AnimeGuiden

Kategori: Anime

  • Chobits

    Hideki er en ung mand i en meget nær fremtid. Han er lige blevet afvist af universitetet og beslutter sig for at drage fra landet og ind til byen, for at tage hjælpeundervisning indtil næste år. Her møder han det myldrende storby-liv og ser for første gang de “persocoms” han har hørt om, computersystemer i form af personer der følges rundt med deres ejere og kun kan skelnes fra normale mennesker på grund af deres særligt formede ører.

    Desværre har Hideki knapt nok råd til et værelse, så at købe en af disse fantastisk nyttige maskiner er helt udelukket. Derfor er han ret overrasket over at se en ret attraktiv persocom ligge i en affaldsbunke og han beslutter sig for at tage den med til sit værelse. Her lykkedes det ham at starte den, men hun er åbenbart defekt, for hun kan hverken svare telefon, hjælpe ham med lektier eller surfe på Internettet. Det eneste hun kan er faktisk at sige “chii,” hvilket hun til gengæld kan gøre på forbavsende mange måder, så Hideki beslutter sig for at kalde hende det..

    Heldigvis er Chii lærenem, men det forhindre ikke en større del problemer mellem den ret teknologisk uvidende Hideki og de ting der skal og ikke skal gøres med en persocom, især da Chii viser sig ikke at være nogen normal type, men muligvis en af de berygtede “Chobits,” som ingen rigtigt ved hvad er.

     

    Chobits er det nyeste skud på stammen fra CLAMP, et anime studie der er blevet kendt på serier som Magic Knight Rayearth, Card Captor Sakura og X, bare for at komme ind på nogle få. Stilen i Chobits må dog nok siges at være anderledes fra hvad man indtil nu har set fra dem, da den er en blanding af komedie og romantik man ikke lige ville have forventet, især fordi serien har et ret stort indhold af fanservice, på en meget direkte måde der helt adskiller sig fra CLAMPs regulære stil.

    Chobits er sød, humoristisk og med en masse service for den mandlige del af seerne. Man kunne fristes til at sige at Chobits ikke har ret meget handling, hvilket ikke er helt forkert, men når serien er i den humoristiske/romantiske ende af animeskalaen, så bør den ses som sådan, hvor størstedelen af historien handler om Chii og Hideki og den måde de begge hjælper hinanden med at vokse som personer og især de misforståelser der opstår. Dog kan man til tider blive forbavset over at opdage at Chobits alligevel har undertoner der ikke alene er langt fra det nuttede image som serien ellers udviser, men også, på sin egen måde, understreger noget som allerede i dag bliver betragtet som et problem, nemlig menneskers afhængighed af maskiner, til det punkt hvor de bliver mere interesserede i dem end i andre mennesker.

     

    Har man brug for mindst 5 minutters action hver halve time, eller er frastødt af unødig nøgenhed, så er Chobits nok ikke noget man skal spilde tid på, men kan man lide humor og en sød historie, så er Chii ret uimodståelig og serien har lige siden første episode været en favorit både i Japan og i fansub samfundet. Alt i alt, en stille og rolig serie, uden for meget at tænke over, men med mange småting der nok vil være til at finde hentydninger til i animekredse i lang tid frem.

    Serien udkommer både som anime og manga her i vesten og de to løber meget side om side, selvom der er forskelle, da begge versioner indeholder episoder der ikke kan findes i den anden.

    Genre: Komedie, romantisk – 26 afsnit
    Alder    : 13+
    Studie: CLAMP, 2001
    Amerikansk licens: Pioneer.

     

  • Serial Experiments Lain

    Hvem er Lain?
    Hvad er Lain?
    Hvorfor er Lain?
    Er der flere Lain?
    Eksisterer Lain i virkeligheden?
    Hvad er virkeligheden?

    Lain foregår i en ikke alt for fjern fremtid, hvor Internettet har udviklet sig til the Wired. The Wired er langt mere perfekt end det nuværende Net idet man kobler sig direkte på. Den nyeste protokol til Wired, den syvende, skal gøre at Wired smelter mere sammen med den rigtige verden…
    Lain er en skolepige på 13 år. En dag begår en af hendes veninder selvmord ved at hoppe ud fra et tag. Et par dage senere modtager Lain og alle venindens venner en e-mail fra hende, hvori der står at hun ikke er død, men har overført sin sjæl til the Wired og lever videre der.

    Lain selv begynder at bruge mere tid på Wired, og efterhånden begynder grænsen mellem det og virkeligheden at udviskes. Samtidig dukker der en anden Lain op, Lain of the Wired, og denne Lain eksisterer til sidst ikke kun i the Wired men også i virkeligheden, men hvad er virkeligheden? Og er der virkelig to Lain?
    Samtidig begynder nogle underlige folk fra en gruppe kaldet Knights at holde øje med hende og hun møder også en der kalder sig Gud i the Wired og får at vide at Lain altid har eksisteret, men passer det, og er hun denne Lain? Og hvad er Lain?

    Lad mig sige det med det samme: hvis du kan lide action, og forventer cyber-punk action så er du gået meget forkert. Der er ingen action i Lain, kun beskrivelser af hvad der sker inden i og udenfor personerne. Det gør dog ikke at det er en dårlig serie, tværtimod. Hvor der er en “let” handling i mange andre dybere serier udenpå et mere kompliceret plot og budskab, er der intet sådant forstyrrende i Lain. Men samtidig trækkes en “redningsplanke” man kan klamre sig til væk, og man er nødt til at følge meget opmærksomt med og tænke over hvad der sker for overhovedet at have en fornemmelse af hvad der sker. Og man vil også tænke over det længe efter man har slukket for afspilleren.

