Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

  • Figur anmeldelse: Uzaki-chan Wants to Hang Out! – Hana Uzaki: Manga Cafe Asia Ver.

    Figur anmeldelse: Uzaki-chan Wants to Hang Out! – Hana Uzaki: Manga Cafe Asia Ver.

    Jeg indrømmer at jeg først tjekkede Uzaki-chan mangaen ud da der første gang var snak om den i forhold til reklamer i Japan, men det er dog længe før debatten ramte Vesten og anime serien kom.
    Den ramte mig dog med den livlige kouhai og deres kluntede forhold, der mindede mig om mine egne tidlige forhold, og jeg endte med at blive ret glad for den. Jeg har godt nok ikke fået set anime udgaven endnu, men da der kom en vellignende figur der samtidig var sober og ikke så ecchi som de har en vane med at illustrere hende i promotion materialet kunne jeg ikke stå for den.

    Jeg bestilte figuren fra Hobby Search et godt stykke tid inden den udkom, og den blev (selvfølgelig) nogle måneder forsinket, nok grundet Corona og transportkrisen, men da det endelig blev tid blev den udsendt uden problemer og kom herover på et par uger inklusiv toldbehandling.

    Som billederne viser var den pakket fint og tilstrækkeligt, men ikke ekstremt, og den kom på tværs af verden uden et eneste mærke på hverken yder endsige inderkassen.

    Figuren har mange detaljer, også selvom man ikke skulle tro det med så ensfarvet relativt mat tøj. Plastikken der danner hendes tøj har dog en let satin overflade (ikke skinnende blank, men heller ikke mat), hvilket gør folder og kanter markant mere synlige end hvis det havde været mat farvelagt.

    Dette er, sammen med den udskiftelige overdel der er ved at sprænges på grund af hendes store bryster (se foto herunder), den måde figuren er ecchi på med at man kan ane kanterne af hendes undertøj gennem stoffet, hvilket egentlig også er noget man ser ret ofte i virkeligheden modsat den meste anime fanservice (eller også har mit liv været tamt…), så det er ret underspillet i forhold til hvad man ofte ser.

    Nu vi er ved hendes tøjs struktur vist gennem bemaling er hendes forklæde og et godt studie i nuancer af brun og ligner fint læder eller lignende hårdfør materiale man bruger til den slags.

    Hendes krop er ikke det eneste, der passer med serien, hendes ansigt er også klassiske hende med det korte, grå hår der bliver mere mørk mod bunden og den typiske hugtand og store smil.

    Der er som sagt lidt reservedele med i kassen: Den førnævnte overdel der er ved at sprække fordi den er for lille og et andet ansigt, hvor hun smiler drillende og

    Et punkt, der viser figurens kvalitet og blik for detaljer, er når hendes bluse skiftes kommer hendes bh til syne – og det er fuldt modelleret rundt om hende med detaljer i stoffet, blonder som sådan nogle i den størrelse nu engang ofte har etc. Dette er selvom den stort set aldrig vil kunne ses andet end i glimt gennem den stramme bluse skulle man vælge den (og slet ikke i den lukkede) – medmindre man da har hende ståede topløs helt uden bluse.

    Samlet er hun en rigtig fin figur der tydeligt fanger karakteren og hendes populære træk er markante men figuren er stadig en man kan være bekendt at have stående offentligt fremme når ens forældre er til stede.

  • Non Non Biyori manga anmeldelse

    Non Non Biyori manga anmeldelse

    Non Non Biyori er essensen af det rolige liv på landet eksemplificeret gennem en gruppe skolepiger og deres livlige hverdag – for selvom de er få og spredt over en aldersvifte kan de alligevel have små hverdags-eventyr sammen.

    Beskrivelse

    Velkommen til landsbyen Asahigaoka, en malerisk by langt væk fra storbyens stress og jag. Du kunne ikke forestille dig en mere isoleret placering i hele Japan. Så da den 11-årige Tokyo folkeskoleelev Hotaru Ichijo flytter til den lille Asahigaoka Branch School på grund af hendes fars job, får hun sit livs kulturschok!

    Deltag i de daglige eventyr i det idylliske japanske landskab for Hotaru og hendes nye venner, den excentriske seks-årige Renge Miyauchi, de to Kishigaya søstre: den højlydte 13-årige Natsumi og 14-årige men lille Komari.

    Anmeldelse

    Genren med personer (oftest piger)der gør søde, oftest afslappende, ting har en del fans, endnu mere i Japan end herovre, og en af de i de senere år populære og kendte titler af den slags er Non Non Biyori.

    Den fortæller historien om pigerne fra en skole langt ude på landet – alle pigerne på skolen, de fire og storebroder Kishigaya er alle eleverne på skolen faktisk.

    Atto har ramt stemningen af det landlige Japan godt i baggrundene og hele følelsen af storslået natur, man ser det idylliske men også ensomme landlige Japan.

    Ensomheden en af de centrale elementer i serien, vi ser hvor tomt det landlige Japan er med få mennesker – og ikke bare fordi hovedpersonerne er i fokus vi kun ser dem med skygger i baggrunden, der er rent faktisk næsten ingen mennesker ud over dem der – men det betyder alligevel ikke at personerne er ensomme, de har nemlig hinanden. Det er det centrale for serien: de få personer der bor på landet holder sammen.

    På den måde er serien virkeligt hjertevarm, hvilket passer godt til slice of life genren og understreger iyashikei undergenren om personer i rolige omgivelser der lever afslappede liv. Non Non Biyori er et af af de bedste eksempler på denne.

    Udover det afslappende er hovedelementet i historierne humor, som i meget andet af denne type er der en god strøm af jokes. Ikke højlydte grin, men pigernes små særheder får konstant smilet frem.

    Grafisk er serien glimrende på alle måder. Attos tegninger af det japanske landskab i baggrundene er som sagt detaljerede og enormt tydelige i deres fremstilling af den fantastiske natur. Karakterernes udseender er ligeledes markante, detaljerede og modsat mange andre serier skifte de jævnligt tøj, hvilket er med til at give en følelse af at pigerne er autentiske, stereotyper ja, men man kunne møde nogen der minder om dem langt ude på landet i Japan.

    For personerne er godt nok let karikerede stereotyper, Hotaru har det for genren så typiske pige-crush på en af de andre piger, Natsumi er typen der konstant kommer i problemer og nægter lektier osv., men de er alligevel drejet så de er lidt for sig selv – f.eks. er Natsumis nægten at tage ansvar for sine ulykker og vægring af skolearbejde i en liga for sig – og man kan ikke undgå at holde af dem.

    Galleri

    Vurdering

    Lad os fortsætte med slutningen af sætningen inden galleriet: det er svært ikke at holde af Non Non Biyori. Der sker dog ikke meget i bog et, vi lærer personerne at kende og ser eksempler på deres liv i det landlige.
    På den måde er serien hverken til folk der vil have dybe, komplekse historier endsige meget action – medmindre man finder det at Renge og Hotaru bliver snydt af en kanin tæller som action.
    Hvis man derimod vil have afslappende historier om livet for nogle spøjse men elskelige piger et sted hvor alting er i et andet tempo end det hektiske liv i storbyen er man endt det helt rette sted i Asahigaoka.

    Info

    Tegninger og historie Atto

    Udgivet på engelsk af Seven Seas

    Anmeldelse baseret på Digital udgave læst via Comixology

  • Dagens anime: Cells at Work

    Dagens anime: Cells at Work

    Vil du underholdes og lære noget samtidig? Så er Cells at Work et oplagt valg, du ser blodige kampe, en kluntet men sød pige og monstre der er som taget ud af en shounen action serie.

    Grafisk er serien flydende, har tiltalende og klart designede personer med markante træk. Musikken er udmærket men ikke nævneværdig på nær introsangen til første sæson, der er langt mere catchy end den burde. De japanske stemmer passer ligeledes godt til rollerne og samlet er serien glimrende – og teknisk korrekt så absolut lærerig og underholdende på samme tid!

    Trailer

    Beskrivelse

    Dette er en historie om dig. En fortælling om indersiden af din krop…
    Ifølge en ny undersøgelse består menneskekroppen af cirka 37 billioner celler. Disse celler arbejder hårdt hver dag i en verden, der er din krop. Fra de iltbærende røde blodlegemer til de bakterier, der kæmper med hvide blodlegemer, skal du kende de usungne helte og det drama, der udfolder sig inde i dig! Det er den mærkeligt relaterede og interessante historie, der er cellernes liv!

    Galleri

    Se den

    Serien kan ses gratis og lovligt på Wakanim

  • Dagens manga: Overlord 2

    Dagens manga: Overlord 2

    Ligesom jeg har dagens anbefaling, der dog har holdt en pause et par dage som hobby ting må når familien og arbejdet kalder, tænkte jeg også kunne fremhæve nogle af de mangaer jeg læser.

    Mini anmeldelse

    Overlord mangaen er baseret på Kugane Maruyams light novel serie. Den er glimrende tegnet af Hugin Miyama og historien omskrevet af skrevet af Satoshi Ōshi, der har gjort et udmærket arbejde i at få den til at fungere i tegneserieform.

    Fortællestilen er lidt mere rodet i bind to, der er lidt “hop” hvor der sker en ting mellem scenerne – starten der begynder in media res et stykke fra hvor vi endte bind et er et godt eksempel på dette.

    Det lidt mere rodede og springende gælder også det grafiske, hvor der er en del meget hektiske action scener der er flotte og meget dynamiske men kan være lidt sværere at følge end de ellers stramt opsatte paneler. Karakter designs er dog stadig i top, man er på intet tidspunkt i tvivl om hvem der er hvem og alle markante ny karakterer har iøjefaldende designs, ikke i samme grad som hoffet i Nazarick.

    Ainz får dog en fantastisk mount i denne del af historien, og man mærker endnu en gang hvor markant overlegen han er i forhold til resten af verdenen.

    Ikke så fængende som første bind, men jeg slugte det alligevel på en times tid så absolut ikke ringe.

    Beskrivelse

    Ainz, den udøde overlord, har stort behov for bedre information om den verden, han befinder sig i. For at få det rejser han til en by. Forklædt som en simpel eventyrer accepterer han en mission om at vove sig dybt ind i en uhyggelig skov, men den virvlende skygge af intriger skjuler vejen frem…

  • Dagens manga: Overlord 1

    Dagens manga: Overlord 1

    Ligesom jeg har dagens anbefaling, der dog har holdt en pause et par dage som hobby ting må når familien og arbejdet kalder, tænkte jeg også kunne fremhæve nogle af de mangaer jeg læser.

    Mini anmeldelse

    Overlord mangaen er baseret på Kugane Maruyams light novel serie. Den er glimrende tegnet af Hugin Miyama og historien omskrevet af skrevet af Satoshi Ōshi, der har gjort et udmærket arbejde i at få den til at fungere i tegneserieform.

    Ligesom de andre udgaver (light novel og anime) fanger den fra starten af læseren, og medens man ikke hører meget om de enkelte karakterer endnu er den til gengæld så tydeligt spilbaseret at man allerede kan regne meget af hvordan verdenen fungerer ud – ligesom Momonga gør undervejs, man føler man udforsker verdenen sammen med ham.

    Beskrivelse

    Hvad gør du, når dit yndlingsspil lukkes ned? Momonga besluttede at være logget ind helt til slutningen. Men når serverne bliver mørke, finder han sig transporteret ind i spilverdenen – og han er blevet omdannet til sin skelet avatar fra spillet, inklusive fantastiske magiske kræfter! Men hvad nu hvis han er skurken i sin egen historie?

    Galleri

  • Dagens anbefaling 29 maj 2021: Pui Pui Molcar

    Dagens anbefaling 29 maj 2021: Pui Pui Molcar

    Børnserier kan være underholdende, og nogle af dem er så underlige og sjove i deres verdener at det underholder i sig selv. Pui Pui Molcar er en af disse, for hamstre der er biler er spøjst og det søde, filt figurer der er stop motion animeret er virkeligt kære.

    Der er ingen tale, medmindre man da tæller hamster-lyde som sådan, og anden lyd og musik er også sparsom, men de små filtede kræ der køres som biler men har personligheder som hamstre er ikke til at stå for og giver en unik oplevelse.

    Trailer

    Beskrivelse

    De er marsvin! Men de er også biler! De pelsklædte, nuttede molcars morer sig og tager på eventyr i denne skønne stop-motion-animationsserie.

    (taget fra Netflix)

    Galleri

    Serien kan ses lovligt på Netflix

  • Dagens anbefaling 25 maj 2021: Holmes of Kyoto

    Dagens anbefaling 25 maj 2021: Holmes of Kyoto

    Nogle gange er det rart med en let krimi med to hovedpersoner, der samtidig danser om hinanden og ikke kan finde ud af at blive et par (som de jo per fan logik bør blive). Holmes of Kyoto er en af disse serier, der udover sin fine gengivelse af dejlige kvarterer i Kyoto, der er genkendelige hvis man har tilbragt lidt tid i byen (som jeg har), ikke skiller sig ud fra andre serier med normale unge piger der møder smukke fyre, der ofte er lidt røvhuls-agtige.

    For følelser har den kvindelige hovedperson, hendes usikkerhed fylder meget men de formår at give hende en smule karakter hen mod slutningen så hun ikke er ren generisk normal pige uden kendetegn. Der ændrer dog ikke på at serien samlet ikke er særlig unik.

    For Holmes of Kyoto er i sidste ende en ret generisk otome serie der opfylder alle kriterierne om en normal pige, der pludselig finder en særlig evne og derfor omgives af bishounen (smukke unge mænd), men det er også ok, den foregiver ikke at være mere end let underholdning og det lever den op til.

    Afsnit 1

    Beskrivelse

    “Let antik mysterie” serien handler om en “ondskabsfuld” smuk Kyoto dreng og en high school pige. Historien foregår i en antikvitetsbutik i Kyotos Teramachi Sanjō shoppingområde. High school pigen Aoi Mashiro løber uventet ind i Kiyotaka Yagashira, søn af butikkens ejer, og ender med at arbejde deltid i butikken. Kiyotaka kaldes “Holmes fra Teramachi Sanjō”, og han og Aoi løser underlige sager bragt til dem af forskellige kunder.

    Galleri

    Se serien

    Serien kan ses lovligt på Crunchyroll

  • Overlord – Ainz og Albedo i yukata onsen outfits figurer

    Overlord – Ainz og Albedo i yukata onsen outfits figurer

    For nogen tid siden så to 1/8 skala figurer af Ainz og Albedo i yukata var de da ganske cool, anderledes designs end deres klassiske outfits men virkeligt pæne og tematiske, men jeg gjorde ikke mere ved det.

    Det er ikke en hemmelighed at jeg for nyligt blev lidt glad for Overlord efter at have kendt til franchisen i mange år, og da jeg så disse to på tilbud kunne jeg ikke stå for dem.

    Jeg bestilte fra HobbySearch og de var yderst grundigt pakket ind med ekstra plastik om kasserne og så selvfølgelig den sædvanlige grundige indpakning i kasserne som man kender det fra andre japanske scale figurer. En god detalje er at Albedos vinger ikke bare er klemt på plads i hendes ryg men at der også er små neodym magneter i enderne så de holdes sikkert fast.

    Kvaliteten af figurene er glimrende, som forventet af japanske scale figurer, og selvom de “kun” er 1/8 skala er det ret store med omkring 25cm højde – de er jo også ret høje i serien så derved er deres 1/8 skala fysisk større end mange figurer i større skala af mindre personer (for anime piger er jo ofte ret små).
    Jeg er vild med metallic tonerne på Albedos vinger, de får dem til at ligne ægte krage-fjer eller lignende, og Ainz formår både at se afslappet og majestætisk ud på samme tid.

  • Clockwork Planet manga anmeldelse

    Clockwork Planet manga anmeldelse

    Som seriens titel siger foregår Clockwork Planet på en planet bogstavelig talt lavet af tandhjul. Den blev bygget for 1000 år siden af den geniale ingeniør Y af resterne af jorden og menneskene bor nu på drejende tandhjul inspireret af de hedengangne lande.

    Flere af disse er inspireret af Japan, og på et af disse møder vi Naoto Miura. Han bruger sine dage på at læse om og rode med maskiner. Naoto er ikke særlig omgængelig, og hans besættelse får ham til at blive betragtet som en freak i skolen. Imidlertid bliver hans unikke evne med urværk pludselig meget nyttig, da en ødelagt kvindelig robot pludselig styrter ind i hans lejlighed. Han reparerer hende og de bliver uadskillelige – især da Naoto beslutter at hun skal være hans kone, han har trods alt en robot fetish.

    Clockwork Planet har en fantastisk setting, en historie, der til tider er yderst medrivende og en grafisk side der er pæn og samlet er det tydeligt, at den er lavet af professionelle skabere.

    Dialogen i mangaen er velskrevet, de to hovedpersoner “lyder” som højlydte teenagere og resten er også godt ramt i forhold til deres arketyper.

    Og nu vi er ved arketyper så er de grundstenen i serien, på godt og ondt. Man ved hvordan personerne vil opføre sig fra man ser dem første gang, og man bliver ikke skuffet. Naoto er den klassiske hovedperson der outsider men har en fantastisk evne, Marie er en ilter blond, slank pige der der bekymrer sig om sine små bryster men gladeligt hjælper de venner hun har skældt huden fuld kort forinden. Halter er det store brød der ser barsk ud men har et hjerte af guld og stor beskytter trang etc.

    Grafisk set er mangaen noget blandet, baggrundene er generiske grænsende til kedelige, og det samme gælder alle andre end hovedpersonerne og de største modstandere. Hovedpersonerne er dog rigtig pænt designede, Shino ved hvordan man laver godt udseende personer og Kuro tegner dem glimrende. Det samme kan man vel sige om baggrundene, de har skarpe linjer og er godt tegnede med i sidste ende ofte ret kedelige i forhold til hvad settingen lægger op til. Det ligner nutidens steder meget af tiden, især længere henne i serien, kun nogle få steder skilder sig ud og lever en smule op til potentialet.

    Hvor serien virkelig gør sig godt grafisk er dog i action scenerne, dens gengivelse af bevægelse er eminent og den måde den lader lydeffekter og karakterers bevægelse gå ud over lydeffekter og tale og kanterne på panelerne skaber dynamiske scener af højeste karakter. Disse får jævnligt lov at udfolde sig på dobbeltsider, hvor de virkelig kommer til deres ret, skaberne ved tydeligvis hvor styrken i det grafiske er.

    Lad os runde vurderingen af seriens indhold af med historien, der desværre ligesom resten af værket er noget blandet. Medens den undervejs har haft dele, der virkeligt fængede mig og hvor jeg åd flere bind i streg, var der også pauser hvor jeg lagde mangaen væk og skulle tage mig sammen for at få læst den færdig.

    Historien er ikke dårlig, ellers ville dele af den ikke fænge sådan, men ligesom resten lever den ikke op til potentialet, der tydeligt skinner igennem trods alt. Man kan godt mærke at den er baseret på en roman af Yuu Kamiya, der også har været inde over her, da den ligesom hans mest kendte værk No Game No Life har en fantasi fuld setting og teenage hovedpersoner der sprænger rammerne for hvad man kan gøre og ændrer verden i deres eget billede – omend Clockwork Planet stopper just som de for alvor indser deres evner og går i gang.

    Tempoet virker, udover de glimrende kampscener, noget langsomt, jeg sad flere gange og ventede på at de rejste videre og rykkede plottet frem for at tøffe mere rundt i samme by – isæri sidste ark, og det at den slutter med at den store skurk nævnes og de så drager efter ham i det serien slutter tyder på, at den løb tør for romaner at adaptere. Når man ved at mangaen er baseret på en light novel serie sidder man i det hele taget under meget af serien med en følelse af at mangaen er en reklame derfor. De glimt vi ser af en virkelig fed verden og personer, der er tiltalende men bare mangler lidt mere dybde for virkelig at ramme ens hjerte, antyder at der er så meget mere som vi bare skal skifte medie for at få en mere kondenseret udgave af, og især slutningen giver denne følelse, nu har vi fået forspillet i ren tegnet form så skal vi skifte til ren tekst med enkelte billeder for at få hele værket. Lidt ligesom de utallige anime adaptioner der stopper så man skal læse romanerne for at få afslutningen.

    Denne anmeldelse får nok mangaen til at lyde dårlige med så mange negative punkter nævnt, men det er den ikke langt fra! Den fortæller en fin historie, der er medrivende mange steder men noget ujævn og langsom; personerne er godt designede, tiltalende og ret velskrevne omend arketyper; tegningerne er meget tydelige og let læselige og har nogle steder der virkelig lader settingen skinne som på nogle af fotosne her i anmeldelsen etc.
    Det er ikke nok til at få den ellers polerede serie helt i top, dens potentiale var større end resultatet og nok mest af alt derfor det negative i anmeldelsen, let skuffelse, det er som en flot kage med masser af fondant, den ser flot ud og den kunne være fantastisk men medens alt ser rigtigt ud er smagen lidt tam.
    Det er dog også udmærket indimellem, og jeg fortryder ikke jeg købte serien og vil sikkert genlæse den igen på et tidspunkt, måske den der har en mindre kedelig eftersmag.

    Forlag: Kodansha
    Historie: Yuu Kamiya & Tsubaki Himana
    Character design: Shino
    Manga: Kuro
    Antal bøger 10

  • Kizuna AI – Touch the Beat! (Oculus Quest) anmeldelse

    Kizuna AI – Touch the Beat! (Oculus Quest) anmeldelse

    I spillet er man publikum til et Kizuna AI live event og svinger ens glowsticks. Mærk rytmen til sangen og ram de bokse, der kommer flyvende mod dig med dine glowsticks.

    Kizuna AI begyndte sin karriere i 2016 og udløste VTuber (Virtual YouTuber) boomet. Mange firmaer og spilstudier har i dag deres egen VTuber til promovering, og der er flere virksomheder, der specialiserer sig i VTubere. Mens VTubers hovedsagelig er populære i Japan, Kina og Asien, lancerer nogle af disse virksomheder, såsom Hololive, også engelsk talende publikum fokuserede VTubers.

    Dette er dog ikke en dybdegående artikel om vtubers, den må komme en anden gang og måske skrevet af en anden der er mere inde i kulturen omkring dem, men en anmeldelse af det lille virtual reality rytmespil Kizuna AI – Touch the Beat!, der udkom til Oculus Quest efteråret 2020.

    Spillet er et rytmespil mere i stil med den klassiske Dance Dance Revolution (og de kloner der er udgivet i spandevis i en enorm mængde franchises til alskens konsoller) end VR frontløberen Beat Saber. Man skal nemlig ikke skære ting i stykker, når det rammer det kritiske område for sangen, men blot ramme dem. Samtidig er der ikke kasser man skal undgå men til gengæld lange mere glidende bevægelser, der er med til at give et hint af følelsen af at stå til en koncert og vifte med ens glowsticks (controllere).

    Grafisk er spillet ganske udmærket for Quest, især den de to glowsticks og den dansende Kizuna er tydelig uden hakkede kanter (den store akilleshæl for Quest apps) og hun er pænt modelleret i hendes normale outfit; der kunne de godt have føjet muligheden for at skifte kostumer til, men desværre ikke – det havde ellers været en oplagt måde at hive endnu flere penge ud af fans på.
    Boksene og tingene man rammer er mere klassisk simpel vektor med indimellem enkelte hakker i deres omrids, men det ligner den stil vi har vænnet os til i rytmespil de sidste 20+ år.

    Selve rytmespilsdelen er passabel, der er ikke noget anderledes endsige banebrydende end der er set hundredevis af gange før, primært i “2D” men også VR, og spillet udnytter ikke VR ret meget da man reelt kun interagerer med et område på under 180 grader foran en i spillet.

    Det ændrer dog ikke på at det er samlet udmærket, og spillet er ikke det eneste i applikationen. Der er nemlig flere ganske flotte videoer af “koncerter” med Kizuna Ai til spillets sange, og de er enten 180 eller 360 grader og i bedre kvalitet end man kan se på YouTube. Disse får man dog primært først når man køber dem (der er en pakke men de kan også købes enkeltvis), dem man får gratis er dog ikke så flotte som de betalte – man skulle tro de ville bruge dem til at hive kunderne ind.

    De to sange man får gratis i spil-delen er dog glimrende og fuldt på højde med de betalte.

    For gratis kan man kun anbefale at prøve spillet hvis man synes den mindste smule om Vtubers (medmindre man ikke kan lide Kizuna selvfølgelig).

    Den sange man kan købe føjer mere af det samme til, hvor nogle har lidt flere mere udfordrende rækkefølger af bevægelser med end de gratis men ikke noget der ændrer gameplayet.

    Samlet er det et typisk rytmespil uden nogen virkelige specielle kendetegn udover den søde Kizuna AI der danser i baggrunden medens vi hepper på hendes sang.

    Screenshots fra VRexplorer da de var umuligt at tage screenshots selv.

    Spillet hentes gratis i Quest butikken og der kan tilkøbes flere sange og koncert”optagelser” i både 180 og 360 grader


    Anmeldelsen er også bragt på min side om Virtual Reality, opgvr.dk

  • Rez Infinite (Oculus Quest) anmeldelse

    Rez Infinite (Oculus Quest) anmeldelse

    Rez var oprindeligt et kult railshooter spil til DreamCast og kort efter PlayStation 2, hvor jeg personligt stiftede bekendtskab dermed (og jeg har stadig PS2 skiven stående i retro-reolen). Dette kan godt mærkes i alt fra grafikken – der ser ud præcis som dengang – til gameplay, der også godt kan virkelig “gammeldags”. Det ændrer dog ikke på at Rez stadig er en glimrende oplevelse, der bliver en tand bedre af VR men ikke noget der ændrer ens syn på spillet eller hvad der er muligt.

    I bund og grund er Rez et meget simpelt spil. Plottet er vagt fortalt, omend klassisk cyber punk: Du er en hacker, der invaderer internettet i en nær fremtidig dystopi og forsøger at genvække en kunstig intelligens, der har gennemgået en eksistentiel krise efter at have behandlet overvældende mængder af korrupt information.

    Spillet er tydeligt inspireret af Tron, især med hensyn til wireframe grafikken og dets enkle neonfarvede fjender, men samtidig har den geometrisk simple grafik gjort at spillet stadig føles grafisk tiltalende og aktuel stilmæssigt end de fleste andre 20 år gamle spil.

    Det samme kan siges om electronica soundtracket, som stadig er et af de bedste af den type nogensinde. En ekstra detalje er de lyde, der udløses når man rammer fjender, hvilke spille eminent godt sammen med baggrundsmusikken og næsten giver et snert af rytmespil, da man næsten kan blive grebet deraf og vil udvide lydscenen bedst muligt.

    Man styrer en sigte markør, der kan låses fast på otte fjender på én gang og det er alt man gør i spillet. Der er godt nok en smart bombe og power-ups, der udvikler din avatar og fungerer som ekstra liv (og et middel til at se den sande afslutning), men gameplayet ændres ikke og forbliver enkelt.

    Rez er dog ikke kun enkelt men også ret kort, idet de oprindelige fem levels kun tager et par timer at komme igennem. Alligevel købte jeg det igen kort efter jeg så det var kommet til Quest, så det har gjort noget rigtigt i forhold til at jeg kunne hive min PS2 udgave ned fra hylden igen – hvilket jeg har gjort oftere end mange andre af mine spil til den klassiske konsol.

    Samtidig er det “ny” (det kom med PlayStation 4 udgaven af spillet) Area X, der er udover de fem førnævnte levels, den ubetinget bedste oplevelse i spillet da man kan bevæge sig mere frit men ellers er gameplayet uændret. Dette alene er værd at købe spillet for hvis man har spillet originalen og kunne lide den.

    En glimrende oplevelse som VR kun har gjort bedre, omend ikke markant – men den var så også tæt på perfekt i stil og genren kogt ind til benet allerede, så hvorfor ændre andet end give endnu mere frihed til at nyde polygonerne i den virtuelle verden.

    Testet på Oculus Quest 2, men findes også til PlayStation 4 og PC

    Billeder og videoer taget fra spillets officielle hjemmeside

    Den officielle hjemmeside for spillet


    Anmeldelsen er også bragt på min side om Virtual Reality, opgvr.dk

  • Yatogame-chan Kansatsu Nikki anmeldelse

    Yatogame-chan Kansatsu Nikki anmeldelse

    Beskrivelse

    Efter at have vokset op i Tokyo flytter high school eleven Jin Kaito til Nagoya, hvor han møder Yatogame Monaka, en medstuderende, der har Nagoya-dialekt for skrue. Med sit kattelignende udseende og unyanserede Nagoya-dialekt vil Yatogame slet ikke åbne sig for ham. Denne populære lokale komedie øger Nagoyas status gennem observation af den yndige Yatogame-chan!

    Trailer for første sæson

    Anmeldelse

    Yatogame-chan Kansatsu Nikki anime serien er (indtil videre) tre sæsoner (Yatogame-chan Kansatsu Nikki, Yatogame-chan Kansatsu Nikki Nisatsume og Yatogame-chan Kansatsu Nikki Sansatsume) af korte afsnit på omkring tre minutter hver. Da tredie sæson er aktuel er den ikke afsluttet, men da den følger de foregående tæt på alle måder dækker denne anmeldelse også denne.

    Humoren i serien er enkel, regionale særheder er sjove og bedårende på samme måde – især når leveret af en sød, lille skolepige med kattetræk som Yatogame. Og det virker, omend den er svær at forstå for folk der ikke kender så meget til japans områder og regionale specaliteter og kendetegn. Et eksempel:

    I Nagoya-dialekt bliver stavelserne “ai” og “ae” til “yaa” (umai -> umyaa, omae -> omyaa), som for andre japanere lyder som kattelyde. Dette er grunden til, at den kvindelige hovedrolle ligner en kattepige.

    Personerne er stereotype, og hurtigt kommer der flere piger til, Yatogames klassekammerater og lærerinde, og de kommer fra områderne omkring Nagoya – men Nagoya er altid i centrum, det er trods alt den by serien reklamerer for. De er alle tiltalende på hver deres måde, men med seriens korte afsnit giver det god mening at de er holdt meget stereotype.

    Trailer for anden sæson

    Anmeldelse fortsat

    Ligesom personernes væremåde ikke er unik på nær deres lokal-kærlighed er deres designs heller ikke banebrydende, der er gjort mest ud af titel-karakteren Yatogame, der har virkelig sødt hår og hårpynt, men de andre er ikke virkeligt unikke. Passende har hendes klassekammerat, der er vild med hende, en hue der ligner Yatogames “ører” (det er hår, bekræftes i anden sæson), og der er også en med rottehaler etc. men relative generisk men tydeligt forskellige designs. Vanen tro, fristes man til at sige, er den mandlige hovedperson virkelig generisk og kedeligt designet, han ser lidt træt ud som hans eneste karaktertræk.

    Baggrundene er heller ikke specielt detaljerede eller på anden måde bemærkelsesværdige – på nær at man tydeligt kan genkende rigtige steder i Nagoya på trods af den mere tegnede stil frem for fotorealisme som man ser i andre, større nyere serier.

    Som nævnt er seriens formål at fremvise og reklamere for Nagoya, hvilket den heller ikke lægger skjul på, den begynder faktisk med en notits derom. Allerede den er dog en del af humoren, da den er forskellig fra afsnit til afsnit og ofte bliver enten absurd eller specifikt regional. Den er samtidig ofte læst op af gæstende kendte folk fra områder, som Nagoyas borgmester, idoler fra byen etc.
    Den reklamerer dog på en så charmerende måde gennem sin humor at det ikke er generende men mest af alt bare hyggelitg og lidt skævt. Den måde Yatogame elsker hendes hjemby grænser til besættelse, men man ser derigennem beboernes (og seriens skaberes) stolthed over deres ofte noget oversete hjemby,

    Trailer for tredie sæson

    Anmeldelse fortsat

    Hovedpersonen Jin, omend han bliver mere og mere en biperson i forhold til fokus på de regionale piger, har primært rollen som den der stiller spørgsmål om regionale ting, der så får snakken til at rulle. Han er jo fra Tokyo og dermed ikke interessant men en god karakter for folk derfra – og fra resten af Japan – at spejle sig i.

    Lydmæssigt er der ikke meget at bemærke, tema sangene er fine men ikke ørehængere og musikken er afsnittene er så neutral at jeg medens jeg skriver anmeldelsen er i tvivl om den var der.
    Det er heller ikke vigtigt, for det interessante er pigernes dialekter. Tomatsu Haruka ruller hendes lokale Nagoya-ben ud for fuld skrue som Yatogame, og de andre har også tydelige accenter – hvis man altså er god nok til japansk til at høre den slags…

    Dette rammer seriens store svaghed: Den er sjov nok bare som en komedie, men rammer først for alvor hvis man har en forståelse for bare nogen af de regionale særheden og især sprog på forhånd.

    Billeder

    Billeder taget fra LostInAnime

    Afrunding

    Yatogame-chan Kansatsu Nikki er mine sine ultra korte afsnit på få minutter let at komme i gang med uden at den vil fylde ens to-watch liste trods tre sæsoner, alene det gør den attraktiv som et kort afbræk når man kun har et par minutter, men udover at det er en let komedie er den yderst lærerig om et mere overset område i Japan, især ifølge serien, for japanerne selv føler at Tokyos dominans er et problem, og den brillierer med en fantastisk fremvisning af lokale accenter.

    Serien kan ses gratis og lovligt på Crunchyroll

AnimeGuiden

Den længst kørende danske side om anime, manga og moderne japansk kultur

© AnimeGuiden 2000-2025

Lavet af WLE