AnimeGuiden

Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

  • Paranoia Agent

    Paranoia Agent er en af de serier jeg har set frem til, og efter at have set starten på serien er jeg absolut ikke skuffet. Hjernen bag serien er Satoshi Kon som nok er mest kendt for de meget imponerende film Perfect Blue, Millennium Actress og den for nylig aktuelle Tokyo Godfathers. Med Paranoia Agent viser han igen at der stadig kan laves anime der er originalt og udfordre tænke-musklerne. Dog afviger den markant fra hans film, som ofte har en tendens til at være meget jordnære, hvor Paranoia Agent opbygger en stemning af underlig mystik og forvarsler om katastrofer.

    I starten er serien svær at gøre sig klog på. En gruppe fremmede bliver på hver deres måde involveret i sagen om ‘shounen Bat’. En ukendt dreng på rulleskøjter der overfalder folk og slår dem ned med et gyldent baseball bat og som ingen kan finde det mindste spor af. Til tider ser det endda ud til at shounen Bat dukker op og slår folk ned som ned nærmest på kommando, for igen at forsvinde sporløst.

    På overfladen virker det hele som en sag om en mystisk overfaldsmand, men igennem de første afsnit får man hurtigt en fornemmelse af at der er mere bag det. En dukketegner taler med hendes dukke og den taler tilbage, en gammel mand der efterlader mystiske formler på gaderne og så er der den mystiske shounen Bat der dukker op og belejligt slår folk ned.

    Men et af seriens stærkere virkemidler er dens åbnings sekvens, hvor man ser de forskellige personer stå og grine i henholdsvis en storby og ruinerne af den, med paddehatteskyer i baggrunden. Samtidigt lægger Susumu Hirasawa sang og musik til den, og det gør han imponerende godt. Det er nok en af de bedste åbningssekvenser jeg har set længe og den får et 13 tal for kreativitet og stemnings opbygning.

    Skulle man være i tvivl, så er Paranoia Agent en serie der motioner de små grå og som med så meget anime af den slags, så skal man se den med et åbent sind og være forberedt på at der er mange detaljer i serien som man være opmærksom for at få med. Det gør også serien god at se igen, for man bliver forbavset over hvor meget man overså første gang.

    Original titel: Mousou Dairinin
    Genre: Drama / thriller
    Alder: 15+
    Lavet af: Madhouse Studios
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Stellvia

    orden blev for 300 år siden ramt af trykbølgen fra en eksploderende stjerne, og menneskeheden har siden arbejdet hårdt for at genopbygge det tabte, og er nu i gang med at befolke rummet.

    Pigen Shima Katase rejser til rumstationen Stellvia for at begynde hendes uddannelse som pilot og deltage i et enormt projekt, ledet af organisationen Foundation. Dets formål er at bygge en serie af rumstationer, som kan generere et energi skjold stort nok til beskyttelse Jorden mod endnu en bølge fra den døde stjerne, der denne gang ikke kun er en ren energi, men også utallige brudstykker fra den.

    Shima tilhører det sidste hold af piloter der starter før bølgen rammer og meget store forventninger bliver stillet til disse nybegyndere, men hun opdager at det er langt sværere at styre et rumfly end hun havde regnet med. Men hendes evner som programmør hjælper hende igennem problemerne, selv om hun starter med at forkludre det totalt.

    Dog med hjælp fra hendes nye venner og en del træning, så lykkedes det Shima at kombinere hendes evner med flyvning og blive en ganske god pilot. Men at kunne styre et rumfly er bare en af de ting der skal læres og ikke alt kan løses ved at programmere en computer.

    Til trods for den ret seriøse trussel der er på vej, så er Stellvia også en sød historie om Shima og hendes venner om bord på rumstationen. Her de oplever de ting de fleste gennemgår i deres skolegang, lige fra forelskelser til at begå store fejltagelser, selv om deres afsluttende eksamen er ikke så lidt hårdere end nogensinde før.

    Allerede da TV versionen af Stellvia blev vist var den lavet med flot hånd animation, kombineret med imponerende computer grafik til rum sekvenserne. Nogen kunne mene at serien mangler ting som kampe i rummet eller egentlig action, men den fokusere mest på Shima og forholdet mellem hendes venner. For selv om hun er hovedpersonen, så har alle omkring hende også deres personligheder og problemer.

    I DVD versionen er dele af serien blevet gentegnet for at kompensere for visse dyk i TV-seriens kvalitet og det er meget mærkbart i den, hvis man har set den tidligere, og endnu en motivering til at investere i DVD’erne hvis man er fan af serien.

    Men udover den grafiske kvalitet, så udmærker Stellvia sig også med musikken, så er lavet at duoen Angela. Selv om det er deres debut indenfor anime, så er er musik siden ret imponerende og der bliver ikke sparet på den.

    Leder man efter en hyggelig rumserie, så er Stellvia perfekt, for den har et behageligt tempo, nuttede piger, spændende højdepunkter og flotte action sekvenser. Til tider kan den gå lidt overbord med forskellige af disse elementer, men bliver hver gang hevet tilbage af den gennemgåede handling.

