AnimeGuiden

Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

  • Dansk D.N.Angel manga

    Daisuki er en næsten normal dreng der lige er fyldt 14 år. Han har de typiske problemer for drenge i den alder, især med hensyn til kærlighedslivet, hvor han lige har fået afslag fra sin drømmepige, Risa. Desværre for Daisuke så løber der en forbandelse i hans familie der gør at alle mandlige medlemmer, fra de bliver 14, regelmæssigt forvandles til mestertyven Dark. Forbandelsen kan dog midlertidigt brydes hvis han udfører et dristigt kup, men kun indtil næste gang, da forvandlingen til Dark udløses af romantiske følelser.

    Så indtil Daisuke får styr på sit kærlighedsliv, bliver han ved med at skifte til Dark og stjæler diverse værdifulde objekter, ofte lige for snuden af det lokale politi. Sagen bliver ikke meget bedre af at Dark har sin egen personlighed og er mere tiltrukket af Risa’s søster, Riku.

    D.N.Angel er en behagelig blanding af action og forviklinger, på en måde der er langt mere kendetegnende for manga end hvad der tidligere har været udgivet på dansk. Både i tegne- og fortællestil hører serien til det der er populært blandt de mere modne læsere og i forhold til serier som Dragonball så er serien langt mere kompleks og henvender sig til et lidt ældre publikum.

    Tegnestilen i D.N.Angel er næsten så klassisk manga-agtig som man kan få det. Pigerne har store øjne. Dark er høj, slank og sorthåret, Daisuke har hår der stritter ud i alle retninger og der bliver brugt en masse typisk manga symbolik. Kombineret med at bogen er trykt i japansk stil og skal læses bagfra, højre til venstre, kan det muligvis gøre den lidt forvirrende for dem der ikke har den store erfaring med manga, men det er noget man hurtigt kan vænne sig til.

    Selvom de tyverier som Dark laver udgør action sektionen af serien, så er den oftest sat lidt i skyggen af resten af handlingen og de forviklinger som hovedpersonerne render ind i. Selvom D.N.Angel ikke helt er en shoujo manga (et udtryk brugt om manga rettet mod piger) så har den en del elementer der minder om dem. I Japan er shoujo en ret dominerende genre, så man kan håbe på at D.N.Angels stil giver forlagene interesse i at udgive andet end actionserier.

    Kvalitetsmæssigt er D.N.Angel ganske god, med en del ekstra materiale og med den originale læseretning, noget manga fans ofte sætter pris på. Blandt ekstramaterialet er der yderligere små historier og forfatternes personlige kommentarer. Dog virker mange af siderne mørke i det i forhold til tidligere versioner af serien i andre lande, især de større billeder i starten af hvert kapitel har mistet en del detaljer. Det er nok på grund af at de, som ved andre dansk manga’er, er kopier af kopier, hvilket altid vil reducere kvaliteten.

    Noget der dog virker lidt malplaceret, især i den første bogs ekstra historie, er den udbredte brug af bandeord, noget som ikke bliver brugt ret tit i Japan. Derfor virker det lidt underligt i den dansk version at nogle af pigerne bander som havnearbejdere, men et sted er der et billede der i originalen var censureret. Her kan man så kan undre sig over hvad Carlsen mente var så slemt at sige i forhold til hvad der eller bliver brugt, hvis man ikke lige ved at der ikke var bandeord i originalen. Det kan skyldes at serien er oversat fra et andet lands version, hvor især amerikanerne godt kan lide at krydre sprogbruget.

    Alt i alt, med mindre man foretrækker den relativt simple stil i Dragonball, så er D.N.Angel nok noget af det bedste manga man kan købe på dansk og den giver et godt indblik i hvad manga kan tilbyde. Selvom serien ikke er en af mine favoritter, så er den værd at læse. Den er for nylig også blevet lavet til en anime serie, som med lidt held dukker op på de vestlige DVD hylder næste år

    Genre: Shoujo, magical girl
    Manga af:     Yukiru Sugisaki
    Udgives i Danmark af:     Egmont

  • Pikmin

    Idéer er en sjov størrelse. En god idé kan komme til dig på de mærkeligste steder og tidspunkter, ofte når du mindst venter det. Præcis hvordan ideer opstår kan være svært at sige, men det er ikke ualmindeligt at de begynder med en sær, lille strøtanke. Denne anmeldelse vil herunder dække, hvad der blev resultatet af at en spøjs mand en dag slappede af med noget havearbejde, pludselig kiggede ned i et af sine bede og tænkte: “Kunne det ikke være enormt sjovt, hvis der løb små farvede væsner rundt mellem planterne?”

    Du er Captain Olimar fra planeten Hocatate, rumrejsende og anset interstellar fragtmand af videnskabeligt forskningsmateriale. Da du i lang tid har arbejdet hårdt, har du besluttet at tage dig en velfortjent ferie i det ydre rum i dit elskede rumfartøj, Delfinen (The Dolphin). Rejsen går desværre langt fra glat. Knap er du fløjet ud fra hjemstavnen, før en vildfaren asteroide rammer dit fartøj. Hårdt skadet styrer dit rumskib mod den nærmeste planet, for at blive spredt over et godt stykke af planetens overflade.
    Da du kommer til dig selv efter den hårde nødlanding, finder du til din store bekymring ud af at dit fartøj desværre nok kan betegnes som værende noget nær totalskadet, og du vil ikke kunne lette. Hvad værre er, luften på planeten er giftig for dig, og din egen rumdragt har kun strøm til tredive dage. Dybt nedslået giver du dig til at undersøge overfladen for spor af dine rumskibsdele. Inden længe støder du på et underligt kæmpeløg, som, da du rører det, smider et frø, der snart spirer og ved oprykning viser sig at være et underligt lille væsen, der er mere end ivrig efter at hjælpe dig på din mission. Dit eventyr kan begynde.

    Lad det være sagt med det samme: Pikmin er unikt, underholdende og nøjagtigt lige så spøjst som ideen der startede det, både i kraft af historie og gameplay såvel som de forskellige genre-elementer. Selv en hårdkogt gamer vil nok have vanskeligheder ved at arkivere Pikmin under én bestemt genre, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Selvom en stor del af spillet er baseret på Real Time Strategy-elementer, vil fans af denne genre nok ikke kalde det et sandt strategispil, selvom de ville kunne nikke genkendende til meget. Ligeledes vil fans af andre genrer også kunne genkende ting.

    Pikmin starter enkelt. I begyndelsen vandrer man rundt på overfladen af planeten som Captain Olimar, men inden længe finder man et løg, som producerer Pikmins. Det handler så om at få disse Pikmins til at indsamle næring til løget, som derved producerer flere Pikmins, indtil man har en styrke stor nok til at hjælpe en med at finde de manglende skibsdele. Pikmins kan deles op i tre typer: Der er røde, gule og blå Pikmins, som hver har deres specielle særtrin. Røde Pikmins er f.eks. de bedste krigere og er modstandsdygtige overfor flammer, hvor gule Pikmins kan kastes længere/højere og er eksperter i at håndtere bomber. I begyndelsen har man kun røde Pikmins, men man opdager snart at det vil være nødvendigt at udforske andre områder på planeten, for at finde de andre Pikmintyper, hvis man skal gøre sig håb om at finde alle de tredive skibsdele, som er spredt over planeten.

    Ligesom i strategispil handler det om at indsamle ressourcer (i form af faldne fjender eller Pikmin-tabletter), og producere en masse units, som man skal organisere og få til at samarbejde efter bedste evne. Modsat strategispil er man som feltherre dog meget nær på sine enheder, idet man vandrer rundt på overfladen sammen med dem. Dette bevirker at man kun kan styre én gruppe ad gangen og at man desuden skal huske at holde sig lidt på afstand, når man sender sin hær i kamp mod planetens rovdyr. Captain Olimar er nemlig præcis lige så sårbar som ethvert andet levende væsen på hans størrelse, og får han for mange skrammer, så er det Game Over, og man må starte den pågældende bane forfra. Captain Olimars placering i spillet gør også at kampene bliver en del mere hektiske og nærheds-prægede, når man pisker rundt mellem sine enheder (op til 100 på én gang!) og fløjter ordrer, mens man forsøger at undgå selv at tage skade.

    Kontrolmæssigt fungerer spillet fint. Kameraet giver sjældent problemer, da det altid er placeret, så det kigger skråt ned på Olimar. Man har mulighed for at zoome ind og ud, samt roterer kameraet på de to grå skulderknapper. Desuden kan vinklen på kameraet justeres på Z-knappen. Placeringen af knapper falder nogenlunde naturligt, selvom visse kontrolelementer lige skal prøves et par gange, før man har styr på det.

    I hvert område findes der en “landingsbase”, som typisk er et lille, afgrænset område af banen, hvor man har fred til at dyrke Pikmins og hvor Captain Olimar kan genoplade sin rumdragts beskyttelse fra sit skib, hvilket let kan blive nødvendigt i nogle af de senere områder. Hvert område har så et bestemt antal skibsdele, som man skal forsøge at få flest muligt af hjem til basen, inden solnedgang. Det er desuden vigtigt at sørge for at have alle Pikmins lagret i løgene eller i følgeskab med sig selv, når natten falder på, da de ellers vil blive spist af rovdyr i ly af mørket.
    Tiden er nok den største hage ved Pikmin. Du har tredive dag til at finde alle skibsdelene, før din dragt holder op med at virke og stakkels Captain Olimar lider kvælnings-døden. En dag varer ca. 15 minutter i virkeligheden og spillet kan derfor virke en anelse stressende af og til. Tidsbegrænsningen er sandsynligvis lagt på med henblik på at øge sværhedsgraden, men det kan virke generende at man ikke altid har tid til at køre igennem i sit eget tempo og lægge mærke til de små detaljer.

    Grafisk set er Pikmin udmærket. Grafikken er flot, selvom den langt fra presser maskinen. Hele spillet er bygget op i en noget nuttet og rund stil, som går fint i et med spillets tema. Teksturerne er ligeledes flotte (en stor del af dem er baseret på Shigeru Miyamotos egen have), selvom de godt kunne have været af højere opløsning.

    Holdbarhedsmæssigt er Pikmin dog ikke blandt de bedste. Hovedspillet er beklageligt kort, hvis man drøner igennem det, hvilket specielt hardcore RTS-spillere sikkert vil være i stand til. En Challenge Mode, hvor man skal udføre specifikke opgaver på de forskellige områder redder dog noget hjem, men det er ærgerligt at sådan et fornøjeligt spil ikke er længere.

    Pikmin er en beretning om hvordan en spøjs strøtanke kan blive til et særdeles underholdende spil og et prima eksempel på nytænkning, som har manglet lidt i spilbranchen i den seneste tid. Desværre har det også sine fejl og mangler, men de mange gode ting det også indeholder er nok til at redde det en god karakter alligevel. Selvom man ikke har lyst til at eje det, skylder man i det mindste sig selv at prøve det.

  • DearS

    Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

    Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

    En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

    Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

    Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

    Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

    Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

    Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

    Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

    *sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

    Stammer fra: juli 2004, tv-serie
    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: Genco
    Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics

  • Amazing Nurse Nanako

    Nanako arbejder som stuepige/sygeplejerske hos doktor Ogami, en genial/gal videnskabsmand der kun får de mest specielle patienter.
    Hendes virke på klinikken går ud på at lave mad – det vil sige kremere fisk – og hjælpe ham med hans patienter/eksperimenter – hvilket vil sige blive generet af dem og især doktoren selv.

    I første afsnit kommer et nyt eksperiment fra militæret og kirken, et væsen ved navn Green som Nanako selvfølgelig skal hjælpe med at undersøge, efter at hun har fundet doktoren altså.
    Afsnit to er de på tur til vildmarken for at træne Nananko, som dog efter et skænderi med doktoren løber væk og farer vild i ødemarken…

    Billedet er meget skarpt og farverne klare, ingen regnbuer eller pixellering. Animationen er også god, hvilket nærmest også er at forvente for ret nyt show (1999) og serien ser generelt godt ud, ikke kun indimellem men holder en god kvalitet hele vejen igennem, hvilket til dels nok kan tilskrives at det er en OVA. Serien er lavet på computer og har nogle panoreringer, hvor dette meget tydeligt fremgår. Disse sammen med det tydelige lagvise opdeling som computerne har skabt vil sikkert kunne irritere visse folk men det er ikke noget som andre end purister vil bemærke.
    Opening’en varierer fra afsnit til afsnit og er meget dyster og har noget tilsvarende musik, noget anderledes end seriens meget lette stil, der dog har dystre undertoner hele vejen igennem så den er ikke helt malplaceret. Slutningen begynder med den sædvanlige stak collagebilleder hvorefter der kommer en 3d CG-sekvens med Nanako der bliver jagtet af en robot, anderledes og sødt men endnu et sted puristerne vil rynke på næsen.
    En sjov ting er menuerne: de er pænt sat op og nemme at finde rundt i, menupunkter på en linje nederst og et billede af Nanako ovenover. De er imidlertid animerede sådan at Nanakos bryster hopper indimellem, selv menuerne afspejler pointen med serien.

    De to lydspor (japansk og engelsk) er klare og tydelige og har begge en god udnyttelse af kanalerne om end der ikke er de vilde surround-effekter.
    Musikken er acceptabel men ikke noget specielt, ikke noget man får lyst til at købe som cd senere. Som førnævnt passer introsangen ikke helt ind i stemningen i resten af serien idet den er meget storslået og dystert og leder tankerne hen på et heroisk sci-fi drama men da serien hele tiden har nogle undertoner af at der er et eller andet i vejen passer det alligevel ind på et eller andet plan.
    Lydeffekterne er gode og ofte brugt, især er boing lydende når Nanako tumler af sted meget velvalgte og øger slapstick atmosfæren.
    Stemmerne er gode og for en gangs skyld er selv de amerikanske stemmer ok, den amerikanske Nanako nærmer sig faktisk den japanske flere steder .

    Af extras er der en pæn stak: de trailers der blev vist på japansk tv for de 4 første afsnit, en musikvideo med highlights af afsnittene på skiven og 25 siders character-design skitser. Alt i alt en rigtig fin samling extras.

    Coverets billede af Nanako i tjenestepigetøj er pænt og attraktivt, det skal nok få folk til at købe dvd’en. På bagsiden er det et stort billede af Nanako i en meget stram bikini der ikke overlader ret meget til fantasien, nogle små billeder fra afsnittene på skiven og en kort introduktion ”skrevet” af dr. Kyoji der, som alt hvad han siger i serien, ikke holder helt stik men giver et udmærket billede af hvad man kan forvente af skiven.

    Hvis det ikke er gået op for folk endnu så handler serien ikke om meget andet end at se mest muligt af Nanako i undertøj men dog samtidig have en smule plot som undskyldning.
    Historien er dog helt klart AMNs svage punkt, selvom man griner ad og føler med Nanako når hun bliver generet – sexchikane er en del af Nanakos daglige pligter lader det nærmest til. Plottet virker dog alt for ofte som en undskyldning for at komme til at vise Nanako i undertøj eller på andre måder halv- eller hel-nøgen, da det er en Pioneer serie mangler den obligatoriske badescene f.eks. ikke, hvilket er synd idet personerne er gode og en ordentlig handling ville ikke skade. Men den tjener sit formål, idet serien er ment som en ren fanservice serie, og den underliggende mørke, røde tråd med kirken og militærets rolle formår at gøre at man ikke mister interessen helt så hurtigt og faktisk følger lidt med i handlingen og ikke kun venter på næste gang man ser lidt mere af Nanako.
    En sjov ting er at serien er meget opbygget omkring Nanako, det er hende der er det centrale omdrejningspunkt, men vi hører ikke noget særligt om hende eller hendes baggrund, al hendes personlighed vises i den måde hun reagerer på omgivelserne på.

    Alt i alt en acceptabel serie som man dog ikke skal forvente det store af, allerede coveret afslører at det drejer sig om fanservice, allerede der er stilen lagt: en komedie med masser af hud, henvisninger til sex og en sød hovedperson.

  • Jungle wa Itsumo Hale Nochi Guu

    Jungle wa Itsumo Hale Nochi GuuFra første sekund af åbningssekvensen til Jungle wa itsumo hale nochi guu (Guu) ved man, at tempoet bliver højt. Man bliver angrebet af nogle dejlige feel-good sambarytmer, men udover tempoet, er der intet, der kan forberede een på det rendyrkede vanvid, der ligger forude.

    Som titlen på serien antyder, så foregår handlingen i en jungle, men det er bestemt ikke en helt almindelig en af slagsen. Inde i junglen ligger nemlig en landsby, hvor beboerne har adgang til de fleste af den moderne verdens bekvemmeligheder, så det kan ikke ligefrem siges at være et specielt vildt sted. Faktisk, så går dagene meget ens for hovedpersonen Hale, en dreng på ca. 12 år. Han går i skole, hvor det ser ud til, at eleverne aldrig laver noget, fordi læreren altid sover i timen og spiller rollespil på sin konsol derhjemme. Men så i første episode kommer hans mor hjem med en lille sød pige ved navn i lyserød kjole, og hun ser da ganske sød ud, synes Hale. Næste dag er Guu imidlertid som forandret. Hendes øjne virker skræmmende, og hendes stemme er også forandret. Hales mor lægger dog ikke mærke til nogen forandring, hvilket nok kan tilskrives hendes store forbrug af alkohol aftenen i forvejen. Hale prøver at gøre opmærksom på, at der er noget galt, men hans mor vil ikke høre på ham.

    Herefter bliver Hales liv kun mere og mere sært. Guu lader til at kunne gøre de mest utrolige ting, og ingen andre end Hale lægger mærke til det. Til tider virker det for Hale som om, at Guu kun har een mission i livet: at gøre hans liv til et helvede, men for det meste må han erkende, at Guu faktisk har en pointe med de vanvittige udflugter, hun foretager – også selv om det sætter ham grå hår i hovedet og udsætter ham for uanede mængder af stress.

    Det er simpelthen umuligt at beskrive hvor vanvittig serien er. Animationen er måske ikke noget at blive synderlig begejstret over, det er svært at få øje på en større sammenhængende historie (ikke at det betyder noget, at der ikke er en), men Guu har en evne til at få folk til at vræle af grin over Guus geniale ondskabsfuldheder og geniale påhit. Hvis man kan lide practical jokes, der ikke går ud over een selv og mærkelige piger, der kan skræmme voksne mænd fra vid og sans, så er Jungle wa itsumo hale nochi guu en oplagt serie at se.

  • Samurai X: Trust & Betrayal

    Samurai X: Trust & BetrayalOgså kaldet Rurouni Kenshin OVA 1.
    Rurouni Kenshin finder sted under slutningen af Edo-æraen hvor de ældgamle traditioner stod i konflikt med den nyligt genetablerede kontakt med verden udenfor Japan og de strømninger og andre tankegange den bragte med sig.

    Drengen Shinta bliver sammen med hans “familie” overfaldet af banditter og alle de andre slagtet for øjnene af ham men så dukker en fremmed mand op og dræber med forbløffende lethed alle banditterne. Han tager Shinta til sig og omdøber ham til Kenshin, idet navnet Shinta ikke passer til en sværdets mand. Han oplærer Kenshin i Hiten Mitsurugi Ryuu sværdlæren, hvis principper går på at beskytte verden mod uretfærdighed som et frit sværd.

    En dag hører den unge Kenshin dog om oprøret mod styret og beslutter sig for at hjælpe det. På grund af hans overlegne evner i sværdkamp får han tildelt et hverv som snigmorder. En lang og blodig historie tager sin begyndelse.

    Kenshin OVA’en er forhistorien til den efterhånden ret kendte (og ret lange) tv-serie Rurouni Kenshin, om den legendariske sværdmand, som ikke dræber. Men tag jer i agt: Selvom hovedpersonen er den samme, skal man ikke forvente sig noget “Oro?” i OVA’en. Hele den muntre side af Kenshin, som vi kender den fra tv-serien er der ikke skyggen af i den gravalvorlige unge mand, hvis rene sind er i konflikt med hans kamp for at skabe en fri tilværelse for folk.

    På same måde er der der en markant forskel på characterdesignet i OVA’en i forhold til tv-serien. De forskellige personer er tegnet langt mindre karikeret og tegnestilen er gennemgående mere realistisk, hvilket passer godt med den langt mørkere, alvorlige historie.

    Modsat tv-serien skal man nok have en noget højere tolerance for blod for at se OVA’en, da Kenshins profession som snigmorder ofte fører til nogle meget blodige scener.

    For at blive ved tegningerne, så lad mig bare sige at der bestemt ikke er sparet på noget. Kenshin OVA’en er flot. Meget flot endda. Det er tydeligt at produktionsbudgettet for de i alt fire afsnit fordelt over to dvd’er (hvoraf Trust dækker de to første) har være højt og der er virkelig kælet for detaljerne, i alt fra animation til baggrunde. Af og til kan farvelægningen dog virke en anelse for mørk, men dette er hovedsageligt en bagatel, som ikke kan rokke ved det enorme stykke arbejde, der er lagt i denne produktion.

    Lyden er ganske udemærket og gør god brug af stereokanalerne. Underlægningsmusikken fungerer fremragende og er ofte med til at understrege og øge spændingen. Det japanske lydspor er flot gennemført med talentfuld stemmelægning, af folk, som ved hvad de gør. Det er desuden en dejlig ting at Mayo Suzukaze lægger stemme til Kenshin, ligesom i serien, selvom man dog må undvære hendes samling af Oro-lyde.

    Den engelske dub er hæderlig, men når ikke op på originalsporets niveau. Specielt generende er det at høre Kenshins amerikanske stemme, hvis stemmeleje slet ikke passer med den japanske Kenshin. Hvis man er vant til den japanske, lyder dette direkte forkert.

    Underteksterne fungerer godt med den japanske tale selv om der er en grammatisk smutter et sted eller to. Det kan dog ikke anbefales at se den amerikanske dub med undertekster, idet disse to slet ikke passer sammen, hvilket kan virke ekstremt distraherende, hvis man da ikke direkte har slået lyden fra.

    Følgende ekstra stads findes på dvd’en: Character profiles, Historical background, ADV trailers og DVD credits. De to sidste er typisk ekstra materiale og er faktisk ret uinteressante, men både character profiles og historical background er interessante. Specielt er den historiske baggrund en velkommen ting på denne dvd, som man får en del mere ud af, når man kender historien, som lå til grund for begivenhederne i OVA’en. Nyttigt og spændende – tak for det.

    Selve æsken er der ikke så meget lir ved. Det er et standard, gennemsigtigt DVD-hylster med en DVD i. En lille lækker detalje er dog at man kan tage coverbilledet ud og vende det om, så man derved slipper for at stirre på en forside med den platte og ret misvisende amerikanske titel Samurai X. På den anden side finder man et langt flottere billede med originaltitlen: Rurouni Kenshin. Sådan skal det gøres.

    Rurouni Kenshin: Trust er en meget veludført historie, som er gribende flot fortalt og med en visuel side, der siger spar to. Det er en fortælling om kærlighed, had, politik, forræderi og idealer, som sætter spørgsmålstegn ved tanken om at målet helliger midlet. Hvis man har interesse i Kenshin skylder man sig selv at se denne DVD og den næste i rækken. Meget bedre bliver det ikke.

  • Exaxxion

    Menneskene har levet sammen og i fred med leofaldianerne i en årrække. Vi har fået avanceret leofaldiansk teknologi og alt er fryd og gammen og alle mennesker kan lide dem. Alle undtagen Hoichi og hans bedstefar, der er en gammel, sexfikseret videnskabsmand med masser af penge.
    En dag viser det sig, at det hidtil har været en maskerade, og leofaldianerne indtager jorden til alles (inklusiv de fleste leofaldianere på jordens) overraskelse.
    Men heldigvis har Hoichis bedstefar en plan og en kæmperobot (ved navn, ja du gættede det: Exxaxion) klar, og sammen med den ekstremt kvindelige (i hvert fald på et vist område af kroppen) androide Isaka tager Hoichi kampen op mod leofaldianerne.

    Exaxxion er tegnet i Kenichi Sonadas tydelige, lidt kantede stil og er ret pæn. Dog har nogle af kvinderne (nærmere bestemt androiderne) en tendens til at være overdrevne hvad brystmål angår, urealistisk overdrevet og nærmende sig det groteske. Et andet punkt der grafisk set er mislykkedes, er mechaerne. Leofaldianernes mecha ligner nærmest et barns forsøg på at tegne en kæmperobot (skyggelægningen er dog rigtig flot og skaber en god metal-effekt) og Exaxxion selv, der er endnu mere overdrevet hvad brystmål angår end andoriderne (mere end 5 gange så stort som resten af robotten). Godt nok er der en stor kanon i robottens brystkasse, meen… De øvrige personer er pænt tegnet, men ikke noget bemærkelsesværdigt. Som altid i Kenichi Sonadas serier er der også lidt læserservice (læs: nøgenhed, panty shots og lignende).Action scenerne er ret flydende, hvilket er godt idet er der en del af dem.

    Historien er meget klassisk, og bruger stort set alle genrens klichéer. Af kendte elementer kan nævnes: en gal videnskabsmand, der er hovedpersonens bedstefar og oven i købet temmelig sexfikseret; en intetanende gymnasieelev, der pludselig skal redde verden; rumvæsner der lader som om de er vores venner men så overtager magten, etc. Historien er altså “ny”, eller rettere en ny blanding af gamle elementer. Som sådan er den da okay, men de fleste af historier, som den har hentet elementer (eller inspiration om man vil) fra, er bedre.
    Historien har nogle gode elementer, f.eks. at vi samarbejdede med leofaldinerne, men de bliver ikke udnyttet ret godt. Historien er dog meget flydende fortalt, et stort plus i en historie hvoraf action scenerne fylder en forholdsvis stort del.
    Personerne er ikke beskrevet helt så grundigt, som man kunne ønske. Især virker hovedpersonen lidt udetaljeret og neutral mens hans barndomsveninde og en af lærerne (en leofaldiansk kvinde) virker som mere helstøbte personer, ikke så godt.

    Alt i alt er Exaxxion en ret dårlig serie, der langt fra lever op til hvad mecha-genren kan tilbyde. Kun et køb værd for Sonada fans eller hardcore fans af genren.
    Genre: Science fiction, mecha, fan-service
    Alder    : 11+
    Lavet af    : Kenichi Sonada
    Udgivet i Japan af    :
    Udgivet i USA af    : Dark Horse
    Udgivet i Tyskland af    : Egmont
    Udgivet i Frankrig af: Glenat

  • Legend of Legaia

    Gud skabte verden og menneskene og for at hjælpe menneskene skabte han Seru’erne, der er levende krystaller der er i stand til at give en menneskelig bærer overmenneskelige kræfter. Verden levede lykkeligt og i fred indtil the Mist, en underlig tåge, en dag dukkede op. The Mist gjorde at Seru begyndte at angribe mennesker og de mennesker, der bar Seru, blev til monstre.
    Siden har verden levet i frygt men lever i håbet om at nogen en dag vil drive the Mist væk. Dette bliver drengen Vahns opgave. Han drager rundt i Legaia (navnet på verdenen) og vækker såkaldte Genesis træer, træer der er i stand til at drive the Mist væk fra det område de vokser i, til live. Han får hjælp og nogle venner og nogle Ra-Seru, intelligente Seru der ikke bliver ændret af the Mist. Sammen drager de rundt i verden for at udrydde the Mist…

    Legend of Legaia er, som navnet måske antyder, et typisk eksempel på rollespil til PlayStation (der er en del andre, der hedder noget lignende f.eks. Legend of Kartia). På alle punkter er det da også ret gennemsnitligt og falder i med mængden: grafikken er pæn, men det er nok de færreste der vil blive imponerede over den; historien er udmærket men meget, for nu at sige det pænt, klassisk; det generelle gameplay er heller ikke noget specielt, det der er unikt og gør spillet lidt anderledes end andre japanske rpg er kampsystemet: i stedet for bare at vælge at angribe eller en type angreb skal man angive en joypad-kombination for forskellige dele af kroppen, lidt ligesom i kampsportsspil. Hvis man har angivet en bestemt kombination laver man et art angeb der gør ekstra skade Kampene foregår dog ikke i real-tid men turbaseret, så man angiver angrebene for hver personer i en liste, går videre til den næste hvor det gentager sig, så sker angrebene og monstrene har deres tur osv.

    Ellers er gameplayet meget neutralt og nærmest identisk med det i andre af denne type spil: man rykker sit party rundt på et kort, hvor man ret ofte bliver overfaldet af tilfældige monstre, eller på pre-renderede locations à la Final Fantasy-serien. Man finder objekter og våben der hjælper en i kampene, møder folk og snakker med dem, etc. Tilfældighedskampene kommer ret ofte, måske for ofte vil nogen mene (men så slipper man for at rende så langt for “level’e” op), men kampene tager ikke overhånd og man får ikke følelsen af kamp er det eneste formål i spillet.

    Gameplayet er altså ikke godt eller dårligt: spillet er nemt at håndtere, man lægger nærmest ikke mærke til styringen hvis man har spillet et spil af samme type før, man spiller bare. På den anden side er styringen i allerhøjeste grad ikke innovativ, men igen: man føler sig hurtigt hjemme, og hvis man har spillet et spil i samme genre lægger man ikke mærke til at det er et nyt spil hvad styring angår. Det, der gør at man spiller spillet er det innovative og anderledes kampsystem og historien, der er ret kliché men alligevel ikke dårligere end gennemsnittet af fantasy-historier. Nogle vil nok synes at spillet er for let, i hvert fald vil folk der har spillet et eller to rpg ikke støde på ret svære problemer, men det kan også være godt: et spil der er nemt og hurtigt og gå til men som også har noget af charmen fra sværere og mere komplicerede rollespil.

    Alt i alt er Legend of Legaia et udmærket spil, men ikke nogen milepæl, det eneste anderledes og nye er kampsystemet. Men hvis du kan lide japanske rollespil (og hvem kan ikke det?) og mangler lidt underholdning, så kan det klart anbefales.

  • Gunbuster

    Norikos far var kaptajn på menneskets bedste rumskib men blev slået ihjel af rumvæsnerne. De ødelagde hans skib og startede dermed krigen mod Jorden.
    Nu går Noriko selv på akademiet for at kunne følge i sin fars fodspor i rummillitæret. Hun er dog ikke ret god til at styre mecha, men en ny coach sætter hende på hold med Amano, den bedste på skolen. Men hvorfor, og hvad er den nye robottype, som de skal styre (rigtigt gættet: Gunbuster).
    Men hvorfor angriber rumvæsnerne Jorden? Og er Noriko i stand til at klare presset og samtidig leve sit liv?

    Man kan se og høre at det er en OVA fra 1989, men det gør ikke noget, idet det hele er af en meget, meget høj kvalitet.
    Grafisk er den af højeste kvalitet: baggrundene er ret detaljerede, og der er masser af små detaljer som man kan side og fortabe sig i, især de mange forskellige parodier og henvisninger til andre serier der er rundt omkring. F.eks. er mecha’erne holdt i en ret gammeldags stil, og Gunbuster selv er en tydelig henvisning til Gundam, men hvis man kigger efter er der også rigtig mange sjove rumskibe. Dette er et eksempel på den detaljrigdom der er i serien, og den humor der ofte gemmer sig i den.
    Personerne er godt animerede, om end man især på deres næser kan se, at showet er fra 80’erne. Forskellen på det og den senere stil er dog ikke noget man tænker over. Karakterdesignet er også ganske udmærket, alle personerne er forskellige udseendemæssigt og har alle en slags personlighed bare i udseendet. Desigenet er da også lavet af Haruhiko Mikimoto, der er kendt for netop Macross II, Gundam og hans egne manga’er Marionette Generation og Macross 7 Trash, en af de bedre designere efter min mening.

    Altså er showet både hvad karakterdesigns, animationer og baggrunde godt grafisk, mange nyere serier kan tage ved lære. Efter mere end 10 år kan Gunbuster stadig måle sig med de bedre tegnemæssigt.

    Nå, men så kan lyden vel ikke følge med? Jo, det kan den faktisk. Musikken passer utroligt godt til de scener den akkompagnerer, ligesom i Evangelion (der er det mest kendte Gainax værk) er der brugt meget klassisk musik, og det virker bare fantastisk. Allerede dengang vidste de, hvordan man understreget en scene med brug af musik. Stemmerne er utroligt gode, nogle af de bedste og mest passende stemmer jeg har hørt overhovedet. Der er lagt så meget følelse i stemmerne at det er en fryd at høre på, selvom det selvfølgelig er nærmest umuligt at følge med i, for os der ikke er ret gode til japansk.

