AnimeGuiden

Kategori: Anime

  • Witch Hunter Robin

    I en nær fremtid, en verden der på næsten alle måder ligner vores egen, arbejder en hemmelig global organisation med at beskytte menneskeheden mod en ældgammel trussel indefra. Organisationen STN holder styr på alle der har genetiske anlæg for at bruge “kræften,” også kendt som hekseri. De fleste af disse folk er normale borgere der ikke engang kender deres potentiale, men en gang imellem bliver disse evner aktive og er en trussel for andre. Der rykker STN så ud for at opspore og bekæmpe de folk der misbruger de evner.

    Pigen Robin er lige ankommet til den Japanske afdeling af organisation, efter at have tilbragt det meste af sit liv i et kloster. Hun er selv i stand til at skabe og manipulere ild og med det, modvirke andre “hekses” brug af kraft, dog er hendes evne til at fokusere langt fra så god som den burde være, noget der dog kompenseres for med briller.

    Robin bliver en del af den lille Japanske afdeling, der i forvejen er en broget blanding af næsten normale personer, med lidt potentiale i retning af hekseri, men som hovedsageligt bruger god, gammeldags detektivarbejde til at opspore dem der misbruger “kraften” og neutraliserer dem ved hjælp af en væske kaldet “Oboe”, som organisationens medarbejdere bærer om halsen for at modstå hekseri og som også er ladet i de kugler de bruger til at stoppe hekse.

    Witch Hunter robin er nok et af de bedre forsøg på at lave en action/horror anime. Det er meget svært at lave uhyggelig tegnefilm og WHR når heller aldrig et stadie hvor man egentlig er bange, men derimod skaber den en solid dyster stemning der er gennemgående i hele serien. Der er også meget lidt af den traditionelle animestil over serien, hvilket gør at den skiller sig meget ud fra andre serier og samtidigt får et mere moderne præg og hele handlingen er derfor mere intens, fordi man ikke forventer en ”happy ending” eller at alting ordner sig for det bedste.

    Hvor WHR hurtigt kunne være gået hen og blevet endnu en serie der fokuserer på blod, vold og kæmpestore våben, som normalt er en del af dystre actionserier, så går den derimod i en helt anden retning. Den fokuserer meget på personerne i serien og viser at det er mere deres egne menneskelige evner og dygtighed der hjælper dem, frem for udstyr eller superkræfter. Netop at serien tager sig tid til at beskæftige sig med personerne er et absolut plus, især det underlige forhold mellem den dystre og sammenbidte Amon og så Robin, som aldrig har været vant til at omgås andre end de præster og nonner der boede på klosteret.

    Grafisk er Witch Hunter Robin en flot blanding af håndtegninger og ofte ret synligt computerdesignede baggrunde, men den kantede og mørke stil passer perfekt til serien, som nok ikke ville have været det samme med en normal tegnet baggrund. I det hele taget er der gjort megen umagen med at gøre mange detaljer i serien nedtonede, dunkle og til tider ret farveløse, uden dog at ødelægge indtrykket. Ligeledes er musikken der er valgt til WHR ret stemningsfuld og passer til det grafiske design.

    Serien kan virke langsom og lidt sløv i starten, men får mere og mere fart på, ofte uden at man helt lægger mærke til det, indtil noget større pludselig dukker op og man opdager hvordan det har ledt op til det igennem de forrige episoder. Witch Hunter Robin skal ikke ses for action, eller horror, men for den dystre stemning som er ret vellykket og kan man lide en serie der har sådan en stemning og giver mulighed for at tænke over handlingen, så er Witch Hunter Robin et godt tilbud på en god serie som man kan hygge sig med en mørk aften.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: Bandai Visual / Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Puni Puni Poemy

    Poemi drømmer om at blive en Voice Actor, en af de personer der lægger stemme til blandt andet anime. Men imens hun er i skole bliver hendes familie dræbt at et rumvæsen, men ved hjælp af en død fisk får Poemi muligheden for at få hævn, straffe ondskab og muligvis redde verden.

    Efter hendes forældres død flytter hun ind hos en veninde, der lever sammen med et helt sæt søstre, der i bedste Power Ranger stil kan forvandle sig til klodens beskyttere. Desværre er deres evner mildest talt ubrugelige, og det er derfor op til Poemi og hendes magiske form at banke de rumvæsener og kæmpemechaer der truer byen.

    PPP er en meget svær serie at beskrive med ord. Den har kun to episoder, men der foregår nok i dem til at den kan måle sig med en middelstor serie. Grundlæggende er den en parodi på magiske pige genren, og den gør grin med serier som Card Captor Sakura, Sailor Moon og Power Rangers, ofte på det groveste, for der bliver ikke holdt igen nogen steder.

    Midt i vanviddets centrum er Poemi selv, og hendes mest dominerende træk er lange, hurtige monologer der får en til at tabe pusten bare man lytter til dem. Samtidigt bliver man distraheret af en handling der ofte virker som når man sidder i et tog og alting bare farer forbi.

    Serien vrimler med humoristiske godbidder, og har man set serien Excel Saga vil man nikke genkendende til mange ting, men det er dog ikke et krav for at kunne nyde PPP. De mange gags og referencer er ofte totalt overgearet og underlige, men lige så tit overraskende.

    Man skal nok kunne lide en god parodi for at få alt morskaben ud af serien og ikke være blandt de folk der let bliver stødt, for PPP har meget få hæmninger. Lige fra ”Alien 1” og ”Alien 2” der bruger underlige kugler der hænger fra deres skridt som våben, til et helt orgie af fanservice i episode to, hvor alle mulige feticher bliver fremvist i fuld styrke.

