AnimeGuiden

Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

  • Noir

    Mireille er en ung kvinde, der bor i Paris, med et noget usædvanligt job, nemlig lejemorder. En dag får hun en e-mail der vender op og ned på hendes liv.

    Den er fra en ung pige i Japan, Kirika, der lider af hukommelsestab men gerne vil tale med Mireille. Mireille siger ja på grund af en indskydelse og drager af sted. Det første der sker, da hun møder Kirika, er at de bliver angrebet og det viser sig at Kirika er mindst lige så godt til faget som Mireille.

    De to kvinder indleder et samarbejde hvor de langsomt afdækker Kirikas fortid, der lader til at have spor til Mireilles, alt imens de får en del forskellige opgaver. Det hele peger på en ældgammel, hemmelig organisation ved navn Soldats, men ingen kender noget til dem…

    Animationsmæssigt er Noir absolut i den bedre ende af skalaen og man kan absolut se at det er et nyt show. Baggrundene er mange steder næsten fotorealistiske og serien kan praktisk taget bruges som rejseguide til at vise forskellige områder af verden. Character-designet er også udmærket og opnår noget der er meget sjældent for animé, at give personerne en nationalitet. Det er tydeligt at Mireille er af vestlig race mens Kirika ser ret japansk/asiatisk ud. Action-scenerne er også flydende og frameraten er generelt god. Dog er det tydeligt ved de fleste af de flotte landskabstegninger at “kameraet” panorerer over hen over en statisk tegning og at det ikke er animeret som sådan. Ikke at det gør det store men man lægger mærke til det ved den ellers meget flydende animation.

    Lyden i Noir er også fremragende, især musikken er noget helt for sig selv. Den rummer både korsang og heftige techno-beats men det hele passer utroligt godt ind i seriens stil og er godt lavet. Der er dog ikke tale om virkelige ørehængere idet det mere er stemningsmusik, men absolut noget af det bedre af slagsen.

    Noir er en ret ny animé (2001) og da kildematerialet derfor var noget nær perfekt er både billedet og lyden på skiven også blevet virkeligt godt. Der er ingen nævneværdig blødende farveområder eller regnbuer. Både det engelske og japanske spor er i 5.1, hvilket er en sjældenhed. Japanske lydspor er meget sjældent i 5.1 men det er lavet i det fra starten af men blev ikke engang brugt på de japanske dvd’er. De japanske seyiuu (voiceactors) er, som man kan forvente, gode og stemmer passer godt til personerne. For en gang skyld er de engelske stemmer også udmærkede, ADV har denne gang leveret ganske udmærket arbejde.

    Menuerne er godt indrettede og nemme at finde rundt i. Baggrundsbilledet for menuen er i stil med introen og når den loader ser man en mand blive skudt men det hele holdt i meget stiliseret stil uden detaljer, meget passende til serien. I baggrunden er der lidt animation og skiftet til undermenuer er også fulgt af lidt animation uden at det dog går ud over hastigheden, det er hurtigt og nemt at komme fra menu til menu.

    Noir har stil, ingen tvivl om det. Men under den blankpolerede overfalde er der masser af indhold. Man kunne frygte at serien givet dens natur ville ende i et rent action-orgie med blod der flød over skærmen men ikke et gram indhold men det er heldigvis langt fra tilfældet. En stor del af tiden i Noir bruges ikke på målenes afgang fra denne verden men med research om dem og især om Soldats, der altid er at ane som dem der trækker i trådene. De utroligt flotte landskaber giver serien meget af dens stil og charme, den føles mange gange som en slags guide der rejser rundt omkring i verden hvor man ser ny, anderledes steder, helt klart et forfriskende pust i forhold til animés normalt bundethed i Japan og Tokyo i særdeleshed.

    Serien rører også nogle lidt dybere emner som man kan se allerede fra de første par afsnit på denne skive. Det at slå folk ihjel er ikke bare et job som alle andre og dette afspejles i personernes psyker, bekymringer og væremåder.

    Alt i alt er Noir absolut anbefalelsesværdig og er blandt de bedste titler udgivet i Vesten tilbage i 2003.

    Noir vol. 1 – Shades of Darkness

    Genre: Action, thriller
    Alder: 13+
    Studie: Bee Train/Victor Entertainment, 2001
    Amerikansk Licens: ADV

  • Last Exile

    Lige siden Gonzo annoncerede at de var i gang med at lave en serie for at fejre deres 5 års jubilæum har der været en del snak om Last Exile, som ikke blev mindre af at kun nogle få billeder og en kort promotion afslørede noget om serien, lige indtil den dag første episode flimrede hen over de Japanske TV-skærme og jeg har kigget på fansub versionen af serien..

    Last Exile foregår i en verden som kunne have været den vi lever i hvis dampkraft aldrig var blevet erstattet af elektricitet. Her stoppede den victorianske tidsalder aldrig og det er stadig den noble klasse der dominerer samfundet og udkæmper store slag på enorme krigsskibe, ikke længere i havet, men oppe over skyerne.

    Claus og Lavi er to kurerere der i deres lille, hurtige fly leverer meddelelser og pakker til steder hvor det normalt er svært eller umuligt, hvis de da ikke lige har travlt med at forberede sig til de lokale racerløb.

    Og netop under sådan et støder de mere eller mindre ind i en anden kurer, der bliver forfulgt af en type fly de aldrig har set før. Desværre er den forfulgte pilot hårdt såret og han overlader sin “pakke” til Claus og Lavi. Den viser sig at være en lille pige der skal bringes i sikkerhed, noget der viser sig at være alt andet end let og den lille gruppe ender ombord på det store slagskib Silvanus, midt i en kamp mellem nogle af de stærkeste kræfter der dominerer oceanerne over skyerne.

    Grafisk er Last Exile nok den flotteste animation der endnu er lavet til en TV-serie og det er tydeligt at stilen har rødder tilbage til Gonzo’s første animation, Blue Submarine #6. Man har kunne kritisere Gonzo lidt, for mangel på originalitet siden Blue Sub, men her må man nok sige at Last Exile foregår i et omfattende og anderledes miljø og den verden der er skabt til serien er et forfriskende alternativ. Ideen med at dampkraft udvikler sig på denne måde er ikke ny, men man kan se en forbavsende mængde af detaljer i alt, lige fra de små hurtige fly, der meget minder en om den type der blev brugt under første verdenskrig, til de store flyvende fæstninger.

    Hvad det nok er ligeså imponerende som grafikken er tempoet i serien, der lige fra starten er højt og bliver der. Om det så er luftkampe over skyerne, racerløb hen over landskabet eller flugt igennem byer, så foregår det med speederen i bund, med pauser hist og her så man kan få tid til at trække vejret. Last Exile er en serie der absolut bør ses mere end en gang, bare for at få flere detaljer med og det ville ikke forbavse mig at se den på DVD hylderne næste sommer.

    Genre: Sci-fi / Dampkraft / Fly
    Alder: alle
    Studie: Gonzo, 2003.
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Vandread

    Udover at jeg var helt vild med Robotech da den i tidernes morgen var til at se i fjernsynet, så har mecha anime altid kedet mig, selv den legendariske Neon Genesis Evangelion fandt jeg kun middelmådig underholdene. Så da jeg i slutningen af 2000 ville se hvad Vandread var for noget, var det uden de store forventninger.

    Vandread foregår i en fjern fremtid, menneskeheden har forladt jorden og har koloniseret stjernerne. To sådanne kolonier, langt fra Jorden, den ene befolket af de mægtige, noble retfærdige Mænd, som er i konstant kamp mod befolkningen på den anden, en race af morderiske, barbariske og onde Kvinder.

    Hibiki er en ung mand der for at komme frem i tilværelsen beslutter sig for at stjæle en kamprobot han selv har været med til a bygge, en Vangard, men ender med at blive skudt ud i rummet ombord på Mændenes ultimative våben, som de desperat udløser efter et massivt nederlag mod en af Kvindernes piratflåder af små, mobile Dread rum-fly.

    Det Ultimative Våben slynger et skib fra hver flåde halvvejs igennem rummet og våbenets kerne forbinder på mystisk vis de to skibe til et nyt, stærkere skib, til stor overraskelse for den nu blandede besætning, der pludselig består af 158 Kvinder, 3 Mænd og en enkelt mekanisk maskot. Den ret overlegne styrke af Kvinder tager hurtigt kontrollen over skibet, men en helt ny fjende tvinger dem til at arbejde sammen med de få Mandlige medlemmer og overkomme deres ret gensidige had til hinanden, for at kunne overleve og begynde den lange rejse hjem, med det håb at kunne advare deres verdener mod den trussel der er på vej.

    Handlingen i Vandread er ikke videre dyb og ret gennemskuelig, så det er en serie hvor man kan læne sig tilbage og slappe af og bare nyde den uden at skulle spekulere for meget over historien. Mand/kvinde forholdet giver en lidt anderledes vinkel på sagen, men det er stadig bare en måde at fylde et rumskib med en overflod af attraktive animepiger, dog får man en fornemmelse af at alle de personer man ser har deres egen plads og funktion ombord på skibet, lige fra folkene i skibets kontrolrum, til de mindre skibes forsyningsområde (en lokalitet der minder forbløffende meget om en fast food restaurant). Selvfølgelig er der nogen der står mere frem, sammen med den lille gruppe af mænd, især Hibiki og Dita, seriens hovedpar.

    Men hvad der mere end noget andet adskiller serien fra andre af samme genre er at dens ret spektakulære actionsekvenser er lavet med computer animation på et niveau der selv i dag er imponerede og ofte finder man sig selv siddende og måbe over den hastighed og aktivitet alting sker med.

    At den computerskabte del af serien ikke helt matcher med den håndtegnede er nok noget man lige skal vende sig til, men selv om serien brillere med flotte kamp- sekvenser, så er der også tid til at fokusere på hovedpersonerne og selv bi-personer bliver vist frem og får lidt efter lidt mere kød på sig.

    Vandread tilbyder en solid blanding af action og humor, blandet med et par gode bidder drama og et anderledes syn på kønnenes kamp, dog uden at blive for seriøs i længere tid af gangen, men heller ikke så det bliver til en ren komedie. Så hvis man er til mecha action, søde piger og flot computer grafik, så kan man nok ikke gå galt i byen med Vandread.

    Genre: Sci-Fi / Komedie, 2 x 13 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Bubblegum Crisis

    Engang i den nærmeste fremtid har vi udviklet androider, såkaldte Boomers, der ligner mennesker fuldstændig, indtil de afslører deres maskinform. Disse robotter skaber megen ravage når de går amok, og politiet, AD Police, magter ikke at stoppe dem.
    På grund af dette er der en lille gruppe kvinder, der tager sagen i egne hænder og danner gruppen Knight Sabers, som bekæmper Boomerne i nogle meget stærke og avancerede hard suits.

    Bubblegum Crisis er af de fleste regnet for en klassiker inden for anime og med rette. Det var en af de første, der blev udgivet i Vesten og blev rimeligt udbredt uden at være vist på TV, og den er samtidig et af de bedste eksempler inden for en genre, cyber-punk, en genre der netop var meget populær generelt (dog ikke så meget i anime) omkring det tidspunkt, den udkom på, hvilket kan være med til at forklare dens popularitet.
    Dermed ikke sagt at det ikke er en god serie, for det er det, om end den på visse punkter begynder at vise sin alder.

    Grafisk set kan man godt se OVAens alder, men det er mest på grund af designet, detaljegraden fejler ikke noget.
    Characterdesignet er tydeligt fra 80erne men stadig klart og tiltalende. Baggrundene er oftest ret mørke, men det er en del af stilen. Det gør dog ikke, at holdet bag den sprang over, hvor gærdet var lavest, detaljerne er mange, omend de ikke er på højde med mange af de nyeste serier. Til gengæld er der masser af små gimmicks som f.eks. personernes navne på neonskilte på højhuse, man flyver forbi, og den slags. Desværre virker farverne dog meget falmede men det skyldes tildels at man ikke brugte en så kraftig farvepalette dengang som man ofte gør i dag.

    Lyden i Bubblegum Crisis er et kapitel for sig, primært på grund af musikken. I modsætning til de fleste andre serier har hvert afsnit en ny intro-sang, der er arrangeret henover handlingen i afsnittet og ikke kun en fast sekvens. Da en af personerne i serien er sangerinde, er der også en del sang derigennem.
    Musikken bliver anvendt på en god måde og passer til de scener, hvori den er brugt, og den bliver aldrig irriterende eller unødvendig, den er en del af helheden.

    Historien er til dels Bubblegum Crisis svage punkt. På den ene side er den fængende, og man kommer hurtigt til at holde med og af personerne, men på den anden side er den til tider en anelse tynd og utroværdig. Hvordan kunne så avancerede hard suits, at selv mega-firmaet Genom ikke kan hamle op med dem, blive bygget uden at nogen opdagede det? Men det er jo til gengæld altid underholdende at se en lille gruppe modsætte sig en overmagt.
    Personerne er godt beskrevne og har alle nogle lidt dybere personligheder med både styrker og svagheder, og samspillet mellem dem virker godt og troværdigt.

    Det er tydeligt, hvorfor Bubblegum Crisis er blevet en klassiker. Dens gode punkter opvejer klart de dårlige, og tilbage står en glimrende serie, som forståeligt nok er blevet en af pioner-serierne inden for anime i Vesten.
    Så hvis man kan leve med en snert 80 stil og musik og nogle svagheder i plottet indimellem, er den helt klart et must-see.

    Genre: Sci-fi / drama, 8 afsnit
    Alder: 12+
    Studie: Artmic / Youmex / AIC, 1987
    EU Licens: MVM, animeigo

  • Card Captor Sakura manga

    Card Captor Sakura manga

    Sakura Kinomoto er en pige på 10 år, som kommer til at åbne en magisk bog, hvori der skulle være nogle magiske kort. Disse er dog væk, og hun bliver af bogens vogter, det plysdyrs-agtige væsen Kero-chan, pålagt at indfange disse magiske kort.

    Hendes bedste veninde, Tomoyo Daidoji, synes, at denne opgave er så vigtig og spændende, at hun altid er med og videofilmer Sakuras heltegerninger. Hun syr også ny kostumer til Sakura før hvert forsøg på at fange et kort, noget Sakura ikke altid er lige begejstret for.

    Sakura bor sammen med sin far og forhadte storebror, hendes mor døde da hun var lille. Hendes storebror driller og irriterer hende altid, hvilket generer Sakura grænseløst, især når hans bedste ven, Yukito, er i nærheden, idet Sakura er hemmeligt forelsket i ham.

    Card Captor Sakura er Clamps bud på en manga til unge piger. Som de sagde i et interview, bliver deres nuværende læsere jo ikke yngre, så det gælder om at få ny unge til, især, da færre og færre læser manga, jo ældre de bliver.

    Det, at Card Captor Sakura er rettet mod et lidt yngre publikum end det Clamp oftest skriver til, betyder dog ikke, at den er af dårligere kvalitet; tværtimod er det en af de bedste inden for sin genre – Magical Girls.

    Historien er simpel, kan måske endda virke lidt banal for nogle, og samtidig meget episodisk, der er ikke ret mange cliff-hangers og andre direkte forbindelser mellem de enkelte kapitler. Den er dog alligevel tydeligt fremadskridende, idet Sakura får flere kort, og personernes indbyrdes forhold og personligheder udvikler sig hele tiden. Dette bevirker, at historien på trods af sine mangler, er medrivende og interessant.

    Handlingen er sød, og hvad man kan kalde ”piget”, mangaens målgruppe af piger på 8-12 år er tydelig. Dette vil gøre, at nogen vil afsky mangaen, ikke mindst action-fans, der forventer at al manga er hæsblæsende vold, men at andre, der kan lide søde og simple historier med et romantisk islæt, vil elske den.

    Tegnemæssigt er Card Captor Sakura flot – som altid for Clamp fristes man til at sige.

    Tegningerne er meget lyse og ret spinkle, der er ikke brugt mange gråtoner, og næsten rent hvide sider med spinkle men tydelige streger dominerer.

    Med til at øge det lyse og lette og give den det tydelige shoujo-manga præg er de blomstermønstre, der er brugt overalt. De er utroligt smukke og detaljerede og understreger fint en stemning som f.eks. Sakuras glæde og kærlighed i de pågældende situationer.

    Der er masser af små detaljer i tegningerne. Der er gjort meget ud af tøjet, både hverdagstøjet og Tomoyas fantasifulde kostumer til Sakura. Personernes tøj er pænt og godt designet, alle personerne forstår at klæde sig pænt på ser det ud til. Sakuras kostumer når hun skal fange kort er noget helt for sig selv. De er alle meget specielle og flotte og variationen mellem dem er stort, ikke to af dem ser ens ud.

    Udover disse ting er der også mange andre små detaljer i tegningerne. Et eksempel er det lille vingesymbol, som blev genbrugt overalt i Clamps senere manga Angelic Layer; det bliver brugt som logo på utroligt mange forskellige ting i mangaen og det bliver hurtigt en ting man sidder og kigger efter.

    Card Captor Sakura er ikke en manga for alle, men enhver der kan lide shoujo eller vil se hvad det er bør tjekke den ud. Det samme gælder folk generelt der savner mere rolige, søde og romantiske serier. Action- og vold-fans bør derimod som allerede tidligere nævnt gå i en lang bue uden om serien.

    Genre: shoujo, Magical Girl
    Manga af: Clamp
    Udgives i US af: TokyoPop
    Udgives i Frankrig af: Pika Edition
    Udgives i Tyskland af: Egmont

  • Mao-chan

    Jorden er truet af en invaderende magt, der sender monster efter monster ned til jorden for at stjæle Japans nationale skatte, især bygninger. Men her taler vi ikke om ulækre insekter, kæmpe robotter eller ildspyende reptiler, men noget så uovervindeligt som tøjdyr og bamser, nuttede så ingen kan få sig selv til at genere dem.

    For at stoppe dem beslutter det japanske forsvar sig for at bekæmpe ild med ild og samler en lille gruppe af piger, der med deres egen ‘nuttethed’ er i stand til at modstå væsenerne og forsvare Japan, samtidigt med at de trækker folks opmærksomhed væk fra de invaderende trusler.

    Serien handler hovedsageligt om tre små piger der med en kombination af underlig teknik og venskab prøver at redde verden. Ikke altid med lige stort held, men det er OK, for selv når de taber er det i orden, da det ikke alene er umuligt at blive gale på dem, men græder de, så græder Japan med dem.

    Mao-chan har samtidig en humor bag nuttetheden der hæver den over at være bare en børneserie og kan man lide den slags, så kan man nok ikke undgå at holde af serien, da den har øjeblikke hvor man ikke ved om man skal græde eller grine.

    Mao-chan er en serie for børn. Men samtidigt hører den til de få japanske pletskud der også er værd at se for de ældre der godt kan lide klassisk sød anime. For selvom der ikke er tvivl om at serien er lavet for de mindre, men alligevel har den elementer der gør den interessant for de lidt ældre, både humoren i serien og så de øjeblikke hvor den virkelig bliver så sød at man enten må elske den eller gå i sukker shock.

    Har man set serien LOVA Hina, så vil man nok kunne genkende en del af tegnestilen og ikke mindst personerne i serien, for den er lavet af de samme folk som stod bag den serie. I en episode kommer pigerne ligefrem på besøg på Love Hina’s Hinata Sou, på et tidspunkt efter seriens afslutning. Et meget hyggeligt indslag for LOVA Hina fans, selvom Mao-Chan ellers er af en helt anden stil.

    For at kunne lide serien skal man nok være en fan af sød anime, da det er Mao-Chans store styrke og er så gennemsyret af det at den nok hører til blandt de bedste af sin slags, i selskab med serier som Card Captor Sakura og Sugar. Har man yngre børn man gerne vil se lidt anime med, eller han man lyst til noget at den slags anime der bringer solen frem på en grå dag, så er den perfekt.

    Genre: Comedy / Sci-Fi
    Alder: Alle
    Amerikansk licens: Geneon

  • Mahoromatic

    Jorden har været under angreb af aliens, men organisationen Vesper har forsvaret os, uden at offentligheden har bemærket det. Til det formål havde de androider (menneskelignende robotter). En af disse, Mahoro Ando, får lov at trække sig tilbage efter tro tjeneste, og hun vælger til alles overraskelse at blive tjenestepige.

    Suguru er en ung dreng, der bor alene og har hårdt brug for hjælp til at klare husholdningen, så derfor søger han en hushjælp.

    På vej i bussen møder han Mahoro, og han håber, at han vil få en tjenestepige som hende. Bussen bliver kapret, men Mahoro stopper forbryderne, forklarer hun er en androide til Sugurus store mistro, og forsvinder.

    Suguru viser sig faktisk at have hyret Mahoro, og hun bliver ansat på prøve. Der er bare det lille problem, at hun er imod pornografi, og Suguru har en gigantisk samling af sådanne blade…

    Sugurus klasse bliver først meget oprørt over, at han har fået en ung tjenestepige, men pigerne i klassen bliver hurtigt veninder med Mahoro. Hans klasselærer og Mahoro ender dog i noget nær åben krig, idet klasselærereren vil være den eneste, der har hans opmærksomhed, og hun forsøger at forføre ham med sin kæmpe bryster, noget der irriterer Mahoro grænseløst, idet hun i forhold til er ret flad.

    Men er truslen fra rumvæsnerne helt væk?

    Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så er Mahoromatic en ecchi (små-pervers) komedie. Humoren er meget seksuelt baseret, der er mange scener med bryster, nøgenhed og henvisninger til pornografisk materiale. Der er dog intet eksplicit i serien, kun udetaljeret men godt nok fuld frontal nøgenhed. Det hele får et lidt selvironisk tone idet Mahoros valgsprog er ”Echi wa ikenai to omoimasu” – perverse ting er forkerte/noget skidt. Denne afsky for porno, noget der optager Suguru meget ligesom mange rigtige unge mænd, er en af hjørnestenene i Mahoros væremåde og drivkraften bag flere afsnit af serien. Det ironiske kommer ved, at vi indimellem ser Mahoro nøgen, både ”ubevidst” ved scener i et badehus, men også som når hun går i bad med Suguru og ikke kan se noget upassende i det, hun jo bare sit job og sørger for, at han bliver vasket ordentligt.

    Dette får det måske til at lyde som tæt på pornografi selv, men selvom serien da er noget af det lidt mere ekstreme, så er den langt fra rigtig hentai, den pirrer lidt indimellem, men ikke mere, og oftest er det underbygget af handlingen.

    Som allerede antydet i beskrivelsen af Mahoro ovenfor, er der mange farverige personer i serien. Suguru er en typisk teenagedreng, der interesserer sig for afklædte piger. På trods af, at han er seriens hovedperson, er han på nær sin kærlighed for og gigantiske samling af porno en af de mest normale i serien.

    Mahoro selv er udover sin ekstreme afsky for porno en normal tjenestepige, men hendes fortid som kampandroide spøger.

    Klasselærerinden er meget opsat på at forføre de unge drenge og at have deres fulde opmærksomhed. Til dette formål udnytter hun sine store attributter, noget der især har påvirker Suguru, der havde en forkærlighed for sådanne indtil Mahoro kom.

    Sugurus klassekammerater er heller ikke alle helt normale men dog ikke så ekstreme. Drengene minder om Suguru og støtter ham i kampen for at beholde pornobladene mens pigerne er på Mahoros side. De har dog alle deres små særheder, som pigen der bryder ud i glædesråb når hun får god mad.

    Grafisk set er serien udmærket, og man ser tydelige, at den er af nyere dato. Farverne er klare og tydelige, hvilket er med til at give serien et meget levende udseende, og sammen med en flydende animation og en god detaljegrad giver det serien et tiltrækkende udseende. Personernes design er er pænt og tiltalende, det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få personerne gjort tiltalende. Dette er dog ikke en ros der skal tilfalde serien selv, idet personerne er nærmest 100% identiske med dem i andre værker af den ansvarlige karakterdesigner, Ditama Bow.

    Serien følger mangaen, der er tegnet af Bow, meget tæt designmæssig, og heri ligger det negative. Bow kan nemlig stort set kun tegne nogle få karaktertyper, så dem i Mahoromatic ligner dem i hans tidligere hentai-mangaer, noget der indirekte får Mahoros modstand mod porno til at være endnu mere komisk.

    Lyden i serien er også udmærket. Musikken er ikke noget virkeligt specielt, men der er nogle gode numre imellem, f.eks. slutsangene, der er mamboer sunget af pigerne fra serien.

    De japanske stemmelæggere gør et rigtigt godt stykke arbejde i at give personerne karakter. Mahoros ”ecchi wa ikenai to omoimasu” er ikke noget, man let glemmer, og generelt ville serien slet ikke være det samme uden de gode stemmer.

    Alt i alt er Mahoromatic en glimrende ecchi-komedie, der formår at underholde på flere områder. De er faktisk en dybere historie bag det sjove, og den er med til at give personernes lidt stereotype opførsel en baggrund og forklaring. Denne anmeldelse er sprunget let over disse ting for ikke at ødelægge noget for folk, men historien er der og fylder mindst lige så meget som fanservicen.

    Desværre lider serien i manges øjne af en elendig slutning, noget der ofte er tilfældet med serier fra Gainax, men turen på vej dertil er umagen vær.

    Fans af sådanne komedier vil ikke gå galt i byen, og folk, der kan lide tjenestepiger behøver ikke engang overveje det, de har allerede titlen eller skriver den på indkøbslisten i dette øjeblik.

    Genre: Komedie
    Alder: 15+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Geneon

  • Magical Shopping Arcade Abenobashi

    To børn, Sasshi og Arumi, lever i et forfaldent forretningskvarter der trues af nedrivning. Men der er en legende om at så længe det magiske pentagram som kvarteret er bygget efter stadig eksistere, så vil det blive bevaret. Desværre bliver en af de statuer som udgør en del af pentagrammet ødelagt og som et resultat af dette ender de to børn på en længere rejse mellem alternative versioner af kvarteret.

    De besøger den ene underlige virkelighed efter den anden, imens de leder efter noget der kan redde deres kvarterer, noget der kommer til at involvere en troldmand og et gammelt kærlighedsdrama. Det viser sig også at være langt fra nemt, da de virkeligheder de besøger er ret ekstreme og ofte uden den store fornuft, udover at det altid er de samme personer de støder på, i nye ”roller”.

    Abenobashi er lavet af studiet Gainax, som har specialiseret sig i underlige serier og stiltyper. Serien her er derfor lige noget i deres sædvanlige stil, eller mangel på samme. Abenobashi er mere end noget andet en række af enkelte parodier, ofte lavet i en stil der er normal for den genre der er episodens offer. Om det så er rollepspil i pixel format med genoplivninger, martial arts kampe i Fist of the North Star og Dragonball stil eller kærlighedsdramaer som man kan finde det i utallige japanske dating spil, så bliver hver episode af serien fokuseret omkring en genre og trækker det ud i det humoristiske.

    Det der nok er med til at gøre det mere underholdende er at børnene ved hvad der er galt og prøver, til tider, at klare hver alternativ verden efter dens ”regler”. Dog har de hver deres indstilling til tingene, hvor pigen Arumi er den mere fornuftige og helst vil hjem, imens drengen Sasshi er mere eller mindre med på legen. Kombineret prøver de at finde den røde tråd der forbinder alle de underlige realiteter med deres egen og løse den indviklede gåde som magien rundt om deres kvarter viser sig at være.

    Abenobashi skal ses med en del tolerance, for den vil til tider, især i starten, give meget lidt mening. For det meste minder den om en gang blandede afsnit med fælles personer. Serien er ikke så genial sindssyg som Gainax tidligere top hit FLCL. Den er en stribe af parodier på kendte anime genrer, med en historie vævet ind for at holde handlingen kørende. Til tider kan det blive lidt for meget umotiveret galskab, men på den anden side indeholder serien adskillige guldkorn.

    Har man ikke set så meget forskelligt anime, så skal man nok vente med at se Abenobashi, da mange af seriens jokes er baseret på andre film og serier, ligesom at handlingen ofte er hurtig og kan virke total blottet for dybere mening. Men har man derimod kendskab til diverse anime og ikke kræver at det man ser giver for meget mening, så er serien ganske underholdende.

    Personligt vil jeg ikke mene at Abenobashi er en af de serier der vil skrive anime historie eller blive husket for længe, da den blegner lidt i forhold til FLCL, som den nok altid vil blive målt mod. Men har man set FLCL og gerne vil se lidt mere af Gainax’s utraditionelle serier, så burde man tage et kig på Abenobashi.

    Genre: Weirdness
    Alder: 7+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Kino’s Journey – The Beautiful World

    Kino er en ung pige der rejser fra det ene land til det andet. I selskab med motorcyklen Hermes er hun ude for at udforske byer, og de tilbringer aldrig mere end tre dage på samme sted. Sammen med de to oplever publikum den ene lille historie efter den anden, oftest med en by og dens specielle kultur som midpunktet.

    Man kunne forestille sig at den slags små-episoder bliver lidt trivielle i længden, men serien har sin egen stil at fortælle historierne med. Der bliver tit blandet mange elementer ind i hver historie, der tilføjer dem et trist eller dystert skær. For ofte handler fortællingerne om de lidt dystre og til tider skræmmende aspekter af civilisation, og et citat fra serier er meget rammende for stilen, ”Netop at verden ikke er smuk giver den sin skønhed”. For Kino’s Journey viser hvor skrøbelig menneskelig storhed er, og selv om serien på ingen måde prøver at være moralsk, så har den en del filosofisk tankestof i hver episode.

    Man får hurtigt et indtryk af at det ikke er vores verden som historierne foregår i, selv om det måske kunne være engang i fremtiden. Byerne og deres befolkninger lever nærmest som i begyndelsen af industrialderen, men visse steder er der mere avanceret teknologi, der dog stadig ligner noget fra den tidsalder, som computere med grammofonlignende stemmesystemer eller mekaniske robotter.

    På tegnesiden er Kino’s Journey lidt gammeldags i stilen, men det passer godt til atmosfæren og den industrielle version af verden som Kino rejser rundt i. Den bløde stil er godt brugt til at fremhæve landskaber, men samtidigt er der mange detaljer i byerne og selv om det er meget inspireret af Europa, så er der altid noget der gør stederne lidt anderledes og ukendte.

    Kino’s Journey er ikke en børneserie, selv om det første indtryk kunne give den tanke. Serien minder mest af alt om en rejsedokumentar film, hvor man oplever tingene sammen med Kino, snarere end at tage del i handlingen. For selv om hun ofte drager ind i hvad der sker, så handler hver episode om det sted hun opholder sig og dets særheder.

    Det er den type anime, hvor man bør stoppe og så tænke lidt over hvad der er sket, for serien er en blanding af historier, eventyr og skæbne-fortællinger som hver har deres pointe eller filosofi.

    Vil man se en anime, der har et indtryk der varer længere end til afslutningssangen og giver grobund for omtanke, så kan jeg anbefale af man kigger nærmere på Kino og hendes rejser.

    Genre: Sci-fi
    Alder: 13+
    Studie: Genco
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Kiddy Grade

    GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.

    To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opføre sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent, og hun har valgsproget ”Piger skal være elegante” (Onna no ko wa ereganto ni)

    De bliver sat sammen med Armbrust, en kontakt til underverdenen som altid har planer kørende nag ryggen. Eclair er irriteret på ham fra starten og vil ikke have noget med ham at gøre, mens Lumiere komme udmærket ud af det med ham. Begge mistror ham dog, og med god grund, han kender deres baggrund, noget de ikke selv gør mere, og han kender og deltager I GOTTs leders skjulte planer for dem.

    Kiddy Grade er lavet af Gonzo, et ret nyt men fremadstormende animationshus (Blue Submarine No. 6, Vandread, Last Exile) der nyder stor popularitet. De udgav et promotion klip for Kiddy Grade næsten et år, inden serien kom på tv, hvilket skabte meget store forventninger til serien, idet klippet lovede en dynamisk, mørk og action-fyldt serie med en del fanservice.

    Mange blev skuffede, da den startede, idet det virkede som om den mørke undertone var væk I første del af serie. Senere fik serien dog et mere kompliceret og ildevarslende plot og tone, men da havde dele af fankulturen allerede afskrevet den.

    Et andet kritikpunkt var, at serien virkede usammenhængende, og umiddelbart virkede løsningerne på problemerne i de første afsnit meget hurtige og letkøbte. Jeg var enig i dette første gang jeg så serien, men ved senere gennemsyn viste det sig, at dette ikke var tilfældet, og at historien var meget mere sammenhængende og grundigt opbygget, end det umiddelbare indtryk var.

    Men på trods af denne kritik og misfornøjethed over serien fik den en stor fanskare og popularitet, især i Japan hvor Eclair og Lumiere var i NewTypes (det største blad om anime) top 10 over kvindelige personers popularitet i mange måneder.

    Kvaliteten af serien fejler ikke noget, på alle punkter er serien blandt det bedste, der er lavet. Man kan se, at Gonzo kan deres kram, og deres ry er fortjent.

    Animationen er glimrende. Alle bevægelser, det værende mennesker, rumskibe eller mechaers, er flydende og troværdigt udført, og på intet tidspunkt hakker animationen, noget der burde være – og i mange tilfælde heldigvis også er ved at være det – en selvfølge i animation lavet efter år 2000. Baggrundene er også utroligt flotte og detaljerede. Der er god variation i dem, og man får virkelig fornemmelsen af forskellige planeter, forskellene mellem små landsbyer, livlige metropoler og mørke rumstationer.

    Character-designet i Kiddy Grade er et kapitel for sig, alle personernes udseende er gennemført ned til mindste detalje og passer perfekt med deres personlighed. Det er tydeligt, hvorfor Eclair og Lumiere har opnået så stor popularitet.

    Eclair er lidt tomboy-agtig, idet hun er meget direkte, ikke handler specielt velovervejet og på grund af hendes rent fysiske kampevner. Hendes meget livlige og glade personlighed, der dog aftager noget efterhånden som hun udsættes for moralske dilemmaer, sammen med hendes barnlighed på trods af hendes kropsformer, har skabt en karakter, der både virker sød men samtidig utrolig sexet, skønt hun ikke er spor bevidst om det. Dette afspejles i hendes krop, der er utroligt velskabt med store bryster, smal talje og lange ben, og hendes meget afslørende tøj. Den stramme kjole med den store korsudskæring, der både viser bryster og maven frem, understreger sammen med en del panty-shots på grund af kjolens ekstremt korte længde, at Eclair er ment som en person med en meget tydelig sex-appeal.

    Lumiere er personlighedsmæssigt Eclairs modsætning. Hun er forsigtig, tænker altid tingene igennem og lever efter sit valgsprog om, at piger skal være elegante, så hun forsøger konstant at få Eclair til at opføre sig mere passende for en ung pige. Hun er altså langt mere moden end Eclair psykisk, men hendes krop er lige modsat, hun ligner en 10-årig. Hendes tøj har dog samme grad af fanservice som Eclairs, da det er en stram mørkeblå bodysuit, der meget tydeligt viser alle detaljer af hendes krop. Flæser ved benene, en krave og en sløjfe understreger hendes ønske om at være elegant.

    De andre personers tøj er lige så veldesignet, hver har sin tydelige stil, og det passer også til hver deres væremåde, om end vi ikke ser nær så meget til deres personligheder, det er Eclair og Lumiere, der er showets stjerner på trods af det store persongalleri.

    Historien i Kiddy Grade virker til at begynde med lidt tynd, men efterhånden afslører den en pæn dybde, og ved senere gennemsyn viser starten sig også at have en tydelig tråd til den senere kompleksitet.

    Et af de store problemer, historien lider under i starten, er, at løsningerne på de problemer, der opstår, er for lette. Eclair og Lumieres overmenneskelige evner viser sig pludselig som værende stærkere end forventet eller de bliver reddet af deres rumskib. Dette forsvinder i midten af serien, men kommer lidt med igen til sidst om end det virker mere naturligt på det tidspunkt idet man da har fået en bedre forståelse for baggrunden, der tillader, at det sker.

    Serien er meget action-fyldt, der sker hele tiden noget, og der er altid flere deciderede kampsekvenser i hvert afsnit. Det betyder dog ikke, at der ikke er en stille stund indimellem, hvor vi ser en mere afslappet og dagligdags side af personerne, men det er hele tiden en kontrast til resten af deres hurtige liv.

    Så på trods af seriens mangler, er den alt i alt et meget fængende og engagerende bekendtskab. På trods af de umiddelbare stereotyper ender man let med at holde af personerne og dermed virkeligt se frem til, hvad der sker for dem.

    Kiddy Grade er ikke en serie der revolutionerer genren, men den er en god evolution – nogen vil i opbygningen med to ret forskellige piger med store kræfter i en sci-fi setting drage en parallel til 80er serien Dirty Pair – og et solidt stykke underholdning. Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Science fiction / action
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Funimation

  • Kamikaze Kaitou Jeanne

    Marron Kusakabe er umiddelbart en almindelig, glad og åben 16-årig pige der dyrker rytmisk gymnastik, men dette er kun en facade.

    I virkeligheden er hun en reinkarnation af Jeanne d’Arc, og er som denne udvalgt til at fange dæmoner, der ved at skjule sig i smukke billeder får kontrol over folks sjæle. Marron får kraften til at forvandle sig til Jeanne af den lille engel Fynn Fish, der kom til hende og gav hende opgaven uden nærmere forklaring. Hver gang hun renser et billede ser det dog ud som om hun stjæler det idet det forsvinder og bliver erstattet af et nyt med en mere bibelsk motiv, og af denne grund er hun jaget af politiet. Alle dæmonerne forvandles til skakbrikker som Fynn får fat i og som indeholder dæmonernes energi som himlen så kan bruge.

    Hendes bedste veninde siden børnehaven, Miyako Toudaji, er datter af politichefen der står for Jeanne sagen. Hun er endnu mere opsat på at fange Jeanne end sin far, og det er nærmere hende der leder efterforskningen end han. De bor overfor Marron i lejlighedskomplekset og Marron spiser ofte ved dem, så selvom Marrons forældre flyttede fra hende i forbindelse med deres skilsmisse flere år før serien er Marron aldrig fuldstændig alene.

    En dag flytter en ny nabo ind, Chiaki Nagoya, en godt udseende og udfarende ung mand der flirter med alle piger han møder. Miyako falder pladask for ham men Marron bryder sig ikke specielt meget om ham, hun stempler ham som playboy og afviser hans tilnærmelser kraftigt. Dette gør dog ikke at han opgiver hende, tværtimod forsøger han konstant at komme hende nærmere. Men er det reelle følelser eller er det ikke andet end en leg for ham? Og er Marron så ligeglad med ham som hun giver indtryk af? Og hvem er den mystiske Sindbad der dukker op og ligeledes forsøger at stjæle billederne, der for ham forvandler sig til sorte skakbrikker?

    Kamikaze Kaitou Jeanne er en manga af Arina Tanemura som der meget hurtigt – allerede inden mangaen var kommet halvvejs gennem historien – blev lavet en anime over. På trods af dette er de to historier på de fleste punkter ens. mangaen blev bragt i Ribon Magazine, en af de store månedlige shoujo-manga (pige-manga) antologier.

    Tegningerne er flotte og detaljerede men meget typisk shoujo manga stil på godt og ondt. Personerne har store, udtryksfulde øjne, et stilistisk element Tanemura-san behersker og udnytter fint. Det sammen med personernes lange, slanke kroppe, pigernes smalle taljer og markante bryster og drengenes ranglethed understreger shoujo-manga elementerne. Et andet element, der ofte bruges i shoujo-manga, er SD-karrikaturer – Super Deform, mår en person er tegnet ”presset sammen” til nærmest barnestørrelse med enormt store øjne og hoveder og små, nærmest tykke kroppe – og KKJ har mange sådanne scener. De er alle søde og sjove men passer alligevel ind i sammenhængen. Miyakos far, politichefen, er tegnet deform overalt i mangaen, hvilket giver ham en per definition komisk rolle, og på trods af hans job klovner han da også rundt indimellem. Han er dog en sparsomt brugt bifigur og hovedparten af SD-indslagene leveres af Jeanne, Marron og Miyako. En interessant ting er, at i animeen, hvor han har en meget mere fremtrædende og synlig rolle, er han tegnet normalt, men den deforme tegnestil er så heller ikke brugt ret meget i animeen, en ting der ofte gælder anime-adaptioner af manga.

    Historien virker meget typisk for Magical Girl genren (hvor en ung pige pludselig får magiske kræfter og involveres i et eventyr som hjælper hende med at vokse op personlighedsmæssigt), men den har også nogle små overraskelser undervejs. Marrons baggrund er lidt speciel, idet hun bor helt alene og ingen kontakt har overhovedet til sine forældre da de har forladt hende. På trods af at hun er omgivet af venner gør dette at hun ofte føler sig alene, en følelse der er omdrejningspunktet i hendes personlighed og er grundlaget for hendes udvikling i løbet af historien.

    Umiddelbart kan idéerne med engle, dæmoner og Jeanne d’Arcs reinkarnation virke spændende og interessante, især med en vestlig kristen synsvinkel, men det dækker blot over genrens sædvanlige beskrivelse af kampen mellem det gode og det onde. Himlen som en anden verden bliver dog beskrevet i mangaen. Man hører om englenes liv der, men i animeen er denne, i mangaen utroligt vigtigt del af historien, udeladt og resten af historien gjort mere simpel for at dette element ikke vil savnes.

    Umiddelbart er animeen bygget op på samme måde som mangaen, men der er en del punkter undervejs, f.eks. ved det ovenfor nævnte, men der er flere andre forskelle. For at forlænge historien er der tilføjet flere dæmoner, en taktik der ofte bruges for at forlænge manga-adaptioner der involvere kampe, man smider nogle flere modstandere ind uden at ændre på grundhistorien. Dette ændrer netop ikke på historiens forløb, der er det samme i begge medier, men der er ”fyld” afsnit i animeen der ikke bringer der bærende historie videre men blot viser Miyakos fælder for Jeanne og Marrons omsorg for dem omkring sig.

    Der er dog nogle mere barske scener med Jeannes baggrund og dens indflydelse på Marrons dagligliv der er undladt i animeen, noget der nok skyldes at anime ofte tiltaler en smule yngre gruppe end manga. Det andet vigtige element der er udeladt er Fynn og Access (Sindbads hjælper der er en mørk engel) baggrundshistorie, der reelt viser sig at være grundlaget for hele historien i mangaen. Historien hænger sammen uden dette element, men man føler alligevel at der mangler en brik for at puslespillet er helt komplet ved animeens afslutning.

    Tegnestilen i animeen minder meget om mangaens, Tanemura-sans streg egner sig åbenbart godt til at oversætte til den hårdere streg man nødvendigvis må bruge i animation. Andre eksempler på denne gode omsætning af hendes værker er Full Moon wo Sagashite og Time Stranger Kyoku.

    Animationen er udmærket for en tv-serie men ikke noget specielt på nogen måde. Farverne er klare og tydelige og er med til at skabe et levende billede der er lyst og tiltrækkende. Baggrundene er pæne og varierede men igen er der ikke tale om noget bemærkelsesværdigt.
    Alt i alt er animationen kapabel og ganske glimrende, man kan se at serien er lavet i den periode af kvalitetsudvikling der begyndte sidst i 90erne.

    Lyden er heller ikke noget specielt, men stadig til at holde ud at høre på og ikke irriterende på noget tidspunkt. Seiyuuerne (stemmelæggerne) passer godt til rollerne og leverer gode præstationer (her udelukkende tænkt på den japanske udgave) og musikken er også udmærket. Det eneste der er værd at bemærke ved den er dog åbnings- og slutsangene der bliver fremført af gruppen Shazna. Det er glimrende, lette rock numre der sikkert vil tiltale de fleste.

    KKJ er et eksempel på noget af det bedste som Magical Girl genren kan tilbyde efter min mening. Historien er fængende og personerne tiltalende om end det hele er er en smule stereotypt. Den undgår at blive for pusse-nusset, noget især animeer i genren indimellem gør, så på den måde burde den tiltale de fleste om end hardcore action fans vil blive skuffede. Alle andre burde dog blive underholdt på bedste måde af Marron og Jeannes problemer.

    Hvad angår om man skal bruge tid på mangaen eller animeen så har hvert medie sine fordele, sådan som det vil også burde være. mangaen har en mere kompleks og uddybet historie, men får kun den fulde baggrundshistorie der, men til gengæld er animeen lettere at gå til, både på grund af en anelse simplere historie men også kraft af selve mediet med bevægelse, stemmer og musik.

    Begge dele er udkommet i Amerika, hvorfra de fleste ting der kan købes i specialbutikker her i Danmark kommer. mMangaen er dog også udgivet i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, men det er nok svært at få fat på den på anden måde end ved at finde en butik i det pågældende land.

    Kamikaze Kaitou Jeanne animeen blev vist på tysk tv for nogle år siden, før mangaen blev udgivet der faktisk, men på trods af en rimelig popularitet der er den ikke blevet udgivet på video/DVD der endnu. Den er altså ikke til at få fat i udover den japanske udgave, der udelukkende er på originalsproget. De er dog fansubs af serien, og hvis nok folk ser den kan man håbe at firmaerne får øjnene op for serien, både anime og manga, og udgiver dem.

    Genre: shoujo / Magical Girl
    Manga af: Arina Tanemura
    Alder: Alle
    Studie: Toei Animation
    Manga udgives i Tyskland af: Egmont
    Manga og anime udgives i USA af: Viz

  • Renga artbook

    The New Generation of manga ARTISTS Vol. 3 – THE RENGA PORTFOLIO

    Renga artbooken er en samling af farveillustrationer af tegneren Renga. De forestiller stort set alle tynde, spinkle skolepiger i forskellige slags tøj, både seifuku (skoleuniformer) i forskellige designs men også i lette kjoler, bluser og bukser.

    The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio er en del af en serie af artbooks der bliver udgivet af det samme forlag som ”How to draw…” bøgerne, Graphic-Sha. Serien omhandler værker af nye, i vesten ukendte professionelle tegnere fra Japan. Desuden supplerer de fint forlagets tegnebøger som inspirationskilde.

    Bogen er trykt i et format der er en anelse større end A4, lidt mindre end visse andre artbooks, men stadig et godt format til store illustrationer og som giver plads til at man kan nyde deres detaljer.

    Papiret der er brugt er meget tykt og det gør at alle farverne træder godt frem.

    Papiret sammen med en glimrende trykkvalitet gør at bogen giver et fysisk godt indtryk og at den er rigtig lækker at sidde og bladre igennem.

    Tegnemæssigt er bogen også udmærket. Pigerne, som helt klart er temaet for denne bog, er alle tegnet ekstremt spinkle og tynde, nærmest ranglede idet de alle virker ret ”langstrakte.” Deres ansigter er meget udtryksfulde og levende, hvilket skyldes at der er gjort en del ud af øjnene og mundene. Der er også lagt arbejde i håret, pigerne har markante frisurer der passer med deres generelle stil hvilket er en vigtig del af de ting der gør at tegningerne så godt viser at de har en personlighed.

    Den anden ting, der er med til at give personerne en så kraftig personlighed, er tøjet. Flere forskellige stilarter af tøj er repræsenteret; alt fra yukatas (en traditionel japansk beklædning) over skoleuniformer til afslappet fritidstøj som sweatshirts. Alt tøjet, uanset stil, er godt designet og virker som noget man kunne se unge piger gå med i virkeligheden uden at de ville føle sig umoderne eller være flove over det, ikke noget overdrevet fantasi/mandlig ønskedrøm over det.

    Flere af tegningerne har ikke nogen baggrunde men er nærmest portrætter af personerne, men på de billeder der har er de ganske pæne. De er ikke ”hårdt” tegnet men virker meget afrundede, dels på grund af de varme farver der er brugt og dels på grund af de forholdsvis bløde linjer der er brugt. På nogle af billederne er der også brugt noget der minder om vandfarver, noget der også bidrager til det afrundede præg.

    Den streg personerne er tegnet i er hellet ikke en hård, kraftig streg men mere bløde linjer, der mest minder om en blød blyantsstreg. Dette betyder dog ikke at personerne er udflydende, stregerne er bløde men tydelige og farverne følger stregerne så de udgør nogle sammenhængende flader.

    Farvevalget er holdt i klare og kraftige farver, der igen er holdt i mere bløde toner, de er kraftige men uden at der er benyttet deciderede pangfarver. Farvevalget er også meget homogent, alle farverne passer med hinanden og ingen af dem skærer med de andre.

    Alt i alt er The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio en dejlig bog at blade igennem. Kvaliteten er god og tegningerne flotte, så hvis man kan lide at se på billeder af bishoujo (smukke piger) bør man kigge nærmere på bogen.

    Genre: Artbook, bishoujo
    Tegnet af: Renga
    Udgives i US af: Graphic-Sha Publishing

AnimeGuiden

Den længst kørende danske side om anime, manga og moderne japansk kultur

© AnimeGuiden 2000-2025

Lavet af WLE