AnimeGuiden

Forfatter: Erik Weber-Lauridsen

  • Armitage III

    I fremtiden har mennesket koloniseret Mars, men man har brugt en masse menneskelignende robotter for at få det spæde samfund til at fungere. Der er dog en udbredt mishag overfor disse, idet mange mener at de over-tager menneskers jobs og generelt ikke er mere end maskiner.
    Politimanden Ross Sylibus flytter til Mars efter at hans partner på Jorden er blevet dræbt, men allerede i rumhavnen bliver han indblandet i en sag, En enormt populær country-sangerinde, der var med samme skib som han, findes myrdet.
    Det viser sig at sangerinden i virkeligheden var en robot, der dog havde levet hele sit liv som menneske, og alle omkring hende troede da også at hun var et sådant. Ross og hans nye partner Naomi Armitage får overdraget sagen, der viser sig at lede til en mystisk serie af tredjegenerations robotter…

    Lad mig starte denne anmeldelse med at afklare en ting: dette er ikke den tredje serie i en række, titlen giver mere mening når man har set serien.
    Armitage var en af de titler, der blev udgivet inden årtusindskiftet som fik kultstatus, og det på trods af at den de første mange år kun kunne købes i Vesten i en sammenklippet filmudgave, der kun havde engelsk tale.
    Oprindeligt var det en 4-afsnit OVA fra starten af 90erne (1994), der så blev lavet til en 90 minutters film. Der er dog ikke fjernet noget af virkelig
    betydning for historien fra film-udgaven, og den engelske dub er også ret tro mod den oprindelige, så denne anmeldelse gælder begge.

    Grafisk set kan man godt se at titlen er fra midten af 90erne på stregen, men detaljegraden og farverne er gode – det er tydeligt at det er en OVA, og selv i dag holder animationen.
    Lyden er også udmærket, med mekanisk-lydende synthesizer baggrundsmusik der fanger den teknologiske stemning på Mars glimrende.
    Som sagt var filmudgaven med engelske stemmer, og noget så specielt som japanske undertekster – der findes ikke noget japansk spor til den, men der er brugt mere eller mindre kendte rigtige skuespillere til den, og resultatet er faktisk ganske godt, især taget i betragtning at det er en halvgammel dub fra en tid hvor niveauet var noget lavere end i dag.

    Historien er ikke vildt original, man kan trække paralleller til mange tidligere titler og film, bl.a. virker serien på nogle områder inspireret af den amerikanske film Blade Runner. Det overordnede tema er da også de ofte brugte problemer mellem robotter og mennesker, og om hvordan vi skal behandle dem, som jævnbyrdige eller slaver.
    Personbeskrivelserne virker noget stereotype i starten, men bliver langsomt bedre jo mere man hører om personerne. Ross er betjenten der har mistet livsmodet, Armitage den aggressive pige i stramt tøj, men efterhånden som man ser mere til deres bevæggrunde kan man ikke undgå at leve sig ind i historien om det spirende forhold mellem de to hovedpersoner, og hvor umuligt det er i det marsianske samfund.
    En meget usædvanlig detalje er at Ross er sort, hvilket man ikke ser ofte i anime, og endda som andet end komisk islæt. Så det er et utraditionelt forhold på flere punkter, menneske og maskine – hvilket er set ofte i anime, men mellem sort og hvid kan tælles på meget få fingre.

    Teknisk set er det en rimelig velstøbt sci-fi verden, om end der er nogle områder hvor den ikke helt holder vand rent faktuelt. Det samme gælder desværre historien som helhed, indimellem sker der ting der ikke er forklaret ordentligt, såsom at personerne pludselig har adgang til store våben og den slags.

    Alt i alt er det tydeligt hvorfor Armitage III fik kultstatus: den indeholder alt hvad en god science fiction historie skal, krydret med et lidt specielt parforhold og en altid god problemstilling.

    Genre: Sci-fi / cyber-punk
    Alder: 15+
    Studie: AIC
    Instruktør: Hiroyuki Ochi
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Popotan

    I en stor villa, der ligger på toppen af en bakke uden for byen, bor der tre søstre.

    Den ældste, Ai, bruger briller, er storbarmet og bekymrer sig ikke om nøgenhed. Hun er meget rolig og blid og nærmest indbegrebet af kvindelig omsorg.

    Mai er den midterste søster. Hun er temperamentsfuld, sporty og fladbrystet, i hvert fald sammenlignet med hendes storesøster.

    Mii er den yngste søster, men helt klart den mest aktive af dem. Hendes opførsel er hyperaktiv det meste af tiden, hvilket både gør hende kær og irriterende på samme tid. Hun leger ofte at hun har magiske kræfter og kan forvandle sig til en Magical Girl (se artikel i blad 3), hvilket kan skabe problemer. Hun elsker desuden bløde ting, hvilket hendes søstres bryster ofte får at mærke.

    Popotan er baseret på et pornografisk pc-spil af samme navn, men de hårde scener er fjernet, og tilbage bliver en masse bar hud men intet virkeligt ”alvorligt”. Historien er også ændret, men personerne og stederne er de samme.

    I det hele tager er personerne det centrale i serien, det er dem der driver historien fremad og ikke omvendt. Der sker en udvikling i løbet af serien for dem alle, men det hele foregår i et roligt tempo.

    Grafisk er det tydeligt at serien er meget ny, den blev vist på japansk tv i sommeren 2003. Serien har en meget levende farve-palette, noget der er med til at give den et let og gladt udtryk.

    Farverne er også en central del af de tiltalende karakterdesigns, der er taget uændrede fra spillet.

    Lyden i Popotan er også af en god kvalitet. Musikken er udmærket, men samlet langt fra et mesterværk. Åbningssangen er lavet af gruppen Under17, og er, som deres sange har for vane, meget catchy. Under17 har også lavet sangene til spillet, og sangerinden, Haruko Momoi, lægger også stemme til Mii i begge udgaver.

    Alt i alt er Popotan en glimrende men lidt spøjs serie. Det er en historie om nogle piger med en udsædvanlig livsmåde og hvordan de udvikler deres opfattelse af livet på grund af den, men samtidig er der rigtig megen bar hud, så serien er kun for ældre (drenge primært).

    Derigennem fanger den godt nok ”charmen” fra spillet og gør den trods alt en tand mere afdæmpet, men spørgsmålet er om serien reelt ikke havde været mindst lige så charmende uden huden, uden nøgenheden ville handlingen fint kunne passe alle aldre.

    Genre: fanservice, drama
    Alder: 15+
    Studie: Petit Ferret, Shaft
    Instruktør: Shinichiro Kimura
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Rurouni Kenshin TV

    Serien foregår under Meiji æraen, hvor det blev forbudt at bære sværd, og Japan var ved at åbne sig for nye tider fra omverdenen i forhold til under det meget lukkede Shogunat.
    Himura Kenshin er en vandrende sværdkriger, der har svoret ikke at dræbe mere, og bærer derfor et sværd, der er skarpt på den ”modsatte” side af klingen. Kenshin er dog alt andet end hvad man forbinder med en legendarisk kriger: lille, rødhåret og lettere klodset, men alligevel bærer han på en fortid som den mest berygtede dræber i landet, Batousai.
    En dag kommer han til en by og bliver overfaldet af kvinden Kaoru, der tror, at han er den morder, der dræber folk og påstår, at han benytter den stil hendes dojo lærer. Den rigtige morder dukker dog op, og Kenshin redder hende væk derfra. Misforståelsen bliver opklaret, og Kenshin bliver logerende hos Kaoru.
    Senere angriber morderen dojoen med en flok af banditter, men Kenshin slår dem alle sammen ud uden at få en skramme selv, hans fortid som den største sværdkriger lader sig ikke fornægte. Og denne fortid begynder så småt at røre på sig igen, nu han har et fast tilholdssted, hvor folk kan finde ham…

    Kenshin tv-serien er baseret på mangaen af samme navn, men den begynder ikke fra starten af historien men efter at den har taget fart. Starten finde man i Reminisence OVAen (under navnet Samurai X i den engelske udgave), og tv-serien indeholder heller ikke afslutningen på sagaen, der findes i den anden OVA, Seisouhen.

    Serien er fra 1996, og det er tydeligt grafisk, at det er en tv-serie fra den periode. Dermed ikke sagt, at den er decideret dårligt animeret, det er den ikke, men den er langt fra så flot som nyere tv-serier. Baggrundene er dog udmærket tegnede, og giver en god fornemmelse af perioden serien foregår i. Personerne har et simpelt design, der nok vil være lidt af et chok for folk der har set OVAerne og forventer en mere detaljeret og realistisk stil, idet ekstremt overdrevne våben og lignende ikke er sjældne her. Dette trækker lidt ned på hvad der ellers er en god historisk skildring, men sammenlagt giver serien en rimeligt billede af hvordan Japan så ud dengang – på nær et gigantsværd eller ti.

    Baggrundsmusikken er serien er ganske glimrende, og flere af numrene kan jeg finde på at sætte på anlægget som afslapningsmusik. Åbnings og slutsangene er lavet at kendte j-rock grupper, L’Arc en Ciel bl.a. og er også rigtig gode.

    Historien er til at begynde med noget episodisk, men man kommer hurtigt til at holde af personerne og bekymre sig om hvordan det vil gå dem. Samlet er historien dermed fængende, og den historiske kulisse er en rar afveksling, der giver en anden stemning ,end man ofte ser i anime.

    Alt i alt er Rurouni Kenshin en ganske glimrende tv-serie om end lidt langstrakt med 95 afsnit, og man kan let forstå at den nærmest har kult-status.

    Original titel: Rurouni Kenshin: Meiji Kenkaku Romantan
    Genrer: Historisk, samurai
    Alder: 13+
    Studie: Studio Gallop
    Instruktør: Kazuhiro Furuhashi
    Amerikansk licens: Media Blasters

  • Ultimate Girls

    Japan bliver angrebet af gummi-monstre, bogstaveligt talt, de ligner gummi-monster og vader rundt ligesom Godzilla og har producent-navn stående under fødderne. Til at forsvare Japan mod denne ”trussel” er der UFO-Man, en person med en kæmpe hjelm der ligner en ufo på hovedet. Under en kamp med det seneste monster, disse angreb er noget der sker nærmest dagligt og tv er altid på pletten til at optage det, kommer UFO-Man i kæmpe-størrelse dog ved et uheld til at træde på nogle piger. En af dem er Koharuno Silk, og UFO-Man redder dem ved at give dem hans livsenergi mod at hun indtager hans plads som bekæmper af monstrene. Hun siger ja uden at vide til hvad, og straks forvandles hun til en stramt-klædt kæmpe-pige…

    Ultimate Girls (UG) er en parodi på de højt-elskede monsterfilm, primært Godzilla og dens afkom, tilsat M.O.Es (G-On Riders, UFO Princess Valkyrie, Cosprayers/Smash Hit!/Love-Love) velkendte streg og fanservice.

    Tegnestilen er pæn og der er brugt en del klare farver, og sammenlagt har serien en ”glad og positiv” stemning i det grafiske på trods af monster-temaet. Den minder mere om de billige og ret lyse sentai*-serier som Power Rangers og dens japanske brødre end monster-film som Godzilla, selv den japanske udgave. Generelt kan man sige at har man set én nyere M.O.E serie har man set alles grafiske udtryk, kvaliteten er meget ensartet og det samme gælder designs, steder etc., de har fundet en stil og holder den.
    Og M.O.Es ting er moe**, det kan man ikke komme udenom. Firmaet leverer til stadighed søde personer der samtidig er en smule sexede men hvor det søde stadig har overhånd.

    Historien er ekstremt tynd, man kastes ind i tingene og får intet at vide om verdenen, men det er lige meget for man kender det hele i forvejen fra dens mere ”seriøse” forbilleder, og så simpelt som det hele er ville det virke malplaceret.
    Heller ikke personerne er der noget dybde eller originalitet i. Silk er indbegrebet af en modvillig heltinde, kun hendes veninde der går meget op i cosplay er en smule frisk pust, om end denne type er begyndt at bliver mere udbredt de senere år, men alle er de skabelonskårne og uden en egen personlighed.
    Monsteret i første afsnit er en tydelig kopi af Godzilla-stilen, hvor dets gummi-kostume/action-figur look er blevet gjort meget tydeligt, helt ned til producentmærket under foden, ikke originalt men ret morsomt.
    Og UFO-man ligner også et stykke billigt legetøj, så alt er som det skal være der, simpelt men det vil trække en smule på smilebåndet hos dem der kender forbillederne.

    Alt i alt er Ultimate Girls en parodi der opnår det den er ude efter, at være hjernedød underholdning med søde piger der viser noget hud på en pæn, ikke alt for vulgær måde (man får noget bar hud at se, men sensuelt eller på anden måde gearet på at være virkelig seksuelt er det ikke).
    Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på om M.O.E er kørt fast i underlige rumvæsener invaderer Jorden som reddes af søde piger på en kikset måde skemaet, alle deres senere serier har handlet om det.
    Men hvis det underholder folk kan det tilgives, og det opnår Ultimate Girls delvis, den vil givetvis ikke vil blive husket meget længere end man ser den og den ikke vil tiltale en manga pga. sin simplicitet og mangel på dybde, men som en ekstrem let underholdning til når man virkelig keder sig kan den gå.

    * sentai = korps (militær). Bruges også om et hold af farvekodede maskerede helte.
    ** moe = moeru, brænde. Det bruges i overført betydning om at en person brænder for ting, oftest brugt om en kærlighed til piger der ikke helt er voksne men mere end børn, altså stadig mere søde end sexede.

    Lavet af: M.O.E (Masters of Entertainment)
    Blev først vist på japansk tv: Januar 2005

  • Mahou Sensei Negima

    Mahou Sensei Negima er en ny anime (første afsnit blev vist 6/1/05 klokken 01:00 om natten) baseret på Ken Akamatsus (Love Hina, A.I Love You) seneste manga af samme navn.

    Negi Springfield er 10 år og er netop ved at være færdig på et magi-akkademi i england. Som afgangsprøve skal han undervise en klasse på en japansk skole. Det viser sig at være en ren pige klasse på 31 elever, 31 meget forskellige piger. Der er bogorme, sportspiger, en fotograf-fanatiker, et wanna-be idol og flere til.
    Negi har den egenskab at når han nyser ryger pigernes skørter op, noget der dog er afdæmpet en del i forhold til mangaen hvor luftrykket ofte nærmest flår tøjet af pigerne.
    Blandt pigerne har han størst problemer med Asuna, som han kommer op at toppes med (eller rettere, hun med ham uden at han gør noget) allerede inden han begynder på skolen. Hun minder en del om Naru i LH, og har da også et crush på en ældre lærer, Takahata-sensei.
    Men bortset fra hende er alle pigerne i klassen meget glade for Negi og en urolig tid kan begynde.

    Grafisk set er det tydeligt at Negima er en 2005 serie, høj detaljegrad, levende farver (der er ikke sparet på hårfarverne f.eks.) og en flydende animation giver et glimrende grafisk udtryk. Det sammen med gode karakter-designs i en stil som mange kan lide sikrer at alene det grafiske vil skabe mange fans. fanservice er som sagt dæmpet noget i forhold til mangaen, noget jeg ikke troede de ville gøre med det sendetidspunkt, men det gør ikke serien dårligere, tværtimod var mangaen en tand for overdrevet i sine forsøg på at vise mest mulig hud efter min mening.
    Hvad angår stemmelæggere må serien have ryddet godt, der er som sagt 31 piger og de fleste af dem har stemmer af kendte seiyuuer. Dette er med til at give seriens personer liv, noget der ellers kan være svært med så mange. Musikken er ikke nævneværdig, nogle få timer efter kan jeg ikke huske spor af den, end ikke op og ed, men på den anden side er den jo så ikke så dårlig at den gør indtryk på den måde.

    Historien er ikke videre original, men det er vel heller ikke det man forventer af en haremsserie. Med så mange piger er den sikker på at kunne ramme de flestes smag med i hvert fald én af dem, men samtidig gør antallet at man ikke kommer til at kende dem virkelig godt. De fleste af dem er stereotyper, hvilket hjælper en del, og derigennem føler man alligevel at de er tiltrækkende, idet man selv “fylder på” i hvordan de er.

    Af en haremsserie er Negima ikke værst, og der er da nogle få originale tanker og henvisning til andre værker (Harry Potter anyone?) der gør den underholdende. Det er sikkert at den vil få mange fans, ikke kun pga. Akamatsus popularitet men også fordi serien er ganske underholdende og har en pige for enhver smag.

  • Xenosaga: The Animation

    Som “The Animation” undertitlen antyder findes der andet end animeen, og den er da også baseret på en PlayStation2 spil-serie: Square og Namcos Xenosaga, en rpg-serie der desværre ikke er udkommet i EU endnu. Pt er de første to spil udkommet i Japan og det første i USA med nummer to her til januar. Det er en prequel (meget lang tid foran) Squares PlayStation spil Xenogears. animeen er bygget tydeligt hen over spillet, og det er de samme personer, steder etc. der er med i animeen..

    En mystisk ting findes flyvende i rummet og en militærflåde udforsker den. Samtidig træner pigen Shion og androiden Kos-Mos i mecha-kamp. Shion har ikke noget imod androider og bekymrer sig om dem, noget ikke alle forstår. Pludselig bliver flåden angrebet af Gnossis og Shion slået bevidstløs. Kos-Mos river sig løs fra sin “ramme” og første afsnit slutter.

    Animationen er god, detaljeret og flydende, det er tydeligt at der er tale om en ny tv-serie med i hvert fald et rimeligt budget. Rumskibene og det meste af rumscernerne er dog meget tydeligt 3d-renderede, noget der ikke er meget bedre end Vandread gjorde det får nogle år siden. En ting der er værd at notere i disse “frigjorte” tider er mangelen på fanservice: der er ingen fanservice i serien, selv når Shion sover har hun pænt sin uniform på, og der er ikke den mindste smule bounce. Sendetidspunktet (kl. 3 om natten) taget i betragtning er det et rart afbræk.
    Lydsiden fejler heller ikke noget. Stemmerne er gode og passer til personerne og musikken er klassisk og meget episk, netop som man kender det fra Squares spil. Samlet giver den en glimrende stemning, og er med til at suge seeren ind i serien.
    Der er dog et problem: historien. Svært at bedømme fra et afsnit (det blev vist på japansk tv 6/1/05 kl. 2:42), men den virker god (og meget som spillets), men netop det at den ligner spillets er også den akilleshæl. Der er flere ting der ikke forklares, noget man ville se senere i spillet men i en serie der kører en gang om ugen vil det måske virke for uoverskueligt ikke at få lidt mere baggrundsviden og forklaring på de mere specielle termer der bruges indimellem fra starten. Mange andre serier har dog haft lige så lidt baggrundinformation uden at være baseret på noget og stadig gjort det godt så jeg håber at den overvinder det.

    Alt i alt har Xenosaga: The Animation serien virkelig potentiale, og da spillene netop er kendt for deres fantastiske historier har den da også noget at leve op til. Gør den det har vi helt klart et hit, og da spillene bliver udgivet i USA er animeen da også så godt som sikret udgivelse her i Vesten. Måske man kan håbe på at det baner vejen for at i det mindste Saga spillene vil udkomme her i EU på et tidspunkt.

  • DearS (PS2)

    Dette spil er pt (starten af 2005) ikke udkommet i EU (eller andre vestlige lande), og chancen for at det gør det er ret lille, så betragt denne anmeldelse som en appetitvækker på hvad der findes “derovre” i Japan.

    Folk der ikke har læst anmeldelsen af DearS animeen anbefales at læse den først, idet denne anmeldelse går ud fra at man har en ide om hvem personerne er.

    Som I måske ved udkom der et DearS PS2 spil kort inden animeen begyndte på japansk tv. Det udkom i to udgaver, en regular og Limited Version udgave, hvor den sidste udover spillet have OST og nogle postkort. Det er ikke blevet udgivet andre steder i verden, ikke engang resten af Asien endsige i Vesten, og spørgsmålet er også om det bliver det idet det er en hardcore dating-simulator, en genre der ikke er ret udbredt her. Ja, det vil sige at spillet er på japansk og intet andet.

    Spillet er som sagt en dating simulator, og det er meget typisk opbygget for genren. Du er på forskellige steder med pigerne, hvor du kan tale med dem, og indimellem vælger du en af dem, som så følger efter dig rundt i byen. Jo mere du taler med dem, jo bedre kan de lide dig, man kan købe ting (melon-pan :D) etc. Visse steder kan du så også få dem til at gøre ting for dig, støve af i din lejlighed, lave mad, se tv, etc. Dearsne vel at mærke, de er trods alt slaver.

    Det der gør at spillet skilder sig ud fra mængden er altså absolut ikke gamplayet, men personerne. Det er dem man kender, og måske elsker, fra mangaen og animeen. Der er dog en til med, der primært optræder i spillet: China. Hun er en ung Dears, noget yngre end Ren og Miu i hvert fald, omkring en 12 år vel.

    Hun er meget hyper, og er ofte på grænsen af at være irriterende. Hun planlægger hele tiden måder hun kan få spillerens opmærksomhed på, hvilket oftest går ud over Ren. Hendes stemmelægger er Haruka Momoi (Komugi-chan i Nurse Witch Komugi-chan, Mii-tan i Popotan, forsanger i gruppen Under 17), netop kendt for sine “hyper lille-pige” roller.

    Resten af stemmelæggerne er de samme som i animeen.

    Historien er grundlæggende den samme som de andre udgaver, på nær at China-chan er med.

    Et rumskib med aliens styrter ned på Jorden, og da de ikke kan reparere det bliver de her og integrerer sig i det samfund de landede i, Japan. En år efter finder en ung mand, der ikke bryder sig om Dears, som rumvæsnerne kalder sig, en Dears pige liggende besvimet i en park. Han redder hende fra at blive kørt ned af en lastbil, og hun udvalger ham til sin herre. Hun lærer hurtigt at tale japansk, og efterhånden glider hun ind som en del af hans hverdag.

    Spillet har samme grundhistorie, men allerede dagen efter man finder Ren samler man China op, og delen hvor Ren ikke kan snakke gjort meget længere, og der er en del scener med Ren og China der taler sammen på “dearsk”. Det at China er der gør en del scener andereledes, så hvor historien grundlæggende er den samme er der hele tiden en drejning pga. China.

    Grafikken er pæn, men viser på ingen måde hvad PS2 kan. Det hele er ren 2d, 3d-effekter er ikke eksisterende, men ville heller ikke passe til stilen. Billedet er rimeligt skarpt og farverne tydelige, noget der er vigtigt så farverigt som det er. Personerne og stederne ligner stregen i animeen fuldstændig; da de to udkom omtrent samtidig vil jeg tro at dem der lavede spillet arbejdede sammen med anime-folkene og at det er de samme der har lavet character-designs etc.

    Så alt i alt er det et middelmådigt dating-spil, der holdes oppe af nogle tiltalende personer, som man måske kender i forvejen.

    Platform: PlayStation 2
    Genre: Dating simulator
    Alder: Alle
    Lavet af: Media Works

  • Lunar Legend

    Drengen Alex og pigen Luna bor i den lille by Burg. Uden for byen er der et mindesmærke til ære for Dragonmaster Dyne, der døde for 15 år siden da han redede Verden. Alex beundrer Dyne enormt og drømmer om selv at blive Dragonmaster, en mand udvalgt til at kæmpe for gudinden Althena og livet.
    Men for at blive Dragonmaster skal man bestå dragernes prøver; dragerne som er Althenas vogtere i denne verden.
    For netop at tage denne prøve kommer der en dag en troldmand fra Vane, magiens by, til Burg, da der den hvide drages tempel er i nærheden. Det er selvfølgelig Alex og Luna der bliver vejvisere, og deres eventyr begynder.

    Lunar Legend er GameBoy Advance udgaven af det blandt fans af japanske rollespil elskede Lunar, der desværre ikke udkom i EU. Når man har spillet i hænderne forstår man ikke, at de ikke har udgivet de tidligere udgaver (Sega CD og PlayStation).

    Historien er god, rigtig god hvis man kan lide klassisk fantasy set igennem et japansk filter. Umiddelbart er den meget forudsigelig, men der er et par rigtig gode drejninger undervejs.
    Historien gør at man sidder klistret til skærmen, man skal lige se hvad der sker som det næste. Da den er så medrivende lever man sig virkelig ind i den, og det understøttes også af at personerne er tiltalende, om end stereotyper, men de har alle nogle små skævheder der gør at man kommer til at holde af dem.

    Den gode historie og personer skjuler dog ikke et dårligt gameplay, om end nogen nok vil finde det en smule gammeldags og kedeligt. Selve systemet med turbaserede kampe, experience og point man bruger på magi og special angreb er godt nok meget traditionelt, men hvorfor ændre på en formel der virker? Tag de ældre Final Fatasy spil, Phantasy Star og andre i samme stil, ryst og så har du systemet i Lunar. Ingen nye finesser man kan udnytte, men hvis man bare har spillet ét japansk rpg inden er der praktisk taget ingen læringskurve, man går lige på og føler sig straks hjemme. Den klassiske opbygning og stil medfører dog også en masse random encounters, noget som mange måske ikke husker som en god ting i de ”klassiske rpgs”.

    Grafikken er glimrende for en GBA titel og næsten en tro kopi af den på de ”rigtige” konsoller. Mellemsekvenserne lider lidt af at måtte nøjes med GBAens grafik, men alt i alt er spillets visuelle side rigtig god og stemningsfuld, man kunne sagtens sætte det til sit tv og spille det derpå.
    Lyden lider noget mere under systemets begrænsninger. På trods af ”bip-bip” lyden er baggrundsmusikken dog til at holde ud af høre på og endda ret god. Det er også lykkedes udviklerne at få nogle tale-stumper med, og de gør sig forbavsende godt og føjer et lag mere til stemningen.

    Lunar fortjener sin status som et klassisk japansk rpg på linje med Final Fantasy spillene, Grandia, etc. På trods af GBAens begrænsninger gør det sig rigtig godt der, så det at det er en portabel konsol skal ikke skræmme rpg fans. Anbefales meget.

    Type: Rollespil, tur-baseret
    Genre: Fantasy
    Platform: GameBoy Advance

  • Get Backers

    Ban og Ginji er 2 unge gutter med et lidt alternativt erhverv. De skaffer ting tilbage for folk, lige fra tabt legetøj til uvurderlige musik instrumenter. Deres motto er at hvis noget er væk, så skaffer de det tilbage med 100% sikkerhed. Desværre er deres valgte erhverv ikke ligefrem indbringende og de jobs de får har en tendens til at bringe dem i problemer.

    Men problemer er også en af deres specialiteter, for hverken Ban eller Ginji er helt normale. De besidder begge specielle evner som de bruger når det går galt. Ban har et usædvanlig stærkt greb og med hans øjne kan han få folk til at opleve et minuts mareridt. Han er også den lille gruppes leder og den kølige, stilfærdige type. Ginji er næsten helt modsat. Han er åbensindet og åbenmundet, uden alt for meget omtanke og i stand til at generere lyn med sin krop.

    Men på deres ret afvekslende opgaver møder de ikke kun normale mennesker, men også andre med underlige evner, lige fra den parfume bevæbnede pige Himiko, til den dødbringende Jackal. Men et job er et job og intet er for svært for Get Backers, selv om deres opgaver ofte viser sig at dreje sig om andet end bare at bringe noget tilbage.

    Serien har alle de træk der hører til en god action drenge serie. Smukke piger, hovedpersoner med superevner og mindst en kamp hver episode. Men Get Backers er mere underholdende end gennemsnittet for sådanne og rettet mod et lidt ældre publikum end normalt for den slags serier. Det gør også at når serien første kommer i gang med sin egentlige handling, så ændre den sig fra at være episodisk til at have en forholdsvis kompleks historie.

    Jeg er ikke den store fan af action serier, men jeg kunne godt lide Get Backers for dens ret interessante personer, både på heltenes side og blandt skurkene. Men også det at linien mellem god og ond er ret udvisket senere, samt at samspillet mellem de forskellige personer er ganske spændende.

    Mit største problem med serier er at den er opdelt i to sæsoner, som er tegnet mærkbart forskelligt. Siden jeg ret godt kunne lidt stilen i første ‘omgang’, så var jeg ikke nær så begejstret for anden sæson.

    Get Backers er en god, solid action serie, med interessante karakterer og en afvekslende handling. Den har de obligatoriske kampe der skal være i hver afsnit, men dens varieret brug af folks evner, samt ganske flydende animation gør at man ikke sidder og keder sig over kampe der ligner hinanden.

    Original titel: Getbackers -Dakkanya-
    Genre: shounen / action / komedie / eventyr
    Alder: 13+
    Lavet af: Studio Deen
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Nurse Witch Komugi

    Komugi Nakahara er udvalgt af Vaccine-Verdenen til at fange nogle undslupne vira som deres udvalgte, magiske sygeplejerske heks.

    Hendes ”almindelige”job er som cosplay-idol, om end hendes popularitet ikke er overvældene. Hendes hyperaktivitet er ved at drive hendes manager til vanvid, men han redder hende alligevel ud af de problemer, hun skaber igen og igen

    På trods af, at hun er 17 år, har hun et barneansigt, og hendes krop er også ligeså flad som et barns, hvilket generer hende grænseløst. Hun er derfor meget misundelig på sine mere barmfagre kolleger, især Megumi, der da også driller hende med hendes manglende udvikling konstant.

    Hun er dog ikke uvenner med alle på arbejdet. Hun er meget forelsket i den unge mand Kyosuke, der er flink mod hende men ikke meget mere. Hendes bedste veninde deler også jobbet, Koyori hedder hun, og på trods af at hendes fysiske udrustning er direkte modsat Komugis elsker Komugi hende højt.

    Virusserne har dog også valgt et menneske til at kæmpe for dem, Magical Maid Koyomi-chan. Hun skaber kaos overalt ved at sprede vira, der forvandler folk, hvorefter de alle angriber Komugi. På trods af Koyomi-chans genkendelige navn og fortrin har Komugi ingen anelse om, hvem hun er, og et kapløb om at overgå hinandens udfordringer starter.

    Hvis personerne i Nurse Witch Komugi virker bekendte, er det ikke underligt, idet de alle stammer fra serien Soul Taker (anmeldt i blad 6). Komugi-chan derfra blev så populær, at hun fik sin egen spin-off serie, der ingen relation har til den ”gamle serie” udover personernes udseende og til dels personlighed.

    Nurse Witch Komugi er en OVA, og det ses tydeligt på dens grafiske overflade. Baggrundene er detaljerede og givet et godt billede af, hvordan forskellige steder i Japan ser ud.

    Animationen er flydende hele vejen igennem, og man mærker tydeligt, at der har været et vist budget bag serien. Et andet sted, hvor der ikke er sparet, er farverne. Serien er meget farverig, og paletten nærmest stråler af liv.

    Lydmæssigt er Komugi også glimrende. Personerne har de samme stemmer som i Soul Taker, men selvom den var seriøs og dette er en komedie, gør de det alle rigtig godt, og man føler, at tegning og stemme virkelig udgør en samlet person.

    Baggrundsmusikken er ikke nævneværdig, men flere sange man hører undervejs er ganske udmærkede og ret catchy, blandt andet opening og ending men der er også flere udover dem

    Nurse Witch Komugi er en parodi på Magical Girl genren (se artikel i blad 3) hvis man skal putte den i en genre-bås, men hovedområderne for dens vittigheder er fankulturene omkring cosplay, idoldyrkelse og andre former for ekstrem fandyrkelse. Megen af humoren er også baseret på henvisninger til en del andre animeer. Afsnit to indeholder f.eks. en længere parodi på Battle of the Planets/Gatchaman, og sådanne henvisninger til andre serier kommer i en jævn strøm.

    Man skal dog villig til selv at stå for skud indimellem, for da serien gør grin med anime og cosplay kulturen samt moe-begrebet*, rammer den ofte ting, som seeren kan genkende fra sig selv.

    Dette er samtidig seriens svaghed, idet man skal kende den japanske (fan)kultur rimeligt godt for at få mest muligt ud af vittighederne. De kan da godt forstås uden indgående kendskab, men underholdningsværdien falder noget.

    Nurse Witch Kumugi er en godt animeret serie med god lyd, der, set med vore vestlige øjne, lider lidt under en indforstået humor.

    Men hvis man kender en masse anime og har et indblik i japansk fankultur, vil Nurse Witch Komugi være et kig værd. Absolut anbefalelsesværdig til folk med den rette smag, andre bør overveje, om den vil sjov nok til at være pengene værd for dem.

    * moe er et udtryk der er opstået i Japan som beskrivelse for kærligheden til søde og nuttede personer, ikke af seksuel karakter.

    Original titel: Nurse Witch Komugi-chan Magikarte
    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 13+
    Anime lavet af: Tatsunoko Productions
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Paranoia Agent

    Paranoia Agent er en af de serier jeg har set frem til, og efter at have set starten på serien er jeg absolut ikke skuffet. Hjernen bag serien er Satoshi Kon som nok er mest kendt for de meget imponerende film Perfect Blue, Millennium Actress og den for nylig aktuelle Tokyo Godfathers. Med Paranoia Agent viser han igen at der stadig kan laves anime der er originalt og udfordre tænke-musklerne. Dog afviger den markant fra hans film, som ofte har en tendens til at være meget jordnære, hvor Paranoia Agent opbygger en stemning af underlig mystik og forvarsler om katastrofer.