    Puni Puni Poemi er ikke pornografisk, men den fortjener sin 17+ notits på coveret, for det er absolut ikke en serie for børn. For selv om den nok kan ses af mange under 17, så er det nok ikke lige den bedste serie at introducere sine mindre søskende, eller forældre for.

    Selv var jeg meget i tvivl om hvorvidt netop denne serie ville nå det vestlige marked, men ADV har haft tre år til at arbejde med den og har heldigvis beholdt det hele, selv om det næsten skubbede serien hen på de frygtede ADULT hylder.
    Puni Puni Poemy har allerede længe været en klassiker til diverse anime træf, og kan man lide god, wacky humor, så bør man investere i den her DVD, om ikke for andet end at skræmme alle ens venner der ikke har set anime før.

    Genre: Komedie
    Alder: 17+
    Studie: J.C.STAFF, JVC
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Kodomo no Omocha

    En ting der ikke kan siges for ofte er at anime skal ses med et åbent sind og man skal altid være parat til at visse film eller serier har et eller andet der bare ikke kan beskrives, eller hvor det er næsten umuligt at få de elementer med i en anmeldelse. Kodocha er en sådanne og den en af de serier der var med til at ændre min opfattelse af hvad anime egentlig var.

    Kodocha handler om pigen Sana, der bedst kan beskrives som en yderst hyperaktiv, selvom den beskrivelse er mild i forhold til hendes næsten hysteriske overforbrug af energi. Sana er med i et tv-show ved navn ”kodomo no Omocha”, hvor hun er forestillingens stjerne, både på grund af hendes umådelige energi og så hendes meget positive indstilling til alting.

    Desværre er hendes dagligdag ikke helt så harmonisk som hun kunne ønske. Faktisk så har hun store problemer med en dreng, Hajime, som går i hendes normale klasse, som er lederen af de lokale bøller. Dog lykkedes det Sana at stoppe hans karriere som overbølle. Desværre går det op for hende at uden en gruppe af rygklappere, så er Hajime en ret ensom person og da Sana ikke kan komme i nærheden af personlige problemer uden at prøve at løse dem, så kaster hun sig nu over Hajime, en opmærksomhed han ikke ligefrem er interesseret i.

    Kodocha er en rigtig shoujo anime, lavet med piger som det oplagte publikum, men den er dog en af de meget populære af slagsen og nåede at få 101 episoder. En oplagt grund til at serien er så elsket er uden tvivl Sana og så seriens ret specielle kaotiske stil, der ofte får en til at tænke ”Hvad var lige det?” For eksempel, så har Sana’s mor et egern boende på hoved og kører rundt indendørs i en lille elektrisk bil. Her er det så at det med åbent sind kommer ind i billedet, for med mindre man kan se humoren og forstå seriens skift mellem skør komedie og alvorlig drama, så kan den være meget svær at følge med i.

    Især det første indtryk af serien er meget blandet. Allerede i episode et vælter det med underlige og ofte ret japanske jokes. Sana virker til tider som en Energizer bunny på speed og tegnestilen minder til ofte om farvelagte skitser. Men vender man sig til seriens alternative stil, så er den fyldt med god humor og hjertevarmen historier. Især de ret store forskelle mellem Sana’s humør, hvor hun kan skifte fra ”hyper-mode” til seriøs på et øjeblik og så tilbage igen hjælper virkelig med til at hamre stemningen ind.

    Det største problem med Kodacha er at kun halvdelen er udgivet på engelsk, hvilket er en stor skam. Men serien er lidt gammel og lavet i en periode hvor dens stil og udformning ikke var rigtig for det amerikanske marked. Dog er en anden serie af samme forfatter, Marmalade Boy, begyndt at udkomme, ligeledes er manga versionen af Kodocha også udgivet på engelsk, som jeg dog personligt syntes mangler den hyperaktive stemning (og Sana’s “sange”) der gjorde animeversionen til noget specielt for mig.

    Genre: Comedy / Drama
    Alder: 7+
    Studie: Pony Canyon
    Amerikansk licens: Funimation

  • Yui Horie

    Det kan ofte være svært at sætte navne på de folk der lægger stemmer til kendte anime karakterer, men Yui Horie er en de voice actors der har fulgt med den nye bølge af anime serier og er, takket være adskillige populære roller, blevet et ganske populær idol de sidste år.

    Selv om hun har haft mange biroller, så var hendes første populære karakter fra en serie der er forholdsvis ukendt her, nemlig Multi fra To Heart. Den karakter er meget populær i japan, men siden To Heart først for nylig er blevet opkøbt af en amerikansk firma, så er det kun folk i fansub kredse der har haft fornøjelsen af den.

    Derimod er hendes næste store rolle meget kendt. Til trods for Yuis ret spinkle udseende, så har hun evnen til at variere sin stemme meget, noget der var ret nødvendigt da hun blev hovedpersonen Naru i Love Hina. Serien blev et stort hit, og hendes karakter var en af de mest populære anime piger i 2000-2001.

    Hendes næste store rolle var som Tohru Honda, den kvindelige hovedperson i serien Fruits Basket. Hendes karakter der er næsten så modsat af Naru som den kan være, og de færreste ville nok lægge mærke til at det er den samme person der er stemme bag dem begge.

    Men Fruits Basket blev også et stort hit, selv om den nok aldrig bliver så populær som Love Hina. Men to sådanne roller åbner døre og frøken Horie har ikke manglet roller de sidste par år, selv om de fleste har været mere i den nuttede end, og mange af serierne er så nye at de stadig ikke har nået de vestlige DVD hylder.

    Hvad der dog er med til at skille Yui Horie ud blandt utallige voice actors er at hun også kan synge. Det er altid en fordel indenfor anime at have lidt musikalske talenter, men hendes strækker sig ud over det og hun har lagt stemme til en del anime åbnings og afslutnings temaer allerede.

    Det har givet hende nok popularitet til at hun også har udgivet et album og adskillige enkelte CDer.

    Selv om Yui har en populær stemme og en ret stor fan gruppe, så er hun dog forholdsvis ny i faget og det kan mærkes på hendes roller. Hun passer bedste til de mere nuttede og romantisk/søde anime serier og det er ikke så tit hendes roller bevæger sig udenfor de rammer, hvilket nok er lidt syndt.

    Derimod er hun god til lige netop den slags, noget hun har demonstreret i serier der også er ganske populære, som Kanon, Ultra Maniac og Bottle Fairy. Så der er nok ingen tvivl om at man kommer til at høre mere fra hende, ikke mindst i den nye version af To Heart der kommer i år, hvor hun igen lægger stemme til Multi.

  • Soul Taker

    Kyosuke Date starter serien med at blive dræbt, da hans mor borer en kniv igennem hans hjerne. Men i stedet for bare at dø, så gennemgår hans krop en forvandling og han bliver til et næsten uovervindeligt monster. Men hans moder dør selv, dræbt af en gruppe ukendte mænd. I hans monsterform er de dog ikke nogen udfordring for Kyosuke. Det er derimod deres leder, som Kyosuke får hjælp til at besejre, fra manden Richard Vincent og pigen Komugi.

    Det efterlader Kyosuke dybt forvirret og pludselig involveret i en kamp mellem adskillige organisationer, den mest dominerende værende ”Hospitalet”, som åbenbart er roden til alle problemerne. Men Hospitalet er egentlig ude efter Kyosukes søster. Hun har levet i skjul, efter at have skabt adskillige kopier af sig selv, til at tiltrække hendes forfølgere.

    Kyosuke begynder derfor også at opspore disse alternative versioner af hende, og bliver dybere og dybere involveret i en verden af genetiske monstre, hemmelige organisationer og rænkespil der skal skrælles igennem, lag for lag.

    Soul Hunter kunne let være blevet endnu en monster serie, med supervæsener der banker løs på hinanden som højdepunktet i hver episode. Men hvor serien adskiller sig fra alt andet er i sin stil. På mange måder er alting lavet i abstrakt leg med farver og linier, der til tider gør serien til et dystert kunstværk, noget der passer fantastisk godt med stemningen og handlingen.

    Kyosuke prøver at løse det mysterium der omgiver ham, men bliver hele tiden stoppet eller sløvet ned af at modstanderne er et skridt længere fremme, og hver eneste sejr afløses af et dybere lag af intriger og komplikationer. Det gør at serien konstant er i bevægelse og den giver mest mening når man kigger tilbage på handlingen, hvilket vil sige at det er en serier der ses bedst med tænke pauser ind imellem.

    Men det er også en monsterserie, og der er nok kampe i den. Kyosuke er ofte oppe mod andre monstre og væsener der virker som noget fra et dårligt syretrip. Lige fra zombie sygepassere til genetisk modificerede monstre som ham selv. Selv om kampene er ekstreme, blodige og ret voldelige, så holder de seriens stil og passer ind i handlingen, snare end bare at blive brugt til at styre serien.

    Så Soul Taker er actionfyldt og har en dyb handling, men det er stadig det grafiske der tager stikkene hjem. Om det så er kampene eller dramaet, så er serien tegnet og farvelagt så den til tider virker helt abstrakt og drømmeartig, med underlige vinkler. Farvelægningen er mere tilpasset stemningen end realisme, og scenerne har ofte en total mangel på respekt for billedopbygning.

    Men man kan ikke have dyb anime uden passende personligheder og dem er der mange af i Soul Taker. Selv om serien har en hovedperson, så er det dog lige så meget bipersonerne man lægger mærke til, for de har alle en vigtig del af handlingen i sig. Lige fra hver fragment af søsteren, til seriens skurke bliver de alle uddybet. Man ser lige så meget hvad der motiverer dem og hver enkelt person står frem og bliver mere end bare et flygtigt møde. Især seriens komiske modpunkt, pigen Komugi-chan har en fremstående rolle. Hendes karakter har senere givet liv til et Soul Taker spin-off der er blevet mere populær end originalen.

    Soul Taker er nok en af de mere oversete serier. Den er ikke ret kendt, selv om den på mange måder nok ville være noget for de folk der kan lide både Neon Genesis Evangelion og Serial Experiments Lain. Men nok netop de elementer gør nok at serien kan være tung kost, noget man ikke normalt forbinder med anime eller horror serier, så mange der leder efter dybere anime vil nok undgå den, imens den tiltrækker en del splatter anime fans, som har svært ved at forstå handlingen.

    Skal jeg give et bud på en nyere anime der tilbyder action og noget at tænke over, så kan jeg anbefale Soul Taker. Selv er jeg ikke meget for monster/horror genren, men jeg er glad for at jeg gav den en chance, især fordi den er en serie der vinder på at blive set flere gange.

  • Anime i 2003

    At sige at 2003 var et godt år for anime er en underdrivelse af proportioner. Aldrig er så mange titler blevet udgivet i vesten, og aldrig før har så mange nye serier været lavet til japansk tv.

    Det menes at anime stod for omkring 60% af budgettet for alle japanske TV-produktioner sidste år, og mange serier opnåede højere ratings end andre programmer der blev vist. Ligesom Chobits og Azumanga gjorde i 2001 og 2002, så var serier som Last Exile og Stellvia blandt nogle af de største publikumsmagneter i Japansk TV.

    Her i artiklen vil jeg tage et kig på hvad der blev vist i Japan sidste år, og som allerede er på vej til DVD hylderne, og hvad vi kan forvente dukker op senere på året.

