Forfatter: Erik Weber-Lauridsen

Én film startede hele kæmpe monster der ødelægger Tokyo ideen (omend King Kong kom før, men det var jo New York så den tæller ikke), én film gjorde det tydeligt at japanere i gummidragter er noget der fungerer, én film skabte en franchise der holder og er elsket 50 år senere: vi taler selvfølgelig om den originale Godzilla film fra 1954.

Filmen er selvfølgelig i sort/hvid og effekterne dårlige efter dagens standard – omend effekterne ikke er så ringe alligevel hvis jeg skal være ærlig. Godzilla fremstilles tydeligt som et monster, et vi selv har skabt som er ligeglad med vores samfund. Filmen viser at verden er ubarmhjertig og alle dyr (og mennesker) er underlagt stærkere væsener, og at vi skal passe på vi ikke leger med kræfter vi ikke kan styre og skaber sådanne.

Filmen har en meget tydeligt moralsk pegefinger om at atombomber er noget skidt, og det er tydeligt at se at filmen er fra efterkrigsårene. Dette gør den dog også utroligt ærlig i som omgang med emnet, der er ingen tvivl om at den har et budskab om smerten i atomstråling og er på den måde ikke kun en gyser/drama film (for især med datidens øjne var der noget drabeligt over et monster der ødelægger byer) men også en form for anti-krigsfilm i en tid hvor atomkapløbet var ved at gå i gang for alvor.

Det er absolut værd at se filmen selv den er rigtig gammel (kan man godt kalde en snart 60 årig film vil jeg sige i forhold til mediet), især hvis man har set de nyere (og ofte blidere) Godzilla film, for den oprindelige var rå og barsk som naturens vrede mod et ødelæggende menneske.