    Original titel: Uchuu no Stellvia
    Genre: Shoujo / science fiction
    Alder: Alle
    Lavet af: Xebec
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Tsukihime

    Shiki er en næsten normal skoledreng, der prøver at leve et normalt liv. Men en aften støder han på en dame i parken, og uden at vide hvorfor dræber han hende, ret blodigt, med sin lommekniv.

    For at gøre det hele endnu underligere, så kommer hun tilbage fra de døde og opsøger Shiki.

    Hun kalder sig selv Arcueid og viser sig at være en vampyr på en mission. Hun er i byen for at stoppe en trussel og har brug for Shikis hjælp. Han besidder nemlig en evne til at se brudlinier i ting og personer. Med den evne er han det våben som Arcueid håber på at kunne bruge til at bekæmpe sine fjender, vampyrer af den værste art.

    Men for Shiki er det ikke kun det eneste der sker. Som barn blev han fjernet hjemmefra for at vokse op hos en afsides del af familien. Nu efter hans forældres død er han blevet kaldt tilbage til familiens slot, som nu kun er beboet af han søster og to tjeneste piger. Her viser det sig at familien har flere hemmeligheder end bare Shikis specielle syn og hans hjemkomst er ikke umiddelbart nogen større succes, som forværres af at han sniger sig ud om natten for at hjælpe Arcueid.

    Tsukihime har en gennemgående dyster stemning og adskillige mysterier bygget ind i den komplekse handling. Men det skinner dog igennem at den er baseret på et par computer spil og med sine 12 episoder ikke helt kommer i gang med at fortælle alle de historier som serien startet på.

    Der er en del personer med hvor man kommer ind og lærer dem lidt af kende, men store dele af den originale handling er gået tabt imellem kampene i serien.

    Men Tsukihime er en vampyr serier og den slags er vist noget som anime fans sjældent kan få nok af, og i sig selv er Tsukihime værd at se. Dens mørke stemning og de dystre personer er fængende, med nok detaljer til at man lærer at forstå dem, med tiden.

    Kampene er også ganske interessante, med vores mandlige helt værende alt andet end stærk og selv med hans evner til at se brudlinier, så er han ret afhængig af at Aruceid leder ham.

    Serien prøver også at opbygge dybere forhold mellem Shiki og adskillige af dens kvindelige personer, men den del af handlingen virker ret fragmenteret og selv om man ser en del til hans forhold med den ret modne Aruceid, så virker det som en af de ting der måtte ofres for at kunne holde antallet af episoder nede på 12 styk.

    Tsukihime mest er lavet til de mange fans af spillene, men kan ses uden kendskab til dem. Noget der nok er godt for vampyr fans her i vesten, for der kommer nok ikke nogen oversat version af det spil som handlingen bygger på. Så kan man lide en dunkel vampyr serier der stiller flere spørgsmål end den kan svarer på, så skulle man tage et kig på Tsukihime, for den har den rette stemning.

  • Virus

    Engang i slutningen af århundredet spreder en mystisk virus sig, en virus der både rammer mennesker og maskiner og kontrollerer dem fuldstændig.

    Det område, der er værst ramt af virusen, er Neo Hong Kong Til at bekæmpe den og de personer/ting der er inficerede har man oprettet enheden STAND. Denne trup af specialister er udstyret med de bedste kampdragter der findes, og deres mobile hovedkvarter er bevæbnet lige så kraftigt som en panser-enhed, så det er ikke slagkraft de mangler.
    Men vil deres kamp mod de allerede inficerede være nok til at holde virusen nede?

    En dag forsøger en ung mand, Serge, at slå lederen af truppen ihjel, men han bydes tværtimod velkommen og får at vide at han var ventet. Samtidig angriber en af virusen kontrolleret maskine, og Serge stjæler en af truppens kampdragter og slår virusen efter at have udvist en større kampevne end alle andre.
    Men hvem eller hvad er Serge? Og hvorfor kender lederen ham?

    Virus er opbygget som en klassisk cyber-punk anime, og langt hen ad vejen virker den meget inspireret af Bubblegum Crisis (se anmeldelse blad 3). På trods af dens mangel på originalitet, og deraf ofte følgende forudsigelighed, formår den dog at underholde, og på grund af mængden af ubesvarede spørgsmål kan den alligevel fange en.
    Og man kan ikke komme uden om at cyber-punk genren gør sig godt som animation, idet der her er mulighed for alle de passende special effects uden at det vil ødelægge et budget.

    Grafisk er serien nogenlunde, men absolut ikke noget specielt. Modsat hvad man ville forvente af genren er der ikke brugt nogen computer-skabte sekvenser, hvilket visuelt er et rart afbræk.
    Karakter designet er lavet af Masami Obari (Detonator Orgun, Fatal Fury, Gowcaizer), og hans streg er let genkendelig på godt og ondt. Om man bryder sig om hans stil er en smagssag, men det karakteristiske udseende vil ikke tiltale alle. Lyden er ikke værd at nævne, den er der og den gør sit job. Så teknisk er serien samlet acceptabel, men sammenlignet med mange nyere serier blegner den kraftigt.

    Cyber punk fans går ikke galt i byen med Virus, medmindre de ikke kan lide Obaris stil. Det samme kan siges om hans fans og genren. Alle der ikke er fans af nogen af delene bør holde igen og overveje om de ikke kan bruge deres penge mere fornuftigt.

    Anden titel: Virus Buster Serge
    Genre: Cyber punk / action
    Alder: 13+
    Anime lavet af: J. C. Staff
    Amerikansk licens: Manga Entertainment

  • Chrono Crusade

    Chrono Crusade foregår i USA i de brølende 1920’ere. Årtiet er dog ikke det eneste, der brøler. I storbyernes skygger skjuler der sig dæmoner, hvilke Magdalena-ordenen bekæmper. Det er en kristen kloster-orden, som med hellige våben forsøger at fordrive dæmonerne fra vores verden.
    Hovedpersonen er den unge nonne Rosette Christopher, som er en af ordnens eksperter i dæmon-fordrivelse, om end hun ikke er specielt god til det. Hun er meget impulsiv, temperemantsfuld og fysisk aktiv, hvilket gør hende til lidt af en tomboy. Dette sammen med hendes ikke altid gennemtænkte omgang med våbnene gør hende til en slags ordenens sorte får, idet hun altid præsterer at ødelægge en masse under opgaverne.
    Rosette har en trofast følgesvend i dæmonen Chrono, der på trods af sin afstamning er en stor hjælp i hendes arbejde. Han virker dog ikke som en dæmon heller, idet han er ydmyg, høflig og stille, nærmest en modsætning til Rosette.
    En anden grund til, at Rosette er et problembarn for ordenen, er netop hendes venskab med Chrono. Søster Kate, en af lederne, kan ikke forestille sig, at der ikke er noget ondt ved Chrono, om end ha altid opfører sig eksemplarisk.
    Chrono og Rosette har dog en fælles fortid, der forklarer deres sammenhold og bundethed, en fortid der er ved at vende tilbage for at ændre deres forholdsvis fredelige liv i ordenen for altid…

    Chrono Crusade er en ret populær manga af Daisuke Moriyama, som blev animeret i 2003 af Studio Gonzo. Den foregår i et for manga/anime fremmedartet sted, USA, og foregår i en alternativ fortid. Man mærker hurtigt, at stedet giver serien en lidt anderledes stemning, og der er også gjort en del ud af at ramme tidsperioden, om end der indimellem er nogle ting, hvor der gjort mere for at gøre tingene interessante end tidsmæssigt passende.

    Det religiøse tema er reelt ikke andet end en tynd ramme, der er valgt på grund af kristendommens eksotiske præg (for japanere) med et stærkt symbolsprog, og der tages fra starten afstand fra religionens dybere ting, som så erstattes af mere ”pop-prægede” elementer som dæmoner og en kosmisk strøm. Dette giver grobund for en ret action-præget fortælle måde.

    Mangaens streg er klar og tydelig, og billederne er præget af skarphed uden alt for mange effekter. Der er en god brug af gråtoner, og samlet har tegningerne en god detaljegrad. Personernes design passer til deres personligheder og er altid tegnet konsekvent og tydeligt forskelligt.
    Tegnemæssigt ligger animeen ret tæt på mangaen. Personerne er holdt i en streg, der ligger tæt på mangaens, der er gjort noget ud af at få baggrundene til at virke autentiske, og farvevalget virker også passende.
    Valget af stemmer og musik til serien er også faldet godt ud, og samlet er der tale om et teknisk godt stykke animation.

    Umiddelbart virker det som om, animeen følger mangaen historiemæssigt, men det varer ikke længe før de første forskelle kommer, og jo længere serien skrider frem, jo større bliver forskellene.
    Som sådan gør det ikke noget, idet animeens historie er ganske udmærket og medrivende, men mange fans, der kender begge versioner, mener, at den er dårligere end mangaens version.

    Alt i alt er Chrono Crusade ganske glimrende underholdning, uanset om man vælger animeen eller mangaen. Så er hvis man har lyst til at se nonner bekæmpe dæmoner med skydevåben eller blot komme væk fra det sædvanlige Japan, bør man kaste et blik på den.

    Original titel: Chrno Crusade
    Genre: Action / alternativ historie / religion
    Alder: 13+
    Manga tegnet af: Daisuke Moriyama
    Anime lavet af: Studio Gonzo
    Amerikansk licens af animeen: ADV Films
    Amerikansk udgivelse af mangaen: ADV
    Dansk udgivelse af mangaen Carlsen / Mangismo

  • Disgaea – Hour of Darkness

    Dæmon-prinsen Laharl vågner efter 2 års søvn til at hans far, lederen af Underverdenen, er død. Hans ”trofaste” vasal Etna er der dog for at hjælpe ham med at generobre dæmonernes respekt og konge-magten. Så sammen med Etna og en flok prinnier, udøde pingviner, begiver han sig ud for at gøre dette.

    Undervejs møder han mange farverige personer: den indbildske Vyers, den griske svine-dæmon Hog-Meister og engelen Flonne, der er på hemmelig mission, og flere til.

    Disgaea er et strategi-rollespil, en genre der ikke er udgivet specielt meget af i Europe men som er ret populær i Japan. Strategi-rollespil fokuserer på kamp-delen fra rollespils-genren, der er udvidet kraftigt i forhold til den klassiske ”Final Fantasy” stil med elementer fra rene strategi-spil. Således er der et kort, eller nærmere spilleplade idet den er tydeligt felt-opdelt, hvorpå man flytter sine karakterer / ”brikker” rundt. Hver person har så en rækkevidde med hvor langt de kan rykke, og det samme gælder angreb, de kan angribe et forskelligt antal felter fra hvor de står.

    Derudover er der skills og items, ligesom i almindelige rollespil, og dette er da ikke det eneste sammenligningspunkt, idet personerne for experience og stiger levels etc. Det er dog ikke kun personerne der har levels, men også items, der stiger i level ved at man går ”ind i dem” og vinder kampe. Disse ”item worlds” er tilfældigt genereret hver gang, hvilket gør det en smule mindre trivielt at ”level’e” op, idet karaktererne også får exp for kamp der så man slår to fluer med et smæk. Udover har items en grad af sjældenhed, så det at få de bedste items taget lang, lang tid.

    Alt i alt er der dog intet virkeligt nyt i systemet, tingene har lidt andre navne og opbygning, men det er som andre spil i genren. Dog er der endnu flere ting man kan øge levels på i Disgaea end normen er, selv for denne spiltype, så spillet vil være et paradis for stat-elskere (I er derude, indrøm det bare).

    Grafisk vil mange nok rynke på næsen, idet spillet er 2d og ikke har det mest detaljerede billeder, det ligner nærmest et PlayStation 1 spil. Men den simple 2d-grafik er alligevel utroligt charmerende, og den er alt i alt en af de vigtigste grunde til at spillet er blevet så stort et kult-hit.

    Karakterernes design er ret farverigt, sødt og nuttet, hvilket gør det, at de er dæmoner lidt komisk. Alle hovedpersonerne ligner børn, og deres opførsel passer indimellem dermed. I det hele taget afslører personernes udseende med det samme deres væremåde.

    Alle monstrene er også sjove at se på: fra de udøde pingviner, prinnierne, over cat-girls, nekomataer, til nuttede gargoyler og drager.

    Samlet giver dette spillet et meget sødt udseende, men det undgår de værste pastelfarver og bliver dermed ikke for meget.

    Lyden er acceptabel, men det er ikke noget man husker efter spillet stoppet. Musikken gør sit arbejde i baggrunden og ryger ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade andet indtryk end passende baggrundsstøj.

    Talen i den europæiske udgave er engelsk, men den er til at holde ud og passer nogenlunde til personerne. Etnas stemme er dog noget ældre end hendes udseende, og Flonnes stemme er overdrevet høj og pusse-nusset. Andre, som Laharl og Vyerl, er dog okay, og sammen med et rimeligt forsøg på skuespil gør det at de hjælper en med at leve med i historien.

    Historien er simpel og for det meste let at forudsige, men der er nogle twists undervejs, der gør den interessant og ikke bare noget der skal overstås. Sammen med de tiltalende personer gør dette at man sagtens kan blive draget med i spillet af den grund også.

    Alt i alt er Disgaea et glimrende spil og noget af det bedre som strategi rpg genren kan tilbyde. Det har da også som tidligere nævnt fået en pæn popularitet i visse kredse, bl.a. blandt anime-fans, og er helt klart anbefalelsesværdigt hvis man vil prøve noget der er en smule anderledes.

    Platform: PlayStation 2
    Genre: Strategi RPG
    Alder: Alle
    Lavet af: Nippon Ichi Software
    Udgivet i EU af: Koei

  • Chihiro og Heksene

    Af og til har man brug for at flygte lidt. Ikke i den fysiske ”book-en-enkeltbillet-til-Nepal” forstand, men bare at smutte i seng med en god bog, smide en skive i dvd-afspilleren eller lignende. Det er vel i grunden derfor så mange af os holder af historier. Ikke som en virkelighedsflugt, men bare en virkelighedspause, hvor vi kan lægge tilværelsen fra os et øjeblik og pleje fantasien lidt. Det er velsagtens også det, der har givet anledning til så mange historier om parallelle verdener, rejser gennem tid, rum og det der er vildere. Chihiro og Heksene er netop én af den slags film.

    Mød Chihiro, en ti-årig pige, hvis forældre har besluttet sig for at flytte et godt stykke væk fra hvor de boede før, til hendes store misfornøjelse. Bedst som hun ligger på bagsædet og plejer sin surmulen med omhu, beslutter hendes far at skyde genvej til deres nye hus gennem skoven (og så skal det jo gå galt).

