Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

Lies of Astaroth
I “Lies of Astaroth” spiller en helt der rejser rundt og kæmper mod monstre. Hurtigt møder man Madisy, en udstødt budbringer for en af guderne. Sammen med hende fortsætter man sin rejse og får hurtigt en mission.
Man kæmper mod fjenderne i kortspil kamps og vinder guld og kort samt åbner op for næsten trin i den rent lineære historie.
Man kan dog få flere stjerner jo flere krav op opfylder når man gennemfører et område, og når hvert over-område er helt i top får man et ekstra hemmeligt sted. Der er også små mini-dungeons, der reelt bare er mini-kort hvor man kæmper mod modstandere og samler ekstra mange-kort undervejs indtil man har “tømt” dungeonen. Typisk er der en af dem per kort-område.
Dette er dog lettere sagt en gjort, for der er flere faktorer der kræves, alt fra de rigtige elementer til levels. Både dig selv og dine kort (og selvfølgelig modstanderne) har nemlig levels og kan dermed gøres bedre. Dine kort er yderligere delt i fem grader sjældenhed, men de højere grader er også dyrere at have i decket og langsommere om at komme i spil, så det balanceres en smule.
Udover kampagnen kan man kæmpe mod andre spillere, både alene og i guilds, og der er en rangliste man kan kæmpe sig op ad.
Som sagt kan ens kort stige i levels, og hurtigt går størstedelen af ens tid i spillet på at samle guld og kort til at forbedre andre korts level med. Denne grund er spillets største problem, for det bliver hurtigt en repetitiv kamp for en sjælden gang at komme ét skridt videre i kampagnen.
Kortene har også evner og for hvert femte level (start, 5, 10 og 15 med en ekstra evolution). Den øverste evne kan man udvikle yderligere, men det koster både kort og guld, mange kort og guld på de højeste levels, at udvikle sine kort.
Disse evener essentielle for et vindende deck, og på højere levels er man nødt til at finde evner der modvirker modstanderens kort og indrette sin strategi efter dem. Dette giver spillet mere strategi end man umiddelbart ville forvente, dette aspekt er noget dybere heri end i mange andre spil i genren.
Grafisk er spillet udmærket og typisk for genren med et funktionelt interface, der dog aldrig forklares i dybden, så man skal selv regne det ud, og med flotte manga tegninger på kortene. Disse er alle af høj kvalitet og vil tiltale mange – det var dem jeg selv faldt for da jeg hentede spillet, men det at se min kort blive bedre der holder mig.
Samlet er “Lies of Astaroth” et glimrende eksempel på den i Japan ekstremt populære genre mobil-samlekortspil. Du skal dog være tålmodig og elske at se ting stige i level selvom det tager lang tid og megen grind.
5. maj 2014
Sailor Moon manga
Usagi Tsukino er en meget klodset, lidt dum og meget følelsesladet teenage-pige på 13 år. En dag på vej hjem fra skole møder hun en sort kat med et plaster på panden. Da hun piller det af ser hun at den har et måne-symbol derunder inden den løber væk.
Hendes veninde Molly har en mor der driver en juvel-butik der har stor succes, men hun er blevet meget hård. Om aftenen dukker den underlige kat op i Usagsis værelse og begynder at tale. Den fortæller at den hedder Luna og at Usagi er udvalgt til at være Sailor Moon, en magisk krigerinde der skal beskytte menneskene mod dæmoner og lede efter måne-prinsessen.
Pludselig hører Usagi at hendes veninde bliver angrebet af hendes mor, der er besat af en dæmon der har brugt butikkens juveler til at samle energi fra kunderne.
Usagi forsøger at redde veninden, men hendes grædefærdige natur vinder indtil hun bliver reddet af Tuxedo Mask, en flot maskeret mand i jakkesæt, og derefter slår hun dæmonen.
Senere møder hun andre Sailor Krigere og støder ofte på hendes elskede Tuxedo Mask, men er han ven eller fjende…
Naoko Takeuchis manga Sailor Moon er blandt de mest populære mangaer nogensinde og ledte til en genoplivning af mahou shoujo genren, der var stagneret omkring starten af 90’erne.
Sailor Moon introducerede ideen om et hold af magiske piger, der har domineret genren siden, og gennem stereotype men tiltalende række af personer sikrer mangaen at man har personer man kan identificere sig med og synes om.
Man følger personerne gennem deres eventyr, og heldigvis er mangaen ikke helt så episodisk som anime udgaven, og undervejs er der en vis mængde personudvikling. Det er nok til at man føler at de er vokset, men det er stadig de samme personer som da man mødte dem.
Tegnestilen er markant shoujo manga med spinkle linjer og rig brug af mønstre og gråtoner. Naoko Takeuchi tegner sine personer meget tynde med ekstremt lange ben, og hun er ekstremt glad for blonde mønstre og lignende til at skabe baggrunde og stemning.
Personerne har meget samme stil og kroppe, men på grund af forskellige højde og frisurer kan man se forskel på dem. Fælles er dog de førnævnte lange ben – uanset personernes alder – ben så lange at de næsten er 3/4 af personernes højde. Det sammen med de store udtryksfulde øjne og spinkle feminine kroppe understreger shojo stilen.
Selve historien ikke just den dybeste og er ret forudsigelig, men der er små drejninger og udviklinger undervejs nok til at mangaen fanger. Man kan heller ikke sammenligne flowet i mangaen og animeen, der er mangaen meget mere fremadskridende.
Samlet er det forståeligt nok at Sailor Moon blev den succes den er, og den er værd at læse alene fordi den er et af de tydeligste eksempler på pige manga til det yngre publikum. At den derudover har kvaliteter nok til at fange ældre er kun et bevis på at dens ry trods alt er velfortjent.
Original titel 美少女戦士セーラームーン (Bishōjo Senshi Sērāmūn)
Antal bind 18 bind (første udgave), 12 bind (anden udgave)
Blev udgivet mellem Februar 1992 – marts 1997
Genrer Shojo, action, drama, kærlighed, mahou shoujo
Alder Alle
Forlag Kodansha
Gik i magasin i Japan Nakayoshi

12. marts 2014
Argento Soma anime
Nogle år før seriens start er mennesket stoppet med at udforske rummet da metalliske alien kæmper ødelægger alt vi sender derud. De angriber os dog ikke så længe vi holder os på jorden.
Den unge mand Takuto er meget glad for sin kæreste Maki, men han er meget frustreret over at hun aldrig har tid til ham på grund af det arbejde hun laver for sin biologi-professor.  Takuto har netop lavet en ring til hende af det ny grundstof, som han opdaget, da han modtaget en email om at hun vil mødes. Han skynder sig hen til det angivne laboratorie, hvor han ikke bliver mødt af hende men militæret, der eskorterer ham til en hemmelig base.
Maki og professoren har åbenbart arbejdet på et hemmeligt projekt for gruppen MORGUE om at genoplive en af kæmpe aliensne. Takuto er meget forvirret og skuffet over at Maki ikke har fortalt ham sandheden om hvorfor hun var væk og skændes med hende. Før de kan blive gode venner igen bliver basen dog angrebet, den tilfangetagne alien vågner, og Maki bliver kvast under murbrokkerne.
Takuto er den eneste der overlever, og på hospitalet får han besøg af militæret, og han bliver en del af anti-alien styrkerne FUNERAL under navnet Ryu Soma. Deres bedste våben er dog den alien der dræbte Maki, men den eneste der kan kontrollere den er pigen Hattie, der minder meget om Maki…

Argento Soma er en mecha serie lavet af Sunrise (Gundam, Code Geas) tilbage i 2000, hvilket tydeligt kan mærkes i stemningen og opbygningen af historien, der har tydeligt træk til fælles med kæmpe-hittet Neon Genesis Evangelion fra 1995, der dannede skole for mecha serie de efterfølgende 10 år.
Serien begynder meget roligt og man får ikke ret megen baggrund fra starten, men undervejs får man langsom småbidder af information – men det leder til flere spørgsmål hvilket vil fange nogen men frustrere andre.
Grafisk kan man se seriens alder, det er tydeligt at ting er håndtegnede og character designet er også markant mecha fra omkring årtusindeskiftet. Nogle af personernes designs er markante, Hattie f.eks., men andre er ret generiske, professoren f.eks., men de passer til deres roller. Nogle af personernes udseende udvikler sig dog i løbet af serien, hvilket man langt fra altid ser, og det giver en god følelse af progression og udvikling.
Lyden i serien er heller ikke noget man husker længe efter, men sound-tracket passer godt til serien, giver en rigtig god stemning og har unikke strejf gennem brugen af instrumenter man ikke hører så tit. Stemmerne passer også fint til rollerne men er heller ikke bemærkelsesværdige.
Samlet er serien let at af-feje som en ældre mecha serie der er noget langsom og kæmper med at finde en balance mellem mysterie og afsløringer, men netop spørgsmålene fænger og leder til nogle fantastiske plot-twists undervejs. Disse hæver serien fra glemslen til at være en som jeg i hvert fald selv husker som havende en virkelig fed historie trods dens svagheder.
Anbefalelsesværdig til fans af genren.
Note Afsnit 1-25 blev vist på TV i Japan, afsnit 26 udkom som OVA
Original titel アルジェントソーマ (Arujento Sōma), skrives også ΑΠΗΕΝΤΟ ΣΟΜΑ (græsk, betyder “Sølv kroppen”)
Antal afsnit 25 (TV), 1 (OVA)
Gik på japansk TV 6 oktober 2000 til 22 marts 2001
OVA udkom 21 februar 2002
Genrer Mecha, eventyr, militær
Alder 11+
Studie Sunrise
Instruktør Kazuyoshi Katayama
Musik Katsuhisa Hattori
Amerikansk licens Sentai Filmworks
2. marts 2014
Final Fantasy XIII
Når man starter Final Fantasy XIII op kastes man ud i en krig mellem terrorister og styret, og (som vi kender det fra f.eks VII i den populære serie) er man på oprørernes side. Man vikles ind i denne kamp inden man møder hele sin gruppe, men hurtigt tager tingene fart og viser sig ikke at være så tydeligt som først antaget – i det hele taget er der en god dybde i historien, mere end i visse andre spil i serien, og den er noget roddet i starten og tager nogen tid at få overblik over.
Hovedpersonerne Lightning, Snow, Hope og de andre drager efter den lange introduktion ud på et eventyr for at redde verdenen, Cocoon, mod de onde L’Cie.
Lad os få det overstået: Final Fantasy XIII er lige så lineært som den negative omtale online siger.
Den ene vej gennem spillet viser dog en utroligt detaljeret og flot verden med stor variation, man kommer gennem alt fra krystal jungler og flotte egetræsskove i alle regnbuens farver til den neon oplyste by Nautilus til de store prærier i Gran Pulse.
Hvert område har en lige så flot musikside, der er lavet af samme komponist som FFVII og FFX’, Masashi Hamauzu.
Problemet er at det lineære stadig er synligt under den flotte overflade, det meste af tiden er der kun to veje gennem terrænet: enten mod et mål eller til et item. Der er næsten ikke nogen side quests og man forlader i det hele taget sjældent den lige vej mod ens skæbne.
Det lineære spreder sig desværre også til rollespils-aspektet, som det endda tager omkring fire timer før man får åbnet op for. Men selv når det er åbent er systemet forsimplet til et træ med en stamme hvor der stikker en gren ud i ny og næ, men man skal kun holde én knap inde og så leveller spillet optimalt op for dig.
Denne simple tilgang går også videre til kampsystemet hvor det turbaserede er erstattet med et mere action-fyldt system på en stram timer. Hvad der gør det virkeligt simpelt er dog “auto” knappen der udfører kampene for dig, så er selv stress elementet ved kampene væk.
Der er dog lidt strategi og taktik i den måde spillet har “klasser”, såkaldte “paradigms”, der bestemmer om personanen angriber, kaster magi etc. Det skinner ved at ens personer skal indgå i et samspil for lettest at vinde boss kampene, og det giver mere dybde end man umiddelbart skulle tro.
To ting der tidligere var af stor betydning i spillet er summons og byer, og medens de sidste er helt væk og erstattet af en “online” butik er summons stadig med og flottere end nogensinde før men modsat de tidligere spil er de ikke syndeligt effektive.
Final Fantasy XIII er strømlinet så meget at der skiller sig markant ud fra de tidligere spil udover grundideen og visse visuelle elementer.
Hvis du kan leve med det lineære forløb og forsimplede gameplay venter der dig en fantastisk flot spil med en klassisk Square Enix Final Fantasy historie med mere dybde end i visse af de andre spil.
Udkommet til PlayStation 3 og X-box 360
25. september 2013
Ugens film: Nankyoku Ryourinin
Nankyoku Ryourinin er baseret på en sand historie om Nishimura, en kok i den japanske kystvagt, der bliver sendt til Sydpolen for at være kok på Dome Fuji Stationen.
Dome Fuji er så kold at intet kan leve der, selv virusser. Gennemsnits temperaturen er -54,3°C, den ligger 3810 meter over havets overflade (lidt højere end Mt. Fuji), og det er en ørken – en meget kold ørken med tør sne.
Dome Fuji Station er kendt for iskerne boring, og andre personer har også forskellige job, men den fokuserer på kokken Nishimura og dermed mad – et tema japanerne er glade for.
Der sker ikke så megen i filmen, folkene på Dome Fuji passer deres arbejde og venter på at de kan komme hjem oven på de 400 dage de er der.
Dette lyder kedeligt, men der sker hele tiden noget og selvom det er en station på sydpolen sker der alligevel ting der påvirker ens følelser. Der sker ikke meget hver dag dernede, men indimellem bryder folk sammen under presset af at være isoleret så langt fra civilisationen.
Fokus er dog på maden og udfordringerne i at lave mad til folkene på stationen – og det er ikke dårlig mad der bliver lavet. Maden er det der samler folkene på stationen og selvom det er dåsemad og tørrede ting det hele så formår kokken alligevel at give folkene der en følelse af at være hjemme i Japan.
Samlet er det en ganske underholdende film, men ikke ligefrem et stort handlingsmæssigt drama – men man bliver sulten undervejs.
27. august 2013
The Eccentric Family
The Eccentric Family (Uchoten-kazoku) handler om fire brødre – Yasaburu, Yaichiro, Yajiro og Yashiro – der bor i Kyoto. Uden at vi mennesker ved det bor der tanuki (japanske vaskebjørne, der dog reelt er mårhunde) og tengu (krage-dæmon ånder) side om side med os mennesker, de har blot taget vores form for at passe ind i samfundet.
De fire brødres far var lederen af tanuki samfundet der og den bedste blandt deres mænd, historierne om hvordan han forvandlede sig til et helt bjerg går stadig, men en dag blev han fanget af nogle mennesker og lavet til tanuki suppe.
Seriens hovedperson er hans tredje søn, Yasaburu, der primært har arvet hans “idiot blod” og er afslappet og tager let på alting – måske for let.
Den ældste bror Yaichiro er flittig og kæmper for at få tingene til at hænge sammen men det kikser for ham indimellem.
Den anden ældste, Yajiro, har forvandlet sig til en frø og muret sig inde i en brønd.
Den yngste bror Yashiro er en bangebuks der kæmper med at holde sin sande form skjult.
De bor sammen med deres mor der har mottoet “Hvad der er sjovt er godt”
Serien handler om familien, hvordan den hjælper den gamle tengu Akadama, den manipulerende menneske-pige Benten der har guddommelige evner og den rivaliserende Ebisugawa tanuki familie.
Serien er en af de ny fra sommeren 2013, og den er efter min mening blandt den bedre anime i lang tid – omend den ikke er for alle.
Grafisk er serien tydelig 2013 med flotte baggrunde (der på godt og ondt ligner at de er fotografier af Kyoto kørt gennem et filter) og relativt flydende animationer (noget man ikke altid kan forvente af anime). Den har nogle markante character designs, hvilket giver den en egen charme, og de passer godt til seriens overnaturlige stemning baseret på de japanske myter.
Lydmæssigt er serien udmærket med passende musik og velvalgte stemmer, men den mangler noget der skiller den ud på samme måde som tegnestilen gør.
Historien er ret episodisk, men der bygger videre på den fantastiske verden der langsomt åbner sig for en mere og mere for hvert afsnit man ser. Det er denne vidunderlige verden, der tydeligt bygger på de japanske myter bare i den moderne verden, der gør serien så fængende for mig personligt. Jeg kender dog de fleste af disse myter i forvejen, så jeg kan genkende dem og more mig over at se dem udfoldet, men jeg er ikke sikker på at folk uden samme kendskab vil more sig helt så meget, for dem vil det nok bare være underlige dyr der forvandler sig til mennesker og en masse henvisninger til underlige navne og ting.
Tempoet i serien er heller ikke vanvittigt højt, omend der ikke er dvælende scener så sker der egentlig ikke vildt meget i løbet af et afsnit, så for hardcore action fanatikere med behov for høj puls konstant vil den ikke være det rette.
Samlet er serien værd at tage et kig på hvis du finder japanske myter spændende og/eller har trang til lidt mere afslappende og underfundig underholdning.
Serien kan ses gratis og lovligt på Crunchyroll
15. august 2013
BlazBlue: Calamity Trigger
Ragna the Bloodedge, også kaldet Grim Reaper, er kommet til byen Kagutsuchi. Han kan en mægtig magi kaldet Azure Grimoire og kæmper en en-mands kamp mod Novus Orbis Librarium, og kaldet NOL. Denne mægtige organisation har puttet en dusør på hans hoved hvilket har tiltrukket alskens folk.
Spillet er et klassisk hurtigt kampspil med 12 spilbare personer, ikke det største galleri i genren men de er alle godt forskellige.
Spillet har de forskellige spillemåder som man kender fra denne genre: som singleplayer er der Arcade mode, hvor man kæmper mod 10 modstandere efter hinanden og story mode, der fortæller en kort historie om nogle af personerne i spillet. Til multiplayer er der de normale Vs mode på samme konsol men der er også fuld online understøttelse med rangliste så man kan kæmpe om at være bedst.
Det BlazBlue gør virkeligt godt er kampsystemet, der er let at lære idet special angreb ikke kræver lange, komplekse taste-kombinationer men ofte kun enkelte knap og/eller at dreje den højre analog stick.
Dette gør dog ikke spillet for let, tværtimod idet det åbner op for en større variation i special angreb – også for dem der ikke har så smidige hænder – idet vægten nu er på at huske og især kombinere angrebene.
Spillets eneste problem problem er at nogle af personerne er ubalancerede, især V-13 men også Noel og tildels Haku-man. Dette ændrer dog ikke på det komplekse gameplay, der fungerer virkeligt godt, f.eks. kontra-angrebs systemer så man kan afbryde modstandernes angreb, blokerings-mulighederne og de førnævnte kæder af angreb.
Grafisk er spillet absolut fint med detaljerede 2d sprites i skarp HD opløsning med seje og yderst iøjnefaldende character designs og flotte baggrunde.
Musikken og lydene i spillet er også udmærket og underbygger de enkelte baner og kæmpere glimrende, men det er ikke noget man har lyst til at høre udenfor spillet.
BlazBlue: Calamity Trigger har et godt gameplay, flot tegnet grafik og spædende personer så samlet er det absolut blandt de bedste kampspil selvom der er lidt balance problemer. Absolut et spil der vil blive husket som en klassiker inden for genren ligesom holdets tidligere spil Guilty Gear.
Platform PS3 og Xbox 360
Genre Kamp-spil
Antal spillere 1-2
12. august 2013
Confessions
Frøken Moriguchi (Takako Matsu) har en urolig klasse, men hun fortæller dem er det er sidste dag hun er deres lærer. Nogle elever fejrer højlydt, andre er overraskende stille, men hun fortsætter på samme rolige måde medens hun forklarer hvorfor.
Disse børn er selviske, afstumpede og onde mod hinanden uden tanke for hvad der er rigtigt eller forkert, og deres ukontrollerede opførsel har nu krævet et offer. Moriguchis fireårige datter døde for nyligt, og medens det blev kaldt for et uheld tror hun noget andet. Hun mener det var mord… og morderne, kun identificeret som Elev A og B, sidder i dette klasselokale.
Læreren afslutter sin tilståelse med at afsløre at hun allerede har fået hævn på de skyldige ved hjælp af HIV-inficeret blod i deres nu tømme skolemælk.
Moriguchis handlinger sætter en kædereaktion i gang blandt teenagerne, der tror at ved hvem de skyldige er, og de skyldige begynder deres egen nedtur på grund af opmærksomheden. Filmen skifter perspektiv medens andre kommer med deres egne tilståelser omkring den lille piges død og andre onde tanker og handlinger.
Nakashimas film er et anklageskrift mod en ungdomskultur der føler sig både berettiget til alting og depressiv. Eleverne giver konstant lærerne, forældrene og klassekammeraterne skylden, bare ikke dem selv. Det er dog ikke kun et angreb på de unge idet de voksne i filmen ikke er meget bedre; ikke kun hende der tager hævn på to tretten-årige men også forældrene der forlader deres børn eller nærmest dræber dem med bekymringer, lærere der ikke vil se virkeligheden i et forsøg på at blive accepteret og et voksen samfund der generelt har vedtaget love der gør det umuligt at holde unge ansvarlige for deres handlinger.
Filmen underbygger det mørke tema med næsten konstant at have et blå/gråt filter for at skabe stemnin. Dette understøttes af slow-motion scener og en stille, nærmest svævende musikside der før seeren til at føle mere ro medens glæden og tilgivelsen langsomt dør.
Confessions er en barsk film der viser både mobbere og deres ofre hvor skyld og ansvar flyder ud. Den gør det gennem en velskrevet historie, gennemtænkte filmoptagelser og en slutning der selv efter man finder ud af hvem morderne er kommer med overraskelser.
6. august 2013
An Assasin
‘An Assassin‘ (Asashin) er en action film instrueret af Go Ohara. Filmen handler om Ryo Hanaki, der er opvokset og opdraget til at være en professionnel lejemorder. En dag fejler han en mission på grund af en ulykke. Han møder Rio, en attraktiv high school pige. Han brugte sit liv som en hjerteløs lejemorder, men hans live ændrer sig efter han hjælper Rio. Skæbnen vil at Rio, der var ukendt hidtil, bliver et mål for lejemordere med det samme. En enkelt fejltagelse i hans beslutning om at redde Rio afgjorde massernes skæbne…
Filmen er en typisk historie om den dystre undergrund med en pige der tages fejl af, skæbne og folk der kæmper for overlevelse, så der er intet nyt under solen. Manuskriptet er desværre ikke meget dybere end denne overfalde, og de stille scener med svag dialog med lange pauser og fokus på de i bedste tilfælde halvdårlige skuespillere gør det kun værre, der er ingen følelse i filmen og man venter kun på næste action scene.
Der er dog også ting filmen gør bedre. Musikken passer fint til scenerne og der er andre symboler der giver den et lidt mere gennemtænkt strejf og ikke blot en følelse af et lavt budget. Dette lave budget forstærker nærmest dens “raw noir” følelse idet den kun blev filmet om natten i Sendai Miyagia, en berømt hellig lund.
Samlet er filmen ikke noget mesterværk, som ovenstående nok understreger, men den har rå charme med sine heftige ildkampe der gør at man kan overleve det ringe plot og udførelse – det sidste har også sine fans endda.
30. juli 2013
Ai Yori Aoshi manga
Kaoru Hanabishi er en ensom studerende der netop er flyttet til byen, og på vejen møder han en ung kvinde der er faret vild på stationen. Hun hedder Aoi og har en traditionel kimono på.
Aoi har tilsyneladende ledt efter Kaoru i lang tid, da de blev forlovet som børn af deres rige og meget traditionelle familier.
Kaoru vil dog ikke vende tilbage til sin familie på grund af den måde de behandlede hans mor på, men han bliver mere og mere glad for Aoi.
Da repræsentanter for Aois familie dukker op for at hente hende må Kaoru træffe et valg: at blive sammen med Aoi eller give slip.
Ai Yori Aoshi er en harem serie, men det mærker man ikke i første bind (som er det jeg har bedst i erindring må jeg indrømme da det er det eneste af dem jeg selv ejer og det er lang tid siden jeg læste videre), og selv senere er der ikke tvivl om hvem der er Kaorus øjesten på trods af at han er omgivet af tiltrækkende piger af mange slags.
Det er forståeligt nok at han falder sådan for Aoi, for hun er indbegrebet af den perfekte japanske kvinde: behagelig og rolig at være sammen med, ydmyg og totalt dedikeret til hendes mand, Yamato Nadeskiko arketypen personificeret. Hun er sød men mange Vesterlændinge vil nok stejle over hendes underdanighed, der er ikke en tøddel rødstrømpe i hende. Selv for harems-serier er så traditionelle piger usædvanlige, så på den måde skiller hun sig alligevel ud.
Kaoru er den klassiske mandlige harems hovedperson idet han er flink og rolig, men han har i det mindste rygrad i forhold til hans afstandtagen til sin familie. På den måde kan man virkeligt følge ham i at han ikke vil tilbage til familien eller give efter for dem, og dette er grunden til et noget mere seriøst drama end man typisk ser i denne slags historier.
Kærligheden behandles lige så seriøst, man ser de to unge knytte sig til hinanden igennem deres delte minder og problemer med familierne. Det er gjort med følelse og ro, igen noget man sjældent ser i denne slags serier. På den måde er mangaen (og tildels animeen der bygger over den, omend den er noget mere flashy og “traditionel for genren) tættere på en reel romance med drama end harem på mange områder.
Mangakaen virker desværre ikke helt overbevist om at dette er nok, idet han har proppet en del fan-service ind ved at vise Aois bryster og hende i bad rigeligt gange. Jeg har intet imod fan-service som sådan, jeg kan kun stå ved at jeg er en mand der rigtig godt kan lide piger, men det virker en anelse overflødigt i forhold til den mere romantiske stemning.
Nu vi er ved udseendet så er mangaen ikke noget særligt, omend Fumizukis har en del gode detaljer som Aois formelle kimono og baggrundene – og selvfølgelig de scener hvor vi ser mere af Aoi, de skal jo sælge mangaen til de mindre romantiske fyre også. En anden virkelig sej detalje er dog at personerne bliver synligt ældre i løbet af serien.
Aoi og Kaori og starten og slutningen af serien, tydeligvis ældre
Ai Yori Aoshi virker måske ved første hurtige bladren igennem som en typisk ecchi romantisk koemdie / harems serie, men der er en solid kerne af drama hvilke gør kærlighedshistorien mere rørende og tiltalende. Værd at læse for folk der vil have en mere dybfølt kærlighedshistorie, men vær forberedt på at få lyst til at ryste noget feminisme i Aoi indimellem.
Serien har store mængder fan-service
Original titel 藍より青し
Genre Romantik, komedie, harem, ecchi
Skabt af Kou Fumizuki
Udkom i Japan 1998 – 2005
Antal bind 17
Udgives i Japan af Hakusensha
Udgives i USA af Tokyo Pop
29. juli 2013
Demonbane
Magi og teknologi eksisterer begge i Demonbane, og byen hvor den foregår, Arkham City, er ikke just det rareste sted at bo. Den onde organisation Black Lodge, der har mægtige magikere og teknologi, terroriserer byen og ikke engang politiet kan opretholde orden. De eneste der sætter sig imod er Hado Fiancial Group og en usandsynlig helt.
Daijuuji Kuro er en detektiv. Livet i Arkham City er ikke let for Kuro, og han er heldig hvis han har penge nok til næste måltid mad. Heldigvis har Hado Financial Group hyret ham til at lede efter en magisk bog.
Medens han leder efter bogen støder han på Al, en pige som jages af Black Lodge. Han ender med at lave en kontrakt med hende, der i virkeligheden er den magiske bog han leder efter.
Med sin nye magiske kræfter og Deus Machina Demonbane til låns af Hado kæmper Kuro og Al sammen for at beskytte byen og styrte Black Lodge.
Demonbane er bygget over PC hentai spillet 斬魔大聖デモンベイン af Nitroplus i 2003. PS2 udgaven, 機神咆吼デモンベイン, blev udgivet af Kadokawa i 2005. En efterfølger, 機神飛翔デモンベイン, udkom til PC i 2006, også lavet af Nitroplus. Samme år (2006) udkom TV anime adaptationen på 12 afsnit.
Seriens personer har designs der går fra ok over tiltalende til virkeligt underlige. Den mandlige hovedperson er tilpas anderledes i sit design til ikke at ligne enhver anden helt fra serier fra den periode, Al-Azif har et virkeligt sødt lolita design der også er meget populært – også blandt fans der ikke kender serien, og mange af skurkene er virkeligt langt ude på linje med det bedste shounen serier som One Piece kan tilbyde – bare se den første, en gal videnskabsmand der spiller på el-guitar.Mechaens design er også i den middelmådige ende, men det er ikke for den man ser serien som med mange andre mecha-serier men for helheden – sådan var det i hvert fald for mig.
Magien i serien er dog ret fed til tider, fedt at se power-moves og kamp-sport som magiske formularer, ikke ulig visse andre nyere serier (Fairy Tail f.eks.), men Demonbane var en af de første med stilen i den udformning – langt fra at være den allerførste men en af de første der bredte det til andre genrer end seriøs fantasy. En anden sød detalje er Al-Azifs chibi-form når hun er magisk bog/væsen, den er virkeligt nuttet.
Folk der kender H.P. Lovecrafts Cthulhu mytologi vil måske bemærke at navne, bøger og magi i serien er bygget over hans univers, men serien er en meget løs fortolkning af den og skal ikke tages for seriøst, for så bliver man slemt skuffet af en ellers ok serie. Den er ikke så løs som i den nyere Nyaruko-san dog.
Seriens plot virker lidt rodet, især da der ikke er den store filosofiske dybde i det, men det er stadig til at følge med i, det er trods alt en action/komedie serie.
Der er lettere ecchi scener i serien, men ikke slemt eller meget i forhold til serier fra i dag (den anden siden af 2010), men det er nok til at kunne fastholde de mere flyvske seere.
Samlet er serien udmærket omend noget ujævn, men den er som helhed mere end de enkelte middelmådige dele der udgør den, så den er værd at tjekke ud for alle der kan lide søde piger, okkulte henvisninger og action med kiksede skurke og seje evner.
Original titel 機神咆吼デモンベイン (Kishin Houkou Demonbane)
Officiel hjemmeside
Serien kan ses gratis og lovligt på Crunchyroll

30. juni 2013
The World God Only Knows
The World God Only Knows handler om den 17 årige Keima Katsuragi, der er berømt som Erobrings Guden på grund af hans fantastiske evne til at slå dating sims. Keima er konstant indhyllet i hans spille verden og vaner og vil ikke have noget med den rigtige verden og rigtige piger at gøre fordi de er “irrationelle”, og derfor gør han sit bedste for at undgå dem.
Tingene ændrer sig dog en dag, hvor han svarer på en email der udfordrer ham til at erobre nogle piger. Det viser sig at han har underskrevet en kontrakt med helvede der kræver at han skal fange løse sjæle fra rigtige piger ved at få dem til at forelske sig i ham.
Han får hjælp fra en midlertidig Løs Sjæle Jæger kaldet Elsie der lader som om hun er hans lillesøster for nemheds skyld. Keima skal nu erobre alle disse piger for at undgå at få hovedet hugget af – og det på trods af det faktum at han aldrig har haft nogen egentlig relation med dem før.
Umiddelbart ligner serien en typisk harems-serie, men der har en unik drejning idet hver erobret pige praktisk nok mister erindringen om den tid de var sammen, hvilket reelt sørger for rent bord. Man kunne frygte at det ville være en let vej ud for forfatterne for at de kunne presse flest mulige kvinde arketyper, men det der sker får konsekvenser senere i serien, så den er ikke direkte episodisk.
Selvom den ikke er direkte episodisk er den dog stadig meget opdelt med at Keima går fra pige til pige, erobring til erobring, hvilket kan føles en smule langtrukket efterhånden som man kommer ind i serien.
Serien gør en del ud af at Keima vokser stille og roligt og hans syn på rigtigt kvinder bliver langsomt bedre.
Sm den verdensfjerne person han er har Keima også monologer om forskellene mellem den rigtige verden og spillene, og han forklarer indimellem typiske ting i anime, hvilket er komisk for garvede anime seere og informerende for nytilkomne, der ikke ved hvad ting som tsundere er.
En ting der overrasker givet temaet er mangelen på fanservice, hvilket sammen med de mere afrundede character designs der nærmest kan beskrives som “moe”, giver serien en mere afslappet vinkel på hele harem-temaet.
Serien er også smækfyldt med referencer til otaku kultur, som den nørd Keima er vises hans værelse såvel som fyldt med spil og konsoller, og han refererer også anime og video-spils stereotyper som hjælp til at løse opgaverne.
Samlet er serien sjov og absolut værd at tjekke ud – hvilket du kan gøre gratis og lovligt på Crunchyroll.
24. juni 2013