Man skal have været meget uopmærksom inden for anime / manga miljøet, hvis man ikke har hørt om Yu-Gi-Oh! og det tilhørende kortspil. I det hele taget er det svært at undgå Yu-Gi, idet den er et kæmpe hit blandt alle børn og unge i USA, og noget af den er da også blevet vist på dansk tv, og mangaen er ret populær herhjemme.
Den her anmeldelse handler dog ikke om serien men kortspillet, der nærmest er centrum for det hele, idet både mangaen om animeen senere handler om folk der spiller det.
Hver spiller har et deck på mindst 40 kort. Spillet begynder med at man slår sten-saks-papir om hvem der starter, og begge spillere trækker så 5 kort. Der er tre korttyper: monster, spells og traps.
Man har 8000 livspoint – ikke kun 4000 som i serierne, og man vinder normalt ved at reducere modstanderen til 0 point. Den nemmeste måde at gøre dette på er ved at angribe med sine monstre, der dog skal angribe modstanderens monstre først før de kan skade ham.
Til at hjælpe ens monstre har man trap og spell kort.
Traps er som navnet siger fælder som man spiller og så kan aktivere i de efterfølgende ture. De gør alt fra at smadre modstandernes monstre over at dele skade til ham til at give dine egne monstre bonusser. Spells har en effekt så snart de spilles, og det er også typisk noget der gavner en med det samme, såsom at fjerne et af modstanderens monstre, traps eller spells. Der er dog både traps og spells hvis effekter fortsætter indtil de bliver fjernet fra spillet, hvilket indbyder til et væld af strategier.
Der er dog en krølle på både monstre og vedvarende spells og traps: man kan kun have fem monstre og fem spells / traps i spil ad gangen. Dette gør at man skal administrere hvilke kort man spiller grundigt, især da visse kort er afhængige af hinanden.
Som måske antydet ovenfor er spillet både forholdsvis simpelt, men der er samtidig mulighed for at gå i dybden og udtænke mere komplekse strategier. Så på trods af at målgruppen nok primært er 10-14 år kan ældre sagtens få noget ud af spillet.
Grafisk set er spillet en blandet fornøjelse. Mens selve kortene er pænt trykt og de forskellige korttyper tydeligt forskellige kniber det ofte noget med illustrationerne på de enkelte kort. Der er store, brutalt udseende drager, ægyptiske sfinkser og veltegnede figurer i manga-stil i den positive ende, men spillet skæmmes af dårlige 3d-billeder og abstrakte tegninger, der ingen synlig sammenhæng har med kortenes navn eller funktioner.
Et andet kritikpunkt er kortenes pris, der er en smule højere end mange andre samlekort-spil.
Man er nærmest nødt til at købe et færdig-lavet deck for at begynde at spille, og da disse er ret billige (100-120kr for 40-50 kort) og indeholder mange af de mest almindelige og anvendelige kort er de et godt køb. Samtidig er de bygget op så man får en solid spiloplevelse ud af dem, og de burde være gode nok til at klare sig rimeligt med i turneringer endda.
At mange af dem så samtidig er bygget op over de decks, personer fra serien bruger, gør dem kun sjovere for fans; nu kan man endelig efterligne Yugi eller spille sin egen Blue-Eyes White Dragon.
Men snart vil man til at lave sit eget deck og finde sin egen spillestil, og det er her det begynder at blive dyrt. Man får en booster med 9 kort for 35-40kr, og den består af 8 common (normale) kort og et rare (sjældent). Det er som sådan fint nok , men når der er 5 grader af rare (rare, super, ultra, ultimate og secret) begynder det at blive svært at få bestemte kort, og det lugter langt væk af at være en pengemaskine for udgiveren.
Dette er det ultimative problem for Yu-Gi-Oh! kortspillet: det er lavet for at tjene penge på en populær titel, noget mange ser ned på. Det er dog en central del i universet omkring denne titel, og mange, især yngre, vil få et kick ud af at spille nøjagtigt som deres helte på tv/i mangaen. Og da det samtidig er et ganske godt spil kan man tillade sig at overse kommercialismen i det en stund og more sig med kortene. Lad duellen begynde.
Udgivere: Konami, Upper Deck Entertainment