    Det er nok passende at starte med serierne Last Exile, Gunparade March og TV-versionen af Ninja Scroll. Disse er blandt nogle af de hurtigste serier til at udkomme i Vesten. Hvor man før i tiden skulle regne med at vente mindst et år, så var disse tre ude på under 8 måneder fra den første episode blev vist i Japan. Dette skyldes meget at salget af serierne til udlandet nu er noget som ofte bliver medregnet i visse seriers produktion og nogle gange, som med Ninja Scroll, så er den ligefrem medproduceret af et Amerikansk firma.

    Blandt årets nye serier er der også en del efterfølgere til serier som allerede er ude eller på vej. Ai Yori Aoshi, Full Metal Panic, Paradise Hunters og Happy Lesson har alle fået en ny sæson, imens Please Teacher og Read or Die har fået nye TV serier der dog ikke helt følger originalerne.

    Men i de næste måneder kommer vi til at se en stribe af nye titler som allerede er i de sidste stadier af forberedelse til vestlig udgivelse. Blandt andet Gungrave, baseret på actionspillet af samme navn og nok et sikkert hit blandt fans af Hellsing og Trigun. TEXNOLYZE er en mere speciel serie, med mange af de navne der stod bag serier som Lain og Niea_7. I den lidt mere humoristiske ende kommer Wandaba Style og Narue no Sekai (Narue’s World). Til dem der vil have action krydret med en del nøgenhed er kampserien Ikkitousen under licens, og er man ude efter en dybere og mere handlingsmættet serie bør man se frem til Wolf’s Rain. Fans af D.N.Angel mangaen kan glæde sig, for den animerede version er også ved at blive bearbejdet til vestlig udgivelse.

    Men det var bare de titler som er garanteret til at nå os i det kommende halvår. Der er mange andre animeserier, der stadig bliver forhandlet om. Blandt andet Stellvia of the Universe, som ved siden af Last Exile fik mange fans i første halvdel af året med sin blanding af humor og computergenerede rumscener, hvilket vil minde mange om den meget populære Vandread.

    Rumiko Takahashi, nok mest kendt for Ranma og Inuyasha, fik hele to serier animeret i 2003. Den første er Rumiko Theater, en samling af enkelte fortællinger og her til efteråret kom der en TV-version af hendes Mermaid’s Forest. Disse vil nok blive opkøbt af Viz, som normalt udgiver alle Takahashis produkter. Ligeledes har hendes Inuyasha serie fået sin 3. film, som der dog nok går lidt tid før vi ser noget til.

    Vampyrer har altid været godt i en anime, og sidste år havde hele 2 serier med dem. Den første er Hitsuji no Uta (Lamenent of the Lamb) som spiller på det mere psykologiske, imens Tsukihime (Moonprincess) holder sig til en mere actionpræget stil.

    Selvom det vestlige publikum heller ikke kan få nok af mecha, så har den genre været lidt død. Men serien Godannar ruller disse måneder hen over de japanske skærme og den er en forfriskende humoristisk parodi på sig selv og genren generelt.

    Ligeledes sælger alt med ninjaer og samurier jo godt, så vi kan nok også forvente at oktoberserien Peacemaker Kurogane udkommer her. Den foregår belejligt nok i samme historiske æra som Kenshin animeen og fans af den serie vil nok kunne lide Peacemaker. Og når vi nu er i det mere actionprægede, så kan man ikke komme udenom Full Metal Alchemist, som netop har alt hvad man kan ønske sig i en typisk action anime.

    Ovre i thriller genren er der så Gunslinger Girl, som handler om en organisation der bruger unge piger som snigmordere, efter at have mekanisk forstærket deres kroppe. Fans af Noir vil nok nikke genkendende til seriens stil, både i handling og på den grafiske side.

    Udover hvad der blev nævnt her, var der i alt over 100 animetitler der blev vist i Japansk tv i 2003. Mange af disse vil nok udkomme i vesten, men hvert år er der en del som ikke gør og der er desværre mange titler der er populære blandt fans udenfor Japan som endnu ikke er opkøbt af amerikanske firmaer. Men heldigvis bliver det tal mindre og mindre hvert år, efterhånden som anime bliver mere og mere mainstream.

  • DearS

    Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

    Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

    En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

    Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

    Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

    Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

    Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

    Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

    Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

    *sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

    Stammer fra: juli 2004, tv-serie
    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: Genco
    Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics

  • Amazing Nurse Nanako

    Nanako arbejder som stuepige/sygeplejerske hos doktor Ogami, en genial/gal videnskabsmand der kun får de mest specielle patienter.
    Hendes virke på klinikken går ud på at lave mad – det vil sige kremere fisk – og hjælpe ham med hans patienter/eksperimenter – hvilket vil sige blive generet af dem og især doktoren selv.

    I første afsnit kommer et nyt eksperiment fra militæret og kirken, et væsen ved navn Green som Nanako selvfølgelig skal hjælpe med at undersøge, efter at hun har fundet doktoren altså.
    Afsnit to er de på tur til vildmarken for at træne Nananko, som dog efter et skænderi med doktoren løber væk og farer vild i ødemarken…

    Billedet er meget skarpt og farverne klare, ingen regnbuer eller pixellering. Animationen er også god, hvilket nærmest også er at forvente for ret nyt show (1999) og serien ser generelt godt ud, ikke kun indimellem men holder en god kvalitet hele vejen igennem, hvilket til dels nok kan tilskrives at det er en OVA. Serien er lavet på computer og har nogle panoreringer, hvor dette meget tydeligt fremgår. Disse sammen med det tydelige lagvise opdeling som computerne har skabt vil sikkert kunne irritere visse folk men det er ikke noget som andre end purister vil bemærke.
    Opening’en varierer fra afsnit til afsnit og er meget dyster og har noget tilsvarende musik, noget anderledes end seriens meget lette stil, der dog har dystre undertoner hele vejen igennem så den er ikke helt malplaceret. Slutningen begynder med den sædvanlige stak collagebilleder hvorefter der kommer en 3d CG-sekvens med Nanako der bliver jagtet af en robot, anderledes og sødt men endnu et sted puristerne vil rynke på næsen.
    En sjov ting er menuerne: de er pænt sat op og nemme at finde rundt i, menupunkter på en linje nederst og et billede af Nanako ovenover. De er imidlertid animerede sådan at Nanakos bryster hopper indimellem, selv menuerne afspejler pointen med serien.

    De to lydspor (japansk og engelsk) er klare og tydelige og har begge en god udnyttelse af kanalerne om end der ikke er de vilde surround-effekter.
    Musikken er acceptabel men ikke noget specielt, ikke noget man får lyst til at købe som cd senere. Som førnævnt passer introsangen ikke helt ind i stemningen i resten af serien idet den er meget storslået og dystert og leder tankerne hen på et heroisk sci-fi drama men da serien hele tiden har nogle undertoner af at der er et eller andet i vejen passer det alligevel ind på et eller andet plan.
    Lydeffekterne er gode og ofte brugt, især er boing lydende når Nanako tumler af sted meget velvalgte og øger slapstick atmosfæren.
    Stemmerne er gode og for en gangs skyld er selv de amerikanske stemmer ok, den amerikanske Nanako nærmer sig faktisk den japanske flere steder .

    Af extras er der en pæn stak: de trailers der blev vist på japansk tv for de 4 første afsnit, en musikvideo med highlights af afsnittene på skiven og 25 siders character-design skitser. Alt i alt en rigtig fin samling extras.

    Coverets billede af Nanako i tjenestepigetøj er pænt og attraktivt, det skal nok få folk til at købe dvd’en. På bagsiden er det et stort billede af Nanako i en meget stram bikini der ikke overlader ret meget til fantasien, nogle små billeder fra afsnittene på skiven og en kort introduktion ”skrevet” af dr. Kyoji der, som alt hvad han siger i serien, ikke holder helt stik men giver et udmærket billede af hvad man kan forvente af skiven.

    Hvis det ikke er gået op for folk endnu så handler serien ikke om meget andet end at se mest muligt af Nanako i undertøj men dog samtidig have en smule plot som undskyldning.
    Historien er dog helt klart AMNs svage punkt, selvom man griner ad og føler med Nanako når hun bliver generet – sexchikane er en del af Nanakos daglige pligter lader det nærmest til. Plottet virker dog alt for ofte som en undskyldning for at komme til at vise Nanako i undertøj eller på andre måder halv- eller hel-nøgen, da det er en Pioneer serie mangler den obligatoriske badescene f.eks. ikke, hvilket er synd idet personerne er gode og en ordentlig handling ville ikke skade. Men den tjener sit formål, idet serien er ment som en ren fanservice serie, og den underliggende mørke, røde tråd med kirken og militærets rolle formår at gøre at man ikke mister interessen helt så hurtigt og faktisk følger lidt med i handlingen og ikke kun venter på næste gang man ser lidt mere af Nanako.
    En sjov ting er at serien er meget opbygget omkring Nanako, det er hende der er det centrale omdrejningspunkt, men vi hører ikke noget særligt om hende eller hendes baggrund, al hendes personlighed vises i den måde hun reagerer på omgivelserne på.

    Alt i alt en acceptabel serie som man dog ikke skal forvente det store af, allerede coveret afslører at det drejer sig om fanservice, allerede der er stilen lagt: en komedie med masser af hud, henvisninger til sex og en sød hovedperson.

  • Jungle wa Itsumo Hale Nochi Guu

    Jungle wa Itsumo Hale Nochi GuuFra første sekund af åbningssekvensen til Jungle wa itsumo hale nochi guu (Guu) ved man, at tempoet bliver højt. Man bliver angrebet af nogle dejlige feel-good sambarytmer, men udover tempoet, er der intet, der kan forberede een på det rendyrkede vanvid, der ligger forude.

    Som titlen på serien antyder, så foregår handlingen i en jungle, men det er bestemt ikke en helt almindelig en af slagsen. Inde i junglen ligger nemlig en landsby, hvor beboerne har adgang til de fleste af den moderne verdens bekvemmeligheder, så det kan ikke ligefrem siges at være et specielt vildt sted. Faktisk, så går dagene meget ens for hovedpersonen Hale, en dreng på ca. 12 år. Han går i skole, hvor det ser ud til, at eleverne aldrig laver noget, fordi læreren altid sover i timen og spiller rollespil på sin konsol derhjemme. Men så i første episode kommer hans mor hjem med en lille sød pige ved navn i lyserød kjole, og hun ser da ganske sød ud, synes Hale. Næste dag er Guu imidlertid som forandret. Hendes øjne virker skræmmende, og hendes stemme er også forandret. Hales mor lægger dog ikke mærke til nogen forandring, hvilket nok kan tilskrives hendes store forbrug af alkohol aftenen i forvejen. Hale prøver at gøre opmærksom på, at der er noget galt, men hans mor vil ikke høre på ham.

    Herefter bliver Hales liv kun mere og mere sært. Guu lader til at kunne gøre de mest utrolige ting, og ingen andre end Hale lægger mærke til det. Til tider virker det for Hale som om, at Guu kun har een mission i livet: at gøre hans liv til et helvede, men for det meste må han erkende, at Guu faktisk har en pointe med de vanvittige udflugter, hun foretager – også selv om det sætter ham grå hår i hovedet og udsætter ham for uanede mængder af stress.

    Det er simpelthen umuligt at beskrive hvor vanvittig serien er. Animationen er måske ikke noget at blive synderlig begejstret over, det er svært at få øje på en større sammenhængende historie (ikke at det betyder noget, at der ikke er en), men Guu har en evne til at få folk til at vræle af grin over Guus geniale ondskabsfuldheder og geniale påhit. Hvis man kan lide practical jokes, der ikke går ud over een selv og mærkelige piger, der kan skræmme voksne mænd fra vid og sans, så er Jungle wa itsumo hale nochi guu en oplagt serie at se.

  • Samurai X: Trust & Betrayal

    Samurai X: Trust & BetrayalOgså kaldet Rurouni Kenshin OVA 1.
    Rurouni Kenshin finder sted under slutningen af Edo-æraen hvor de ældgamle traditioner stod i konflikt med den nyligt genetablerede kontakt med verden udenfor Japan og de strømninger og andre tankegange den bragte med sig.

    Drengen Shinta bliver sammen med hans “familie” overfaldet af banditter og alle de andre slagtet for øjnene af ham men så dukker en fremmed mand op og dræber med forbløffende lethed alle banditterne. Han tager Shinta til sig og omdøber ham til Kenshin, idet navnet Shinta ikke passer til en sværdets mand. Han oplærer Kenshin i Hiten Mitsurugi Ryuu sværdlæren, hvis principper går på at beskytte verden mod uretfærdighed som et frit sværd.

    En dag hører den unge Kenshin dog om oprøret mod styret og beslutter sig for at hjælpe det. På grund af hans overlegne evner i sværdkamp får han tildelt et hverv som snigmorder. En lang og blodig historie tager sin begyndelse.

    Kenshin OVA’en er forhistorien til den efterhånden ret kendte (og ret lange) tv-serie Rurouni Kenshin, om den legendariske sværdmand, som ikke dræber. Men tag jer i agt: Selvom hovedpersonen er den samme, skal man ikke forvente sig noget “Oro?” i OVA’en. Hele den muntre side af Kenshin, som vi kender den fra tv-serien er der ikke skyggen af i den gravalvorlige unge mand, hvis rene sind er i konflikt med hans kamp for at skabe en fri tilværelse for folk.

    På same måde er der der en markant forskel på characterdesignet i OVA’en i forhold til tv-serien. De forskellige personer er tegnet langt mindre karikeret og tegnestilen er gennemgående mere realistisk, hvilket passer godt med den langt mørkere, alvorlige historie.

    Modsat tv-serien skal man nok have en noget højere tolerance for blod for at se OVA’en, da Kenshins profession som snigmorder ofte fører til nogle meget blodige scener.

    For at blive ved tegningerne, så lad mig bare sige at der bestemt ikke er sparet på noget. Kenshin OVA’en er flot. Meget flot endda. Det er tydeligt at produktionsbudgettet for de i alt fire afsnit fordelt over to dvd’er (hvoraf Trust dækker de to første) har være højt og der er virkelig kælet for detaljerne, i alt fra animation til baggrunde. Af og til kan farvelægningen dog virke en anelse for mørk, men dette er hovedsageligt en bagatel, som ikke kan rokke ved det enorme stykke arbejde, der er lagt i denne produktion.

    Lyden er ganske udemærket og gør god brug af stereokanalerne. Underlægningsmusikken fungerer fremragende og er ofte med til at understrege og øge spændingen. Det japanske lydspor er flot gennemført med talentfuld stemmelægning, af folk, som ved hvad de gør. Det er desuden en dejlig ting at Mayo Suzukaze lægger stemme til Kenshin, ligesom i serien, selvom man dog må undvære hendes samling af Oro-lyde.

    Den engelske dub er hæderlig, men når ikke op på originalsporets niveau. Specielt generende er det at høre Kenshins amerikanske stemme, hvis stemmeleje slet ikke passer med den japanske Kenshin. Hvis man er vant til den japanske, lyder dette direkte forkert.

    Underteksterne fungerer godt med den japanske tale selv om der er en grammatisk smutter et sted eller to. Det kan dog ikke anbefales at se den amerikanske dub med undertekster, idet disse to slet ikke passer sammen, hvilket kan virke ekstremt distraherende, hvis man da ikke direkte har slået lyden fra.

    Følgende ekstra stads findes på dvd’en: Character profiles, Historical background, ADV trailers og DVD credits. De to sidste er typisk ekstra materiale og er faktisk ret uinteressante, men både character profiles og historical background er interessante. Specielt er den historiske baggrund en velkommen ting på denne dvd, som man får en del mere ud af, når man kender historien, som lå til grund for begivenhederne i OVA’en. Nyttigt og spændende – tak for det.

    Selve æsken er der ikke så meget lir ved. Det er et standard, gennemsigtigt DVD-hylster med en DVD i. En lille lækker detalje er dog at man kan tage coverbilledet ud og vende det om, så man derved slipper for at stirre på en forside med den platte og ret misvisende amerikanske titel Samurai X. På den anden side finder man et langt flottere billede med originaltitlen: Rurouni Kenshin. Sådan skal det gøres.

    Rurouni Kenshin: Trust er en meget veludført historie, som er gribende flot fortalt og med en visuel side, der siger spar to. Det er en fortælling om kærlighed, had, politik, forræderi og idealer, som sætter spørgsmålstegn ved tanken om at målet helliger midlet. Hvis man har interesse i Kenshin skylder man sig selv at se denne DVD og den næste i rækken. Meget bedre bliver det ikke.

  • Gunbuster

    Norikos far var kaptajn på menneskets bedste rumskib men blev slået ihjel af rumvæsnerne. De ødelagde hans skib og startede dermed krigen mod Jorden.
    Nu går Noriko selv på akademiet for at kunne følge i sin fars fodspor i rummillitæret. Hun er dog ikke ret god til at styre mecha, men en ny coach sætter hende på hold med Amano, den bedste på skolen. Men hvorfor, og hvad er den nye robottype, som de skal styre (rigtigt gættet: Gunbuster).
    Men hvorfor angriber rumvæsnerne Jorden? Og er Noriko i stand til at klare presset og samtidig leve sit liv?

    Man kan se og høre at det er en OVA fra 1989, men det gør ikke noget, idet det hele er af en meget, meget høj kvalitet.
    Grafisk er den af højeste kvalitet: baggrundene er ret detaljerede, og der er masser af små detaljer som man kan side og fortabe sig i, især de mange forskellige parodier og henvisninger til andre serier der er rundt omkring. F.eks. er mecha’erne holdt i en ret gammeldags stil, og Gunbuster selv er en tydelig henvisning til Gundam, men hvis man kigger efter er der også rigtig mange sjove rumskibe. Dette er et eksempel på den detaljrigdom der er i serien, og den humor der ofte gemmer sig i den.
    Personerne er godt animerede, om end man især på deres næser kan se, at showet er fra 80’erne. Forskellen på det og den senere stil er dog ikke noget man tænker over. Karakterdesignet er også ganske udmærket, alle personerne er forskellige udseendemæssigt og har alle en slags personlighed bare i udseendet. Desigenet er da også lavet af Haruhiko Mikimoto, der er kendt for netop Macross II, Gundam og hans egne manga’er Marionette Generation og Macross 7 Trash, en af de bedre designere efter min mening.

    Altså er showet både hvad karakterdesigns, animationer og baggrunde godt grafisk, mange nyere serier kan tage ved lære. Efter mere end 10 år kan Gunbuster stadig måle sig med de bedre tegnemæssigt.

    Nå, men så kan lyden vel ikke følge med? Jo, det kan den faktisk. Musikken passer utroligt godt til de scener den akkompagnerer, ligesom i Evangelion (der er det mest kendte Gainax værk) er der brugt meget klassisk musik, og det virker bare fantastisk. Allerede dengang vidste de, hvordan man understreget en scene med brug af musik. Stemmerne er utroligt gode, nogle af de bedste og mest passende stemmer jeg har hørt overhovedet. Der er lagt så meget følelse i stemmerne at det er en fryd at høre på, selvom det selvfølgelig er nærmest umuligt at følge med i, for os der ikke er ret gode til japansk.

    Og til det vigtigste, ved enhver film, serie, spil, historien. Og på dette punkt skuffer Gunbuster heller ikke. Historien er meget medrivende og kommer igennem mange forskellige genrer i løbet af serien. Første afsnit er nærmest en skole / sports anime, fra andet afsnit af og fremefter er serien mere rendyrket mecha og science fiction, selvom der er elemter, der ikke er klassiske for disse genrer undervejs. Som nævnt før har Gunbuster rødder i science fiction genren, og der bliver ikke langt fingre imellem, det er rigtig science fiction, de fleste ting, der ikke er opfundet / udforsket idag bliver forklaret grundigt baseret på det vi ved idag. Der er dog nogle få unøjagtigheder, men alt i alt er Gunbuster endnu mindst lige så realistisk som f.eks. Star Trek, der bliver brugt i fysikundervisningen nogen steder. Der bliver også brugt meget humor i historien, selvom den til tider er meget dramatisk og trist, f.eks. da Noriko efter at have været i rummet nogle måneder ved nær lyshastighed kommer hjem til Jorden, hvor der er gået 10 år og møder sin bedste veninde igen. Dette er en af de ting, der er realistiske: hvis man bevæger sig tæt på lysest hastighed går tiden langsommere for en selv end for andre, der bevæger sig normalt, og dette er et af hovedelementerne i historien: at leve i sin egen tid.
    De tekniske detaljer bliver blandt andet forklaret i små science lessons mellem afsnittene, små klip hvor super deforme udgaver af Noriko, Amano og Coach forklarer forskellige tekniske ting som i en skoletime. Da de dog er super deforme og fjoller en del rundt er det dog svært at følge med i undervisningen, endnu et eksempel på humoren i serien.
    Det er også her at udtrykket “Gainax bounce” stammer fra, og man kan med rette sige at “The bounce Wars” mellem Gainax og Pioneer startede her, altså masser af fanservice, der dog aldrig på noget tidspunkt virker malplaceret.

    Gunbuster er instrueret af en debuterende Hideaki Anno, kendt som hovedmanden bag Evangelion, og man kan allerede her kende hans måde at få handlingen til at hænge sammen på. Anno er ubetinget en af mine yndlingsinstruktører, og det er rart at se hans første værk, især er det sjovt da det er samme genre som hans hovedværk Evangelion, og dermed kan man se, hvad han har ændret for at lave sin mecha serie. Det sidste afsnit er dog holdt kun i sort / hvid på nær den sidste scene, hvilket øjentsynligt også er en Anno ting, idet de sidste afsnit af Evangelion også har deres helt egen stil.

    Gunbuster er en af de bedste anime, og er da også af mange set som en klassiker. Uanset om du kan lide mecha (der er den mest gennemgående genre i serien) eller ej kan serien anbefales, den er simpelthen et must for alle, der vil have ordentlig underholdning.

    Genre: Mecha
    Alder    : 13+
    Studie    : Gainax
    Instruktør    : Hideaki Anno
    Amerikansk licens    : Bandai Entertainment

  • Crest of the Stars

    Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han venter i rumhavnen på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.

    Crest of The Stars foregår i en fjern galakse, langt, langt væk … sådan kunne jeg have startet, men der er parodier af den slags nok som det er. Der skal dog ikke herske tvivl om at Jorden næppe er en af naboplaneterne i Crest of The Stars‘ univers, hvoraf en stor del er styret af The Humankind Empire Abh.

    Og hvad er Abhs så? Det er en de arter af intelligent liv, som eksisterer i den kendte del af rummet. Udseendemæssigt er de ikke så forskellige fra et almindeligt menneske, bortset fra at deres hår er blåt og at de generelt er ret smukke. Desuden er de på grund af genmanipulation i stand til at leve 200-250 år og de bor på deres rumskibe blandt stjernerne. Deraf kommer ”Kin of the stars”, som de ynder at kalde sig selv. Denne stolte race har ét mål: At samle hele menneskeheden (som de opfatter sig selv som værende en del af) under én nation, for derved at undgå fremtidige krige og andre problemer.

    Deres fremgangsmåde er at overrumple en planet med en militær offensiv og derved få den til at underkaste sig Abh-herredømme, hvorefter de går videre til den næste. Dette har dog ikke de store konsekvenser for beboerne på planeterne, idet Abhs ikke blander sig synderligt i detaljerne på de pågældende planeter, men nøjes med at administrere dem overordnet.

    Mød grev Jinto Lin Syun Locke Hyde, hovedpersonen i Crest of The Stars. Som barn var han vidne til at planeten, som hans far var præsident for, blev overtaget af Abh-imperiet. Imidlertid indgik hans far en aftale med Abh-styrken, som gik ud på at indlemme ham blandt Abhs, så han fik lov til fortsat at stå for styringen af planeten. Som søn af præsidenten påvirkede dette også Jinto, hvilket betød at Jinto formelt set er en adelig Abh, og derfor har pligt til at tjene et vist antal år i militæret.

    Den egentlige historie tager sin begyndelse i en rumhavn, hvor Jinto venter på det krigsskib, der skal transportere ham videre til officerskolen. Her møder han den unge og charmerende Lafiel, som er sendt ud for at bringe ham til krigsskibet Gosroth.

    Imidlertid bliver Gosroth kort efter Lafiel og Jintos ankomst udsat for et angreb, og de er derfor nødt til at flygte i en lille rumfærge. Her begynder deres historie.Crest of The Stars er, som man nok har gættet, en sci-fi anime som foregår det ydre rum, med alt hvad der dertil hører af rumskibe, planeter, rumstationer og storstilede kampe med strålevåben. Derudover præsenteres vi for nogle dybe, yderst veludførte personligheder, hvilket er godt, idet den medrivende historie i høj grad bliver drevet af de medvirkendes individuelle udvikling, frem for at fokusere på kampene. Historien synes at køre i én glidende bevægelse, frem for at være episode-præget, hvilket ikke er så mærkeligt, da Crest of The Stars oprindeligt er baseret på en bog. At det ikke er en historie drevet af kampene kan måske også ses på den overraskende rolige og lidt utraditionelle opening, som er en behagelig afveksling fra de sædvanlige, lidt mere oppumpede eksempler, som man har set så tit.

    Tegningerne er flotte og detaljerede, især hvad angår baggrundene, hvor der mange steder virkelig er kælet for detaljerne. Desuden er der gennemgående gjort god brug af farverne til at understrege atmosfære og lyssætning i de forskellige scener, hvilket er virkelig lækkert. Tegnestilen kræver dog en smule tilvænning på nogle punkter. For eksempel er hovederne tegnet ret specielt.

    Rent teknisk er billedkvaliteten fin, men ikke perfekt. Hvad det skyldes er ikke til at sige, men ved afspilning på en computerskærm var billedet flere steder præget af artifacts, hvilket er lidt ærgerligt. Det er ikke et udpræget problem og det meste af tiden er det faktisk ret flot, men det er stadig et irritationsmoment, som man godt kunne have været foruden. Den er acceptabel, men det kunne være gjort bedre.

    Lyden er et rent og udmærket stereomiks. Som nævnt er historien meget persondreven, hvilket også afspejles på lydsiden, hvor der er forholdsvis megen dialog. Musikken er primært tilstede under kampsekvenserne, hvor den underbygger stemningen udmærket. Et sjovt påfund er at finde i starten af hver episode, hvor der kort fortælles en smule om baggrunden bag universet, som Crest of the Stars foregår i. Tilsyneladende har man valgt at lade fortælleren tale Abhsk, hvilket er lidt sjovt at høre og som medvirker til at underbygge følelsen af noget, som foregår langt, langt væk.

    Den japanske tale er generelt god og in-character og jeg anbefaler i høj grad at man ser serien med originaltalen frem for den engelske dub. Jeg ved godt at det vel efterhånden er en fast bemærkning i anmeldelser som denne, men i Crest of The Stars har jeg en ekstra god grund til at understrege denne anbefaling, for dubben er absolut horribel. Ingen af skuespillerne lyder specielt oplagte eller indlevede og man får ofte fornemmelsen af at de bare læser op fra et manuskript de har fået stukket i hånden to minutter forinden. Medmindre du absolut ikke har andre muligheder, så hold dig langt væk fra den engelske. Den er under lavmålet, selv sammenlignet med det normale niveau for den slags dubjobs.

    Crest of The Stars er en virkelig flot og medrivende science-fiction fortælling, drevet af nogle meget komplette og dybe personligheder og et spændende univers. Videosiden kunne være bedre, men det hæmmer ikke oplevelsen synderligt. Historiemæssigt er det meget svært at pege på noget sted hvor denne serie halter, for den er efter min mening en af de bedste i sin genre.

    Selv hvis man ikke er udpræget science-fiction-fan, har denne serie stadig en masse at byde på. Kan varmt anbefales.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment