Kategori: Anmeldelse

Anmeldelser af japansk populærkultur

  • The Mystic Archives of Dantal anime

    The Mystic Archives of Dantal anime

    Den unge mand Hugh har arvet et gods fra sin eccentriske onkel, der brugte sit liv og formue på at samle sjældne bøger.
    Det viser sig at der bor en ung pige, Dalian, i huset og at hun er nøglen til en skjult samling af den mørkeste, forbudte magiske litteratur. Idet han accepterer at blive den nye nøglebærer bliver han del af jagten på folk dee misbruger magiske bøger, og med hans kræfter som nøglebærer forsegler de magiske bøger og sikrer orden i England efter Første Verdenskrig.

    The Mystic Archives of Dantal er en lidt mere kompleks serie, der dog følger en striks episodisk formular. Undervejs får man lidt mere om personernes baggrund, men på grund af den episodiske struktur udvikler de sig ikke specielt.
    Det er mest af alt en form for overnaturlig detektiv serie, hvor man forsøger at samle trådene medens man ser serien, noget dens ikke kronologiske rækkefølge ikke hjælper med til. Den opbygger dog en stigende stemning undervejs, så på den måde er de vel planlagt af producerne.

    Lyden er udmærkede med åbningssangen “Cras numquam scire” (Aldrig at kende i morgen) af Yucca (med Daisuke Ono) og slutsangen “yes, prisoner” af maRIONnetTe der virkeligt fanger den gotiske stil.

    Tegnemæssigt er serien også glimrende, og indimellem bruger de andre stilarter som variation hvilket giver et bemærkelsesværdigt udtryk. Nogle steder skærer det lidt, men samlet har det en god effekt.
    Vi kan heller ikke komme uden om at character-designsne er noget blandede. De fleste er ret typiske, ikke specielt iøjnefaldene med normale hårfarver og tøj passende til perioden serien foregår i – omend dette vel også er bemærkelsesværdigt i sig selv, at de går efter en mere realistisk stil uden at miste “anime udtrykket” i øjne etc. Dantal har dog nogle virkeligt flotte gothic lolita kjoler, der nok skal tiltrække folk til serien.


    Samlet er serien ganske glimrende omend noget ujævn, men den er absolut underholdende og har en glimrende stil man ikke ser så ofte.

    Serien kan ses gratis og lovligt på Crunchyroll.

  • Ugens film: Nobody Knows

    Ugens film: Nobody Knows

    Vi har haft andre seriøse film her får, men de har alle været mere nørdede. Det er ugens film, Nobody Knows, ikke ligefrem, men det ændrer ikke på at det er en fantastisk film der viser mere om det japanske samfund end de fleste nørd-ting tilsammen.


    Filmen er løst baseret på en sand historie. Den begynder med at Keiko Fukushimaflytter ind i en lille lejlighed med sin 12-årige søn Akira (Yuya Yagira). Hun melder ankomst hos det ægtepar der udlejer lejligheden, udvekslinger høfligheder og forsikrer dem at Akira er hendes eneste barn, så de ikke behøver at bekymre sig om støj eller rod. Udlejerne er glade.

    Fukushimas pakker derefter deres kufferter ud og afslører to blinde passagerer: Keikos øvrige børn, de 5-årige Yuki (Momoko Shimizu) og Shigeru (Hiei Kimura). Et fjerde barn, en pige ved navn Kyoko (Ayu Kitaura) omkring 10, ankommer om aftenen med toget. Så nu lever familien på fem i lejligheden , hvor tre af dem reelt gemmer sig fra verden.

    Moderen holder fast i en historie over for børnene om at det vigtigt at bo stille og aldrig forlade lejligheden. Selv de mest energiske er ikke utilfredse med begrænsningerne, men de har nok altid levet på den måde flyttende fra den ene lejlighed til den næstes medens moderen skiftede fra et lavindkomst job til det næste. Hvert af børnene har en anden far og Keiko har aldrig været gift.

    Moderen begynder at være væk i lange perioder,  men hun efterlader altid penge bagefter til at Akira kan føre husholdningen og købe dagligvarer. Hendes fravær bliver længere og længere, hendes tid hjemme kortere og kortere, og endelig stopper hun med at komme hjem helt. Hun har forladt sine børn.

    Akira og Kyoko bliver familiens “forældre”, laver mad, opdrager de mindre og Akira køber ind medens Kyoko tager sig af de yngre børn derhjemme. Ingen af dem går i skole, og de kan ikke fortælle politiet om deres situation af frygt for at blive splittet op hos forskellige plejefamilier. De synes heller ikke det er så slemt, for moderen efterlod nogle penge og fortsætter med at sende penge nu og da fra hendes nye hjem, hvor end det er. Akira har vænnet sig til at være den voksne i familien, det eneste moderens forsvinden har gjort er at gøre det officielt…

    Den japanske filmskaber Hirokazu Koreeda optog “Nobody Knows” i kronologisk rækkefølge over et år, så børnene (som passer til deres alder i filmen) ældes næsten umærkelig  i løbet af filmen. Den gradvise forringelse af familiens vilkår er mere tydelig, men Koreeda undgår melodrama.

    Filmen slutter med en følelse af håb, men også med en følelse af at håbet er falsk. De unge skuespillere giver disciplinerede, troværdige præstationer der rammer hjertet – ikke fordi de overdriver de følelsesmæssige aspekter eller spiller på vores medfølelse, mere fordi de netop undlader melodramaet. Børnene klarer sig, deres beslutsomhed trodser deres unge alder, så man kan ikke undgå at håbe på en lykkelig slutning.

  • Ugens anime: Cat God

    Ugens anime: Cat God

    Jeg er tilbage med anime I kan streame gratis og lovligt, nemlig Cat God der kan ses på CrunchyRoll.


    Serien handler om en række japanske guder, der bor blandt almindelige mennesker her i det 21 århundrede. Den primære gud/hovedperson er Mayu, en katte gudinde der er blevet smidt ud fra den guddommelige verden. Hun bor hos Yuzu, der er en forældreløs menneskepige der driver en antikvitetsforretning hun har arvet af sine forældre. Vi hører om de forskellige problemer de lokale guder har, og undervejs støder vi på Sol gudinden, Måne gudinden, Inaris ræve tjenere, gudinden for fattigdom, kirsebærblomst gudinden, en drømmespiser, en spøgelseskat, dæmon rotter og flere til.

    Det hele er meget kaotisk, især i første del af serien der ikke har et dybere plot, men dette ændrer sig midt i serien. Ikke at det komiske og kaotiske forsvinder, men serien får et mere sammenhængende plot og seriøse øjeblikke i anden halvdel.

    Animationen og billederne er simple men skarpe; de gør deres job og passer godt til seriens stil med dens chibi tegnefilmsagtige stil.

    Musikken er ret standard for nyere serier med generisk musik i løbet af afsnittene og fængende pop åbnings og slutsange. Ikke noget man ønsker at købe på CD men de gør deres job.

    Samlet er det en udmærket og underholdende kaos komedie, og man lærer en smule om japansk overtro og religion undervejs hvilket jo ikke skader.

    Billeder Kitsuneverse

  • Ugens film: Godzilla 1954

    Ugens film: Godzilla 1954

    Én film startede hele kæmpe monster der ødelægger Tokyo ideen (omend King Kong kom før, men det var jo New York så den tæller ikke), én film gjorde det tydeligt at japanere i gummidragter er noget der fungerer, én film skabte en franchise der holder og er elsket 50 år senere: vi taler selvfølgelig om den originale Godzilla film fra 1954.

    Filmen er selvfølgelig i sort/hvid og effekterne dårlige efter dagens standard – omend effekterne ikke er så ringe alligevel hvis jeg skal være ærlig. Godzilla fremstilles tydeligt som et monster, et vi selv har skabt som er ligeglad med vores samfund. Filmen viser at verden er ubarmhjertig og alle dyr (og mennesker) er underlagt stærkere væsener, og at vi skal passe på vi ikke leger med kræfter vi ikke kan styre og skaber sådanne.

    Filmen har en meget tydeligt moralsk pegefinger om at atombomber er noget skidt, og det er tydeligt at se at filmen er fra efterkrigsårene. Dette gør den dog også utroligt ærlig i som omgang med emnet, der er ingen tvivl om at den har et budskab om smerten i atomstråling og er på den måde ikke kun en gyser/drama film (for især med datidens øjne var der noget drabeligt over et monster der ødelægger byer) men også en form for anti-krigsfilm i en tid hvor atomkapløbet var ved at gå i gang for alvor.

    Det er absolut værd at se filmen selv den er rigtig gammel (kan man godt kalde en snart 60 årig film vil jeg sige i forhold til mediet), især hvis man har set de nyere (og ofte blidere) Godzilla film, for den oprindelige var rå og barsk som naturens vrede mod et ødelæggende menneske.

  • Death Note live action

    Death Note live action

    Light Yagami er en jura-studerende der er skuffet over lovens manglende effektivitet i at håndhæve retfærdigheden.  En dag finder han en mystisk notesbog der gør at han kan se en Shinigami (dødsgud).  Shinigamien, Ryuk, forklarer at hvis en persons navn skrives i notesbogen så vil vedkommende dø.  Således begynder Light systematisk at dræbe alle kriminelle der ikke er blevet dømt.
    Politiet begynder at jage selvtægtsmanden de kalder ‘Kira’. De ledes af den geniale men meget underlige detektiv L.  Antallet af døde stiger støt medens Light forsøger at skabe en verden fri for kriminalitet, men  L er lige i hælene på ham.
    Hvis du har læst mangaen eller animeen kender du historien, omend slutningen er anderledes.
    Filmens skuespillere klarer rollerne fint, omend de ikke helt ligner deres anime/manga forbilleder – men spiky og sorte rande under øjnene ser altså også bedre ud tegnet end på mennesker, så det er ok. De gengiver dramaet i de to personers væremåder fint, Lights mimik og opførsel er lige så meget røvhul som han skal være og L sidder og er lige så underlig som man kender ham. Ryuks 3D animerede form er dog ret ringe og springer grelt i øjnene alle scener han er med i.
    Filmens opbygning er fornuftigt, historien stiger støt mod et crescendo og der er nogle overaskende dramatiske scener undervejs og som sagt en overraskende slutning.
    Samlet er den en udmærket filmatisering af en manga og klarer sig fint som live action hvis man kan leve med den elendige 3D model af Ryuk.
  • Nier

    Nier

    Den moderne verden er i ruiner og hundreder af år efter lever resterne af menneskeheden videre i små samfund hvor de driver landbrug, fisker, jæger og gennemsøger ruinerne af vores tidligere storhed.

    Spillet lægger ud med at vise de sidste dag af den moderne verden, hvor en ond bog får en mand til at give sig sin sjæl mod at han får evner til at forsvare sin datter mod ødelæggene skygger…
    Titel- og hovedpersonen er Nier, omend man på klassisk maner kan kalde ham hvad man vil, en stor og grov eventyrer som folk kan hyre til at klar forskellige opgaver medens han leder efter en kur til hans dødssyge datter. Han får hjælp af en anden magisk bog, Grimoire Weiss, og de har et godt samspil selvom de nærmest skændes konstant.

    I de mørke steder i verden lurer der dog stadig en mystisk fjende kun kendt som skygger, og som skyggerne bliver stærkere mindskes de sidste menneskers chance for overlevelse…

    Undervejs møder man flere personer, både befolkningen i landsbyen men også to der hjælper en, pigen Kaine der er besat af en skygge (der er i den japanske udgave var hermafrodit som udslag af hendes besættelse) og en drenge, der er noget helt andet end han lader til. Men hvilken rolle har de tidligere nævnte magiske bøger i verdens skæbne?

    Nier er dystert, man hjælper godt nok folk men der er hele tiden en følelse af håbløshed og der er flere slemme overraskelser undervejs. Historien er dog stadig fængende omend tempoet er lidt uens undervejs. Det er værd at slå fast fra starten at der er meget blod i spillet, næsten alting bløder når det bliver ramt af Niers kæmpe sværd, og Kaine render rundt i lingeri så der er også en del seksuelle undertoner. Når det er sagt er det dog ikke fordi der bliver gjort noget ved det seksuelle, Kaines provokerende tøj er blot endnu en måde hun er aggressiv på.

    Dette er dog ikke spillets største ankepunkt, det er nemlig grafikken. Nier ser ikke specielt godt ud, og her taler vi ikke kun om det æstetiske ved hovedpersonen. Områderne er en anelse ensformige og kedelige, i den simple ende for selv 360eren, men indimellem er der virkelig smukke scener der bløder det noget op. Mange af stederne man kommer har da også et fantastisk design, konceptet i den “svævende” bjergby og ørkenbyen med “floder” af sand er spektakulære, men de lades noget i stikken af simple og halv-flade tekskturer.
    Lyden er til gengæld glimrende, der er tolerable engelske stemmer og en glimrende musik. Især Kaine er fint ramt, også selvom hun bander meget, men selvom den er flot kan musikken blive en anelse repetitiv i længden da man ender med at besøge de samme områder mange gange.
    For godt nok er spillet ret langt, men der er ikke specielt mange områder i spillet, og man ender med at gå frem og tilbage mellem dem rigtigt mange gange.
    Nier er nemlig en blanding af eventyr og hack and slash rollespil, og man rejser rundt og løser opgaver. Der er også nogle sekvenser med tekst eventyr og 2D platformspil, med hovedvægten er på at rejse rundt og slås.
    Man kan samle en god del våben i spillet, og de kan alle opgraderes. Selvfølgelig er der også magi, der leveres ved hjælp af ens flyvende bog. De styres med knapperne bagpå kontrolleren, og det fungere ganske udmærket selv i kampens hede.
    Kampene er i første omgang ret simple, man trykker på knapperne og selvom det bliver hektisk bliver det aldrig kompliceret. Når vi kommer til boss-kampene, og de kommer jævnligt og er veludførte, så skal man dog tænke over hvilken magi man bruger for at kæmpe optimalt i hvert trin, for alle bosser har flere trin man skal igennem for at besejre dem. Dette er nok spillets kamp-mæssige højdepunkt og absolut i den gode ende for genren.
    Når man rejser rundt kan man samle sten og planter som man skal bruge i side-quests eller kan opgraderes ens ting med, og der er også en lille have man kan så ting i for at tjenere flere penge. Dette er dog langt fra nødvendigt, for jeg endte meget hurtigt med at få et enormt overskud selv når jeg købte de dyreste våben. Derudover var høst-delen ret besværlig og ikke underholdende nok til at spilde tid på efter min mening, omend det værste “mini-spil” i den retning er fiske muligheden, der er noget af det ringeste af den slags jeg har set hidtil – og hvis man har fisket i andre spil ved man at det siger en del.
    Spillet har flere slutninger, fire for at være præcis, og en rar ting er at man efter første gennemspilning kan spille videre fra omkring midten af (hvor der sker noget centralt for historien).

    Samlet er Nier en svær størrelse af anbefale. Det har sine flotte øjeblikke men er generelt ret uinspirerende grafisk og der er frygteligt megen løben gennem de samme områder. Til gengæld er historien ganske fængende og selvom man hele tiden overvejer om det er det værd spiller man alligevel videre og tilgiver det til tider klodsede gameplay.

    Type: Rollespil, hack and slash, eventyrspil
    Genre: Fantasy
    Platform: X-box 360 og PlayStation 3 (skrevet ud fra den europæiske X-box 360 udgave)

  • Battle Angel Alita

    Battle Angel Alita

    Battle Angel Alita foregår i en dystopisk fremtid hvor stort set alle har fået dele (eller hele) af kroppen udskiftet med maskin-dele.
    Historien begynder i Scrapheap, en beskidt og dyster cyberpunk by. Den primære grund til navnet og det dystre er at den ligger under den flyvende  by Tiphares, der ingen kontakt har med verden under sig på affaldet der ender på Skrotpladsen.

    En dag gør lægen Ido en overraskende opdagelse på lossepladsen: en efterladt cyborg pige med en fuldt fungerende hjerne.
    Hun har dog glemt sit tidligere liv, så han kalder hende Alita og bygger en krop til hrnde i håbet om at få en ren pg uskyldig datter.

    Dette varer dog ikke ved, for en dag bruger Alita panzer kunst, en ekstremt stærl kampsport for cyborgs, uden at vide hvordan. Hun vil gerne lære mere om sig selv, så Alita begynder at kæmpe og bliver en Hunter Warrior, en elite af dusørjægere i Skrotpladsen.

    Dette er dog blot begyndelsen på en lang, voldelig rejse der ender med at vende op og ned på mangaens verden flere gange og hvor fjender viser sig at være venner – eller var det omvendt…

    Battle Angel Alita er en fantastisk manga efter min mening, kan lige så godt være ærlig fra starten.
    Den har en fængende stemning og et tilpas fortælletempo, men den er ret brutal og blodig til tider hvilket kan virke afskrækkende på nogen.

    Grafisk er serien glimrende med en god detaljegrad i billederne og iøjnefaldende karakterer, men den er noget mørk i gråtonerne til tider.

    En ting, som mange studser ved, er Alitas trutmund, et design valg der virkelig skiller hende ud fra de typiske anime pige designs. Man vænner sig dog til det, og det giver hende en unik charme.
    Mange af de andre personer har meget store kroppe, men i en verden hvor normen er at erstatte det meste af kroppen med mekanik er det ganske plausibelt, og medens det er noget cliche så benytter serien sig af det klassiske element med at stor er lig brutal og ofte “ond”. Tegnerens stil udvikler sig dog i løbet af serien, og medens det er tydeligt at det er samme tegner kan man også se at han finder sig til rette i løbet af serien.

    Historien er som sagt fængende og har en masse drejninger undervejs, hvilket gør at man får lyst til at genlæse mangaen for at se hvad der leder op til dem.

    Som allerede slået fast er Battle Angel Alita en virkelig god manga efter min mening, en af mine yndlings faktisk, og jeg kan varmt anbefale den hvis folk vil læse en barsk og dyster science fiction manga der mange gange overrasker læseren.

    Original titel 銃夢
    Genre Action, science fiction
    Skabt af Yukito Kishiro
    Blev udgivet i Japan December 1990 – april 1995
    Antal bind 9
    Udgives i Japan af Shueisha
    Udgives i USA af Viz Media
    Udgives i Tyskland af Carlsen Comics
    Udgives i Frankrig af Glénat

    Anmeldelsen er baseret på den tyske og amerikanske udgave (har bind 1 af US og alle 9 på tysk)

  • Polar Bear Café

    Polar Bear Café

    Panda-kun er en yderst doven panda, så meget at hans mor truer med at syøvsuge ham op hvis han ikke finder et job. Frustreret ringer han rundt men bliver afvist overalt da han egentlig ikke vil arbejde.
    Han går derefter rundt i byen og ender ved den titulære cafe, der drives af en isbjørn. Han får godt nok heller ikke job der, men begynder at hænge ud der fast sammen med en masse andre dyr, en blomsterhandler, en servitrice og en dyrepasser.

    Polar Bear Café er  nærmest en slice of life komedie om nogle meget specielle personer – men de fleste af dem er dyr. Serien formår at lade dyrene være tydeligt dem selv, dovendyret er ekstremt langsomt og grizzly bjørnen vild og naturlig, men samtidig giver den dem menneskelige karakteristika og personligheder.
    Og hvilke personligheder; serien lever virkeligt på dens spøjse persongalleri, hvis skævheder driver humoren. De sjove begivenheder kommer på grund af personerne, ikke udefra. Pandas dovenskab og selvgladhed og Penguins usikkerhed gør at de er kiksede, men man kan relatere til dem, hvilket gør humoren langt mere nærværende end den typiske falden-på-halen komedie.
    Især Polar Bear er genial med hans manzai komedie rutine med de andre faste i caféen, typisk penguin-san.

    Grafisk er serien fin men ikke fantastisk. Det er rart at dyrene ser ud som de gør i virkeligheden, ikke overdrevent nuttet som man kunne frygte. Character designet af de menneskelige personer er heller ikke moe men mere realistisk men stadig manga stil, men det er ikke designs serien vinder seere på.
    Baggrundene er for det meste ganske pæne og ligner rigtige steder i Japan, ikke foto-realistisk men det ser realistisk ud og understreger følelsen af at dyrene lever normale liv i en normal verden og ikke i en fantasy fiktion.

    Stemmerne passer også godt til dyrene, Panda lyder afslappet og ugidelig, Penguin er pibende og hyperaktiv osv.

    Samlet er Polar Bear Café en glimrende, mere afslappet komedie der får en til virkelig at slappe af medens man trækker på smilebåndene. Hvem havde troet at dyr ville gøre en komedie så menneskelig?


    Serien kan ses gratis og lovligt online på Crunchyroll.

  • Resident Evil: Damnation

    Resident Evil: Damnation

    Leon Kennedy er i et lille øst-europæisk land præget af løsrivelse fra Soviet og revolution i hans evige jagt efter B.O.W (Bio Organic Weapons, våben til biologisk krigsførelse). Snart finder han dog ud af at der er mere rod i revolutionen end som så og en del flere B.O.W.s end frygtet…

    Resident Evil: Damnation

    Så fik jeg set den anden animerede Resident Evil film, Resident Evil: Damnation (2012 – jeg har ikke set Degeneration fra 2010 endnu) og medens den i modsætning til de live action filmene var spillerne tro viste den sig at være den ringeste af filmene. Det virkede mest af alt som en lang FMV sekvens og ofte savnede jeg at gribe styringen af Leon. Tempoet, sceneskiftene og i det hele taget opbygningen virkede også mere som et spil, som om spil-afdelingen lige skrev en film i kaffepauserne.
    3D animeringen var ok, men heller ikke vildt meget bedre end spillerne på selv min 360er.
    Stemmelægningen var også lige så ringe som i spillene så samlet en noget lunken oplevelse.esi

  • Tenjo Tenge

    Tenjo Tenge

    De to bøller Suichiro Naga (kort gut med blond strit-hår) og Bob Makihara (stor afrikaner med dreadlocks) stormer deres ny highschool og tæver alt og alle der stiller sig i vejen for dem. Den lille pige Aya Natsume stopper dem dog, forvandler sig til en ekstremt veldrejet voksen pige og tæver dem nådesløst.

    Efter at Nagi ryger gennem vægen og taget på bygningen under lander han ovenpå Ayas lillesøster Maya, der (nøgen selvfølgelig) tager bad. Da han er den første fyr der ser hende nøgen og hun mærker et ryk i skæbnens tråde – en evne hun der går i arv blandt Natsume kvinderne – kysser hun ham og siger at de skal giftes.

    Derefter er de to slagsbrødre fra gaden involveret i Natsumes dojo og kampklub på skolen og dens kamp mod det undertrykkende elevråd, der ikke er bange for at tæve og dræbe elever for at opretholde deres magt…

    Jeg er gået igang med at læse Tenjo Tenge igen. Jeg læste de første 11 bind for en del år siden inden den begyndte at udkomme i Vesten, men da den begyndte på det stoppede jeg med at læse de ulovlige scans. Længe overvejede jeg at begyndte at købe den, for jeg var ret glad for den i sin tid, og for nylig gik jeg så igang. Med 22 bind er den ikke helt kort, og har fået købt de første 10 indtil videre og regner med at få fat i det sidste dusin inden for det næste par måneder.

    Jeg må indrømme at jeg da stadig finder den udmærket, men ikke helt så fængende som dengang. Jeg erindrer den som havende en rigtig flot tegnestil, og medens hans brug af gråtoner og skygger er glimrende og character designsne iøjnefaldende så er de ikke altid helt ensartede og hans brug af proportioner er især i starten ikke altid ensartede.
    Ligeledes husker jeg historien som værende flydende og sammenhængende, og flydende er den, men der er indimellem store huller, hvor der mangler handling som egentlig havde været ok at få med.
    Det ændrer dog ikke på at den er fængende og en god blanding af shounen og sex, for på trods af alle kampene er der ret megen sex og langt fra altid af den rare slags. Allerede fra starten ser man hovedpersonerne have sex med deres kærester, piger tage bad og “undersøge” hinanden i badet og det grumme lurer også med en voldtægtsscene – det bliver dog klart overgået i midten af serien husker jeg (hvorfor den voldtægt med S/M-redskaber og tortur scene aldrig blev klassificeret som 18+ men kun 15+ medensIkkitousens harmløse trusser er 18+ er mig en gåde).

    Serien har dog helt fra starten et ekstremt styrkeniveau og går bare op derfra, ved midten hvor hovedpersonen laver en “omvendt SonGoku” og går fra sit lyse til mørkt hår da han finder sin indre drage er vi allerede ved smadre huse og bydele niveau, så jeg gruer lidt for hvad der sker når jeg når seriens slutning.

    Samlet er Tenjo Tenge dog stadig en god serie omend dens svagheder er mere synlige for mine ældre (og mere forbitrede ifølge nogen) øjne, men lad jeg ikke narre af shounen formularen: det er en serie for voksne drengerøve. Disse vil dog elske den, det er en tydelig videreførelse af den elskede shounen fomular bare for et ældre publikum.

    Original titel 天上天下
    Genre Seinen, action, ecchi
    Skabt af: Oh! Great
    Udkom i Japan 1998 – 2010
    Antal bind 22
    Udgives i Japan af Shueisha
    Udgives i USA af Viz Media
    Udgives i Tyskland af Planet Manga

  • Haiyore! Nyaruko-san

    Haiyore! Nyaruko-san

    Historien handler om en almindelig dreng Mahiro Yasaka, der møder det menneske-agtige rumvæsen Nyarlathotep (Nyaruko) der ligner en pige med sølvfarvet hår. Rumvæsnerne har dannet grundlag for den kendte Cthulhu mytologi kendt fra forfatteren Lovecraft, men Nyaruko foretrækker sin menneskeform. Det gør de fjender, der indimellem dukker op og angriber Mahiro dog, men heldigvis er Nyarukos mission at forsvare ham.

    At hun så samtidig kan udforske menneskehedens populærkultur, som hun elsker, er en meget stor bonus, og at Mahiro lige er hendes type fik hende til at melde sig til missionen med stor entusiasme.

    Serien virker ved første øjekast som en typisk normal-fyr-møder-en-underlig-pige (og der kommer flere til i senere afsnit ud fra introen), men selvom formularen er set mange gange før og ikke ligefrem frisk formår serien stadig at underholde og undgå de værste fælder for genren – der er godt nok en nøgenscene men den virker ikke overdrevet ecchi eller påklistret.

    Serien opnår denne charme ved at have en enormt høj energi, der sker noget konstant i serien og der er ingen rolige stunder. Dette er både godt og skidt, man bliver næsten forpustet af at tempoet men samtidig keder man sig ikke og når næsten ikke at tænke over hvor cliche det hele er. For trods seriens blanding af parodier på kendte (og af mange elskede) elementer som Cthulhu guderne, piger der elsker otaku kultur og blodige kampscener så er den noget tynd og holdes kun oven vande af tempoet.

    Grafisk er serien udmærket men ikke fantastisk. Character designsne er heller ikke usædvanlige, men tiltalende – Nyaruko er sød og har en karakteristisk uniform, og hendes grå hår med totten foran – der i virkeligheden er en parodi på Nyarlathoteps klassiske tentakel – er da iøjnefaldende. Hvad der også faldt mig i øjnene er en ret realistisk kropsbygning af pigerne, deres bryster er ikke for store og deres taljer ikke for smalle, de har en typisk ung (japansk) pige krop, rart til en afveksling.
    Mahiro har det klassiske mandlige hovedperson udseende for den slags serier, og den eneste anden nævneværdige mand (hans gode klassekammerat) ser også fuldstændig ud som man kunne forvente.

    Lydsiden er ikke bemærkelsesværdig, Nyaruko har en stemme der passer godt til hendes hyper-aktive væremåde men samlet er hverken stemmer eller musikken (heller ikke åbnings- og slutsangen) noget jeg huske bare få timer efter at have set afsnittet.

    Samlet er serien dog underholdende, mest på grund af tempoet og det konstante bombardement af jokes og parodier der leveres af nogle tiltalende personer. For Mahiro er ikke så patetisk som den typiske mandlige hovedperson i den slags serier, han siger jævnligt fra overfor Nyaruko, og på trods af hendes dominerende, frembrusende og jeg-er-over-det-hele personlighed er der alligevel noget ved Nyaruko der tiltaler mig – eller også er det bare det at hun er en Elder God og jeg ikke kan gøre andet.

    Serien kan ses lovligt og gratis online på Crunchyroll

    Billeder Sankaku Complex (ADVARSEL! Siden indeholder materiale der er 18+)

  • Galaxy Angel manga

    Galaxy Angel manga

    Transbaal har en elite militærenhed bestående af en række unge piger:
    Millefeuille Sakuraba har lyserødt hår, er klodset og lidt dum men utroligt heldig.
    Ranpha Franboise er blond og konstant på jagt efter mænd.
    Forte Stollen er den ældste af pigerne, har rødt hår og er besat af våben.
    Vanilla H har lyseblåt hår og siger aldrig noget men er alligevel utroligt blid.
    Enheden er de berømte Galaxy Angels og udstyret med de stærkeste rumskibe der eksisterer, foråret til dem af Månegudinden.
    Den unge kaptajn Takuto bliver sendt til dem som leder, til hans næstkommanerendes store frustration, for Takuto er meget let at distrahere, og hvad distrahere mere end en gruppe søde, unge piger – der tilsyneladende har endnu dårligere arbejdsmoral end selv Takuto…

    Galaxy Angel mangaen er en selvstændig historie i GA universet med de samme piger vi (måske) kender og (måske) elsker fra animeen og spillene. De har samme opførsel som vi kender fra animeen, men det at der er også er mandlige hovedpersoner med ændrer dynamikken en lille smule – omend det reelt bare giver pigerne mere at spille op mod.

    Tegnemæssigt er serien sød men lidt “anime”-agtig på den måde at figurerne virker mere flade og stiliserede end hvad man ofte ser i manga, men sådan er Kanans stil – svært at forklare, men tjek billederne.

    Der er en rød tråd i historien, at de skal transportere prinsen, men de enkelte kapitler er reelt små afsluttede historier. Denne form virker nok også bedst for engelene, for når alt kommer til alt har pigerne meget stereotype personligheder der ikke udvikler sig.

    Samlet er serien underholdende, fint tegnet og sød uden at være for klæbrig, men jeg vil alligevel ikke placere den som en god serie – ligesom at man ikke vil sammenligne en mættende bøf med et stykke brunsviger – godt nok smager den godt, er sød foroven men har en luftig bund uden virkelig smag og den mætter ikke rigtig i længden.

    Original titel ギャラクシーエンジェル
    Genre Action, eventyr, komedie, science fiction
    Skabt af Kanan
    Begyndte December 2001
    Antal bind 5
    Udgives i Japan af Kadokawa Shoten / JIVE / Broccoli
    Udgives i USA af Broccoli Books

    Anmeldelsen er baseret på den amerikanske Broccoli Books udgave

AnimeGuiden

Den længst kørende danske side om anime, manga og moderne japansk kultur

© AnimeGuiden 2000-2025

Lavet af WLE