AnimeGuiden

Kategori: Anime

  • Xenosaga: The Animation

    Som “The Animation” undertitlen antyder findes der andet end animeen, og den er da også baseret på en PlayStation2 spil-serie: Square og Namcos Xenosaga, en rpg-serie der desværre ikke er udkommet i EU endnu. Pt er de første to spil udkommet i Japan og det første i USA med nummer to her til januar. Det er en prequel (meget lang tid foran) Squares PlayStation spil Xenogears. animeen er bygget tydeligt hen over spillet, og det er de samme personer, steder etc. der er med i animeen..

    En mystisk ting findes flyvende i rummet og en militærflåde udforsker den. Samtidig træner pigen Shion og androiden Kos-Mos i mecha-kamp. Shion har ikke noget imod androider og bekymrer sig om dem, noget ikke alle forstår. Pludselig bliver flåden angrebet af Gnossis og Shion slået bevidstløs. Kos-Mos river sig løs fra sin “ramme” og første afsnit slutter.

    Animationen er god, detaljeret og flydende, det er tydeligt at der er tale om en ny tv-serie med i hvert fald et rimeligt budget. Rumskibene og det meste af rumscernerne er dog meget tydeligt 3d-renderede, noget der ikke er meget bedre end Vandread gjorde det får nogle år siden. En ting der er værd at notere i disse “frigjorte” tider er mangelen på fanservice: der er ingen fanservice i serien, selv når Shion sover har hun pænt sin uniform på, og der er ikke den mindste smule bounce. Sendetidspunktet (kl. 3 om natten) taget i betragtning er det et rart afbræk.
    Lydsiden fejler heller ikke noget. Stemmerne er gode og passer til personerne og musikken er klassisk og meget episk, netop som man kender det fra Squares spil. Samlet giver den en glimrende stemning, og er med til at suge seeren ind i serien.
    Der er dog et problem: historien. Svært at bedømme fra et afsnit (det blev vist på japansk tv 6/1/05 kl. 2:42), men den virker god (og meget som spillets), men netop det at den ligner spillets er også den akilleshæl. Der er flere ting der ikke forklares, noget man ville se senere i spillet men i en serie der kører en gang om ugen vil det måske virke for uoverskueligt ikke at få lidt mere baggrundsviden og forklaring på de mere specielle termer der bruges indimellem fra starten. Mange andre serier har dog haft lige så lidt baggrundinformation uden at være baseret på noget og stadig gjort det godt så jeg håber at den overvinder det.

    Alt i alt har Xenosaga: The Animation serien virkelig potentiale, og da spillene netop er kendt for deres fantastiske historier har den da også noget at leve op til. Gør den det har vi helt klart et hit, og da spillene bliver udgivet i USA er animeen da også så godt som sikret udgivelse her i Vesten. Måske man kan håbe på at det baner vejen for at i det mindste Saga spillene vil udkomme her i EU på et tidspunkt.

  • Get Backers

    Ban og Ginji er 2 unge gutter med et lidt alternativt erhverv. De skaffer ting tilbage for folk, lige fra tabt legetøj til uvurderlige musik instrumenter. Deres motto er at hvis noget er væk, så skaffer de det tilbage med 100% sikkerhed. Desværre er deres valgte erhverv ikke ligefrem indbringende og de jobs de får har en tendens til at bringe dem i problemer.

    Men problemer er også en af deres specialiteter, for hverken Ban eller Ginji er helt normale. De besidder begge specielle evner som de bruger når det går galt. Ban har et usædvanlig stærkt greb og med hans øjne kan han få folk til at opleve et minuts mareridt. Han er også den lille gruppes leder og den kølige, stilfærdige type. Ginji er næsten helt modsat. Han er åbensindet og åbenmundet, uden alt for meget omtanke og i stand til at generere lyn med sin krop.

    Men på deres ret afvekslende opgaver møder de ikke kun normale mennesker, men også andre med underlige evner, lige fra den parfume bevæbnede pige Himiko, til den dødbringende Jackal. Men et job er et job og intet er for svært for Get Backers, selv om deres opgaver ofte viser sig at dreje sig om andet end bare at bringe noget tilbage.

    Serien har alle de træk der hører til en god action drenge serie. Smukke piger, hovedpersoner med superevner og mindst en kamp hver episode. Men Get Backers er mere underholdende end gennemsnittet for sådanne og rettet mod et lidt ældre publikum end normalt for den slags serier. Det gør også at når serien første kommer i gang med sin egentlige handling, så ændre den sig fra at være episodisk til at have en forholdsvis kompleks historie.

    Jeg er ikke den store fan af action serier, men jeg kunne godt lide Get Backers for dens ret interessante personer, både på heltenes side og blandt skurkene. Men også det at linien mellem god og ond er ret udvisket senere, samt at samspillet mellem de forskellige personer er ganske spændende.

    Mit største problem med serier er at den er opdelt i to sæsoner, som er tegnet mærkbart forskelligt. Siden jeg ret godt kunne lidt stilen i første ‘omgang’, så var jeg ikke nær så begejstret for anden sæson.

    Get Backers er en god, solid action serie, med interessante karakterer og en afvekslende handling. Den har de obligatoriske kampe der skal være i hver afsnit, men dens varieret brug af folks evner, samt ganske flydende animation gør at man ikke sidder og keder sig over kampe der ligner hinanden.

    Original titel: Getbackers -Dakkanya-
    Genre: shounen / action / komedie / eventyr
    Alder: 13+
    Lavet af: Studio Deen
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Nurse Witch Komugi

    Komugi Nakahara er udvalgt af Vaccine-Verdenen til at fange nogle undslupne vira som deres udvalgte, magiske sygeplejerske heks.

    Hendes ”almindelige”job er som cosplay-idol, om end hendes popularitet ikke er overvældene. Hendes hyperaktivitet er ved at drive hendes manager til vanvid, men han redder hende alligevel ud af de problemer, hun skaber igen og igen

    På trods af, at hun er 17 år, har hun et barneansigt, og hendes krop er også ligeså flad som et barns, hvilket generer hende grænseløst. Hun er derfor meget misundelig på sine mere barmfagre kolleger, især Megumi, der da også driller hende med hendes manglende udvikling konstant.

    Hun er dog ikke uvenner med alle på arbejdet. Hun er meget forelsket i den unge mand Kyosuke, der er flink mod hende men ikke meget mere. Hendes bedste veninde deler også jobbet, Koyori hedder hun, og på trods af at hendes fysiske udrustning er direkte modsat Komugis elsker Komugi hende højt.

    Virusserne har dog også valgt et menneske til at kæmpe for dem, Magical Maid Koyomi-chan. Hun skaber kaos overalt ved at sprede vira, der forvandler folk, hvorefter de alle angriber Komugi. På trods af Koyomi-chans genkendelige navn og fortrin har Komugi ingen anelse om, hvem hun er, og et kapløb om at overgå hinandens udfordringer starter.

    Hvis personerne i Nurse Witch Komugi virker bekendte, er det ikke underligt, idet de alle stammer fra serien Soul Taker (anmeldt i blad 6). Komugi-chan derfra blev så populær, at hun fik sin egen spin-off serie, der ingen relation har til den ”gamle serie” udover personernes udseende og til dels personlighed.

    Nurse Witch Komugi er en OVA, og det ses tydeligt på dens grafiske overflade. Baggrundene er detaljerede og givet et godt billede af, hvordan forskellige steder i Japan ser ud.

    Animationen er flydende hele vejen igennem, og man mærker tydeligt, at der har været et vist budget bag serien. Et andet sted, hvor der ikke er sparet, er farverne. Serien er meget farverig, og paletten nærmest stråler af liv.

    Lydmæssigt er Komugi også glimrende. Personerne har de samme stemmer som i Soul Taker, men selvom den var seriøs og dette er en komedie, gør de det alle rigtig godt, og man føler, at tegning og stemme virkelig udgør en samlet person.

    Baggrundsmusikken er ikke nævneværdig, men flere sange man hører undervejs er ganske udmærkede og ret catchy, blandt andet opening og ending men der er også flere udover dem

    Nurse Witch Komugi er en parodi på Magical Girl genren (se artikel i blad 3) hvis man skal putte den i en genre-bås, men hovedområderne for dens vittigheder er fankulturene omkring cosplay, idoldyrkelse og andre former for ekstrem fandyrkelse. Megen af humoren er også baseret på henvisninger til en del andre animeer. Afsnit to indeholder f.eks. en længere parodi på Battle of the Planets/Gatchaman, og sådanne henvisninger til andre serier kommer i en jævn strøm.

    Man skal dog villig til selv at stå for skud indimellem, for da serien gør grin med anime og cosplay kulturen samt moe-begrebet*, rammer den ofte ting, som seeren kan genkende fra sig selv.

    Dette er samtidig seriens svaghed, idet man skal kende den japanske (fan)kultur rimeligt godt for at få mest muligt ud af vittighederne. De kan da godt forstås uden indgående kendskab, men underholdningsværdien falder noget.

    Nurse Witch Kumugi er en godt animeret serie med god lyd, der, set med vore vestlige øjne, lider lidt under en indforstået humor.

    Men hvis man kender en masse anime og har et indblik i japansk fankultur, vil Nurse Witch Komugi være et kig værd. Absolut anbefalelsesværdig til folk med den rette smag, andre bør overveje, om den vil sjov nok til at være pengene værd for dem.

    * moe er et udtryk der er opstået i Japan som beskrivelse for kærligheden til søde og nuttede personer, ikke af seksuel karakter.

    Original titel: Nurse Witch Komugi-chan Magikarte
    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 13+
    Anime lavet af: Tatsunoko Productions
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Please Twins

    Maiku vender hjem til den by han er blevet født i og til trods for at han stadig går i skole, så er han som forældreløs nødt til at klare sig selv. Men med sit bijob som computer programmør så har han råd til at leje det hus han blev født i og flytte ‘hjem’.

    Men netop som han er ved at indrette sig på sin sædvanlige eneboer stil, så dukker der en pige, Miina, op ved huset, som er i besiddelse af et billede med lille pige og dreng, og hun mener at hun er opvokset i samme hus som Maiku.

    Siden de begge to har den samme sjældne blå øjenfarve, så beslutter Maiku sig lidt modvilligt til at lade hende flytte ind. Men det hele kompliceres mere da endnu en pige, Karen, dukker op, med de samme blå øjne og et billede magen til. Da Maiku tror meget stærkt på de familie værdier han selv har manglet, så kan han ikke sige nej til endnu mulig søster og således flytter hun også ind i huset.

    Siden de alle tre er uden forældre og på hver deres måde savner et sted at høre til, så til trods for at kun den ene pige kan være Maikus søster, bliver de tre en lille familie, med alle de problemer der hører til. Men på den anden side, så er de alle tre unge og dybere følelser begynder at spire.

    Til trods for det lidt underlige forhold mellem personerne, så er Please Twins en kærligheds historie og fokuserer mest på dilemmaet mellem Maiku og de to piger, hvor den ene er hans søster og den anden en total fremmed person, men ingen af dem er klar over hvem der er hvad.

    Det giver et ret anderledes og akavet forhold mellem dem, hvor Maiku for det meste virker mest interesseret i at have en familie, for at kompensere for ikke at have haft nogen før. Men samtidigt er begge piger forelsket i ham og selv om de to har en indbyrdes aftale om ikke at forsøge noget før familie forholdt er afklaret, så er de jo alle i en alder hvor hormonerne spiller fodbold med den sunde fornuft.

    Please Twins dvæler meget på Mikes forhold mellem hans ‘familie’ og man kan lidt mistænke den for at prøve at udnytte det søster kompleks som ofte skinder igennem i anime og anime relaterede spil. For det er et tilbagevendende emne i hver episode at den ene pige kan blive Mikes søster, imens den anden kan blive meget mere, men lige nu er de begge potentielt nær familie.

    Men udover det, så er Please Twins ganske hjertevarmende og hører til i den romantiske, letter humoristiske, livsbekræftende anime gruppe. Som titlen giver indtryk af, så er serien i familie med Please Teacher serien. Mange fra den forrige serie optræder som bipersoner i Twins, men handlingen er uafhængig af forgængeren.

    Selv om Please Twins i selv er en ganske ubemærket serie, så udover at cirkle om et tabu, kan man ikke sige der er den store fremdrift i serien og den mangler lidt af forgængerens intensitet og styrke. Men som en sød og romantisk serie er den seværdig, selv om den nok altid vil står i skyggen af Please Teacher, selv om der dog er skruet op for fanservicen i Twins.

    Original titel: Onegai Twins
    Genre: Komedie / drama / romance / fanservice
    Alder: 13+
    Lavet af: Doumo
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Paranoia Agent

    Paranoia Agent er en af de serier jeg har set frem til, og efter at have set starten på serien er jeg absolut ikke skuffet. Hjernen bag serien er Satoshi Kon som nok er mest kendt for de meget imponerende film Perfect Blue, Millennium Actress og den for nylig aktuelle Tokyo Godfathers. Med Paranoia Agent viser han igen at der stadig kan laves anime der er originalt og udfordre tænke-musklerne. Dog afviger den markant fra hans film, som ofte har en tendens til at være meget jordnære, hvor Paranoia Agent opbygger en stemning af underlig mystik og forvarsler om katastrofer.

    I starten er serien svær at gøre sig klog på. En gruppe fremmede bliver på hver deres måde involveret i sagen om ‘shounen Bat’. En ukendt dreng på rulleskøjter der overfalder folk og slår dem ned med et gyldent baseball bat og som ingen kan finde det mindste spor af. Til tider ser det endda ud til at shounen Bat dukker op og slår folk ned som ned nærmest på kommando, for igen at forsvinde sporløst.

    På overfladen virker det hele som en sag om en mystisk overfaldsmand, men igennem de første afsnit får man hurtigt en fornemmelse af at der er mere bag det. En dukketegner taler med hendes dukke og den taler tilbage, en gammel mand der efterlader mystiske formler på gaderne og så er der den mystiske shounen Bat der dukker op og belejligt slår folk ned.

    Men et af seriens stærkere virkemidler er dens åbnings sekvens, hvor man ser de forskellige personer stå og grine i henholdsvis en storby og ruinerne af den, med paddehatteskyer i baggrunden. Samtidigt lægger Susumu Hirasawa sang og musik til den, og det gør han imponerende godt. Det er nok en af de bedste åbningssekvenser jeg har set længe og den får et 13 tal for kreativitet og stemnings opbygning.

    Skulle man være i tvivl, så er Paranoia Agent en serie der motioner de små grå og som med så meget anime af den slags, så skal man se den med et åbent sind og være forberedt på at der er mange detaljer i serien som man være opmærksom for at få med. Det gør også serien god at se igen, for man bliver forbavset over hvor meget man overså første gang.

    Original titel: Mousou Dairinin
    Genre: Drama / thriller
    Alder: 15+
    Lavet af: Madhouse Studios
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Stellvia

    orden blev for 300 år siden ramt af trykbølgen fra en eksploderende stjerne, og menneskeheden har siden arbejdet hårdt for at genopbygge det tabte, og er nu i gang med at befolke rummet.

    Pigen Shima Katase rejser til rumstationen Stellvia for at begynde hendes uddannelse som pilot og deltage i et enormt projekt, ledet af organisationen Foundation. Dets formål er at bygge en serie af rumstationer, som kan generere et energi skjold stort nok til beskyttelse Jorden mod endnu en bølge fra den døde stjerne, der denne gang ikke kun er en ren energi, men også utallige brudstykker fra den.

    Shima tilhører det sidste hold af piloter der starter før bølgen rammer og meget store forventninger bliver stillet til disse nybegyndere, men hun opdager at det er langt sværere at styre et rumfly end hun havde regnet med. Men hendes evner som programmør hjælper hende igennem problemerne, selv om hun starter med at forkludre det totalt.

    Dog med hjælp fra hendes nye venner og en del træning, så lykkedes det Shima at kombinere hendes evner med flyvning og blive en ganske god pilot. Men at kunne styre et rumfly er bare en af de ting der skal læres og ikke alt kan løses ved at programmere en computer.

    Til trods for den ret seriøse trussel der er på vej, så er Stellvia også en sød historie om Shima og hendes venner om bord på rumstationen. Her de oplever de ting de fleste gennemgår i deres skolegang, lige fra forelskelser til at begå store fejltagelser, selv om deres afsluttende eksamen er ikke så lidt hårdere end nogensinde før.

    Allerede da TV versionen af Stellvia blev vist var den lavet med flot hånd animation, kombineret med imponerende computer grafik til rum sekvenserne. Nogen kunne mene at serien mangler ting som kampe i rummet eller egentlig action, men den fokusere mest på Shima og forholdet mellem hendes venner. For selv om hun er hovedpersonen, så har alle omkring hende også deres personligheder og problemer.

    I DVD versionen er dele af serien blevet gentegnet for at kompensere for visse dyk i TV-seriens kvalitet og det er meget mærkbart i den, hvis man har set den tidligere, og endnu en motivering til at investere i DVD’erne hvis man er fan af serien.

    Men udover den grafiske kvalitet, så udmærker Stellvia sig også med musikken, så er lavet at duoen Angela. Selv om det er deres debut indenfor anime, så er er musik siden ret imponerende og der bliver ikke sparet på den.

    Leder man efter en hyggelig rumserie, så er Stellvia perfekt, for den har et behageligt tempo, nuttede piger, spændende højdepunkter og flotte action sekvenser. Til tider kan den gå lidt overbord med forskellige af disse elementer, men bliver hver gang hevet tilbage af den gennemgåede handling.

    Original titel: Uchuu no Stellvia
    Genre: Shoujo / science fiction
    Alder: Alle
    Lavet af: Xebec
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Tsukihime

    Shiki er en næsten normal skoledreng, der prøver at leve et normalt liv. Men en aften støder han på en dame i parken, og uden at vide hvorfor dræber han hende, ret blodigt, med sin lommekniv.

    For at gøre det hele endnu underligere, så kommer hun tilbage fra de døde og opsøger Shiki.

    Hun kalder sig selv Arcueid og viser sig at være en vampyr på en mission. Hun er i byen for at stoppe en trussel og har brug for Shikis hjælp. Han besidder nemlig en evne til at se brudlinier i ting og personer. Med den evne er han det våben som Arcueid håber på at kunne bruge til at bekæmpe sine fjender, vampyrer af den værste art.

    Men for Shiki er det ikke kun det eneste der sker. Som barn blev han fjernet hjemmefra for at vokse op hos en afsides del af familien. Nu efter hans forældres død er han blevet kaldt tilbage til familiens slot, som nu kun er beboet af han søster og to tjeneste piger. Her viser det sig at familien har flere hemmeligheder end bare Shikis specielle syn og hans hjemkomst er ikke umiddelbart nogen større succes, som forværres af at han sniger sig ud om natten for at hjælpe Arcueid.

    Tsukihime har en gennemgående dyster stemning og adskillige mysterier bygget ind i den komplekse handling. Men det skinner dog igennem at den er baseret på et par computer spil og med sine 12 episoder ikke helt kommer i gang med at fortælle alle de historier som serien startet på.

    Der er en del personer med hvor man kommer ind og lærer dem lidt af kende, men store dele af den originale handling er gået tabt imellem kampene i serien.

    Men Tsukihime er en vampyr serier og den slags er vist noget som anime fans sjældent kan få nok af, og i sig selv er Tsukihime værd at se. Dens mørke stemning og de dystre personer er fængende, med nok detaljer til at man lærer at forstå dem, med tiden.

    Kampene er også ganske interessante, med vores mandlige helt værende alt andet end stærk og selv med hans evner til at se brudlinier, så er han ret afhængig af at Aruceid leder ham.

    Serien prøver også at opbygge dybere forhold mellem Shiki og adskillige af dens kvindelige personer, men den del af handlingen virker ret fragmenteret og selv om man ser en del til hans forhold med den ret modne Aruceid, så virker det som en af de ting der måtte ofres for at kunne holde antallet af episoder nede på 12 styk.

    Tsukihime mest er lavet til de mange fans af spillene, men kan ses uden kendskab til dem. Noget der nok er godt for vampyr fans her i vesten, for der kommer nok ikke nogen oversat version af det spil som handlingen bygger på. Så kan man lide en dunkel vampyr serier der stiller flere spørgsmål end den kan svarer på, så skulle man tage et kig på Tsukihime, for den har den rette stemning.

  • Virus

    Engang i slutningen af århundredet spreder en mystisk virus sig, en virus der både rammer mennesker og maskiner og kontrollerer dem fuldstændig.

    Det område, der er værst ramt af virusen, er Neo Hong Kong Til at bekæmpe den og de personer/ting der er inficerede har man oprettet enheden STAND. Denne trup af specialister er udstyret med de bedste kampdragter der findes, og deres mobile hovedkvarter er bevæbnet lige så kraftigt som en panser-enhed, så det er ikke slagkraft de mangler.
    Men vil deres kamp mod de allerede inficerede være nok til at holde virusen nede?

    En dag forsøger en ung mand, Serge, at slå lederen af truppen ihjel, men han bydes tværtimod velkommen og får at vide at han var ventet. Samtidig angriber en af virusen kontrolleret maskine, og Serge stjæler en af truppens kampdragter og slår virusen efter at have udvist en større kampevne end alle andre.
    Men hvem eller hvad er Serge? Og hvorfor kender lederen ham?

    Virus er opbygget som en klassisk cyber-punk anime, og langt hen ad vejen virker den meget inspireret af Bubblegum Crisis (se anmeldelse blad 3). På trods af dens mangel på originalitet, og deraf ofte følgende forudsigelighed, formår den dog at underholde, og på grund af mængden af ubesvarede spørgsmål kan den alligevel fange en.
    Og man kan ikke komme uden om at cyber-punk genren gør sig godt som animation, idet der her er mulighed for alle de passende special effects uden at det vil ødelægge et budget.

    Grafisk er serien nogenlunde, men absolut ikke noget specielt. Modsat hvad man ville forvente af genren er der ikke brugt nogen computer-skabte sekvenser, hvilket visuelt er et rart afbræk.
    Karakter designet er lavet af Masami Obari (Detonator Orgun, Fatal Fury, Gowcaizer), og hans streg er let genkendelig på godt og ondt. Om man bryder sig om hans stil er en smagssag, men det karakteristiske udseende vil ikke tiltale alle. Lyden er ikke værd at nævne, den er der og den gør sit job. Så teknisk er serien samlet acceptabel, men sammenlignet med mange nyere serier blegner den kraftigt.

    Cyber punk fans går ikke galt i byen med Virus, medmindre de ikke kan lide Obaris stil. Det samme kan siges om hans fans og genren. Alle der ikke er fans af nogen af delene bør holde igen og overveje om de ikke kan bruge deres penge mere fornuftigt.

    Anden titel: Virus Buster Serge
    Genre: Cyber punk / action
    Alder: 13+
    Anime lavet af: J. C. Staff
    Amerikansk licens: Manga Entertainment

  • Chrono Crusade

    Chrono Crusade foregår i USA i de brølende 1920’ere. Årtiet er dog ikke det eneste, der brøler. I storbyernes skygger skjuler der sig dæmoner, hvilke Magdalena-ordenen bekæmper. Det er en kristen kloster-orden, som med hellige våben forsøger at fordrive dæmonerne fra vores verden.
    Hovedpersonen er den unge nonne Rosette Christopher, som er en af ordnens eksperter i dæmon-fordrivelse, om end hun ikke er specielt god til det. Hun er meget impulsiv, temperemantsfuld og fysisk aktiv, hvilket gør hende til lidt af en tomboy. Dette sammen med hendes ikke altid gennemtænkte omgang med våbnene gør hende til en slags ordenens sorte får, idet hun altid præsterer at ødelægge en masse under opgaverne.
    Rosette har en trofast følgesvend i dæmonen Chrono, der på trods af sin afstamning er en stor hjælp i hendes arbejde. Han virker dog ikke som en dæmon heller, idet han er ydmyg, høflig og stille, nærmest en modsætning til Rosette.
    En anden grund til, at Rosette er et problembarn for ordenen, er netop hendes venskab med Chrono. Søster Kate, en af lederne, kan ikke forestille sig, at der ikke er noget ondt ved Chrono, om end ha altid opfører sig eksemplarisk.
    Chrono og Rosette har dog en fælles fortid, der forklarer deres sammenhold og bundethed, en fortid der er ved at vende tilbage for at ændre deres forholdsvis fredelige liv i ordenen for altid…

    Chrono Crusade er en ret populær manga af Daisuke Moriyama, som blev animeret i 2003 af Studio Gonzo. Den foregår i et for manga/anime fremmedartet sted, USA, og foregår i en alternativ fortid. Man mærker hurtigt, at stedet giver serien en lidt anderledes stemning, og der er også gjort en del ud af at ramme tidsperioden, om end der indimellem er nogle ting, hvor der gjort mere for at gøre tingene interessante end tidsmæssigt passende.

    Det religiøse tema er reelt ikke andet end en tynd ramme, der er valgt på grund af kristendommens eksotiske præg (for japanere) med et stærkt symbolsprog, og der tages fra starten afstand fra religionens dybere ting, som så erstattes af mere ”pop-prægede” elementer som dæmoner og en kosmisk strøm. Dette giver grobund for en ret action-præget fortælle måde.

    Mangaens streg er klar og tydelig, og billederne er præget af skarphed uden alt for mange effekter. Der er en god brug af gråtoner, og samlet har tegningerne en god detaljegrad. Personernes design passer til deres personligheder og er altid tegnet konsekvent og tydeligt forskelligt.
    Tegnemæssigt ligger animeen ret tæt på mangaen. Personerne er holdt i en streg, der ligger tæt på mangaens, der er gjort noget ud af at få baggrundene til at virke autentiske, og farvevalget virker også passende.
    Valget af stemmer og musik til serien er også faldet godt ud, og samlet er der tale om et teknisk godt stykke animation.

    Umiddelbart virker det som om, animeen følger mangaen historiemæssigt, men det varer ikke længe før de første forskelle kommer, og jo længere serien skrider frem, jo større bliver forskellene.
    Som sådan gør det ikke noget, idet animeens historie er ganske udmærket og medrivende, men mange fans, der kender begge versioner, mener, at den er dårligere end mangaens version.

    Alt i alt er Chrono Crusade ganske glimrende underholdning, uanset om man vælger animeen eller mangaen. Så er hvis man har lyst til at se nonner bekæmpe dæmoner med skydevåben eller blot komme væk fra det sædvanlige Japan, bør man kaste et blik på den.

    Original titel: Chrno Crusade
    Genre: Action / alternativ historie / religion
    Alder: 13+
    Manga tegnet af: Daisuke Moriyama
    Anime lavet af: Studio Gonzo
    Amerikansk licens af animeen: ADV Films
    Amerikansk udgivelse af mangaen: ADV
    Dansk udgivelse af mangaen Carlsen / Mangismo

  • Chihiro og Heksene

    Af og til har man brug for at flygte lidt. Ikke i den fysiske ”book-en-enkeltbillet-til-Nepal” forstand, men bare at smutte i seng med en god bog, smide en skive i dvd-afspilleren eller lignende. Det er vel i grunden derfor så mange af os holder af historier. Ikke som en virkelighedsflugt, men bare en virkelighedspause, hvor vi kan lægge tilværelsen fra os et øjeblik og pleje fantasien lidt. Det er velsagtens også det, der har givet anledning til så mange historier om parallelle verdener, rejser gennem tid, rum og det der er vildere. Chihiro og Heksene er netop én af den slags film.

    Mød Chihiro, en ti-årig pige, hvis forældre har besluttet sig for at flytte et godt stykke væk fra hvor de boede før, til hendes store misfornøjelse. Bedst som hun ligger på bagsædet og plejer sin surmulen med omhu, beslutter hendes far at skyde genvej til deres nye hus gennem skoven (og så skal det jo gå galt).

    Jeg skal ikke kede læseren med en lang genfortælling, men humlen af det hele er at de under mystiske omstændigheder havner i en anden verden, propfyldt med gespenster, talende frøer, hoppende hoveder uden kroppe og alt hvad man ellers kan forestille sig. Naturligvis havner Chihiros forældre i en slem knibe (de bliver forvandlet til grise) og det er nu hendes opgave at finde en måde at redde dem på, mens hun selv sørger for ikke at lave et stort postyr undervejs, hvilket selvfølgelig er umuligt.

    Chihiro og Heksene, som filmen hedder på dansk (hhv. Spirited Away og Sen To Chihiro no Kamikakushi på engelsk og japansk), er produceret af Studio Ghibli og er det nyeste skud på stammen fra animationstryllekunstneren Hayao Miyazaki og hans stab, der tidligere har stået bag mesterstykker som Princess Mononoke og My Neighbour Totoro, hvoraf Chihiro og Heksene dog er den eneste der har haft dansk biografpremiere.

    Chihiro er en forholdsvis typisk Miyazaki-film på en lang række punkter. Der er selvfølgelig tegnestilen, animationen og så videre, men først og fremmest er det en familiefilm. Jeg vil her anmode læseren om at holde op med at hvæse og komme tilbage til skærmen, da der for en gangs skyld er tale om en reel familiefilm og ikke bare endnu et kvalmende forsøg på at komme til forældrenes tegnebog gennem deres børn. Chihiro kan ses og nydes af mere eller mindre alle aldersgrupper, selv om det selvfølgelig vil være forskellige kriterier der bliver lagt vægt på.

    Teknisk er Chihiro og Heksene en fryd for øjet. Filmen er produceret i 2001 og det kan ses, ikke mindst i den høje slutkvalitet. Der er nogen brug af CG i filmen, men som oftest bliver den avancerede teknologi kun brugt til at lette andre ting i produktionsprocessen, da Ghibli stadig lægger stor vægt på håndtegnet, -animeret og –farvelagt materiale. Og for pokker da, hvor er det flot. Fabelagtige baggrunde, detaljerede figurer og lækker, glat animation. Sådan skal det være.

    Der er bestemt heller ikke slækket i lydafdelingen. Som det ofte er tilfældet med Ghibli-film er det Joe Hiashi der har komponeret musikken og han har gjort et ganske fint stykke arbejde. Nu er det selvfølgelig en smagssag, men jeg synes så afgjort at musikken passer godt ind i det miljø Chihiro befinder sig i. Den japanske stemmeføring ligger bestemt også i den højere ende af skalaen. Jeg kan desværre ikke udtale mig om den danske tale, idet min anmeldelse primært er baseret på den amerikanske DVD-udgivelse, men da det er Disney, som står for udgivelsen, er det næppe helt skidt.

    I det store og hele har vi her at gøre med et ganske fornøjeligt stykke animationsfilm, der er skabt af et hold af talentfulde mennesker som elsker at fortælle historier. Børnene vil more sig over sodfolket, krybe sammen i stolen når Yubaba farer i flint og heppe på Chihiro når hun flygter fra det ansigtsløse monster. Voksne vil måske i højere grad fortabe sig i de tekniske detaljer, det flotte sceneri eller den overordnede helhed hvormed historien bliver fortalt. En ting er under alle omstændigheder sikker: De vil ikke komme til at kede sig.

    Chihiro og Heksene er ikke en dyb, filosofisk historie. Den indeholder ikke svaret på livets gåder og du bliver næppe et nyt menneske af at se den. Det er til gengæld et sødt, flot fortalt eventyr, der giver dig et to timers pusterum fra virkeligheden, som du efterfølgende kan rejse dig fra og ærligt sige ”det var en god film”. Den er så afgjort et syn værd.

    Genre: Familiefilm
    Alder: 13+
    Studie    : Studio Ghibli
    Amerikansk licens: Buena Vista
    Udgivet i Danmark

  • Ghost in the Shell: Stand Alone Complex

    I den nære fremtid med cyborgs, kunstig intelligens og lignende hightech, findes der Sektion 9, som er en semi-hemmelig statsorganisation der tager sig af cyber relaterede kriminalitet. Det kan være alt fra en militær mecha der er gået amok, til at stoppe computer vira. Sektion 9’s mest dominerende agent er Kusanagi, som er næsten fuldstændig mekanisk, selv om det næsten ikke kan ses på hendes krop. Hun er hurtigere, stærkere og mere robust end noget menneske, samt i stand til at koble sig direkte til maskiner og Internettet.

    Hun samarbejder med resten af Sektion 9’s specialiserede agenter. Deres rækker rummer alt lige fra snipers til computereksperter. Til tider hjælpes hun også af sektionens lille gruppe af tachikomaer, relativt intelligente edderkop lignende mechaer på størrelse med små heste, men ret multi-funktionelle.

    Kusanagis hverdag er en blanding af aktiv kamp, observation og infiltrering. Nærmest en mellemting mellem en hemmelig agent og det amerikanske SWAT. Derfor skal hun og hendes team være forberedt på alt fra computernørder til intense kampe mod de nyeste hightech våben og maskiner.

    TV serien SAC er en ny version af Masamune Shirows nu klassiske manga, første gang animeret i 1995. Den nye serie er dog uafhængig af filmen og indeholder kun få elementer fra historien i den og den originale manga. Derimod handler serien om de mange individuelle opgaver som Sektion 9 tager sig af. Derfor er SAC meget episodisk, uden nogen opbyggende handling, men dog en svag tråd der forbinder visse episoder.

    Noget der er tydeligt i serien er at Shirow selv har været med til at lave den og fastlægge stilen. Hans sans for detaljer og ”logisk” brug af teknologi er meget tydelig. Til tider muligvis for meget, når der bliver brugt adskillige minutter på at forklare noget før handlingen fortsætter. Men det er lige så meget med til at opbygge en detaljeret verden, noget der er vigtigt for Shirows stil.

    Der er ingen tvivl om at SAC er smukt og dygtigt lavet. For en TV serie er der lagt meget vægt på detaljer, og selvom man kan se at der er brugt computeranimation til mange ting, så er det forholdsvis godt blandet ind i den håndtegnede stil. Actionscenerne er ligeledes flotte og ret flydende, ofte med megen hastighed og gode vinkler.

    Dertil kommer der at adskillige af seriens åbningssekvenser er helt computeranimerede. Selv om de ikke passer så godt med selve serien så er de dog ganske flotte.

    Så kommer vi til seriens lydside, som komponist geniet Yoko Kanno har stået for, og hun har igen lavet et soundtrack der er lige så attraktivt som serien selv, med gode sange leveret af kunstnere hun har brugt før, som Shantia Snyder der leverer en flot åbningssang på russisk, og Tim Jensen med Lithium Flower som afslutningen.

    Er man bare lidt Ghost in the Shell eller Masamune Shirow fan, så bør man kigge nærmere på SAC. Er man dog ingen af delene, men gerne vil se en action anime med mange og flotte detaljer, så kan serien nok være et bekendtskab værd. Den er ikke helt i action genren, da der ofte bliver brugt tid på forklaringer og opbygning af baggrunden, som muligvis vil kede de mest hardcore actiontilbedere, men det er en del af den stil der gør at SAC hæver sig over mainstream TV serier.

    Genre: Sci-fi / cyber-punk / action
    Alder: 15+
    Studie: Production I.G
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Kaleido Star

    Pigen Sora rejser fra Japan til Californien i USA for at få lov til det hun altid har drømt om, nemlig at optræde på scenen i det berømte Kaleido Star cirkus. Men det er ikke ligefrem noget normalt cirkus, men en blanding af akrobatik, ballet og skuespil og kun de bedste bliver accepteret.

    Efter lidt problemer i starten lykkedes det dog Sora at blive optaget som elev. Selv om hun allerede fra hun var helt lille har trænet atletik og trampolin spring, så er der stadig meget hun skal lære, men med hjælp fra nye venner, hårdt arbejde og original tænkning, så laver hun hurtige fremskridt.

    Kaleido Star kunne godt lyde som endnu en sports anime, men det bliver den egentlig aldrig. For selv om der bliver lagt vægt på Sora’s træning og de mange atletiske forestillinger, så handler serien mest om kærlighed til at optræde, frem for at vinde eller blive nummer et. Man får ofte det indtryk at hun egentlig ikke er så fantastisk god, men snarere så stædig og målrettet, at det lykkedes hende at lære det der skal til, ofte efter hård træning og en del fejl.

    Modsat sports serier, så er der heller ikke nogen egentlig rival. Sora får gode venner og meget hjælp, selv om hun ofte må lære ting på de mest besværlige måder. Selvfølgelig har Kaleido Star allerede en dygtig ledende primadonna, men hvor de fleste serier ville have valgt at gøre hende og Sora til rivaler, så bliver hun nærmest et idol for Sora.

    Det er med til at give serien en langt behageligere handling, hvor venskab og samarbejde for at lave en god forestilling betyder mere end den enkeltes ego, en god fortolkning af det man opfatter som cirkus livets sjæl.

    Og netop også de forestillinger er en vigtig del af serien. For Kaleido Star cirkuset laver ikke normale trampolin opvisninger. De fremviser eventyr, romantiske historier og dramaer, på samme måde som en ballet, men ved hjælp af trampoliner og akrobatik.

    Her ville andre serier nok kunne finde på at genbruge meget materiale, men i Kaleido Star er bliver forestillinger hele tiden fornyet og ændret, så man ikke sidder og ser på noget man har set næsten magen til i de forrige episoder.

    Dertil kommer man også følger meget med i Sora’s private liv, som egentlig er ret normalt, udover at hun lige prøver på at blive stjerne. Der er hånd træning, forestillingerne, arbejde der skal laves bag scenen: Så fritid er nogle få timer hist og her, som Sora og hendes venner ofte bruger på at træne privat til diverse specielle numre og øvelser. Dog blive der tid til lidt morskab og en del nærmere kig på personerne i serien.

    Den japanske lydside til serien er flot. God musik til åbning og afslutnings sekvenserne og dejlig baggrunds musik. Sora’s voice actor virker meget overbevisende og det er hun også nøde til, for hun har den rolle der bærer serien.

    Den grafiske stil i serien er lige så flot. Især er der lagt vægt på at lave forestillingerne så godt som et TV budget kan klare, og netop fordi mange af scenerne kræver meget animation er det imponerende hvor flydende det er lavet.

    Action siden i serien er næste ikke-eksisterende og der er ingen større dramaer, rumvæsener, kæmperobotter eller udslettelser af byer med. Kaleido Star er en hyggelig og ganske fængende serie om en pige der gerne vil optræde, fordi hun kan lide det og for at glæde folk. Serien er ikke banebrydende på nogen måde eller udpræget dybsindig, men derimod god at slappe af til, og til tider kan den give en den dejlige varme følelse der lige hiver en tåre frem i øjenkrogen.

    Genre: Sport / komedie / drama
    Alder: 7+
    Studie: Studio Gonzo
    Amerikansk licens: ADV Films