AnimeGuiden

Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

  • Mary And The Witch’s Flower – Filmanmeldelse

    Mary And The Witch’s Flower – Filmanmeldelse

    Beskrivelse

    Mary And The Witch’s Flower er instrueret af Hirosama Yonebayashi, der også har instrueret When Marnie Was There ( 思い出のマーニー ) og Arrietty ( 借りぐらしのアリエッティ ). Filmen er den første fra Studio Ponoc, der er grundlagt den den tidligere Ghibli ansatte Yoshiaki Nishimura. Filmen vises i danske biografer med dansk tale i første halvdel af Januar 2019, og er udkommet på Blu-Ray og DVD på originalsproget japansk.

    Handling

    Vi tager hjem sammen – Alle sammen!

    Mary Smith

    I historien følger vi den unge pige Mary Smith, der lige er flyttet ind hos sin grandtante. Hun har endnu ikke fundet sig nogle nye venner, og vælger derfor at gå på opdagelse i den omkringliggende skov. Hun følger en kat gennem skoven, og ender med at finde en sjælden blomst, der giver magiske kræfter. Disse kræfter fører hende til Endor skole, hvor hekse og troldmænd kan træne deres evner. Men ikke alle på skolen er godsindede, og Mary må bruge sine nye magiske evner til at bekæmpe ondskaben.

    Bedømmelse

    Filmen er lidt en blandet pose bolsjer. Det er den første film fra Studio Ponoc, og det er en visuelt rigtig flot film. Den demonstrerer hvad de er istand til at levere, og på mange er de med til at give en tro på at de kan bære arven videre fra Studio Ghibli. Det må dog forblive en tro for nu, da vi med denne film ikke ser beviset for at de er istand til at ramme samme niveau som klassikerne fra Ghiblis univers.

    Under åbningen bliver man grebet, for her er kvaliteten virkelig høj. Dramatiske scener, action, spørgsmål rejses og nysgerrigheden blusser op. Det varer dog kort, og efterfølgende får vi en film der ikke formår at ramme samme niveau. Der er enkelte momenter, og der er scener der forsøger at arbejde sig derop, men det lykkedes desværre ikke. Det forbliver på mange måder en tynd kop te man ønskede smagte af mere.

    Historien er desværre filmens svageste punkt. Den er sød og ligefrem, men der er desværre ingen dybde, og meget få spørgsmål der bliver overladt til seeren. Den er på den ene side let fordøjelig, men det gør desværre også at den bliver lidt ligegyldig. For mig virker det lidt som det der modsvarer de spil vi ser fra spilselskaberne når en ny spilmotor kommer på markedet, og firmaet bag lancerer et spil der demonstrerer hvad der er muligt. Det bliver som oftest en teknisk demonstration mere end en egentlig oplevelse, og det føler jeg desværre også lidt er tilfældet med denne film. Jeg savner de budskaber man kan tage med derfra, og lade sig inspirere af. Filmen trækker eksempelvis referencer til filmen Princess Mononoke, men hvor den film for mig var en eksplicit skildring af menneskets manglende respekt for dyr og naturen omkring os, der for alvor gav stof til eftertanke, berør denne film kun emner som grådighed og dyreforsøg nærmest overfladisk.

    Der er dog også gode ting i filmen. Hovedpersonen Mary fremstår som en stærk og selvstændig pige, der på trods af sin klodsethed og udfordringer stadig klarer sig igennem livets udfordringer. Det er for Ghibli lykkedes at skabe en række af film med stærke kvindelige hovedroller, der ikke påtager sig maskuline træk for at bære rollen som helten i filmen. Hayao Miyazaki har selv udtalt følgende om sine film:

    Mange af mine film har stærke kvindelige hovedroller. Modige, selvstændinge piger der ikke tøver med at kæmpe for det de tror på af hele deres hjerte. De har brug for en ven eller en støtte, men aldrig en frelser. Enhver kvinde er lige så meget istand til at være en helt som en mand.

    Hayao Miyazaki

    Mary fanger essensen af dette, og jeg er glad for at Studio Ponoc har taget netop dette med.

    Filmens soundtrack er desuden meget gennemført, og er i min optik i rigtig høj klasse. Det giver den rette stemning, og er næsten et eventyr i sig selv at lytte til.

    Selvom der kan forbedres på mange områder, er Mary And The Witch’s Flower stadig en god film. Dog vil jeg anbefale filmen med de originale japanske stemmer, da det danske stemmeskuespil desværre ikke er på samme niveau. Til den yngre generation vil det dog være tilstrækkeligt.

    Score: 6.5 / 10

    Bør du se den

    Hvis du er Ghibli fan, bør du helt sikkert se den. Filmen trækker referencer til flere kendte film, og du vil formentlig tænke “Orv, det ligner jo —” flere gange undervejs. Filmen er grafisk rigtig flot som vi kender det fra Ghibli, og den indeholder skildringer af nogle af menneskets værste sider, som vi også kender det fra Ghiblis univers. Den formår dog ikke at ramme samme niveau, hvilket naturligvis er en skam. Det gør dog ikke filmen dårlig, da det vi her sammenligner den med er klassikere fra aller øverste hylde.

    Filmen kan desuden anbefales til dem der er fans af Harry Potter universet, da der også her er ligheder at spore. Hvorvidt det skyldes bogen “The Little Broomstick” som filmen er baseret på vides ikke, men filmen vil appellere til folk med hang til magi og magiske skoler.

    Sidst men ikke mindst kan filmen anbefales til det lidt yngre publikum. Handlingen er let at følge med i, og den indeholder ikke den kompleksitet vi normalt ser i Ghibli film, hvilket kan blive for meget for nogle. Den er heller ikke drabelig, og selvom der er spænding og action, holdes det på et niveau hvor alle kan være med.

    Billeder

  • White Album 2 – Anime anmeldelse

    White Album 2 – Anime anmeldelse

    Jeg bliver her, for at du ikke skal fryse…
    … Nej
    … Jeg bliver her, så mit hjerte ikke fryser

    Setsuna Ogiso

    Beskrivelse

    White Album 2 er et trekantsdrama mellem de 3 venner og bandmedlemmer Haruki Kitahara, Setsuna Ogiso og Kazusa Touma. Serien er i slice of life genren, og er baseret på Leafs visuelle novelle af samme navn. Den er selvstændig, og kan derfor ses uden at se White Album først. Serien er på 13 afsnit, og kan ses på CrunchyRoll.

    Handling

    På Houjou High prøver guitaristen Haruki Kitahara at genoplive skolens musikklub ved at øve sange fra “White Album” i musiklokale 2. Fra musiklokale 3 bliver han inspireret af et dragende klaverspil fra en ukendt pianist. Samtidig binder sangstemmen fra taget af skolen musikken sammen, og efter nogen overtalelse er musikklubben en realitet for de tre venner. De øver og skriver sange til skolens afslutningsceremoni, men undervejs i processen opstår der følelser mellem de tre.

    Bedømmelse

    Serien er som tidligere nævnt baseret på en visuel novelle. Den består af 3 dele, hvoraf serien dækker handlingen i første del: “Introductory Chapter”. Fra VNDB ( link: https://vndb.org/v2920 ) ses at historien scorer højt i kategorien “Nakige”, hvilket er betegnelsen for historier hvis formål er at få læseren til at græde. White Album 2 er ratet til 3, hvilket er den højeste score, og den placerer sig derfor i samme område som bla.a Clannad, Angel Beats!, Plastic Memories, Little Busters og Air. Det er derfor forventeligt at man i løbet af serien for brug for at tørre øjnene. Der er en høj grad af realisme i White Album 2, og hvor hårdt man bliver ramt afhænger af i hvilken grad man kan relatere sig til handlingen. I min optik mener jeg ikke den er voldsom nok til at retfærdiggøre en placering på samme hylde som eksempelvis Clannad, men det kan skyldes at ikke alle dele af den visuelle novelle er blevet indraget i animen, hvilket desværre ofte er tilfældet ( baseret på egne erfaringer ). Jeg kan dog sagtens se hvorfor den hører til i den kategori, da den skilterer uretfærdighed og ulykkelig kærlighed, og med en høj grad af realisme. Dog formår den ikke at være lige så voldsom som de andre titler. Det betyder dog ikke at den ikke er trist, for det er den i den grad, og holder man af genren bør man bestemt se den.

    Handlingen er meget ligefrem, og i store træk forudsigelig. Styrken ligger i den grad af realisme der ligger i både karaktererne, men også handlingen. Der er ingen magiske evner, ingen komplekse karakterer, ingen kompleks fortid. Det komplekse opstår når kærligheden sætter deres forhold på prøve. Hvordan hensyn og gode intentioner lader sig overskygge af rå emotion når logikken sætter ud. Det bliver kommunikeret så rigtigt, at man ikke er i tvivl om den frustration og magtesløshed karaktererne befinder sig i.

    Da historien udgør første kapitel i novellen rammer man uundgåeligt også en cliffhanger i slutningen af serien. For nogle vil slutningen være for åben, da den ligger op mere. Man kan håbe på en ny sæson i fremtiden der tager hul på næste kapitel.

    Score: 8,5 / 10

    Bør du se den

    Er man fan af slice of life genren, bør man helt sikkert se White Album 2. Er man til kærlighedshistorier, eller til anime om musik og bands kan jeg også anbefale den. Soundtracket er virkelig godt, og teksterne i sangene understøtter handlingen og skaber den rette atmosfære. Stemmeskuespillet er rigtig godt, og aktørerne forstår at kommunikere de emotioner der passer til handlingen så man bliver grebet af stemningen. Den spiller sig ud på hele det emotionelle spektrum, og du vil opleve alt fra glæde og humor til frustration og gråd. Man kan dog håbe på en fortsættelse af handlingen i form af en ny sæson i fremtiden, der bygger på de senere kapitler i historien.

    Den får samlet set en varm anbefaling herfra.

    Billeder

  • Kimi No Na Wa – Orchestra Concert anmeldelse

    Kimi No Na Wa – Orchestra Concert anmeldelse

    Beskrivelse

    Den 5. December 2017 afholdt RADWIMPS og Tokyo Philharmonic Orchestra en koncert med musikken fra Makoto Shinkais film Kimi No Na Wa. Netop RADWIMPS står bag soundtracket til filmen, og I koncerten tilføres den originale musik et symfoniorkester, orkestreret af Seigen Tokuzawa der oprindeligt assisterede RADWIMPS i arbejdet med filmes soundtrack. Soundtracket fremføres i sin fulde længde, og er udkommet på både DVD og Blu-Ray.

    Anmeldelse

    Koncerten tager udgangspunkt i filmen, der under koncerten vises på et lærred bag orkesteret. I de passager hvor der ikke er underlægningsmusik eller sange er fokus derfor udelukkende rettet mod filmen. Der er desværre ikke undertekster, hvilket gør det svært for dem der ikke forstår japansk at følge med i dialogen. I takt med at sangene og underlægningsmusikken introduceres i filmen, skifter fokus fra filmen til orkesteret. Musikken får lov til at fylde mere end i den originale film, og dialogen og lydeffekterne træder derfor mere i baggrunden. Kameraet flyttes desuden fra lærredet i baggrunden til orkesteret og RADWIMPS, hvilket gør at man ikke ser hele filmen. Dette er dog forventeligt, da det er koncerten der er i centrum. Det er en interessant konstellation, hvor pop/rocken fra RADWIMPS flettes ind i den klassiske musiks univers. Man får på den måde en anden oplevelse end hvis man var gået til en normal klassisk koncert, da der er flere instrumenter med som man normalt ikke finder i et klassisk symfoniorkester. 

    Bedømmelse

    ”Du græder når du er glad
    og smiler når du er ked af det
    fordi dit hjerte har overmandet dig”

    Sangene med Yojiro Noda fra RADWIMPS i spidsen står rigtig stærkt i denne koncert, og særligt Sparkle og Nandemonaiya er værd at nævne. Vokalen har mere nerve end i de versioner der er med i filmen, og særligt i slutningen hvor det næsten kammer over for Yojiro Noda rammer det noget helt magisk. Det er den balance mellem perfektion, men samtidig med en uperfekt menneskelig skrøbelighed der gør oplevelsen helt særlig – Det er som at se en skælvende linedanser holde balancen mens teksternes stærke budskaber ruller ind som et vindstød. Det er en tydeligt rørt Yojiro Noda der kæmper sig igennem det sidste bombastiske klimaks til sidst i koncerten, og det klæder virkelig sangen.

    Ekstranummeret Zenzenzense ( der for øvrigt også spilles under introen til filmen ) er en magtdemonstration hvor orkesteret giver den alt hvad det kan trække, og dirigenten Hirofumi Kurita springer og fægter, og hele salen rejser sig op.

    Instrumentalnumrene er også rigtig gode, men generelt set er jeg ikke blæst bagover som jeg før er blevet ved anime og spilkoncerter med symfoniorkestre. De er ikke dårlige, de rammer bare ikke et niveau der gør at jeg husker dem på samme måde som sangene.

    Score: 7.5/10

    Bør du se den

    Hvis du har set Kimi No Na Wa, og hvis du kunne lide musikken, kan jeg kun anbefale dig at se den. Som nævnt tidligere foregår hele koncerten på japansk, og der er ikke undertekster, så det er ikke muligt at følge med i dialogen med mindre du kan japansk. Hvis du er fan af filmen og/eller soundtracket, vil jeg anbefale dig at se den uanset om du er til symfoniorkester eller ej, da især sangene er rigtig flot fremført. Hvis du normalt ikke er til klassiske koncerter, bør du også overveje at se den, da det giver en anden oplevelse at der er flettet en pop/rock gruppe ind.

  • Maquia: When the Promised Flower Blooms anime film anmeldelse

    Maquia: When the Promised Flower Blooms anime film anmeldelse

    Maquia: When the Promised Flower Blooms

    I landet Iolph holder alle mennesker op med at ældes, når de når midten af teenage-årene, til gengæld kan de leve i hundredevis af år. Det vigtigste i deres liv er vævningen af stoffet Hibiol, der har livet fortælling vævet i sig.
    En indbygger, Maquia, føler sig ensom på trods af, at hun bor i et fredeligt og idyllisk land. Men en dag invaderer Mesarte-hæren Iolph, på jagt efter indbyggernes udødelige blod. Maquia bliver revet væk og undslipper krigens kaos og ødelæggelse, men uden sit hjem og sit folk strejfer hun om på må og få. Ved resterne af en af banditter raseret karavane møder hun Erial, et lille spædbarn, som har mistet sine forældre, og bliver hans nye mor og beskytter. Historien følger det forhold, der udvikler sig imellem de to, efterhånden som Erial vokser op, og Maquia ikke gør.

    Maquia: When the Promised Flower Blooms

    Maquia er den første film af den populære anime serie instruktør Mari Okada (Anohana: The Flower We Saw That Day 2011 og The Anthem of the Heart 2015), og den bærer ånden fra hendes tidligere værker i den måde den er trist og følelsesladet men alligevel fejrer livet og det at det går videre trods smerte og tab.
    Ligesom hendes tidligere serier trykker den næsten ubønhørligt vedvarende på følelserne, men alligevel føler man ikke at filmen kammer over i melodramatik, det er trist fordi personerne oplever smerte og tab men de lever videre og netop det, der får seeren til at føle med dem er alle de små glade stunder man ser, hvilket netop gør det trist når disse nødvendigvis ændrer sig med tiden og bliver til minder.

    Og det at ting bliver til minder er vævet ind i filmens temaer om moderskab og tab, der for Maquia ender med at være det samme. Allerede fra starten fortæller landsbyens ældste at hun ikke må føle kærlighed, da det vil medføre sorg da hun ældes så meget langsommere end andre, så da hun finder Erial ved seeren allerede at det vil ende sådan. Filmens styrke er dog netop at den ikke kun viser sorgen men netop glæden der kom forud, at tab både mildnes og føles gennem den glæde ved delte oplevelser og liv der kom forud.
    Hvad temaet om moderskab angår er det sværere at sige noget entydigt om, da det store fokus på at mødre ikke græder – hvilket Maquia gør jævnligt – kan virke noget gammeldags set med vores danske øjne, men på den anden side fanger filmen essensen af at moderskab ikke kun er hvem der har født barnet, men også taget sig af det. Dette tydeliggøres også i de andre moder-børn forhold i filmen, der også er forskellige men viser kærlighed på hver deres måde.

    Maquia: When the Promised Flower Blooms

    Filmen er smukt lavet af P.A. Works, der har leveret en samlet utrolig smuk billedside med en især flot udnyttelse af lys. Indimellem er der CG der er lidt tvivlsom, men man glemmer det hurtigt da filmens univers er fængende og når man er suget ind i det kan man leve med småfejl der så rigeligt opvejes af resten af de flotte, utroligt detaljerede baggrunde. En ting som især er værd at bemærke er vævningen, der jo er et centralt tema i filmen, det ser virkelig godt ud med de næsten filigran tynde tråde der bevæges og samles ligesom personerne i filmens liv.
    Personernes character designs er meget blødt, hvilket virker lidt anderledes uden at være unikt, og til at begynde med kræver det lidt tilvænning, men det er med til at give filmen et eget præg uden at gøre den virkelig unik – lidt ligesom Ghiblis blødt tegnede personer der er unikke og alligevel en smule generiske.

    Maquia: When the Promised Flower Blooms

    Musikken er filmen er lige så smuk som personerne, omend den ligesom dem ikke er noget virkeligt unikt. Den er dog glimrende og giver en passende og yderst velvalgt audio kulisse til historien, den kunne ikke udtrykke historien meget bedre, Kenji Kawaii (Ghost in the Shell anime filmens musik) viser tydeligt hvor erfaren en soundtrack komponist han er.
    Stemmerne i filmen er ligeledes yderst velvalgte og kompetente, i hvert fald på det orignale japansk som jeg har set den på. Maquia (Manaka Iwami) virker usikker og skrøbelig men alligevel men en omsorgsfuld styrke der øges efterhånden som filmen skrider frem, medens hendes veninde Leilia (Ai Kayano) virker stærk men viser sig at blive mere skrøbelig indtil filmens slutning. Dette rammer stemmerne glimrende med en nerve der gør man tror man hører personen. Knægten Erial (Miyu Irino) virker også troværdig som først lille barn, gennem teenageårene til mere voksen end Maquia ser ud, en imponerende rejse for hans stemme – det kunne en del anden anime lære meget af (jeg ser på dig Dragon Ball med den evigt barnligt lydende Goku).

    Samlet er Maquia blandt de bedste anime film, ikke kun i år men generelt. Nogle vil nok mene at den er for sentimental, hvilket er helt fair, formlen som filmen følger er ikke for alle, men dem der kan lide historier med følelser yderst på tøjet bør skrive den øverst på deres liste.

    Filmen vil blive vist i udvalgte danske biografer til engelske screenings sidst i november 2018. Se mere i indlægget linket herunder.

    Næste anime film i de danske biografer: Maquia : When the Promised Flower Blooms
    Næste anime film i de danske biografer: Maquia : When the Promised Flower Blooms

  • The Eccentric Family sæson 2 anmeldelse

    The Eccentric Family sæson 2 anmeldelse

    Beskrivelse

    Se anmeldelsen af første sæson her.

    Sæson 2s historie forgår i året efter begivenhederne i sæson 1, og samfundet af tanuki forsøger stadig at vælge en trick magister. Yasaburos alt for alvorlige bror Yaichiro forsøger stadig at følge i sin fars fodspor og påtage sig rollen. Men Yasaburo er ikke tilfreds med at bare have gang i en ting af gangen, så han blander sig i tengu og menneskelige anliggender, og begivenhederne ryger mere og mere ude af kontrol.

    Anmeldelse

    Sæson følger stilen fra første sæson med primært at følge Yasaburo og hans eventyr, hvor han oplever problemer og ondskab, tilbyder rådgivning og generelt opsøger problemer for at få det sjovt.
    Når det er sagt, har sæson 2 besluttet, at det var tid for en række af de personerne at vokse op, så der er langt mere fokus på romantik og forhold uden for familien end i den foregående sæson. Der er også et par ret mørke øjeblikke, hvor både begær og død spiller kraftigt ind.

    Seriens animation er ret unik og matcher seriens specielle, kunstneriske stil. Alle sider af det grafiske er farverig og dynamisk.

    Lydsporet svarer også til seriens unikke stemning.

    Atmosfæren er altid svært at beskrive, men kombinationen af billederne, musik og fremragende skrivning giver denne anime en stemning, der noget for sig selv og mere rolig og blød selv når alt falder fra hindanden. Selv de største spændingsmomenter håndteres på en afmålt, rolig måde.

    Bedømmelse

    Derved vil anden sæson ligesom den første ikke tiltale dem der skal have action som en knytnæve i ansigtet, men hvis man vil have en farverig historie der udfolder sig på en absolut ikke snorlige måde er serien perfekt.
    Plus man ser noget af den fascinerende by Kyoto der om nogen hænger fast i de gamle traditioner og bygninger men med en moderne twist. Dette er den perfekte grobund for serien, der netop tager de væsener og skikke fra de gamle myter og putter dem i en moderne kontekst.

    Bør du se den

    Hvis du aldrig har set The Eccentric Family så begynd ikke med sæson 2. Det forudsætter en forståelse af begivenhederne i sæson 1, og forholdet mellem de fleste personer er allerede forudbestemt og antaget viden. Når det er sagt er det en anime der absolut er værd at se, da den er lidt sjov med en masse drama smidt ind og den er helt sikkert anderledes end de fleste andre serier derude.

    Billeder

  • “Unofficial Hatsune Mix” Manga anmeldelse

    “Unofficial Hatsune Mix” Manga anmeldelse

    Beskrivelse (fra bagsiden, oversat)

    Hvem er pigen med de lange grønne rottehaler som du ser overalt? Det er Hatsune Miku, Vocaloid-synthesizer superstar, der synger din sang! Hun er en global cyber-berømthed og en cosplay-favorit på conventions. Nu bringer Mikus originale illustratør, KEI, dig Hatsune Miku: Uofficiel Hatsune Mix – en omnibus manga om de musikalske eventyr (og fejl-eventyr!) med Miku og de andre Vocaloids Rin, Len, Luka og mere – i både smuk sort og hvid og charmerende farver!

    Anmeldelse

    Dette er et omnibus (opsamlings) udgave af Keis manga Unofficial Hatsune Mix, der oprindeligt gik i Jives shounen manga magasin Comic Rush mellem 2008 og 2010. Hver “bog” den indeholder begynder med de originale farvesider og -illustrationer, hvilket er rigtig godt givet Keis pastelfarvede akvarel-agtige illustrationer.

    I det hele taget viser Kei, den oprindelige kunstner, der designede personerne til Vocaloid 2-softwaren, at han kan lave mere end blot den statiske reklamekunst, vi alle er vant til for Vocaloids. I mangaen får vi følelsen af at Hatsune Miku og venner bevæger sig, hvilket giver dem meget mere personlighed.

    Keis tegninger er i det hele taget fantastiske, stilen er tydelig og graden af detaljer i tegninger glimrende uden at blive gnidret eller for meget (som især nogen shoujo mangaer lider under). Visse scener kan virke lidt rodede struktureret, især i de første kapitler, men det bliver bedre undervejs. Det er tydeligt at Kei har mange års erfaring inden for mediet – men primært som illustrator.

    Det er svært ikke at have en eller anden form for forhåndskendskab til Vocaloid fænomenet hvis man bare har været en smule del af miljøet omkring moderne japansk kultur, og dette bygger mangaen her videre på. Således dukker en kæmpe Hachune op og angriber i første kapitel (se billeder herunder), og både den og Hatsune bevæbner sig med porrer (negi). Dette er indforstået, passende og sjovt for fans, men det vil nok virke meget forvirrende og random for folk udenfor fandommen.
    På den måde fejler mangaen lidt. Den kunne have potentiale som en introduktion til Vocaloidsnes personligheder, men den benytter sig så kraftigt af forforståelsen at den nok kan være svær at komme i gang med for folk der ikke har den. Samtidig er der dog også risikoen med at den kan være en smule anderledes end den “headcanon” som nogle fans har vedtaget om personerne. På den anden side kan man sige at Kei om nogen er den officielle tolkning af hvordan Vocaloidsne er som personer.

    Det er dog ikke sådan at der er de store personligheder endsige udvikling deraf i historierne. Der er tryk på flertal, da det er mange små historier der er uafhængige af hinanden. Disse er dog sjove og ofte ret søde, ikke på den sukker-agtige måde men på den måde de beskriver hvordan venner støtter hinanden. Følelsen er i det hele taget mere som korte kapitler som man også finder dem i webcomics frem for de større historier man finder i mere seriøse manga, men den stil er ikke så usædvanlig for komedier.

    Bedømmelse

    Samlet er det en godt tegnet samling af hyggelige små historier med hyppige farvesider med virkeligt flotte illustrationer. Der er så mange af dem at man føler man sidder med en hybrid mellem en manga og en artbook. Dette forstyrrer godt nok læseflowet noget, men på den anden side er de så flotte at man glædes hver gang man kommer til en.

    Bør du købe den

    Hvis man godt kan lide de klassiske Voaloids er der ingen tvivl om at man bør købe den, de små historier med de personer man allerede kender og elsker spreder smil og glæde. Det vil de også gøre for andre der kan lide simple komedier, men det er Vocaloid der sælger den.

    En anden grund til at investere i samlingen er de flotte illustrationer, ligesom med deciderede artbooks kan man bruge en del tid på at sidde og beundre de flotte farvesider.

    Folkene bag

    Historie/tegninger: Kei
    Oversættelse/adaptation: Michael Gombos
    Bogstaver: John Clark
    Designer: Sandy Tanaka

    Billeder

  • “In This Corner of the World” anmeldelse

    “In This Corner of the World” anmeldelse

    Tak til Impact for at gøre denne anmeldelse mulig. De gør et stort arbejde for at få anime i de skandinaviske biografer!

    Lad os få det overstået allerede inden vi kommer til beskrivelsen af filmens handling: In This Corner of the World er en af de bedste film om krig nogensinde – animeret eller live action. Eller rettere, ikke krigen selv men dens indflydelse på civil befolkningen.

    Filmens historie (indeholder mindre spoilers)

    Suzu er en pige, der vokser op i 1930erne og 40ernes Japan i en by ved kysten. Hun er en noget verdensfjern drømmer, der ofte er i tvivl om hvor hendes drømme ender og virkeligheden begynder. Hendes store passion er at tegne, og dette bringer hende i kontakt med en af drengene fra byen som hun får et venskab med.
    Kort efter hendes 18 års fødselsdag bliver hun gift med en mand fra en anden by. Hun flytter dertil, også selvom hun ikke føler noget for ham i starten, og forsøger at blive den typiske japanske kvinder der passer huset selvom hun ikke føler hun passer ind. Det bliver ikke bedre da hendes mands søster flytter ind, men hun vænner sig til det ny liv og finder glæder i det.
    Så kommer krigen for alvor, men trods dens rationeringer og senere bomber finder hun mellem meningsløshedens tårer stadig kraft til at leve videre.

    Filmens historie (indeholder mindre spoilers)

    Suzu er en pige, der vokser op i 1930erne og 40ernes Japan i en by ved kysten. Hun er en noget verdensfjern drømmer, der ofte er i tvivl om hvor hendes drømme ender og virkeligheden begynder. Hendes store passion er at tegne, og dette bringer hende i kontakt med en af drengene fra byen som hun får et venskab med.
    Kort efter hendes 18 års fødselsdag bliver hun gift med en mand fra en anden by. Hun flytter dertil, også selvom hun ikke føler noget for ham i starten, og forsøger at blive den typiske japanske kvinder der passer huset selvom hun ikke føler hun passer ind. Det bliver ikke bedre da hendes mands søster flytter ind, men hun vænner sig til det ny liv og finder glæder i det.
    Så kommer krigen for alvor, men trods dens rationeringer og senere bomber finder hun mellem meningsløshedens tårer stadig kraft til at leve videre.

    Anmeldelse

    In This Corner of the World er mere et billede på en tid, end det de fleste forbinder med en krigsfilm. Der er ingen glorificerede slag med heltemodige soldater der falder for det glorværdige fædreland på slagmarken. Der er i det hele taget ingen slag i traditionel forstand, vi ser bomberne falder og korte glimt af flyene der kastede dem, men de er hverken gode eller onde – bomberne ødelægger liv men der er ingen løftede pegefingre om at krig er ondt, blot en beskrivelse af en families liv i perioden.

    Det at den fokuserer på Suzu og familierne omkring hendes liv er netop store styrke, ved at vi følger én person og hendes familier ser vi netop hvordan et almindeligt liv var dengang. Selvfølgelig kommer der soldater forbi, og krigen mærkes hårdt – omend rationeringen fylder mere i deres liv end bomberne før hen mod slutningen – men vi ser også hvordan livet gik videre for den almindelige japaner. En af de mindeværdige sekvenser er hvordan vi følger at rationeringerne gør adgang til madvarer mere og mere begrænset, så Suzu må lærer at spæde op med alle mulige urter fundet i bjergene omkring familiens hus. Hun tager dog udfordringen op, og oftest er retterne vellykkede og filmen udnytter netop den klassiske kliche med hvor flot anime mad er, til at vise at Suzu netop på grund af begrænsningerne skaber fantastiske eksempler på menneskelig kreativitet gennem nøjsommeligheden.

    En anden af filmens styrker er dens varme visuelle side. Personerne er tegnet i en meget blød og rund, nærmest let barnlig stil, men det giver dem en varme og uperfekt menneskelighed, som man ofte savner i det mere perfekte udseende typisk for anime (serier især). Baggrundene er ligeledes bløde, lidt i retning af akvarel maleri, men de er alligevel så tydelige at man føler at de viser en virkeligt sted. Indimellem brydes stilen dog for at vide Suzus tanker og følelser, scenen flyder langsomt over i at være et oliemaleri eller alt bliver en abstrakt strøm af farver under et bombeangreb. Dette virker enormt stærkt og giver en et dybt indblik i Suzus verden på en måde som kun animation kan.

    Instruktør og manuskript-forfatter Sunao Katabuchi (Mai Mai Miracle) arbejdede for Studio Ghibli, før han gik solo. In This Corner of the World er hans tredje film. Man mærker hans erfaring i filmens rolige pacing, som man skulle tro ville føles for langsom til det, men der sker alligevel nok til at selv de mere utålmodige ikke bliver frustrerede. Nogle vil måske mene at visse scener kunne være kortere, men det at vi netop føler livet trofast over en periode gør den til det eminente tidsbillede som den er.
    Dette rolige tempo understøtter følelsen af at Suzus liv går videre uanset hvad, selvom hun er en klodset dagdrømmer er hun en overlever.

    Fra den oprindelige adskillelse fra hendes familie til hendes efterfølgende overlevelsesindstilling fremstår Suzu således som en virkelig heroisk karakter der samtidig er en almindelig person – ikke en heroisk soldat men heroisk i at hun trodser al modgang og stædigt lever videre. Da situationen bliver voldsom efter bomberne falder, er hendes utroligt optimistiske holdning i modgang rørende at se. Og med filmens brug af eksplicit billedsprog og skærende brug af lydeffekter til at fange krigens atmosfære bliver man fanget og meget let rørt over hvordan hun tråds hendes hårde oplevelser lever videre.

    In This Corner of the World er et brutalt ærligt billede på krigens indflydelse på livet for den almindelige befolkning, ikke kun dens rædsler som den klassiske Grave of the Fireflies primært er, men også på det håb der nægter at lade sig kue. Denne optimisme og dybe beskrivelse af den kvindelige hovedperson gør sammen med den smukke animation filmen til en man absolut bør se mindst én gang.

    Billeder

    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    Filmen er set i Cinemaxx biografen i Odense den 7 august 2017. Tak til filmdistributøren Impact for anmelder billetter.
  • Love Kome: We Love Rice anime anmeldelse

    Love Kome: We Love Rice anime anmeldelse

    Beskrivelse

    Love Rice projektet menneskeliggør ris (kome på japansk) som skoledrenge. På Kokuritsu Inaho Academy (“Rice Ear Academy”, et ordspil på nationale skoler) forsøger fem nye risinspirerede elever at erstatte brød som det mest populære korn på skolen. De nye studerende udgør “Love Rice”-gruppen og udfordrer sig til at optræde på “Harvest Show” for at vise den lækre appel af riskorn. Den “hjertelige” kome’dy med grin og lidenskab “lover at lade publikum genopdage risens dyder (“Japans sjæle-mad”).

    Trailer

    Anmeldelse

    Lad os begynde med essensen af konklusionen først: Love Kome: We Love Rice er IKKE en fantastisk serie der tager verden med storm. Den er hverken flot animeret, har et dybt plot eller personer man engagerer sig i. Hvorfor så se den? Fordi den har de mest åndssvage puns omkring ris man kan tænke sig, omend man først får noget ud af dem når man har et vist forhold til det japanske sprog.

    Selve præmisset i serien er en tyk parodi på idol industrien, hvor personer der er kornsorter konkurrerer i såkaldte Harvest Shows om at blive de mest populære. Hele deres optrædener er da også baseret på hvordan man behandler ris og korn, den stærkeste teknik er at vaske risene og kornenen der er brød hæver og toaster sig under optrædenerne.
    En ting er dog at parodere idol-industrien, men den ekstreme fokus på ris puns gør at man let overser og glemmer dette aspekt. For som antyder ovenfor er ris puns seriens essens, stort set hver eneste sætning indeholder en henvisning til ris drejet så det passer lidt mere med en skoledrenge setting.

    Historien og personerne er som sagt tynde, men det er grundlag nok for alle de forskellige puns, og de er så også skruet begge dele helt op til 11 for at vride konceptet mest muligt. Den ene har en syg lillssøster, den anden er kølig men vil være verdens bedste Harvestar, den tredje er sky og feminin osv.

    Grafisk er serien også under middel, personerne er ekstremt stereotypt tegnet, men uden virkeligt “personlige” detaljer. Det samme gælder animationen, der grænser til flydende og der klippes ofte groft mellem scenerne og steder for givetvis at holde budgettet nede. Animationen er dog stadig langt over de fleste Flash animerede serier, den er ikke virkelig ringe, men heller ikke flydende god.
    Baggrundene er heller ikke nævneværdige, hvor vi i dag ofte nærmer os fotorealisme i andre serier er de mere simpelt tegnede her ofte. Men man ser så heller ikke serien for animationen…

    Stemmerne i serien er ikke nogen man husker. De mandlige idoler, der lægger stemme til hovedpersonerne, tog godt nok rundt på en fin promotion tur hvor de besøgte ris-marker og al den slags for at promovere projektet, men deres performance lever ikke op til dette engagement, da den er flad og generisk. Det samme gælder musikken, der er typisk dåse-pop, hvilket dog passer fint til en idol-stil gruppe, men det gør den ikke god. Teksterne er derimod fine, hvis dryppende af puns kan betegnes som fin i hvert fald. Men man ser altså heller ikke serien for lyden…

    Lad os vende tilbage til konklusionen og uddybe den lidt. Det visuelle, lyden og plottet trækker altså mere ned end op for serien, i plottets tilfælde kraftigt ned. Hvad så med humoren, jeg har jo brugt ordet pun i næsten hver sætning ovenfor? Den er der, i så ekstreme mængder at man nærmest drukner i ordspil. Dette er både seriens styrke og akilleshæl og hvad der fik mig til at holde vejen igennem. Man skal lige se et minut mere, hvilket så bliver til afsnit, for at se hvilke mere eller mindre åndssvage ordspil og henvisninger til ris og korn de finder på som det næste. Det kræver dog at man kan tåle plat japansk humor i rigelige mængder, så det aspekt af serien er absolut heller ikke for alle.

    Hvis man kan leve med en halvringe produceret serie der til gengæld er ved at knækker under en vægt af ris og korn relaterede puns kan man tjekke serien ud. De fleste vil nok bare føle at den er dybt underlig og dårlig, så hvis man er i tvivl så gå en bue uden om den.

    Billeder

  • Shounen Ashibe: Go! Go! Goma-chan

    Shounen Ashibe: Go! Go! Goma-chan

    Anime serien begynder med at familien netop er flyttet i en nyt lejlighed og drengen Ahisbe og hans far er sultne og venter på at mor kommer hjem som de kan få mad (siger ret meget om det japanske samfund at man stadig viser den slags i børneserier uden at det virker helt absurd). Ashibe går udenfor for at kigge efter moderen. Hvad han tror er en stor fisk falder af en lastbil og han tager den med ind. Faderen fortæller at de ikke kan spise den, da det er en sæl – og i øvrigt meget sød.
    Næste dag kommer sælen, der er blevet navngivet Goma (sæl), med i skolen og alle er vilde med den. På vej hjem vil en af Ashibes ny klassekammeraters storebror tæve ham, men Ashibe krammer ham og han stikker af. Det får Ashiba til at tænke på en ven fra der han boede før, og vi ser hvor meget denne ven savner ham.

    Lad os få det mest iøjnefaldende overstået først: Shounen Ashibe: Go! Go! Goma-chan er ikke en køn serie, men det er en børneserie og stilen er derefter. Tegne- og animationsmæssigt minder den lidt om Crayon Shin-chan, men humoren er meget mere rolig og dagligdags (hvis der da er noget dagligdags over at samle en sæl op som kæledyr) og mere typisk små-børne serie.
    For det er jo hvad Goma-chan er, en serie til meget små børn, hvilket ikke helt passer med at en jo er på japansk med engelske undertekster – for sådan får små børn ikke glæde af den!

    Det eneste jeg husker af lyd fra serien er sælen, der piver på en meget sød måde, lidt ligesom visse Pokémon eller egernet i Akatsuki no Yona. Resten af stemmerne og musikken var standard japansk børne-serie – hvilken den søde sæl jo egentlig også er, den er bare så sød at den skulle nævnes.

    Historien er opbygget af en række små, korte tableauer der relaterer til hinanden men reelt er mange små historier centreret omkring Ashibes hverdag. Dette passer dog fint med børns korte opmærksomhed og ligner meget den måde vi også laver børneudsendelser på herovre.

    Hvis man er voksen kan man stadig få et smil eller to ud af Goma-chan, men den er meget tynd og tydelig rettet mod små børn i alt fra stil til historie.

  • Uchuu Patrol Luluco

    Uchuu Patrol Luluco

    Serien begynder med at Luluco beskriver, hvordan tingene er i denne verden, hvor aliens og mennesker bor sammen i én bestemt udvalgt bydel i Tokyo, hvor hun bor. Derefter konstaterer hun at hun hader det, da alt er underligt og hun bare ønsker at være normal.
    Mens hun spiser morgenmad med sin far snakker de om hvor dejlig dette livsmål og hvor perfekt normal hun er på trods af hendes familie baggrund. Midt i denne samtale kommer hendes far ved et uheld til at spise nogle piller, der fryser ham til en isklump. Hun flipper ud og kører ham til politi-stationen, så han stadig kan nå at komme på arbejde. Hans chef bringer op hvor dyrt det bliver at genskabe ham, så for at betale for det siger han at Luluco skal arbejde for det, hvilket hun ikke er med på.
    Luluco når heldigvis i skole til tiden og holder dermed hendes perfekte rekord for at møde til tiden, og alt går helt normalt og fint indtil der er en eksamen i klassen. En af aliensne i hendes klasse snyder, hvilket aktiverer en rum-politi-dragt som hun åbenbart har fået pålagt. Dette starter en sirene, der afbryder eksamen, hvorefter dragten skifter hendes tøj til en stramt-siddende absolut ikke-normal uniform og derefter forvandler hende til en pistol og skyder snyderen da han stikker af. Hendes normale liv er i ruiner.

    Luluco er en af anime studiet Triggers nye serier her til foråret 2016, og den er så meget Trigger at det gør ondt. Serien er instrueret af Imaishi Hiroyuki (Tengen Toppe Gurren Lagann, Panty and Stocking, Kill la Kill), og både grafisk og med sin langt-ude-humor minder den om P&S og KlK omend Luluco med sit fokus på at være normal forsøger at trække serien i en mere rolig retning – ikke at det lykkes for hende!

    Man ser serien for humoren, ikke for tegningerne, der ikke er specielt detaljerede omend stadig har en tydelig stil og charme, eller animationen, der er ret dårlig og absolut ikke flydende til tider.

    Lyd-siden er heller ikke noget specielt, hverken intro-sang eller stemmer hænger fast nogle timer efter jeg så første afsnit.

    Nu vi taler om afsnit så er de ret korte med under 8 minutter, men med det høje tempo og humor stilen ville mere også risikere at bliver for langtrukken – godt nok er der mange der elsker Imaishis nyere serier (P&S og KlK) men der er også mange der absolut ikke kan lide dem og synes de er dårlige pga både animation og fjollede stil, så måske en kortere dosis af hans humor og moderne stil er bedst for at få flest muligt med ombord.

    Med under otte minutter er det svært at argumentere for at man mister meget ved at tjekke serien ud selvom det måtte vise sig at humoren ikke falder i ens smag. Jeg selv havde ikke forventet at synes om serien og tjekkede den netop kun ud fordi den var så hurtig at gå til, men jeg gjorde det alligevel så det er en af dem jeg vil følge her i forår 2016 anime sæsonen.

    Serien kan ses lovligt og gratis efter en uge på Crunchyroll. Hvis man vil se den mere eller mindre direkte efter at den er blevet vist på japansk TV skal man have et abonnement der efter en 14 dages prøveperiode koster 45kr/mdr (varierer efter den type man vælger).

    Billeder fra LostInAnime

  • Himouto! Umaru-chan

    Himouto! Umaru-chan

    Beskrivelse

    Umaru er en attraktiv og populær 16 årig high school elev, der har en helt anden personlighed derhjemme.
    Hun er klog og dygtig til stort set alt, hvilket sammen med hendes skønhed og venlighed gør at alle er vilde med hende.
    Hun bor sammen med sin bror Taihei, der står for alt i husholdningen. Umaru holder hendes sande jeg, som hun kun viser derhjemme, skjult indtil en klassekammerat en dag afslører hende…

    Umaru har nemlig to sider, to radikalt forskellige måder at opføre sig på. Hun er besat af manga og af at spille video spil, og det der gør livet værd at leve for hende er at drikke cola, spise snacks og dyrke hendes hobbier. De er så forskellige at hun med et “Umaruun~” forvandler sig fra sit normale, smukke anime-pige jeg til en chibi når hun kommer hjem. I denne chibi-form er hun ekstremt selvisk, lader sin bror opvarte hende, tvinger ham til at købe ting til hende og generelt ekstremt barnlig, hvor hun i sin “normale”, smukke form er blid, hjælpsom og ydmyg.

    Anmeldelse

    Konceptet med en pige, der elsker nørdede ting, hvilket ikke er socialt velset i Japan, er ikke nyt mere (se f.eks. de populære Lucky Star og WataMote: No Matter How I Look At It, It’s You Guys’ Fault I’m Unpopular!), men Umaru-chan er mere afslappet og nede på jorden slice of life end mange af de tidligere serier med temaet.

    Seriens centrale gimmick er forskellen mellem Umarus to personligheder, hendes maske udadtil som alle elsker og hendes sande, krævende nørdede jeg som hendes bror skal opvarte. Man kan ikke undgå at blive små-forelsket i hendes perfekte skole-jeg, og ofte frustreret og forarget over hvor meget hun kuer og tvinger sin bror i hendes chibi-form, hvilket giver en et nok bredere forhold til hende som person i forhold til normale anime personer der kun har én måde at opføre sig på uanset hvor de er.
    Seriens omdrejningspunkt er som sagt Umarus hverdagsliv og hvad der sker omkring hende og hendes bror og deres møder med deres nærmeste venner. Disse venner er mere stereotyper end Umaru selv, men de har alligevel nok dybe og karakter til at man ikke kan undgå at holde af dem, fra den storbarmede men ekstremt sky Ebina-chan over den lille og gloomy Kirie-chan til Kiries skumle og højtråbende storebroder Bomber.
    En rar ting er at selvom Umaru slipper af med at være modbydelig og tvinge sin storbroder til at gøre ting for sig det meste af tiden så får han indimellem nok og skælder hende ud. Det sammen med at det, for en gang skyld, ikke er en søskende serie der handler om et incestuøst forhold, gør at det samlet nok er et af de bedste og mest realistiske søskende forhold i anime i meget lang tid.

    Grafisk er serien ret simpel med pæne baggrunde, der ligner det virkelig Japan, og character designs der ikke er specielt komplicerede og detaljerede. De har en simpel farvepallette, hvilket gør dem lette at genkende, men der er alligevel karakteristiske træk nok til at de er tiltalende, men serien er ikke en man huske for de fantastiske designs – man elsker personerne for deres personlighed, hvor udseendet så understreger og -støtter dette.

    Det samme kan siges om stemmerne i serien, de passer rigtig godt til rollerne og især Umarus passer perfekt til hendes “to” personligheder, men de har ikke fået mig til at tjekke hvilke roller skuespillerne ellers har haft.
    Musikken er til gengæld så sparsomt brugt og fraværende at jeg ikke kan huske den uden at tjekke et afsnit, kun den hyper-aktive åbnings sekvens sidder fast i hukommelsen.

    Samlet er Himouto! Umaru-chan en glimrende komedie serie, der formår at få samlet sine rødder som 4-panel manga (der dermed havde nogle meget korte jokes) på en sådan måde at de enkelte jokes danner kæder der fylder et helt 24 minutters afsnit uden at det føles kedeligt eller langtrukket. Det er dog tydeligt at afsnittene består af en række scener, der er løst forbundne, men det gør ikke scenerne mindre sjove og skaber til gengæld variation så jokesne ikke er helt ens – omend temaerne er ret ensartede.
    Man kan ikke undgå at elsker personernes skævheder, og det er dem man vender tilbage til serien for at følge, men hvis man ikke er til mere realistisk hverdags slice of life krydret med chibi humor (jeg kender ikke piger i virkeligheden der bliver til chibier uanset hvor nørdede de er) bør man hoppe over serien, for der er ikke et fantastisk og episk fremadskridende plot, bare nogle personers hverdagsliv.

    Information

    Titel: Himouto! Umaru-chan
    Engelsk titel: My Two-Faced Little Sister
    Genrer: Komedie, skole, slice of life
    Vist på japansk TV: Sommer 2015 til efterår 2015
    Engelsk licens: Sentai Filmworks (disc), Crunchyroll (streaming)

    Videoer

    Den hyper-aktive åbnings sekvens

    Billeder

    Billeder fra Lost in Anime

  • Karen Senki

    Karen Senki

    Karen Senki foregår i en ikke alt for fjern dystopisk fremtid hvor robotter har overtaget magten på Jorden og menneskerne kun får lov at overleve i små reservater – omend der jævnligt udføres udrensninger i disse.
    Titel personen Karen er leder – eller nærmere kransekage figur- for den menneskelige modstandsgruppe “11”. Efter at hun mistede sin lillesøster Touka i krigen mod maskinerne har Karens hadet maskinerne og kæmper indædt for at befri menneskeheden – selvom de fleste mennesker affinder sig med deres skæbne og blot forsøger at få et så roligt liv som muligt.

    Det første man bemærker når man er Karen Senki er CGI animationen, der er noget af den flotteste set endnu – bedre end i populære serier som RWBY. Dette gør at Karen Senki har nogle fantastiske action scener, der er utroligt flydende og virkeligt fængende i den måde de er ekstremt overdrevne på – og heldigvis fylde de det meste af seriens 10 minutter korte afsnit.

    Grunden til at jeg siger heldigvis er at historien er noget ujævn og er lang tid om at fænge, at dømme ud fra anmeldelser på Nettet er mange blevet skræmt væk af det første afsnit, og jeg forstår dem godt. Temaet er dog et jeg rigtig godt kan lide, så jeg holdt ved, men det var først i de sidste 3-4 afsnit at jeg kom frem til at jeg egentlig godt kan lide serien og ikke bare så den af princip for at sige at jeg havde set den færdig.

    Karen Senki forsøger at formidle en kompleks fortælling, hvor de dominerende maskiner undertrykker mennesker og fjerner trusler i et forsøg på at blive mere menneskelige selv. Der argumenteres tidligt for at deres forsøg kan gøre dem til dårlige mennesker, hvilket skal overbevise os som publikum om at maskinerne kun har begrænset viden og forståelse af deres skabere, ligesom menneskeheden ikke virkelig forstår sig selv. Vi ser dette gennem arrogante robotter, der gør alt hvad de kan for at være mennesker som at købe dyrt kobe-kød selvom de ikke forstår glæden ved at spise maden, men siden mennesker gør det gør de det også.

    Karen Senki er kun på 11 afsnit, hvilket sammen med de korte afsnit skulle tro var med til at sikre en stram historie, men afsnittene har meget forskellige tempo, fortællestil og vinkel i stedet for at følge en fast narrativ stil. I det meste af serien irriterer dette, da man får brudstykker af et hele, men heldigvis viser det sig at hænge rimeligt sammen til sidst, omend vi stadig efterlades med en åben slutning og endnu flere åbne spørgsmål.

    En ting jeg fra starten faldt for var personernes udseende, der nok er noget klassisk men stadig virkeligt veludført, men de er da også designet af den erfarne og populære Kosuke Fujishima (Ah My Goddess, Sakura War, You’re Under Arrest) hvis stil jeg altid har synes om.
    Animationen er som sagt utroligt flydende og detaljeret på nogle områder, se f.eks. Karens kjole, men byen er meget simpel og kedelig – men den er så også bare en relativt irrelevant baggrund der skal springes i luften jævnligt. Ud fra dette bliver det dog spændende at se hvad Next Media laver som det næste, for studiet har helt klart potentiale på det grafiske område.

    Ud fra navnet forventede jeg en noget anden serie af Karen Senki, men præmissen er som sagt en der tiltaler mig meget (hvilket vel er lidt ironisk i forhold til hvor meget jeg har brugt af mit liv på at arbejde med computere og når jeg underviser i programmering), men seriens meget moderne (i mangel på bedre beskrivelse) CGI og ujævne fortællestil var ved at skræmme mig ved. Fascinationen ved settingen og de få brødkrummer af viden om verdenen mellem de hektiske og flotte kampscener fik mig dog til at holde ved, og det fortryder jeg ikke.
    Serien er ikke for alle, men hvis man vil have en hurtig serie med flotte action scener og ikke har noget imod at stykke plottet sammen undervejs er den værd at tjekke ud.

    Serien kan ses gratis og lovligt på Crunchyroll

    Billeder fra ArenaMax Anime Review