind og senere følges af Skuld, Belldandy anden søster. Så i løber af kort tid er Keiichi gået fra en næsten eneboer tilværelse, til at være del af en lille, men meget magisk familie, noget der langt fra forløber uden gnidninger.
Ah! My goddess handler om forholdet mellem Keiichi og Belldandy, noget der mest af alt ligner et ægteskab. Men det er også en historie om tre gudinder og den måde hverdagen på jorden blander normal drama med magiske evner. Om det så er Belldandy der i mini-form sidder på Keiichi skulder, Urd der med hendes trylledrikke forvandler folks personligheder eller Skulds nyeste opfindelse, så ender det hovedsageligt med at selv guddommelige evner ikke kan løse alle problemer. Selv om det til tider kan være praktisk, og ganske godt mod dæmoner.
Noget der altid har gjort AMG interessant er brugen af nordisk mytologi, blandet med lidt kristendom. Gudinderne navne kommer fra nordiske skæbnegudinder (med Belldandys en smule… tilpasset), men det er Gud som de snakker med over telefonen når alting brænder på. Det hele er blandet med en hightech stil, der får universets til at virke som om det er styret af en kæmpe computer. Det kan især ses når Skuld hiver hendes hammer frem og begynder at jage ”bugs” ud af systemet på en yderst fysisk måde.
Ah! My Goddess blev første gang animeret i 1993, med en 5 episoders OVAog i Japan er mangaen udkommet i 29 bind og kører stadig. En TV serie har derfor været på vej længe og der er mange AMG fans der ventet på at den blev lavet. Serien baserer på mangaen frem for at fortsætte OVAen. Men selv om karaktererne er helt de samme, så har TV serien fået lov til at ændre sig lidt fra den originale historie. Nogle ting er en forbedring, så som at Keiichis og Belldandys forhold skrider hurtigere frem, mens andre ting virker mindre vellykkede, så som Marllers meget drengede udseende.
Men har serien den samme styrke som den have for 13 år siden ?
Ikke helt, må man desværre sige. For fans er den fyldt med nostalgi og vækker minder, men selv om man ikke lige kan pege på noget bestemt i serien og sige at det er mindre godt, så er den som helhed middelmådig. Der er noget godt musik, og at personerne der lægger stemmer til pigerne er blevet ældre og mere erfarende giver både Belldandy og Urd en mere moden natur. Men har man ingen erfaring med AMG universet, så mangler TV serien meget af den kraft som der er i mangaen og OVAen.
Er man ude efter en god blanding af drama, humor og magi, så er Ah! My Goddess TV nok værd lige at kigge på, men den er langt fra den bedste serie af slagsen, nu hvor den har konkurrence af mange lignende titler.
Genre: Komedie, drama, romance
Alder: 7+
Studie: AIC
Amerikansk licens: Media Blasters, ADV Films
Filmen foregår efter slutningen på Final Fantasy VII spillet og det kan være en stor fordel at have spillet det spil for at forstå handlingen, selv om det ikke nødvendigvis gør Advent Children til en dårligere oplevelse.
Der er gået to år og selv om verden er ved at blive genopbygget, så er der nye problemer i form af en sygdom der hærger befolkningen. Cloud og hans venner slipper heller ikke helt for at blive mindet om fortiden, da tre mænd dukker op, søgende efter Jenova.
Advent Children er lavet af Square Enix efterhånden ret berømte 3D system og sidst vi så den blive brugt udenfor et spil var i filmen Spirits Within. I mellemtiden er der sket ting og sager med systemet og det gør FFAD til en af de mest imponerende film der er lavet med ren computer animation. Man kan se en klar forbedring af person animationerne og især Tifa kan i visse klip være svær at adskille fra et rigtigt menneske. Men også baggrunde er blevet meget forbedret, om det så er bygninger, et mylder af personer eller de mange vinkler bruget under kampscenerne.
Og nok lige netop kampene er det der gør filmen værd at se, om man har spillet FFVII eller ej. Hæsblæsende action, med hurtige klip, flot animation og i det hele taget sker der så meget at man næsten glemmer at trække vejret.
Men udover at personerne nu er bedre designet, de er også bedre langt bedre animeret med henblik på skuespil. Ansigtstræk og bevægelser er for alvor bliver introduceret og der er også blevet plads til humor midt i mellem alt den action. Dog støder Square Enix stadig på problemer når det drejer sig om hår, noget der er med til at huske en på at det er computer grafik hele vejen igennem.
Er man en FFVII fan, så er Advent Children ikke noget man må gå glip af. Bare det at gense ens favorit karakterer er et nostalgi trip værd, men at se dem nedkæmpe et kæmpe monster i bedste tag-team stil, med rigt brug af deres forskellige evner, er guld værd.
Advent Children store problem er dog i handlingen, som virker meget klasket sammen og efterlader mange ting som man nok gerne så mere til, især i forholdet mellem cloud og Tifa, eller lidt mere om hvordan det var gået de andre karakterer i den mellemliggende år. Men skubber man lige det til side, så sidder man tilbage med et brag af en film, der får en til at ønske af der i fremtiden vil blive lavet meget mere af den slags.
Genrer: Sci-fi, fantasy
Alder: 7+
Studie: Square Enix
Instruktør: Tetsuya Nomura
Udgivet i Danmark af: Sony Pictures
Når man siger anime og science fiction i samme sætning tænker de fleste nok straks på mecha, men der er også gode serier, der ikke involverer meterhøje robotter.
Bubblegum Crisis
Engang i den nærmeste fremtid har vi udviklet robotter der ligner mennesker, såkaldte Boomers.
Disse robotter går indimellem amok og forårsager store skader, og politiet magter ikke at stoppe dem. På grund af dette er der en lille gruppe kvinder, der tager sagen i egne hænder og danner gruppen Knight Sabers. De har nogle meget stærke og avancerede mekaniske dragter så de kan bekæmpe boomerne på lige fod.
BGC er fra sidst i 80’erne, og mens det både kan ses og høres, er det ikke i en sådan grad at man krummer tæer, den er nærmere et blik tilbage til en anden tid. Det er en OVA der nød stor popularitet i 90’erne, og den nyere tv-serie er ret populær den dag i dag. Det er da også en af de mest betydningsfulde cyberpunk animeer i tidens løb, og den har inspireret mange senere serier.
Armitage III
Politimanden Ross Sylibus flytter til Mars efter at hans partner på Jorden er blevet dræbt, men allerede i rumhavnen bliver han indblandet i en sag. En populær country-sangerinde findes myrdet,
men det viser sig at hun i virkeligheden var en robot. Hun havde dog havde levet hele sit liv som et menneske, og alle omkring hende troede da også at hun var et sådant. Ross og hans nye partner Naomi Armitage får overdraget sagen, der viser sig at lede til en mystisk gruppe robotter…
Lad mig starte denne anmeldelse med at afklare en ting: dette er ikke den tredje serie i en række, titlen giver mere mening når man har set serien. Armitage var en af de titler, der blev udgivet inden årtusindskiftet som fik kultstatus, og det på trods af at den de første mange år kun kunne købes i Vesten i en sammenklippet filmudgave, der kun havde engelsk tale.
Uanset hvilken udgave er det dog en glimrende historie om forskellene mellem mennesker og robotter.
Kiddy Grade
GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.
To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opfører sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent.
På trods af den kiksede titel er KG en serie til teenage-drenge, og med en del fan-service og ikke noget tydeligt gennemgående plot i starten kan den virke lidt tyndbenet. Undervejs tager serien dog revanche, og visse dele af den er rigtig gode og gør at den er værd at se mange gange.
Ghost in the Shell: Stand Alone Complex
I den nære fremtid har man opfundet cyborgs og kunstig intelligens. For at kontrollere dem har man oprettet Sektion 9, der er en semi-hemmelig statsorganisation der tager sig af cyber relateret kriminalitet. Deres opgaver strækker sig fra at stoppe en militær mecha, der er gået amok, til at bekæmpe computervira. Sektion 9s mest dominerende agent er Motoko Kusanagi, som er næsten fuldstændig mekanisk, selv om det næsten ikke kan ses på hendes krop. Hun er hurtigere, stærkere og mere robust end noget menneske, samt i stand til at koble sig direkte til maskiner og Internettet.
GitS:SAC er ligesom filmene af samme navn bygger over Masamune Shirows manga, der også hedder det samme. Der er uanset udgave af historien tale om en cyber-punk historie blandt de bedste, hvor man væves ind i et spind af politiske intriger i en fremtid der næsten er lige rundt om hjørnet.
Crest of the Stars
Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han i rumhavnen venter på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.
CotS er space opera af højeste karat med rumkampe, energivåben og alt hvad der hører til af den slags. Dens særpræg kommer dog ikke primært derigennem men er derimod nogle afrundede personer, der driver en fængende historie fremad.
Serial E
xperiments Lain
Pigen Lain lever et normalt liv, indtil en af hendes klassekammerater begår selvmord. På mystisk vis modtager Lain en email fra hende, sendt efter hun er død. Det starter en historie der bevæger sig mellem den virkelige verden og den realitet, der lurer udenfor hvad vi kan opfatte.
Lain bliver af mange regnet som en af de serier, der kræver mest tankegang, og det er nok ikke helt forkert. Den rummer et væld af temaer om forskellene mellem virkelighed og cyber-realitet og hvad deraf opstår, og er blandt de bedste bud hvis man kan lide anime til de små grå.
Cowboy Bebop
I en fjern fremtid flyver dusørjægerne Spike og Jet fra system til system for at fange diverse forbrydere. På disse ture begynder den lille gruppe langsomt at vokse, først med den sexede Faye og senere med barnegeniet Ed. Sammen går de op mod alt hvad der kan smides imod dem, fra biljagter på ørkenplaneter over dueller i rummet til infiltrering af syndikater.
Vil man have sci-fi action og spænding, så er Cowboy Bebop et godt bud på det. Den er også visuelt en god serie, med alternative varianter af mange kulturer fra jorden, der er tilpasset en eksistens ude blandt stjernerne.
Stellvia
Pigen Shima Katase rejser til rumstationen Stellvia for at begynde hendes uddannelse som pilot og deltage i et enormt projekt, ledet af organisationen Foundation. Dets formål er at bygge en serie af rumstationer, som kan generere et energi skjold stort nok til at beskytte Jorden mod en trykbølge fra en døende stjerne.
Stellvia kan beskrives kort som en skoleserie i rummet, og med dens vægt på personerne frem for de mere mekaniske aspekter af science fiction miljøet lægger den op til at kunne tiltale andre end kun fans af ting der foregår i rummet.
Starship Operators
En klasse fra kadet-skolen er på vej tilbage fra den sidste tur inden afslutningen af deres uddannelse, da der bliver erklæret krig på deres planet. Regeringen overgiver sig hurtigt, men kadetterne beslutter sig for at gøre modstand, men for at kunne holde krigsskibet i gang skal de have penge. Derfor laver de en aftale med et tv-selvskab om at deres kamp bliver filmet som et reality show.
En rumserie hvor fokus ikke er på action men mere på det strategiske i kampene, hvilket nok vil være negativt for nogen, men det er et af de små twists, der giver et show der ellers følger alle ”traditioner” et individuelt præg.
Outlaw Star
Gene Starwind og hans partner Jim driver en lille virksomhed på en afsides planet, men en dag får de et job som bodyguards. Desuden kommer de i besiddelse af Outlaw Star, det hurtigste og mest avancerede rumskib i galaksen. Desværre er det stjålet, og ejerne vil have det tilbage.
En sci-fi serie med fantasy elementer som magi, der blander action med humor i ny og næ, uden at det dog ender i ren komedie.
I fremtides Tokyo er kriminalitet gået amok, og våben er blevet meget udbredt, selv blandt normale borgere.
Politiet er derfor erstattet med det mechaniserede firma RAPT, der hårdhændet prøver at opretholde lov og orden. Men der er andre fraktioner der arbejder i Tokyo, og en af disse er en gruppe piger, der udfører opgaver af varierende arter, lige fra at være bodyguards, til destruktive mecha sammenstød.
Sei er gruppens voksne og modne leder, en hård forretningskvinde, der hovedsageligt organisere de missioner som resten skal udføre.
Så er der Amy, deres 12 årige computer ekspert, der står for at samle informationer ind og hacke systemer.
Meg er en forhenværende tyvetøs fra New Yorks gader og kan lidt af hvert, selv om hun forbavsende ofte ender med at blive kidnappet.
Til sidst er der Jo, som er den egent-lige arbejdshest i gruppen. Om det så er med pistoler eller i hendes mecha, så lever hun for kamp og har mere end normale evner indefor området.
Deres opgaver starter med at være typiske ting som at fange en kriminel gangster, stoppe en løbst mecha eller beskytte diverse ting, men efterhånden opdager de, at der er noget meget forkert i gang. Noget der involverer genetisk mutation, med brug af levende hjerner i maskiner og meget ofte, så fører sporene tilbage til RAPT, som er det eneste der står mellem civilisation og kaos.
Burst Angel er mecha og action når det er bedst, med mange og hurtige kampe, veludrustede piger og kæmpemaskiner der hamrer løs på hinanden.
Ind imellem bliver der også tid til at fokusere på personerne, men det er tydeligvis ikke seriens formål.
Vil man have fanservice oveni, så er der også masser af det, især fra Meg, der i sin minimalt dækkende kopi af en cowboy dragt nok tiltrække en del opmærksomhed.
Den grafiske side af serien er en lidt blandet sag. Håndanimationen er forholds god, men blandes med en del ret synlig computer grafik.
Gonzo er blevet bedre til at blande den slags sammen, men det er stadig meget åbenlyst hvor grænsen går, og til tider ligner især mecha kampene noget som er taget fra et computerspil.
Lydsiden fremmer desværre ofte den fornemmelse, da den tit virker overdrevet eller direkte malplaceret i handlingen.
Men i det hele taget er musikken til serien nok min største kritik af den, for den bruger en, efter min mening, ikke særlig vellykket blanding af hip-hop, pop og techno. Især åbningen sprang jeg trofast over for at undgå musikken der.
Er man til mecha, action, skydevåben og fanservice, så er Burst Angel nok en af de serier man bør overveje at investere i. Er man dog lidt kræsen med hensyn til musik, synlig CG eller en ikke alt for imponerende handling, så burde man nok nøjes med at kigge på en enkelt DVD til at starte med.
Original titel: Bakuretsu Tenshi
Genre: Action, cyber-punk
Alder: 15+
Studie: Gonzo
Instruktør: Koichi Ohata
Amerikansk licens: Funimation
I fremtiden betyder det meget at være I form, og topmålet af dette er at komme på University Satelite.
Akari Kanzaki er netop blevet optaget der, men på trods af at hun klarede sig bedst ved optagelsen er hun stadig nervøs. Hun mister dog ikke modet selvom hun indser at skolen er på et meget højere niveau end hidtil.
Hun farer vild vej til sit værelse og møder Anna Rispighi, der bliver mobbet af en ældre elev. Den ældre elev går til angreb på dem begge, men en tredje begynder, Kris Kristopher, kommer til og hjælper Akari og Anna. Det vuser sug at de tre deler værelse sammen, og at de skal danne hold fremover.
Battle Athletes er på mange måder en typisk sports-serie, og det at den finder sted i et sci-fi miljø betyder ikke ret meget. Personerne er dog noget stereotype, og man er på intet tidspunkt i tvivl om hvordan de vil handle.
Alle personerne har ligeledes meget markante udseender, der vanen tro understreger deres personligheder. Nogle af dem er ret unikke, og har man først set Akari glemmer man hende nok ikke.
Det er tydeligt, ud fra stilet personerne er tegnede i, at serien er fra sidste del af 90erne, og der er store paralleller til Tenchi, som AIC lavede i samme periode.
Resten af det grafiske udtryk er ligeledes udmærket, men det man lægger mærke til er primært personerne trods alt. Baggrundene har en god detaljegrad og animationen er flydende, det er tydeligt at det er en OVA med et rimeligt budget.
Lydmæssigt er der ikke noget at bemærke, musikken og stemmerne er der bare og forsvinder ud af ens bevidsthed, når man slukker. På trods af at det er en ældre udgivelse er den engelske dub ganske udmærket, men givet succesen af dens forløber, Tenchi, har Pioneer (nu Geneon) samlet et godt hold voice actors.
Historien er det svage punkt, idet den følger stort set alle genrens klicheer. Man kastes ind i serien med en kort gennemgang af flere tusinde års historie, men denne virker ret unødvendig. Den begynder med menneskehedens forestående undergang og så skifter den brat til serien om en klodset pige, der vil være superatlet. Dermed kunne hele de stort opsatte første minutter reelt være undværet, idet deres betydning er ret overfladisk.
Et vigtigt element i serien er humoren, Battle Athletes er en sci-fi sports-komedie, og på trods af at vægten er på sporten mangler der ikke sjove scener. Disse er måske ikke sådan at man skraldgriner, men man sidder alligevel med et smil på læben mens man i sit stille sind hepper på Akari.
Battle Athletes er ikke noget mesterværk og den har klart sine mangler. Disse er dog til at leve med, og den har på trods af sin typiske opbygning nok plot-twists, overraskelser og charme til at man ikke kan undgå at holde bare en smule af den. Det er klart at se hvorfor den blev et ”kult-hit” blandt anime-fans i sen 90erne, og heldigvis holder den også i dag.
Original titel: Battle Athletes Daiundoukai
Genrer: Sport, komedie, sci-fi
Alder: 11+
Studie: AIC
Instruktør: Shinji Ochi
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
Dette er første del af en serie af artikler, der var planlagt til at fortsætte i løbet af de næste numre af AnimeGuiden, da bladet er stoppet er der ikke kommet flere (indtil videre). Her kommer en gennemgang af nogle af de mest udbredte og let genkendelige karakterskabeloner. Pigerne først, man er vel høflig.
Man lægger hurtigt mærke til at der er mange karakter-typer, der går igen i mange animeer. Dette er i allerhøjeste grad tilfældet, kunsten at opbygge personer over en skabelon er blevet perfektioneret inden for anime og manga. Man let kan lave en ret kort liste over persontyper som vil dække stort set alt materiale ret godt.
Det er ikke altid at en person falder fuldstændigt rent ind under en kategori men har elementer af flere forskellige typer i sin personlighed, men oftest falder de alligevel i en typisk hovedgruppe.
Der findes selvfølgelig også helt originale personer, men markedet er så specialiseret, at de nemt genkendelige persontyper er dominerende. De mest udbredte stereotyper har nemlig kvaliteter der lige netop er det der sælger i forskellige målgrupper.
Vi begynder med en let genkendelig karaktertype, nemlig maids (tjenestepiger).
Maids – eller stuepige/tjenestepige som de danske ord for dem er.
Hovedkendetegnet for en maid er at hun er der for sin herre, igennem tykt og tyndt, i krig og (mangel på) fred. Hun lever for at hjælpe og behage sin herre omend hendes tilstedeværelse ofte kan skabe lige så meget kaos som hun selv gør orden.
Flæseuniformen er i hvert fald noget, der får mange mænds hjerter til at slå højere. Dette gælder også for personer i anime, så alene dette stykke tøj
er nærmest garant for erotik og kærlige følelser – efter skolepige er maid nok den mest udbredte fetich i Japan.
Ét er i hvert fald garanteret: der er masser af fanservice i maid-serier – ofte er stuepigens rolle så prominent at man kan tale om nærmest en hel undergenre.
Af kendte stuepiger kan nævnes en del, omend mange af dem også har andre karaktertræk udover de rent underdanige. Og der er da også piger med de underdanige træk, der er typiske for maids uden at være udstyret med forklæde og skørter, men da dem i fuld mundering er nemmest at genkende vil de følgende eksempler begrænse sig til dem.
Kurumi (Steel Angel Kurumi) og Mahoro Ando (Mahoromatic) er begge maids, idet de lever for deres herre og vil gøre alt for at han har det godt. Begge ender med at have et nært følelsesmæssigt forhold til deres herre, men spørgsmålet er om disse vil holde… Desuden er begge androider og besidder store kampevner der viser sig at være praktiske.
i befinder os i begyndelsen af Edo perioden. Det er en tid hvor vestlige påvirkninger begynder at blande sig med det traditionelle Japan, og den gamle kultur med samuraier og kriger-hære er ved at uddø.
Pigen Fuu arbejder i en lille beværtning, men et slagsmål mellem to herreløse samuraier efterlader den i ruiner. Hun beslutter sig derfor for at drage ud på en vandring, og efter at have hjulpet de to vandaler fra beværtningen til at flygte, så når hun frem til at det er mest passende at de drager med hende.
De to samuraier er den stilige Jin, med hans kølige væremåde, beherskede kampstil og stilfærdige personlighed, som er i stærk kontrast til Mugen.
Han er direkte modsat, nemlig uopdragen, grov, og kæmper med en blanding af akrobatik og rå kraft.
Det eneste der konstant forhindre dem i at nedslagte hinanden er Fuu og hendes mission med at finde en samurai der lugter af solsikker.
Sammen begiver de sig på en vandring igennem et Japan der vrimler med korrupte magthavere, stridslystne sværdkæmpere, gale profeter og utallige andre farer, som den lille gruppe må overvinde.
Samurai Champloo har et tvist der adskiller den fra alle andre samurai film og serier. For midt i hele det her historiske Japan her forfatterne valgt at tilføje en dosis hip-hop til mange episoder, med personer og handlinger der kunne komme fra 70ernes eller 80ernes mørke Harlem.
Men underligt nok, så virker det her i serien. Om det så er popstjerner, graffiti gangs eller baseball kampe, så er det blended ind i serien med så stor perfektion at man til tider kan blive helt i tvivl om den slags muligvis ikke stammede fra det gamle Japan.
Teamet der har lavet Samurai Champloo har før gjort sig bemærket med serien Cowboy Bebop, og ligesom den, så indeholder SC en solid blanding af spænende personer, et godt mix af kamp og handling, der udfolder sig i en meget kulturelt rig verden.
Især samspillet mellem den mørke Jin og den kaotiske Mugen, med solstrålen Fuu i midten til at holde dem afbalanceret, virker fantastisk godt. Man støder også på mange andre interessante personer og karakterer, som man ofte føler at man gerne ville have set lidt mere af end man får lov til.
Serien er forholdsvis episodisk, næsten helt frem til slutningen, men det gør ikke det store. For med sin blanding af pudsige bipersoner, intense kampe og de episoder hvor skaberne går helt amok med et moderne tema, så har man egentlig ikke tid til at kede sig.
Det er også netop de underlige indfald der præger afsnittene, der er med til at man ikke bliver trætte af deres rejse igennem Japan.
Man kan nok heller ikke lade være tænke over de mere bizarre ting der sker hist og her, som om Van Gogh var inspireret af japansk tegnestil, eller om USA virkelig spillede Baseball om rettighederne til handel i Japan.
Men til trods for de humoristiske indslag, så er SC også en mørk serie. Hverken Jin eller Mugen er ”gode”, og især Mugen har meget lidt respekt for andre end sig selv. Men sammen med Fuu lærer de dog begge at kontrollere deres dræbermani, og det er ofte også Fuu der må lære at man ikke altid kan løse problemer med et smil og en hjælpende hånd.
På grafik siden er SC også ret imponerende, om det så er de flotte og action fyldte kampe, ting i bylivet eller de japanske landskaber i baggrunden, så er der kælet for detaljer, ofte med den samme skævhed som kendetegner resten af serien.
Kampsekvenserne er hurtige, med mange virkemidler. Meget ofte er omgivelserne brugt til at lave effekter, som i starten hvor Jin og Mugen kæmper i den brændende beværtning, eller senere hvor man ser klinger trække spor efter sig igennem regndråber.
Hvem kan man egentlig anbefale at se Samurai Champloo? Næsten alle, vil jeg mene. Dens blanding af action, personer og humor sætter den langt udenfor den typiske samurai genre, selv om den har bevaret næsten alt hvad der gør dem gode. Den er ikke nær så seriøs, men netop en af seriens stærke sider er at man sjældent er i tvivl om hvornår den er alvorlig. Det gør den helt klart en oplevelse værd og samtidigt kan man tage et kig på hvordan store dele af Japan var for et par århundrede siden.
Så længe man dog ikke tager det hele for historisk korrekt.
Genrer: Action, historisk
Alder: 15+
Studie: Manglobe Inc.
Instruktør: Shinichiro Watanabe
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
Dansk udgiver: Studio anime