Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

10 gode science fiction animeer
Når man siger anime og science fiction i samme sætning tænker de fleste nok straks på mecha, men der er også gode serier, der ikke involverer meterhøje robotter.
Bubblegum Crisis
Engang i den nærmeste fremtid har vi udviklet robotter der ligner mennesker, såkaldte Boomers.
Disse robotter går indimellem amok og forårsager store skader, og politiet magter ikke at stoppe dem. På grund af dette er der en lille gruppe kvinder, der tager sagen i egne hænder og danner gruppen Knight Sabers. De har nogle meget stærke og avancerede mekaniske dragter så de kan bekæmpe boomerne på lige fod.
BGC er fra sidst i 80’erne, og mens det både kan ses og høres, er det ikke i en sådan grad at man krummer tæer, den er nærmere et blik tilbage til en anden tid. Det er en OVA der nød stor popularitet i 90’erne, og den nyere tv-serie er ret populær den dag i dag. Det er da også en af de mest betydningsfulde cyberpunk animeer i tidens løb, og den har inspireret mange senere serier.
Armitage III
Politimanden Ross Sylibus flytter til Mars efter at hans partner på Jorden er blevet dræbt, men allerede i rumhavnen bliver han indblandet i en sag. En populær country-sangerinde findes myrdet,
men det viser sig at hun i virkeligheden var en robot. Hun havde dog havde levet hele sit liv som et menneske, og alle omkring hende troede da også at hun var et sådant. Ross og hans nye partner Naomi Armitage får overdraget sagen, der viser sig at lede til en mystisk gruppe robotter…
Lad mig starte denne anmeldelse med at afklare en ting: dette er ikke den tredje serie i en række, titlen giver mere mening når man har set serien. Armitage var en af de titler, der blev udgivet inden årtusindskiftet som fik kultstatus, og det på trods af at den de første mange år kun kunne købes i Vesten i en sammenklippet filmudgave, der kun havde engelsk tale.
Uanset hvilken udgave er det dog en glimrende historie om forskellene mellem mennesker og robotter.

Kiddy Grade
GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.
To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opfører sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent.
På trods af den kiksede titel er KG en serie til teenage-drenge, og med en del fan-service og ikke noget tydeligt gennemgående plot i starten kan den virke lidt tyndbenet. Undervejs tager serien dog revanche, og visse dele af den er rigtig gode og gør at den er værd at se mange gange.
Ghost in the Shell: Stand Alone Complex
I den nære fremtid har man opfundet cyborgs og kunstig intelligens. For at kontrollere dem har man oprettet Sektion 9, der er en semi-hemmelig statsorganisation der tager sig af cyber relateret kriminalitet. Deres opgaver strækker sig fra at stoppe en militær mecha, der er gået amok, til at bekæmpe computervira. Sektion 9s mest dominerende agent er Motoko Kusanagi, som er næsten fuldstændig mekanisk, selv om det næsten ikke kan ses på hendes krop. Hun er hurtigere, stærkere og mere robust end noget menneske, samt i stand til at koble sig direkte til maskiner og Internettet.
GitS:SAC er ligesom filmene af samme navn bygger over Masamune Shirows manga, der også hedder det samme. Der er uanset udgave af historien tale om en cyber-punk historie blandt de bedste, hvor man væves ind i et spind af politiske intriger i en fremtid der næsten er lige rundt om hjørnet.
Crest of the Stars
Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han i rumhavnen venter på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.
CotS er space opera af højeste karat med rumkampe, energivåben og alt hvad der hører til af den slags. Dens særpræg kommer dog ikke primært derigennem men er derimod nogle afrundede personer, der driver en fængende historie fremad.
Serial Experiments Lain
Pigen Lain lever et normalt liv, indtil en af hendes klassekammerater begår selvmord. På mystisk vis modtager Lain en email fra hende, sendt efter hun er død. Det starter en historie der bevæger sig mellem den virkelige verden og den realitet, der lurer udenfor hvad vi kan opfatte.
Lain bliver af mange regnet som en af de serier, der kræver mest tankegang, og det er nok ikke helt forkert. Den rummer et væld af temaer om forskellene mellem virkelighed og cyber-realitet og hvad deraf opstår, og er blandt de bedste bud hvis man kan lide anime til de små grå.
Cowboy Bebop
I en fjern fremtid flyver dusørjægerne Spike og Jet fra system til system for at fange diverse forbrydere. På disse ture begynder den lille gruppe langsomt at vokse, først med den sexede Faye og senere med barnegeniet Ed. Sammen går de op mod alt hvad der kan smides imod dem, fra biljagter på ørkenplaneter over dueller i rummet til infiltrering af syndikater.
Vil man have sci-fi action og spænding, så er Cowboy Bebop et godt bud på det. Den er også visuelt en god serie, med alternative varianter af mange kulturer fra jorden, der er tilpasset en eksistens ude blandt stjernerne.