    I starten er serien svær at gøre sig klog på. En gruppe fremmede bliver på hver deres måde involveret i sagen om ‘shounen Bat’. En ukendt dreng på rulleskøjter der overfalder folk og slår dem ned med et gyldent baseball bat og som ingen kan finde det mindste spor af. Til tider ser det endda ud til at shounen Bat dukker op og slår folk ned som ned nærmest på kommando, for igen at forsvinde sporløst.

    På overfladen virker det hele som en sag om en mystisk overfaldsmand, men igennem de første afsnit får man hurtigt en fornemmelse af at der er mere bag det. En dukketegner taler med hendes dukke og den taler tilbage, en gammel mand der efterlader mystiske formler på gaderne og så er der den mystiske shounen Bat der dukker op og belejligt slår folk ned.

    Men et af seriens stærkere virkemidler er dens åbnings sekvens, hvor man ser de forskellige personer stå og grine i henholdsvis en storby og ruinerne af den, med paddehatteskyer i baggrunden. Samtidigt lægger Susumu Hirasawa sang og musik til den, og det gør han imponerende godt. Det er nok en af de bedste åbningssekvenser jeg har set længe og den får et 13 tal for kreativitet og stemnings opbygning.

    Skulle man være i tvivl, så er Paranoia Agent en serie der motioner de små grå og som med så meget anime af den slags, så skal man se den med et åbent sind og være forberedt på at der er mange detaljer i serien som man være opmærksom for at få med. Det gør også serien god at se igen, for man bliver forbavset over hvor meget man overså første gang.

    Original titel: Mousou Dairinin
    Genre: Drama / thriller
    Alder: 15+
    Lavet af: Madhouse Studios
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Stellvia

    orden blev for 300 år siden ramt af trykbølgen fra en eksploderende stjerne, og menneskeheden har siden arbejdet hårdt for at genopbygge det tabte, og er nu i gang med at befolke rummet.

    Pigen Shima Katase rejser til rumstationen Stellvia for at begynde hendes uddannelse som pilot og deltage i et enormt projekt, ledet af organisationen Foundation. Dets formål er at bygge en serie af rumstationer, som kan generere et energi skjold stort nok til beskyttelse Jorden mod endnu en bølge fra den døde stjerne, der denne gang ikke kun er en ren energi, men også utallige brudstykker fra den.

    Shima tilhører det sidste hold af piloter der starter før bølgen rammer og meget store forventninger bliver stillet til disse nybegyndere, men hun opdager at det er langt sværere at styre et rumfly end hun havde regnet med. Men hendes evner som programmør hjælper hende igennem problemerne, selv om hun starter med at forkludre det totalt.

    Dog med hjælp fra hendes nye venner og en del træning, så lykkedes det Shima at kombinere hendes evner med flyvning og blive en ganske god pilot. Men at kunne styre et rumfly er bare en af de ting der skal læres og ikke alt kan løses ved at programmere en computer.

    Til trods for den ret seriøse trussel der er på vej, så er Stellvia også en sød historie om Shima og hendes venner om bord på rumstationen. Her de oplever de ting de fleste gennemgår i deres skolegang, lige fra forelskelser til at begå store fejltagelser, selv om deres afsluttende eksamen er ikke så lidt hårdere end nogensinde før.

    Allerede da TV versionen af Stellvia blev vist var den lavet med flot hånd animation, kombineret med imponerende computer grafik til rum sekvenserne. Nogen kunne mene at serien mangler ting som kampe i rummet eller egentlig action, men den fokusere mest på Shima og forholdet mellem hendes venner. For selv om hun er hovedpersonen, så har alle omkring hende også deres personligheder og problemer.

    I DVD versionen er dele af serien blevet gentegnet for at kompensere for visse dyk i TV-seriens kvalitet og det er meget mærkbart i den, hvis man har set den tidligere, og endnu en motivering til at investere i DVD’erne hvis man er fan af serien.

    Men udover den grafiske kvalitet, så udmærker Stellvia sig også med musikken, så er lavet at duoen Angela. Selv om det er deres debut indenfor anime, så er er musik siden ret imponerende og der bliver ikke sparet på den.

    Leder man efter en hyggelig rumserie, så er Stellvia perfekt, for den har et behageligt tempo, nuttede piger, spændende højdepunkter og flotte action sekvenser. Til tider kan den gå lidt overbord med forskellige af disse elementer, men bliver hver gang hevet tilbage af den gennemgåede handling.

    Original titel: Uchuu no Stellvia
    Genre: Shoujo / science fiction
    Alder: Alle
    Lavet af: Xebec
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment