AnimeGuiden

Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

  • S.cry.ed

    Efter at et stort meteor har ramt en ø er der blevet født børn på øen der er vokset op med kræfter ud over det normale. De er i stand til at påkalde sig et ”Alter”, en fysisk form af forskellig art der adlyder dem. Det kan være en kæmpe robot, en mekanisk kriger eller som i tilfældet med vores helt, en kunstig version af hans egen arm, med 3 ”skud” af varierende kraft.

    På grund af alle de personer med Alters der bliver født på øen, er den afskåret fra omverdenen og det er beboerne egentlig ganske tilfredse med. Hvis det da ikke lige var for en organisation HOLY, der ønsker at udnytte disse kræfter og som allerede har en lille hær af Alter brugere. Kasuma er som de fleste på øen ret utilfreds med organisationen, men har samtidigt også en svagelig søster at bekymre sig om, så da han får muligheden for det, slutter han sig til HOLY, i det mindste midlertidigt.

    s.cry.ed er en typiske drenge anime, med superkræfter, to selvretfærdige personer der er på hver sin side af sagens natur og et par søde piger. Hver episode rummer et godt slagsmål eller to, for det meste med omfattende skader på omgivelserne og en masse øretæver der skal deles ud.

    Men selv om det nok lyder som noget man har set mange gange før, så hæver serien sig over gennemsnittet ved at gøre mere ud af personerne og det vinder den på senere. Kasuma er lidt en Han Solo type, der arbejder for penge og sit eget velvære, imens hans rival på organisations side, er den strenge storebror type, så selv om de på mange måder er ens og grundlæggende kæmper for det samme, så er de som ild og vand når de mødes.

    S.cry.ed er anime action når det er bedst, ikke alt for dybe plots, mere end nok slagsmål til at holde de fleste action fans fanget og når stadig at få nogle personlige følelser ind i det hele. På mange måder kan man sige at serien her er hvad forløbere som Dragonball og lignende har udviklet sig til. Den strækker sig ikke over hundrede af episoder, men har til gengæld plads til en udviklende historie og selv om jeg ikke er den store action fan, så fandt jeg stadig S-cry-ed ganske underholdene, omen den til tider forfalder til lidt for mange klicheer.

    Alt i alt er S.cry.ed et god bud på en action serie og værd at stifte bekendtskab med hvis men kan lide den lidt mere typiske drenge anime. Noget nogen måske kunne blive skuffet over er måske at den, som så mange TV serier, afholder sig fra at blive blodig eller rigtig voldelig, men det kan de fleste nok overleve uden.

    Genre: shounen / action
    Alder: 13+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Someday’s Dreamers

    Yume er en ung pige fra landet der tager ind til den pulserende storby for at afslutte sin træning. Men det hun laver er ikke ligefrem det som de fleste unge piger beskæftiger sig med, for Yume er nemlig i stand til at bruge magi og skal til byen for at afslutte sin træning hos en mester.

    Den verden som Yume lever i er ikke helt som vores. Magi er sjældent, men dog stadig en del af verden. Folk med evner indenfor magi bliver optrænet og uddannet til at hjælpe samfundet og udover det, leve et normalt liv. Men da brugen af magi er et stort ansvar, skal alle unge magikere godkendes igennem deres afgørende træning hos mesteren, før de er fuldbyrdede magikere.

    Yume har nedarvet hendes talent fra sin mor og er ret glad for at bruge magi, faktisk håber hun på at kunne løse alle problemer med det, hvilket også er roden til mange af hendes fejl. For som hun hurtigt lærer, så ikke alene har magi sine begrænsninger, men man skal også tage hensyn til hvad man egentlig laver hver gang man slipper kræfterne løs.

    Netop at magi i den verden både er en mægtig mystisk kraft og samtidig et normalt 9-17 job hiver serien ned på jorden, og gør at den mere fokuserer på Yume selv end på magien. Der er ingen onde troldmænd der prøver at overtage verden eller trusler der ødelægger hele byer. Kun en pige og hendes problemer med at afbalancere hendes evner mod hendes ønske om at hjælpe folk.

    Yume bliver derfor udsat for en del prøvelser, hvor hun er nødt til at indse at magi ikke automatisk løser de problemer hun støder ind i, og ofte er de løsninger hun forestiller sig langt fra hvad der er brug for, som hun må indse da hun begynder at hjælpe mesteren med at opfylde folks ønsker, som igen, heller ikke altid er hvad de personer vil have.

    Til trods for det ret uvirkelige ved at være i stand til at bruge magi, så er det ret let at leve sig ind i Yume’s problemer med at have stor magt til rådighed, men samtidigt mangle forståelsen for hvordan hun kan hjælpe folk ordentligt, noget der er en vigtig del af historien og fremhæves meget af at det ofte er ret almindelige problemer hun støder ind i, som folk der vil genopleve deres fortid eller har mistet et kært objekt.

    Somedays Dreamer’s handler på mange måder om at ville gøre det rette, men samtidigt om at mangle evnen og erfaringen til at forstår hvad der er det rigtige, noget som Yume ofte må lære på den hårde måde. Men samtidigt er hun stædig og giver ikke op, så hun lærer gradvist at bruge sine evner med omtanke i stedet for blindt at stole på magien selv.

    Someday’s Dreamers er en ret sød historie, med en del nedture, da Yume tager hver af de nederlag hun lider ret tungt, men serien er også dejlig opløftende og meget god til de der kedelige, grå dage, hvor man godt kan bruge lidt naiv optimisme i sit liv. Den har ikke den store handling, løber mere stille og roligt af sted indtil slutningen, med en ret typisk anime-agtig varm følelse i kølvandet.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: J.C. STAFF
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Hand Maid May

    Kazuya Saotome er en 19-årig studerende der er opsat på at bygge den perfekte robot. Hans gamle, selvudråbte ven og modstander, Kotaro Nanbara, er opsat på at forpurre hans forsøg og overgå ham. Kazuya aner intet om dette og installerer en disc som han har fået af Nanbara hvis skjulte formål er at ødelægge hans pc. Den overtager hans pc men omdirigerer ham til Cyberdynes hjemmeside (ja, Terminator hjemmesiden) hvor den aflægger en ordre og kort efter er han i besiddelse af en lille stuepige-robot der kan sidde i hans hånd. Denne lyserøde, flæsede hjælper er dog langt fra kun til gavn idet både Nanbara og folk fra Cyberdyne, der vil have hende tilbage, er efter hende.

    Derudover er der udlejerens datter, Kasumi, der har et yderst godt forhold til ham og som ikke har til hensigt at lade en androide eller fire komme imellem hende og hendes gamle ven..

    Animationen er god og veludført men ikke noget virkeligt specielt idet den holder en enkel streg hele vejen igennem, så virkelige wow-scener mangler. Baggrundene er godt tegnede og giver serien et realistisk præg. Characterdesignet er forholdsvis enkelt men klart, sødt og godt. Hver person har sit tydelige udseende og garderobe der perfekt passer med deres personlighed.

    Farverne er klare og tydelige, ud fra dele af farvepaletten kunne man forledes til at tro at det var et show til en anden målgruppe men pigernes bouncyness og fanservice niveauet viser tydeligt at det er et show der skal tiltale teenage-drenge.

    Lyden er udmærket, den er ikke noget specielt men gør sit job godt. Ending sangen og især åbeningen er catchy, som de har for vane at være det i nyere fanservice serier, men der er ikke tale om nogle virkelige ørehængere eller specielt fremragende stykker musik.

    Stemmelægningen er god, i hvert fald den japanske. De japanske stemmer passer perfekt til personerne, May lyder lige så sød som hun ser ud. De engelske stemmer er der delte meninger om, jeg selv synes selv at de er irriterende og kan ikke udholde at høre på Saras ude-på-landet-sydststats-accent – et træk som går igen i de fleste ting udgivet i US, Osaka og andre former for japansk dialekt bliver lavet til sydstatsaccent – men andre finder dem udmærket og noget af den bedste dub der er lavet. Så dub-tilhængere vil sikkert kunne lide den, der skal ikke lægges skjul på at dubs generelt ikke er min kop te og dermed får de en hårdere medfart.

    Handlingen er simpel og let forudsigelig men har nogle få twists undervejs. Da det er en komedie er der en masse sjove scener, oftest bygget omkring personernes små ejendommeligheder, som f.eks. Saras altoverskyggende forkærlighed og appetit for nudler.

    Da serien også er bygget op om fanservice undgår man da heller ikke diverse mere eller mindre afklædte scener eller antydninger til den slags. Det hele er dog holdt sobert og man får ikke den tanke at der reelt ligger en hardcore hentai-serie gemt under overfladen som bare ikke får lov at slippe løs.

    Personbeskrivelserne er trods de tydelige stereotyper gode og alle virker tiltalende med deres styrker og svagheder, også nogle der ikke falder ind under de klassiske for persontypen. Personerne udvikler sig også i løbet af serien og forbliver ikke statiske, selv Nanbara ender med at vise at han har en flink side. Man ender let med at holde af alle personerne og bekymre sig om hvad der sker med dem.

    Alt i alt er Hand Maid May en glimrende komedie, især hvis man kan lide fanservice uden at det dog tager overhånd og ødelægger historien. Flere har kaldt den ”den sødeste ecchi-komedie” og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, May-chan og de andre er søde og man kan ikke undgå at holde af dem (jeg kunne i hvert fald ikke). Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Comedy / Romance, 11 afsnit
    Alder: 13+
    Studie: Wonder Farm, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer / Geneon

  • Full Metal Panic

    Som titlen kunne antyde, så er FMP en serie i Mecha genren og på mange måder typisk for en sådanne, selvom den også blander en god del humor ind i serien på sin egen måde.

    I en meget nær fremtid er terrorisme lige så udbredt som nu, men en hemmelig organisation, Mithril, bekæmper den over hele kloden med hjælp fra meget avanceret teknologi. Så da Mithril finder ud af at visse terrorister er ude efter en bestemt pige, så sender de en speciel division af sted for at beskytte hende. Pigen Chidori er muligvis en “whispered,” født med ubevidst kendskab til teknologi af samme type som Mithril bruger, og hun må under ingen omstændigheder falde i forkerte hænder.

    For at kunne beskytte hende bedst er Sousuke udvalgt til at blive hendes hemmelige bodyguard. På grund af hans unge alder, men livslange militærhistorie, antages han for at være perfekt til at blive optaget i Chidori’s skoleklasse og beskytte hende. Det går bare ikke helt som ventet, da Sousuke muligvis passer ind med sin alder, men han har meget svært ved at lade være med at opføre sig som en soldat, til Chidori’s store irritation og hun ender hurtigt med at stemple ham som en pistoltosset militærfreak der åbenbart ikke laver andet end at følge efter hende.

    Men netop som den lettere aggressive Chidori har affundet sig med Sousuke, bliver hele klassen kidnappet og først efter en længere flugtmission, involverende adskillige imponerende kamprobotter, slipper de væk. Men Chidori er stadig i fare for nye overfald og Sousuke bliver derfor en mere permanent del af hendes dagligdag, som derefter er alt andet end normal.

    Serien veksler meget i handlingen, hvor den starter med en lille action smagsprøve i første episode, beskæftiger den sig derefter med Chidori’s skolemiljø, samt hende og Sousuke’s forhold, i adskillige episoder. Derefter slår den ret drastisk over i en actionpræget redningsaktion der også introducerer seriens skurk og de ret imponerende kamprobotter, hvorefter FMP glider tilbage i skolemiljøet i et stykke tid.

    Det giver serien en underlig afveksling mellem humor og action, ret godt opdelt så man ikke er i tvivl om hvor det skiller og ændrer karakter.

    Den forandring i seriens handling og tempo kan nok gøre at visse personer foretrækker en af de 2 stile frem for den anden, men personligt syntes jeg det var rart at hver enkelt episode ikke var en blanding af humor og alvor, det havde nok ødelagt stemningen, hvorimod 3-4 afsnit af hvert efter hinanden giver en mere samlet historie.

    Serien har ikke nogen udpræget flot eller anderledes tegnestil, den er nærmest ret normal, der er dog blevet gjort meget umage med at få den computergenererede grafik til at passe sammen med det håndtegnede og netop det at man ikke lægger mærke til grænsen mellem de to stile gør FMP til en af de mere vellykkede blandinger.

    Ligeledes er baggrundsmusikken i serien meget varieret mellem de to handlingstyper og især i action sektionerne er den meget med til at fremhæve handlingen.

    Full Metal Panic er nok noget for de fleste mecha fans, så længe man husker på at der kommer sektioner hvor humoren er mere dominerende. Chidori og Sousuke’s forhold spiller meget på deres forskellige livsstile og de utallige komplikationer der kommer ud af det, imens der sideløbende kører en historie om global terrorisme, urgammel super teknologi og metalkæmper der brager sammen. Så hvis man mangler lidt mecha action og ikke har noget problem med humor, så kan jeg varmt anbefale Full Metal Panic.

    Genre: Sci-Fi / Mecha, 26 episoder
    Alder    : 13+
    Studie: Gonzo, 2002
    Amerikansk licens: ADV Films
    Udgivet i Danmark

  • Figure 17

    Pigen Tsubasa har for nyligt mistet sin mor og er flyttet med sin far ud på landet, hvor han følger sin gamle drøm om at blive bager. Desværre viser det sig at livet væk fra byen ikke er helt så fredeligt som man skulle tro, da Ten aftesubasa n ser et UFO lignende fly styrte ned i det fjerne. Hun forlader gården og går ud for at undersøge det nærmere og ender midt i en kamp mellem flyets pilot og et monster der er slubbet løs fra det. Til sin kamp bruger piloten en avanceret kunstig organisme, der binder sig med han krop igennem den beholder den er opbevaret i, men selv med det boost som den forening giver, er han ikke i stand til at besejre det undslupne væsen. Efter at piloten er slået bevidstløs går monsteret efter Tsubasa, der flygter ind i det nedstyrtede rumskib. Herinde kommer hun ved et uheld til at ødelægge en beholder med endnu et af de kunstige organismer, som binder sig direkte med hende. Kombineret bliver de en langt stærkere person og er i stand til at besejre væsenet, men efter kampen deler de sig, meget til Tsubasa’s overraskelse, i to, hvoraf den ene er en identisk version af hende selv.

    Figure 17 kunne meget nemt lyde som endnu en serie om magiske, transformerende piger og sukkersøde kampsekvenser involverende diverse lyserøde våben, men serien vælger at tage en helt anden retning og stil. Mere end noget andet, så handler den om Tsubasa og hendes nye tvillingesøster Hikaru og deres vendskab. Tsubasa er en stille, forsigtig og indelukket pige, imens Hikaru, selv om hun deler Tsubasa’s minder, er udadvendt, aktiv og fuld af gåpåmod, men alligevel er der et stærkt venskabeligt bånd mellem dem, som virkeligt er seriens kerne.

    Hver episode af Figure 17 varer forbavsende nok hele 45 minutter, hvilket er meget usædvanligt for noget der har været en tv-serie i Japan. Også hvordan episoderne er sat sammen adskiller sig væsentligt fra normen, da de oftest består af 35-40 minutter der handler om pigerne, og resten fokusere så på deres kombinerede kampform og deres forsøg på at stoppe alle de væsener som det nødlandede skib slap løs. Skiftet mellem seriens to sektioner er ofte meget markant, da episoderne for det meste løber stille og roligt, omhandlende de to pigers normale liv og de helt normale problemer de har der. Derefter skifter det til de ret flotte og action mættede kampscener, der er lige så vigtige for serien som alt andet og til trods for det ret drastiske skift i handlingen, så er det en yderst vellykket kombination.

    I det daglige liv er Tsubasa som nævnt en indelukket pige og her er hendes nye søster en stor hjælp med at få hende til at åbne sig, imens Tsubasa’s følelser og liv er en meget intens oplevelse for Hikaru, der inderst inde stadig er et kunstigt væsen med Tsubasa’s minder. Det er også meget dominerende i deres kampform, hvor det er Hikaru der har styrken og evnerne, men det er Tsubasa’s følelser der motiverer hende og det er det forhold mellem de to piger der er med til at gøre Figure 17 til en så smuk serie.

    Men der er andre ting der gør serien værd at fremhæve. Musikken der følger handlingen er perfekt afbalanceret, med stille og rolige temaer det meste af tiden, med spring over i mere intense stykker under kampene, samt åbnings- og afslutningsstykker der er værd at høre igen i alle 13 afsnit.

    Dertil kommer at animationen er dejlig glidende og de utallige baggrunde der er brugt er alle lavet i smukke detaljer der virkelig fremhæver de naturomgivelser som serien foregår i. Om det så er snedækkede gårde eller pigernes favorit sø i skoven, så er der lagt vægt på at vise det så smukt som muligt.

    Figure 17 er en serie af forbavsende høj kvalitet og har man ikke noget imod en blanding af meget drama og lidt action, så er historien om Tsubasa og Hikaru både smuk og spændende, på en måde man sjældent ser det i serier, og jeg kan anbefale den til enhver der gerne vil se hvad Japansk animation kan tilbyde af godbidder.

    Genre: Magical Girl / drama
    Alder:     7+
    Studie    : Genco / OLM
    Amerikansk licens    : Media Blasters

  • Dual – Double Trouble Adventure

    Drengen Kazuki har det problem at han har visioner. Sommetider ser han store robotter kæmpe igennem byens gader, men ingen andre kan se dette og han har med tiden affundet sig med det. Lige indtil han en dag bliver slynget over i den alternative verden som hans visioner stammer fra. Her kæmper en styrke af japanske mechaer mod fjendtlige robotter, hvor hvert slag er planlagt og aftalt i forvejen og hver tab eller sejr flytter grænser.

    Da Kazuki dumper ind er en af de japanske mechaer netop faldet i kamp, men han får den op og køre igen, hvilket vender et sikkert tab til sejr. Da han ikke umiddelbart kan finde nogen vej tilbage til sin egen realitet, så bliver han optaget i mecha divisionen. Dog er der den lille detalje at det normalt kun er piger der kan styre robotterne, så han bliver også udstyret med en ”modificeret” dragt, så ingen fatter mistanke til hans sande køn.

    Dual har en let blanding af humor, action og romantik. Den er ganske underholdende, om end det dog virker som om den aldrig helt kommer nogle vegne. Selv om den kombinere adskillige populære genrer i en, så er der ikke det store fornyelse i serien. Faktisk så virker en del elementer i den som lidt af en parodi på den meget populære Neon Genesis Evangelion, men igen uden helt at nå til et punkt hvor det bliver andet end lettere underholdende.

    Kender man Evengelion og godt kunne tænke sig at se hvordan den ville være uden den dystre stemning, så er Dual tæt på at være perfekt. Den har action fyldte mecha kampe, adskillige kønne piger (der alle på deres egen måde er ude efter hovedpersonen) og så er der adskillige komiske og romantiske lysglimt i serien. Et stort minus er dog at baggrundshistorien til tider bliver unødig kompleks og forvirrende, især da diverse alternative versioner af forskellige personer blander sig med hinanden og man kan være lidt i tvivl om hvem der er hvad.

    Dual er ikke noget mesterværk eller en serie der vil blive husket ret længe efter man har set den, men vil man gerne have noget mecha action i den mere afslappede ende af skalaen, hvor man for det meste kan slå tænkemusklen fra, så er serien nok en udmærket investering. Den indeholder ingen store psykologiske dramaer, grafisk er den middelmådig og personerne er ret stereotypiske, så det er ikke lige den anime man skal se for at få sine horisonter udvidet, men noget man sætter på en dag hvor man kommer træt hjem fra skole eller arbejde og gerne vil have lidt let underholdning

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Geneon

  • Crest og Banner of the Stars

    Menneskeheden er draget ud i rummet og Jorden er for længst glemt af de galaktiske stormagter der dominerer verden. Jijan er søn af guvernøren af Hyde stjerne systemet, men som barn bliver det invaderer Abh Imperiet det, en race der nedstammer fra menneskeheden, men er skabt til at eksistere i rummet.

    Jinto’s hjem system bliver en del af deres domæne og som søn af en nobel, bliver han de næste år optrænet til at leve som en Abh. Efter at have afslutter sin uddannelse skal han til Abh imperiets tronverden og turen dertil foregår på en af Imperiets mindre slagskibe. Her lærer han Abh pigen Lafiel at kende, som viser sig at være intet mindre end en prinsesse, der er i gang med af aftjene den værnepligt som alle Abh skal igennem for at blive anerkendt som borgere.

    Desværre bryder en krig ud og skibet ender med at blive angrebet af en overlegen styrke, hvilket tvinger Jinto og Lafiel til at undslippe i et mindre transport skib, men de er i fjendtligt territorium og der er en lang og farlig vej tilbage, som giver de to massere af tid til at lære hinanden at kende.

    Crest of the Stars og Banner of the Stars er ret ny science fiction anime serie, der dog på mange måder kan betragtes som et klassisk rum drama. Hvor de fleste sci-fi serier fokusere på action og umulige, men imponerende teknologi, så vælger denne saga at satse på rent drama og forbavsende realistiske slag i rummet. Crest serien omhandler mest Jinto og Lafiels oplevelser på deres vej hjem, men giver samtidigt et indblik i den ret fascinerende opbygget Abh kultur, som er vigtigt for fortsættelsen, Banner serien. Med den baggrund og seriestil man får fra Crest er det nemmere at nyde Banner seriens handling, der mere eller mindre et en lang kampagne, hvor man følger slaget i rummet fra Lafiel og Jinto’s vinkel, inde i et af de mindre kampskibe, og samtidigt ser man slagets strategiske udvikling fra de store skibes kommandobro.

    Serien udemærker sig både i det lidt underlige forhold mellem Jinto og især Lafiel, der modsat sit spinkle og delikate udseende, er styret af en stærk og dominerende vilje, der gør det let at forestille sig hende som en kommende dronning. Hun er indbegrebet af hele Abh filosofien, hvor det at lede andre er noget man skal gøre sig fortjent til, også som prinsesse. Derfor er den mere jordbundne Jinto et godt match, for selv om Lafiel aldrig ikke vil indrømme det, så bliver han en ven hun stoler på og altid kan vende sig til. For ham betyder hendes status og rang intet, selv om hun dog er nødt til at give ham adskillige hårde lektioner i det ansvar der følger med at være hendes ven.

    Ikke alle vil kunne lide de meget strategiske kamp sekvenser i serierne, men det er netop dem der er med til at hive den op på en nærmest episk skala. I stedet for de sædvanlige to hære der zapper løs på hinanden, så oplever man hvordan flåderne udnytter langt mere realistisk teknologi, som miner, målsøgende missiler og nærmest ubåds lignende navigation. Samtidigt ser man Abh flådens ledere planlægge og udføre de forskellige slag, præsis som man kunne forestille sig det foregik på et hangar skib nu om dage. Alt sammen noget der lidt giver en den fornemmelse at sådan kunne slag i rummet foregå.

    Crest og Banner of the Stars er hvad man bedst kan definere med udtrykket ”Space Opera”, for den blander personlige dramaer med gigantiske rumslag, uden at forfalde til at fokusere på en enkelt helt, der redder verden. Serierne har en stil der gør den enestående og derfor er den et af de anime guldkorn, der skiller sig mærkbart ud fra resten og er med til at definere den spændevidde som anime har.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Battle Angel Alita manga

    Battle Angel Alita manga

    I en fjern fremtid er hele jorden reduceret til ørken, med få, spredte klynger af civilisation. En sådanne er byen hvor manga’en starter, som ligger lige under et gigantisk svævede konstruktion, hvor de sande efterkommere af menneskeheden bor, imens alle andre lever i byen nedenunder, et sted der hovedsageligt byder på fattigdom, kriminalitet og død.

    Hugo er en læge der har specialiseret sig i at behandle cyborgs, som er mennesker med kunstige kropsdele, ofte til et punkt hvor der er meget lidt af deres originale krop tilbage.

    På en tur til den dynge af affald der kommer ned fra byen ovenover, finder han resterne af en cyborg pige, hvor det mest vitale, hendes hjerne, stadig er intakt. Han genopbygger hendes krop, men hun er ikke i stand til at huske noget fra før han vækkede hende, så Hugo giver hende navnet Alita og mere eller mindre adoptere hende.

    Dog viser Alita sig at være mere end bare en gennemsnitlig cyborg, for i hendes hjerne gemmer sig kendskab til kampkunster udviklet for netop personer som hende. Dette viser sig da hun en nat render ind i Hugo, under hans side beskæftigelse, nemlig dusørjæger og kun Alita’s instinktive brug af hendes evner redder hende fra at blive dræbt af en langt større modstander.

    For at skaffe penge til en ven, beslutter Alita sig for også at blive dusørjæger og selv om Hugo ikke er glad for den udvikling, så udstyrer han dog Alita med en ny og langt stærkere krop, som står sig langt bedre mod de teknologiske monstre hun kommer i kamp med. Men det viser sig at selv med hendes evner, så kan hun stadig kun se på at hendes ven dør og det får Alita til at bryde med Hugo og drage ud i verden for at finde sig selv.

    Det bliver starten på et langt eventyr i en verden der er stagneret i sit eget forfald, hvor mennesker er mindre værd end de dele de består af og alting kontrolleres oppefra med utallige usynlige tråde. Dette ender Alita med at blive en del af det, på trods af hendes desperate forsøg på at undslippe.

    Battle Angel Alita er i grund og bund fortællingen om hBattle Angel Alitaende og den mange forandringer hun gennemgår på sin lange vandring igennem resterne af den menneskelige civilisation. Igennem de mange bind forvandler hun sig fra en lille pige med naive ønsker. Først til en kold dræber maskine og senere til en solitær vandrerer, men det er langt fra alt hvad hun gennemgår og netop de forskellig stadier hun oplever giver en stærk fornemmelse af udviking igennem serien.

    Men samtidigt med at man oplever Alita’s vandring, så stifter man også bekendtskab med de samfund der findes på den hærgede klode og man lærer, stykke for stykke, hvad der førte til det. Serien er ofte ret kynisk i sin natur og lægger stor vægt på menneskers dårlige sider og egenskaber, for at vende det hele rundt igen og vise noget endnu værre bag facaderne.

    Battle Angel Alita er manga som man forventer det, med meget action, blod og lange kamp sekvenser. Men der er stadig tid til at fortælle om Alita og de mange skabner hun støder ind i. Selv om det ofte er ret deprimerende møder og der er ikke ret mange lykkelige afslutninger i serien, hvilket mere end noget andet gør at man virkelige føler for Alita, imens hun gennemgår hendes mange stadier. Adskillige af disse give hende med rette tilnavnet ”Dødens Engel” da hun med tiden opnår så meget ”berømmelse” at byen i skyerne ligefrem laver en hel hær af kopier for at bevare freden.

    Indenfor cyberpunk og science-fiction genrene er Battle Angel Alita en af de bedre serier man kan sætte sig og læse. Den har til tiden en tendens til orgier af vold, men på den anden side er det med til at fremhæve den brutale verden Alita befinder sig i og gør at seriens få lyspunkter træder mere frem.

    Genre: Science fiction / cyberpunk
    Manga af: Yukito Kishiro
    Udgives i USA af: Viz
    Udgives i Tyskland af: Carlsen Comics

  • Witch Hunter Robin

    I en nær fremtid, en verden der på næsten alle måder ligner vores egen, arbejder en hemmelig global organisation med at beskytte menneskeheden mod en ældgammel trussel indefra. Organisationen STN holder styr på alle der har genetiske anlæg for at bruge “kræften,” også kendt som hekseri. De fleste af disse folk er normale borgere der ikke engang kender deres potentiale, men en gang imellem bliver disse evner aktive og er en trussel for andre. Der rykker STN så ud for at opspore og bekæmpe de folk der misbruger de evner.

    Pigen Robin er lige ankommet til den Japanske afdeling af organisation, efter at have tilbragt det meste af sit liv i et kloster. Hun er selv i stand til at skabe og manipulere ild og med det, modvirke andre “hekses” brug af kraft, dog er hendes evne til at fokusere langt fra så god som den burde være, noget der dog kompenseres for med briller.

    Robin bliver en del af den lille Japanske afdeling, der i forvejen er en broget blanding af næsten normale personer, med lidt potentiale i retning af hekseri, men som hovedsageligt bruger god, gammeldags detektivarbejde til at opspore dem der misbruger “kraften” og neutraliserer dem ved hjælp af en væske kaldet “Oboe”, som organisationens medarbejdere bærer om halsen for at modstå hekseri og som også er ladet i de kugler de bruger til at stoppe hekse.

    Witch Hunter robin er nok et af de bedre forsøg på at lave en action/horror anime. Det er meget svært at lave uhyggelig tegnefilm og WHR når heller aldrig et stadie hvor man egentlig er bange, men derimod skaber den en solid dyster stemning der er gennemgående i hele serien. Der er også meget lidt af den traditionelle animestil over serien, hvilket gør at den skiller sig meget ud fra andre serier og samtidigt får et mere moderne præg og hele handlingen er derfor mere intens, fordi man ikke forventer en ”happy ending” eller at alting ordner sig for det bedste.

    Hvor WHR hurtigt kunne være gået hen og blevet endnu en serie der fokuserer på blod, vold og kæmpestore våben, som normalt er en del af dystre actionserier, så går den derimod i en helt anden retning. Den fokuserer meget på personerne i serien og viser at det er mere deres egne menneskelige evner og dygtighed der hjælper dem, frem for udstyr eller superkræfter. Netop at serien tager sig tid til at beskæftige sig med personerne er et absolut plus, især det underlige forhold mellem den dystre og sammenbidte Amon og så Robin, som aldrig har været vant til at omgås andre end de præster og nonner der boede på klosteret.

    Grafisk er Witch Hunter Robin en flot blanding af håndtegninger og ofte ret synligt computerdesignede baggrunde, men den kantede og mørke stil passer perfekt til serien, som nok ikke ville have været det samme med en normal tegnet baggrund. I det hele taget er der gjort megen umagen med at gøre mange detaljer i serien nedtonede, dunkle og til tider ret farveløse, uden dog at ødelægge indtrykket. Ligeledes er musikken der er valgt til WHR ret stemningsfuld og passer til det grafiske design.

    Serien kan virke langsom og lidt sløv i starten, men får mere og mere fart på, ofte uden at man helt lægger mærke til det, indtil noget større pludselig dukker op og man opdager hvordan det har ledt op til det igennem de forrige episoder. Witch Hunter Robin skal ikke ses for action, eller horror, men for den dystre stemning som er ret vellykket og kan man lide en serie der har sådan en stemning og giver mulighed for at tænke over handlingen, så er Witch Hunter Robin et godt tilbud på en god serie som man kan hygge sig med en mørk aften.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: Bandai Visual / Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Puni Puni Poemy

    Poemi drømmer om at blive en Voice Actor, en af de personer der lægger stemme til blandt andet anime. Men imens hun er i skole bliver hendes familie dræbt at et rumvæsen, men ved hjælp af en død fisk får Poemi muligheden for at få hævn, straffe ondskab og muligvis redde verden.

    Efter hendes forældres død flytter hun ind hos en veninde, der lever sammen med et helt sæt søstre, der i bedste Power Ranger stil kan forvandle sig til klodens beskyttere. Desværre er deres evner mildest talt ubrugelige, og det er derfor op til Poemi og hendes magiske form at banke de rumvæsener og kæmpemechaer der truer byen.

    PPP er en meget svær serie at beskrive med ord. Den har kun to episoder, men der foregår nok i dem til at den kan måle sig med en middelstor serie. Grundlæggende er den en parodi på magiske pige genren, og den gør grin med serier som Card Captor Sakura, Sailor Moon og Power Rangers, ofte på det groveste, for der bliver ikke holdt igen nogen steder.

    Midt i vanviddets centrum er Poemi selv, og hendes mest dominerende træk er lange, hurtige monologer der får en til at tabe pusten bare man lytter til dem. Samtidigt bliver man distraheret af en handling der ofte virker som når man sidder i et tog og alting bare farer forbi.

    Serien vrimler med humoristiske godbidder, og har man set serien Excel Saga vil man nikke genkendende til mange ting, men det er dog ikke et krav for at kunne nyde PPP. De mange gags og referencer er ofte totalt overgearet og underlige, men lige så tit overraskende.

    Man skal nok kunne lide en god parodi for at få alt morskaben ud af serien og ikke være blandt de folk der let bliver stødt, for PPP har meget få hæmninger. Lige fra ”Alien 1” og ”Alien 2” der bruger underlige kugler der hænger fra deres skridt som våben, til et helt orgie af fanservice i episode to, hvor alle mulige feticher bliver fremvist i fuld styrke.

    Puni Puni Poemi er ikke pornografisk, men den fortjener sin 17+ notits på coveret, for det er absolut ikke en serie for børn. For selv om den nok kan ses af mange under 17, så er det nok ikke lige den bedste serie at introducere sine mindre søskende, eller forældre for.

    Selv var jeg meget i tvivl om hvorvidt netop denne serie ville nå det vestlige marked, men ADV har haft tre år til at arbejde med den og har heldigvis beholdt det hele, selv om det næsten skubbede serien hen på de frygtede ADULT hylder.
    Puni Puni Poemy har allerede længe været en klassiker til diverse anime træf, og kan man lide god, wacky humor, så bør man investere i den her DVD, om ikke for andet end at skræmme alle ens venner der ikke har set anime før.

    Genre: Komedie
    Alder: 17+
    Studie: J.C.STAFF, JVC
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Kodomo no Omocha

    En ting der ikke kan siges for ofte er at anime skal ses med et åbent sind og man skal altid være parat til at visse film eller serier har et eller andet der bare ikke kan beskrives, eller hvor det er næsten umuligt at få de elementer med i en anmeldelse. Kodocha er en sådanne og den en af de serier der var med til at ændre min opfattelse af hvad anime egentlig var.

    Kodocha handler om pigen Sana, der bedst kan beskrives som en yderst hyperaktiv, selvom den beskrivelse er mild i forhold til hendes næsten hysteriske overforbrug af energi. Sana er med i et tv-show ved navn ”kodomo no Omocha”, hvor hun er forestillingens stjerne, både på grund af hendes umådelige energi og så hendes meget positive indstilling til alting.

    Desværre er hendes dagligdag ikke helt så harmonisk som hun kunne ønske. Faktisk så har hun store problemer med en dreng, Hajime, som går i hendes normale klasse, som er lederen af de lokale bøller. Dog lykkedes det Sana at stoppe hans karriere som overbølle. Desværre går det op for hende at uden en gruppe af rygklappere, så er Hajime en ret ensom person og da Sana ikke kan komme i nærheden af personlige problemer uden at prøve at løse dem, så kaster hun sig nu over Hajime, en opmærksomhed han ikke ligefrem er interesseret i.

    Kodocha er en rigtig shoujo anime, lavet med piger som det oplagte publikum, men den er dog en af de meget populære af slagsen og nåede at få 101 episoder. En oplagt grund til at serien er så elsket er uden tvivl Sana og så seriens ret specielle kaotiske stil, der ofte får en til at tænke ”Hvad var lige det?” For eksempel, så har Sana’s mor et egern boende på hoved og kører rundt indendørs i en lille elektrisk bil. Her er det så at det med åbent sind kommer ind i billedet, for med mindre man kan se humoren og forstå seriens skift mellem skør komedie og alvorlig drama, så kan den være meget svær at følge med i.

    Især det første indtryk af serien er meget blandet. Allerede i episode et vælter det med underlige og ofte ret japanske jokes. Sana virker til tider som en Energizer bunny på speed og tegnestilen minder til ofte om farvelagte skitser. Men vender man sig til seriens alternative stil, så er den fyldt med god humor og hjertevarmen historier. Især de ret store forskelle mellem Sana’s humør, hvor hun kan skifte fra ”hyper-mode” til seriøs på et øjeblik og så tilbage igen hjælper virkelig med til at hamre stemningen ind.

    Det største problem med Kodacha er at kun halvdelen er udgivet på engelsk, hvilket er en stor skam. Men serien er lidt gammel og lavet i en periode hvor dens stil og udformning ikke var rigtig for det amerikanske marked. Dog er en anden serie af samme forfatter, Marmalade Boy, begyndt at udkomme, ligeledes er manga versionen af Kodocha også udgivet på engelsk, som jeg dog personligt syntes mangler den hyperaktive stemning (og Sana’s “sange”) der gjorde animeversionen til noget specielt for mig.

    Genre: Comedy / Drama
    Alder: 7+
    Studie: Pony Canyon
    Amerikansk licens: Funimation

  • Soul Taker

    Kyosuke Date starter serien med at blive dræbt, da hans mor borer en kniv igennem hans hjerne. Men i stedet for bare at dø, så gennemgår hans krop en forvandling og han bliver til et næsten uovervindeligt monster. Men hans moder dør selv, dræbt af en gruppe ukendte mænd. I hans monsterform er de dog ikke nogen udfordring for Kyosuke. Det er derimod deres leder, som Kyosuke får hjælp til at besejre, fra manden Richard Vincent og pigen Komugi.

    Det efterlader Kyosuke dybt forvirret og pludselig involveret i en kamp mellem adskillige organisationer, den mest dominerende værende ”Hospitalet”, som åbenbart er roden til alle problemerne. Men Hospitalet er egentlig ude efter Kyosukes søster. Hun har levet i skjul, efter at have skabt adskillige kopier af sig selv, til at tiltrække hendes forfølgere.

    Kyosuke begynder derfor også at opspore disse alternative versioner af hende, og bliver dybere og dybere involveret i en verden af genetiske monstre, hemmelige organisationer og rænkespil der skal skrælles igennem, lag for lag.

    Soul Hunter kunne let være blevet endnu en monster serie, med supervæsener der banker løs på hinanden som højdepunktet i hver episode. Men hvor serien adskiller sig fra alt andet er i sin stil. På mange måder er alting lavet i abstrakt leg med farver og linier, der til tider gør serien til et dystert kunstværk, noget der passer fantastisk godt med stemningen og handlingen.

    Kyosuke prøver at løse det mysterium der omgiver ham, men bliver hele tiden stoppet eller sløvet ned af at modstanderne er et skridt længere fremme, og hver eneste sejr afløses af et dybere lag af intriger og komplikationer. Det gør at serien konstant er i bevægelse og den giver mest mening når man kigger tilbage på handlingen, hvilket vil sige at det er en serier der ses bedst med tænke pauser ind imellem.

    Men det er også en monsterserie, og der er nok kampe i den. Kyosuke er ofte oppe mod andre monstre og væsener der virker som noget fra et dårligt syretrip. Lige fra zombie sygepassere til genetisk modificerede monstre som ham selv. Selv om kampene er ekstreme, blodige og ret voldelige, så holder de seriens stil og passer ind i handlingen, snare end bare at blive brugt til at styre serien.

    Så Soul Taker er actionfyldt og har en dyb handling, men det er stadig det grafiske der tager stikkene hjem. Om det så er kampene eller dramaet, så er serien tegnet og farvelagt så den til tider virker helt abstrakt og drømmeartig, med underlige vinkler. Farvelægningen er mere tilpasset stemningen end realisme, og scenerne har ofte en total mangel på respekt for billedopbygning.

    Men man kan ikke have dyb anime uden passende personligheder og dem er der mange af i Soul Taker. Selv om serien har en hovedperson, så er det dog lige så meget bipersonerne man lægger mærke til, for de har alle en vigtig del af handlingen i sig. Lige fra hver fragment af søsteren, til seriens skurke bliver de alle uddybet. Man ser lige så meget hvad der motiverer dem og hver enkelt person står frem og bliver mere end bare et flygtigt møde. Især seriens komiske modpunkt, pigen Komugi-chan har en fremstående rolle. Hendes karakter har senere givet liv til et Soul Taker spin-off der er blevet mere populær end originalen.

    Soul Taker er nok en af de mere oversete serier. Den er ikke ret kendt, selv om den på mange måder nok ville være noget for de folk der kan lide både Neon Genesis Evangelion og Serial Experiments Lain. Men nok netop de elementer gør nok at serien kan være tung kost, noget man ikke normalt forbinder med anime eller horror serier, så mange der leder efter dybere anime vil nok undgå den, imens den tiltrækker en del splatter anime fans, som har svært ved at forstå handlingen.

    Skal jeg give et bud på en nyere anime der tilbyder action og noget at tænke over, så kan jeg anbefale Soul Taker. Selv er jeg ikke meget for monster/horror genren, men jeg er glad for at jeg gav den en chance, især fordi den er en serie der vinder på at blive set flere gange.