Stellvia
Pigen Shima Katase rejser til rumstationen Stellvia for at begynde hendes uddannelse som pilot og deltage i et enormt projekt, ledet af organisationen Foundation. Dets formål er at bygge en serie af rumstationer, som kan generere et energi skjold stort nok til at beskytte Jorden mod en trykbølge fra en døende stjerne.
Stellvia kan beskrives kort som en skoleserie i rummet, og med dens vægt på personerne frem for de mere mekaniske aspekter af science fiction miljøet lægger den op til at kunne tiltale andre end kun fans af ting der foregår i rummet.
Starship Operators
En klasse fra kadet-skolen er på vej tilbage fra den sidste tur inden afslutningen af deres uddannelse, da der bliver erklæret krig på deres planet. Regeringen overgiver sig hurtigt, men kadetterne beslutter sig for at gøre modstand, men for at kunne holde krigsskibet i gang skal de have penge. Derfor laver de en aftale med et tv-selvskab om at deres kamp bliver filmet som et reality show.
En rumserie hvor fokus ikke er på action men mere på det strategiske i kampene, hvilket nok vil være negativt for nogen, men det er et af de små twists, der giver et show der ellers følger alle ”traditioner” et individuelt præg.
Outlaw Star
Gene Starwind og hans partner Jim driver en lille virksomhed på en afsides planet, men en dag får de et job som bodyguards. Desuden kommer de i besiddelse af Outlaw Star, det hurtigste og mest avancerede rumskib i galaksen. Desværre er det stjålet, og ejerne vil have det tilbage.
En sci-fi serie med fantasy elementer som magi, der blander action med humor i ny og næ, uden at det dog ender i ren komedie.
25. juni 2006
Burst Angel
I fremtides Tokyo er kriminalitet gået amok, og våben er blevet meget udbredt, selv blandt normale borgere.
Politiet er derfor erstattet med det mechaniserede firma RAPT, der hårdhændet prøver at opretholde lov og orden. Men der er andre fraktioner der arbejder i Tokyo, og en af disse er en gruppe piger, der udfører opgaver af varierende arter, lige fra at være bodyguards, til destruktive mecha sammenstød.
Sei er gruppens voksne og modne leder, en hård forretningskvinde, der hovedsageligt organisere de missioner som resten skal udføre.
Så er der Amy, deres 12 årige computer ekspert, der står for at samle informationer ind og hacke systemer.
Meg er en forhenværende tyvetøs fra New Yorks gader og kan lidt af hvert, selv om hun forbavsende ofte ender med at blive kidnappet.
Til sidst er der Jo, som er den egent-lige arbejdshest i gruppen. Om det så er med pistoler eller i hendes mecha, så lever hun for kamp og har mere end normale evner indefor området.
Deres opgaver starter med at være typiske ting som at fange en kriminel gangster, stoppe en løbst mecha eller beskytte diverse ting, men efterhånden opdager de, at der er noget meget forkert i gang. Noget der involverer genetisk mutation, med brug af levende hjerner i maskiner og meget ofte, så fører sporene tilbage til RAPT, som er det eneste der står mellem civilisation og kaos.
Burst Angel er mecha og action når det er bedst, med mange og hurtige kampe, veludrustede piger og kæmpemaskiner der hamrer løs på hinanden.
Ind imellem bliver der også tid til at fokusere på personerne, men det er tydeligvis ikke seriens formål.
Vil man have fanservice oveni, så er der også masser af det, især fra Meg, der i sin minimalt dækkende kopi af en cowboy dragt nok tiltrække en del opmærksomhed.
Den grafiske side af serien er en lidt blandet sag. Håndanimationen er forholds god, men blandes med en del ret synlig computer grafik.
Gonzo er blevet bedre til at blande den slags sammen, men det er stadig meget åbenlyst hvor grænsen går, og til tider ligner især mecha kampene noget som er taget fra et computerspil.
Lydsiden fremmer desværre ofte den fornemmelse, da den tit virker overdrevet eller direkte malplaceret i handlingen.
Men i det hele taget er musikken til serien nok min største kritik af den, for den bruger en, efter min mening, ikke særlig vellykket blanding af hip-hop, pop og techno. Især åbningen sprang jeg trofast over for at undgå musikken der.
Er man til mecha, action, skydevåben og fanservice, så er Burst Angel nok en af de serier man bør overveje at investere i. Er man dog lidt kræsen med hensyn til musik, synlig CG eller en ikke alt for imponerende handling, så burde man nok nøjes med at kigge på en enkelt DVD til at starte med.
Original titel: Bakuretsu Tenshi
Genre: Action, cyber-punk
Alder: 15+
Studie: Gonzo
Instruktør: Koichi Ohata
Amerikansk licens: Funimation
23. juni 2006
Battle Athletes OVA
I fremtiden betyder det meget at være I form, og topmålet af dette er at komme på University Satelite.
Akari Kanzaki er netop blevet optaget der, men på trods af at hun klarede sig bedst ved optagelsen er hun stadig nervøs. Hun mister dog ikke modet selvom hun indser at skolen er på et meget højere niveau end hidtil.
Hun farer vild vej til sit værelse og møder Anna Rispighi, der bliver mobbet af en ældre elev. Den ældre elev går til angreb på dem begge, men en tredje begynder, Kris Kristopher, kommer til og hjælper Akari og Anna. Det vuser sug at de tre deler værelse sammen, og at de skal danne hold fremover.
Battle Athletes er på mange måder en typisk sports-serie, og det at den finder sted i et sci-fi miljø betyder ikke ret meget. Personerne er dog noget stereotype, og man er på intet tidspunkt i tvivl om hvordan de vil handle.
Alle personerne har ligeledes meget markante udseender, der vanen tro understreger deres personligheder. Nogle af dem er ret unikke, og har man først set Akari glemmer man hende nok ikke.
Det er tydeligt, ud fra stilet personerne er tegnede i, at serien er fra sidste del af 90erne, og der er store paralleller til Tenchi, som AIC lavede i samme periode.
Resten af det grafiske udtryk er ligeledes udmærket, men det man lægger mærke til er primært personerne trods alt. Baggrundene har en god detaljegrad og animationen er flydende, det er tydeligt at det er en OVA med et rimeligt budget.
Lydmæssigt er der ikke noget at bemærke, musikken og stemmerne er der bare og forsvinder ud af ens bevidsthed, når man slukker. På trods af at det er en ældre udgivelse er den engelske dub ganske udmærket, men givet succesen af dens forløber, Tenchi, har Pioneer (nu Geneon) samlet et godt hold voice actors.
Historien er det svage punkt, idet den følger stort set alle genrens klicheer. Man kastes ind i serien med en kort gennemgang af flere tusinde års historie, men denne virker ret unødvendig. Den begynder med menneskehedens forestående undergang og så skifter den brat til serien om en klodset pige, der vil være superatlet. Dermed kunne hele de stort opsatte første minutter reelt være undværet, idet deres betydning er ret overfladisk.
Et vigtigt element i serien er humoren, Battle Athletes er en sci-fi sports-komedie, og på trods af at vægten er på sporten mangler der ikke sjove scener. Disse er måske ikke sådan at man skraldgriner, men man sidder alligevel med et smil på læben mens man i sit stille sind hepper på Akari.
Battle Athletes er ikke noget mesterværk og den har klart sine mangler. Disse er dog til at leve med, og den har på trods af sin typiske opbygning nok plot-twists, overraskelser og charme til at man ikke kan undgå at holde bare en smule af den. Det er klart at se hvorfor den blev et ”kult-hit” blandt anime-fans i sen 90erne, og heldigvis holder den også i dag.
Original titel: Battle Athletes Daiundoukai
Genrer: Sport, komedie, sci-fi
Alder: 11+
Studie: AIC
Instruktør: Shinji Ochi
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
15. april 2006
Baby Birth
Hizuru er en skolepige, der går til kunstskøjteløb og har potentiale, men hun gider ikke gøre noget særligt ved det. Den attitude præger hendes liv, hun gør ikke noget ud af noget, hvorfor skulle hun?
Hendes bedste veninde, Ichigo, kommunikerer udelukkende ved at skrive på sin mobiltelefon og taler aldrig. Hun tjener som det komiske islæt i serien.
En dag møder Hizuru den unge stjerne-komponist Takuya, der fra starten ikke bryder sig om hendes væremåde. Hun har det dog på samme måde, idet hun synes at han er arrogant. De skal dog arbejde sammen om et skøjteprogram, men der er mere end man umiddelbart ser bag deres møde. Dunkle kræfter er på spil, og det er nødvendigt at genoprette balancen mellem lys og mørke. Dette kan kun gøres af Hizuru, men hendes kraft virker først når den er blevet vækket af Takuya musik…
Som det måske fremgår af beskrivelsen er Baby Birth en lidt usammenhængende manga. De enkelte delelementer er udmærkede, men der mangler et eller andet for at det fungerer godt sammen.
Tegnemæssigt er Baby Birth mangaen absolut ikke dårlig. Stregen er forholdsvis fin, og der er en god detaljegrad i billederne. Der er også brugt mange gråtoner, men der er brugt med omtanke og giver billederne en grad af realisme. Selve tegnestilen er lidt en blanding af hvad man forbinder med shoujo- og shounen-stil. Øjnene er forholdsvis store og meget detaljerede, noget der er fremtrædende i shoujo, men samtidig har billederne noget af den dynamik, som man oftest ser i shounen. Samlet er det en tiltrækkende grafisk side, og tegningerne er en af de vigtigste kvaliteter ved mangaen, da historien er lidt tynd, så den har også noget at råde bod for.
Dette klarer den dog udmærket, så samlet er Baby Birth en middelmådig manga, der dog har en pæn overflade som plaster på såret.

Genre: Magical girl
Alder: 7+
Målgruppe: Teenagere
Forfatter: Sukihito Tomita
Tegnet af: Haruhiko Mikimoto
Udgiver i Japan: Kodansha
Udgiver i USA: TokyoPop
Udgiver i Tyskland: Planet Manga
3. april 2006
Yotsuba&!
Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.
Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.

Efter at have læst og set Azumanga Daioh, så har jeg ofte spekuleret på, om der mon nogensinde ville komme noget i den samme vidunderlige form for humor. Svaret på dette var, ikke overraskende, den næste manga fra samme person.
Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.
Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.
Har man læst/set Azumanga Daioh, så vil man kunne genkende mange træk fra pigerne der i Yotsuba&!
Men modsat Azumanga, så er denne manga ikke enkelte striber, men hele kapitler der omhandler Yotsuba og de personer der bliver introduceret løbende. Humoren i serien er utrolig sød, med Yotsuba der går gennem verden og løser problemer som kun et barn kan gøre det. Men taget til samme ekstremer som med pigerne i Azumanga, og selv imens jeg skriver den her anmeldelse er det svært ikke at få sig et lille grin over de ting jeg husker, især Yotsubas reaktioner og ansigts udtryk.
Tegnestilen er af langt bedre kvalitet end forgængeren, hvor personer og omgivelser er tegnet langt mere realistisk og detaljeret. Lige med undtagelse af Yotsuba selv, som netop ved at være ret simpelt tegnet fremhæver karakterens natur og især hendes ansigt er nærmest et perfekt vindue til hvad hun føler og oplever.
Kan man lide sød humor, eller er man Azumanga fan, så bør man kigge på Yotsuba&!, for den er i samme sjældne klasse, og det er længe siden at jeg har moret mig så meget over en manga, eller været så opslugt at tiden bare fløj af sted. Den serie vil uden tvivl blive en af de mere gennemlæste i min samling.
Original titel: Yotsobato
Genrer: Komedie, slice of life
Alder: Alle
Målgruppe: Alle
Lavet af: Kiyohiko Azuma
Udgiver i Japan: Media Works
Udgiver i USA: ADV manga
2. april 2006
Samurai Champloo
i befinder os i begyndelsen af Edo perioden. Det er en tid hvor vestlige påvirkninger begynder at blande sig med det traditionelle Japan, og den gamle kultur med samuraier og kriger-hære er ved at uddø.
Pigen Fuu arbejder i en lille beværtning, men et slagsmål mellem to herreløse samuraier efterlader den i ruiner. Hun beslutter sig derfor for at drage ud på en vandring, og efter at have hjulpet de to vandaler fra beværtningen til at flygte, så når hun frem til at det er mest passende at de drager med hende.
De to samuraier er den stilige Jin, med hans kølige væremåde, beherskede kampstil og stilfærdige personlighed, som er i stærk kontrast til Mugen.
Han er direkte modsat, nemlig uopdragen, grov, og kæmper med en blanding af akrobatik og rå kraft.
Det eneste der konstant forhindre dem i at nedslagte hinanden er Fuu og hendes mission med at finde en samurai der lugter af solsikker.
Sammen begiver de sig på en vandring igennem et Japan der vrimler med korrupte magthavere, stridslystne sværdkæmpere, gale profeter og utallige andre farer, som den lille gruppe må overvinde.
Samurai Champloo har et tvist der adskiller den fra alle andre samurai film og serier. For midt i hele det her historiske Japan her forfatterne valgt at tilføje en dosis hip-hop til mange episoder, med personer og handlinger der kunne komme fra 70ernes eller 80ernes mørke Harlem.
Men underligt nok, så virker det her i serien. Om det så er popstjerner, graffiti gangs eller baseball kampe, så er det blended ind i serien med så stor perfektion at man til tider kan blive helt i tvivl om den slags muligvis ikke stammede fra det gamle Japan.
Teamet der har lavet Samurai Champloo har før gjort sig bemærket med serien Cowboy Bebop, og ligesom den, så indeholder SC en solid blanding af spænende personer, et godt mix af kamp og handling, der udfolder sig i en meget kulturelt rig verden.
Især samspillet mellem den mørke Jin og den kaotiske Mugen, med solstrålen Fuu i midten til at holde dem afbalanceret, virker fantastisk godt. Man støder også på mange andre interessante personer og karakterer, som man ofte føler at man gerne ville have set lidt mere af end man får lov til.
Serien er forholdsvis episodisk, næsten helt frem til slutningen, men det gør ikke det store. For med sin blanding af pudsige bipersoner, intense kampe og de episoder hvor skaberne går helt amok med et moderne tema, så har man egentlig ikke tid til at kede sig.
Det er også netop de underlige indfald der præger afsnittene, der er med til at man ikke bliver trætte af deres rejse igennem Japan.
Man kan nok heller ikke lade være tænke over de mere bizarre ting der sker hist og her, som om Van Gogh var inspireret af japansk tegnestil, eller om USA virkelig spillede Baseball om rettighederne til handel i Japan.
Men til trods for de humoristiske indslag, så er SC også en mørk serie. Hverken Jin eller Mugen er ”gode”, og især Mugen har meget lidt respekt for andre end sig selv. Men sammen med Fuu lærer de dog begge at kontrollere deres dræbermani, og det er ofte også Fuu der må lære at man ikke altid kan løse problemer med et smil og en hjælpende hånd.
På grafik siden er SC også ret imponerende, om det så er de flotte og action fyldte kampe, ting i bylivet eller de japanske landskaber i baggrunden, så er der kælet for detaljer, ofte med den samme skævhed som kendetegner resten af serien.
Kampsekvenserne er hurtige, med mange virkemidler. Meget ofte er omgivelserne brugt til at lave effekter, som i starten hvor Jin og Mugen kæmper i den brændende beværtning, eller senere hvor man ser klinger trække spor efter sig igennem regndråber.
Hvem kan man egentlig anbefale at se Samurai Champloo? Næsten alle, vil jeg mene. Dens blanding af action, personer og humor sætter den langt udenfor den typiske samurai genre, selv om den har bevaret næsten alt hvad der gør dem gode. Den er ikke nær så seriøs, men netop en af seriens stærke sider er at man sjældent er i tvivl om hvornår den er alvorlig. Det gør den helt klart en oplevelse værd og samtidigt kan man tage et kig på hvordan store dele af Japan var for et par århundrede siden.
Så længe man dog ikke tager det hele for historisk korrekt.
Genrer: Action, historisk
Alder: 15+
Studie: Manglobe Inc.
Instruktør: Shinichiro Watanabe
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
Dansk udgiver: Studio anime
29. marts 2006
Mezzo
I en fremtid lige om hjørnet er teenage pigen Mikura, sammen med den nogenlunde jævnaldrende Harada og den ældre Kurokawa, en del af et team der løser diverse problemer.
Det er for det meste opgaver der er tilpasset gruppens talent for ikke at stille for mange spørgsmål og få tingene gjort, selv om det begynder at brænde på. Især Mikura evner som action-helt er ret praktiske med de opgaver de får, imens de to mandfolk ofte virker mere som hendes support.
Under deres første opgave redder Mikura pigen Asami, som derefter prøver at komme med i gruppen, især fordi hun beundrer Mikuras åbne og frembrusende personlighed, som er helt modsat hendes egen, ret sky, natur.
Teamets opgaver er lige så varierede som de er underlige, og involverer både spøgelser og rumvæsener. Men lige meget hvad, så er deres fremgangs måde ofte den samme. Nemlig at undersøge problemet og når det så går galt, skyde sig frem til en løsning.
Mezzo DSA er action så det brager, med ganske interessante personligheder og en del komiske indslag, der dog ikke går ud over de mere alvorlige sektioner af hver episode.
Dog mangler serien lidt en gennemgående handling og i starten virker det meget som en masse enkelte afsnit der ikke har ret meget med hinanden at gøre, selv om man skulle tro at ting som at rende ind i et rumvæsen og spøgelser, ville sætte sit præg på deres tilværelsen.
Men seriens fokus er også mere action end handling og der lægges ret stærk ud lige fra starten, hvor Mikura skyder, hopper og sparker sig igennem en flok af maskerede badguys, bliver blæst ud af et vindue, falder adskillige etager ned, men klarer at lande uskadt og redder endda en pige på vejen.
Serien er dog ikke væg til væg action hele tiden, der kommer også indblik i p ersonerne og hvem de er, samt den fortløbende historie om den ukendte snigmorder der hver episode prøver at dræbe Mikura, dog med så lidt held at hun knapt nok lægger mærke til det.
Animationen i Mezzo er ret flot, selv om Mikura, der bevæger sig rundt i sin dragt, nok har en tendens til at stjæle en stor del af opmærksomheden.
Kvaliteten falder god lidt efter episode et, selv om store dele af serien er blevet gen-animeret efter at den blev vist på japansk TV. Hvilket nok var et smart træk, da den version led meget af at studiet havde en deadline.
Noget der dog ikke behøvede at blive remastered var lydsiden, som er ret god. Især start sangen og den tilhørende åbningssekvens er absolut værd at se på, da den er ganske underholdende i sig selv.
Ligeledes er stemmer og lydeffekter ret gode, med Kurokawas stemme, der nok er mere interessant end god.
Hvis man mener at navnene og personerne i serien lyder bekendte, så er det ikke så underligt, for Mezzo DSA er baseret på den to episoders OVA der hedder Mezzo Forte og handlingen er taget derfra, dog uden noget af den pornografi som originalen har. Mezzo Forte er en mindre kendt serie af samme skaber som Kite, nemlig Yasuomi Umetsu og selv om han ikke direkte har været involveret i skabelsen af TV serien, så holder den sig til hans karakter designs og det er endda lykkedes at få mange af de detaljer med som præger hans mini-serier. Som at man et sted lige kan få øje på to mænd og en skolepige der går på fortovet, en scene fra Kite, set i et andet perspektiv.
Så action, mere action, fanservice og glimt af humor er nøgleord for serien, og kan man lide dens slags og ikke forventer et stort og omfattende plot, så kan Mezzo DSA anbefales og er værd at se mere end en gang for at få det hele med.
Original titel: Mezzo Danger Service Agency
Genrer: Action, drama, sci-fi
Alder: 15+
Studie: ARMS
Instruktør: Yasuomi Umetsu
Amerikansk licens: ADV Films
24. marts 2006
Hanaukyo Maid Team – La Verite
Taro har arvet fra sin onkels “forretning”, men det er ikke bare en lille sjat penge, lidt gamle møbler eller forfalden butik ligesom normale folk. Næ, han har arvet et helt imperium, med et kæmpe palads, flere penge end han kan nå at bruge og ikke mindst, en hær at tjenestepiger der kun lever for at opfylde hans ønsker.
For de fleste lyder det sikkert som paradis, men for Taro bliver det hurtigt for meget. Med så mange piger der bare vil opvarte ham, så bliver det hurtigt et problem, da han ikke bryder sig om at skuffe dem.
Men heldigvis, i et kaos af piger, så er der Mariel, som er tjenestepigen over alle tjenestepiger og for Taro er den eneste oase i hans travle dag.
Hanaukyo Maids Team – La Verite er en ny version af en serie der blev lavet for år tilbage og er baseret på samme manga som sin forgænger, men hvor den første løb af sporet, så holder den nye version sig langt tættere til originalen.
La Verite er næsten udelukkende fanservice, med fokus på enhver der lider af et tjenestepige fetish. Men den når da at få nogle søde historier om de forskellige piger med ind i handlingen og hvor første omgang af serien egentlig aldrig rigtigt nåede forbi humoren, så har den nye version en langt dybere handling, der dog først går i gang i seriens sidste 3-4 episoder.
Tegnestilen brugt i serien er ikke for detaljeret, men det passer godt til den, hvor der er lagt mere vægt på at der er lys og klare farver. Dog er der episoder hvor der er gjort umage med kvaliteten, især i til sidst, hvor der er leget meget med bevægelser og alternative måder at tegne belysning på.
Serien skal ikke taget ret alvorlig, men skal ses som humor og handlingen er i den lette ende af skalaen, med vægt lagt på små solskins historier og forholdet mellem Taro og de forskellige piger.
Men har man lyst til morskab hvor man ikke skal tænke for meget, så er Hanaukyo Maid Team – La Verite ret vellykket da den tilbyder en del gode grin uden at stille de store krav til hjerneaktivitet. Perfekt til at at slappe af med efter en stressende dag.
Original titel: Hanaukuyo Maid Tai La Verite
Genre: Komedie, fanservice
Alder: 15+
Studie: Doumo
Instruktør: Takuya Nonaka
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
20. marts 2006
Now and Then, Here and There
Shu er en helt almindelig dreng med et helt normalt liv. Han går til kendo, men han er ikke specielt god til det.
Efter at have tabt en kamp, går Shu igennem byen og kommer til en fabrik. På en af skorstene sidder en pige. Han kravler op for at snakke med hende. Dog er hun meget tavs og Shu får ikke meget andet ud af hende, end hendes navn, Lala-Ru.
Pludselig er det som om tiden stopper og en kuppel af lys fremkommer og pludselig står Shu og Lala-Ru over for en dame, der hedder Abelia, og nogle mærkelige robotter, der ligner slanger.
Efter at Abelia har sikret sig at Lala-Ru er blevet fanget fremkommer kuplen af lys igen. Shu, Lala-Ru og kidnapperne bliver transporteret til skibet Hellywood.
Hellywood bliver regeret af den skruppelløse Kong Hamdo, som skal bruge de særlige kræfter Lala-Ru besidder samt det smykke hun skal bruge for at slippe sine kræfter løs.
Shu prøver at flygte med Lala-Ru, men det bliver stoppet af skibets besætning, der skræmmende nok, består af både voksne og børn.
Shu når kun og flygte et lille stykke tid inden også han bliver taget til fange og han ved slet ikke hvad han har rodet sig selv ud i…
Now And Then, Here And There starter på en sådan måde at man ikke kan forudsige hvad der sker i resten af serien. Dreng-møder-pige-som-så-skal reddes. Typisk plot eller start ville en del nok sige, men efter første afsnit opdager man hurtigt at sådan er denne serie slet ikke. Now And Then, Here And There er langt mere det. I løbet af andet afsnit bliver langsomt, men sikkert trukket ind i det mørke og meget skræmmende univers.
Kong Hamdo skyr ingen midler for at opnå det han vil have – Lala-Ru, smykket og dets kræfter – hvilket Lala-Ru og Shu kommer til at mærke meget til. Efterhånden som serien kommer fremad oplever man masser af ting som er meget dystre og som derfor kan virke foruroligende på nogen. Now And Then, Here And There er ikke noget man ser når man skal hygge sig med noget komisk, hvilket den her anime er alt andet end.
Now And Then, Here And There er rigtig spændende og jeg hungrede hele tiden efter at se et afsnit mere. Det er meget svært at slippe den serie, navnlig fordi den er så spændende, men også pga. de temaer den berører f.eks. angående moral i krig og lign.
Lyden i Now And There, Here And There er for det meste noget jeg synes meget godt om, navnlig på musikken – og kong Hamdo lyder meget grum, hvilket han skal være.
Musikken passer rigtig godt til, dog er der, som altid, enkelte numre man ikke helt bryder sig om. Det japanske lydspor er af meget god kvalitet synes jeg selv og det gør personerne meget realistiske synes jeg.
Animationen er for det meste god efter min mening. Dog vejer selve animationen ikke så højt op på min vægtskål, som det nok ville gøre hos andre, men jeg kan ikke klage i dette tilfælde. En god ting er at landskabene i serien varierer en del og derved sætter animatorerne på en prøve og det er også lykkedes meget godt.
Original titel: Ima, Soko ni Iru Boku
Genrer: Action, drama, scfi-fi
Alder: 15+
Studie: AIC
Instruktør: Akitraro Daichi
Amerikansk licens: ADV Films
18. marts 2006
Armitage III
I fremtiden har mennesket koloniseret Mars, men man har brugt en masse menneskelignende robotter for at få det spæde samfund til at fungere. Der er dog en udbredt mishag overfor disse, idet mange mener at de over-tager menneskers jobs og generelt ikke er mere end maskiner.
Politimanden Ross Sylibus flytter til Mars efter at hans partner på Jorden er blevet dræbt, men allerede i rumhavnen bliver han indblandet i en sag, En enormt populær country-sangerinde, der var med samme skib som han, findes myrdet.
Det viser sig at sangerinden i virkeligheden var en robot, der dog havde levet hele sit liv som menneske, og alle omkring hende troede da også at hun var et sådant. Ross og hans nye partner Naomi Armitage får overdraget sagen, der viser sig at lede til en mystisk serie af tredjegenerations robotter…
Lad mig starte denne anmeldelse med at afklare en ting: dette er ikke den tredje serie i en række, titlen giver mere mening når man har set serien.
Armitage var en af de titler, der blev udgivet inden årtusindskiftet som fik kultstatus, og det på trods af at den de første mange år kun kunne købes i Vesten i en sammenklippet filmudgave, der kun havde engelsk tale.
Oprindeligt var det en 4-afsnit OVA fra starten af 90erne (1994), der så blev lavet til en 90 minutters film. Der er dog ikke fjernet noget af virkelig
betydning for historien fra film-udgaven, og den engelske dub er også ret tro mod den oprindelige, så denne anmeldelse gælder begge.
Grafisk set kan man godt se at titlen er fra midten af 90erne på stregen, men detaljegraden og farverne er gode – det er tydeligt at det er en OVA, og selv i dag holder animationen.
Lyden er også udmærket, med mekanisk-lydende synthesizer baggrundsmusik der fanger den teknologiske stemning på Mars glimrende.
Som sagt var filmudgaven med engelske stemmer, og noget så specielt som japanske undertekster – der findes ikke noget japansk spor til den, men der er brugt mere eller mindre kendte rigtige skuespillere til den, og resultatet er faktisk ganske godt, især taget i betragtning at det er en halvgammel dub fra en tid hvor niveauet var noget lavere end i dag.
Historien er ikke vildt original, man kan trække paralleller til mange tidligere titler og film, bl.a. virker serien på nogle områder inspireret af den amerikanske film Blade Runner. Det overordnede tema er da også de ofte brugte problemer mellem robotter og mennesker, og om hvordan vi skal behandle dem, som jævnbyrdige eller slaver.
Personbeskrivelserne virker noget stereotype i starten, men bliver langsomt bedre jo mere man hører om personerne. Ross er betjenten der har mistet livsmodet, Armitage den aggressive pige i stramt tøj, men efterhånden som man ser mere til deres bevæggrunde kan man ikke undgå at leve sig ind i historien om det spirende forhold mellem de to hovedpersoner, og hvor umuligt det er i det marsianske samfund.
En meget usædvanlig detalje er at Ross er sort, hvilket man ikke ser ofte i anime, og endda som andet end komisk islæt. Så det er et utraditionelt forhold på flere punkter, menneske og maskine – hvilket er set ofte i anime, men mellem sort og hvid kan tælles på meget få fingre.
Teknisk set er det en rimelig velstøbt sci-fi verden, om end der er nogle områder hvor den ikke helt holder vand rent faktuelt. Det samme gælder desværre historien som helhed, indimellem sker der ting der ikke er forklaret ordentligt, såsom at personerne pludselig har adgang til store våben og den slags.
Alt i alt er det tydeligt hvorfor Armitage III fik kultstatus: den indeholder alt hvad en god science fiction historie skal, krydret med et lidt specielt parforhold og en altid god problemstilling.
Genre: Sci-fi / cyber-punk
Alder: 15+
Studie: AIC
Instruktør: Hiroyuki Ochi
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
28. februar 2006
Hellsing
Anime serien Hellsing handler om en organisation ved navn Hellsing, som opsporer vampyrer og slår dem ihjel. Hellsing organisationen er i besiddelse af en vampyr ved navn Alucard, som er mange århundreder gammel og kan fremmane sort magi, som han bruger i den gode sags tjeneste. Hellsing organisationen har udstyret ham med et menneskeskabt våben, en pistol lavet af et nedsmeltet sølvkors til at slå vampyrer ihjel med.
På en af de første missioner i Hellsing møder Alucard en kvindelig politisammarit ved navn Seras Victoria. Alucard skyder hende igennem hendes ene lunge, for at slå en vampyr ihjel og gør hende til en vampyr for at rede hendes liv.
Efter missionen bringer Alucard hende til Hellsing organisationen, som tager sig af hende og lærer hende at håndtere tunge våbenskyts. Den kvindelige politisammarit bliver optaget i organisationens mennesketropper og hjælper dem i deres mission, nemlig at slå alle verdens vampyrer ihjel. Og så går den vilde jagt efter de blodtørstige vampyrer.
Hele serien udspiller sig i London på forskellige kendte steder, så som Tower of London, hvor den største kampsekvens i serien bliver udkæmpet.
Hele serien igennem bliver Hellsing organisationen stillet over for nyere og sværere udfordringer. Især da Seras og Alucard møder en præst, som kan regenere sig selv.
Præsten har samme mission; at slå alle vampyrer i verden ihjel, inklusiv Hellsing organitionens vampyrer. Det lykkedes ikke første gang for præsten, da han bliver stoppet af Hellsing organisationens øverste overhoved (Integral Wingates Hellsing) og sendt tilbage til Vertikanet i Italien.
Seriens verden minder meget om vores, den eneste forskel er blot, at seriens verden er spækket med overnaturlige væsner og sort magi.
Hellsing serien er inddelt på fire DVDer, hvor der på hver DVD er tre afsnit, som hver varer 20 minutter. Dog er der på den sidste DVD fire afsnit.
Hvis man godt kan lide at se anime voldsfilm, er Hellsing lige den serie, man skal vælge. Der er fuld tryk på fra start til slut!
Genrer: Gyser, action
Alder: 15+
Studie: Gonzo
Instruktører: Umanosuke Iida / Yasunori Urata
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
Også udgivet i Danmark
27. februar 2006
Popotan
I en stor villa, der ligger på toppen af en bakke uden for byen, bor der tre søstre.
Den ældste, Ai, bruger briller, er storbarmet og bekymrer sig ikke om nøgenhed. Hun er meget rolig og blid og nærmest indbegrebet af kvindelig omsorg.
Mai er den midterste søster. Hun er temperamentsfuld, sporty og fladbrystet, i hvert fald sammenlignet med hendes storesøster.
Mii er den yngste søster, men helt klart den mest aktive af dem. Hendes opførsel er hyperaktiv det meste af tiden, hvilket både gør hende kær og irriterende på samme tid. Hun leger ofte at hun har magiske kræfter og kan forvandle sig til en Magical Girl (se artikel i blad 3), hvilket kan skabe problemer. Hun elsker desuden bløde ting, hvilket hendes søstres bryster ofte får at mærke.
Popotan er baseret på et pornografisk pc-spil af samme navn, men de hårde scener er fjernet, og tilbage bliver en masse bar hud men intet virkeligt ”alvorligt”. Historien er også ændret, men personerne og stederne er de samme.
I det hele tager er personerne det centrale i serien, det er dem der driver historien fremad og ikke omvendt. Der sker en udvikling i løbet af serien for dem alle, men det hele foregår i et roligt tempo.
Grafisk er det tydeligt at serien er meget ny, den blev vist på japansk tv i sommeren 2003. Serien har en meget levende farve-palette, noget der er med til at give den et let og gladt udtryk.
Farverne er også en central del af de tiltalende karakterdesigns, der er taget uændrede fra spillet.
Lyden i Popotan er også af en god kvalitet. Musikken er udmærket, men samlet langt fra et mesterværk. Åbningssangen er lavet af gruppen Under17, og er, som deres sange har for vane, meget catchy. Under17 har også lavet sangene til spillet, og sangerinden, Haruko Momoi, lægger også stemme til Mii i begge udgaver.
Alt i alt er Popotan en glimrende men lidt spøjs serie. Det er en historie om nogle piger med en udsædvanlig livsmåde og hvordan de udvikler deres opfattelse af livet på grund af den, men samtidig er der rigtig megen bar hud, så serien er kun for ældre (drenge primært).
Derigennem fanger den godt nok ”charmen” fra spillet og gør den trods alt en tand mere afdæmpet, men spørgsmålet er om serien reelt ikke havde været mindst lige så charmende uden huden, uden nøgenheden ville handlingen fint kunne passe alle aldre.
Genre: fanservice, drama
Alder: 15+
Studie: Petit Ferret, Shaft
Instruktør: Shinichiro Kimura
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
25. februar 2006