    Jeg skal ikke kede læseren med en lang genfortælling, men humlen af det hele er at de under mystiske omstændigheder havner i en anden verden, propfyldt med gespenster, talende frøer, hoppende hoveder uden kroppe og alt hvad man ellers kan forestille sig. Naturligvis havner Chihiros forældre i en slem knibe (de bliver forvandlet til grise) og det er nu hendes opgave at finde en måde at redde dem på, mens hun selv sørger for ikke at lave et stort postyr undervejs, hvilket selvfølgelig er umuligt.

    Chihiro og Heksene, som filmen hedder på dansk (hhv. Spirited Away og Sen To Chihiro no Kamikakushi på engelsk og japansk), er produceret af Studio Ghibli og er det nyeste skud på stammen fra animationstryllekunstneren Hayao Miyazaki og hans stab, der tidligere har stået bag mesterstykker som Princess Mononoke og My Neighbour Totoro, hvoraf Chihiro og Heksene dog er den eneste der har haft dansk biografpremiere.

    Chihiro er en forholdsvis typisk Miyazaki-film på en lang række punkter. Der er selvfølgelig tegnestilen, animationen og så videre, men først og fremmest er det en familiefilm. Jeg vil her anmode læseren om at holde op med at hvæse og komme tilbage til skærmen, da der for en gangs skyld er tale om en reel familiefilm og ikke bare endnu et kvalmende forsøg på at komme til forældrenes tegnebog gennem deres børn. Chihiro kan ses og nydes af mere eller mindre alle aldersgrupper, selv om det selvfølgelig vil være forskellige kriterier der bliver lagt vægt på.

    Teknisk er Chihiro og Heksene en fryd for øjet. Filmen er produceret i 2001 og det kan ses, ikke mindst i den høje slutkvalitet. Der er nogen brug af CG i filmen, men som oftest bliver den avancerede teknologi kun brugt til at lette andre ting i produktionsprocessen, da Ghibli stadig lægger stor vægt på håndtegnet, -animeret og –farvelagt materiale. Og for pokker da, hvor er det flot. Fabelagtige baggrunde, detaljerede figurer og lækker, glat animation. Sådan skal det være.

    Der er bestemt heller ikke slækket i lydafdelingen. Som det ofte er tilfældet med Ghibli-film er det Joe Hiashi der har komponeret musikken og han har gjort et ganske fint stykke arbejde. Nu er det selvfølgelig en smagssag, men jeg synes så afgjort at musikken passer godt ind i det miljø Chihiro befinder sig i. Den japanske stemmeføring ligger bestemt også i den højere ende af skalaen. Jeg kan desværre ikke udtale mig om den danske tale, idet min anmeldelse primært er baseret på den amerikanske DVD-udgivelse, men da det er Disney, som står for udgivelsen, er det næppe helt skidt.

    I det store og hele har vi her at gøre med et ganske fornøjeligt stykke animationsfilm, der er skabt af et hold af talentfulde mennesker som elsker at fortælle historier. Børnene vil more sig over sodfolket, krybe sammen i stolen når Yubaba farer i flint og heppe på Chihiro når hun flygter fra det ansigtsløse monster. Voksne vil måske i højere grad fortabe sig i de tekniske detaljer, det flotte sceneri eller den overordnede helhed hvormed historien bliver fortalt. En ting er under alle omstændigheder sikker: De vil ikke komme til at kede sig.

    Chihiro og Heksene er ikke en dyb, filosofisk historie. Den indeholder ikke svaret på livets gåder og du bliver næppe et nyt menneske af at se den. Det er til gengæld et sødt, flot fortalt eventyr, der giver dig et to timers pusterum fra virkeligheden, som du efterfølgende kan rejse dig fra og ærligt sige ”det var en god film”. Den er så afgjort et syn værd.

    Genre: Familiefilm
    Alder: 13+
    Studie    : Studio Ghibli
    Amerikansk licens: Buena Vista
    Udgivet i Danmark

  • Ghost in the Shell: Stand Alone Complex

    I den nære fremtid med cyborgs, kunstig intelligens og lignende hightech, findes der Sektion 9, som er en semi-hemmelig statsorganisation der tager sig af cyber relaterede kriminalitet. Det kan være alt fra en militær mecha der er gået amok, til at stoppe computer vira. Sektion 9’s mest dominerende agent er Kusanagi, som er næsten fuldstændig mekanisk, selv om det næsten ikke kan ses på hendes krop. Hun er hurtigere, stærkere og mere robust end noget menneske, samt i stand til at koble sig direkte til maskiner og Internettet.

    Hun samarbejder med resten af Sektion 9’s specialiserede agenter. Deres rækker rummer alt lige fra snipers til computereksperter. Til tider hjælpes hun også af sektionens lille gruppe af tachikomaer, relativt intelligente edderkop lignende mechaer på størrelse med små heste, men ret multi-funktionelle.

    Kusanagis hverdag er en blanding af aktiv kamp, observation og infiltrering. Nærmest en mellemting mellem en hemmelig agent og det amerikanske SWAT. Derfor skal hun og hendes team være forberedt på alt fra computernørder til intense kampe mod de nyeste hightech våben og maskiner.

    TV serien SAC er en ny version af Masamune Shirows nu klassiske manga, første gang animeret i 1995. Den nye serie er dog uafhængig af filmen og indeholder kun få elementer fra historien i den og den originale manga. Derimod handler serien om de mange individuelle opgaver som Sektion 9 tager sig af. Derfor er SAC meget episodisk, uden nogen opbyggende handling, men dog en svag tråd der forbinder visse episoder.

    Noget der er tydeligt i serien er at Shirow selv har været med til at lave den og fastlægge stilen. Hans sans for detaljer og ”logisk” brug af teknologi er meget tydelig. Til tider muligvis for meget, når der bliver brugt adskillige minutter på at forklare noget før handlingen fortsætter. Men det er lige så meget med til at opbygge en detaljeret verden, noget der er vigtigt for Shirows stil.

    Der er ingen tvivl om at SAC er smukt og dygtigt lavet. For en TV serie er der lagt meget vægt på detaljer, og selvom man kan se at der er brugt computeranimation til mange ting, så er det forholdsvis godt blandet ind i den håndtegnede stil. Actionscenerne er ligeledes flotte og ret flydende, ofte med megen hastighed og gode vinkler.

    Dertil kommer der at adskillige af seriens åbningssekvenser er helt computeranimerede. Selv om de ikke passer så godt med selve serien så er de dog ganske flotte.

    Så kommer vi til seriens lydside, som komponist geniet Yoko Kanno har stået for, og hun har igen lavet et soundtrack der er lige så attraktivt som serien selv, med gode sange leveret af kunstnere hun har brugt før, som Shantia Snyder der leverer en flot åbningssang på russisk, og Tim Jensen med Lithium Flower som afslutningen.

    Er man bare lidt Ghost in the Shell eller Masamune Shirow fan, så bør man kigge nærmere på SAC. Er man dog ingen af delene, men gerne vil se en action anime med mange og flotte detaljer, så kan serien nok være et bekendtskab værd. Den er ikke helt i action genren, da der ofte bliver brugt tid på forklaringer og opbygning af baggrunden, som muligvis vil kede de mest hardcore actiontilbedere, men det er en del af den stil der gør at SAC hæver sig over mainstream TV serier.

    Genre: Sci-fi / cyber-punk / action
    Alder: 15+
    Studie: Production I.G
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Kaleido Star

    Pigen Sora rejser fra Japan til Californien i USA for at få lov til det hun altid har drømt om, nemlig at optræde på scenen i det berømte Kaleido Star cirkus. Men det er ikke ligefrem noget normalt cirkus, men en blanding af akrobatik, ballet og skuespil og kun de bedste bliver accepteret.

    Efter lidt problemer i starten lykkedes det dog Sora at blive optaget som elev. Selv om hun allerede fra hun var helt lille har trænet atletik og trampolin spring, så er der stadig meget hun skal lære, men med hjælp fra nye venner, hårdt arbejde og original tænkning, så laver hun hurtige fremskridt.

    Kaleido Star kunne godt lyde som endnu en sports anime, men det bliver den egentlig aldrig. For selv om der bliver lagt vægt på Sora’s træning og de mange atletiske forestillinger, så handler serien mest om kærlighed til at optræde, frem for at vinde eller blive nummer et. Man får ofte det indtryk at hun egentlig ikke er så fantastisk god, men snarere så stædig og målrettet, at det lykkedes hende at lære det der skal til, ofte efter hård træning og en del fejl.

    Modsat sports serier, så er der heller ikke nogen egentlig rival. Sora får gode venner og meget hjælp, selv om hun ofte må lære ting på de mest besværlige måder. Selvfølgelig har Kaleido Star allerede en dygtig ledende primadonna, men hvor de fleste serier ville have valgt at gøre hende og Sora til rivaler, så bliver hun nærmest et idol for Sora.

    Det er med til at give serien en langt behageligere handling, hvor venskab og samarbejde for at lave en god forestilling betyder mere end den enkeltes ego, en god fortolkning af det man opfatter som cirkus livets sjæl.

    Og netop også de forestillinger er en vigtig del af serien. For Kaleido Star cirkuset laver ikke normale trampolin opvisninger. De fremviser eventyr, romantiske historier og dramaer, på samme måde som en ballet, men ved hjælp af trampoliner og akrobatik.

    Her ville andre serier nok kunne finde på at genbruge meget materiale, men i Kaleido Star er bliver forestillinger hele tiden fornyet og ændret, så man ikke sidder og ser på noget man har set næsten magen til i de forrige episoder.

    Dertil kommer man også følger meget med i Sora’s private liv, som egentlig er ret normalt, udover at hun lige prøver på at blive stjerne. Der er hånd træning, forestillingerne, arbejde der skal laves bag scenen: Så fritid er nogle få timer hist og her, som Sora og hendes venner ofte bruger på at træne privat til diverse specielle numre og øvelser. Dog blive der tid til lidt morskab og en del nærmere kig på personerne i serien.

