Forfatter: Erik Weber-Lauridsen

Bottle Fairies
Fire små alfer drager til menneskenes verden for at forstå den, så de kan blive til rigtige piger. De ankommer i deres små farvede flasker og flytter ind hos deres Sensei (lærer), hvor de igennem ham og den lille pige inde ved siden af, prøver at forstå alle de ting som de støder på.
Men det er ikke helt ligetil at få verden til at give mening, især ikke når alle ens informationer kommer fra en børnehavepige, samt diverse blade og bøger. Så næsten alting som de små alfer støder på bliver behandlet med en blanding af total uvidenhed og general misinformation. Hvilket fører til en del forviklinger og underlige situation, før de endelig får tingene til at falde på plads.
Bottle Fairies er nok noget af det mest nuttede der er udkommet i længe. De fire små piger har hver deres mere eller mindre nuttede personlighed, om de så er energiske, alvorlige eller bare totalt fraværende. Men samlet takler de alle hverdages problemer fra ret alternative vinkler og med evigt godt humør. Serien indeholder en del japansk kultur og nogle af de ting der sker i den kan være lidt svære at følge med i, men har man ikke noget imod den slags eller er inde i det, så er det bare ekstra morskab.
Men seriens store styrke er rendyrket nuttedhed, med humor som opbakning. Der er ikke den store handling, så godt som intet action, og slet ingen fanservice. Men serien er derimod nærmest tegneserieverdenens svar på sollys, for selv om der intet sker, så kan man næsten ikke undgå at blive i godt humør når man ser den.
Kunne man lide serier som Sugar, A Tiny Snow Fairy eller Azumanga, så kan Bottle Fairies ramme plet, for den sød på et niveau hvor det næsten kan give hjerneskader og perfekt som en serie at se når man har haft en lang, hård dag og trænger til noget opkvikkende.
Genre: Komedie, slice of life
Alder: Alle
Studie: Xebec
Amerikansk licens: Geneon
3. maj 2007
Vampire Game bind 1
Vampykongen Duzell blev slået ihjel af kong Phelios for 100 år siden, men er nu blevet genfødt og vil have hævn. Problemet er dog, at han nu er en kat og ikke ved hvem der er Phelios efterkommer.
Prinsesse Ishtar hører om en vampyrkat, der overfalder en landsby, og vovemodigt drager hun ud på trods af at hun hverken kan bruge et sværd eller magi.
Hendes livvagt, Darres, redder hende i sidste øjeblik, men katten når at føde en unge, som hun tager med tilbage på slottet.
Duzell lever videre i kattekillingen, men et liv som kæledyr og ven til den trodsige og egenvillige prinsesse er ikke let.
Vampire Game er ikke som man kunne tro ud fra titlen en bloddryppende gyser, men en fantasy-komedie. Som en sådan er den glimrende, med scener der får en til at smile, om end ikke skraldgrine, men den mister alligevel ikke fokus fra at fortælle en historie.
Tegningerne er udmærkede, men lidt svingende. Specielt personernes udseende skifter mellem rigtig godt til at være ”off” på forskellige måder.
Personerne har dog karakter: Duzell er en ufattelig sød kat og Ishtar har en tydelig stemning af arrogance og selvsikkerhed over sig.
Historien er fyld af små drejninger og overraskelser, men når man har gennemskuet den lidt utraditionelle, ekstremt hovne prinsesse er det ikke så spændende mere. Man kan dog ikke lade være med at læse videre om end prinsessens egensind og trods hurtigt begynder at blive lidt irriterende.
Vamprie Game er en udmærket manga, men på trods af dens lettere utraditionelle hovedpersoner når den aldrig at blive en top titel, men stadig absolut læsværdig.
Genre: komedie, fantasy, romance
Alder: 13+
Målgruppe: Teenagere
Lavet af: Judal
Udgiver i Japan: Wing Comics
Udgiver i USA: TokyoPop
Udgiver i Danmark: Mangismo
2. maj 2007
Ah! My Goddess TV
Keiichi er en motorsports fikseret studerende, der aldrig rigtigt har haft det store held med piger. En aften hvor han sidder i sit kollegium værelse kommer der en underlig klædt, men ganske attraktiv, pige ud af spejlet. Hun introducerer sig som gudinden Belldandy og fortæller Keiichi at hun vil give ham et ønske. Siden han er lettere overrasket over hendes opdukken, og regner med at det er en spøg, så ønsker han at Belldandy skal blive hos ham altid. Og med et sus af guddommelig energi bliver hans ønske opfyldt og skæbnes store tandhjul begynder rette sig ind efter det.
Således ender vores unge hovedperson med en smuk gudinde ved sin side, men allerede med det samme opstår der problemer. Så som at man ikke må have piger på besøg i kollegiet. Men ønskets kraft lader dem ikke blive separeret så let og få minutter senere er Keeichi smidt ud af derfra.
Det lykkedes dog ham og Belldandy at søge husly i et tempel og ender med at få det helt for dem selv da den lokale munk drager væk. Men der er mange andre problemer forude, blandt andet at introducere Belldandy til universitetet og selv om de starter med at være alene i templet, så bliver der hurtigt lavet om på det da først Urd, Belldandy ene søster flytter ind og senere følges af Skuld, Belldandy anden søster. Så i løber af kort tid er Keiichi gået fra en næsten eneboer tilværelse, til at være del af en lille, men meget magisk familie, noget der langt fra forløber uden gnidninger.
Ah! My goddess handler om forholdet mellem Keiichi og Belldandy, noget der mest af alt ligner et ægteskab. Men det er også en historie om tre gudinder og den måde hverdagen på jorden blander normal drama med magiske evner. Om det så er Belldandy der i mini-form sidder på Keiichi skulder, Urd der med hendes trylledrikke forvandler folks personligheder eller Skulds nyeste opfindelse, så ender det hovedsageligt med at selv guddommelige evner ikke kan løse alle problemer. Selv om det til tider kan være praktisk, og ganske godt mod dæmoner.
Noget der altid har gjort AMG interessant er brugen af nordisk mytologi, blandet med lidt kristendom. Gudinderne navne kommer fra nordiske skæbnegudinder (med Belldandys en smule… tilpasset), men det er Gud som de snakker med over telefonen når alting brænder på. Det hele er blandet med en hightech stil, der får universets til at virke som om det er styret af en kæmpe computer. Det kan især ses når Skuld hiver hendes hammer frem og begynder at jage ”bugs” ud af systemet på en yderst fysisk måde.
Ah! My Goddess blev første gang animeret i 1993, med en 5 episoders OVAog i Japan er mangaen udkommet i 29 bind og kører stadig. En TV serie har derfor været på vej længe og der er mange AMG fans der ventet på at den blev lavet. Serien baserer på mangaen frem for at fortsætte OVAen. Men selv om karaktererne er helt de samme, så har TV serien fået lov til at ændre sig lidt fra den originale historie. Nogle ting er en forbedring, så som at Keiichis og Belldandys forhold skrider hurtigere frem, mens andre ting virker mindre vellykkede, så som Marllers meget drengede udseende.
Men har serien den samme styrke som den have for 13 år siden ?
Ikke helt, må man desværre sige. For fans er den fyldt med nostalgi og vækker minder, men selv om man ikke lige kan pege på noget bestemt i serien og sige at det er mindre godt, så er den som helhed middelmådig. Der er noget godt musik, og at personerne der lægger stemmer til pigerne er blevet ældre og mere erfarende giver både Belldandy og Urd en mere moden natur. Men har man ingen erfaring med AMG universet, så mangler TV serien meget af den kraft som der er i mangaen og OVAen.
Er man ude efter en god blanding af drama, humor og magi, så er Ah! My Goddess TV nok værd lige at kigge på, men den er langt fra den bedste serie af slagsen, nu hvor den har konkurrence af mange lignende titler.
Genre: Komedie, drama, romance
Alder: 7+
Studie: AIC
Amerikansk licens: Media Blasters, ADV Films
5. april 2007
Final Fantasy VII – Advent Children
Filmen foregår efter slutningen på Final Fantasy VII spillet og det kan være en stor fordel at have spillet det spil for at forstå handlingen, selv om det ikke nødvendigvis gør Advent Children til en dårligere oplevelse.
Der er gået to år og selv om verden er ved at blive genopbygget, så er der nye problemer i form af en sygdom der hærger befolkningen. Cloud og hans venner slipper heller ikke helt for at blive mindet om fortiden, da tre mænd dukker op, søgende efter Jenova.
Advent Children er lavet af Square Enix efterhånden ret berømte 3D system og sidst vi så den blive brugt udenfor et spil var i filmen Spirits Within. I mellemtiden er der sket ting og sager med systemet og det gør FFAD til en af de mest imponerende film der er lavet med ren computer animation. Man kan se en klar forbedring af person animationerne og især Tifa kan i visse klip være svær at adskille fra et rigtigt menneske. Men også baggrunde er blevet meget forbedret, om det så er bygninger, et mylder af personer eller de mange vinkler bruget under kampscenerne.
Og nok lige netop kampene er det der gør filmen værd at se, om man har spillet FFVII eller ej. Hæsblæsende action, med hurtige klip, flot animation og i det hele taget sker der så meget at man næsten glemmer at trække vejret.
Men udover at personerne nu er bedre designet, de er også bedre langt bedre animeret med henblik på skuespil. Ansigtstræk og bevægelser er for alvor bliver introduceret og der er også blevet plads til humor midt i mellem alt den action. Dog støder Square Enix stadig på problemer når det drejer sig om hår, noget der er med til at huske en på at det er computer grafik hele vejen igennem.
Er man en FFVII fan, så er Advent Children ikke noget man må gå glip af. Bare det at gense ens favorit karakterer er et nostalgi trip værd, men at se dem nedkæmpe et kæmpe monster i bedste tag-team stil, med rigt brug af deres forskellige evner, er guld værd.
Advent Children store problem er dog i handlingen, som virker meget klasket sammen og efterlader mange ting som man nok gerne så mere til, især i forholdet mellem cloud og Tifa, eller lidt mere om hvordan det var gået de andre karakterer i den mellemliggende år. Men skubber man lige det til side, så sidder man tilbage med et brag af en film, der får en til at ønske af der i fremtiden vil blive lavet meget mere af den slags.
Genrer: Sci-fi, fantasy
Alder: 7+
Studie: Square Enix
Instruktør: Tetsuya Nomura
Udgivet i Danmark af: Sony Pictures
3. marts 2007
WarCraft: Solbrøndstrilogien 1: Dragejagt
Genre: Fantasy
Tegnet af: Jae-Hawn Kim
Skrevet af: Richard A. Knaak
Udgives i Danmark af: Egmont
Høj-elverne i Quel’Thalas byggede Solbrønden for at have en kilde til den magiske kraft, som de er afhængige af. Omkring deres rige var der beskyttende sten, der skjulte dem fra Dæmonerne og de udødes Svøbe. Men de blev overrumplet af forræderi og Solbrøndens kraft tabt for evigt, troede man da…
En blå drage bliver forfulgt af nogle jægere, og de fanger den i et net. Men da de kommer til der hvor den styrtede ned er den væk…
WarCraft: Solbrøndstrilogien 1: Dragejagt er et forsøg på at fange stemningen fra Warcraft verdenen i tegneserieform, og den er et samarbejde mellem en amerikansk forfatter og en koreansk tegner. Som sådan er det altså svært at kategoriserer udgivelsen, den er i hvert fald ikke manga da den ikke er fra Japan, men er det en manwha (koreansk) eller en US comic? Uanset hvad er resultatet en udmærket kombination af grafisk overflade og historie.
Tegningerne er som sagt udmærkede, med en høj detalje grad og kraftig brug af gråtoner. Samlet har udgivelsen en meget poleret grafisk overflade, men måske næsten for poleret idet den næsten kan virke kold og steril uden virkelig personlige træk.
Historien er en udmærket fantasy-sag, men den ender med at sætte sig mellem to stole. Der er småting der ikke passer helt hvis man er World of WarCraft veteran, men samtidig er der en masse stednavne der måske nok skaber fantasy-stemning men som alligevel ikke rigtig giver en ide om universet hvis man ikke er fan i forvejen.
Det hele forværres dog af at de har oversat en masse engelske egennavne til dansk, ”Aerie Peak” er ”Aerie Bjerg”, ”the Scourge” ”Svøben” etc. Det fjerner en del af det familiære for fans af universet og får tværtimod udgivelsen til at virke en smule latterlig.
Trykkvaliteten er god, billederne skarpe og overgangene i det grå er tæt på perfekte. Det store problem med udgivelsen er dog den kiksede oversættelse. Som sådan er den ganske fin og den flyder udmærket, om end lidt hakkende og kliche-fyldt indimellem, men det er jo en del af den type fantasy-genre. Det største problem er det med navnene, og spørgsmålet er om det reelt kunne gøres meget bedre.
Alt i alt en udmærket udgivelse, der dog skæmmes af en lettere kikset oversættelse og som indholdsmæssigt ikke kan bestemme sig for hvilken lejr den vil tiltrække, en ting som i sidste ende kan risikere at tabe begge sider.

19. juli 2006
10 gode science fiction animeer
Når man siger anime og science fiction i samme sætning tænker de fleste nok straks på mecha, men der er også gode serier, der ikke involverer meterhøje robotter.
Bubblegum Crisis
Engang i den nærmeste fremtid har vi udviklet robotter der ligner mennesker, såkaldte Boomers.
Disse robotter går indimellem amok og forårsager store skader, og politiet magter ikke at stoppe dem. På grund af dette er der en lille gruppe kvinder, der tager sagen i egne hænder og danner gruppen Knight Sabers. De har nogle meget stærke og avancerede mekaniske dragter så de kan bekæmpe boomerne på lige fod.
BGC er fra sidst i 80’erne, og mens det både kan ses og høres, er det ikke i en sådan grad at man krummer tæer, den er nærmere et blik tilbage til en anden tid. Det er en OVA der nød stor popularitet i 90’erne, og den nyere tv-serie er ret populær den dag i dag. Det er da også en af de mest betydningsfulde cyberpunk animeer i tidens løb, og den har inspireret mange senere serier.
Armitage III
Politimanden Ross Sylibus flytter til Mars efter at hans partner på Jorden er blevet dræbt, men allerede i rumhavnen bliver han indblandet i en sag. En populær country-sangerinde findes myrdet,
men det viser sig at hun i virkeligheden var en robot. Hun havde dog havde levet hele sit liv som et menneske, og alle omkring hende troede da også at hun var et sådant. Ross og hans nye partner Naomi Armitage får overdraget sagen, der viser sig at lede til en mystisk gruppe robotter…
Lad mig starte denne anmeldelse med at afklare en ting: dette er ikke den tredje serie i en række, titlen giver mere mening når man har set serien. Armitage var en af de titler, der blev udgivet inden årtusindskiftet som fik kultstatus, og det på trods af at den de første mange år kun kunne købes i Vesten i en sammenklippet filmudgave, der kun havde engelsk tale.
Uanset hvilken udgave er det dog en glimrende historie om forskellene mellem mennesker og robotter.

Kiddy Grade
GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.
To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opfører sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent.
På trods af den kiksede titel er KG en serie til teenage-drenge, og med en del fan-service og ikke noget tydeligt gennemgående plot i starten kan den virke lidt tyndbenet. Undervejs tager serien dog revanche, og visse dele af den er rigtig gode og gør at den er værd at se mange gange.
Ghost in the Shell: Stand Alone Complex
I den nære fremtid har man opfundet cyborgs og kunstig intelligens. For at kontrollere dem har man oprettet Sektion 9, der er en semi-hemmelig statsorganisation der tager sig af cyber relateret kriminalitet. Deres opgaver strækker sig fra at stoppe en militær mecha, der er gået amok, til at bekæmpe computervira. Sektion 9s mest dominerende agent er Motoko Kusanagi, som er næsten fuldstændig mekanisk, selv om det næsten ikke kan ses på hendes krop. Hun er hurtigere, stærkere og mere robust end noget menneske, samt i stand til at koble sig direkte til maskiner og Internettet.
GitS:SAC er ligesom filmene af samme navn bygger over Masamune Shirows manga, der også hedder det samme. Der er uanset udgave af historien tale om en cyber-punk historie blandt de bedste, hvor man væves ind i et spind af politiske intriger i en fremtid der næsten er lige rundt om hjørnet.
Crest of the Stars
Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han i rumhavnen venter på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.
CotS er space opera af højeste karat med rumkampe, energivåben og alt hvad der hører til af den slags. Dens særpræg kommer dog ikke primært derigennem men er derimod nogle afrundede personer, der driver en fængende historie fremad.
Serial Experiments Lain
Pigen Lain lever et normalt liv, indtil en af hendes klassekammerater begår selvmord. På mystisk vis modtager Lain en email fra hende, sendt efter hun er død. Det starter en historie der bevæger sig mellem den virkelige verden og den realitet, der lurer udenfor hvad vi kan opfatte.
Lain bliver af mange regnet som en af de serier, der kræver mest tankegang, og det er nok ikke helt forkert. Den rummer et væld af temaer om forskellene mellem virkelighed og cyber-realitet og hvad deraf opstår, og er blandt de bedste bud hvis man kan lide anime til de små grå.
Cowboy Bebop
I en fjern fremtid flyver dusørjægerne Spike og Jet fra system til system for at fange diverse forbrydere. På disse ture begynder den lille gruppe langsomt at vokse, først med den sexede Faye og senere med barnegeniet Ed. Sammen går de op mod alt hvad der kan smides imod dem, fra biljagter på ørkenplaneter over dueller i rummet til infiltrering af syndikater.
Vil man have sci-fi action og spænding, så er Cowboy Bebop et godt bud på det. Den er også visuelt en god serie, med alternative varianter af mange kulturer fra jorden, der er tilpasset en eksistens ude blandt stjernerne.
Stellvia
Pigen Shima Katase rejser til rumstationen Stellvia for at begynde hendes uddannelse som pilot og deltage i et enormt projekt, ledet af organisationen Foundation. Dets formål er at bygge en serie af rumstationer, som kan generere et energi skjold stort nok til at beskytte Jorden mod en trykbølge fra en døende stjerne.
Stellvia kan beskrives kort som en skoleserie i rummet, og med dens vægt på personerne frem for de mere mekaniske aspekter af science fiction miljøet lægger den op til at kunne tiltale andre end kun fans af ting der foregår i rummet.
Starship Operators
En klasse fra kadet-skolen er på vej tilbage fra den sidste tur inden afslutningen af deres uddannelse, da der bliver erklæret krig på deres planet. Regeringen overgiver sig hurtigt, men kadetterne beslutter sig for at gøre modstand, men for at kunne holde krigsskibet i gang skal de have penge. Derfor laver de en aftale med et tv-selvskab om at deres kamp bliver filmet som et reality show.
En rumserie hvor fokus ikke er på action men mere på det strategiske i kampene, hvilket nok vil være negativt for nogen, men det er et af de små twists, der giver et show der ellers følger alle ”traditioner” et individuelt præg.
Outlaw Star
Gene Starwind og hans partner Jim driver en lille virksomhed på en afsides planet, men en dag får de et job som bodyguards. Desuden kommer de i besiddelse af Outlaw Star, det hurtigste og mest avancerede rumskib i galaksen. Desværre er det stjålet, og ejerne vil have det tilbage.
En sci-fi serie med fantasy elementer som magi, der blander action med humor i ny og næ, uden at det dog ender i ren komedie.
25. juni 2006
Battle Athletes OVA
I fremtiden betyder det meget at være I form, og topmålet af dette er at komme på University Satelite.
Akari Kanzaki er netop blevet optaget der, men på trods af at hun klarede sig bedst ved optagelsen er hun stadig nervøs. Hun mister dog ikke modet selvom hun indser at skolen er på et meget højere niveau end hidtil.
Hun farer vild vej til sit værelse og møder Anna Rispighi, der bliver mobbet af en ældre elev. Den ældre elev går til angreb på dem begge, men en tredje begynder, Kris Kristopher, kommer til og hjælper Akari og Anna. Det vuser sug at de tre deler værelse sammen, og at de skal danne hold fremover.
Battle Athletes er på mange måder en typisk sports-serie, og det at den finder sted i et sci-fi miljø betyder ikke ret meget. Personerne er dog noget stereotype, og man er på intet tidspunkt i tvivl om hvordan de vil handle.
Alle personerne har ligeledes meget markante udseender, der vanen tro understreger deres personligheder. Nogle af dem er ret unikke, og har man først set Akari glemmer man hende nok ikke.
Det er tydeligt, ud fra stilet personerne er tegnede i, at serien er fra sidste del af 90erne, og der er store paralleller til Tenchi, som AIC lavede i samme periode.
Resten af det grafiske udtryk er ligeledes udmærket, men det man lægger mærke til er primært personerne trods alt. Baggrundene har en god detaljegrad og animationen er flydende, det er tydeligt at det er en OVA med et rimeligt budget.
Lydmæssigt er der ikke noget at bemærke, musikken og stemmerne er der bare og forsvinder ud af ens bevidsthed, når man slukker. På trods af at det er en ældre udgivelse er den engelske dub ganske udmærket, men givet succesen af dens forløber, Tenchi, har Pioneer (nu Geneon) samlet et godt hold voice actors.
Historien er det svage punkt, idet den følger stort set alle genrens klicheer. Man kastes ind i serien med en kort gennemgang af flere tusinde års historie, men denne virker ret unødvendig. Den begynder med menneskehedens forestående undergang og så skifter den brat til serien om en klodset pige, der vil være superatlet. Dermed kunne hele de stort opsatte første minutter reelt være undværet, idet deres betydning er ret overfladisk.
Et vigtigt element i serien er humoren, Battle Athletes er en sci-fi sports-komedie, og på trods af at vægten er på sporten mangler der ikke sjove scener. Disse er måske ikke sådan at man skraldgriner, men man sidder alligevel med et smil på læben mens man i sit stille sind hepper på Akari.
Battle Athletes er ikke noget mesterværk og den har klart sine mangler. Disse er dog til at leve med, og den har på trods af sin typiske opbygning nok plot-twists, overraskelser og charme til at man ikke kan undgå at holde bare en smule af den. Det er klart at se hvorfor den blev et ”kult-hit” blandt anime-fans i sen 90erne, og heldigvis holder den også i dag.
Original titel: Battle Athletes Daiundoukai
Genrer: Sport, komedie, sci-fi
Alder: 11+
Studie: AIC
Instruktør: Shinji Ochi
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
15. april 2006
Stereotyper i anime: Maids
Dette er første del af en serie af artikler, der var planlagt til at fortsætte i løbet af de næste numre af AnimeGuiden, da bladet er stoppet er der ikke kommet flere (indtil videre). Her kommer en gennemgang af nogle af de mest udbredte og let genkendelige karakterskabeloner. Pigerne først, man er vel høflig.
Man lægger hurtigt mærke til at der er mange karakter-typer, der går igen i mange animeer. Dette er i allerhøjeste grad tilfældet, kunsten at opbygge personer over en skabelon er blevet perfektioneret inden for anime og manga. Man let kan lave en ret kort liste over persontyper som vil dække stort set alt materiale ret godt.
Det er ikke altid at en person falder fuldstændigt rent ind under en kategori men har elementer af flere forskellige typer i sin personlighed, men oftest falder de alligevel i en typisk hovedgruppe.
Der findes selvfølgelig også helt originale personer, men markedet er så specialiseret, at de nemt genkendelige persontyper er dominerende. De mest udbredte stereotyper har nemlig kvaliteter der lige netop er det der sælger i forskellige målgrupper.
Vi begynder med en let genkendelig karaktertype, nemlig maids (tjenestepiger).
Maids – eller stuepige/tjenestepige som de danske ord for dem er.
Hovedkendetegnet for en maid er at hun er der for sin herre, igennem tykt og tyndt, i krig og (mangel på) fred. Hun lever for at hjælpe og behage sin herre omend hendes tilstedeværelse ofte kan skabe lige så meget kaos som hun selv gør orden.
Flæseuniformen er i hvert fald noget, der får mange mænds hjerter til at slå højere. Dette gælder også for personer i anime, så alene dette stykke tøj
er nærmest garant for erotik og kærlige følelser – efter skolepige er maid nok den mest udbredte fetich i Japan.
Ét er i hvert fald garanteret: der er masser af fanservice i maid-serier – ofte er stuepigens rolle så prominent at man kan tale om nærmest en hel undergenre.
Af kendte stuepiger kan nævnes en del, omend mange af dem også har andre karaktertræk udover de rent underdanige. Og der er da også piger med de underdanige træk, der er typiske for maids uden at være udstyret med forklæde og skørter, men da dem i fuld mundering er nemmest at genkende vil de følgende eksempler begrænse sig til dem.

Kurumi (Steel Angel Kurumi) og Mahoro Ando (Mahoromatic) er begge maids, idet de lever for deres herre og vil gøre alt for at han har det godt. Begge ender med at have et nært følelsesmæssigt forhold til deres herre, men spørgsmålet er om disse vil holde… Desuden er begge androider og besidder store kampevner der viser sig at være praktiske.
Se anmeldelse af Steel Angel Kurumi i blad 6 og Mahoromatic i blad 5 eller her på siden.

Nanako (Amazing Nurse Nanako) er trods seriens titel en rendyrket maid. Hun er dog en meget klodset en af slagsen, noget der dog også har en del fans, idet klodsede piger ofte anses som søde.
Se anmeldelse af “Amazing Nurse Nanako” i blad 6 og her på siden.
Begge “Hanaukyo Maid Team” animeer og den manga de er lavet over, vrimler med maids. Over 95% af de medvirkende i serierne er tjenestepiger, hvilket gør dem til de mest rendyrkede serier om temaet. Der er et hav af forskellige personligheder repræsenteret, men fælles for dem alle er ønsket om at tjene deres herre bedst muligt.
Se anmeldelse af “Hanaukyo Maid Team: La Verite” i blad 8 og her på siden.
Pigerne fra “He is My Master”, en anime fra april 2005 om en ung mand der bor alene i et hus med nogle unge tjenestepiger, der samtidig er hans klassekammerater. Maid-genren lever i bedste velgående i dag.
5. april 2006
Baby Birth
Hizuru er en skolepige, der går til kunstskøjteløb og har potentiale, men hun gider ikke gøre noget særligt ved det. Den attitude præger hendes liv, hun gør ikke noget ud af noget, hvorfor skulle hun?
Hendes bedste veninde, Ichigo, kommunikerer udelukkende ved at skrive på sin mobiltelefon og taler aldrig. Hun tjener som det komiske islæt i serien.
En dag møder Hizuru den unge stjerne-komponist Takuya, der fra starten ikke bryder sig om hendes væremåde. Hun har det dog på samme måde, idet hun synes at han er arrogant. De skal dog arbejde sammen om et skøjteprogram, men der er mere end man umiddelbart ser bag deres møde. Dunkle kræfter er på spil, og det er nødvendigt at genoprette balancen mellem lys og mørke. Dette kan kun gøres af Hizuru, men hendes kraft virker først når den er blevet vækket af Takuya musik…
Som det måske fremgår af beskrivelsen er Baby Birth en lidt usammenhængende manga. De enkelte delelementer er udmærkede, men der mangler et eller andet for at det fungerer godt sammen.
Tegnemæssigt er Baby Birth mangaen absolut ikke dårlig. Stregen er forholdsvis fin, og der er en god detaljegrad i billederne. Der er også brugt mange gråtoner, men der er brugt med omtanke og giver billederne en grad af realisme. Selve tegnestilen er lidt en blanding af hvad man forbinder med shoujo- og shounen-stil. Øjnene er forholdsvis store og meget detaljerede, noget der er fremtrædende i shoujo, men samtidig har billederne noget af den dynamik, som man oftest ser i shounen. Samlet er det en tiltrækkende grafisk side, og tegningerne er en af de vigtigste kvaliteter ved mangaen, da historien er lidt tynd, så den har også noget at råde bod for.
Dette klarer den dog udmærket, så samlet er Baby Birth en middelmådig manga, der dog har en pæn overflade som plaster på såret.

Genre: Magical girl
Alder: 7+
Målgruppe: Teenagere
Forfatter: Sukihito Tomita
Tegnet af: Haruhiko Mikimoto
Udgiver i Japan: Kodansha
Udgiver i USA: TokyoPop
Udgiver i Tyskland: Planet Manga
3. april 2006
Samurai Champloo
i befinder os i begyndelsen af Edo perioden. Det er en tid hvor vestlige påvirkninger begynder at blande sig med det traditionelle Japan, og den gamle kultur med samuraier og kriger-hære er ved at uddø.
Pigen Fuu arbejder i en lille beværtning, men et slagsmål mellem to herreløse samuraier efterlader den i ruiner. Hun beslutter sig derfor for at drage ud på en vandring, og efter at have hjulpet de to vandaler fra beværtningen til at flygte, så når hun frem til at det er mest passende at de drager med hende.
De to samuraier er den stilige Jin, med hans kølige væremåde, beherskede kampstil og stilfærdige personlighed, som er i stærk kontrast til Mugen.
Han er direkte modsat, nemlig uopdragen, grov, og kæmper med en blanding af akrobatik og rå kraft.
Det eneste der konstant forhindre dem i at nedslagte hinanden er Fuu og hendes mission med at finde en samurai der lugter af solsikker.
Sammen begiver de sig på en vandring igennem et Japan der vrimler med korrupte magthavere, stridslystne sværdkæmpere, gale profeter og utallige andre farer, som den lille gruppe må overvinde.
Samurai Champloo har et tvist der adskiller den fra alle andre samurai film og serier. For midt i hele det her historiske Japan her forfatterne valgt at tilføje en dosis hip-hop til mange episoder, med personer og handlinger der kunne komme fra 70ernes eller 80ernes mørke Harlem.
Men underligt nok, så virker det her i serien. Om det så er popstjerner, graffiti gangs eller baseball kampe, så er det blended ind i serien med så stor perfektion at man til tider kan blive helt i tvivl om den slags muligvis ikke stammede fra det gamle Japan.
Teamet der har lavet Samurai Champloo har før gjort sig bemærket med serien Cowboy Bebop, og ligesom den, så indeholder SC en solid blanding af spænende personer, et godt mix af kamp og handling, der udfolder sig i en meget kulturelt rig verden.
Især samspillet mellem den mørke Jin og den kaotiske Mugen, med solstrålen Fuu i midten til at holde dem afbalanceret, virker fantastisk godt. Man støder også på mange andre interessante personer og karakterer, som man ofte føler at man gerne ville have set lidt mere af end man får lov til.
Serien er forholdsvis episodisk, næsten helt frem til slutningen, men det gør ikke det store. For med sin blanding af pudsige bipersoner, intense kampe og de episoder hvor skaberne går helt amok med et moderne tema, så har man egentlig ikke tid til at kede sig.
Det er også netop de underlige indfald der præger afsnittene, der er med til at man ikke bliver trætte af deres rejse igennem Japan.
Man kan nok heller ikke lade være tænke over de mere bizarre ting der sker hist og her, som om Van Gogh var inspireret af japansk tegnestil, eller om USA virkelig spillede Baseball om rettighederne til handel i Japan.
Men til trods for de humoristiske indslag, så er SC også en mørk serie. Hverken Jin eller Mugen er ”gode”, og især Mugen har meget lidt respekt for andre end sig selv. Men sammen med Fuu lærer de dog begge at kontrollere deres dræbermani, og det er ofte også Fuu der må lære at man ikke altid kan løse problemer med et smil og en hjælpende hånd.
På grafik siden er SC også ret imponerende, om det så er de flotte og action fyldte kampe, ting i bylivet eller de japanske landskaber i baggrunden, så er der kælet for detaljer, ofte med den samme skævhed som kendetegner resten af serien.
Kampsekvenserne er hurtige, med mange virkemidler. Meget ofte er omgivelserne brugt til at lave effekter, som i starten hvor Jin og Mugen kæmper i den brændende beværtning, eller senere hvor man ser klinger trække spor efter sig igennem regndråber.
Hvem kan man egentlig anbefale at se Samurai Champloo? Næsten alle, vil jeg mene. Dens blanding af action, personer og humor sætter den langt udenfor den typiske samurai genre, selv om den har bevaret næsten alt hvad der gør dem gode. Den er ikke nær så seriøs, men netop en af seriens stærke sider er at man sjældent er i tvivl om hvornår den er alvorlig. Det gør den helt klart en oplevelse værd og samtidigt kan man tage et kig på hvordan store dele af Japan var for et par århundrede siden.
Så længe man dog ikke tager det hele for historisk korrekt.
Genrer: Action, historisk
Alder: 15+
Studie: Manglobe Inc.
Instruktør: Shinichiro Watanabe
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
Dansk udgiver: Studio anime
29. marts 2006
Mezzo
I en fremtid lige om hjørnet er teenage pigen Mikura, sammen med den nogenlunde jævnaldrende Harada og den ældre Kurokawa, en del af et team der løser diverse problemer.
Det er for det meste opgaver der er tilpasset gruppens talent for ikke at stille for mange spørgsmål og få tingene gjort, selv om det begynder at brænde på. Især Mikura evner som action-helt er ret praktiske med de opgaver de får, imens de to mandfolk ofte virker mere som hendes support.
Under deres første opgave redder Mikura pigen Asami, som derefter prøver at komme med i gruppen, især fordi hun beundrer Mikuras åbne og frembrusende personlighed, som er helt modsat hendes egen, ret sky, natur.
Teamets opgaver er lige så varierede som de er underlige, og involverer både spøgelser og rumvæsener. Men lige meget hvad, så er deres fremgangs måde ofte den samme. Nemlig at undersøge problemet og når det så går galt, skyde sig frem til en løsning.
Mezzo DSA er action så det brager, med ganske interessante personligheder og en del komiske indslag, der dog ikke går ud over de mere alvorlige sektioner af hver episode.
Dog mangler serien lidt en gennemgående handling og i starten virker det meget som en masse enkelte afsnit der ikke har ret meget med hinanden at gøre, selv om man skulle tro at ting som at rende ind i et rumvæsen og spøgelser, ville sætte sit præg på deres tilværelsen.
Men seriens fokus er også mere action end handling og der lægges ret stærk ud lige fra starten, hvor Mikura skyder, hopper og sparker sig igennem en flok af maskerede badguys, bliver blæst ud af et vindue, falder adskillige etager ned, men klarer at lande uskadt og redder endda en pige på vejen.
Serien er dog ikke væg til væg action hele tiden, der kommer også indblik i p ersonerne og hvem de er, samt den fortløbende historie om den ukendte snigmorder der hver episode prøver at dræbe Mikura, dog med så lidt held at hun knapt nok lægger mærke til det.
Animationen i Mezzo er ret flot, selv om Mikura, der bevæger sig rundt i sin dragt, nok har en tendens til at stjæle en stor del af opmærksomheden.
Kvaliteten falder god lidt efter episode et, selv om store dele af serien er blevet gen-animeret efter at den blev vist på japansk TV. Hvilket nok var et smart træk, da den version led meget af at studiet havde en deadline.
Noget der dog ikke behøvede at blive remastered var lydsiden, som er ret god. Især start sangen og den tilhørende åbningssekvens er absolut værd at se på, da den er ganske underholdende i sig selv.
Ligeledes er stemmer og lydeffekter ret gode, med Kurokawas stemme, der nok er mere interessant end god.
Hvis man mener at navnene og personerne i serien lyder bekendte, så er det ikke så underligt, for Mezzo DSA er baseret på den to episoders OVA der hedder Mezzo Forte og handlingen er taget derfra, dog uden noget af den pornografi som originalen har. Mezzo Forte er en mindre kendt serie af samme skaber som Kite, nemlig Yasuomi Umetsu og selv om han ikke direkte har været involveret i skabelsen af TV serien, så holder den sig til hans karakter designs og det er endda lykkedes at få mange af de detaljer med som præger hans mini-serier. Som at man et sted lige kan få øje på to mænd og en skolepige der går på fortovet, en scene fra Kite, set i et andet perspektiv.
Så action, mere action, fanservice og glimt af humor er nøgleord for serien, og kan man lide dens slags og ikke forventer et stort og omfattende plot, så kan Mezzo DSA anbefales og er værd at se mere end en gang for at få det hele med.
Original titel: Mezzo Danger Service Agency
Genrer: Action, drama, sci-fi
Alder: 15+
Studie: ARMS
Instruktør: Yasuomi Umetsu
Amerikansk licens: ADV Films
24. marts 2006
Hanaukyo Maid Team – La Verite
Taro har arvet fra sin onkels “forretning”, men det er ikke bare en lille sjat penge, lidt gamle møbler eller forfalden butik ligesom normale folk. Næ, han har arvet et helt imperium, med et kæmpe palads, flere penge end han kan nå at bruge og ikke mindst, en hær at tjenestepiger der kun lever for at opfylde hans ønsker.
For de fleste lyder det sikkert som paradis, men for Taro bliver det hurtigt for meget. Med så mange piger der bare vil opvarte ham, så bliver det hurtigt et problem, da han ikke bryder sig om at skuffe dem.
Men heldigvis, i et kaos af piger, så er der Mariel, som er tjenestepigen over alle tjenestepiger og for Taro er den eneste oase i hans travle dag.
Hanaukyo Maids Team – La Verite er en ny version af en serie der blev lavet for år tilbage og er baseret på samme manga som sin forgænger, men hvor den første løb af sporet, så holder den nye version sig langt tættere til originalen.
La Verite er næsten udelukkende fanservice, med fokus på enhver der lider af et tjenestepige fetish. Men den når da at få nogle søde historier om de forskellige piger med ind i handlingen og hvor første omgang af serien egentlig aldrig rigtigt nåede forbi humoren, så har den nye version en langt dybere handling, der dog først går i gang i seriens sidste 3-4 episoder.
Tegnestilen brugt i serien er ikke for detaljeret, men det passer godt til den, hvor der er lagt mere vægt på at der er lys og klare farver. Dog er der episoder hvor der er gjort umage med kvaliteten, især i til sidst, hvor der er leget meget med bevægelser og alternative måder at tegne belysning på.
Serien skal ikke taget ret alvorlig, men skal ses som humor og handlingen er i den lette ende af skalaen, med vægt lagt på små solskins historier og forholdet mellem Taro og de forskellige piger.
Men har man lyst til morskab hvor man ikke skal tænke for meget, så er Hanaukyo Maid Team – La Verite ret vellykket da den tilbyder en del gode grin uden at stille de store krav til hjerneaktivitet. Perfekt til at at slappe af med efter en stressende dag.
Original titel: Hanaukuyo Maid Tai La Verite
Genre: Komedie, fanservice
Alder: 15+
Studie: Doumo
Instruktør: Takuya Nonaka
Amerikansk licens: Geneon Entertainment
20. marts 2006