Kategori: Anmeldelse

En knappenål kan bruges som klatrestav, en sukkerknald holder i flere uger og en tøjklemme bliver et flot og praktisk hårsmykke. Alle vores dagligdagsting får i hænderne på Arrietty og hendes familie en helt ny betydning, når de kun 10 cm høje minimennesker, også kaldet ’lånere’, går på rov i menneskenes gemmer. Lånere hedder de, da de kun tager ting, som menneskene kan undvære, og som de formentlig aldrig vil opdage er forsvundet. De lever under gulvbrædderne i de menneskehuse, de bebor, og er dybt afhængige af, at ingen opdager, at de findes.

Arrietty og hendes forældre har længe boet under gulvet i det store finurlige hus uden for Tokyo, og tilsyneladende har husets to beboere – en ældre dame og hendes husholderske – aldrig opdaget, at der ligger en lille hjem under deres. Arriettys smånervøse mor bevæger sig aldrig op til jordens overflade, men passer hus og laver mad i de sirligt indrettede, underjordiske lokaler. Det er Arriettys far, der sørger for at låne de ting, der er brug for. Da hans oplevelseshungrende datter en dag gerne vil med, får hun lov – dog under strenge påbud om ikke at blive set af noget menneske. Menneskene, formaner hendes mor, repræsenterer den største fare for lånere. Bliver de set, er de nødt til at flytte videre.

Dagen forinden har Arrietty dog uden at fortælle det til sine forældre, haft øjenkontakt med menneskedrengen Sho, der er på besøg hos sin tante i det store hus. Men Arrietty undlader at fortælle om episoden for ikke at bekymre sine forsigtige forældre unødigt.

Afsted på sit første lånertogt, hvor hun og faderen blandt andet har skaffet en sukkerknald til husholdningen, lykkes det imidlertid ikke Arrietty at holde sig skjult, for i børneværelset overraskes de af Sho, der synes det er meget spændende med de små væsener. Sukkerknalden dratter på gulvet, og Arrietty og hendes far må styrte slukørede hjem. I første omgang fortæller de ikke den bekymrede mor, hvad der er sket, men efterhånden er det umuligt at holde det hemmeligt, og sammen beslutter forældrene, at det er på tide at flytte. Det er simpelthen for farligt at blive, når de én gang er opdaget.

Men Sho og Arrietty har udviklet et nysgerrigt bånd, der trodser deres forskelligheder. Arrietty er ligeså fascineret af menneskeverden, som Sho er af hendes, og i selskab med Sho er det svært for Arrietty at forstå nødvendigheden af at flytte, da deres umage venskab bringer dem begge glæde.

Men den nævenyttige husholderske opdager, at Sho holder noget skjult for hende, og snart er nyheden om lånerfolket ikke længere hemmeligholdt. I skjul brækker hun gulvbrædderne op og snupper Arriettys mor og propper hende, trods højlydte protester, i et syltetøjsglas, hvor hun har tænkt sig at gemme hende som bevis på sin opdagelse. Det lykkes dog Sho og Arrietty at redde moren, men med ét er uskylden endegyldigt tabt.

Arriettys Hemmelige Verden er den næst-nyeste Ghibli-film og den nyeste til at ramme Danmark.

Grafisk er filmen flot – som vi forventer af film fra Ghibli studiet. Baggrundene er utroligt detaljerede og flotte med så mange småting på, at man kunne bruge dem som malerier, og animationen af personerne er fuldstændig flydende og de har den klassiske Ghibli tegnestil.

Filmens lydside er helt i top med fængende baggrundsmusik og virkelig velvalgte lydeffekter. Musikken skaber et godt underlag og er umiskendeligt et Ghibli lydspor, hvilket kun er godt ment. Der er nogle fabelagtige lydeffekter, der understreger Lånernes størrelse, som når Arrietty glider ned af et blad.

De danske stemmer er generelt udmærkede omend nogle roller gør det langt bedre end andre. Haru, hosholdersken, har en god mimik og liv i sin stemme medens Sho virker ret flad og næsten uinspireret; man kan selvfølgelig argumentere for at som en dødsyg dreng skal der ikke være for meget liv i ham, men det grænser til at stemmelæggeren lyder som om hun kedede sig. Resten af holdet er udmærket, og den danske tale gør at alle kan være med, selv mindre børn som vil elske de små mennesker.

For filmen er til hele familien, fra de mindste børn man kan forsvare at have med i biografen til gamle bedstefar. De voksne får godt nok ikke megen action og spidsfindigheder som kun de forstår som i de nyere amerikanske film som  Shrek, men til gengæld er detaljer nok til at holde dem fanget, og historien er uden virkelig ondskab eller skræmmende scener så de helt små trygt kan se med. Det skal ikke tages som om der ingen problemer og modstand er i filmen, der er skam scener med spænding og hosholdersken er ret led, men det bliver aldrig virkelig skræmmende og man sidder virkelig med en feel-good følelse hele vejen igennem.
Man kan dog godt mærke, at det ikke er Miyazaki idet hans kendetegn mangler, herunder de shinto inspirerede scener og den miljømæssige pegefinger er ikke så stor som i hans film – omend der er en scene med en monolog om truede arter der nærmest virker påklistret. Den ny instruktør Hirosama Yonebayashi har dog en glimrende følelse for tempo og har formået at lave nogle virkelig flotte scener der fremviser personernes forskellige størrelser. Historien er dog langt fra det episke niveau som mange af Miyazakis film har, Prinsesse Mononoke, Det Levende Slot og Nausicäa for blot at nævne dem, der er udkommet i Danmark, og mere i dur med Min Nabo Totoro og Ponyo, men det er der intet skidt i, det er ikke alle historier der behøves handle om ting der kan ændre verden og livet for mange, nogen gange er nogle få væsners oplevelser nok. Og oplevelser er der nok af i filmen, men i det små og i en størrelse så alle kan være med.

Absolut top familie-film som alle vil elske fra de mindste til de største. Det er ikke Miyazaki på godt og ondt, men filmen skal ikke regnes for mindre af den grund, den er blandt de bedste familie-film lavet i dette årtusinde.