    Et andet kendetegn ved Lain er dens ret specielle visuelle udtryk. Tegnede billeder blandes mere eller mindre umærkeligt med computergrafik og rigtig video og sammen med en anderledes tegnestil skaber det en helt speciel stemning. Og tegnestilen er ret anderledes: det er manga-stil, pigerne har i f.eks. lidt større øjne end i virkeligheden, men ansigterne er endnu mere simple end normalt. Ingen forstyrrende farver og detaljer så hver enkelt lille ændring i ansigtsudtrykket for lov til at virke stærkest. Desuden er personerne tegnet meget simpelt undtagen i nærbillede, og sammen med at de er tegnet meget små i forhold til baggrunden gør det at verdenen virker meget øde og trøstesløs.
    En anden ting der er med til at skabe en speciel stemning er musikken og lydeffekterne. Der er ikke brugt musik så mange steder i serien som man kunne have gjort. Der hvor der er musik, er den dog meget atmosfærisk og absolut ikke dårlig. Især skal åbningstemaet nævnes, det spilles af den engelske gruppe Boa og er virkeligt godt, både musikken og teksten passer rigtig godt til serien. Hvor der ikke er musik er der til gengæld ofte brugt lydeffekter hvor man andre steder ville bruge musik. Især lyden af elektriske ledninger (ofte sammen med billeder af disse i baggrunden) er brugt meget, det skaber en meget kold, uhyggelig og mekanisk atmosfære der fremhæver splittelsen mellem menneskelig varme og en kold computerverden.

    Hvis du kan lide anderledes science fiction og ikke har noget imod at det har sin egen stil, så er Lain noget for dig. Hvis du til gengæld ikke kan lide noget, hvor der ikke er slagsmål med jævne mellemrum (skjulte voldelige tendenser?) hold dig væk fra serien. Det samme gælder, hvis du ikke bryder dig om at tænke over noget underholdning. Desuden vil de første par afsnit man ser virke mere eller mindre uforståelige og mangle en sammenhæng, men hvis man holder ud og giver serien en chance vil man langsomt begynde at forstå, og så vil man tilgive det.

    Genre: Sci-fi
    Alder: 13+
    Studie: Pioneer, 1997
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Read Or Die

    Her de sidste år har der været lavet adskillige anime serier der ligger i action/agent genren, men Read or Die må nok siges at være den mest imponerende. Handlingen kunne være taget direkte fra en James Bond film. En galning har klonet historiens største genier og vil bruge deres evner til at skabe et ultimativt våben. Men de informationer står i gamle bøger som han sender sine skabninger ud efter.

    En hemmelig organisation stiller sig i vejen og sender deres egne agenter ud for at stoppe klonerne. To af disse agenter er Yumiko Readman, med kodenavnet “The Paper” som har evnen til at forme og manipulere papir, og den hemmelighedsfulde “Miss Deep” som er i stand til at passere igennem solide objekter. Efter en lidt akavet start lærer de to piger dog at arbejde sammen og stopper adskillige af klonerne.

    Read or Die er en ret flot miniserie, med en god blanding af action og humor, især da serien starter med at Yumiko nedkæmper en klon bare for at få en bog tilbage hun endnu ikke har læst, for slet ikke at tale om hendes pjuskede skolelærerinde udseende. Der er nok heller ikke meget tvivl om at hun er seriens midtpunkt og netop hendes naive, uskyldige og åndsfraværende personlighed er total modsat Miss Deeps meget kolde og effektive stil. Men som altid, modsætninger udgør de bedste partnere og deres forhold er med til at gøre serien bedre.

    Ellers vrimler det med imponerende action i serien, superevner mikset med underlig teknologi, og indeholder alt lige fra luftkampe over New York til angreb på skurkens private flydende fæstning, så der er sjældent tid til andet end af følge med i hvad der sker, og siden serien er flot tegnet, så er det en fornøjelse at være klistret til skærmen. Alt sker med et glimt af humor, som da en af klonerne ved et uheld starter serien med at sprænge Det Hvide Hus i luften.

    Read Or Die er et 3 episoders actionbrag der bliver udgivet på en enkelt DVD af manga Entertainment og kan man lide den slags, så tvivler jeg på at den udgivelse vil skuffe nogen, da den hører til anime i topklasse, dog med det lille minus at den til tider virker lidt for forudsigelig, ligesom at Yumiko til tider virker lidt for forvirret og ensporet til at være en hemmelig agent, men det er småting i forhold til seriens underholdningsværdi.

    Genre: Action, 3 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Studio Deen.
    Amerikansk licens: Manga Entertainment

  • Noir

    Mireille er en ung kvinde, der bor i Paris, med et noget usædvanligt job, nemlig lejemorder. En dag får hun en e-mail der vender op og ned på hendes liv.

    Den er fra en ung pige i Japan, Kirika, der lider af hukommelsestab men gerne vil tale med Mireille. Mireille siger ja på grund af en indskydelse og drager af sted. Det første der sker, da hun møder Kirika, er at de bliver angrebet og det viser sig at Kirika er mindst lige så godt til faget som Mireille.

    De to kvinder indleder et samarbejde hvor de langsomt afdækker Kirikas fortid, der lader til at have spor til Mireilles, alt imens de får en del forskellige opgaver. Det hele peger på en ældgammel, hemmelig organisation ved navn Soldats, men ingen kender noget til dem…

    Animationsmæssigt er Noir absolut i den bedre ende af skalaen og man kan absolut se at det er et nyt show. Baggrundene er mange steder næsten fotorealistiske og serien kan praktisk taget bruges som rejseguide til at vise forskellige områder af verden. Character-designet er også udmærket og opnår noget der er meget sjældent for animé, at give personerne en nationalitet. Det er tydeligt at Mireille er af vestlig race mens Kirika ser ret japansk/asiatisk ud. Action-scenerne er også flydende og frameraten er generelt god. Dog er det tydeligt ved de fleste af de flotte landskabstegninger at “kameraet” panorerer over hen over en statisk tegning og at det ikke er animeret som sådan. Ikke at det gør det store men man lægger mærke til det ved den ellers meget flydende animation.

    Lyden i Noir er også fremragende, især musikken er noget helt for sig selv. Den rummer både korsang og heftige techno-beats men det hele passer utroligt godt ind i seriens stil og er godt lavet. Der er dog ikke tale om virkelige ørehængere idet det mere er stemningsmusik, men absolut noget af det bedre af slagsen.

    Noir er en ret ny animé (2001) og da kildematerialet derfor var noget nær perfekt er både billedet og lyden på skiven også blevet virkeligt godt. Der er ingen nævneværdig blødende farveområder eller regnbuer. Både det engelske og japanske spor er i 5.1, hvilket er en sjældenhed. Japanske lydspor er meget sjældent i 5.1 men det er lavet i det fra starten af men blev ikke engang brugt på de japanske dvd’er. De japanske seyiuu (voiceactors) er, som man kan forvente, gode og stemmer passer godt til personerne. For en gang skyld er de engelske stemmer også udmærkede, ADV har denne gang leveret ganske udmærket arbejde.

    Menuerne er godt indrettede og nemme at finde rundt i. Baggrundsbilledet for menuen er i stil med introen og når den loader ser man en mand blive skudt men det hele holdt i meget stiliseret stil uden detaljer, meget passende til serien. I baggrunden er der lidt animation og skiftet til undermenuer er også fulgt af lidt animation uden at det dog går ud over hastigheden, det er hurtigt og nemt at komme fra menu til menu.

    Noir har stil, ingen tvivl om det. Men under den blankpolerede overfalde er der masser af indhold. Man kunne frygte at serien givet dens natur ville ende i et rent action-orgie med blod der flød over skærmen men ikke et gram indhold men det er heldigvis langt fra tilfældet. En stor del af tiden i Noir bruges ikke på målenes afgang fra denne verden men med research om dem og især om Soldats, der altid er at ane som dem der trækker i trådene. De utroligt flotte landskaber giver serien meget af dens stil og charme, den føles mange gange som en slags guide der rejser rundt omkring i verden hvor man ser ny, anderledes steder, helt klart et forfriskende pust i forhold til animés normalt bundethed i Japan og Tokyo i særdeleshed.

    Serien rører også nogle lidt dybere emner som man kan se allerede fra de første par afsnit på denne skive. Det at slå folk ihjel er ikke bare et job som alle andre og dette afspejles i personernes psyker, bekymringer og væremåder.

    Alt i alt er Noir absolut anbefalelsesværdig og er blandt de bedste titler udgivet i Vesten tilbage i 2003.

    Noir vol. 1 – Shades of Darkness

    Genre: Action, thriller
    Alder: 13+
    Studie: Bee Train/Victor Entertainment, 2001
    Amerikansk Licens: ADV

  • Last Exile

    Lige siden Gonzo annoncerede at de var i gang med at lave en serie for at fejre deres 5 års jubilæum har der været en del snak om Last Exile, som ikke blev mindre af at kun nogle få billeder og en kort promotion afslørede noget om serien, lige indtil den dag første episode flimrede hen over de Japanske TV-skærme og jeg har kigget på fansub versionen af serien..

    Last Exile foregår i en verden som kunne have været den vi lever i hvis dampkraft aldrig var blevet erstattet af elektricitet. Her stoppede den victorianske tidsalder aldrig og det er stadig den noble klasse der dominerer samfundet og udkæmper store slag på enorme krigsskibe, ikke længere i havet, men oppe over skyerne.

    Claus og Lavi er to kurerere der i deres lille, hurtige fly leverer meddelelser og pakker til steder hvor det normalt er svært eller umuligt, hvis de da ikke lige har travlt med at forberede sig til de lokale racerløb.

    Og netop under sådan et støder de mere eller mindre ind i en anden kurer, der bliver forfulgt af en type fly de aldrig har set før. Desværre er den forfulgte pilot hårdt såret og han overlader sin “pakke” til Claus og Lavi. Den viser sig at være en lille pige der skal bringes i sikkerhed, noget der viser sig at være alt andet end let og den lille gruppe ender ombord på det store slagskib Silvanus, midt i en kamp mellem nogle af de stærkeste kræfter der dominerer oceanerne over skyerne.

    Grafisk er Last Exile nok den flotteste animation der endnu er lavet til en TV-serie og det er tydeligt at stilen har rødder tilbage til Gonzo’s første animation, Blue Submarine #6. Man har kunne kritisere Gonzo lidt, for mangel på originalitet siden Blue Sub, men her må man nok sige at Last Exile foregår i et omfattende og anderledes miljø og den verden der er skabt til serien er et forfriskende alternativ. Ideen med at dampkraft udvikler sig på denne måde er ikke ny, men man kan se en forbavsende mængde af detaljer i alt, lige fra de små hurtige fly, der meget minder en om den type der blev brugt under første verdenskrig, til de store flyvende fæstninger.

    Hvad det nok er ligeså imponerende som grafikken er tempoet i serien, der lige fra starten er højt og bliver der. Om det så er luftkampe over skyerne, racerløb hen over landskabet eller flugt igennem byer, så foregår det med speederen i bund, med pauser hist og her så man kan få tid til at trække vejret. Last Exile er en serie der absolut bør ses mere end en gang, bare for at få flere detaljer med og det ville ikke forbavse mig at se den på DVD hylderne næste sommer.

    Genre: Sci-fi / Dampkraft / Fly
    Alder: alle
    Studie: Gonzo, 2003.
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Vandread

    Udover at jeg var helt vild med Robotech da den i tidernes morgen var til at se i fjernsynet, så har mecha anime altid kedet mig, selv den legendariske Neon Genesis Evangelion fandt jeg kun middelmådig underholdene. Så da jeg i slutningen af 2000 ville se hvad Vandread var for noget, var det uden de store forventninger.

    Vandread foregår i en fjern fremtid, menneskeheden har forladt jorden og har koloniseret stjernerne. To sådanne kolonier, langt fra Jorden, den ene befolket af de mægtige, noble retfærdige Mænd, som er i konstant kamp mod befolkningen på den anden, en race af morderiske, barbariske og onde Kvinder.

    Hibiki er en ung mand der for at komme frem i tilværelsen beslutter sig for at stjæle en kamprobot han selv har været med til a bygge, en Vangard, men ender med at blive skudt ud i rummet ombord på Mændenes ultimative våben, som de desperat udløser efter et massivt nederlag mod en af Kvindernes piratflåder af små, mobile Dread rum-fly.

    Det Ultimative Våben slynger et skib fra hver flåde halvvejs igennem rummet og våbenets kerne forbinder på mystisk vis de to skibe til et nyt, stærkere skib, til stor overraskelse for den nu blandede besætning, der pludselig består af 158 Kvinder, 3 Mænd og en enkelt mekanisk maskot. Den ret overlegne styrke af Kvinder tager hurtigt kontrollen over skibet, men en helt ny fjende tvinger dem til at arbejde sammen med de få Mandlige medlemmer og overkomme deres ret gensidige had til hinanden, for at kunne overleve og begynde den lange rejse hjem, med det håb at kunne advare deres verdener mod den trussel der er på vej.

    Handlingen i Vandread er ikke videre dyb og ret gennemskuelig, så det er en serie hvor man kan læne sig tilbage og slappe af og bare nyde den uden at skulle spekulere for meget over historien. Mand/kvinde forholdet giver en lidt anderledes vinkel på sagen, men det er stadig bare en måde at fylde et rumskib med en overflod af attraktive animepiger, dog får man en fornemmelse af at alle de personer man ser har deres egen plads og funktion ombord på skibet, lige fra folkene i skibets kontrolrum, til de mindre skibes forsyningsområde (en lokalitet der minder forbløffende meget om en fast food restaurant). Selvfølgelig er der nogen der står mere frem, sammen med den lille gruppe af mænd, især Hibiki og Dita, seriens hovedpar.

    Men hvad der mere end noget andet adskiller serien fra andre af samme genre er at dens ret spektakulære actionsekvenser er lavet med computer animation på et niveau der selv i dag er imponerede og ofte finder man sig selv siddende og måbe over den hastighed og aktivitet alting sker med.

    At den computerskabte del af serien ikke helt matcher med den håndtegnede er nok noget man lige skal vende sig til, men selv om serien brillere med flotte kamp- sekvenser, så er der også tid til at fokusere på hovedpersonerne og selv bi-personer bliver vist frem og får lidt efter lidt mere kød på sig.

    Vandread tilbyder en solid blanding af action og humor, blandet med et par gode bidder drama og et anderledes syn på kønnenes kamp, dog uden at blive for seriøs i længere tid af gangen, men heller ikke så det bliver til en ren komedie. Så hvis man er til mecha action, søde piger og flot computer grafik, så kan man nok ikke gå galt i byen med Vandread.

    Genre: Sci-Fi / Komedie, 2 x 13 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Bubblegum Crisis

    Engang i den nærmeste fremtid har vi udviklet androider, såkaldte Boomers, der ligner mennesker fuldstændig, indtil de afslører deres maskinform. Disse robotter skaber megen ravage når de går amok, og politiet, AD Police, magter ikke at stoppe dem.
    På grund af dette er der en lille gruppe kvinder, der tager sagen i egne hænder og danner gruppen Knight Sabers, som bekæmper Boomerne i nogle meget stærke og avancerede hard suits.

    Bubblegum Crisis er af de fleste regnet for en klassiker inden for anime og med rette. Det var en af de første, der blev udgivet i Vesten og blev rimeligt udbredt uden at være vist på TV, og den er samtidig et af de bedste eksempler inden for en genre, cyber-punk, en genre der netop var meget populær generelt (dog ikke så meget i anime) omkring det tidspunkt, den udkom på, hvilket kan være med til at forklare dens popularitet.
    Dermed ikke sagt at det ikke er en god serie, for det er det, om end den på visse punkter begynder at vise sin alder.

    Grafisk set kan man godt se OVAens alder, men det er mest på grund af designet, detaljegraden fejler ikke noget.
    Characterdesignet er tydeligt fra 80erne men stadig klart og tiltalende. Baggrundene er oftest ret mørke, men det er en del af stilen. Det gør dog ikke, at holdet bag den sprang over, hvor gærdet var lavest, detaljerne er mange, omend de ikke er på højde med mange af de nyeste serier. Til gengæld er der masser af små gimmicks som f.eks. personernes navne på neonskilte på højhuse, man flyver forbi, og den slags. Desværre virker farverne dog meget falmede men det skyldes tildels at man ikke brugte en så kraftig farvepalette dengang som man ofte gør i dag.

    Lyden i Bubblegum Crisis er et kapitel for sig, primært på grund af musikken. I modsætning til de fleste andre serier har hvert afsnit en ny intro-sang, der er arrangeret henover handlingen i afsnittet og ikke kun en fast sekvens. Da en af personerne i serien er sangerinde, er der også en del sang derigennem.
    Musikken bliver anvendt på en god måde og passer til de scener, hvori den er brugt, og den bliver aldrig irriterende eller unødvendig, den er en del af helheden.

    Historien er til dels Bubblegum Crisis svage punkt. På den ene side er den fængende, og man kommer hurtigt til at holde med og af personerne, men på den anden side er den til tider en anelse tynd og utroværdig. Hvordan kunne så avancerede hard suits, at selv mega-firmaet Genom ikke kan hamle op med dem, blive bygget uden at nogen opdagede det? Men det er jo til gengæld altid underholdende at se en lille gruppe modsætte sig en overmagt.
    Personerne er godt beskrevne og har alle nogle lidt dybere personligheder med både styrker og svagheder, og samspillet mellem dem virker godt og troværdigt.

    Det er tydeligt, hvorfor Bubblegum Crisis er blevet en klassiker. Dens gode punkter opvejer klart de dårlige, og tilbage står en glimrende serie, som forståeligt nok er blevet en af pioner-serierne inden for anime i Vesten.
    Så hvis man kan leve med en snert 80 stil og musik og nogle svagheder i plottet indimellem, er den helt klart et must-see.

    Genre: Sci-fi / drama, 8 afsnit
    Alder: 12+
    Studie: Artmic / Youmex / AIC, 1987
    EU Licens: MVM, animeigo

  • Masamune Shirow

    Når man snakker om kæmper indenfor manga, så kan man ikke komme udenom Masamune Shirow og hans værker, som de sidste 20 år har påvirket manga, anime og filmkulturen i både Japan og resten af verden. Selvom han mest er kendt for sin Ghost in the Shell, så har han lavet mange andre serier, og siden han lige netop i år er ret aktuel, så vil vi kigge lidt på ham og hans kreationer.

    Black Magic M-66

    Shirow startede sin karriere allerede da han studerede på universitetet, med at lave mangaen Black Magic M-66, som blev udgivet i det lille blad Atlas.

    Appleseed

    Her blev han opdaget af forlaget Seishinsha, som var meget imponeret over hans stil, og igennem dem udgav han sin næste serie, Appleseed. Den blev udgivet i albumformat, hvilket er ret sjældent for en manga at starte med. Normalt bliver serier ofte udgivet i mindre stykker i større magasiner, men med Appleseed valgte forlaget at tage en chance og udgive den i bind. Mangaen blev en stor succes og gjorde næsten omgående Shirow til et kendt navn.

    Dominion

    Modsat mange mangaer fra den tid, så havde Shirows stil liv og en dybde som var sjælden. Hans meget dynamiske og aktive tegnemåde gjorde billederne meget levende, og hver side indeholdt en overflod af detaljer. Det var ikke kun i tegningerne, men også i form af Shirows utallige kommentarer og tekniske detaljer, noget der gjorde hans mangaer enestående da Appleseed udkom. Hans måde at tegne futuristiske maskiner, robotter og kampdragter på var forfriskende realistisk og anderledes, og når man samtidigt kunne læse lidt detaljer om hvordan de interne dele virkede, så fik hans design et nærmest realistisk skær, hvor man har svært ved at adskille det han opdigter fra ting der virkelig fandtes.

    Orion

    Han fortsatte derefter med at lave Dominion og Orion, der sammen med de resterende Appleseed album var med til at give ham en fast plads på de japanske bestseller lister. Men selv om Appleseed betragtes som hans bedste værk, så var det dog serien Ghost in the Shell der for alvor gjorde ham populær.

    Ghost in the Shell

    Serien udkom i 1990, men det der var med til at gøre den og Shirow verdensberømt, var at den blev filmatiseret i 1995, i en smuk version der stadig i dag betragtes som en af de animefilm man bør se. Efter at filmen havde gået kloden rundt fulgte mangaen efter, og den er udgivet på utallige sprog nu, inklusiv dansk.

    Efter GitS lavede Shirow den mindre samling af historier kaldet Exon Depot, samt en serie til et mindre magasin, med titlen Neuro Hard. Derefter valgte han at satse mere på den kunstneriske side og lavede de følgende år adskillige Artbooks og billedsamlinger, blandt andet den meget populære Intron Depot serie.

    Det var først i 2000 at han igen tegnede en serie. Det blev til ”Ghost in the Shell 2: Man-Machine Interface”, en fortsættelse af hans originale Ghost in the Shell, dog meget præget af Shirows stilskift.

    Ghost in the Shell var dog langt fra den første af hans serier der blev animeret. Faktisk er næsten alt han har lavet blevet omdannet til anime, og der er endda tilføjet nogle film, hvor han har stået for designet. Mange af disse blev dog desværre lavet med et ret lille budget og det kan ses. Især Appleseed animationen og den nyere Gundress film ligger i kvaliteten langt under Shirows mangastil, noget der skuffede mange.

    Først i 2002 blev der igen animeret fra Shirows verdener til et ordentligt budget. Det samme firma som stod bag Ghost in the Shell filmen blev sat til at lave en tv-serie version der fik betegnelsen ”Stand-Alone Complex”. Serien blev en stor succes, og her i 2004 startede anden sæson af den i Japansk TV.

    Men 2004 er i det hele taget et Shirow år. I begyndelsen af marts havde den anden Ghost in the Shell film premiere i Japan, lavet af det samme firma som den først film og tv-serien. Den første uge var Ghost in the Shell: Innocence en af de fem mest indbringende film i de Japanske biografer.

    I april vil den næste Shirow anime komme til de japanske lærreder, nemlig en ny version af Appleseed, lavet i ren computergrafik. Begge film forventes at blive udgivet her i vesten inden for et års tid.

    I dag kan man se Masamune Shirows stil afspejlet i mange andre tegneres billeder, selv om de færreste har adopteret hans detaljerede fortællerstil, og det er ikke kun i Japan. Også mange amerikanske tegnere er blevet inspireret af ham og hans maskiner. På mange måder er især de tidligere af hans serier lige netop det man betragter som klassisk action manga, med fartstriber, underligt og til tider kaotisk opsatte sider og masser af intens kamp. Selv om Shirow ikke var den første til at tegne sådan, så var det dog hans ret imponerende værker der var med til at vise hvordan det skulle gøres og det har gjort ham til en af de rigeste tegnere i verden, selv om han dog selv foretrækker at leve et anonymt liv væk fra offentligheden, imens han dæknavn nu er kendt over hele kloden.

  • Magical girls

    Der er kun få genrer der er så typisk som den med piger, der via mere eller mindre magiske veje opnår evner udover det normale. Lige siden den første serie i de tidligste af år af anime har disse ”Mahou shoujo” været en fast tilbagevendende del af hvert års TV serier og utallige af dem er også nået berømmelse udenfor Japans grænser.

    Disse magiske pige serier er ofte lette at genkende på nogle få, gentagede elementer. Det mest gennemgående er ”henshin” sekvensen, eller på dansk, transformationen. Magiske piger har evnen til at forvandle sig fra deres normale form til en stærkere, magisk person, der nu har specielle kræfter til at overvinde deres modstandere med.

    Disse transformationer er oftest et tilbagevendende element i hver episode, hvor man ser pigen forvandle sig, stykke for stykke og afslutte med at udtale hendes ”signatur” linje. Udover disse magiske evner så er hun oftest også udstyret med et lille arsenal af nuttede og lyserøde objekter, samt et næsten obligatorisk kæledyr, der er ved hendes side som en vejleder.

    Mahou shoujo genren er meget fokuseret i retning af piger og det er langt fra sjældent, at heltinden er en lille pige der ikke alene får nye evner når hun forvandler sig, men i mange serier bliver til en voksen person, der kan klare alle de problemer som en lille pige ikke kan.

    Genren har den store fordel at den er mere eller mindre designet til at indtjene bedre på salg af legetøj og lignende ting end på TV fremvisning. Derfor er alle magiske piger udstyret med et udvalg af objekter der appellerer til publikummet og samtidigt er lette at lave rigtige legetøjs version af.

    Sailor Moon

    Den mest kendte af sådanne serier er nok Bishoujo Senshi Sailor Moon, som handler om skolepigen Usagi, der får kræfter til at forvandle sig til Sailor Moon og i den form bekæmper hun kriminalitet og ondskab. Serien har været vist i mange lande udenfor Japan, har fået sig en enorm global fanbase og er med tiden blevet til 5 TV sæsoner, adskillige film, samt en Live Action TV serie.

    Så netop Sailor Moon er et godt eksempel på genren, for selv om serien er fra 1992, næsten 30 år efter den første af sin art, så er konceptet for begge serier næsten identisk. Dens udgivelse har dog været gunstig, for da Sailor Moon startede var anime kanalerne spækket med action serier og Sailor Moon tilbød et klassisk koncept, lavet med en dybere vægt lagt på personerne og deres forhold, noget der reddede fra bare at blive endnu en serie der blev set og glemt.

    Men der er sket meget indenfor anime de sidste 11 år og som mange andre genrer, så var Mahou shoujo genren nødt til at ændre sig. Derfor er mange serier indefor genren som er lavet de sidste 10 år, langt mere fokuseret på personerne frem for den uendelige kamp mod ondskab. Især i starten af 90’erne skete der en meget tiltrængt opblomstring i genren der igennem det næste årti førte til skabelsen af mange serier der var med til at gøre magiske piger meget populære igen.

    Desværre er det en ret overset anime gruppe her i vesten og mange af i Japan, ret populære serier kan kun fremskaffes som fansubs eller ofte ret dårligt tekstede Hong Kong kopier. Det er desværre en skam, for selv om Sailor Moon er en god serie, så er der adskillige af samme kaliber eller bedre som kun får kender til.

    Miracle Girls

    Personligt foretrækker jeg serier som Hime-chan no Ribbon, Nurse Angel Ririka, Miracle Girls og Full Moon o Sagashite, som dog kan være svære at fremskaffe hvis man ikke lige ved hvorfra. Heldigvis er adskillige gode Magical Girl serier udgivet her i vesten. Blandt dem kan Fancy Stage Lala og Card Captor Sakura nævnes som gode eksempler på nyere serier indenfor genren, og de er anbefalelsesværdige serier hvis man vil stifte bekendtskab til med magiske piger eller gerne vil have noget anime der kan ses sammen med de mindre.

    Men som nævnt, så har denne genre, ligesom mange andre, ændret sig med tiden. Derfor er der også nyere serier der bruger elementer derfra, men samtidigt går nye veje. Angelic Layer, Figure 17 og Arjuna er serier der på hver sin måde give en pige nye kræfter og en alternativt form at bruge dem igennem, men adskiller sig fra de normale transformerende piger på en eller anden måde. Arjuna er ligefrem en øko-thriller der minder meget lidt om den nuttethed der ellers præger mahou shoujo genren.

    Earth Girl Arjuna

    Har man intet imod at opleve den søde side af anime, så er der et stort antal af serier der ligger i denne genre, men er man hardcore action fan eller foretrækker splatter serier, så er det her nok genren man skal gå udenom.

  • Mao-chan

    Jorden er truet af en invaderende magt, der sender monster efter monster ned til jorden for at stjæle Japans nationale skatte, især bygninger. Men her taler vi ikke om ulækre insekter, kæmpe robotter eller ildspyende reptiler, men noget så uovervindeligt som tøjdyr og bamser, nuttede så ingen kan få sig selv til at genere dem.

    For at stoppe dem beslutter det japanske forsvar sig for at bekæmpe ild med ild og samler en lille gruppe af piger, der med deres egen ‘nuttethed’ er i stand til at modstå væsenerne og forsvare Japan, samtidigt med at de trækker folks opmærksomhed væk fra de invaderende trusler.

    Serien handler hovedsageligt om tre små piger der med en kombination af underlig teknik og venskab prøver at redde verden. Ikke altid med lige stort held, men det er OK, for selv når de taber er det i orden, da det ikke alene er umuligt at blive gale på dem, men græder de, så græder Japan med dem.

    Mao-chan har samtidig en humor bag nuttetheden der hæver den over at være bare en børneserie og kan man lide den slags, så kan man nok ikke undgå at holde af serien, da den har øjeblikke hvor man ikke ved om man skal græde eller grine.

    Mao-chan er en serie for børn. Men samtidigt hører den til de få japanske pletskud der også er værd at se for de ældre der godt kan lide klassisk sød anime. For selvom der ikke er tvivl om at serien er lavet for de mindre, men alligevel har den elementer der gør den interessant for de lidt ældre, både humoren i serien og så de øjeblikke hvor den virkelig bliver så sød at man enten må elske den eller gå i sukker shock.

    Har man set serien LOVA Hina, så vil man nok kunne genkende en del af tegnestilen og ikke mindst personerne i serien, for den er lavet af de samme folk som stod bag den serie. I en episode kommer pigerne ligefrem på besøg på Love Hina’s Hinata Sou, på et tidspunkt efter seriens afslutning. Et meget hyggeligt indslag for LOVA Hina fans, selvom Mao-Chan ellers er af en helt anden stil.

    For at kunne lide serien skal man nok være en fan af sød anime, da det er Mao-Chans store styrke og er så gennemsyret af det at den nok hører til blandt de bedste af sin slags, i selskab med serier som Card Captor Sakura og Sugar. Har man yngre børn man gerne vil se lidt anime med, eller han man lyst til noget at den slags anime der bringer solen frem på en grå dag, så er den perfekt.

    Genre: Comedy / Sci-Fi
    Alder: Alle
    Amerikansk licens: Geneon

  • Mahoromatic

    Jorden har været under angreb af aliens, men organisationen Vesper har forsvaret os, uden at offentligheden har bemærket det. Til det formål havde de androider (menneskelignende robotter). En af disse, Mahoro Ando, får lov at trække sig tilbage efter tro tjeneste, og hun vælger til alles overraskelse at blive tjenestepige.

    Suguru er en ung dreng, der bor alene og har hårdt brug for hjælp til at klare husholdningen, så derfor søger han en hushjælp.

    På vej i bussen møder han Mahoro, og han håber, at han vil få en tjenestepige som hende. Bussen bliver kapret, men Mahoro stopper forbryderne, forklarer hun er en androide til Sugurus store mistro, og forsvinder.

    Suguru viser sig faktisk at have hyret Mahoro, og hun bliver ansat på prøve. Der er bare det lille problem, at hun er imod pornografi, og Suguru har en gigantisk samling af sådanne blade…

    Sugurus klasse bliver først meget oprørt over, at han har fået en ung tjenestepige, men pigerne i klassen bliver hurtigt veninder med Mahoro. Hans klasselærer og Mahoro ender dog i noget nær åben krig, idet klasselærereren vil være den eneste, der har hans opmærksomhed, og hun forsøger at forføre ham med sin kæmpe bryster, noget der irriterer Mahoro grænseløst, idet hun i forhold til er ret flad.

    Men er truslen fra rumvæsnerne helt væk?

    Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så er Mahoromatic en ecchi (små-pervers) komedie. Humoren er meget seksuelt baseret, der er mange scener med bryster, nøgenhed og henvisninger til pornografisk materiale. Der er dog intet eksplicit i serien, kun udetaljeret men godt nok fuld frontal nøgenhed. Det hele får et lidt selvironisk tone idet Mahoros valgsprog er ”Echi wa ikenai to omoimasu” – perverse ting er forkerte/noget skidt. Denne afsky for porno, noget der optager Suguru meget ligesom mange rigtige unge mænd, er en af hjørnestenene i Mahoros væremåde og drivkraften bag flere afsnit af serien. Det ironiske kommer ved, at vi indimellem ser Mahoro nøgen, både ”ubevidst” ved scener i et badehus, men også som når hun går i bad med Suguru og ikke kan se noget upassende i det, hun jo bare sit job og sørger for, at han bliver vasket ordentligt.

    Dette får det måske til at lyde som tæt på pornografi selv, men selvom serien da er noget af det lidt mere ekstreme, så er den langt fra rigtig hentai, den pirrer lidt indimellem, men ikke mere, og oftest er det underbygget af handlingen.

    Som allerede antydet i beskrivelsen af Mahoro ovenfor, er der mange farverige personer i serien. Suguru er en typisk teenagedreng, der interesserer sig for afklædte piger. På trods af, at han er seriens hovedperson, er han på nær sin kærlighed for og gigantiske samling af porno en af de mest normale i serien.

    Mahoro selv er udover sin ekstreme afsky for porno en normal tjenestepige, men hendes fortid som kampandroide spøger.

    Klasselærerinden er meget opsat på at forføre de unge drenge og at have deres fulde opmærksomhed. Til dette formål udnytter hun sine store attributter, noget der især har påvirker Suguru, der havde en forkærlighed for sådanne indtil Mahoro kom.

    Sugurus klassekammerater er heller ikke alle helt normale men dog ikke så ekstreme. Drengene minder om Suguru og støtter ham i kampen for at beholde pornobladene mens pigerne er på Mahoros side. De har dog alle deres små særheder, som pigen der bryder ud i glædesråb når hun får god mad.

    Grafisk set er serien udmærket, og man ser tydelige, at den er af nyere dato. Farverne er klare og tydelige, hvilket er med til at give serien et meget levende udseende, og sammen med en flydende animation og en god detaljegrad giver det serien et tiltrækkende udseende. Personernes design er er pænt og tiltalende, det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få personerne gjort tiltalende. Dette er dog ikke en ros der skal tilfalde serien selv, idet personerne er nærmest 100% identiske med dem i andre værker af den ansvarlige karakterdesigner, Ditama Bow.

    Serien følger mangaen, der er tegnet af Bow, meget tæt designmæssig, og heri ligger det negative. Bow kan nemlig stort set kun tegne nogle få karaktertyper, så dem i Mahoromatic ligner dem i hans tidligere hentai-mangaer, noget der indirekte får Mahoros modstand mod porno til at være endnu mere komisk.

    Lyden i serien er også udmærket. Musikken er ikke noget virkeligt specielt, men der er nogle gode numre imellem, f.eks. slutsangene, der er mamboer sunget af pigerne fra serien.

    De japanske stemmelæggere gør et rigtigt godt stykke arbejde i at give personerne karakter. Mahoros ”ecchi wa ikenai to omoimasu” er ikke noget, man let glemmer, og generelt ville serien slet ikke være det samme uden de gode stemmer.

    Alt i alt er Mahoromatic en glimrende ecchi-komedie, der formår at underholde på flere områder. De er faktisk en dybere historie bag det sjove, og den er med til at give personernes lidt stereotype opførsel en baggrund og forklaring. Denne anmeldelse er sprunget let over disse ting for ikke at ødelægge noget for folk, men historien er der og fylder mindst lige så meget som fanservicen.

    Desværre lider serien i manges øjne af en elendig slutning, noget der ofte er tilfældet med serier fra Gainax, men turen på vej dertil er umagen vær.

    Fans af sådanne komedier vil ikke gå galt i byen, og folk, der kan lide tjenestepiger behøver ikke engang overveje det, de har allerede titlen eller skriver den på indkøbslisten i dette øjeblik.

    Genre: Komedie
    Alder: 15+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Geneon

  • Magical Shopping Arcade Abenobashi

    To børn, Sasshi og Arumi, lever i et forfaldent forretningskvarter der trues af nedrivning. Men der er en legende om at så længe det magiske pentagram som kvarteret er bygget efter stadig eksistere, så vil det blive bevaret. Desværre bliver en af de statuer som udgør en del af pentagrammet ødelagt og som et resultat af dette ender de to børn på en længere rejse mellem alternative versioner af kvarteret.

    De besøger den ene underlige virkelighed efter den anden, imens de leder efter noget der kan redde deres kvarterer, noget der kommer til at involvere en troldmand og et gammelt kærlighedsdrama. Det viser sig også at være langt fra nemt, da de virkeligheder de besøger er ret ekstreme og ofte uden den store fornuft, udover at det altid er de samme personer de støder på, i nye ”roller”.

    Abenobashi er lavet af studiet Gainax, som har specialiseret sig i underlige serier og stiltyper. Serien her er derfor lige noget i deres sædvanlige stil, eller mangel på samme. Abenobashi er mere end noget andet en række af enkelte parodier, ofte lavet i en stil der er normal for den genre der er episodens offer. Om det så er rollepspil i pixel format med genoplivninger, martial arts kampe i Fist of the North Star og Dragonball stil eller kærlighedsdramaer som man kan finde det i utallige japanske dating spil, så bliver hver episode af serien fokuseret omkring en genre og trækker det ud i det humoristiske.

    Det der nok er med til at gøre det mere underholdende er at børnene ved hvad der er galt og prøver, til tider, at klare hver alternativ verden efter dens ”regler”. Dog har de hver deres indstilling til tingene, hvor pigen Arumi er den mere fornuftige og helst vil hjem, imens drengen Sasshi er mere eller mindre med på legen. Kombineret prøver de at finde den røde tråd der forbinder alle de underlige realiteter med deres egen og løse den indviklede gåde som magien rundt om deres kvarter viser sig at være.

    Abenobashi skal ses med en del tolerance, for den vil til tider, især i starten, give meget lidt mening. For det meste minder den om en gang blandede afsnit med fælles personer. Serien er ikke så genial sindssyg som Gainax tidligere top hit FLCL. Den er en stribe af parodier på kendte anime genrer, med en historie vævet ind for at holde handlingen kørende. Til tider kan det blive lidt for meget umotiveret galskab, men på den anden side indeholder serien adskillige guldkorn.

    Har man ikke set så meget forskelligt anime, så skal man nok vente med at se Abenobashi, da mange af seriens jokes er baseret på andre film og serier, ligesom at handlingen ofte er hurtig og kan virke total blottet for dybere mening. Men har man derimod kendskab til diverse anime og ikke kræver at det man ser giver for meget mening, så er serien ganske underholdende.

    Personligt vil jeg ikke mene at Abenobashi er en af de serier der vil skrive anime historie eller blive husket for længe, da den blegner lidt i forhold til FLCL, som den nok altid vil blive målt mod. Men har man set FLCL og gerne vil se lidt mere af Gainax’s utraditionelle serier, så burde man tage et kig på Abenobashi.

    Genre: Weirdness
    Alder: 7+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment