AnimeGuiden

Kategori: Anime

  • His and Her Circumstances

    Vi kender det vel alle sammen. Hvis ikke gennem personlige oplevelser, så kender man i det mindste til begrebet i sig selv. Den første kærlighed. De første klodsede skridt mod et forhold mellem to unge mennesker. Ja, vi kender det vist alle sammen. Medierne i alskens lande er nemlig så proppede med bøger, tegneserier, film og serier, der bruger denne problemstilling som grundlag, at selv de få uheldige, som ikke selv har oplevet det endnu, umuligt kan undgå at have stiftet bekendtskab med det mindst en snes gange.

    Forløbet i disse historier er som oftest følgende: Hovedperson møder udkåren. Hovedperson bliver smaskforelsket. Hovedperson må gå ild og vand igennem for dog i sidste ende at opnå det beseglende kys eller ægteskab.

    … men hvad sker der så bagefter? Meget få romantiske komedier beskæftiger sig med dette i høj grad vigtige emne. For hvad sker der når kysset ophører eller når bruden har lagt brudekjolens bølgende folder fra sig og de to rent faktisk skal have et forhold til at fungere? I bedste eventyrstil går vi ud fra at de lever lykkeligt til deres dages ende og vi forlader biografen med en varm og luftig fornemmelse i maven. Prinsen har jo fået sin prinsesse (eller prins eller hvad man nu måtte være til) og hvem gider bryde hovedet med at se på et forhold, som noget man ligefrem er nødt til at arbejde med og engagere sig i?

    Gudskelov forholder det sig ikke altid sådan.

    “His and Her Circumstances” eller “Kareshi Kanojo no Jijou” (også kendt som Kare Kano) er, som den kvikke læser måske har regnet ud, en romantisk komedie, men en yderst forfriskende en af slagsen på utroligt mange måder.

    Som man nok kan gætte ud fra mine ovenstående rablerier, så er Kare Kano temmelig “straight to the point” med at få splejset de to hovedpersoner. Faktisk sker det allerede i episode fire og først derfra tager tingene fart. For nu skal de nemlig til at finde ud af hvordan man ellers fungerer sammen som par. Og for at det ikke skal være løgn har de begge to deres egne dæmoner at slås med. Der er lagt i brændeovnen til en masse skæg og ballade, men også noget langt mere alvorligt.

    Animationen er i en klasse for sig – ikke fordi den overgår alt andet (det er jo en tv-serie, med et budget som bærer præg deraf) – men fordi den er så anderledes i forhold til hvad man er vant til at se. Kare Kano var oprindeligt en manga og det er lykkedes for Gainax at skabe en yderst vellykket splejsning af de to medier. Med overraskende finesse lykkes det for dem at benytte virkemidler fra mangaen, som man ellers skulle tro var umulige at få til at fungere med levende billeder. Talebobler, lydord og sågar billedruder er en fast bestanddel af showet. En klog brug af farver (og til tider manglen derpå) er desuden tit med til at understrege ting. Det kan ikke sættes på skrift præcis hvorfor det fungerer så godt – men det gør det.

    Det har dog én hage: Der foregår af og til så meget i et billede at man er nødt til at pause afspilningen for at få det hele med, hvilket hæmmer oplevelsen en lille smule – men kun en smule.

    Animationen kører generelt i et højt tempo – der er fart over feltet og energi i billederne, ikke mindst i kraft af de mange (ofte morsomme og ret virkningsfuldt) karikeringer. Det er bestemt ikke kedeligt at være vidne til og den ene DVD efter den anden bliver rask kylet i afspilleren for at fodre ens trang til at se mere.

    Apropos budgettet, så kunne det godt virke som om Gainax på et tidspunkt havde lidt lavvande i kassen – faktum er i hvert fald at hele TO ud af de 26 episoder er recaps og en tredje er animeret så ringe at det ligner en spøg (imidlertid har den alligevel et par originale indfald, så det er til at leve med).

    Musikken er også et lille mesterstykke i sig selv og den falder perfekt i hak med animationen, hvilket skaber en komplet og meget livlig atmosfære. Man griber sig selv i at nynne med på op til flere af numrene – for mit eget vedkommende især et klassisk nummer, som dukker op i forskellige versioner i løbet af serien. Jeg har hørt det før, men jeg kan ikke huske navnet (her skærer anmelderen tænder af frustration over sin hullede hukommelse).

    Hvis man synes at musikken minder en om Evangelion, så er det slet ikke så underligt, for der er nemlig tale om den samme komponist og han gør endnu en gang et ganske fint stykke arbejde.

    Det er forøvrigt ikke den eneste forbindelse til Evangelion i Kare Kano. Der er en ret åbenlys og ganske fornøjelig reference til den et stykke inde i serien, som man næsten ikke kan undgå at lægge mærke til. Og så er der jo lyskurvene …

    Stemmerne er så absolut herlige. Talentfuld, engageret og imponerende arbejde – man griber sig selv i at spekulere på hvor forpustede skuespillerne mon er efter en dags optagelse – ikke mindst dem, som lægger stemme til Yukinos to mindre søskende (som desuden også står for et særdeles overgearet preview efter hver episode).

    Men animation, musik og stemmeføring til side. På trods af deres høje kvalitet er det dog langt fra det, som holder serien kørende. Det centrale, det bærende i Kare Kano, den reelle årsag til at DVD’erne flyver ind i afspilleren så hurtigt som de kan flås ud af plastik-indpakningen er ingen af de ovenstående ting, men derimod persongalleriet. anime-serier med store persongallerier er ikke usædvanlige, men det er sjældent at man ser et, der i den grad er så gennemarbejdet, som det er i Kare Kano. Det er ikke bare hovedpersonerne, der bliver berørt. Næsten hver eneste figur i den serie, som har et navn og mere end én optræden har også en historie, en profil, en fortid og de bliver alle som én fortalt på en betagende, smuk og levende vis.

    Kare Kano har én stor fejl. Den blev aldrig afsluttet. Den havde nemlig det handicap at være baseret på en manga, der på produktionstidspunktet (1998) ikke var afsluttet (og mig bekendt stadig ikke er det dags dato). Gainax har forsøgt at redde det, men det har ikke kunnet ændre på den flade fornemmelse man sidder tilbage med når sidste episode er kørt henover skærmen. Det er rigtig ærgerligt at være tvunget til at tage afsked med de personer, man i den grad er blevet knyttet til så pludseligt.

    Man kan selvfølgelig forsøge at tolke på slutningen, men det ville være en åndssvag ting at give sig i kast med, når den direkte og konkrete grund til afslutningen simpelthen skyldes at de løb tør for materiale. Måske er dette også er en del af forklaringen bag de to recap-episoder og en sidehistorie i slutningen af serien, som i grunden er meget sød, men ikke har så meget at gøre med hovedplottet.

    Denne kedelig smudsplet er imidlertid ikke en hæmsko for at se og nyde serien og bør heller ikke være det, for selv med en fesen, brat afslutning er His and Her Circumstances / Kare Kano en fornøjelig oplevelse ud i komik, selvopfattelse og det at fungere sammen. Hvis du ellers kan tilgive slutningen, så se den endelig. Du bliver næppe skuffet.

    Original titel: Kareshi Kanojo no Jijou
    Genre: Drama
    Alder: 15+
    Studie: Gainax, J.C.Staff
    Amerikansk licens: Right Stuff International

  • Marmalade Boy

    Marmalade BoyMiki’s forældre kommer hjem fra en ferie på Hawaii og annoncerer at de skal skilles. Det er hun ikke ligefrem lykkelig over, og det bliver meget værre, da forældrene fortæller hende, at grunden er, at de fandt et andet ægtepar som de begge godt kunne lide, og nu vil de så bogstaveligt talt bytte partner. For at gøre det hele lettere, så vil de alle flytte ind i et fælles hus, sammen med Miki’s nye bror.

    Miki syntes ikke særligt godt om ideen, faktisk så er hun ret opsat på at sætte en stopper for hele sagen, og hun regner med at hendes nye ”bror” nok vil samarbejde. Dog bliver hun ret skuffet, for ikke alene syntes hendes kommende bror at det er i orden, men de nye mennesker i Miki’s liv er ligefrem flinke, hvilket gør det en del sværere at være sur på dem.

    Alt i alt er det ikke en særlig god tid for Miki og det bliver ikke bedre af at hendes stedbror er attraktiv. Selv om hun lader som om hun ikke kan fordrage ham, så begynder han også at vække andre følelser i hende.

    Marmalade Boy har en mildest talt underlig indledning, men er i bund og grund en kærlighedshistorie med lidt mere end normale komplikationer. Serien har faktisk en tendens til at bygge en del forhold op omkring tabuer, som Miki’s veninde der har et forhold med deres klasselærer.

    Serien er en meget klassisk shoujo (pige) anime, og det kan ses på tegnestilen, som domineres meget af simple tegninger og et langt mere modereret brug af farver. Ligeledes er fokus på en blanding af drama og romantik, frem for action.

    Der er ligeledes heller ingen magiske piger, mecha’er eller rumvæsener, men bare historier om Miki og hendes verden.

    Kan man lide den slags, så bør man kaste et blik på serien. Den havde allerede en stor vestlig fanskare længe før den begyndte at blive udgivet her og med 76 episoder er der en del at tage fat på hvis det viser sig at man kan lide den.

    Genre: Drama / romantik
    Alder: Alle
    Studie: Toei Animation
    Amerikansk licens: TokyoPop

  • Najica Blitz Tactics

    Najica er til dagligt en parfumeproducent, men hun har også et sidejob som hemmelig agent i bedste James Bond stil, med hurtige biler og skumle skurke der dagligt prøver at overtage verden. Men Najica er en af de bedste i sit hverv og kun de færreste ting sløver hende ned, selvom det bliver en del mere kompliceret da hun redder en ung pige, som viser sig at være en Humaritt, en slags androide designet udelukkende til kamp.

    For at forbedre Najica’s chancer for at klare sig mod high-tech kriminelle der også bruger Humaritter, så bliver hun teamet op med Lila, den Humaritt som hun reddede.

    Najica Blitz Tactics foregår i en nær fremtid, men det er egentlig ikke en verden meget mere avanceret end vores og med den samme type af magtgale skurke som man finder i de fleste actionfilm, med det tilføjede element af lynhurtige og fysisk stærke kamprobotter i menneskeform.

    Hvad der dog gør serien bemærkelsesværdig er den store del af undertøj der bliver fremvist ved enhver lejlighed og de “kamera” vinkler der bliver brugt for bedre at kunne se trusserne på alle kvindelige personer. Det er mildest talt distraherende i starten, for selv for en anime, er der flere “Panty Shots” i episode et end der er i de fleste animeserier tilsammen. ADV som udgiver serien har da også lagt mærke til det og som en bonus til dem der køber DVD boksen til serien, følger der et par trusser med.

    Meget ofte bliver den slags fanservice brugt til at aflede opmærksomheden fra seriers mindre heldige ting, oftest en total mangel på en dybere handling eller middelmådig tegnestil. Man kan fristes til at stemple Najica som sådan efter at man er blevet bombarderet med billeder af hvide trusser igennem de første 2 episoder, men selv om Najica ikke har verdens bedste tegnestil eller nogen dyb og fascinerende baggrundshistorie, så er den langt fra så underlivsfikseret som man først får indtryk af.

    Om der er færre Panty Shots senere eller om man bare vænner sig til stilen ved jeg ikke, men når man er kommet ind i serien, så virker det ikke så slemt og selv om den er lidt episodisk opbygget, så kommer man frem til en acceptabel handling.

    Kan man lide animepiger, masser af synligt undertøj og action i agent stil, så er Najica et pletskud som man nok kan bruge en del tid på. Dog kan det blive for meget for mange og i Najica Blitz Tactics er det ofte som om at alt form for beklædning er lavet sådan at den mindste bevægelse vil afsløre hvad der er nedenunder, for slet ikke at tale om hånd til hånd kampe der kunne få de fleste lingeri kataloger til at se tomme og konservative ud.

    Genre: agent / action, 12 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Media Factory, 2001.
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Pretear

    Pigen Himeno er blevet en del af en rig familie, da hendes far, en forfatter uden de store indtægter, gifter sig for anden gang. Himeno får ikke alene en ny mor, men også to nye søstre, der ikke er for glade for den nye familieforøgelse. Men hun er en pige af den slags der prøver at se det bedste i alt og gøre verden til et bedre sted. Det bliver pludseligt uhyggeligt aktuelt da syv magiske riddere fra en anden verden dukker op og fortæller hende at hun er Pretear, en person der kan redde verden fra en kommende trussel.

    Da Himeno er den hun er, så indvilliger hun til at hjælpe, selvom hun er langt fra sikker på sin rolle. Og kun kort tid efter at hun er ”udnævnt” til Pretear bliver hun angrebet af et plante lignende monster der suger livsenergien fra sine omgivelser. Ved hjælp af sine evner som Pretear kan Himeno forene sig med en af ridderne. Det gør hende i stand til at finde monstrenes svage punkt og tilintetgøre dem, da hver ridder giver hende specielle evner og kun hendes kraft er stærk nok til at tilintetgøre de frø der giver uhyrerne deres magt.

    Men at være udvalgt til at redde verden er ikke let, især ikke når man allerede har problemer og det bliver ikke meget bedre da Himeno forelsker sig i riddergruppens tavse, alvorlige type, der har sine egen grunde til ikke at være romantisk anlagt. Noget der volder den stakkels pige en del problemer, udover at hun også lige skal nå at redde verden.

    De fleste faste animefans kender sikkert serien hvor den mandlige hovedperson er omgivet af attraktive piger. Pretear tilhører den modsatte gruppe, med en pige og en gruppe af drenge. Dette er oftest noget der mest retter sig til det kvindelige publikum, men Pretear har også en god del action og er langt fra så romantisk som man kunne forvente for den blanding af genre som den tilhører.

    Serien er ganske underholdende og kan være værd at se, men den når aldrig helt at komme i gang med en ordentlig kærlighedshistorie, men kører meget på diverse stereotyper. Lige fra Himeno, der er den livsglade og hjælpsomme pige der nærmest strutter af energi. Modsat er hendes mandlige modpart høj, mørk, tavs og mysteriøs. Noget der er meget typisk for utallige manga og anime serier man oftest forbinder med studiet CLAMP, som har lavet adskillige af slagsen.

    Kan man lide anime som Fushigi Yugi eller de førnævnte CLAMP serier, så kan det være en ide at kigge på Pretear, men den er ikke på nogen måde noget specielt og har man set adskillige shoujo/Magical Girl serier, så har den ikke meget nyt at tilbyde, da handlingen er ret forudsigelig og langt fra en nyskabelse.

    Genre: Magical Girl / Romance
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: ADV

  • Sadamitsu the Destroyer

    Sadamitsu er kvarterets førende slagsbror, hvor bare hans navn er nok til at skræmme andre og der er intet bedre en godt slagsmål efter alle gadens regler. Derfor er det ikke noget hårdt valg da to væsener fra rummet pludselig dumper ned foran ham, i midten af en kamp. Det ene af dem, et insekt artigt monster prøver at slå ham ihjel da han i bedste macho stil blander sig i kampen og kun med en redning fra det andet væsen, en androide, overlever han.

    Desværre koster Sadamitsu’s indblanding androiden hans krop, men ved hjælp af dens hoved, brugt som vejleder og kampdragt, lykkedes det Sadamitsu at besejre væsenet.

    Desværre var det kun en fortrop på millioner af lignende monstre, alle på vej mod jorden for at fortære alt de kan. Da Sadamitsu mere eller mindre er ansvarlig for at den eneste der kan forsvare jorden nu er splittet i utallige dele, så vælger han at overtage pladsen som jordens forsvarer og bliver med lidt hightech udstyr forvandlet til Sadamitsu – The Destroyer.

    Sadamitsu kunne uden større problemer være endnu en serie om en gut der forvandler sig til en armeret superhelt og banker utallige monstre med et utal af imponerende ”special moves”. Men serien undgå netop dette ved at være lidt af en parodi på sin egen genre. Alt i den afspejler den typiske stil der er kendt fra utallige helte serier, men lavet på en måde så man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, for Sadamitsu er alt andet end en god superhelt.

    Hans hjerte sidder på det rette sted og der er ikke meget han er bange for, men hans egentlige styrke ligger i at slå hårdt og blive ved med at slå indtil det har løst problemet. Selv om det grundlæggende er en god stil for en person med hans opgave, så lærer han dog at det ikke altid er nok og der til tider skal bruges af den grå masse mellem ørene.

    Serien ville nok ikke holde i længden, så derfor er de 10 episoder den varer ganske passende til at give en varieret historie, uden at man mister interessen eller overblikket med den ene gigantiske kamp, der bare bliver erstatter en endnu mere fantastisk kamp. Den undgår også Power Ranger syndromet med at bliver overdramatisk og der er ingen kæmpe kamprobotter der samles i hver episode for at træde en mindre by flad.

    Sadamitsu er spændende og sjov. Serien kan varmt anbefales til action fans der gerne vil have lidt mere indhold i en serie end de typiske power-up kampe, hvor hver episode er bare en ny kamp mod et nyt monster. At serien samtidigt er ganske pænt animeret, i en stil der meget ligner en opdateret version af 70’er stilen er et godt plus, godt hjulpet med af en ret passende lydside.

    Genre: Science fiction / Action
    Alder: 12+
    Studie: Studio Deen
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Sugar, A Tiny Snow Fairy

    Sugar er nok en af de sødeste og mest imponerende børneserier jeg nogensinde har haft den fornøjelse at følge med i, og man bør nok på kraftigste advare action vrag imod at se serien, da den på alle måder lever op til sit navn og lidt til.

    Saga er en ung pige i en meget europæisk udseende by, af den gamle type man ville forvente at se på en tur gennem Tyskland eller Frankrig. Her lever hun hos sin bedstemor, går i skole og har et yderst organiseret liv, med alting på det rette tidspunkt og efter planen. Men en dag render hun ind i en lille alfe-agtig pige som er ved at omkomme af hunger og som den flinke person Saga er, så fodrer hun den lille alf.

    Det er så starten på venskabet mellem ordensmennesket Saga og den mildest talt kaotiske sne alf med det yderst passende navn Sugar, som er kommet til menneskenes verden for at finde noget skinnende, så hun kan blive til en voksen sne alf. Selvfølgelig går der heller ikke længe før Sugars ret ligetil og ofte ikke særligt gennemtænkte aktiviteter får påvirket Saga’s tilværelse og bedre bliver det ikke da flere alfer begynder at vise sig.

    At kalde Sugar the Tiny Snowfairy alt for sød er som at kalde Mount Everest for høj bakke. Serien er så gennem nuttet at den burde være udstyret med advarsler mod sukkersyge. Til tider minder den mest af alt om en tegneserieversion af god chokolade og er omtrent lige så uimodståelig.

    Selvom den er lavet til børn, så har serien en dybere og mere seriøs handling under overfladen, hvor Saga og Sugar påvirker hinandens måde at leve på, så de begge langsomt bliver mere modne og kan bryde den opførsel der holder dem tilbage. Men mest af alt, så er serien utrolig nuttet og ganske underholdende, lige fra alfernes dans i åbningssekvensen, der passende nok sker til en Japansk version af den gamle klassiker Sugar Baby Love, til de scener hvor man lægger mærke til hvordan de to hovedpersoner langsomt forandrer sig og opnår en slags gensidig forståelse.

    Umiddelbart kunne man bare kalde Sugar the Tiny Snowfairy for en børneserie og ikke give den en chance, men den er mere end bare det og jeg er sikker på at DVD’erne nok skal blive købt af mange voksne animefans, og ikke bare for at vise sine børn den.

    At blande en børneserie med et dybere plot og historie er ikke sjældent i anime, men den eneste serie jeg har set som Sugar kan måle sig med er den meget populære Card Captor Sakura, som også netop kombinere en sød og barnlig historie med et seriøst underplot og derved rammer et langt bredere publikum.

    Savner man lidt glæde og humor i tilværelsen, eller en anime som man kan underholde sig med sammen med børnene eller de mindre søskende, så rammer Sugar nok plet, da det uden tvivl er en af de bedste serier indenfor sin genre og virkelig fortjener en chance for at blive set.

    Genre: Fantasy / komedie, 24 episoder
    Alder: 8+
    Studie: J.C. Staff, 2001.
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Texhnolyze

    I et gigantisk underjordisk kompleks møder vi Ichise, der overlever ved at bokse. Desværre render han ind i problemer med ”Organ”, en af de to mafia lignende organisationer der regerer den lovløse by som serien udspiller sig i. Mødet med en gruppe af Organ’s folk efterlader Ichise med højre arm og venstre ben skåret af. Men han bliver fundet af den lokale Texhnolyze kirurg, der udstyrer ham med en ny arm og et nyt ben lavet af denne imponerende teknologi.

    Samtidigt med at vi oplever Ichise’s ret desperate tilværelse, så følger vi også historien om den rejsende ved navn Yoshii. Han kommer fra verdenen ovenover og søger efter information om byen og om det mystiske mos ved navn Lux, som gør det muligt at bruge Texhnolyze til at erstatte menneskelige lemmer med kunstige dele.

    Men imens disse to historier bliver fortalt, så oplever man også den magtkamp, der er imellem byens to regerende organisationer, og på de mange niveauer den foregår. Lige fra Ichise der er involveret med volden på gaden, til Yoshii der bliver blandet ind i toppens lidt mere skjulte opgør.

    Texhnolyze er alt andet end en normal anime, og det bliver man klar over allerede ret tidligt i første episode. Alting er lavet i en meget dyster stil, både tegnestilen, handlingen og den ofte ret sparsomme dialog. Man oplever i fulde detaljer denne verdens forfald og vold. Byen er et sted hvor menneskeliv er næsten uden betydning og personlig magt er alting. Der bliver derfor heller ikke holdt igen og serien er også ganske blodig.

    Hvad der især er med til at fremhæve seriens særhed er, at der ofte ikke bliver sagt ret meget. I hele første episode er der næppe mere end 10 replikker. Derimod bliver utroligt meget fortalt visuelt og med meget detaljerede billeder.

    Især Ichise’s del af handlingen er der ikke ret meget tale i, men alligevel formår seriens skabere uden problemer at fortælle en masse om hvem han er.

    Til gengæld, når der er dialog, så bliver der ikke spildt nogen ord og næsten alt der bliver sagt er vigtigt for handlingen.

    Men lige netop serier med alternative måder at fortælle historier er en af skaberens stærke sider. Den drivende kraft bag Texhnolyze er Abe Yoshitoshi, nok mest kendt for Serial Experiments Lain og den nyere serie Haibane Renmai

    Modsat Lain og Haibane er Texhnolyze dog ret voldelig, og handlingen forekommer ofte ret intens, til det punkt hvor man nok ikke skal kigge væk fra skærmen ret længe af gangen. Det er dog heller ikke noget problem, da serien sagtens kan holde ens opmærksomhed fanget.

    Texhnolyze er en sci-fi og action thriller, der ikke kan sammenlignes med ret meget andet, alene på grund af den særprægede måde som historien bliver fortalt på. Især efter at have set første episode er man forvirret, forundret og generelt i den tilstand hvor man siger ”Hvad skete der egentlig de sidste 24 minutter?” Men langsomt, efterhånden som historien bliver fortalt, så lærer man mere og mere og man begynder at se de tråde der binder alting sammen.

    Texhnolyze kan varmt anbefales til alle, der ikke har noget imod en dyster serie der motionerer hjernecellerne, og kunne man lide Lain, så bør man gøre sig selv den tjeneste lige at kigge lidt på Texhnolyze.

    Genre: Drama / action
    Alder: 15+
    Studie: Madhouse
    Amerikansk licens: Geneon

  • Tenchi Muyo GXP

    Seina er nok den mest uheldige dreng på jorden. Ikke en dag passerer forbi uden at han ødelægger ting, kommer til skade eller forårsager mindre naturkatastrofer. Hvilket egentlig er lidt synd, for han er en ret flink ung mand, der aldrig ville skade nogen, selv om han er en omvandrende katastrofe zone. Så derfor er hans familie lykkelige da han under mærkelige omstændigheder ender med at lade sig rekruttere til Galaxy Police, en universal politistyrke.

    Men knapt nok har han forladt jorden, før det viser sig, at han har endnu en evne udover sit enorme uheld. Han tiltrækker åbenbart pirater, så i løbet af ingen tid er næsten hele universets pirat flåde lige i hælene på ham. Men de bliver ledt lige i armene på et gigantisk kampskib, under ledelse af en frygtet admiral fra Jurai folket, som ordner problemet. Efter dette mellemværende begiver Seina sig videre mod GXP’s hovedkvarter, for at begynde sin uddannelse til intergalaktisk politimand, i selskab med adskillige tiltrækkende hunkønsvæsener fra forskellige racer.

    Siger man Tenchi Muyo, så er der omgående mange fans over hele kloden der spidser ører. Så derfor var endnu en Tenchi serie noget der vakte opmærksomhed, og ligesom med Arnold Schwarzeneggers navn på en film plakat. Så var der mange der glædede sig til den, mig inklusiv.

    GXP viste sig at være et såkaldt spin-off, en serie baseret på en anden, men med andre personer eller ny handling. Den har også meget lidt med de originale Tenchi Muyo serier at gøre, udover at den foregår i samme univers og hentyder her og der til kendte personer fra de andre serier. Desværre lever GXP langt fra op til den legende, som forgængerne har skabt. Den prøver for hårdt at efterligne stilen, men har meget lidt nyt at tilføje, og virker mest af alt som en serie lavet efter samme manuskript, med nogle ændringer.

    Hovedpersonen er flink og uheldig, men det er også hele spændevidden for hans personlighed. Det meste af tiden virker det som om han en søvngænger, der knapt nok er klar over hvad der foregår, og han er en af de mindst interessante ting i serien. Dog til trods for at han generelt fremstår ret retarderet, så falder alle kvindelige personer for ham og er villige til at ændre hele deres liv bare for at være ved hans side. Ofte i sådanne harems serier er hovedpersonen lidt vattet, men i det her tilfælde er det lidt som at se Lois Lane kassere Superman, til fordel for en yderst selvudslettende version af Clark Kent og det virker bare ikke i GXP.

    Serien spiller meget på Tenchi Muyo’s fanstatus, så derfor er der også en del referencer til de tidligere serier, hovedsageligt den originale OVA serie. Således støder man på Mihoshi’s moder, Ayeka’s trolovede og så videre. Men en eller anden må have sammenlignet de to serier og nået frem til at der manglede et vigtigt element. Så derfor er der en kvindelig rumpirat ved navn Ryoko med, som dog ikke skal forveksles med den meget populære kvindelige rumpirat Ryoko, som er med i OVAen, for de har intet med hinanden at gøre.

    Lydsiden til serien er forholdsvis normal, selv om man fornemmer en hvis mangel på liv i dubben, især for Seina, hvis dialog næppe kunne være meget mere monoton. Grafisk minder tegnestilen meget om forgængerne, med tydeligt computer genererede rumskibe og mange tegn på et lavt budget, som da alle Seina’s klassekammerater forvandler sig til synkroniserede kloner under løbetræning.

    Med mindre man er så meget Tenchi Muyo fan at man skal have alt der bærer den titel, så bør man undgå GXP. Savner man en sci-fi serie at se, så køb Last Exile eller Kiddy Grade. Ellers ender man hurtigt med en fornemmelse af at have spildt penge, når der er så mange andre serier der er langt bedre. GXP virker mest af alt som et forsøg på at score kassen med en god titel, klassisk stil og et skrabet budget.

    Genre: Komedie / science fiction
    Alder: 13+
    Studie: AIC
    Amerikansk licens: FUNImation

  • Wedding Peach

    Momoko, Yuri og Hinagiku er tre almindelige junior high school piger. De er gode veninder på trods af, at de er ret forskellige og altid konkurrerer indbyrdes. De er ligesom alle andre piger på deres skole vilde med kaptajnen på skolens fodboldhold, Yanagiba. Deres forsøg på at komme ham nærmere bliver dog ofte forpurret af holdets målmand, Yousuke, der forsøger at hjælpe kaptajnen, der også er hans gode ven. Det, at han driller de tre piger, viser at der garanteret vil blomstre et forhold op imellem ham og en af dem.

    Momoko bor alene med sin fader, idet hendes moder er død. En dag prøver hun sin moders brudekjole og drømmer om den dag, hun selv skal giftes. Hun glemmer dog at lægge en ring tilbage, noget der vil få stor betydning for hende.

    Samtidig er den onde Raindevilla fra en anden verden ved at sende tjenere til Jorden for at ødelægge kærligheden. Dette kan kærlighedsgudinden Afrodite selvfølgelig ikke have, og hun kontakter derfor Momoko gennem ringen og forvandler hende til Wedding Peach, krigerinde for kærligheden. Sammen med kærlighedsenglene er det nu hendes job at bekæmpe ondskaben og bevare kærligheden mellem menneskene.

    Wedding Peach er af mange blevet sammenlignet med Sailor Moon, hvilket da også er nærliggende, idet de er fra samme periode, er samme genre og udover det også har visse ligheder. Der er dog også en del forskelle, der gør, at man ikke bare kan afskrive den som en Sailor Moon klon, men at den er en hel serie inden for den fælles genre, Magical Girl

    Wedding Peach følger Sailor Moon i og med, at den ligesom sin forgænger er en sentai*-stil Magical Girl serie, idet der er flere kærlighedsengle udover Momoko.

    Pigerne udfylder de stereotyper, der er typiske for genren, men har alligevel deres egne særpræg. Momoko er den klassiske klodsede, naive heltinde, der elsker alle, men indimellem er usikker. Yuri er tomboyen, hun har en lidt drenget væremåde og er en smule hård over for de andre, men hun er stadig glad for dem, om end hun er lidt lukket og indimellem har svært ved at vise sine følelser. Hinagiku er den kloge, lidt stille og fine pige. Hun er dog ikke indelukket, som denne karaktertype ofte er, men tværtimod åben med sine følelser, selvom hun ikke er så højrøstet som Momoko.

    Disse forskelle gør, at dynamikken personerne imellem ikke altid er så forudsigelig, hvilket understøttes af, at vi får en rimelig uddybet baggrund for de tre piger. Dette giver dem meget mere personlighed, end hvad de skabelonskårne typer, setting og historieopbygning umiddelbart skulle få en til at forvente.

    Animationsmæssigt kan man godt se, at serien er fra midten af 90erne. Serien gør brug af farver, der umiddelbart ser ud til at skulle have været meget levende og stærke, men de virker afblegede og falmede, noget der er typisk for ting fra perioden.

    Man kan tydelige se, at det er en tv-serie og dermed ikke har haft det store budget, idet detaljegraden og den generelle animationskvalitet ikke er specielt fremragende, men det er rimeligt flydende, og umiddelbart tænker man ikke over manglerne.

    Alt i alt taget seriens alder og oprindelse (tv-serie) i betragtning er dens grafiske udtryk udmærket og ikke noget der trækker virkeligt ned.

    Historien er meget typisk for genren, og der er ikke rigtig nogen nyskabelse i den.

    Ondskab truer verden med sine rimeligt harmløse håndlangere, men en ung pige får magiske kræfter til at bekæmpe dem. Først er hun usikker, men undervejs får hun mere selvtillid, blandet ansporet af veninder og en mulig kæreste, og til sidst besejrer hun da også det onde.

    Så kort kan genren beskrives, og så klassisk er Wedding Peach også opbygget. Det er dog ikke så dårligt som det måske kan lyde, idet der er veninde problemer, tvivl om hvem personerne egentlig er forelskede i, og lignende nok til at holde interessen. Man skal dog kunne lide den slags historier eller i det mindste kunne holde til en historie, der er lettere forudsigelig, for ikke at være i stor fare for at opgive undervejs.

    Et element der straks vil falde i øjnene på folk er brudekjolerne. De er et element der vil tiltrække småpiger, men virker lettere komiske på alle andre. De virker lidt påklistret og unødvendige samt ulogiske, men hånden på hjertet, hovedparten af elementerne, der udgør genren, er i sig selv unødvendige og ulogiske, og Wedding Peach er meget tro mod den genre, den hører under.

    Wedding Peach er en udmærket serie, men den er meget bundet til sin genre. Den gør sig interessant med sin personer, men dette er ikke nok til at gøre den til en serie, alle vil kunne lide. Wedding Peach kan mest anbefales til folk, der kan lide genren, eller vil se, hvad den går ud på.

    * sentai, en gruppe helte, oftest med hver sin farve, bekæmper ondskaben. PowerRangers og den slags er eksempler på genren, der også er populær inden for live-action.

    Genre: Magical Girl
    Alder: Alle
    Studie: NAS, KSS
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Yukikaze

    Vi er i en nær fremtid, og for lidt over 30 år siden blev jorden angrebet af væsener der kom ud af en inter-dimensional portal på sydpolen. Men det lykkedes diverse militærenheder at slå dem tilbage og endda etablere en base på den anden side af portalen. Tilbage i nutiden har de fleste mennesker mere eller mindre glemt at der foregår en krig. Hvor der før i tiden blev sendt de bedste af de bedste til at deltage i krigen, så er det nu de mindst populære eller ligefrem kriminelle soldater der bliver sendt til den anden verden, kaldet ”Fairy”.

    I denne korte serie følger vi to piloter, der i teknisk avancerede fly kæmper imod en talmæssigt overlegen modstander, til trods for at den ene egentlig kun er der som observatør. Man ser både de ret imponerende kampe i luften og oplever mellem dem også den dystre og depressive stemning der er på deres base. Det bliver ikke bedre da der pludselig begynder at dukke kopier af deres egne fly op på himlen, som på mystisk vis forsvinder nå de bliver skudt ned.

    Yukikaze er lavet af Gonzo og de har gjort sig meget umage med det grafiske. Kampene i luften er lavet med meget smuk computeranimation og især flyene er der kælet for. Men også i den normale håndtegning er serien pæn og flydende. Desværre, som så ofte, så passer de to stile ikke så godt sammen, men det er til at overse. Især er der leget meget med dystre farver i de to episoder og det er meget med til at fremme det at krig ikke er noget at grine af, og man fornemmer ofte at det virker som en håbløs kamp, glemt af de folk som der bliver forsvaret.

    Serien kan dog være lidt svær at følge med i. Den er lavet så episode et bygger op og efterlader én lettere forvirret, for så at samle trådene i episode to. Det lykkedes til dels, men man får fornemmelsen af at der nok godt kunne have været presset en episode mere ind.

    Er man ude efter en kort serie med masser af flot action i luften og ikke har noget imod at der samtidigt foregår en handling på flere planer, så er Yukikaze et ret godt bud på god underholdning.

    Genre: Drama / action / sci-fi
    Alder: 15+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Bandai

  • Comic Party

    I Japan er det en udbredt hobby at tegne manga på amatør niveau (også kaldet doujinshi), og hvert år er der adskillige kongresser hvor de forskellige tegnere og grupper mødes. Comic Party handler om drengen Kazuki som lidt modvilligt bliver trukket ind i hobbyen af sine venner. Sammen med ham oplever man hvordan hele processen foregår, fra at tegne de første streger, til at stå i de store haller og sælge hæfterne til doujinshi fans.

    Comic Party giver nok ikke det mest realistiske syn på hvordan det foregår, men man får et grundlæggende indtryk, imens serien blander det med en god del humor og lidt romantik. Blandt andet ser man også andre af de ting som fans foretager sig, som besøg på en cosplay* restaurant og et kig ind bag kulisserne på konventioner.

    Selv om serien overdriver mange ting, så kan den anbefales til de vestlige fans, der aldrig selv har oplevet hvor meget japanere går op i deres hobbyer, for det meste af det der sker i serien er taget fra det virkelige liv i doujinshi samfundene i Japan. Der er små grupper der bruger måneder på at lave tegneserier, hvorefter de mødes til kongresser og sælger dem i mindre oplag, ofte med det håb at hvad de har lavet bliver populært.

    Serien har dog en handling som ikke kun drejer sig om at lave doujinshi, men der er for mange personer med hver deres særheder, og desværre er der ikke plads afsat til mere end lige den mest grundlæggende handling. Dette skyldes nok at serien er baseret på et spil, og man forsøger at få alle seriens personer med, og det gør at serien kommer til at virke lidt overfladisk og uden nogen egentlig handling der forbinder de fleste af personerne.

    Hverken på lydsiden eller med hensyn til der grafiske er Comic Party noget specielt. Især tegnestilen er så typisk anime artig som den kan være, hvor der ikke blive taget chancer med noget og man føler næsten at man har set alle personerne før.

    Kunne man godt tænke sig at lære lidt om fan miljøet i Japan, så er Comic Party en behagelig måde at stifte kendskab med det, så længe man ikke tager den alt for alvorlig. Leder man derimod efter ordentlig handling, drama, humor eller romantik, så kan serien dog være lidt af en tynd kop te.

    * Costume Play, en beskrivelse mest brugt om fans der klæder sig ud som personer fra film, serier, spil og så videre.

    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: KSS
    Amerikansk licens

  • Gasaraki

    Den yngste bror i Gowa-familien arbejder for militæret som test-pilot af deres nye mecha der er produceret af netop Gowa-koncernen. En dag tester den lille stat Belgistan et nyt masse-ødelæggelsesvåben og FN beslutte at gribe ind, og JSDF (Japanese Self Defense Force) beslutter, under indflydelse af Gowa, at sende mechaerne af sted.

    Samtidig har Gowa-familien nogle hemmelige ritualer, hvor formålet øjensynligt er at påkalde en form for ujordisk væsen, og det der sker under dette ritual minder meget om den eksplosion der sås over Belgistan…

    Billedet er fint og skarpt uden mærkbar pixelering eller regnbuer. Farverne er ofte forholdsvis mørke, hvilket er meningen, men stadig sprøde. Lyden er klar og tydelig uden nogen form for støj og stereoen er god ved begge sprog (engelsk og japansk).

    Både start og sluttemaerne skal nævnes, disse to sange er meget stemningsfulde og passer utroligt godt til serien. Om ikke andet så gør disse to sange det næsten værd at se serien.

    Der er altså ikke spor at komme efter hvad angår den tekniske side af skiven, men hvad med indholdet?

    Heldigvis skuffer det heller, handlingen i serien er meget medrivende, om end ikke så action-fyldt som visse andre mecha-serier. Den adskiller sig i det hele taget fra mere almindelig mecha på flere punkter: for det første er mechaerne næsten 100% realistiske, de oser, de er beskidte og ligner generelt mere nutidigt militært maskinel end en sci-fi drøm. Ligesom meget andet mecha efter Gundam er der meget politik med i serien, men i modsætning til Gundam er det ikke staterne der har noget at sige, men de organisationer der trækker i trådene bag kulisserne vi udelukkende hører om, Gowa har f.eks. styret Japan i lang tid. Handlingen er heller ikke den gammeldags ”god-mod-horder-af-onde” mecha men mere kompliceret, for hvad er Gowas mål? Et er sikkert, Gowa er i hvert fald ikke gode idet de udnytter hovedpersonen, men indtil videre virker deres fjender dog udelukkende som rent onde, men senere discs vil vise om de på tilsvarende måde har en god side.

    Grafisk set er serien god, fuldt på højde med alle nyere serier og bedre end en del af dem. Characterdesignet er an anelse utraditionelt, men ikke noget man umiddelbart lægger mærke til. Al mekanik er dog meget detaljeret tegnet, og da det er holdt i mørke, beskidte farver ligesom virkeligt militært isenkram skaber det sammen med de flotte baggrunde taget fra de områder hvor den forestiller at foregå en ret realistisk stemning.

    Coveret er pænt og skal nok vække lidt interesse i skiven om end det ikke er så iøjnefaldende som det kunne være, jordfarver og spinkle streger tiltrækker ikke så meget opmærksomhed som kraftige cell-farver og skarpe linjer. Billedet er dog nydeligt og hun hendes dragt tydeligvis viser at det drejer sig om sci-fi, vi ser dog ikke meget til hende i de afsnit der er på første disc.

    Hvad kvaliteten af selve dvd’en angår er der hellet ikke noget at komme efter. Som sagt er billede og lyd begge af god kvalitet og heller ikke hvad extras angår skuffer dvd’en. Der er et tekst-interview med en af forfatterne, 4 siders projekt skitser, et glossary og memoer fra tilblivelsen af serien. Alt i alt en virkelig forbilledlig samling extras for en almindelig disc fra en serie.

    Alt i alt er Gasaraki absolut en serie der er seværdig og som klart kan anbefales, ikke kun til mecha-fans men også folk der vil have noget dybere eller mere realistisk sci-fi anime.

    Gasaraki DVD 1

    Genre: Scifi / mecha, 4 afsnit på denne disc, 26 episoder ialt
    Alder    : 15+
    Studie: Sunrise, 1997
    Amerikansk licens: ADV