    Den japanske lydside til serien er flot. God musik til åbning og afslutnings sekvenserne og dejlig baggrunds musik. Sora’s voice actor virker meget overbevisende og det er hun også nøde til, for hun har den rolle der bærer serien.

    Den grafiske stil i serien er lige så flot. Især er der lagt vægt på at lave forestillingerne så godt som et TV budget kan klare, og netop fordi mange af scenerne kræver meget animation er det imponerende hvor flydende det er lavet.

    Action siden i serien er næste ikke-eksisterende og der er ingen større dramaer, rumvæsener, kæmperobotter eller udslettelser af byer med. Kaleido Star er en hyggelig og ganske fængende serie om en pige der gerne vil optræde, fordi hun kan lide det og for at glæde folk. Serien er ikke banebrydende på nogen måde eller udpræget dybsindig, men derimod god at slappe af til, og til tider kan den give en den dejlige varme følelse der lige hiver en tåre frem i øjenkrogen.

    Genre: Sport / komedie / drama
    Alder: 7+
    Studie: Studio Gonzo
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Steel Angel Kurumi

    Vi befinder os i 20’ernes Japan, hvor den unge præstelærling Nakahito bliver udfordret af sine venner til at gå ind i et hus. Det skulle ifølge rygterne være hjemsøgt af en gal videnskabsmand og han horrible forsøg på unge piger. Mere eller mindre mod sin vilje bliver Nakahito nødt til at udforske husets kælder, hvor han falder over kroppen af en ung pige og ved et uheld kommer til at kysse hende.

    Kysset vækker hende, men hun er ikke nogen helt normal pige, men en kamprobot ved navn Kurumi, bygget til at forsvare menneskeheden.

    Kysset har gjort Kurumi mere end bare loyal over for hendes nye ”herre”, så derfor er hun og Nakahito uadskillelige fra det øjeblik, lidt af en blandet velsignelse for ham, da Kurumi er bygget med et ulovligt prototype af et hjerte, skabt af ustabile elementer der kan være en stor trussel hvis hun ikke ”modner” rigtigt. Men en attraktiv, mysteriøs og usædvanlig pige kommer sjældent alene og efterhånden slutter hendes to søstre sig til gruppen, i kamp mod militæret og en fjendtlig styrke af kvindelige androider.

    Steel Angel Kurumi er næsten så typisk for sin slags som den kan være. Den har tre piger, en lettere ynkelig helt og masser af fanservice. Pigerne kommer i hver deres version af tjenestepigeuniformer samt har forskellige proportioner, så der er lagt op til at tilfredsstille et stort udvalg af mandlige feticher. Kurumi og hendes søstre kæmper også i utallige kampe, ofte involverende ødelagt tøj og imellem kampene er der lidt famlende udvikling af forholdet mellem Kurumi og Nakahito.

    Serien er ikke dårlig, men bare ikke noget der adskiller sig fra utallige andre action serier med en dreng og adskillige piger. Den har sine gode øjeblikke og perioder hvor den bliver lidt triviel. Der er handling og udvikling i handlingen, men udover et par underlige drejninger i historien, så kører det bare i rundkreds indtil slutningen.

    Tegnestilen er lige så ordinær som serien, med lidt brug af tidlig computeranimation, især synlig i den ganske søde åbningssekvens. Grafisk er serien ret stabil, selvom man til tider godt kan se at der er sparet på detaljer. Derimod er animationen ganske flydende, noget der gør kampsekvenserne ganske pæne at se på.

    Har man lyst til en sød harems serie med en god del action og fanservice, så er Steel Angel Kurumi ganske god. Den kan ses uden at man skal tænke for meget og den har en behagelig slutning. Men serien er ikke noget man vil huske for længe bagefter, selv om Kurumi er ganske nuttet.

    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 15+
    Studie: M.O.E
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Nadia

    Jean er en ung knægt i Frankrig i slutningen af 1800-tallet, der elsker at opfinde ting. Under Verdensudstillingen 1889, hvor Eiffeltårnet også blev indviet, deltager han med en flyvemaskine. Der møder han pigen Nadia og bliver straks betaget af hende. Hun bliver dog forfulgt af nogle underlige folk, og Jean hjælper hende med at slippe væk.
    Nadia er ikke specielt glad for Jeans interesse i sig, og er mistroisk over for alle hans opfindelser, der da også ofte går i stykker. Hun accepterer dog modvilligt hans hjælp, idet det er den eneste måde, hun kan undgå at bliver fanget på.
    De styrter ned over havet i Jeans flyvemaskine, men kaptajn Nemo og ubåden Nautilus samler dem op, og de finder et tilflugtssted og venner der.
    Det viser sig at Nadia har en forbindelse til Nautilus, og at den og hendes forfølgere har noget at gøre med det forsvundne rige Atlantis. Men hvilken?

    Nadia var Studio Gainax første tv-serie, men det gør ikke at den er dårligere end deres senere serier.
    På trods af seriens alder er dens tekniske kvalitet ganske udmærket, den grafiske overflade er pæn og levende, og lydsiden formår at skabe en passende stemning.

    Baggrundene er varierede og formår at skabe et godt billede af at være vidt forskellige steder på kloden, og deres detaljerigdom er med til at øge troværdigheden i scenerne, og dermed give stemningen et nøk opad.
    Personernes design er pænt og tydeligt, en detalje er at man kan genkende en del træk fra dem i designs brugt i senere Gainax serier, især NGE.

    Musikken er tilpas pompøs til at man virkelig føler det er et eventyr man er ude på, det hele på nær opening og ending sangene er arrangementer i ”klassisk” stil. Igen en stil de bruger senere, om end med en lidt anderledes orkestrering. Det værende sagt er musikken dog ikke noget man husker, den er der og gør sit arbejde forbilledligt, men den er ikke noget banebrydende. Det er ikke musikken man husker Nadia for, men historien.

    Historien i Nadia er, som allerede understreget flere gange, et stort eventyr. Og som sådanne er, når de er bedst, er den meget medrivende. Den generelle spænding ved at følge Nadia og Jeans flugt og rejse gennem en mystisk verden, der ligner vores men er en smule anderledes, meget som i Jules Vernes bøger, som serien er bygget meget over, sammen med flere plotdrejninger undervejs, gør, at man let er fanget og er spændt på hvad det næste der sker er.

    Man gør serien en bjørnetjeneste ved at sammenligne den rent med NGE og bedømme den ud fra det, noget der er svært og som mange vil gøre, derfor jeg har nævnt det heri. Men som det også burde fremstå tydeligt er historien markant anderledes og har en helt anden stemning. Man bør se Nadia som en god eventyr-serie, på det område er det noget af det bedste anime kan tilbyde, ikke som NGE-light, for så bliver man skuffet.

    Alt i alt er Nadia en glimrende serie, og en af de bedste eventyrer-historier lavet efter min mening. Kraftigt anbefalet.

    Anden titel: The Secret of Blue Water
    Original titel: Fushigi na Umi no Nadia
    Genre: Eventyr / historisk / sci-fi
    Alder: Alle
    Studie: Studio Gainax
    Amerikansk licens : ADV Films

  • R.O.D The TV

    For nogle år siden blev den originale R.O.D OVA serie udgivet, og med dens spionstil blev den et ganske stort hit. Så der er derfor ikke så underligt at den bliver efterfulgt af en TV serie.

    Den foregår nogle år efter at sidste serie sluttede, og starter med at fokusere på forfatterinden Nenene og tre søstre som bliver hyret til at være hendes bodyguards.

    Disse tre piger er alle ”Paper Masters”, med evnen til at manipulere papir til at skabe bevægelige figurer, våben eller skjold der stopper selv kugler. De tre har i Kina startet et lille detektiv firma, men sammen med Nenene drager de til Japan og bliver her involveret i en større sag, hvor en organisation prøver at få kontrol over alt viden på kloden.

    Forventer man at se de samme personer, som var med i den originale serie, så skal man lige vente til senere, for den første halvdel af R.O.D The TV drejer sig mest om de tre søstre og bygger langsomt op til seriens egentlige handling. Derfor er den lidt episodisk og mere humoristisk end den først serie, noget der gør starten meget anderledes. Men den har derimod sin egen charme, da pigerne er en rigtig hjertevarm lille enhed, med hver deres bogfiksering og personlighed.

    Serien er en efterfølger til OVAen, så det anbefales at man har set den først. Dog har TV serien ikke den samme følelse som originalen. Der er lagt mere vægt på humor og varme følelser, for selv når der er nedture, så står de tre søstre sammen og støtter hinanden. Dog følger seriens action del ganske godt med. Der er mange kampe for de tre paper masters, inklusiv skurke med samme evner og en mystisk dreng der konstant kommer i vejen for dem.

    Grafikken i serien bærer præg af både at være en TV serie og så at den er tilpasset til en ny handling. Stilen er blødere og langt fra så flot som den første, noget man nok ikke kan lade være med at sammenligne med, selv om den stadig er ganske flot og flydende animeret. DVD versionen af R.O.D TV er re-animeret. Det vil sige at efter den blev færdig i TV, så har animations studiet brugt tid på at forbedre udvalgt scener. Bedømmelsen af seriens grafiske kvalitet kommer derfor an på denne re-animation, for den version der blev vist i Japansk var meget mærket af at en trykkende deadline i de senere episoder.

    Er man R.O.D fan, så bør man nok investere i serien og så prøve at se den uden at sammenligne den for meget med den første serie. TV versionen er meget anderledes i forhold til OVAen, men senere kommer der de personer med som var med i originalen og man finder ud af hvad der er sket siden den sluttede.

    Har man ikke set R.O.D endnu, så er originalen en dejlig spionagtig lille serie også anmeldt her) og også efterfølgeren er værd at se hvis man kan lide action, hemmelige organisationer og skumle planer for verdensherredømmet.

    Genre: Action / komedie
    Alder: 13+
    Studie: J.C.STAFF
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment