Kategori: Anime

  • Mezzo

    I en fremtid lige om hjørnet er teenage pigen Mikura, sammen med den nogenlunde jævnaldrende Harada og den ældre Kurokawa, en del af et team der løser diverse problemer.

    Det er for det meste opgaver der er tilpasset gruppens talent for ikke at stille for mange spørgsmål og få tingene gjort, selv om det begynder at brænde på. Især Mikura evner som action-helt er ret praktiske med de opgaver de får, imens de to mandfolk ofte virker mere som hendes support.
    Under deres første opgave redder Mikura pigen Asami, som derefter prøver at komme med i gruppen, især fordi hun beundrer Mikuras åbne og frembrusende personlighed, som er helt modsat hendes egen, ret sky, natur.

    Teamets opgaver er lige så varierede som de er underlige, og involverer både spøgelser og rumvæsener. Men lige meget hvad, så er deres fremgangs måde ofte den samme. Nemlig at undersøge problemet og når det så går galt, skyde sig frem til en løsning.

    Mezzo DSA er action så det brager, med ganske interessante personligheder og en del komiske indslag, der dog ikke går ud over de mere alvorlige sektioner af hver episode.
    Dog mangler serien lidt en gennemgående handling og i starten virker det meget som en masse enkelte afsnit der ikke har ret meget med hinanden at gøre, selv om man skulle tro at ting som at rende ind i et rumvæsen og spøgelser, ville sætte sit præg på deres tilværelsen.

    Men seriens fokus er også mere action end handling og der lægges ret stærk ud lige fra starten, hvor Mikura skyder, hopper og sparker sig igennem en flok af maskerede badguys, bliver blæst ud af et vindue, falder adskillige etager ned, men klarer at lande uskadt og redder endda en pige på vejen.
    Serien er dog ikke væg til væg action hele tiden, der kommer også indblik i p ersonerne og hvem de er, samt den fortløbende historie om den ukendte snigmorder der hver episode prøver at dræbe Mikura, dog med så lidt held at hun knapt nok lægger mærke til det.

    Animationen i Mezzo er ret flot, selv om Mikura, der bevæger sig rundt i sin dragt, nok har en tendens til at stjæle en stor del af opmærksomheden.
    Kvaliteten falder god lidt efter episode et, selv om store dele af serien er blevet gen-animeret efter at den blev vist på japansk TV. Hvilket nok var et smart træk, da den version led meget af at studiet havde en deadline.

    Noget der dog ikke behøvede at blive remastered var lydsiden, som er ret god. Især start sangen og den tilhørende åbningssekvens er absolut værd at se på, da den er ganske underholdende i sig selv.
    Ligeledes er stemmer og lydeffekter ret gode, med Kurokawas stemme, der nok er mere interessant end god.

    Hvis man mener at navnene og personerne i serien lyder bekendte, så er det ikke så underligt, for Mezzo DSA er baseret på den to episoders OVA der hedder Mezzo Forte og handlingen er taget derfra, dog uden noget af den pornografi som originalen har. Mezzo Forte er en mindre kendt serie af samme skaber som Kite, nemlig Yasuomi Umetsu og selv om han ikke direkte har været involveret i skabelsen af TV serien, så holder den sig til hans karakter designs og det er endda lykkedes at få mange af de detaljer med som præger hans mini-serier. Som at man et sted lige kan få øje på to mænd og en skolepige der går på fortovet, en scene fra Kite, set i et andet perspektiv.

    Så action, mere action, fanservice og glimt af humor er nøgleord for serien, og kan man lide dens slags og ikke forventer et stort og omfattende plot, så kan Mezzo DSA anbefales og er værd at se mere end en gang for at få det hele med.

    Original titel: Mezzo Danger Service Agency
    Genrer: Action, drama, sci-fi
    Alder: 15+
    Studie: ARMS
    Instruktør: Yasuomi Umetsu
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Hanaukyo Maid Team – La Verite

    Taro har arvet fra sin onkels “forretning”, men det er ikke bare en lille sjat penge, lidt gamle møbler eller forfalden butik ligesom normale folk. Næ, han har arvet et helt imperium, med et kæmpe palads, flere penge end han kan nå at bruge og ikke mindst, en hær at tjenestepiger der kun lever for at opfylde hans ønsker.

    For de fleste lyder det sikkert som paradis, men for Taro bliver det hurtigt for meget. Med så mange piger der bare vil opvarte ham, så bliver det hurtigt et problem, da han ikke bryder sig om at skuffe dem.
    Men heldigvis, i et kaos af piger, så er der Mariel, som er tjenestepigen over alle tjenestepiger og for Taro er den eneste oase i hans travle dag.

    Hanaukyo Maids Team – La Verite er en ny version af en serie der blev lavet for år tilbage og er baseret på samme manga som sin forgænger, men hvor den første løb af sporet, så holder den nye version sig langt tættere til originalen.

    La Verite er næsten udelukkende fanservice, med fokus på enhver der lider af et tjenestepige fetish. Men den når da at få nogle søde historier om de forskellige piger med ind i handlingen og hvor første omgang af serien egentlig aldrig rigtigt nåede forbi humoren, så har den nye version en langt dybere handling, der dog først går i gang i seriens sidste 3-4 episoder.

    Tegnestilen brugt i serien er ikke for detaljeret, men det passer godt til den, hvor der er lagt mere vægt på at der er lys og klare farver. Dog er der episoder hvor der er gjort umage med kvaliteten, især i til sidst, hvor der er leget meget med bevægelser og alternative måder at tegne belysning på.

    Serien skal ikke taget ret alvorlig, men skal ses som humor og handlingen er i den lette ende af skalaen, med vægt lagt på små solskins historier og forholdet mellem Taro og de forskellige piger.
    Men har man lyst til morskab hvor man ikke skal tænke for meget, så er Hanaukyo Maid Team – La Verite ret vellykket da den tilbyder en del gode grin uden at stille de store krav til hjerneaktivitet. Perfekt til at at slappe af med efter en stressende dag.

    Original titel: Hanaukuyo Maid Tai La Verite
    Genre: Komedie, fanservice
    Alder: 15+
    Studie: Doumo
    Instruktør: Takuya Nonaka
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Now and Then, Here and There

    Shu er en helt almindelig dreng med et helt normalt liv. Han går til kendo, men han er ikke specielt god til det.
    Efter at have tabt en kamp, går Shu igennem byen og kommer til en fabrik. På en af skorstene sidder en pige. Han kravler op for at snakke med hende. Dog er hun meget tavs og Shu får ikke meget andet ud af hende, end hendes navn, Lala-Ru.
    Pludselig er det som om tiden stopper og en kuppel af lys fremkommer og pludselig står Shu og Lala-Ru over for en dame, der hedder Abelia, og nogle mærkelige robotter, der ligner slanger.
    Efter at Abelia har sikret sig at Lala-Ru er blevet fanget fremkommer kuplen af lys igen. Shu, Lala-Ru og kidnapperne bliver transporteret til skibet Hellywood.
    Hellywood bliver regeret af den skruppelløse Kong Hamdo, som skal bruge de særlige kræfter Lala-Ru besidder samt det smykke hun skal bruge for at slippe sine kræfter løs.
    Shu prøver at flygte med Lala-Ru, men det bliver stoppet af skibets besætning, der skræmmende nok, består af både voksne og børn.
    Shu når kun og flygte et lille stykke tid inden også han bliver taget til fange og han ved slet ikke hvad han har rodet sig selv ud i…

    Now And Then, Here And There starter på en sådan måde at man ikke kan forudsige hvad der sker i resten af serien. Dreng-møder-pige-som-så-skal reddes. Typisk plot eller start ville en del nok sige, men efter første afsnit opdager man hurtigt at sådan er denne serie slet ikke. Now And Then, Here And There er langt mere det. I løbet af andet afsnit bliver langsomt, men sikkert trukket ind i det mørke og meget skræmmende univers.
    Kong Hamdo skyr ingen midler for at opnå det han vil have – Lala-Ru, smykket og dets kræfter – hvilket Lala-Ru og Shu kommer til at mærke meget til. Efterhånden som serien kommer fremad oplever man masser af ting som er meget dystre og som derfor kan virke foruroligende på nogen. Now And Then, Here And There er ikke noget man ser når man skal hygge sig med noget komisk, hvilket den her anime er alt andet end.
    Now And Then, Here And There er rigtig spændende og jeg hungrede hele tiden efter at se et afsnit mere. Det er meget svært at slippe den serie, navnlig fordi den er så spændende, men også pga. de temaer den berører f.eks. angående moral i krig og lign.

    Lyden i Now And There, Here And There er for det meste noget jeg synes meget godt om, navnlig på musikken – og kong Hamdo lyder meget grum, hvilket han skal være.
    Musikken passer rigtig godt til, dog er der, som altid, enkelte numre man ikke helt bryder sig om. Det japanske lydspor er af meget god kvalitet synes jeg selv og det gør personerne meget realistiske synes jeg.

    Animationen er for det meste god efter min mening. Dog vejer selve animationen ikke så højt op på min vægtskål, som det nok ville gøre hos andre, men jeg kan ikke klage i dette tilfælde. En god ting er at landskabene i serien varierer en del og derved sætter animatorerne på en prøve og det er også lykkedes meget godt.

    Original titel: Ima, Soko ni Iru Boku
    Genrer: Action, drama, scfi-fi
    Alder: 15+
    Studie: AIC
    Instruktør: Akitraro Daichi
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Armitage III

    I fremtiden har mennesket koloniseret Mars, men man har brugt en masse menneskelignende robotter for at få det spæde samfund til at fungere. Der er dog en udbredt mishag overfor disse, idet mange mener at de over-tager menneskers jobs og generelt ikke er mere end maskiner.
    Politimanden Ross Sylibus flytter til Mars efter at hans partner på Jorden er blevet dræbt, men allerede i rumhavnen bliver han indblandet i en sag, En enormt populær country-sangerinde, der var med samme skib som han, findes myrdet.
    Det viser sig at sangerinden i virkeligheden var en robot, der dog havde levet hele sit liv som menneske, og alle omkring hende troede da også at hun var et sådant. Ross og hans nye partner Naomi Armitage får overdraget sagen, der viser sig at lede til en mystisk serie af tredjegenerations robotter…

    Lad mig starte denne anmeldelse med at afklare en ting: dette er ikke den tredje serie i en række, titlen giver mere mening når man har set serien.
    Armitage var en af de titler, der blev udgivet inden årtusindskiftet som fik kultstatus, og det på trods af at den de første mange år kun kunne købes i Vesten i en sammenklippet filmudgave, der kun havde engelsk tale.
    Oprindeligt var det en 4-afsnit OVA fra starten af 90erne (1994), der så blev lavet til en 90 minutters film. Der er dog ikke fjernet noget af virkelig
    betydning for historien fra film-udgaven, og den engelske dub er også ret tro mod den oprindelige, så denne anmeldelse gælder begge.

    Grafisk set kan man godt se at titlen er fra midten af 90erne på stregen, men detaljegraden og farverne er gode – det er tydeligt at det er en OVA, og selv i dag holder animationen.
    Lyden er også udmærket, med mekanisk-lydende synthesizer baggrundsmusik der fanger den teknologiske stemning på Mars glimrende.
    Som sagt var filmudgaven med engelske stemmer, og noget så specielt som japanske undertekster – der findes ikke noget japansk spor til den, men der er brugt mere eller mindre kendte rigtige skuespillere til den, og resultatet er faktisk ganske godt, især taget i betragtning at det er en halvgammel dub fra en tid hvor niveauet var noget lavere end i dag.

    Historien er ikke vildt original, man kan trække paralleller til mange tidligere titler og film, bl.a. virker serien på nogle områder inspireret af den amerikanske film Blade Runner. Det overordnede tema er da også de ofte brugte problemer mellem robotter og mennesker, og om hvordan vi skal behandle dem, som jævnbyrdige eller slaver.
    Personbeskrivelserne virker noget stereotype i starten, men bliver langsomt bedre jo mere man hører om personerne. Ross er betjenten der har mistet livsmodet, Armitage den aggressive pige i stramt tøj, men efterhånden som man ser mere til deres bevæggrunde kan man ikke undgå at leve sig ind i historien om det spirende forhold mellem de to hovedpersoner, og hvor umuligt det er i det marsianske samfund.
    En meget usædvanlig detalje er at Ross er sort, hvilket man ikke ser ofte i anime, og endda som andet end komisk islæt. Så det er et utraditionelt forhold på flere punkter, menneske og maskine – hvilket er set ofte i anime, men mellem sort og hvid kan tælles på meget få fingre.

    Teknisk set er det en rimelig velstøbt sci-fi verden, om end der er nogle områder hvor den ikke helt holder vand rent faktuelt. Det samme gælder desværre historien som helhed, indimellem sker der ting der ikke er forklaret ordentligt, såsom at personerne pludselig har adgang til store våben og den slags.

    Alt i alt er det tydeligt hvorfor Armitage III fik kultstatus: den indeholder alt hvad en god science fiction historie skal, krydret med et lidt specielt parforhold og en altid god problemstilling.

    Genre: Sci-fi / cyber-punk
    Alder: 15+
    Studie: AIC
    Instruktør: Hiroyuki Ochi
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Hellsing

    Anime serien Hellsing handler om en organisation ved navn Hellsing, som opsporer vampyrer og slår dem ihjel. Hellsing organisationen er i besiddelse af en vampyr ved navn Alucard, som er mange århundreder gammel og kan fremmane sort magi, som han bruger i den gode sags tjeneste. Hellsing organisationen har udstyret ham med et menneskeskabt våben, en pistol lavet af et nedsmeltet sølvkors til at slå vampyrer ihjel med.

    På en af de første missioner i Hellsing møder Alucard en kvindelig politisammarit ved navn Seras Victoria. Alucard skyder hende igennem hendes ene lunge, for at slå en vampyr ihjel og gør hende til en vampyr for at rede hendes liv.
    Efter missionen bringer Alucard hende til Hellsing organisationen, som tager sig af hende og lærer hende at håndtere tunge våbenskyts. Den kvindelige politisammarit bliver optaget i organisationens mennesketropper og hjælper dem i deres mission, nemlig at slå alle verdens vampyrer ihjel. Og så går den vilde jagt efter de blodtørstige vampyrer.

    Hele serien udspiller sig i London på forskellige kendte steder, så som Tower of London, hvor den største kampsekvens i serien bliver udkæmpet.

    Hele serien igennem bliver Hellsing organisationen stillet over for nyere og sværere udfordringer. Især da Seras og Alucard møder en præst, som kan regenere sig selv.

    Præsten har samme mission; at slå alle vampyrer i verden ihjel, inklusiv Hellsing organitionens vampyrer. Det lykkedes ikke første gang for præsten, da han bliver stoppet af Hellsing organisationens øverste overhoved (Integral Wingates Hellsing) og sendt tilbage til Vertikanet i Italien.

    Seriens verden minder meget om vores, den eneste forskel er blot, at seriens verden er spækket med overnaturlige væsner og sort magi.

    Hellsing serien er inddelt på fire DVDer, hvor der på hver DVD er tre afsnit, som hver varer 20 minutter. Dog er der på den sidste DVD fire afsnit.

    Hvis man godt kan lide at se anime voldsfilm, er Hellsing lige den serie, man skal vælge. Der er fuld tryk på fra start til slut!

    Genrer: Gyser, action
    Alder: 15+
    Studie: Gonzo
    Instruktører: Umanosuke Iida / Yasunori Urata
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment
    Også udgivet i Danmark

  • Popotan

    I en stor villa, der ligger på toppen af en bakke uden for byen, bor der tre søstre.

    Den ældste, Ai, bruger briller, er storbarmet og bekymrer sig ikke om nøgenhed. Hun er meget rolig og blid og nærmest indbegrebet af kvindelig omsorg.

    Mai er den midterste søster. Hun er temperamentsfuld, sporty og fladbrystet, i hvert fald sammenlignet med hendes storesøster.

    Mii er den yngste søster, men helt klart den mest aktive af dem. Hendes opførsel er hyperaktiv det meste af tiden, hvilket både gør hende kær og irriterende på samme tid. Hun leger ofte at hun har magiske kræfter og kan forvandle sig til en Magical Girl (se artikel i blad 3), hvilket kan skabe problemer. Hun elsker desuden bløde ting, hvilket hendes søstres bryster ofte får at mærke.

    Popotan er baseret på et pornografisk pc-spil af samme navn, men de hårde scener er fjernet, og tilbage bliver en masse bar hud men intet virkeligt ”alvorligt”. Historien er også ændret, men personerne og stederne er de samme.

    I det hele tager er personerne det centrale i serien, det er dem der driver historien fremad og ikke omvendt. Der sker en udvikling i løbet af serien for dem alle, men det hele foregår i et roligt tempo.

    Grafisk er det tydeligt at serien er meget ny, den blev vist på japansk tv i sommeren 2003. Serien har en meget levende farve-palette, noget der er med til at give den et let og gladt udtryk.

    Farverne er også en central del af de tiltalende karakterdesigns, der er taget uændrede fra spillet.

    Lyden i Popotan er også af en god kvalitet. Musikken er udmærket, men samlet langt fra et mesterværk. Åbningssangen er lavet af gruppen Under17, og er, som deres sange har for vane, meget catchy. Under17 har også lavet sangene til spillet, og sangerinden, Haruko Momoi, lægger også stemme til Mii i begge udgaver.

    Alt i alt er Popotan en glimrende men lidt spøjs serie. Det er en historie om nogle piger med en udsædvanlig livsmåde og hvordan de udvikler deres opfattelse af livet på grund af den, men samtidig er der rigtig megen bar hud, så serien er kun for ældre (drenge primært).

    Derigennem fanger den godt nok ”charmen” fra spillet og gør den trods alt en tand mere afdæmpet, men spørgsmålet er om serien reelt ikke havde været mindst lige så charmende uden huden, uden nøgenheden ville handlingen fint kunne passe alle aldre.

    Genre: fanservice, drama
    Alder: 15+
    Studie: Petit Ferret, Shaft
    Instruktør: Shinichiro Kimura
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Berserk

    Historien foregår I Middelalderen, hvor vi følger den 17 årige Gatsu. Gatsu er en ensom sværdkriger, som rejser rundt og tjener sin føde ved at sælge sin arbejdskraft som lejesoldat, hvilket han gør ret godt.

    Han render en dag ind i en gruppe lejesoldater, som kalder sig for Band Off The Hawks, og han bliver en medlem af dem. Lederen, som hedder Griffith, har meget store ambitioner om en dag at blive konge over sit eget rige, og han skyr ingen muligheder for at komme tættere på dette mål. Griffith lejer sin gruppe ud i en krig i håb om, at han vil kunne skabe et godt ry og måske få nogle titler, der ville gøre han kommer tættere på hans mål. På trods af stor succes på slagmarken og trods en opgradering til general kommer Griffith dog ikke tæt nok på sit mål som konge.

    Griffith får imidlertid en anden mulighed for at blive konge. Griffith fik som ung en medaljon som mest af alt ligner et æg, dette æg kaldet Behilit ( Egg off the king) har den historie at bæreren af dette æg en dag vil blive konge. Dette vil dog få katastrofale følger for ’The Hawks’…

    Berserk starter lidt atypisk med det sidste afsnit, og derefter ser vi det hele som flashback, og det er ganske udmærket lavet, for det stiller en masse spørgsmål fra starten af, som gør, at man vil have hele historien. Og historien er rigtig god, og jo længere man kommer ind i serien jo mere ”bundet” bliver man også.

    Historierne mellem de 3 personer vi følger er også rigtig gode, for de udvikler sig gennem hele serien. Den karismatiske Griffith, som stjæler en stor del af billedet i denne serie, kan man kalde for helt/anti-helt, og forholdet mellem hovedpersonen Gatsu og Caska kan man kalde for had/kærlighed. De har alle en baggrundshistorie, som bliver afsløret gennem serien, og som tydeligvis har sat sit præg på dem.

    Der er meget vold og blod i serien, og specielt slutningen er meget voldelig og barsk, og det er det, som giver den høje aldersbegrænsning.

    Et af de store minuser er at serien ikke er færdig, grunden til det er måske fordi at serien havde et lavt budget at arbejde med, og det satte altså sit præg på slutningen. Man sidder derfor med en stor lyst til at finde ud af hvad der sker efterfølgende, men desværre er der ikke kommet en efterfølger til serien. Om det er på grund af den meget dramatiske ”afslutning” på serien der gør at der ikke er lavet en efterfølger eller om det er fordi man ikke vil lave en efterfølger vides ikke.

    Et andet minus ved serien er, at det lave budget også har sat sit præg på selve animationen, det er så at sige ikke den flotteste anime der er tegnet, og der bliver også brugt mange stillbilleder, hvor man forsøger at skabe en stemning eller at fange en stemning ved at lade ”kameraet” bevæge sig over det samme billede. Helt sikkert en teknik, som de gør rigtigt godt, men også er et tegn på et lavt budget når det bruges så meget som i denne serie.

    Til slut vil jeg sige at trods det at Berserk serien mangler en afslutning og at den ikke er superflot tegnet, så vil jeg alligevel anbefale denne serie, da historien i den er i en klasse for sig, de mange plots gør det hele mere interessant, og specielt er personerne meget dybe og interessante. Serien er en typisk ”drenge “anime”, og hvis man skulle blive hooked på serien og gerne vil vide hvad der sker bagefter, kan man begynde at læse mangaenn for den foresætter nemlig selv efter hvor animeserien slutter.

    Genrer: Action / Adventure / Fantasy
    Alder: 18 +
    Studie
    : Oriental Light and Magic / VAP 1997
    Amerikansk licens: Medie Blasters

  • Neon Genesis Evangelion

    Shinji Ikari kommer, efter at have boet hos sin lærer i flere år, tilbage til Tokyo 3. Hans far, Gendo Ikari, som er leder af organisationen Nerv, har kaldt ham hertil fordi han har brug for hans hjælp. Shinji opdager, kort efter at han ankommer til byen, at Tokyo 3 er under angreb af en såkaldt Engel. Han bliver dernæst hentet af en af sin fars underodnede, Misato Katsuragi, der har til opgave at føre ham til Nerv hovedkvarteret, som er lokaliseret lige under byen.

    Nerv forsøger at udslette englene og redde menneskeheden fra en enorm katasrofe, som den dog har været udsat for en gang før. Til dette formål har Nerv deres biomekaniske kæmper til rådighed – Evangelionenerne – idet almindelige våben ingen effekt har på Englene.

    Da Shinji nærmest får smidt denne opgave, nemlig at styre Evangelion 01, i hovedet, udtrykker han gerne sin modvilje til at at være pilot. Men da han ser at pigen Rei Ayanami, som er kommet meget slemt til skade, skal gøre det i stedet for ham, gør han det dog alligevel. Og derved bliver Shinji rodet ud i noget han gang på gang finder ubehageligt…

    Historien og universet i Neon Genesis Evangelion er meget fangende, og jeg så den første gang næsten uden pauser, det ene afsnit efter det andet.

    Personerne er meget realistiske, selv om nogen måske ville sige at Shinji piver for meget. Men både personerne og deres rigtig gode stemmer var også med til at fange min opmærksomhed, og øge det gode indtryk af serien.

    Evangelion er nok den mest kontroversielle og provokerende anime til dato. Dette har dog også gjort den til en af de mest elskede animeer.

    Foruden de psykologiske aspekter er der også en hel bunke religiøse referencer. Dog ærgrede det mig dog, da jeg opdagede, fra en pålidelig kilde, at de kun var der for at få menneskene bag serien, til at virke kloge. Dog synes jeg langt fra at dette faktum gør serien mindre god. Det vigtigste aspekt vil jeg nok sige ligger i psykologien, hvilken jeg finder ret interessant.

    Kvaliteten af selve animationen er okay, når man tænker på at serien alligevel har nogle år på bagen. Desværre bliver den i sidste ende af serien dog meget præget af et mindre og mindre budget og det kan i særdeleshed ses i de to sidste episoder, hvor masser af tilfældige og stillestående billeder bliver brugt. Jeg synes ikke personligt at det har ødelagt min oplevelse af serien, men det er individuelt hvad man synes om dette.

    Lyden i Evangelion er for det meste meget fin. En pæn del god musik og til tider musik, der var knap så godt, men det kann jo ikke altid være noget, der falder i ens smag. Især noget af det klassiske musik synes jeg passer perfekt til serien.

    En anden side af lyden er hvad personerne siger, og hvor godt dette er. Mht. det japanske lydspor vil jeg sige at det er meget godt lavet. Det engelske lydspor er dog af lidt dårligere kvalitet, men heller ikke dette har gjort oplevelsen værre, men det kunne stadig have været bedre.

    Neon Genesis Evangelion er en anime som jeg selv sætter højt på min liste over bedste animeer. Netop fordi den fortæller meget om de psykologiske aspekter og hvordan man kan relatere disse til sig selv og andre. Med en meget interessant historie og endnu en mere interessant “under-historie”, gør det den til en anime, der i særdeleshed gør en værd at se mere end én gang. Dog kan det godt forstås at mange mennesker finder den mærkelig og uforståelig – især når man ser den for første gang.

    Neon Genesis Evangelion er, alt i alt, en rigtig god anime, hvis man leder efter en god historie og noget at tænke over bagefter.

    Original titel: Shin Seiki Evangelion
    Genrer
    : Action, drama, mecha, scfi-fi
    Alder: 15+
    Studie: Gainax
    Instruktør: Anno Hideaki
    Amerikansk licens: ADV Films
    Dansk udgiver: Pan Vision

  • Rurouni Kenshin TV

    Serien foregår under Meiji æraen, hvor det blev forbudt at bære sværd, og Japan var ved at åbne sig for nye tider fra omverdenen i forhold til under det meget lukkede Shogunat.
    Himura Kenshin er en vandrende sværdkriger, der har svoret ikke at dræbe mere, og bærer derfor et sværd, der er skarpt på den ”modsatte” side af klingen. Kenshin er dog alt andet end hvad man forbinder med en legendarisk kriger: lille, rødhåret og lettere klodset, men alligevel bærer han på en fortid som den mest berygtede dræber i landet, Batousai.
    En dag kommer han til en by og bliver overfaldet af kvinden Kaoru, der tror, at han er den morder, der dræber folk og påstår, at han benytter den stil hendes dojo lærer. Den rigtige morder dukker dog op, og Kenshin redder hende væk derfra. Misforståelsen bliver opklaret, og Kenshin bliver logerende hos Kaoru.
    Senere angriber morderen dojoen med en flok af banditter, men Kenshin slår dem alle sammen ud uden at få en skramme selv, hans fortid som den største sværdkriger lader sig ikke fornægte. Og denne fortid begynder så småt at røre på sig igen, nu han har et fast tilholdssted, hvor folk kan finde ham…

    Kenshin tv-serien er baseret på mangaen af samme navn, men den begynder ikke fra starten af historien men efter at den har taget fart. Starten finde man i Reminisence OVAen (under navnet Samurai X i den engelske udgave), og tv-serien indeholder heller ikke afslutningen på sagaen, der findes i den anden OVA, Seisouhen.

    Serien er fra 1996, og det er tydeligt grafisk, at det er en tv-serie fra den periode. Dermed ikke sagt, at den er decideret dårligt animeret, det er den ikke, men den er langt fra så flot som nyere tv-serier. Baggrundene er dog udmærket tegnede, og giver en god fornemmelse af perioden serien foregår i. Personerne har et simpelt design, der nok vil være lidt af et chok for folk der har set OVAerne og forventer en mere detaljeret og realistisk stil, idet ekstremt overdrevne våben og lignende ikke er sjældne her. Dette trækker lidt ned på hvad der ellers er en god historisk skildring, men sammenlagt giver serien en rimeligt billede af hvordan Japan så ud dengang – på nær et gigantsværd eller ti.

    Baggrundsmusikken er serien er ganske glimrende, og flere af numrene kan jeg finde på at sætte på anlægget som afslapningsmusik. Åbnings og slutsangene er lavet at kendte j-rock grupper, L’Arc en Ciel bl.a. og er også rigtig gode.

    Historien er til at begynde med noget episodisk, men man kommer hurtigt til at holde af personerne og bekymre sig om hvordan det vil gå dem. Samlet er historien dermed fængende, og den historiske kulisse er en rar afveksling, der giver en anden stemning ,end man ofte ser i anime.

    Alt i alt er Rurouni Kenshin en ganske glimrende tv-serie om end lidt langstrakt med 95 afsnit, og man kan let forstå at den nærmest har kult-status.

    Original titel: Rurouni Kenshin: Meiji Kenkaku Romantan
    Genrer: Historisk, samurai
    Alder: 13+
    Studie: Studio Gallop
    Instruktør: Kazuhiro Furuhashi
    Amerikansk licens: Media Blasters

  • Air

    Da denne artikel blev skrevet (01/02/2005) var serien kun lige blevet vist på tv i Japan, så betragt den som et indblik i hvad der var nyt derovre.

    Air TV har for nyligt haft premiere. Serien er baseret på et af Keys populære spil af samme navn, der i sin oprindelige form er en såkaldt dating simulator. Karakteristisk ved disse spil er det store udvalg af forskellige piger man bliver præsenteret for, hvoraf man frit kan vælge hvilken af dem man vil ”satse” på.

    Serien er bygget op efter nogenlunde samme princip. En temmelig overfladisk hovedperson med en uvis fortid havner under en rejse i en by, hvor han fra dag et hvirvles ind i en myriade af forskellige pigetyper, lige fra den legesyge lilletøs til den stilfærdige og meget fingerfærdige husmodertype.

    Musikken er umiddelbart god og det samme gør sig gældende for stemmerne, der tydeligvis er indtalt med energi og indlevelse.

    Stregen minder umiddelbart en del om Kanon, især i måden hvorpå ansigterne tegnes. Dette er dog ikke underligt, da begge efterligner stregen i spillene, der jo er lavet af samme firma.

    Animationen er også rigtig god og den visuelle side skuffer i det hele taget ikke.

    Da der i skrivende stund kun er tre afsnit ude er det svært at udtale sig om historien eller figurerne, men da der er tale om en “animeficering” af et computerspil af den type Air nu engang er, er min bekymring imidlertid at risikoen for en forsømmelse af aktører, og disses udvikling, i løbet serien er temmelig stor. Mange af de medvirkende personer bærer allerede nu præg af at de skal matche en bestemt række stereotyper.

    Air TV anime serien er dog langt fra dårlig, og kan sagtens ses uden de store anfald af kedsomhed eller tåkrummeri, om ikke andet så på grund af det store arbejde der trods alt er lagt i den tekniske side. Om historien er holdbar vil tiden vise.

  • Ultimate Girls

    Japan bliver angrebet af gummi-monstre, bogstaveligt talt, de ligner gummi-monster og vader rundt ligesom Godzilla og har producent-navn stående under fødderne. Til at forsvare Japan mod denne ”trussel” er der UFO-Man, en person med en kæmpe hjelm der ligner en ufo på hovedet. Under en kamp med det seneste monster, disse angreb er noget der sker nærmest dagligt og tv er altid på pletten til at optage det, kommer UFO-Man i kæmpe-størrelse dog ved et uheld til at træde på nogle piger. En af dem er Koharuno Silk, og UFO-Man redder dem ved at give dem hans livsenergi mod at hun indtager hans plads som bekæmper af monstrene. Hun siger ja uden at vide til hvad, og straks forvandles hun til en stramt-klædt kæmpe-pige…

    Ultimate Girls (UG) er en parodi på de højt-elskede monsterfilm, primært Godzilla og dens afkom, tilsat M.O.Es (G-On Riders, UFO Princess Valkyrie, Cosprayers/Smash Hit!/Love-Love) velkendte streg og fanservice.

    Tegnestilen er pæn og der er brugt en del klare farver, og sammenlagt har serien en ”glad og positiv” stemning i det grafiske på trods af monster-temaet. Den minder mere om de billige og ret lyse sentai*-serier som Power Rangers og dens japanske brødre end monster-film som Godzilla, selv den japanske udgave. Generelt kan man sige at har man set én nyere M.O.E serie har man set alles grafiske udtryk, kvaliteten er meget ensartet og det samme gælder designs, steder etc., de har fundet en stil og holder den.
    Og M.O.Es ting er moe**, det kan man ikke komme udenom. Firmaet leverer til stadighed søde personer der samtidig er en smule sexede men hvor det søde stadig har overhånd.

    Historien er ekstremt tynd, man kastes ind i tingene og får intet at vide om verdenen, men det er lige meget for man kender det hele i forvejen fra dens mere ”seriøse” forbilleder, og så simpelt som det hele er ville det virke malplaceret.
    Heller ikke personerne er der noget dybde eller originalitet i. Silk er indbegrebet af en modvillig heltinde, kun hendes veninde der går meget op i cosplay er en smule frisk pust, om end denne type er begyndt at bliver mere udbredt de senere år, men alle er de skabelonskårne og uden en egen personlighed.
    Monsteret i første afsnit er en tydelig kopi af Godzilla-stilen, hvor dets gummi-kostume/action-figur look er blevet gjort meget tydeligt, helt ned til producentmærket under foden, ikke originalt men ret morsomt.
    Og UFO-man ligner også et stykke billigt legetøj, så alt er som det skal være der, simpelt men det vil trække en smule på smilebåndet hos dem der kender forbillederne.

    Alt i alt er Ultimate Girls en parodi der opnår det den er ude efter, at være hjernedød underholdning med søde piger der viser noget hud på en pæn, ikke alt for vulgær måde (man får noget bar hud at se, men sensuelt eller på anden måde gearet på at være virkelig seksuelt er det ikke).
    Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på om M.O.E er kørt fast i underlige rumvæsener invaderer Jorden som reddes af søde piger på en kikset måde skemaet, alle deres senere serier har handlet om det.
    Men hvis det underholder folk kan det tilgives, og det opnår Ultimate Girls delvis, den vil givetvis ikke vil blive husket meget længere end man ser den og den ikke vil tiltale en manga pga. sin simplicitet og mangel på dybde, men som en ekstrem let underholdning til når man virkelig keder sig kan den gå.

    * sentai = korps (militær). Bruges også om et hold af farvekodede maskerede helte.
    ** moe = moeru, brænde. Det bruges i overført betydning om at en person brænder for ting, oftest brugt om en kærlighed til piger der ikke helt er voksne men mere end børn, altså stadig mere søde end sexede.

    Lavet af: M.O.E (Masters of Entertainment)
    Blev først vist på japansk tv: Januar 2005

  • Mahou Sensei Negima

    Mahou Sensei Negima er en ny anime (første afsnit blev vist 6/1/05 klokken 01:00 om natten) baseret på Ken Akamatsus (Love Hina, A.I Love You) seneste manga af samme navn.

    Negi Springfield er 10 år og er netop ved at være færdig på et magi-akkademi i england. Som afgangsprøve skal han undervise en klasse på en japansk skole. Det viser sig at være en ren pige klasse på 31 elever, 31 meget forskellige piger. Der er bogorme, sportspiger, en fotograf-fanatiker, et wanna-be idol og flere til.
    Negi har den egenskab at når han nyser ryger pigernes skørter op, noget der dog er afdæmpet en del i forhold til mangaen hvor luftrykket ofte nærmest flår tøjet af pigerne.
    Blandt pigerne har han størst problemer med Asuna, som han kommer op at toppes med (eller rettere, hun med ham uden at han gør noget) allerede inden han begynder på skolen. Hun minder en del om Naru i LH, og har da også et crush på en ældre lærer, Takahata-sensei.
    Men bortset fra hende er alle pigerne i klassen meget glade for Negi og en urolig tid kan begynde.

    Grafisk set er det tydeligt at Negima er en 2005 serie, høj detaljegrad, levende farver (der er ikke sparet på hårfarverne f.eks.) og en flydende animation giver et glimrende grafisk udtryk. Det sammen med gode karakter-designs i en stil som mange kan lide sikrer at alene det grafiske vil skabe mange fans. fanservice er som sagt dæmpet noget i forhold til mangaen, noget jeg ikke troede de ville gøre med det sendetidspunkt, men det gør ikke serien dårligere, tværtimod var mangaen en tand for overdrevet i sine forsøg på at vise mest mulig hud efter min mening.
    Hvad angår stemmelæggere må serien have ryddet godt, der er som sagt 31 piger og de fleste af dem har stemmer af kendte seiyuuer. Dette er med til at give seriens personer liv, noget der ellers kan være svært med så mange. Musikken er ikke nævneværdig, nogle få timer efter kan jeg ikke huske spor af den, end ikke op og ed, men på den anden side er den jo så ikke så dårlig at den gør indtryk på den måde.

    Historien er ikke videre original, men det er vel heller ikke det man forventer af en haremsserie. Med så mange piger er den sikker på at kunne ramme de flestes smag med i hvert fald én af dem, men samtidig gør antallet at man ikke kommer til at kende dem virkelig godt. De fleste af dem er stereotyper, hvilket hjælper en del, og derigennem føler man alligevel at de er tiltrækkende, idet man selv “fylder på” i hvordan de er.

    Af en haremsserie er Negima ikke værst, og der er da nogle få originale tanker og henvisning til andre værker (Harry Potter anyone?) der gør den underholdende. Det er sikkert at den vil få mange fans, ikke kun pga. Akamatsus popularitet men også fordi serien er ganske underholdende og har en pige for enhver smag.