    Og til det vigtigste, ved enhver film, serie, spil, historien. Og på dette punkt skuffer Gunbuster heller ikke. Historien er meget medrivende og kommer igennem mange forskellige genrer i løbet af serien. Første afsnit er nærmest en skole / sports anime, fra andet afsnit af og fremefter er serien mere rendyrket mecha og science fiction, selvom der er elemter, der ikke er klassiske for disse genrer undervejs. Som nævnt før har Gunbuster rødder i science fiction genren, og der bliver ikke langt fingre imellem, det er rigtig science fiction, de fleste ting, der ikke er opfundet / udforsket idag bliver forklaret grundigt baseret på det vi ved idag. Der er dog nogle få unøjagtigheder, men alt i alt er Gunbuster endnu mindst lige så realistisk som f.eks. Star Trek, der bliver brugt i fysikundervisningen nogen steder. Der bliver også brugt meget humor i historien, selvom den til tider er meget dramatisk og trist, f.eks. da Noriko efter at have været i rummet nogle måneder ved nær lyshastighed kommer hjem til Jorden, hvor der er gået 10 år og møder sin bedste veninde igen. Dette er en af de ting, der er realistiske: hvis man bevæger sig tæt på lysest hastighed går tiden langsommere for en selv end for andre, der bevæger sig normalt, og dette er et af hovedelementerne i historien: at leve i sin egen tid.
    De tekniske detaljer bliver blandt andet forklaret i små science lessons mellem afsnittene, små klip hvor super deforme udgaver af Noriko, Amano og Coach forklarer forskellige tekniske ting som i en skoletime. Da de dog er super deforme og fjoller en del rundt er det dog svært at følge med i undervisningen, endnu et eksempel på humoren i serien.
    Det er også her at udtrykket “Gainax bounce” stammer fra, og man kan med rette sige at “The bounce Wars” mellem Gainax og Pioneer startede her, altså masser af fanservice, der dog aldrig på noget tidspunkt virker malplaceret.

    Gunbuster er instrueret af en debuterende Hideaki Anno, kendt som hovedmanden bag Evangelion, og man kan allerede her kende hans måde at få handlingen til at hænge sammen på. Anno er ubetinget en af mine yndlingsinstruktører, og det er rart at se hans første værk, især er det sjovt da det er samme genre som hans hovedværk Evangelion, og dermed kan man se, hvad han har ændret for at lave sin mecha serie. Det sidste afsnit er dog holdt kun i sort / hvid på nær den sidste scene, hvilket øjentsynligt også er en Anno ting, idet de sidste afsnit af Evangelion også har deres helt egen stil.

    Gunbuster er en af de bedste anime, og er da også af mange set som en klassiker. Uanset om du kan lide mecha (der er den mest gennemgående genre i serien) eller ej kan serien anbefales, den er simpelthen et must for alle, der vil have ordentlig underholdning.

    Genre: Mecha
    Alder    : 13+
    Studie    : Gainax
    Instruktør    : Hideaki Anno
    Amerikansk licens    : Bandai Entertainment

  • Crest of the Stars

    Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han venter i rumhavnen på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.

    Crest of The Stars foregår i en fjern galakse, langt, langt væk … sådan kunne jeg have startet, men der er parodier af den slags nok som det er. Der skal dog ikke herske tvivl om at Jorden næppe er en af naboplaneterne i Crest of The Stars‘ univers, hvoraf en stor del er styret af The Humankind Empire Abh.

    Og hvad er Abhs så? Det er en de arter af intelligent liv, som eksisterer i den kendte del af rummet. Udseendemæssigt er de ikke så forskellige fra et almindeligt menneske, bortset fra at deres hår er blåt og at de generelt er ret smukke. Desuden er de på grund af genmanipulation i stand til at leve 200-250 år og de bor på deres rumskibe blandt stjernerne. Deraf kommer ”Kin of the stars”, som de ynder at kalde sig selv. Denne stolte race har ét mål: At samle hele menneskeheden (som de opfatter sig selv som værende en del af) under én nation, for derved at undgå fremtidige krige og andre problemer.

    Deres fremgangsmåde er at overrumple en planet med en militær offensiv og derved få den til at underkaste sig Abh-herredømme, hvorefter de går videre til den næste. Dette har dog ikke de store konsekvenser for beboerne på planeterne, idet Abhs ikke blander sig synderligt i detaljerne på de pågældende planeter, men nøjes med at administrere dem overordnet.

    Mød grev Jinto Lin Syun Locke Hyde, hovedpersonen i Crest of The Stars. Som barn var han vidne til at planeten, som hans far var præsident for, blev overtaget af Abh-imperiet. Imidlertid indgik hans far en aftale med Abh-styrken, som gik ud på at indlemme ham blandt Abhs, så han fik lov til fortsat at stå for styringen af planeten. Som søn af præsidenten påvirkede dette også Jinto, hvilket betød at Jinto formelt set er en adelig Abh, og derfor har pligt til at tjene et vist antal år i militæret.

    Den egentlige historie tager sin begyndelse i en rumhavn, hvor Jinto venter på det krigsskib, der skal transportere ham videre til officerskolen. Her møder han den unge og charmerende Lafiel, som er sendt ud for at bringe ham til krigsskibet Gosroth.

    Imidlertid bliver Gosroth kort efter Lafiel og Jintos ankomst udsat for et angreb, og de er derfor nødt til at flygte i en lille rumfærge. Her begynder deres historie.Crest of The Stars er, som man nok har gættet, en sci-fi anime som foregår det ydre rum, med alt hvad der dertil hører af rumskibe, planeter, rumstationer og storstilede kampe med strålevåben. Derudover præsenteres vi for nogle dybe, yderst veludførte personligheder, hvilket er godt, idet den medrivende historie i høj grad bliver drevet af de medvirkendes individuelle udvikling, frem for at fokusere på kampene. Historien synes at køre i én glidende bevægelse, frem for at være episode-præget, hvilket ikke er så mærkeligt, da Crest of The Stars oprindeligt er baseret på en bog. At det ikke er en historie drevet af kampene kan måske også ses på den overraskende rolige og lidt utraditionelle opening, som er en behagelig afveksling fra de sædvanlige, lidt mere oppumpede eksempler, som man har set så tit.

    Tegningerne er flotte og detaljerede, især hvad angår baggrundene, hvor der mange steder virkelig er kælet for detaljerne. Desuden er der gennemgående gjort god brug af farverne til at understrege atmosfære og lyssætning i de forskellige scener, hvilket er virkelig lækkert. Tegnestilen kræver dog en smule tilvænning på nogle punkter. For eksempel er hovederne tegnet ret specielt.

    Rent teknisk er billedkvaliteten fin, men ikke perfekt. Hvad det skyldes er ikke til at sige, men ved afspilning på en computerskærm var billedet flere steder præget af artifacts, hvilket er lidt ærgerligt. Det er ikke et udpræget problem og det meste af tiden er det faktisk ret flot, men det er stadig et irritationsmoment, som man godt kunne have været foruden. Den er acceptabel, men det kunne være gjort bedre.

    Lyden er et rent og udmærket stereomiks. Som nævnt er historien meget persondreven, hvilket også afspejles på lydsiden, hvor der er forholdsvis megen dialog. Musikken er primært tilstede under kampsekvenserne, hvor den underbygger stemningen udmærket. Et sjovt påfund er at finde i starten af hver episode, hvor der kort fortælles en smule om baggrunden bag universet, som Crest of the Stars foregår i. Tilsyneladende har man valgt at lade fortælleren tale Abhsk, hvilket er lidt sjovt at høre og som medvirker til at underbygge følelsen af noget, som foregår langt, langt væk.

    Den japanske tale er generelt god og in-character og jeg anbefaler i høj grad at man ser serien med originaltalen frem for den engelske dub. Jeg ved godt at det vel efterhånden er en fast bemærkning i anmeldelser som denne, men i Crest of The Stars har jeg en ekstra god grund til at understrege denne anbefaling, for dubben er absolut horribel. Ingen af skuespillerne lyder specielt oplagte eller indlevede og man får ofte fornemmelsen af at de bare læser op fra et manuskript de har fået stukket i hånden to minutter forinden. Medmindre du absolut ikke har andre muligheder, så hold dig langt væk fra den engelske. Den er under lavmålet, selv sammenlignet med det normale niveau for den slags dubjobs.

    Crest of The Stars er en virkelig flot og medrivende science-fiction fortælling, drevet af nogle meget komplette og dybe personligheder og et spændende univers. Videosiden kunne være bedre, men det hæmmer ikke oplevelsen synderligt. Historiemæssigt er det meget svært at pege på noget sted hvor denne serie halter, for den er efter min mening en af de bedste i sin genre.

    Selv hvis man ikke er udpræget science-fiction-fan, har denne serie stadig en masse at byde på. Kan varmt anbefales.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Dead or Alive 2

    Velkommen til et af de første spil til PS2, Dead or Alive 2, der endda “kun” er en konvertering af et DreamCast-spil. Spillet er stort set identisk på begge platforme, på nær at der er tilføjet lidt ekstra i PS2-udgaven. Dette skal absolut ikke ses som et minus, for spillet er godt, endda ret godt.

    Der ikke nogen særlig god baggrundshistorie, bare den sædvanlige smøre med at der holdes en stor turnering af en magtbegærlig person (hvor har jeg hørt dette før? Street Fighter? Tekken???). Men man får spillets personers grunde til at medvirke at vide i cutscenes mellem næsten hver eneste kamp, og dette er med til at gøre personerne mere levende. At de så både grafisk og lydmæssigt passer til rollen gør er der ikke noget negativt at sige der, spillet har nogen af de mest tiltalende personer i et kampsportsspil.

    Grafikken er meget flot. Alting er i 3D, selv detaljer så som jernstænger i baggrunden, alt er 3dimensionelt og kan ses fra alle sider. I det hele taget er baggrundene utroligt flotte og meget realistiske, alle stederne er som taget ud af en film (og grafikken er så god, at man næsten tror at de er det). Personerne er meget realistiske at se på, om end de er lavet mere i manga-stil, og dermed også lidt urealistiske, end i f.eks. Tekken Tag Tournament. Karakterdesignet er dog utroligt godt og alle personerne har hver sin personlighed både hvad udseende og kæmpemåde angår, noget man ikke just kan sige om den nærmeste konkurrent, Tekken Tag Tournament.

    En ting der specielt skal nævnes er personernes hår, det er sindssygt flot lavet og ligner næsten rigtigt hår (dette er en ting der er utroligt svært at lave som computergrafik). Tøjet er også meget flot animeret og bevæger sig i takt med kroppen, f.eks. bølger pigernes nederdele (eller lignende) i takt med deres bens bevægelser, de er ikke stive som et bræt som i kampsportsspil til psx. Man kan også se niveauforskellen i personernes muskler, det er tydeligt at se at der er flere kræfter under hjelmen på konsollen og at man derfor kan lave meget mere i ren 3d.

    Musikken er som den ofte er kampsportsspil syntetisk rock, men der er ingen numre imellem som bliver direkte trætte af, og nogle af numrene er faktisk ret fængende. Musikken er dog lydkvalitetsmæssigt bedre end på psx (jeg synes i hverfald, at jeg kan høre forskel). Det er også noget nyt (i forhold til psx) at der er tale på alle mellemsekvenser, ikke kun tekst (kan dog slås til). Dette giver meget stemning, hvilket leder mig til at andet pluspunkt ved spillet. En anden ting, der er virkeligt godt i spillet, er at man kan vælge mellem engelsk og japansk tale i selve spillet (under kampene og i mellemscenerne, ikke kun teksten i menuerne som normalt i ps2-spil). De engelske stemmer er udmærkede (hvis man sammenligner med film, idet der ikke er ret mange spil med tale) men ikke helt så gode som de japanske. Dette valg af tale er utroligt fedt, selv om det kun er en mindre detalje er det med til at give spillet stemning. Det er et plus for dem, der gerne vil kunne forstå hvad der bliver sagt i et kamp-spil, men os der ikke har noget imod japansk kan få lov til at få den originale tale uden at den nogen steder (f.eks. i mellemscenerne) bliver afbrudt af engelsk synkro.

    En detalje er at mellemsekvenserne er lavet med spillets egen grafik, men de er ligeså flotte som dem i andre spil (og flottere end mange video-sekvenser for år tilbage), dette gør også at man ikke føler at der er et hak mellem spillet og mellemsekvenserne. Al respekt til Tecmo for at have lavet en så god grafik-engine.

    Som sagt kan man også vælge mellem menu-sprog, men der er udbredt blandt ps2-spil, så ingen store roser for dette. Menuerne er nemt og overskueligt opbygget, der er rart at man kan se alle modes på en skærm i stedet for at skulle scrolle op og ned som i f.eks. Tekken spillene. Spillet er lidt svært at styre til at begynde med, idet det er en slå-knap, en sparke-knap, en kaste-knap og en knap til fri-gang (så man kan bevæge sig mere frit i forhold til kameraet) og andre effekter alt efter hvad man gør før / samtidig med at man trykker på knappen. Dette kan kræve lidt tilvænning, specielt fri-gangs knappen.

    En god ting er at baggrundene har betydning, man kan kaste hinanden ind i vægge eller rækværk, der så giver efter så man ryger ned på et lavere liggende niveau. Det giver selvfølgelig mere skade at slå en ind i væggen er skubbe dem udover en høj kant, det er utroligt fedt et smide ens modspiller ud fra kanten af en høj klippe og bagefter hoppe efter for at give ham / hende nådesstødet (også selvom der er 10 meter eller mere ned lander man på fødderne uden skade, hvilket ikke kan siges om den skubbede / kastede person). Sammen med at man kan lave nogle ret dramatiske (og urealistiske) slag / spark / kast / skub, men spillet ender ikke med at blive en kamp om hvem der laver de bedste moves som Tekken og StreetFighter spillene så ofte gør, dette skyldes til dels at de almindelige angreb er effektive og at spillet har en genial mulighed for lave counter-angreb. Hvis man er hurtig kan man nemlig nå at fange modstanderen mens han angriber og vende hans angreb mod ham selv hvilket er meget effektivt. Det er dog ikke helt så nemt som i etteren, men hvis man er hurtig kan gøre megen skade ved at lade modstanderen angribe og så vende han tiltænkte dødsstød mod ham selv, dette er især underholdende at ydmyge ens venner med.

    Og så er der selvfølgelig den ting, der har gjort serien kendt: der er mange kvinder med i spillet, og man kan se at deres bryster hopper når de bevæger sig. Derudover er der det antal panty-shots der nødvendigvis må være når man smider rundt med dem (en ting, der nok nærmere er realistisk end overdrevet: man kan ikke undgå at se trusserne hvis nederdelen flyver op, hvilket den må gøre når man bevæger sig så meget som her). Nogle vil nok mene at dette er lidt ecchi, men det virker ikke malplaceret eller overdrevet på mig, nærmer som et yderligere skridt mod realismen (helt ærligt, pigernes kroppe og tøj bevæger sig altså sådan i virkeligheden, hvorfor skulle man så ikke vise det i computerspil?).

    Alt i alt er Dead or Alive 2 et rigtigt godt kampsportsspil. Grafikken er noget af det flotteste, der hidtil er set og kan leve op til de fleste nyere arcade-maskiner, musikken er god og gameplayet er godt. Et spil som enhver fan af kampsportsspil burde købe, og en værdig titel til at følges med PS2’s lancering. Det skal dog bemærkes at der ikke er så store forskelle mellem PS2 versionen og DreamCast, så hvis du ejer en sådan maskine skal du bare købe spillet, forskellen på de to udgaver er minimal.

  • Grandia

    Justin vil være eventyrer ligesom sin far. Sammen med den lille pige Sue gør han byen Parm usikker under deres træning til at blive eventyrere. Justins aller kæreste eje er hans Spirit Stone, som han arvede efter sin far. Alle andre tror at det er en forfalskning, men Justin er overbevist om at den er ægte.

    En dag får de af lederen af byens museum lov til at besøge et sted, hvor der laves arkæologiske udgravninger, men det er militæret der står for det, og de vil ikke have at et par børn ser, hvad de leder efter.

    Justin og Sue sniger sig alligevel ind til udgravningen, og der møder de et hologram af kvinden Liete, der siger at de skal drage over havet til den Ny Verden. Et er sikkert: bæreren af the Spirit Stone er udvalgt til at løse en stor opgave…

    Lad os begynde med det lidt negative: Grandia er ikke specielt flot, det eneste der er over middel er de tegnede mellemsekvenser, de kunne lige så godt stamme fra en anime som f.eks. Nadia.

    Man kan godt mærke at spillet er en konvertering til Playstation af et spil til Sega Saturn fra 1996. Ud over at den grafiske standard ikke var så høj dengang (og da var Grandia en af de bedre udseende titler) er konverteringen ikke lykkedes så godt. Nogle steder hakker billedet, og den gamle Saturn udgave skulle efter sigende ofte være bedre grafisk. Grafikken er lavet i klassisk japansk fantasy stil, men er alle steder tegnet godt. Områderne er tegnet i 3D mens personernes udseende er bitmapgrafik, der er trukket på en 3D ramme. Umiddelbart lyder det til at være grimt, men man mærker det ikke, tværtimod ser personerne mere detaljerede ud end i flere andre spil. Det hele er lavet i en pæn og lidt sød streg, men det bliver aldrig overdrevet og fjenderne er ofte ret grimme og ret store mens deres modstandere (spillerens personer) er mindre og lidt nuttede. Grafikken måske ikke den flotteste, men den har sin egen charme og passer godt til resten af spillet.

    Hvis grafikken ikke er noget specielt, så er musikken til gengæld noget af det bedre der er lavet til spil. Musikken kan sagtens måle sig med den i mange tv-serier eller film, og der er da også udkommet flere albums med den i Japan. Der er ny musik for hvert område, og musikken passer hver gang i stil til området, det endda selvom det hele er holdt i en form for episk fantasy stil. Det imponerende er, at selvom det mere eller mindre er samme stil hele spillet igennem bliver man ikke på noget tidspunkt træt af det.

    En anden del af lydsiden, der trækker spillet over middel, er at der nogen gange er lagt stemme til dialogen. Indrømmet, det er ofte lidt ulogisk hvorfor der netop er lagt stemmer på et sted og ikke på et andet, og dialogen kan skifte mellem ren tekst, tekst med tale og ren tekst igen i løbet af en samtale, men bare det at stemmerne er der gør meget. Stemmerne i den engelske version er heller ikke de allerbedste, men de gør deres arbejde og giver spillet endnu mere atmosfære. Den japanske tale skulle være virkeligt god, noget jeg desværre ikke har haft mulighed for at bekræfte.

    Den vigtigste ting i et spil er gameplayet, og her skuffer Grandia heller ikke. Hvor visse andre nyere rpgs næsten er Final Fantasy kloner, er Grandia på flere punkter bygget anderledes op uden dog at være så anderledes at det kan være svært at finde ud af.

    Kampsystemet minder meget om det i andre nyere rpgs: der er en bar nederst i billedet, hvor både spillerne og monstrene er vist. Ude mod højre på baren er er der et punkt der hedder command, og når en person når det skal man angive, hvad personen skal gøre. Når personen/monstret når yderst til højre bliver handlingen så udført og man begynder til venstre på baren igen. Det er forskelligt hvor hurtigt personerne/monstrene bevæger sig hen ad baren efter deres initiativ, og hvis man angriber et monster kan det være at man sænker eller endda ophæver dets valgte handling eller dets tur.

    Et sted, hvor Grandia også kan måle sig med de store, er dets magisystem. Man bruger mana eggs til at købe et magisk element (nogle af personerne har dog et eller flere elementer fra starten af) og får en enkelt spell inden for det element. Når man bruger spells tjener man exp til elementet, og efterhånden som elementets level stiger lærer man nye spells. Men hver enkelt spell optjener også point jo mere man bruger den. Alt i alt et mere traditionelt form for magisystem, men det fungerer så ikke noget at sætte fingeren på der. Man ender med at bekymre sig lige så meget om at “levelle” sin magi op som selve personen. En ting, der minder om spells, nåde i funktion og måde at stige på, er personernes special moves/skills. De vælges ligesom magi, og som i andre spil der har noget lignende (f.eks. FF seriens limit breaks) er de ret fede. Det rigtigt fede ved det, er dog at de er afhængige af personens skill i flere våben, man er altså nødt til at have et vist niveau i alle våben for at lære alle moves (og når man har set Justins “Heaven and Earth Cut” har man lyst til det…)

    Historien er mere eller mindre kliche hele vejen igennem, men den virker, og mens man spiller tænker man ikke over, at det historien bare er en ny blanding af ting man har set før i andre fantasy-historier. Slutningen på spillet kan måske virke lidt som et anti-klimaks, men man tilgiver det let da turen dertil har være så underholdene. Desuden er historien meget medrivende, man ender nemt med at spille virkelig lang tid, fordi man lige vil se hvad der så sker.

    Alt i alt er Grandia et af de bedste rollespil, der findes, og enhver der godt kan lide rollespil burde have det i sin samling. På grund af dets alder kan det dog være svært at opstøve i dag.